Det var ved at være lidt hen på aftenen, men alligevel gik Alexander rundt i mørkets skov. Han vidste godt her var farligt, men denne gang var han bevæbnet på den sædvanlige vis; Iklædt en mørkeblå skjorte, et par sorte bukser, standhaftige læderstøvler, samt en lang fin sort jakke i tynd stof, med knapper af sølv. På armene havde han et sæt læderbeskyttere hvor familiens segl var blevet skåret ned, og på ringfingeren sin faders gamle ring. Han var greve nu, og alt hvad dette indebar. Men han var ude af sig selv, ved siden af sit sædvanlige jeg. Ikke nok med, at han måtte skære hul i sit tøj, for at der kunne være plads til vingerne, der lige i øjeblikket hang fri af tøj bag på hans ryg. De baskede let, men han var blevet vant til deres styrke og blev stadig på jorden, mens han med et bittert ansigtsudtryk vadede igennem den ødelagte del af skovområdet. Han var faret vild, men han var komplet ligeglad.

Grev Theodyn var omkommet af sorg siden den dag hvor Alexander selv var blevet dræbt, og han havde ikke haft chancen for at sige farvel til sin fader. Derfor havde hans genforening med familien været noget surrealistisk og han havde haft brug for noget luft. Så han var stukket af fra alting og var taget ud i mørkets skov. Det kunne være, han ville ende med at støde ind i Foxy, hun virkede simpel men flink, og han havde brug for at bruge med nogle, som ikke var folk han havde kendt før sin død. Det hele var bare så forvirrende.

En skikkelse løb rundt i træernes toppe, hoppende fra gren til gren, med stor pressision. På vejen samlede den knap halve meter skikkelse blomster, blade, og bark sammen som hun stoppede ned af en lille skuldertaske der hang ned af hendes side og sluttede lige ved hoften. Alt i alt faldte hun godt i et med sine omgivelser, med det brune hår, de naturfarvede klæder og selv de helt igennem turkise øjne syntes ikke at vække opsigt. Det var en ganske normal dag for Alfen Ivy, som begyndte at mærke aftenen træde til og give mørkeskoven et endnu mere dunkelt udseende end den i forvejen havde. Men hun skulle omkring det ødelagte skovområde. Det var nemlig her hvor hun havde nemmest ved at bruge sine evner og få gifte ud af de i forvejen syge planter.

Ivy sat ovenpå en nedfalden og hul stamme, som lå hen over et moset vådområde. Her lod hun sine fingre køre hen over mosset som gik fra at havde en naturlig grøn farve, til at se desideret syg og giftigt ud. Hun krassede mosset af med sine negle, og stoppede det ned i et lille vialklas. Mosset så nærmest ud til at frigive væske som det kom derned. En giftig grøn væske, som den lille skikkelse med tynde gennemsigtige vinger sad og betragtede. Dette fortsatte hun med til en knagende lyd fra skovens undergrund fangede hendes opmærksomhed, og bagsiden af en skikkelse mødte hendes blik. Som en hveds startede hendes vinger op og løftede hende fra jorden og op i et nærtliggende træ, som hun fortsatte fra indtil den fremmede skikkelse var synlig. Her stoppede hun op, og så nærmere på den vingeklædte mand. "Dig!" hvislede det ud mellem hendes spidse tænder. Hun trak et langt trærør frem fra bag ryggen og tog en lille men meget spids pil frem fra sin taske. Hun sigtede på manden og skød en lille giftpil afsted for at lame hans nervesystem. Hvor godt det ville virke afhang i en del grad efter hvad hun var oppe imod. Specielt fordi hun var ret sikker på at hun havde slået manden ihjel en gang! så kunne anden gang ikke blive så svær.

