Evangelina tøvede og det i sig selv var usædvanligt. Hun plejede ellers at være formålet selv, dreven til det sidste, men lige i denne her situation var hun ikke fuldkommen sikker på hvordan hun skulle begå sig. Hun vandrede blot videre på vægtløse skridt, trods at hun stadig var iført rustning.
Ærligt talt havde slaget påvirket hende, hun havde brug for.. Ja hun vidste ikke helt præcist hvad. At tale måske? Hun skævede ned til krukken med pudsefedt, stadig i hendes hånd. Nå ja, det havde været det hun i virkeligheden havde skulle og nu fandt hun sig alligevel udenfor generalens kammer, hvor han efter sigende lå og restituerede oven på en skade. Hun havde ikke rigtig været bevidst, men hendes fødder havde selv fundet vejen og det alene bragte en frustreret trækning frem i hendes mundvig - hun brød sig bestemt ikke over ikke at være i kontrol, mindst af alt over sig selv.
Men nu stod hun der og siden hun næsten brød sig mindre om at spilde tiden, bankede hun på og åbnede efter et sekunds tøven døren.
"Om forladelse," Sagde hun med sin sædvanelig høflighed, men hvis man kendte hende kunne man se usikkerheden flakke bag, "Jeg kom for at.." endnu en kort pause, fordi trods at sætningen var påbegyndt vidste hun stadig ikke hvordan den skulle ende, "..høre om de havde brug for lindring." Tilbage til sagen. Til et problem der kunne løses. Skønt hun ikke var healer havde hun set en del sår i sit liv, og fra hvad hun kunne skimte af bandager, ville det overraske hende hvis han ikke smertede.

Judah prøvede at hvile, vigtigst af alt i denne handling, at holde øjnene lukkede. Han kunne desværre ikke, ikke mere end et par sekunder af gangen før billederne atter igangsatte en ustyrlig hjerterytme der holde ham lysvågen. Han huskede ikke synet af sine nedlagte fjender; han havde også været på lang afstand, da han havde ophold sig på drageryg det meste af slaget igennem. Det var ikke dem der nagede ham nært så meget, som minderne fra hovedstadens brændende gader. Synet af de uskyldige, mænd som kvinder, børn som gamle, liggende livløse på stenene der dannede grunden under hele det centrale Krystalland. Deres glasøjne, stirrende direkte ud intetheden som om, at livet aldrig havde været i deres synsorganer.
Han rykkede uroligt på sig, krummede tær, ønskede at krumme sig fuldkommen sammen i en bold. Han havde allerede flyttet sig så langt, så hans hoved ikke længere var placeret på hovedpuden, men i sengens fodende. Her kunne hans øjne se ud imod paladsets baggård; ud til naturen, der synes fuldkommen uberørt af slaget der havde foregået for mindre end et døgn siden. Som det aldrig var sket.
Sammenkrummelse, var for ham desværre en umulighed i øjeblikket, da flængen (heldigvis behandlet og syet sammen) liggende i midten af hans mave, var ganske sårbar for enhver slags bevægelse. Den hvide forbinding der dækkede hans mave var fortsat ganske hvid; havde det været anderledes, havde han fået besked på straks at søge til sygeplejefløjen. Noget han havde tænkt sig at gøre, hvis dette var tilfældet.
Ulven lavede en sammenbidt lyd, som hans skadede øje berørte den ellers bløde madras under ham. Hans højre øje var ganske opsvulmet; en sideeffekt stammende fra, at have haft et sammenstød med en bjergtrolds ansigt. Han besluttede sig derfor til sidst, ikke at prøve at ligge ned længere. Søvnen nåede ham ikke før, at hans krop selv gav op. Istedet satte han sig derfor op, gribende en langærmet uldkappe der lå tæt ved hans side. Han svang den om sig, godt nok noget besværget, for at binde den ganske forsigtigt om livet. Det var her, han hørte lyden af banken på døren.
