Slaget om Hovedstaden (Del 3) [Reaktionstråd]

Plotmaster

Plotmaster

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 100 år

Højde / 0 cm

Plotmaster 30.11.2015 21:36

Slaget om Hovedstaden


Det virkede som om, natten havde varet en evighed, og uvejret havde raset i adskillige timer, men da vinden endelig havde lagt sig, tordenen var stoppet med at buldre og det første dagslys begyndte at sprede sig over Hovedstaden, stod det klart, hvad udfaldet af kampen var.
Flere steder lå bymuren i ruiner, murbrokkerne var sortsvedne og de faldne lå rundt omkring på jorden. Men som forsvarerne tørrede sved og blod væk fra øjnene og så sig omkring, kunne de se, at Mørkets styrker var begyndt at trække sig tilbage. Resterne af de skeletter, Mørkets Lord havde rejst fra de døde, lå blandt krigens ofre: både folk iført Lysets og Mørkets uniformer.

Lord Sabbatin havde håbet, at Elverlys arrogance og manglende sympati for menneskeracen ville afholde dem fra at blande sig i striden, men Toorah Nattefrost og hendes skovelvere havde alligevel sluttet sig til Lysets rækker og langsomt, men sikkert tvunget Mørkets Hær tilbage - skridt for skridt.
Med en ekstra anstrengelse og hjælp fra de døde, Mørkets Lord havde vækket, ville de måske have været i stand til at bekæmpe både mennesker og elvere, men der var endnu en modstander, som Mørkets Hær ikke havde regnet med at møde: Hakim Shakeel og hæren fra Sarghos havde ligeledes taget Lysets side i kampen, og Mørkets styrker måtte indse, at de var i undertal.

"Lyset vinder denne dag. Træk jer tilbage og følg mig - vi drager mod øst." Stemmen gav genlyd i hovedet på alle, der kæmpede for Mørket, og langsomt begyndte orker, dæmoner og sortklædte mennesker at trække sig tilbage fra kampen, efterladende deres døde i mudderet foran bymuren. Lord Sabbatin selv vendte sin hest og begyndte at ride bort fra byen med det udtryksløse skeletansigt vendt mod de fjerne, østlige bjerge.
Han havde, naturligvis, en plan for, hvad der nu skulle ske. For hvis han ikke selv kunne sidde på Krystallandets trone, ville han sørge for, at folket kom til at lide som aldrig før. Og når de var tilstrækkeligt svækkede, ville han endnu en gang række ud efter magten.

Et sejrsråb gav genlyd blandt forsvarerne, da man så Mørkets styrker vende om.  Mange var dog faldet i kampen, og den næste tid ville gå med at begrave de døde og genopbygge murene. Nogle af dem, der kæmpede for Mørket, var blevet fanget inden for byens mure, og de blev ført bort i lænker. Trætte strømmede folk til Den Øvre Bydel, hvor Lysets Dronning trådte frem uden for paladset og takkede forsvarerne, elverne, hæren fra Sarghos og naturligvis gudinden Isari for at have sparet folket denne dag. For Lyset havde endelig sejret.

...


Dette er den sidste del af 3 tråde om Slaget om Hovedstaden. Det er ment som en reaktionstråd, hvor du beskriver, hvad din karakter foretager sig nu, hvor kampen er afsluttet. Du vil typisk skrive i denne tråd, hvis din karakter har deltaget i de tidligere dele af kampen, eller hvis din karakter først nu vender tilbage til byen eller kommer frem fra sit skjul
Alle 3 tråde vil være åbne en måned endnu, så der er stadig tid til at deltage. Man kan også stadig frit oprette tråde, der foregår mens kampen er i gang, hvis man ønsker mindre plots.

Første del af slaget kan findes her: 
http://krystallandet.dk/viewtopic.php?f=431&t=8969
Og anden del her: 
http://krystallandet.dk/viewtopic.php?f=431&t=9002
Armand

Armand

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 145 år

Højde / 189 cm

Helli 30.11.2015 21:50
Armand var en af dem der havde undgået at være en del af slaget. Og det var egentlig meget nemt, han havde skjult sig i sit bageri, klar til at flyve væk hvis det værste skulle ske og Mørket brød gennem muren og ind til hans bageri. Han kunne høre langt væk nogle sejrsråb, og da han endelig forlod bageriet, kunne han se at det var den rigtige side der havde vundet da han gik rundt på gaderne og så folk i Lysets Kriger uniform. Han kunne se at der var en del såret, og Armand gik, uden at tænke over det, og kiggede efter sine lærlinge. Havde de mon klaret slaget? Mange af dem var gamle nok til at de ville være blevet sat på bymuren og ikke i beskyttelse. Og ingen af dem var krigere.