Mens Alexander gik rundt var der et tidspunkt, hvor han kunne høre noget mærkeligt et eller andet sted fra. Han hævede et øjenbryn og stoppede kort op, kun for at mærke noget stikke sig ind i nakken på ham. Med det samme var hans hånd oppe ved stedet, hvor en mærkelig ting stak ud. Han trak og fandt ud af, at det var en meget lille nål, og da han smed den væk, kunne han pludselig mærke det. Følelsen forsvandt først i hans hånd, hvorefter det bredte sig til resten af hans krop. Omgående spredte panikken sig i ham, mens hans ben bukkede under og han gik i knæ. Der var noget helt galt! Han forsøgte at knuge sin ene hånd, men det var som om, at der var et eller andet galt.
Men han var heldig, for hans magiske regenerative system sparkede meget hurtigt ind. Det gjorde dog helvedes ondt, når nerverne stoppede med at blive lammet og i stedet for kom til live, og i stedet for at bide smerten i sig, blev han så overrasket, at han kom med et højt udbrud, alt i mens han først tog sig til armene, dernæst sin krop og til sidst nakken der næsten føltes som om, at den var i kramper.
Stadig mens han havde voldsomt ondt, kom han, vaklende på benene. Han vidste godt, noget var derude, og det første der faldt ham ind var, at trække blankt, mens han så sig årvågent omkring, stadig med smerten tydeligt malet i ansigtet. Han havde aldrig oplevet noget lignende! Da han gik mod det sted, han havde hørt lyden fra, var det stadig let vaklende.
"Hvem der?!" Spurgte han advarende.

Reaktionen fra manden ved skovbunden var langt anderledes end hvad Ivy havde forventet. Normalvis når nervegiften gik ind, mistede musklerne deres kraft og blev lammede. Hvilket normalvis også førte til at ofret besvimede eller på anden måde faldte sammen. Manden her, så blot ud til at være i ekstrem smerte over giften og dens virkning, selvom denne virkning var anderledes end planlagt. Ivy kunne dog ikke undgå at more sig over mandens smerte. Hun havde stadig en klar ide om hvem der var foran hende, og hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe denne gang. De smalle finger startede op igen og førte hende tættere på sit offer som lod et smerteudbrud blive udtrykt. Om han nåede at se hende eller ej, var ikke i hendes interesse, som han vendte sig mod hende. Hun var sat efter noget andet.

Hans vinger. De store hvide vinger, med helt kridvide fjer. Det var hvad hun søgte. Hun ragte de små spinkle hænder ud og hev en håndfuld fjer til sig, inden hun hurtig som en hveps fløj op til et af de nærtliggende træers græne. "Hvem tror du, halvhjerne. Troede du virkelig at jeg ville glemme mine 5 år i fangeskab! Mens du forpestede mit liv." kom der umådelig højt og skarpt fra den lille skabning, som knugede fjererne i sin hånd. "Men bare vent.. jeg skal nok få dig til at huske igen." hun fandt en dukke frem som havde hunget løst i sit bælte. Denne dukke var ikke særlig iøjefaldende eller karakteristisk, hvilket var ganske fornuftigt, taget i betragtning af hvad den blev brugt til. Voldsomt hakkede hun enden af fjererne ned i ryggen af dukken, og begyndte ganske nænsomt at forme dem ud som vinger. "Tænk at du fik en chance til at leve igen..." fremmumlede hun surt som hun skiftevis lod sine øjne holde øje med manden, og sin dukke.

Alexander blev ved med at kigge rundt, før noget fløj hen over ham og rev et par fjer ud af hans ene vinge. Det var jævnt ubehageligt, men det var intet i forhold til den smerte der stadig sad i kroppen på ham. Han kiggede dog stadig efter den meget lille skikkelse, der fløj mod et træ, med en grimasse af både forvirring og smerte, mens han holdt lidt mere fast på sværdet. Der gik lidt tid før hans krop begyndte at blive normal, og han stod mere oprejst og rank. Væsnets ord gjorde ham virkelig forvirret og han hævede med det samme et øjenbryn. Da han granskede overfladen af væsnets sind, var der udelukkende had at finde, og han forstod det vitterligt ikke. Han havde jo ikke gjort hende noget?

