*Blå tale indikerer brug af orkernes modersmål.

Der var et vældigt postyr i trætoppene denne tidlige morgen. De skræppende fugles klagesang borede sig ind i øregangene på det store bæst, før han overhovedet havde sat fod i skoven. Grusset, på den ellers hårdttrampede jordsti, knasede under de massive jernstøvler som klirrede for hvert skridt der blev taget på vej ned af det skrånende terræn, ligesom resten af den sløvt polerede rustning. Den var lige så tung, som den så ud, men det var ikke noget, han lod sig mærke af. Hvad han derimod rigeligt bemærkede var, hvor afsindigt varm, den var. Og kradsende. Hvad han dog ikke ville give for at kunne klø sig godt og grundigt bag i lige nu.

Skældsordene var mange, da det første ben blev plantet i Dunkelskoven. Skovbunden var mudret og fyldt med dybe vandpytter, grundet det kraftige regnfald, der havde stået på det meste af natten. Møjsomt fortsatte han sin færd, men måtte i ny og næ gøre hold for at hive sin fod op fra en af de altopslugende mudderhuller med et ufornøjet grynt. Åndssvage natur. Det skulle blive godt, når han endelig kunne slå sin røv i et sæde og begynde at hælde i sig, til læderpungen var tømt for krystaller, og han faldt snorkende sammen på gulvet med enden stikkende i vejret. Det var egentlig lidt af et mysterium, hvordan han formåede evigt og altid at vågne op i en eller anden lurvet, ildelugtende gyde. Af og til splitterravende nøgen, eller sommetider iført en temmelig itureven kjole. Mand, lyserød var virkelig ikke hans farve...

Et kort, skingert udråb brød igennem til ham og fik den tårnhøje ork til at stoppe op midt i det hele for at se sig forvirret omkring med et noget undrende, og ikke mindst utroligt bøvet, udtryk malet i det hæslige ansigt. ”Hvem der??” kaldte han ud, højt og kraftfuldt. Den mørke, gutturale stemme rungede og gav genlyd mellem de gamle, krogede træer. Krool havde allerede rakt bagud og lukket sin enorme, handskeklædte hånd rundt om skaftet på sin trofaste, tvebladede stridsøkse. De små, gulbrune øjne scannede nøje omgivelserne for potentielle farer, men da han intet usædvanligt kunne se, løsnede han lige så stille sit greb. Det havde sikkert bare været en af de mange djævelske, for ikke at nævne forfærdeligt irriterende, skovtrolde, der boede i området.
Samme hvinende skrig lød igen, dog nogle oktaver højere end det forrige, efterfulgt af et ordentligt goink, idet en mindre sten blev kastet imod hans hjelm.

”Krool slår trold ihjel!! Til trold dør af det!!!” buldrede han faretruende, og nøjedes denne gang ikke blot med at tage fat i øksen, men trak det nyslebne våben med over skulderen, klar til at kløve nogens knold med det, så snart chancen indtrådte.