Hun var på endnu en af sine længerevarende rejser. Hun var et frit menneske, og derfor kunne hun ikke bare blive ét sted hele tiden.
Ved siden af hende gik en ulv, meget tæt op af hendes ben, ret beskyttende, til hun kiggede ned på ham med et smil. "Vi mangler mad," kommenterede hun. Normalt ville hun med glæde hjælpe til med at finde den slags, men det her var ukendt terræn for hende. Så ulven forstod skam godt, især når han fik besked af sin alfa.
Ulven satte af med lyd kun glade ulve kunne lave. Derefter var det bare, at gå videre til han kom tilbage. Hun vandrede af sted, ligeglad med, at der måske kunne være andre folk, der måske ikke ville alle det godt. Først da hun så dem, var hun klar over, at hun måske kunne ende i problemer, og at hendes kære ulv nu var ude at jage. Pis også. Man kunne håbe, at han ikke var for langt væk. Håb var en vigtig ting.
Som de gik hende i møde, var det med griske smil på deres uhumske ansigter. De var fire. Komplet uretfærdigt, men det betød ikke noget for dem, da den første stillede sig direkte foran hende med sin økse i hånden.
"Hvad laver en lille dame som dig helt herude? Har du brug for, at blive fulgt hjem?"
Spurgte manden, med et hæst grin. Hun kiggede på ham, ret koldt med sine store øjne. Nok så hun uskyldig ud, men hun fandt sig ikke i, at manden ikke bare sagde, at han gerne ville have hende, lige her i sneen, og højst sandsynligt skille sig af med hende bagefter. "Jeg tror nok, jeg klarer mig," svarede hun roligt. Der var ingen grund til, at skabe for mange problemer. Nu var hun jo lige nødt til at give ulven tid.
Det var ikke godt nok for manden. Han gav et tegn med hånden og de andre begyndte at danne en omkreds om hende, og Milicent vidste godt, at hun var på dybt vand. Det var ikke så godt. Hans næste spørgsmål var nærmere en kommando om at hun skulle give alle sine værdier, samt sin værdighed, nu hvor hun ikke sagde ja, når han spurgte pænt.
"Så vil jeg sgu hellere kysse en gris!" svarede hun vredt, før hun reagerede, inden hun selv lagde mærke til det. Hendes knæ ramte manden lige i kuglesættet, og han satte i et meget højt skrig, som han væltede omkuld. Hun satte sig omgående oven på ham med en trukket kniv for hans strube, kiggende op på de andre.
"Hvis I rører en muskel, så dør han," forklarede hun iskoldt, før hun piftede så højt hun kunne. Et sted længere væk hørte hun et ulvehyl som svar. Nu skulle han nok komme tilbage. Ulven. Så kunne hun slippe for de ækle mandslinger.