Dryp
Stilheden var larmende. Ingen sagde noget i den mørke kælder som var blevet omlavet til et fangehul. De mørke rum var svagt oplyste af enkelte olielamper som hang i cellerne op på gangene. Lyset blev kun fjernet fra dværgens ansigt når en vagt gik forbi og skyggede for lampen, ellers var der ingen forandring.
Dryp
En måned. Hun havde siddet op af den kolde klippevæg i en hel måned og stirret frem for sig. Stirret og tænkt af fuld kræft, kun med få afbrydelser når krigerne trængte til sjov i deres druk. Hendes ryg var stadig pålagt aflange røde markeringer efter sidste tur forbi piskens slag.
Dryp
Dragorns prinsesse valgte endelig at løfte hovedet op fra den hvilende tilstand fra knæene. Besluttet rejste hun sig, som vagten var gået de tre meter forbi. Hun havde ventet længe nok nu, og hun mærkede en forandring. De sidste par dage havde der ikke været megen skift i hvilke vagter som gik igennem gangen. Normalvis så hun aldrig den samme i løbet af en uge. De skiftede altid. Denne gang var anderledes. Den nuværende vagt havde været der flere dage i træk og kun med korte dages mellemrum. Krigernes antal måtte være faldet.
klir
Glasset fra faklen blev brudt som det ramte klippevæggen og slukkede den minimale flamme. Ud begyndte det tygge mørke olie at løbe ned af dværgekvindens arm og dækkede et skinnende armbånd. Et armbånd som blokede hendes magiske evner for at holde hende i stik. Faklen i gangen stoppede op ved lyden og vendte om. Rolige i sine bevægelser som var Guinevere ingen trussel for ham.
Med hård kamp gav hun sig til at dirke armbånet ned over sin hånd, med mere og mere vold, specielt som vagtens fodtrin skridt blev højere. "HEY!" blodet blandede sig med olien som hun hev armbåndet af og mærkede magien vende tilbage i kroppen for fuld styrke. "Hvad har du gang i derinde" Guinevere svarede ikke, men løftede blot sin blodige hånd mod ham. Panikken bredte sig i vagtens øjne som alt sølv, guld og bronze fra hans udsmykninger på rustning og andret smyk smeltede og fandt frem til alle mulige indgange ved hans ansigt. Det løb ned i munden, gennem næsen og ind i ørerne. Herefter størknede det og efterlod vagten til at falde kæmpende til jorden som samtlige luftveje blev blokeret.
Knirk
låsen blev brudt op og dværgekvinden trådte friviligt udenfor sin celle for første gang i en måned, og tog alt metal hun kunne manipulere med sig, for ikke at tale om vagtens nøgler, der blev brugt til at befrie artsfæller som havde lidt samme skæbne fom Guin selv. Mørket skulle ikke tro at dværgene blot lod sig temme efter et enkelt slag.

Nu skulle det være. Nu skulle Dragorn tages tilbage igen, koste hvad det skulle. Magnar havde sølet længe nok, siddet længe nok for sig selv og havde drukket som et svin, i stedet for, at gøre som han burde havde gjort for længst. Den noget ældre udseende dværg havde fundet én af de hemmelige indgange i bjerget, hvor Dragorn lå placeret. Med en vred mine, gjorde han en gestus til den lille gruppe af Nordfolk, han havde med sig. Han havde bedt dem om hjælp. Ganske vidst var de mennesker. Men i den her sag var det vidst åbenlyst, at man blev nødt til at hjælpe hinanden mod Mørket, for at undgå endnu en mørk æra af død og ødelæggelse og sorg. Magnar fandt sit lille nøglebundt frem. Han stak nøglen i den meget lille dør, kiggede om på de andre med talte til dem med en rusten stemme. En stemme der havde sørget for længe. "I gør hvad I lyster. Jeg skal ned til det sted hvor de holder dværgene fanget, så kan vi lettere smide de Mørkets krigere ud herfra," forklarede han roligt, før han åbnede døren, og begyndte at gå ned ad de mørke gange. Han gættede på, at når Mørket nu var, som de var, så måtte alle dværgene der var fanget, enten være i minerne eller i kælderne. Han tog kælderne først, og de få gange, han stødte ind i en kriger, var det heldigvis aldrig en særlig lang kamp. Han var så vred, at det ikke var nemt at få ham ned med nakken.

