Ragna rystede snerrende på hovedet. Hvor var han da en kraftidiot!
" Selfølgelig ville jeg ikke dræbe dig.. Eller jer.. Hva får dig til at tro det? " Hun var pludselig en smule usikker, ikke at hun ville lade ham se det, som hun forholdt øjenkontakten til ham, uden at trække sig tilbage, selvom han nok ville kunne fornemme den pludselige usikkerhed hans tonefald havde frembragt i hendes utilpassede krop.
Selv når han brugte den tone ville hun stadig af sted, over til Dragorn, over til sin familie! Bare tanken om hvad der kunne være sket dem fik det til at rive og flå i hendes indre.
Endnu en gang forsøgte hun at mase sig forbi, kun for, meget modvilligt, at ende i hans bjørnefavntag. Stædigt som et æsel spildte hun sin energi på at forsøge at komme ud af hans favntag.
" Slip mig..! Lad mig tage af sted.. For pokker da også du kan ikke holde mig låst inde som en lænket hund i et bur! " Med sprutten og banden fik hun lempet en hånd op, forsøgte at hive sig fast i hans tøj oppe ved kraven, hvilket hun da også gjorde. For et par minutter.
Indtil hun langsomt gav slip i det krampagtige tag og for første gang så væk fra ham, stupidt som et barn.
Langsomt rystede hun på hovedet. Nej, selfølgelig ville hun ikke dræbe dem. Han var vanvittig at tænke sådan. Hendes liv havde det sidste års tid været med dem ved sin side dag ud og dag ind, et kammeratskab var opstået som hun helst ikke så blive ødelagt, også selvom hun følte sig så forbandet splittet. Selvom hun så gerne ville redde sit folk, vidste hun også at han havde ret.
" Nej..Nej det er ikke det.. Det.." Hun var overrasket over at høre hendes stemme knække over. Irriteret på sig selv bed hun sig hårdt i læben.
"Jeg vil ikke miste jer... I er.. I er.. Frænder.. Nej.. Som en familie for mig..Vi har været alt for meget igennem til at jeg overhovedet vil kunne vende jer ryggen eller dræbe jer.. "
Hendes stemme blev tyndere og tyndere, knapt hørbar for andre end de trænede ører. Hun hadede at indrømme det, men det var hendes fejl. Hun havde ladet sit temperament stige sig til hovedet. Forsøgt at handle uden at tænke sig videre om.
Med en voksende klump i halsen tvang hun sig selv til at se Stygg i øjnene igen. Det var det mindste hun kunne gøre. Han var hendes leder, deres leder. Det var den mindste respekt hun kunne give ham.
Hun slugte klumpen med en mindre anstrengelse, forsøgte sit bedeste or ikke at lade følelserne over det hele tage overhånd.
"Undskyld Stygg.. Det var ikke min mening...Jeg.." Til sin fortrydelse kunne hun ikke holde blikket længere og søgte istedet trygheden i at glo ham ind i tøjey og ringbrynjen.
" ..Jeg tænkte mig ikke ordentligt om.."
Hvor hun dog hadede at være emotionel. Han kunne næsten lige så godt have smidt hende splitternøgen ud i offentligheden, hun følte sig alt for sårbar til hvad hun selv synes om. Ikke at hun på noget tidspunkt brød sig om at føle sig sårbar.