Ridderne betragtedes som mere end blot højtstående soldater i lysets hær. Ikke kun var de formidable krigere, men de var også nogen af lysets mest loyale tilhængere - hvis ikke de mest loyale. Disse personer, sympatisører af lyset, var Judah mere end blot bekendte med. Han havde selv været iblandt dem og trods han havde forladt deres indre kreds, og blevet valgt som lederen af denne kreds, havde han personligt ikke følt at hvert individuelle forhold han havde til den enkelte ridder, var gået i opløsning af den grund. Han følte sig som en autoritær skikkelse blandt ridderne, en følelse han aldrig havde syntes om, indrømmet, men det afholde ham ikke fra at føle en venskabelighed overfor sine riddere. Og heller ikke de overfor ham. Han kendte dem, og de kendte (nogenlunde) ham.
Som Judah kendte Evangelina, hendes historie var langt mere kompliceret end de flestes, var hun langt fra så kompliceret som man skulle tro. Hun i sig selv var ganske bogstavelig, en ting han ofte glemte desværre. For hende var verdenen ganske sort og hvid, et verdenssyn han aldrig ville kunne have eller ønskede at have. Men for hende var det en ganske klar virkelighed, og han bebrejdede hende ikke, at føle sådan.
Han rejste sig, ganske stiv i sine bevægelser, fra sengen under ham. Judah skævede, tilbageholdende sit ubehaget blik så godt han kunne præstere dette, nedad imod sine nøgne fødder. Det glædede ham, at han havde haft sin kåbe i nærheden af sig. Han følte sig, trods hans hud var ganske dækket til, nøgen overfor skikkelsen foran ham. Hvis det ikke havde været for stoffet, dækkende hans krop, var hans hud også ganske, ganske fri.
De grå øjne søgte atter englens, hvor de bandt sig fast i et ganske neutralt blik. Smilet på hans læber var diskret, men stadigt eksisterende. Han jokede ikke længere, som han hørte Evangelinas ord tale i hans retning. Han nåede ikke at bryde ind, da lyset blændede hans øjne. Hans læber trak sammen i en lang lige streg, understregende hans irritation overfor lyset. Han havde ikke været forberedt på dets skarphed, men han trak sig ikke. I stedet forholde han sig blot stilstående, fornemmende hvordan det begyndte at nive i hans mavecenter. Og pludselig følte han ingenting, ikke andet end følelsesløsheden.
Han blinkede, blinkede indtil han så klart igen. Han måtte rynke brynene, overrasket over at se ridderen mere nær end hvad han førhen havde oplevet. Ihvertfald ikke på denne måde; nærkamp, ganske faglig nærkamp, havde de oplevet. Dette var ikke så professionelt - han følte sig ikke så sikker på englens næste træk. Og Evangelina var ellers en, han havde oplevet han kendte ind og ud på grund af hendes sort/hvid verden.
Ulvens øjne måtte vige fra hendes for en stund, seende imod hendes perlehvide hånd ganske få centimeter fra hans blottede brystkasse. Han trak tøjet nærmere om sig, den gjorde holdt nær hendes. Deres udseende var alt andet nær hinandens.
"Jeg er ikke helt sikker på, at-"
Han pausede, imens han knugede sin hånd i en knyttet næve. Denne fald ned langs hans side, gemmende sig væk fra hende.
"Det tror jeg ikke?"
Han kunne ikke undertrykke latteren. Denne var ikke varm, heller ikke kold, men ganske usikker. Han fortsatte sin talen, næsten undskyldende i sit tonefald:
"Er der noget bestemt De har i tankerne, Evangelina?"