Desuden virkede det efterhånden til, at Mørket fik travlt med gruppen af Nordfolk.
Da han kom til kælderne var der allerede røre. Han kunne se nogle dværge træde ud af deres celler, og stirrede kort, en smule forvirret, før en vagt fik ham i ryggen. Heldigvis var det kun et snitsår, men Magnar havde ikke set sig for, og han vendte sig omgående, mens hans sjælesværd materialiserede sig i højre hånd. Han stødte det direkte ind i maven på krigeren med et vredt udbrud, før han kiggede ned mod dværgene. "Dværge af Dragorn. Det er godt at se jer igen, men vi har travlt!" sagde han højt nok til, at de fleste kunne høre det. Og så fik han øje på hende. Guinevere. Hun så ud til at være i en forfærdelig tilstand, og uden at ytre ét ord mere, gik han hurtigt ned til hende, og søgte med det samme øjenkontakt, hans egne øjne blanke ved gensynet. "Ved alle guder.. Søster.. Jeg troede du var død," mumlede han, nærmest åndeløst.

Sigrun havde aldrig troet at der ville stå en dværg og bede om dere hjælp. For selvom nordfolket og dværgene ikke sloges, så omgik de bare ikke hinanden, og sådan havde det været i lang tid, og det fungerede for begge racer. Men nu var de blevet bedt om hjælp mod Mørket, og mens Sigrun alligevel ikke havde noget imod at hjælpe dværgene, så var tanken om at fordrive Mørket endnu bedre, siden de nordlige byer også have haft et par af krigerne på besøg, og det var ikke altid endt særlig godt. Så selvom Sigrun ikke gad at blande sig i politikken i syden, så havde Mørket ikke noget at gøre heroppe nord på.

Hun var blandt gruppen der havde fulgt Magnar ind af bagindgangen, for ifølge hende kunne hun da ikke lade andre gå i noget der ligeså godt kunne ende i selvmord, hvis der var for mange krigere. De sagde farvel til dværgen, og gik selv længere op, i stedet for ned mod fangekælderen, så de kunne finde de fandens Mørkets Krigere og forhåbentlig dræbe hele bundet. Heldigvis viste det sig meget snart at krigerne var langt færre end hvad Sigrun først havde antaget. Og snart havde Sigrun da også fået sat et godt økseslag ind i nakken på en Mørkets Kriger, og kampen om Dragorn var brudt ud.

Dette var blot starten. Baldr havde en stor plan i værk, og den involverede, at Mørket skulle vide, at han og hans allierede ikke længere fandt sig i deres forbandede pis længere. Næste trin måtte være at finde flere allierede, hvis det var muligt, men som det så ud lige nu, så havde han faktisk en del mænd under sig.
For nu måtte det være, at hjælpe Dragorn så vidt som muligt. Han og en lille gruppe mænd, deriblandt Sigrun var i øjeblikket på vej ind i Dragorn fra en bagindgang, klar til,at hjælpe Magnar III, en af den royale del af Dragorns dværge. Baldr stod stille og rolig og ventede på, at de kunne komme ind, nikkede respektfuldt til dværgen, og det øjeblik døren var åbnet og de kunne komme ind, begyndte det. Baldr vendte sig mod sine mænd og holdt sit drabelige spyd op i luften. "Så drenge! Nu er det tid!" sagde han højt, med en buldrende røst ved sin stemme. Næsten som om, at den "anden" del talte gennem ham. Sammen med ham. Hans øjne begyndte at lyse.

"Kom så! Øksetid! Sværdtid! Skjolde skal splintres! For Norden, og for mjød og for slås!" nu råbte han. Nok til, at pådrage sig opmærksomhed, og da han vendte sig og så Sigrun smadre sin økse ned i en mand, smilede han. "Jeg skal nok få flere ned end dig!" grinede han, før han jog sit spyd direkte ind i lysken på en krigere. Den næste fik med skjoldet. Nu gik det løs!