Kortvarigt, som han blinkede med øjnene - en kende overrasket - blandede et billede fra slaget sig ind i Judahs virkelighed. Billedet af skikkelsen, der huggede sværdet imod hans mave. Billedet af skeletterne omringende ham og hvad han tydeligt betragtede som et, af mørkets væsner. De rødsorte øjne fik ham til at lukke øjnene knugende i, inden han atter spærrede den vidt op. Han fik det blinket væk, og måtte sig atter overraske da han så skikkelsen i dørkarmen.
"Ridder Evan-?"
Hans stemme var spørgende, men sætningen lod ikke sig selv afslutte fuldkommen, da hans øjne lod sig drage et andet sted hen end engels øjne. Han lyttede, knap så opmærksomt som han burde. Til sidst løftede han dog øjnene, atter genoptagende (dog prøvende, da modpartens øjne var langt mere flakkende end hvad disse plejede) kontakten med Evangelinas øjne.
"Alt er i orden."
Forklarede han, trækkende kåben tættere omkring sig for at skærme for sin blottede brystkasse. Han trak dog herefter hurtigt på skuldrene, da alt trods alt ikke var helt og aldeles i orden.
Judah nikkede imod krukken indeholdende pudsefedtet. Prøvende på at løsne stemningen, talte han med et - så godt som han kunne præstere - løjerligt tonefald:
"Og De havde tænkt Dem at lindre mig med - hvad?"

Det var først da hun syntes at se noget genkendeligt i generalens øjne, at Evangelina fandt overskuddet til at fordrive den sidst tvivl. Slaget havde afbalanceret hende, det gjorde den slags hændelser stadig efter et årtusind, men hun var kun figurativt stødt. Pludselig var det velkendte knejs tilbage i hendes nakke og beslutsomheden i hendes udtryk. Hun skubbede en enkelt undsluppet lok op i den kunstfærdige frisure var atter indbegrebet af perfektion.
I hvert fald så længe man ikke kunne se under overfladen hvor hun netop nu var ved at afkode den sidste kommentar. Det måtte vel være en form for humor, formodede hun men der var en kunstart hun aldrig helt havde mestret. Som så ofte før, svarede hun blot med et lille høfligt smil, ikke så meget over vittigheden som hans tilsyneladende behov for den.
"Med magi.." Svarede hun mildt. Hun havde skam udmærket set hans blik til hendes tilfældigt medbragte krukke og pudseklud, men hvis han ville vide noget om det, kunne han meget vel spørge ind til det. Evangelina havde ikke tid til hentydninger, især ikke når det lod til at hans forbundne mave bragte ham mere end bare lidt ubehag.
Den erfarne engel rakte sin frie hånd frem og badede hans overkrop i et blødt skær. I virkeligheden kunne hun lyse fra hele kroppen, men fandt det svært at frigøre sig fra manuelle gestus når hendes anden evne var så bundet op på dem.
Hendes gave fra lysets dronning var egentlig ikke rigtig healing, men selv hvis det havde været, ville det næppe kunne fuldkommen kurere en sådan skade, på samme måde som tiden kunne. Som ridder vidste Evangelina udmærket hvor ondt et lukket sår alligevel kunne gøre, men det var der hun kom ind. Hun kurerede ikke, hun bedøvede bare.. men tog hun ikke meget fejl, var det netop det han havde brug for - selv hvis det kun var en midlertidig løsning.
Evangelinas øjne så op og fandt sig ansigt til ansigt med Judah, efter at hendes forræderiske krop havde taget et ubevidst skridt tættere på. Hendes slanke fingre hvilede en brøkdel af en tomme over hans brystkasse og de isblå øjne udvidedes en anelse før hun fik samlet sig.
"Er der andet jeg skal se til?" Tilbød hun med hovedet en anelse på skrå.