"Jeg ved virkelig ikke hvad du taler om. Jeg kender dig ikke," sagde han højt, og forvirret. Det var underligt. Måske var hun bare rent ud gal i hovedet, og derfor holdt han sig indtil videre væk fra hendes sind.
Da hun snakkede om, at han havde fået lov til at leve igen, blev han småvred. Det var ikke i orden, især når de ikke engang kendte hinanden, og han gik tæt nok på træet til, at han kunne se hendes omrids.
"Hvad fanden er det du snakker om?! Jeg har ikke holdt nogen som helst i fangenskab! Du er tydeligvis gal hvis du bare går rundt og siger det til folk, der ikke kender dig!" han var ikke direkte vred, men han følte sig uretmæssigt behandlet. Han forstod virkelig ikke hvad der foregik i hendes forskruede hoved, og han anede heller ikke hvad hun havde gang i, derfor holdt han sig på den sikre side, der betød at han helst holdt sig på en hvis afstand fra hende.

Ivy fnøs med en blanding af irritation og morskab. Ville han virkelig våve og påstå at han havde glemt sin morder. Dumme mand. "Så har du en hukommelse som en si!" svarede hun knurrende tilbage, som hun rettede de helt igennem tyrkise øjne mod ham, i en vred stirren. På intet tidspunkt faldte det hende ind at han talte sandt. Men det var også for hende lige nu ligemeget. Hun var overbevist om at manden her, var selv samme mand som havde pint og plaget hende for flere årtier siden, da hun stadig var en ung alf. Noget hun ikke var længere, men som tydeligt ikke kunne ses ved hendes udseende.

Vreden som så småt kom frem, uden at være direkte fik blot Ivy til at grine mere. "Det er en farlig antagelse at lave, lille mand. Du opfylder den selv ved at påstå jeg er gal." svarede hun med et grumt smil på læberne som hun slændrede let hen over grenen hun stod på. "Det undre mig ikke at du vil gøre alt for at overbevise mig om din uskyld. Men faktum er, at selvom du har været væk i flere årtier, har jeg ikke glemt dig. Ikke glemt hvordan du tog mig væk fra mit hjem, hvordan du tvang mig til at gøre dine beskidte formål, og hvordan du frarøvede mig min frihed i flere år!" jo mere hun talte jo stærkere og mere råbende blev hendes stemme, alt imens hænderne klemte sig rundt om dukken i et fast greb. Noget som svagt ville kunne mærkes om mandens krop, såfrem at fjererne virkning var stærk nok. Hendes klem om dukken ville dog ikke volde smerte, blot indikere at noget holdte fast rundt om hele hans krop og begyndte at trykke ind.

Alexanders forvirring og frustration tog til i styrke. Hvad fanden var der galt med hende?! Først valgte hun at svine ham til, uden at have nogen grund til det, som det næste troede hun ikke på ham når han sagde, at han ikke havde noget med det at gøre. Mens hun snakkede løs om, hvad han tilsyneladende havde gjort hende uden at vide det selv, valgte han alligevel at vove sig ind i hendes sind. Ganske rigtigt kom der billeder af hende i et lille fuglebur og en mand, han lige nu ikke kunne se, fordi der lå en skygge over hans ansigt. Alexander rystede let på hovedet, mens han lukkede sig selv ud igen, fra hendes sind. Der var noget helt galt, hvis hun troede, at manden var ham, og ikke den rigtige mand. Det var ikke så godt, og Alexander burde nok have gjort noget ved det; Hvis ikke det var fordi han i forvejen var frustreret over andre ting.

"Jeg har ikke rørt dig! Jeg har slet ikke haft noget med dig at gøre, og hvis jeg havde, så ville jeg have husket det, så lad være med påstå sådan nogle løgne til mit ansigt!" råbte han af hende, før en underlig følelse dukkede op i kroppen på ham. Som om to kæmpe hænder tog fat i ham, men der skete ikke meget andet end det. Der var heller ikke noget, men følelsen i sig selv var bizar og mærkelig nok til, at han tøvede, og stirrede ned ad sig selv i forvirring og overraskelse.

Tankerne kredsede sig om det forbandede lille fuglebur, de lange dage og nætter hvor hun blot havde siddet, som en tom skal og kigget ud i luften. Hun havde spilds så langt tid af sit liv der, med at være en lille pocelænsdukke for den skide idiot, som mente at han kunne få rigdom og omdømme ved at bruge hendes kræfter. Han havde lært havde han. han havde mærket hendes kræfter. Og det skulle han prøve igen.