Guinevere holdte hovedet koldt, selvom farten var nødt til at blive sat op for ikke at blive opdaget af en anden vagt som ville komme forbi. Guinevere skulle ikke nyde noget af at blive smidt tilbage i den samme celle igen og endnu engang bare sidde og vente på det uundgåelige. Hun ville langt hellere tage kampen op, og dø i forsøget i stedet for at blive holdt i bur. Der var intet mere ydmygende.
Det lange sorte hår med sølvfarvede totter var beskidt og hang løst, efter at havde mistet de mange dværgelavede fletninger. Faktisk mindede hun mest om et rasende vilddyr som sprangt frem i mørket for at angribe. Ikke et kønt syn, med de mørke rander under øjnene, den beskidte hud og det hullede tøj som hang over hende, uden nogen form for beskyttelse, men hun var ligeglad. Lige nu var målet at låse op for samtlige celler for at få så mange dværge med sig. Ingen af dem var i verdens bedste stand, men det hjalp at få de magiske bindende armbånd af dem alle ved at presse metal så hårdt om dem at de sprang.

Herefter gik turen op imod trappen, hvor de blev mødt af en enkelt dværg som løb imod dem. Guinevere havde, sammen med mange andre først stilt sig i kampposition, men stoppede forbavsede op ved synet der ramte dem.
Guinevere kortsluttede næsten. Hun stod i nøjagtig samme stilling med metallet bølgede flydende omkring sig klar til angreb.
En svag lys af liv dukkede op i hendes øjne ved synet, men mest af alt var de blå øjne mere grålige og tomme end nogensinde før. Hun var træt, og dertil forblændet af ren raseri. Der var ikke meget at genkende ved hende. "Ikke endnu, bror." svarede hun med en rug stemme som bar præg af at havde været brugt til andet end at tale. Noget hun helst ikke vil komme ind på. Hun vendte opmærksomheden tilbage til dværgene bag sig og fortsatte det hun havde sat sig i tankerne. "Meddværge! Vi søger mod smedjerne, befrier vores egne og tage Dragorn tilbage med den største magt dette dværgerige kan mønstre!" hun talte højt men holdte sig fra at råbe. Ingen grund til at vække for meget opsigt. Turen fra kælderen til Smedjen var ikke lang, og herefter skulle hver en mørkets beklædt person bankes ud af denne verden.

Vagterne, der patruljerede de få hemmelige gange, Mørket havde fundet, blev overrumplet af dværgene. Nogle lå stadig bevidstløse på det kolde stengulv og ville sandsynligvis fryse ihjel, hvis ingen af dværgene forbarmede sig og til dem til fange. Resten var døde. Men hele den styrke, der i dette øjeblik besatte borgen, kunne ingenlunde være i de små tunneller. Og ikke alle vagterne havde taget den modige - eller dumdristige - beslutning, at blive og kæmpe. Nogle havde været langt mere snarrådige og havde sneget sig afsted efter forstærkninger.
Et sådant individ var netop nu på vej mod borgens øverste etager. En yngre kriger ved navn Gjald af nordisk afstamning med kulsort hår og isblå øjne løb gennem gangene så hurtigt, hans ben kunne holde til. Han apsserede mange døre på sin vej og bag de fleste, begyndte den del af hæren, der stadig befandt sig i Dragorn at give lyd fra sig. Det var søvnigt, brummende og forvirret, men det vigtigste var, at de var oppe. Gjald fór gennem gangene og næsten ved vejs ende den tomme tronsal, så fodtrinene rungede. Til højre for stentronen skubbede han et gardin til side og stoppede ikke, selvom døren foran ham var lukket. Han passerede lige igennem den som var den gjort af vand og fortsatte ned ad gangen til de kongelige gemakker, der for tiden var beboet af en kvinde, man ikke havde lyst til at vække med mindre der var brand, Mørkets Lord var ankommet uanmeldt eller, som situationen var nu, borgen var under angreb.
Denne dør stoppede han foran. Som alle andre døre i dværgenes rige var den stor og tung og næsten for lav til, at et væsen i mandshøjde kunne går rankt igennem, men det var ikke nogen af disse, ting der standsede ham. Han holdt vejret et par sekunder, indtog så en hurtigt mundfuld luft og hamrede en knytnæve mod træet. "GENERAL! Borgen er under angreb! Dværgene er sluppet ud, og de har fået selskab af nogle af nordboerne!!" Han forsatte sin banken, selv efter døren var blevet åbnet af en sorthåret kvinde, som nu var lysvågen.
"Hvad i Zaladins rige er det du fabler om, knægt!" Han havde meget tydeligt hørt alt, hvad han havde råbt gennem døren, men soldaten begyndte forfra og forsøgte denne gang at give så mange detaljer, som han overhovedet kunne. Han havde set Guinevere ude af sine lænker, og han tvivlede på, de andre fange stadig havde deres. Panikken spredte sig gennem Ethelihns krop. Det var netop i disse situationer, hun ville ønske, borgen ikke var blevet hendes ansvar, men det var det blevet, og det samme gjaldt folkene under hendes kommando. Det gik kun få sekunder før panikken erstattedes af en boblende vrede, en følelse hun fandt langt mere stimmulerende.