Ridderne betragtedes som mere end blot højtstående soldater i lysets hær. Ikke kun var de formidable krigere, men de var også nogen af lysets mest loyale tilhængere - hvis ikke de mest loyale. Disse personer, sympatisører af lyset, var Judah mere end blot bekendte med. Han havde selv været iblandt dem og trods han havde forladt deres indre kreds, og blevet valgt som lederen af denne kreds, havde han personligt ikke følt at hvert individuelle forhold han havde til den enkelte ridder, var gået i opløsning af den grund. Han følte sig som en autoritær skikkelse blandt ridderne, en følelse han aldrig havde syntes om, indrømmet, men det afholde ham ikke fra at føle en venskabelighed overfor sine riddere. Og heller ikke de overfor ham. Han kendte dem, og de kendte (nogenlunde) ham.
Som Judah kendte Evangelina, hendes historie var langt mere kompliceret end de flestes, var hun langt fra så kompliceret som man skulle tro. Hun i sig selv var ganske bogstavelig, en ting han ofte glemte desværre. For hende var verdenen ganske sort og hvid, et verdenssyn han aldrig ville kunne have eller ønskede at have. Men for hende var det en ganske klar virkelighed, og han bebrejdede hende ikke, at føle sådan.
Han rejste sig, ganske stiv i sine bevægelser, fra sengen under ham. Judah skævede, tilbageholdende sit ubehaget blik så godt han kunne præstere dette, nedad imod sine nøgne fødder. Det glædede ham, at han havde haft sin kåbe i nærheden af sig. Han følte sig, trods hans hud var ganske dækket til, nøgen overfor skikkelsen foran ham. Hvis det ikke havde været for stoffet, dækkende hans krop, var hans hud også ganske, ganske fri.
De grå øjne søgte atter englens, hvor de bandt sig fast i et ganske neutralt blik. Smilet på hans læber var diskret, men stadigt eksisterende. Han jokede ikke længere, som han hørte Evangelinas ord tale i hans retning. Han nåede ikke at bryde ind, da lyset blændede hans øjne. Hans læber trak sammen i en lang lige streg, understregende hans irritation overfor lyset. Han havde ikke været forberedt på dets skarphed, men han trak sig ikke. I stedet forholde han sig blot stilstående, fornemmende hvordan det begyndte at nive i hans mavecenter. Og pludselig følte han ingenting, ikke andet end følelsesløsheden.
Han blinkede, blinkede indtil han så klart igen. Han måtte rynke brynene, overrasket over at se ridderen mere nær end hvad han førhen havde oplevet. Ihvertfald ikke på denne måde; nærkamp, ganske faglig nærkamp, havde de oplevet. Dette var ikke så professionelt - han følte sig ikke så sikker på englens næste træk. Og Evangelina var ellers en, han havde oplevet han kendte ind og ud på grund af hendes sort/hvid verden.
Ulvens øjne måtte vige fra hendes for en stund, seende imod hendes perlehvide hånd ganske få centimeter fra hans blottede brystkasse. Han trak tøjet nærmere om sig, den gjorde holdt nær hendes. Deres udseende var alt andet nær hinandens.
"Jeg er ikke helt sikker på, at-"
Han pausede, imens han knugede sin hånd i en knyttet næve. Denne fald ned langs hans side, gemmende sig væk fra hende.
"Det tror jeg ikke?"
Han kunne ikke undertrykke latteren. Denne var ikke varm, heller ikke kold, men ganske usikker. Han fortsatte sin talen, næsten undskyldende i sit tonefald:
"Er der noget bestemt De har i tankerne, Evangelina?"

Stilheden omkring dem syntes pludselig enorm og omsluttende og Evangelina indså at hun havde holdt op med at trække vejret. Hun behøvede ikke for at overleve, kun for at tale, men lige nu vidste hun ikke hvad hun ville sige.
Judah forventede et svar, det vidste hun, men hun havde intet at give ham fordi hun var ikke engang selv klar over hvad hun ville. Jo, hun havde brug for ham. Brug for at blive set af ham, blive forstået af ham, fordi hendes sikkerhed var skredet og hun stolede ikke på andre til at hjælpe hende genvinde den. Kun ham.