Ivy ignorerede hans talestrøm og koncentrerede sig om at kigge ned på den brune tøjdukke, som hun pressede mellem sine hænder. Det eneste tidspunk hun kiggede væk fra den, var da han stod tøvende og kiggede ned af sig selv. Dette frembragte et modbydeligt tandsmil på hendes læber. "Så fjer virker også kan jeg se... Kan du huske hvad der skete sidste gang du legede denne leg med mig?" spurgte hun med et skævt smil på læben og et lettere sindsygt blik på ham. Hun kunne. Hvert et tvist og kast han havde lavet med sin krop for at slippe fri af smerten. Hvordan han skreg af smerte hvor hver gang hun brækkede en knogle i hans krop og forårsagede blødninger i hans krop. Hvordan hun havde fortsat til han havde draget sit sidste suk. "Så lad os se hvor godt det virker." med de ord pressede hun sin spidse tommelfingernegel hårdt ned i brystkassen på dukken og klukkede skummelt, som hun kiggede ned på den vingeklædte mand.

Han så kort op på den lille, bevingede skabning, da hun talte til ham igen. Som hun stillede ham spørgsmål, dykkede han endnu en gang ind i hendes sind, hvor han kunne se en krop kaste sig rundt på et gulv, skrigende af smerte, mens knasende lyde overdøvede stilheden i hendes sind. Han hævede et øjenbryn, men lod være med at svare på hendes spørgsmål. I stedet forblev han linket med hendes sind. Det var ækelt derinde, og han håbede ikke, at hun ville ende med at knække ham lige så meget, som den mand der døde langsomt i hendes sind, men han var absolut sikker på, at hvis hun havde tænkt sig at blive ved med ham, så ville det tage meget, meget længere tid.

Han blev dog midlertidigt sparket ud af hendes sind, da hun lavede en bevægelse og noget pressede sig ind i brystkassen på ham, så voldsom kraft, at det bøjede et ribben ind. Han tabte sit sværd i forskrækkelse, mens han kunne mærke smerten sprede sig som en løbeild. Men han var Alexander Malcharion, genopstanden kriger af lyset. Han havde oplevet døden selv, og dette fik ham kun til, at tage sig til brystkassen, mens hans vejrtrækning blev mere anstrengt.
"Hvad end du har gang i.. Stop det.. Du har ingen idé om, hvad du laver. Jeg er slet ikke den du tror jeg er," forklarede han, mere roligt, ja man kunne vel næsten sige faretruende. Han var ved at få nok af hende, hun var jo skingrende gal i skrinet!

Ivy knurrede af ham og viste tænder endnu engang, som hun ganske langsomt fjernede neglen fra dukkens brystkasse og kiggede ned på ham. "Nå så det gør jeg ikke? Sig mig, hvor mange har du mødt som kan gøre skade mod dig når de ikke engang er tæt på dig? Det er ikke en dans på roser." svarede hun og ignorerede for en kort stund at han igen nægtede sig skyldig i at være den hun mente han var.

"Hvem er du så?" spurgte hun lettere uinteresseret, mens hun lod sine fingre glide ned af fjererne som var blevet monteret på dukkens ryg. "Hvis du ikke er den jeg tror du er, hvorfor ligner du ham så på en prik, på nære de fine hvide vinger du har anskaffet dig. Besynderligt. Den eneste måde en død kan vende tilbage til livet på er ved at blive en engel.. Og det er englevinger du har dig der... måske du bare har glemt dine ugerninger, lille mand." hun lod to negle være på hver sin sidde af den ene fjer og køre krassrede på hver sin side op af fjeren. Dette ville uden tvivl genere, men det var bare en start. Et lille drillende indslag så at sige.