GJald blev sendt afsted for at vække væbnerne, der skulle vække resten af krigerne, og staldknægtende, der skal vække dragerne, om de ville vækkes eller ej. De skulle alle have besked på at affolke borgens indre og samle sig på omkring den enorme plads udenfor, og hvis det overhovedet var dem muligt, skulle dværgene lokkes med. På trods af store dele af hæren i dette øjeblik var på vej endnu længere mod nord, var Dragorn på ingen med måde tomt. Men det til trods stod de ikke en chance i de gange, dværgene kendte som deres eget skæg. Desuden havde visse dele af hæren brug for langt mere plads: Dragerne.

Magnar lod sig vente, da hans søster valgte, at fokusere på andet end deres møde med hinanden. Hans glæde blev vrede, som hun gav de andre dværge en kort motivationstale. Han var klar. Og de alle sammen skulle smage hans vrede. Vreden over, at mørket havde taget Dragorn, og over, at hans familie havde været låst inde her, mens han havde troet, at de alle var døde. Nu vidste han i det mindste, at Guinevere var i live. Så var spørgsmålet, om Thanen også stadig var levende. Det kunne han kun håbe. Håb var vigtig nu. Men det var vrede også. Han vendte sig samme vej som de andre, og fulgte dem, forberedt på at tage det meste af kampen, da de andre dværge trods alt havde haft lang tid bag tremmer, og hverken var armerede eller velernærede. Især Guin, valgte han, at holde sig i nærheden af.

Enhver mørkets kriger der var i vejen for deres fremkomst til smedjerne, huggede han ned for fode, og da de var ved deres destination, vendte han sig kort mod Guin. "Vi har Norden med os. Bare så du ved, at der er allierede mennesker her," forklarede han kort for hovedet. Misforståelser kunne være katastrofale nu. Han ville ikke gøre en fjende af Jarl Baldr, nu hvor manden var en allieret af dem, bare fordi Guinevere ikke var godt nok informeret.

En høj latter lød fra Sigrun, da Baldr sagde han ville nedlægge flere end hende. Det kunne godt være at hun var en kvinde, men hun var en af de mest kompetente krigere i sin landsby, hvis ikke den bedste. "Ja, det siger du jo," skød hun tilbage mod lederen, men holdt sine øjne på Mørkets krigere.
Hun sendte en stråle af skarpe istappe mod en flok af Mørkets Krigere. Et par enkelte ramte da også ganske fint i deres hals, men nogle beskyttede sig mod dem med ild magi, men Sigrun var nu ikke bange for ildmagikere, selvom de var det modsatte af hendes eget element. I stedet for forsatte hun med at gå bersærk med sine økser.

Selvom hun var meget fokuseret på kampen, lagde hun da også mærke til at det begyndte at virke som om at de trak ud mod porten, hvor de havde de resterende Nordboer ventende udenfor, så de også kunne komme og hjælpe dem med at overtage Dragorn. Det værste ville selvfølgelig være for dem, hvis dragerne kom frem. Sigrun havde aldrig selv set en drage, men hun havde da hørt historier om dem.