Englen så ned og hendes blege kinder antog en atypisk rosa farve i skam. Hun var ikke iført sin sædvanelige rustning, men en imponerende ceremoniel en - i hvert fald hvis man var ligeglad med at dø. Stropperne var for flimsede, for mange og for fjollede områder var ubeskyttede - generelt vægtede den form over formål og hvilke former. Evangelina var næppe ringe begavet hvad angik kvindelig anatomi, og stadig fyldte hun ikke dens front fuldt ud. Det var som om nogen ville have hende til at brække brystbenet i første og bedste kamp. Men hun havde ikke været i kamp i dag, det var bare en parade og nu stod hun der, klædt som en anden skøge - efter hendes standarder - med en halvnøgen Judah foran sig og vitterligt ingen idé om hvad der drev hende til at blive. Den metalliske barm hævedes og sænkedes, vejret var hende vendt tilbage, men hun havde stadig intet at sige.
Og dog, hendes isblå øjne fandt hans, fordi dybt inde i hende var der noget der vækkedes. En impuls til at kaste alt til side og skabe en eller anden form for mening ud af situationen. Den voksede i hende indtil det summede for hendes ører, men som det nærmede sig overfladen, blev det gradvist hugget ned af alle hendes forbehold og hæmninger..
Evangelina bed sig i underlæben. Det var ikke en stor gestus, men det var en stark konstrast til hendes stoicisme og det kommunikerede på en gang hendes usikker, tvivl og.. villen. Hun indså at den nøje afstand hun havde holdt mellem sin hånd og hans overkrop, ikke længere eksisterede.

Hendes nærhed var hvad der gjorde udslaget. Fornemmelsen af hendes ganske blide fingre, stammende fra en hånd der var i stand til at udføre alt andet end hvad man ville beskrive som værende blidhed, liggende imod hans halvt blottede brystkasse, var hvad der fik generalen til at forstå fuldkommen. Det ville være naivt at påstå, at generalen ikke havde lade sig benægte situationens realitet. Hvad der egentlig foregik, og hvad der nok ville komme til at foregå. Han tillod sig at benægte blot lidt endnu, men han kunne ikke undgå at fornemme den opmærksomhed lysets ridder forlangte af ham. Hun beordrede den ikke direkte ud af ham, ville aldrig tage den fra ham med magt, men hun stødte til ham. Hun forlangte hans blik, hans øjne til at beskue hvad der foregik foran ham, og at han skulle forstå. Det måtte han forstå.
De rosafarvede kinder fik ham til at rynke brynene og med et, kom forståelse. Han granskede det skamfulde ansigt, så imod de nedadvendte øjne der ikke længere lå imod hans. Igennem de nedadliggende vipper fornemmede han flammen. En lille, for de blinde, umærkelig flamme. Men han så den, fornemmede dens varme som den spredte sig til ham og hans krop. Han sank lidt, velvidende alt. Han skammede sig pludselig også; skammede sig over, at han først så det hele nu. Han hørte sig selv tænke ordet 'idiot', som han mildnede op i den stramme trækning der lå over hans læber. Generalens krop var ikke længere anspændt, som englens isblå øjne fandt hans. Disse var ganske milde, ganske varme som de omfavnede hendes blik. Den vage ild var også til at ane i hans grønne.
Den enkelte af hans grove hænder omfavnede den nedre del af hendes ansigt. Fire fingre gemte sig bag hendes øre, forsigtigt hvilende imod hendes hud og det blonde hår, hvis frisure kunne beskrives med mange ord, hvori perfektion var en af dem. Tommelfingeren lå imod hendes kind, prøvende aede den hendes kindben imens han endnu ikke havde sluppet hendes øjne. Han vidste det han gjorde var forkert, uacceptabelt på så mange plan, at det næsten tog luften fra ham. Det var der andet der også gjorde, noget der satte ham i stor konflikt. Desværre tilbageholde det ene ikke det andet, og han måtte erkende, at han ikke længere havde et valg. Han måtte gennemføre, og dette gjorde han også. Tvivlen lå stadig i ham, som han trak sig fremad med hovedet ganske let på skrå, kyssende skikkelsen overfor ham. Men ikke så meget som den havde gjort.