Da den trykkende fornemmelse forsvandt, slappede Alexander noget mere af i kroppen. Så meget han nu engang kunne, når det gjorde pisse ondt, der hvor der blevet bøjet et ribben. Det trykkede steder, som det ikke burde, og det var ikke godt for hans vejrtrækning, men for nu, var der ikke så meget at gøre. Hendes truende bemærkninger gjorde ikke hans aften meget bedre, og han stirrede frustreret op på hende, som hun sad der, uden for hans rækkevidde. Der var ikke meget, der var værre end de personer der angreb én fra afstand. Han var mere til en ærlig kamp, klinge mod klinge.
"Jeg har mødt nok. Antallet rager ikke dig," svarede han i en snerrende tone, mens han kiggede på træet. Mon det kunne bestiges? Han ville ikke kunne komme op mellem grenene ved at flyve, det havde han et for stort vingefang til, men måske hvis han klatrede?

De næste ord hun sagde, pissede ham af i sådan en grad, at hans temperament, der ellers var meget roligt, løb komplet af med ham. Hvor vovede hun, at antyde noget som helst om hans død?! Hans blik blev hvidglødende af vrede, mens hans ene hånd lyste op. "Hold din kæft! Du ved INTET om min død, så lad være med at antage at du gør!" Råbte han vredt, mens han mærkede den lette kradsen hen over sine vinger. Det fik bægeret til at flyde over, og han kastede en lyskugle op mod hende, der ville eksplodere, når den nåede tæt på. Den ville virke som en chokbølge, så kunne han måske endda få hende ned fra det skide træ.

Så uhøflig han da var. Ivy himlede bare med øjnene af ham og fortsatte med at slændre rundt på grenen et stykke fra ham og over hans hovede. Hun var i forsvarlig længde fra ham, mente hun selv. Hans betragtning af træet fik hende kun til at smile skævt. Ville han virkelig til at klatre op i træet? Havde han virkelig glemt hvor hurtig hun var?

Den lysende hånd og det mere aggressive udseende fik hende trods alt til at rynkebrynene sammen, mens vingerne løftede hende fra træets gren. hun brød sig virkelig ikke om at at hans hånd lyste.
Lyskuglen som fløj mod hende, fik hendes øjne til næsten at puffe ud af ansigtet på hende, som hun fløj nedaf og dukkede hovedet for at undgå den. Hvad hun ikke vidste af var, at kuglen eksploderende og sendte en chokbølge ud som forårsagede at hun blev slynget mod jorden og trillede hen over den muldne jord. Hun hostede og strak vingerne, som ikke brød sig om den hårde landing, mens hun indvendig bandede over hudafskrabningerne som var i hendes ansigt og arme. "Nå så det gør jeg ikke? Det var mig som dræbte dig." hun rejste sig og stod nu i sin ringe højde af kun en halv meter og så direkte ondt på manden foran sig. "Og det var en fejl at angribe mig!" hun tog hårdt fat i dukkens højre arm, og tvang den tilbage af lede som ingen arm burde vende. Hun holdte armen fast med en arm og begyndte at rodde i skuldertasken med den anden.

Det gav Alexander en sær form for tilfredshed, at se hvordan det lille væsen tumlede hen ad jorden ved den chokbølge hans lyskugle havde skabt, men det var kun i kort tid. Det var ingen glæde for ham at skade kreaturet. Hun var misforstået, og han ville egentlig helst bare gerne af med hende. Hvordan det skulle ske, vidste han ikke, og han blev kun meget mere forvirret da hun forklarede hvordan hun havde dræbt ham. Det var ganske mærkeligt, for han var sikker på at det var en halvkæmpe fra mørkets side, der havde gennemboret ham med et meget stort sværd, ikke en lille skabning med besynderlig magi. "Nej, du gjorde ikke? Jeg blev dræbt af en halvkæmpe på issletten," svarede han koldt, før hun talte igen, og han pludselig fik en mærkelig følelse i armen.

Den udviklede sig, da armen pludselig gav sig med et knæk og blev vredet totalt rundt i en mærkelig position, hvor han nærmest ikke kunne bruge den. Han satte i et højt udbrud, dog ikke et skrig, og tog sig omgående til armen, hvor han forsøgte at få den på plads igen. Men det var som om, noget holdt fast på den. Smerten var ekstremt ubehagelig, og han stirrede igen på den lille heks med hvidglødende raseri i øjnene.
"Så lad mig dog være, for helvede! Så lader jeg også dig være!" råbte han af hende, mens han bare overvejede at flyve fra hende. Han anede ikke helt hvor hurtig hun var på vingerne, men han vidste, at med sit eget vingefang, gik det ret stærkt.