Baldrs latter overdøvede det meste af larmen, da han hørte Sigrun grine. Han lo højt, mens han nikkede en mørkets kriger en skalle, der fik blod fra krigerens ansigt splattet ud i ansigtet på ham. Han var vant til det. Kamp og blod. Og sved. Det var hjemmebane for ham, og da han fik et sværd i armen, var smerten kun nok til at holde ham oppe. Smerte gav ham bare mere adrenalin. Men han var nok nødt til at droppe spydet. Det var tungt i en såret arm, så da han huggede den ind i en kriger, slap han for derefter, at trække sit sværd. Han stillede sig op i nærheden af Sigrun, for at give hende en smule beskyttelse fra sit skjold og grinede lidt igen. "Skide krigere. Mere slås!" råbte han, mens han kiggede vildt på sine med-krigere. Mange af dem gentog hans ord, som han svingede sværdet vildt over sig. Han kunne se hvordan kampen lige så stille trak hen mod de store porte. Nu var der nok ikke voldsom lang vej igen.

Han var lige så bekymret omkring dragerne, som mørket havde i deres magt. Det ville være katastrofalt, hvis der kom for mange af dem ud, og skønt han selv kun havde set én af dem i sit eget korte liv, så havde den anden del af ham set mange. Den viden, han besad fra ånden inde i ham fortalte ham, at hvis der kom for mange af dem ud på deres hjemmebane, så ville kampen hurtigt ændre sig til fjendens favør. De havde travlt. Derfor holdt han sig vild og voldsom på trods af skader. Hvis han kunne hjælpe ved, at tabe blod og lide smerte, så gjorde han det hellere end gerne.

Turen ned til smedjen var ikke synderlig lang fra hvad der var blevet etableret som en langt større fangekælder end hvad Dragorn hidtil havde været udstyret med. Men det galte om ikke at blive opdaget på vejen derned, så mørkets krigere ikke ville være optaget af at indfange dem igen. "Det glæder mig" nok var der ikke meget glæde at høre i Guineveres trætte stemme, men hun var virkelig glad for at der var kommet nogen til undsætning. Det betød at deres chancer blev forstørret en del mere end hun havde håbet.
Det var heller ikke svært at høre at der var udbrudt kamp længere oppe. Noget der gjorde det nemmere for dværgende at komme ned i smedjen og starte deres eget slag der.

Dværgene var lænket til stationerne omkring sig, og dem som havde mere fri hed stod der vagter over. Få vagter, og nogle af de enkelte få var endda blevet distraheret af den stigende uro ovenfra. "Angrib!" Guinevere havde valgt at tage styrringen, med alt den agression og had hun havde brug for at få brændt af sendte hun sine meddværge mod smedjens vagter, mens de lænkede begyndte at kæmpe sig fri så godt de kunne.
Snart ville de havde samlet hvad man mere eller mindre kunne kalde en hær, der hovedsageligt kørte på adrenalin. Men smedjen gav dem endnu en fordel. Våben og rustninger.

Ethelihn var ikke bange for at miste smedjerne. Dværgene, der var lænket til deres arbejdsstationer, så længe deres trættede kroppe tillod dem at stå, havde produceret våben og rustninger nok til over halvdelen af den deling, der stadig holdt Dragorn. Der var stadig udstyr dernede (halvfærdige rustninger, våben der stadig skulle slibes) og meget af det, men hvad Mørket havde brug for, havde du fået nok af.
Det sagt, så havde generalen glemt alt om de brændende ovne og dværgene, der godt kunne kæmpe med den rette motivation. Hvis det nogen sinde var en grund til at slås for noget, måtte det være at genvinde sit hjem. Men det var for sent nu. Hun ville også miste vagterne dernede, men ligesom vagterne i kælderen, der nu lå i det dunkle passager under borgen, havde deres død ikke været helt forgæves. Den blege kvinde stod fuldt udrustet på borgmuren og så ud over gårdspladsen, hvor soldater blev ved at strømme til. Slagene gennem luften fra fire par enorme vinger kunne høres give svage ekko i gården som bølgerne på en strand. Fire store drager, inklusiv generalens egen, som hun nu klappede på halsen, før hun satte sig til rette på dens ryg, var landet hvor du kunne. De havde alle tydelige skrammer fra din sidste kamp, én havde flænger i sin vinge, men det gjorde dem ikke mindre i stand til at lave enhver fedladen dværg om til grillkyllinger, så snart de dukkede op.
Borgens indre, var ved at være tømt nu. Hvis dværgene ville have mere, måtte de komme ud til dem.