Det var en særpræget ting, at have forventninger til en situation men ikke være fuldkommen klar over hvad de var. I Evangelinas øjne lurede et håb om at Judah vidste hvad hun søgte men selv da var hun ikke forberedt på følelsen da de blev opfyldt. Chok. Fryd. Gru. I et sekund havde hun stået og umærkeligt flyttet vægten fra den ene fod til den anden, i den næste havde han med en simpel gestus formået at bringe hendes sind i absolut kog og hendes krop i komplet ro.
Fordi selvom hans kærtegn var tøvende, indeholdt de en sådan rigtighed at Evangelina måtte læne sig ind i hans hånd. Af de sidste 1000 år, var ingen af dem brugt i denne slags mandligt selskab så englens erfaring var ikke bare lille – den var fraværende. Heldigvis og til hendes store overraskelse lod hendes kvindelige krop til at kende vejen. Vidste hvordan hendes figur passede perfekt mod hans. Evangelina ved stadig ikke hvordan brystpladen blev taget af og stillet ved siden af hende på de to sekunder det tog hendes at eliminere den sparsomme afstand mellem dem. Måske var det første og sidste gang hun brugte telekinese uden direkte udsyn, fordi hendes blik var og blev fastlås i Judahs rolige øjne. Men væk var den da det bløde læder af hendes undertunika og de blødere former under nænsomt blev trykket mod hans bryst.
Men til trods for hvor rigtig situation var, hvor fantastisk, forfærdelig, forvirrende og uforventet føltes den stadig ikke komplet, før Judahs læber pludselig var mod hendes. Et enkelt sekund stod hun stiv som en støtte, hendes vinger flovt flaksende, før et gevaldigt suk fuld af forløsning forlod hende og hun overgav sig til hans stærke arme. Den knugende fornemmelse i hendes mave bevægede sig sydpå som hun smeltede under hans hede læber. Evangelina havde altid været billedet af perfektion og styrke, men dette image blev ofret for den sikkerhed Judah havde vist sig at tilbyde, men ikke uden en betydelig brøkdel af hendes væsen havde begrædt det momentære tab af selvstændighed – for ikke at nævne anstændighed. Instinktiv afspejlede hun hans gestus med sin nu frie hånd – hvor var pudsekremen pludselig? Hendes telekinse var ude af kontrol! - og hendes slanke fingre gled udforskende langs skægstubbene på hans kind. De var ikke længere riddere, generaler, engle, mennesker.. De var mand og kvinde i et ritual ældre end tiden.
Kysset endte, som kys nu engang må når mindst en af deltagerne er afhængig af ilt. Men da de drev bare en smule fra hinanden havde Evangelinas udtryk ændret karakter. Hånden der før havde hvilet spørgende, bedende mod hans bryst, knuede nu stoffet af hans kåbe – næsten krævende.

Hånden imod englens ansigt forlod dens hvilested, som generalen fornemmede gengældende kærtegn fra den kvindelige skikkelse foran ham. Det var her, at afstanden ikke længere eksisterede imellem dem og med et blev de et stykke.
Fornemmelsen, varmen kommende fra læberne imod hans var næsten ubærlig. Han fandt det besværligt at trække vejret ordentligt; brystkassen hvor englens næsten hvide hænder hvilede imod, hævede sig stødende op og ned. Ulvens hånd lagde sig imod buen, den der fandt sig imellem hals og skuldre, hvor den ganske blidt omfavnede underlaget der lå imod dens håndflade. Han anede ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, og vidste (i sit lettere naive sind) fortsat ikke helt deres nuværende situation ville lede dem til. Det skulle heldigvis vise sig, at han ville få en vis vejledning.