Ivy børstede støvet af sig og så skeptisk på manden. "Jo jeg gjorde så.. at du har en eller anden opdigtig ide om hvordan det foregik, er ikke min skyld!" svarede hun spydigt igen, inden hun fortsatte med sin fine tortur af ham. Hun nød det. Måske endda lidt for meget. Der var dog nogle ting som ikke helt stemte overens. Han reagerede anderledes end hun huskede ham. Han var lige så rolig som altid, men på en anden måde. Selvfølgelig var hans arrigskab og vrede ved at melde sig. Alt andet ville også være underligt.

Ivy rodede videre i sin taske efter de tørrede urter som hun ledte efter. Hendes opmærksomhed blev fanget kort af hans smertesbrud og ikke mindst hans råben af hende. hun holdte hånden fast om dukkens arm indtil hun fik fundet det hun ledte efter. "Godt forsøgt, Mester Hornshore.. Men så nemt snyder du mig ikke. Jeg er ikke længere det barn du havde i dit fuglebur." hun begyndte at grine ondt og lettere skingert som hendes vinger begyndte at baske igen og løfte hende op fra jorden igen, og holdte hende i luften et stykke oppe. "Hvor godt virker de vinger egentlig?" spurgte hun med hovedet barnligt på skrå og lod sine fingre køre hen af fjererne igen. Hun havde stadig de tørrede giftige planter i sin hånd som hun gned hen af dukken, hvilket nok ikke var nogen rar fornemmelse for manden. Det kunne hurtigt gå hen og få en til at føle sig syg og påvirker af euroforiserende stoffer.

Det var ekstremt frustrerende, at hun ikke ville lytte til hvad han sagde, han forstod ikke hvad helvede der foregik inden i hendes lille hoved. Men ligegyldigt hvad, så måtte han enten få hende neutraliseret, eller løbe fra hende. Han ville helst bare gerne gå væk, men hun havde magi, der virkede på afstand, og han var sikker på, at det var hendes plan, at holde på ham til hun var.. Færdig. Med hvad end det var, hun havde gang i. "Hvorfor kan du ikke bare fatte, at jeg ikke er ham?" spurgte han, noget mere roligt end før. Han gad ikke være vred. Hun forstod det jo ikke alligevel. Han rystede på hovedet, mens han så på hende, og overvejede hvad han skulle gøre.

Det gjorde det ikke bedre, at hun kaldte ham et navn han aldrig havde hørt om før. Han var Lord Malcharion, ikke Mr Hornshore. Det gav slet ingen mening, men han var ved at begynde at blive klar over, at hun nok bare slet ikke gav mening i sit eget hoved heller. Måske skulle han bare ignorere hvad hun havde at sige, og lade hende blive færdig med sine aggressioner. Eller skride. "De virker som vinger virker," svarede han koldt tilbage, mens han langsomt vendte ryggen til hende. Han gad ganske enkelt ikke. Han gik langsomt hen til sit sværd, tog det op med sin raske arm og stak det i sværdbeholderen, hvorefter han skævede op til hendes nu flyvende skikkelse.
"Hvad end du har tænkt dig at gøre, så må du jo bare gøre det. Det ændrer jo ikke på noget som helst, at jeg forsøger at fortælle dig at jeg ikke er ham. Jeg er Lord Alexander Malcharion," sagde han med et ligegyldigt skuldertræk, der sendte smerter op gennem hans arm. Men han bed det i sig, mens han pludselig mærkede let ildebefindende indtræffe. Hvad fanden foregik der nu? Han stod igen ved træet, og da han blev svimmel, lagde han hurtigt en rask hånd på træstammen, mens han trak vejret langsomt og forsøgte at falde lidt til ro.