Lige gyldig hvad der skete, holdt Magnar sig ved siden af Guinevere konstant. Han ville ikke lade nogen komme til hende, for han havde allerede fejlet sin søster én gang. Og det kom ikke til at ske igen, om han så skulle lade sit eget liv for det. Derfor blev han her, og hver gang nogen kom tæt på, blev hans økse begravet i dem. Ben, maver, arme, hoveder, det hele røg af helvede til, for Magnar var rasende. Hvem end der havde holdt hans søster fanget, eller bare var på samme side som dem der var ansvarlige, skulle dø en grufuld død. Det ville han forsikre sig om, som han hakkede sin økse ned i endnu en mandsling. Denne gang fik han et lidt heftigt sår i skulderen, men han ignorerede det fuldstændig i sin kamp-iver.

Og hver gang de gik forbi en lænket dværg, manifesteredes Magnars sjælesværd sig og huggede lænkerne i stykker, som var det blot smør. Hans kamp ville ikke slutte før Guin var i sikkerhed. Og Dragorn deres. Han ville blive ved og ved. Og det var også det der var hans motivation til at gå videre til trods for at han pådrog sig en god del skrammer på vejen. Til sidst sked han helvede i øksen, kastede den i hovedet på en kriger og valgte at bruge sjælesværdet i stedet for. "De har sikkert drager deroppe. Nogle planer, søster?" fik han dog alligevel presset ud, noget sammenbidt, mens han lod sit sværd glide gennem skjold, rustning og kød på en mand, der omgående faldt sammen, gurglende i sit eget blod.

Sigrun kunne se Mørket trænge ud og der var ikke nogen tvivl om at det nok var drager der ventede udenfor på dem. Hun var stadig i nærheden af Baldr og kiggede over på ham. Baldr var hovedet bag denne her ting. Så han måtte vide hvad de skulle gøre mod disse drager.
"Hvad er vores plan? Jeg vil helst ikke brændes op," sagde hun og holdt hendes øjne på porten. Forhåbentlig havde den ældre mand en plan for hvordan de skulle få jaget dragerne væk eller få dem fældet ned. Sigrun selv var ikke klog omkring drager. 

Med sit spyd som en trofast kompagnon og den lille gruppe af nordfolk som hans skjoldbrødre, kunne Baldr ikke spørge om meget mere. Krigere lå døde for hans fødder og et øjeblik nød han tanken om, hvor mægtige, han og hans folk var- Øjnene lyste rødt i Dragorns mørke og blev genspejlet i de få fakler der hang på væggene. Han smilede et ulveagtigt smil, til Sigrun brød den tavshed der eller var oven på al det slåssen rundt. Hans blik blev normalt da han vendte sig mod hende.
"Ærligt sagt? Jeg har ikke så meget styr på drager. Mon vi kan finde en frivillig dværg, sætte ham på en ballista og få ham til at flyve op i hovedet på dragerne?" spurgte han, mest af alt i sjov, mens han jog sit spyd ned i en døende mørkets kriger. Krigeren døde på stedet. Et ærligt og barmhjertigt drab. Mere end hvad mørkets krigere fortjente.
"Indtil videre holder vi porten til dværgene kommer, så tager vi en meget hurtig snak med dem. Der er ingen grund til at løbe ud i det åbne og risikere at blive nedslagtet," han var rimelig selvsikker på denne plan, som han kiggede rundt på de forskellige nordmænd. Selvfølgelig blev hans blik hængende lidt ved Sigrun.

Guineveres øjne flakkede ved nævnelse af drager. Drager var ikke på nogen måde nemme at komme til, ej heller at gøre noget ved stod man foran dem. Hun huskede tydeligt sidste møde med en drage der nær havde kostet hende livet.

Men selvfølgelig havde de drager, alt andet ville undre hende. Så længe generalen stadig var her, var der også drager. "Øhm.." et øjebliks usikkerhed gled over hendes træk, som hun samlede en brystplade op og manipulerede om sig selv med sin evne, så den sad fast og passede perfekt til hende. "Dragerne vil være ved gårdspladsen. De har ikke plads til at angribe optimalt andre steder." takket været de evige smågange og broer der dækkede det meste af Dragons indre.