Han gik langsomt ud mod bymuren, hvor han var klar over at de fleste af de døde lå, men ville han overhoved kunne finde dem hvis de var døde? Især da han kom tættere på og det lignede at det var bjerge med døde. Han gik i noget tid og ledte, men kunne ikke klare det, da han så først fik øje på Mathis, hans lærling som lige havde opdaget han kunne ild magi. Han havde lavet så meget kaos og nu var han død. Det var mere end hvad Armand kunne klare så han gik tilbage til sit bageri og håbede inderligt at de sidste at hans lærlinge kom tilbage. For hvem ved hvor meget han ville fortryde ikke at have deltaget, hvis de alle sammen var døde. Han skulle jo have beskyttet dem.
Ikaris

Ikaris

Mørkets Ridder

Kaotisk Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 126 år

Højde / 194 cm

Xenix 03.12.2015 17:13
Det var måske en kommando der i denne omgang havde fanget Ikaris opmærksomhed, hvad end det var, så havde det været vigtigt, for det havde været nok til at trække hende ud af det mørke, som havde lokket hende til at tage den sidste vejrtrækning, det havde trukket hende fra dødens rand, det havde været mere end alment interessant.
Mørkelveren åbnede langsomt øjnene, alene den lille bevægelse gjorde ondt, faktisk, nu, som hun vågnede ordentligt, kunne hun mærke, at alt gjorde ondt, noget så simpelt som at trække vejret smertede hele vejen ned i beggen ben.
Med en hæs rallen prøvede hun at vende sig, men hun kunne dårligt få sine skuldre til at lystre, alt var en stor tåget masse og hun havde absolut ingen idé om hvor hun befandt sig, eller hvordan hun var havnet der. Alt hun kunne konstantere var, at det småregnede og dagen var ved at gry.
"Det er løgn, ved Zaladin, det kan simpelthen ikke passe, Rae se, den sorte trækker sgu stadig vejret!"
En pludselig trækken i den nu komplet gennemhullede og ødelagte rustning fik Ikaris til at give et smertebrøl fra sig, eller i hvert fald den del af et smertebrøl hendes torturerede brystkasse kunne klare at presse ud gennem de mørke læber.
"Det var dog utroligt, jeg var stensikker på at hun var død da jeg fandt hende, har du set den tilstand på hendes rustning? Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at halvdelen af dét blod dér ikke var hendes eget, havde jeg ladet hende ligge, de sorthudede sataner er mere stædige end man skulle tro! Men jeg har også hørt, at de i undergrunden..."
"HOLD dog din kæft mand og hent en healer, jeg trækker rustingen af hende i mellemtiden, så kan du sgu komme med dine latterlige historier senere, jeg er sikker på at hun vil elske at høre dem!"
Ironien gennemsyrede soldatens stemme, som den anden klappede i og vrængede ansigt småfornærmet. En voldsom trækken i spænder og snørre påbegyndte, Ikaris ville protestere, hun kunne sgu godt selv tage sin rustning af, men realiteten var desværre anderledes.
"Hey.."
Hvis man troede at Ikaris stemme normalt var rå og rusten, så ville man finde dette yderst skrækindjagende, stemmen der forlod den halvdøde soldat var hæs og næsten hvæsende i et forsøg på at klemme en smule lyd ud, soldaten der var i færd med at afklæde Ikaris blev mere chokeret end han selv ville indrømme, han havde næppe regnet med meget snak ra den sejlivede mørkelver.
"Jeg tror..." En smule mørkt blod løb fra mørkelverens læber, hun kunne smage det, svagt, men hun var helt sikker på, at det ikke bare var et sår på kinden smagen kom fra, noget indvendigt var slet ikke som det skulle være, det var helt sikkert. "at din ven skal lette røven en smule!"
"I'm not locked in here with you, you're locked in here with me!"

Ikaris' dagbog kan ses her
William Thurston

William Thurston

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Safirien

Alder / 32 år

Højde / 180 cm

Hobbit 05.12.2015 00:43
Alt var sløret. Som små klip fra en gammel film, flakkede billederne for hans blik. Han kunne høre sin egen vejrtrækning kæmpe for at holde sig i gang, som han til sin forundring så mørket krigere stoppe op. Lyttende til en stemme som ikke var i luften omkring dem. Det var nok til at de sortklædte krigere efter Williams mening trak halen mellem benene, og forsøgte at slippe ud af hovedstaden. Trods konstant smerte i brystkassen, tilsyrede muskler og den tunge vægt fra sværdet, som blev mere og mere tungt, skulle det blive løgn. Sammen med mange andre krigere, løb han efter dem. En handling han kom til at fortryde, men alligevel resulterede i 3 tilfangetagelser mere.