De stødende bevægelser, fortsat stammende fra hans brystkasse, standsede ikke som de to individer brød op igen. Ulvens krop fulgte kortvarigt efter hendes, ikke helt anerkendende deres brud. Det var her, at han rigtig blev opmærksom på varmen i hans krop. Den steg ham til hovedet, på flere måder fornemmede han, markerende en sød form for flovhed, som de let blottede ører (de var før gemt væk af det mørkebrune hår, hvis frisure nu var lettere usammenhængende) blev helt rosa røde. En anelse længselsfuldt så Judah frem imod øjnene der ikke var meget langt fra sine egne, næsten spørgende som stilheden fortsat lå over dem, kun brudt af det tunge åndedræt stammende fra hans egen mund.
Spørgsmålet, dette ikke engang stillet, blev kort tid efter besvaret af hænderne liggende imod hans brystkasse. Det krævende greb omkring stoffet, omringende ulvens ganske nøgne krop, talte helt og aldeles for sig selv.
Han mærkede hjerteslagene i sit bryst tage til. Ganske forsigtigt slap han sit greb omkring englens skuldre, ladende begge hænder omfavne klædet der bandt kåben sammen. De grønne øjne måtte for en stund forlade hendes blå, seende imod det arbejde hans hænder var igang med at fuldføre. Han ville lyve hvis han påstod, at han fandt situationen hundred procent behagelig. Han havde aldrig fuldt ud accepteret, dette måske en kende besynderligt taget alt i betragtning, sin egen nøgenhed. Dette ikke kun grundet, at den afslørede en hel del ubehageligheder den var blevet udsat for, men den kunne også fremprovokere en hel del spørgsmål. Spørgsmål, han allerhelst ikke så stillet.
Som kåben gik fra lukket til åben, fandt generalen sig selv blot en anelse tøvende. Han så opad, ganske granskende imod englens ansigt, forventende en hvis accept, idet han greb om stoffet for at trække det af sig. Dette blev fortsat siddende på, kun lige glidende sig nedad så ulvens overkrop var fuldkommen blottet. Han i sig selv, følte sig ganske, ganske blottet.

For Evangelina var det ingen triumf endelig at have Judahs krop til frit skue. Hendes blik løb apatisk ned ad ham. Skønt sin manglende erfaring havde en grundlæggende forståelse af lidenskab og hvor meget hun end følte det burde, var det ikke lige det synet vækkede i hende. Måske var det fordi hun var en engel, måske var hun bare defekt, men uanset hvad kunne hun ikke se det appelerende ved hvad der effektivt var vådt, svumlende kød. Som kriger kunne hun værdsætte hans muskulatur, men rent æstetisk mindede hans mave mere om en grav af vridende orme end noget der forsagede denne gloende hede i hende. Hendes øjne vendte retur til hans og blev der mindet om hvad det var der drog hende. Hans retfærdighed, kompetence, intelligens, integritet. Det var denne essens hun længtes efter og når hans tøj faldt, var det blot endnu en barriere der forhindrede hende i at nærme sig - og det samme kunne næsten siges om hans legeme. Hun trådte ud af bukserne med en elegance der næsten ikke burde være tilladt i betragtning af at det var stramt læder. Koften fulgte med og snart stod hun i sit simple undertøj.
I en lang, næsten dansende bevægelse strakte hun sig frem imod ham, hendes bare fod gled langs ydersiden af hans ben indtil hendes lår var hægtet ved hans hofte. Engle havde naturligt, eller snarere unaturligt, et lidt interessant forhold til tyngdekraften, og skønt hun lænede det meste af sin vægt ind imod ham, var det ikke det store han reelt ville opleve. Hun brød ikke yderligere øjenkontakten, men lod sine arme vikle langsomt om hans hals med et selvfølgelighed der vidnede om mande og kvindekroppens kompatibilitet. Hendes læber forblev uendeligt kort fra hans, summende som hans åndedræt så småt varmede dem. Hun var stadig ikke sikker på hvordan hun var endt der, omslynget ham som en anden pyton, mens et begærlige suk der tvang sig over hendes læber. Hun smilede ikke, men der var alligevel en ømhed i hendes træk som hun ventede på at han førte dem videre i dette forunderlige og forjættende ritual.