Smedjen blev overtaget efter en genstridig kamp mellem mørkets krigere, og de dværge som ikke var for udmattede eller for skadet til at fortsætte, blev ladt tilbage, beskyttet i gangene.
Guinevere selv og de andre kampdygtige dværge bevægede sig op mod porten, hvor dragerne ventede på den anden side. "Nogen råd til dragebekæmpning?" Guinevere rettede sig mod sin bror med en anelse uro skinnende ud af sine øjne. En uro der blev afløst af stålfasthed som de nåede den mindre hær af nordfolk. "Baldr Icewalker" hilste hun til manden hun genkendte men aldrig før havde talt med. "Tak for undsætningen"

Oppe på borgmuren var generalen ved at blive utålmodig. "Det ligner ikke dværge at få kolde fødder..." bemærkede hun og pustede utålmodigt ud, så ånden fordampede mod den kolde bjergluft. Et par spejdere, der lige nu blev brug som stikirenddrenge snarere end, hvad de var her for, kom løbende mod hende fra de tilstøddende murlænger omkring pladsen.
"Melder alle klar, general," sagde den ene forpustet, mens den anden bare nikkede bekræftende. De havde begge fået skrammer og skader, men det lod ikke til at have påvirket dem synderligt. Det samme kunne man ikke sige om den sidste stik-i-rend-dreng der kom fra den modsatte side af pladsen. Han humpede slemt, og en økse eller spidsen af et sværd havde snittet siden af hans ansigt. Pointen var, at han ikke var død endnu, og at han havde samme besked som de to foregående. Ethelihn trommede uroligt med fingrene på sadlen.
"Hvad venter de på... Lige meget, vi har ikke hele natten. ÅBEN DØRENE!" Hvis hvad end dværgene havde af folk var på den anden side af udgangene, var de nemme ofre for dragernes flammer. Problemet var, at dværgene kendte brogen langt bedre end nogle af mørkets tilhængere gjorde. Ikke desto mindre havde Ethelihn mistet tålmodigheden. Det havde heller aldrig været hendes stærke side.

//Ja, jeg springer over nogen, men det er for at få mere gang i den, og mere substans at svare på! Herefter køre vi efter 4 dags princippet!

Lyden af de tunge døre bulren og knirken, som de blev åbnet op og for alvor meldte krigen for brudt ud, gav Guinevere ænskelige træk, men også en hvis ro i maven. Som om hun havde slugt en kæmpe istab og nu oplevede køligheden og præcisionen af ikke at lade samtlige følelser overtage alle på en gang. "Jeg ved hvad vi gør." meldte hun roligt ud, mens hun så på sin bror. Hun havde altid været en god stratek og havde brugt umådelig mange timer i taktik kamrene, lærer hvordan bedst angreb fremmede steder, men også hvordan man holdte borgen sikker. Og hun havde tænkt sig at bruge denne viden.

Herefter begyndte Guinevere at opdele dværgene i grupper. Grupper til at tage de skjulte gange på højre side, der førte op til forrådskammeret, og ville give dværgene et bagholdsangreb fra den vinkel, blev sendt afsted. Herefter organisationen af smågrupper som tog længere under, og kunne medbringe et omend svageligt angreb fra jorden. Det var derfor sårede der blev sendt den vej, da de næppe ville se kampen tæt på.
Resten blev opdelt i flere delinger, bueskytter, frontkæmpere. Til allersidst fik Guinevere kontakt til de unge rebeller, som mere eller mindre stadig bare var børn. "Artelleri hold 2.. Husker i hoppuffer?" Dette syntes at være nok til at de fornyede sig. De kunne være med, men stadig holdt en smule i baggrunden. Deres opgave var at tage de smalle trapper op til de øvre udkigs punkter og kaste hjemmelavede bomber, som kunne forstyrre syn og koordination hos fjenden. De ville ikke gøre megen skade, men ville give dværgene en fordel.

"Frontlinje.. ANGRIB" Guinevere overtog styrringen endnu en gang, og lod sine valg være de bedste, for der var ingen tid til diskussion eller større planlægninger. Og med det, gik dværgene mod mørkets styrker, men så snart dragerne gjorde antræk til at angribe, startede strategien op og lod så meget distrahering og angreb falde som overhovedet muligt. Det var strategi for dværgene, omend hurtig og kaotisk, men mere kaotisk for mørkets hære som ikke kendte de skjulte gange.