"Han trækker stadig vejret!" Han kunne kun se skygger flakkende omkring ham.
Uheldige stød mod ribben og brystkassen generelt havde medført at han langt fra var i en anstændig stand til noget som helst. Hans vejrtrækning havde været næsten ikke eksisterende, men kom til live som en lavmeldt rallen, som han forsøgte at fokusere. Smagen af blod, lugten af blod, generelt blod kunne han fornemme overalt omkring sig, i krop tung som bly. William var ikke nogen dårlig kriger, men han var faldet for konsekvenserne af at undervurdere sin egen krops stopsignaler. Men han nægtede at dø. Ikke endnu. Men at lukke øjnene. Blot for en stund. Lade mørket lukke sig om hans synsfelt og glide over i en drømmeverden uden smerte. Bare et øjeblik. Den unge mand, som var så beskidt han knap var til at kende, lukkede sine trætte øjne og lod verden omkring ham tage styrring for alt. Han havde ikke kræfter til mere denne dag.

Gift med Isadora 
Asha

Asha

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Menneske/Ork

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 36 år

Højde / 173 cm

Krystal 05.12.2015 22:38
Asha havde vældig travlt med at komme ud af byen. Faktisk kunne det slet ikke gå hurtigt nok - tingene var begyndt at gå voldsomt galt fra det øjeblik, hun var blevet opdaget i helbredelseshuset. Efterfølgende havde hun sluttet sig til nogle af de kæmpende ved den ødelagt byport, men presset havde været voldsomt.
Til sidst trak hun sin mørke hætte over hovedet og hastede ud gennem hullet i bymuren. Regnen faldt på dette tidspunkt stadig kraftigt, og selv om noget af vandet prellede af på hendes uniform, følte hun sig mere eller mindre som en druknet mus. I det mindste havde uvejret også skyllet blodet væk...

Stemmen brød pludseligt ind i hendes tanker, og hendes hånd fløj instinktivt til hovedet. Selv Mørkets Herre vidste, at det var tid til at give op. En fjende løb imod hende, og hun huggede sig gennem ham med økserne, før hun hastigt satte kursen mod øst. Her uden for muren fandt hun igen sammen med en flok af orkerne. Mange af dem havde svært ved at stoppe blodrusen og slog stadig vildt omkring sig med økser, spyd og bare næver, men det lykkedes Asha og nogle af de mere fornuftige i orkflokken at få alle til at forstå, at det var tid til at komme væk.
Hun så sig kun en enkelt gang over skulderen, tilbage mod byen de ikke kunne indtage. Regnen var holdt op med at falde og dagslyset var langsomt kommet frem: en røgsky steg stadig op fra den ødelagte mur og overalt i mudderet lå sårede og døde kroppe. Herefter kiggede hun kun fremad: deres herre havde nye opgaver til dem, som det var tid til at fokusere på. Nak’lar og Kile ville tage sig af de døde.
Asha Drakkari // Halvork // Mørkets Ridder


Kirana Ragnarson

Kirana Ragnarson

Rådgiver hos lyset

Retmæssig God

Race / Engel

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 160 cm

Hobbit 06.12.2015 12:34
Endelig at ånde lettet op efter nærmest at havde holdt vejret i alt for mange timer. Det var en befrielse. Lige så befriende som endelig at se de mørklædte krigere trække sig tilbage fra hovedstadens mure og væk i horisonten. Der var stadig et par stykker tilbage i byen som gjorde modstand, men heldigvis hurtigt overmandet. Kira havde under disse alt for mange timer intet kunne gøre. Hun havde lovet at holde sig væk fra at komme til skade, da sidst englen var i nærheden af mørkets krigere havde været skyld i de hvide vinger som prydede hendes ryg. Hun havde holdt sig ved templerne, healerne og steder hun generelt kunne hjælpe. Hun havde ingen healende evner, men et par varme ord, en tryk hånd eller generel tilstedeværelse af en engel gjorde en verden til forskel for de forskræmte sjæle.

Og nu var det hele overstået. Hovedstaden kunne ånde lettet op. Men de var ikke sluppet billigt. Mange livløse kroppe lå spredt i gaderne og på markerne foran muren. Mange havde været nødsaget til at lade livet for at hovedstaden kunne forblive i lysets magt. Englen gik mod den øvre og vante bydel hvor Dronningen stod frem. Stod frem for at takke alles indsats. Kira selv forsøgte at være glad og fuldstændig lettet som hun så sine forældre igen. Men bekymringerne tyngede hende stadig tungt. Hun vidste hendes kære barndomsven stadig var et sted derude, og om han var blandt de overlevende eller faldne var stadig uvist. For ikke at forglemme, at hun ikke havde hverken set eller hørt fra Hargin i flere døgn.

Gift med Hargin Ragnarson, 07.05.2018
Mor til Hjalmar Harginson, f. februar 2019

Amy Storm

Amy Storm

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 27 år

Højde / 173 cm

Hobbit 08.12.2015 21:40
Amy havde mere eller mindre lyst til at grave sig ned i et hul i jorden for aldrig mere at komme frem. Hun havde holdt sig til at få fragtet kromutter og barnet hen til et templet. Men der var trængt. Så trængt at hun valgte at fjerne sig og gøre plads til mere trængene. Kvinder, børn og sårede. Amy følte sig ikke specielt meget under nogle af kategorierne. Dertil, Amy kunne altid klare sig!
Det forberedte hende imidlerid ikke på det syn hun mødte udenfor templerne som skrig, råb og gråd fyldte hendes verden. Muren var faldet sammen med et brag forinden og der strømmede krigere i sorte rustninger ind fra alle sider. Hvordan overlevede Amy så den pludselige forandring. Jo, hun overlevede ved instinktivt at søge op i højderne. Byens tage, væk fra murerne og i kernen af hovedstaden. Og her blev hun. Hun sad og ventede. Ventede indtil de mørke skikkelser stak af. Hvorfor var hende stadig en gåde, men en sten faldte fra skulderne ved synet.

Det stoppede dog ikke rædslen i at sprede sig. Amy anså sig selv som værende hårdføre. Hun havde set blod, hun havde oplevet død ved gadebørn som var frosset ihjel eller på anden vis måtte lade livet. Hun havde set tortur, oplevet det selv og kunne derfor ikke se at der var noget hun manglede at se. Dette var overvældende. Bygninger var smadret, folk lå døde som fluer i store mørke blodpøle som farvede samtlige gader røde. Langsomt gik hun hen af gaderne. Hun søgte egentlig ikke noget, hun gik der bare. Tom for blikket, mens hovedstadens beboere jublede af glæde. Nok havde det vundet, men til hvilken pris? for første gang i lang tid mærkede Amy trangen til at tage fra Hovedstaden og aldrig mere vende tilbage. Byen gav hende pludselig kvalme.

Alt det blev dog glemt som et nedfældet hus tiltrak hendes opmærksomhed, hun synes at se noget. Noget derinde. Var det hvidt? Nej.. det kunne det ikke være.
Amy valgte alligevel at gå tættere på, blot for at se en hvid vinge stikke frem og efter sigende røre ganske lidt på sig. Som om at den havde kramper. "Hey! HEY! oh for gud skyld. STOP MED AT HUJE OG KOM OG HJÆLP!" råbte hun arrigt efter et krigere som nærmest gik og dansede om sig selv. Idioter.
Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 05.03.2016 02:37
Dagen var for Toorah endnu mere sparsom for ord end det plejede, selv i menneskenes nærvær hvor hun normalt kun udvekslede få fraser var der nu intet tilbage, de røde øjne beskuede slagmarken hvorfra Mørkets tropper flygtede i horisonten, hun kunne jagte dem ned, slagte hver eneste af de sataner der nu forlod slagmarken som de kujoner de var, men hun havde ikke givet orderen. Det ville være spild af i forvejen for mange tabte elverliv.
Toorah knælede ned, den store gnistrende sorte hingst hun plejede at ride, var faldet til flere grimt udseende pile, forsigtigt strøg hun hestens mule, han så næsten fredelig ud, som han lå der.
"Quel esta mellonamin" (hvil godt, min ven)
Elverledern udstødte et forpint suk, inden hun rejste blikket fra hendes trofaste ganger og op over slagmarken, overalt lå de, ligene. Hun kendte det for godt, alt for mange gange havde hun stået her, på slagmarken, badet i hendes fjenders blod og med den tungthængende lugt af metal insisterende i næsebordene. Denne gang ahvde dog været anderledes, dette slag havde ikke været for elverene, men for menneskene som havde bedt om hendes hjælp, nærmest tryglet hende om at komme dem til undsætnig.
En behandsket hånd, som bar den smukkeste smedede plade knugede endnu tungt omkring hendes sværd, på trods af, at Toorah havde modtaget en smuk gave sensommerfesten året forinden, af en telentfuld smed, så var det ikke det våben hun bar, tværtimod var det hendes oldgamle velkendte klinge fra fordums tid. Havde det ikke været for hendes trofaste smed, havde det sikkert endnu båret præg af kampene hun havde taget mange år forinden.
Hun satte i en bestemt gang, kappen, som hang i en blød bue fra hendes skuldre, var ikke længere vid, men godt og vel trekvart meter op ad det hvide stof var den nu farvet rød, af blodet den havde suge fra kampens hede og ligeledes var den beskidt af jord og olie fra metallet hun bar, på trods af, at hun var udmattet, var hun ikke færdig her. Det var nu, at hun skulle mødes med Lysets Dronning, det var det rette tidspunkt at handle.

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Helli , Krystal
Lige nu: 2 | I dag: 3