Han var ikke klar over, at det var den gift, der var blevet smurt på en dukke, der gjorde effekten på ham, men før den nåede at få den euforiserende virkning på ham, begyndte han at koldsvede. Meget. Det var som, at han havde haft feber i et stykke tid, og at den nu dalede, sikkert på grund af hans regenererende evner. Hvad end det var, havde det kun mild effekt på ham og gjorde ham lettere svimmel.

Han.. gav op? Ivy så oprigtig forvirret ud som manden trak på skulderne og opgivende kiggede på hende. Det her var unormalt og langt fra noget hun havde regnet med. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt? Alligevel valgte hun at foresætte hvad hun havde påbegyndt, dog med et lidt mere forvirret ansigtsudtryk. Dette blev heller ikke mindre, som giften ikke så ud til at virke. Han blev påvirket af noget, men næsten lige så hurtigt som det var kommet, lige så hurtigt var det væk igen. De smalle vinger løftede hende hurtigt og naturligt op imod en gren som hun satte sig på og kiggede ned på manden, med en anden form for nysgerrighed og undren en før. "Hvordan gjorde du det?" det tyrkise øjne var gennemtrængende som hun stirrede på ham. Dukken blev holdt i et fast greb i hendes ene hånd, men lige nu var alt i stilstand og hun brugte ikke længere sin evne mod ham. Hun kunne hurtigt vende tilbage hvis det blev nødvendigt, men lige nu krævede hun svar på sine spørgsmål.

"Alexander Malcharion... Det lyder ikke bekendt på nogle led eller kanter. Jeg er stadig ret sikker på at du lyver mig lige op i ansigtet for at redde dit egen skin. Med lad os nu lige lade som om at jeg tror dig.. Hvad laver du i mørkeskoven?" Hendes hovede var let på skrå, som det brune hår dansede rundt i den lette vind som nåede træernes grene. Generelt så hun meget ufarlig ud som hun sad der, havde det ikke været for den meget giftige aura omkring hende.

Endelig fik han ændret lidt på tingene. Det så ud til at han nåede nogenlunde ind til hende, da han bare valgte at give op. I det mindste stoppede hun sin gale kaglen og der var ikke mere, der gik i stykker i hans krop.
Da hun spurgte ind til hvordan han gjorde, hvad end han havde gang i, rystede han bare irriteret på hovedet. "Det gør jeg bare," svarede han kort for hovedet, mens han igen forsøgte at få armen på plads. Det var dog desværre som om, at det stadig ikke virkede, så han lod den være, som den var, mens det lille væsen begyndte at stille flere spørgsmål, der til sidst endte med, at blive for private for Alexander, der jo sådan set var herude, for at sørge alene, for sig selv, over sin far. Det behøvede hun ikke at vide, gal som hun var.

"Jeg beklager meget, men det vedkommer ikke én som jeg ikke kender og egentlig heller ikke ønsker at kende," svarede han koldt. Alligevel kunne han ikke lade være, og dristede sig til, at sætte lidt lys i hånden, for at kunne se, præcis hvad han havde med at gøre. Det kunne være alt fra en bevinget goblin til en mindre dæmon. Hvem vidste? Alexander var træt, ville hjem, og samtidig var der bare generelt så mørkt herude. Det var træls, så derfor begyndte hans hånd, at lyse op igen, lige som før, bare uden at han ville lave samme handling som sidst.

Ivy rynkede næsen fornærmet og fnøs af ham ganske tydeligt. Magen til svar. Men det beviste vel bare at han egentlig ikke var så bange for hende som hun først havde både håbet og regnet med at han ville være. Det var ikke normalt at møde en hævngærig og direkte gal alf ude i skoven som man vandrede igennem. Endnu mindre sandsynligt at møde selvsamme alf som angreb en, rimelig brutalt. Og alligevel så han mest irriteret og træt ud over det hun gjorde, som var hun kun et lille bump. Disse tanker fik alfen til at knurre mere og arrigskaben voksede indvendig.. Hun var ikke ufarlig, og hun var ikke bare en lille hveps som nemt kunne slåes væk som bare en irritation.

Ivy smilede koldt og grumt til ham. At han ikke engang forsøgte at redde sit skin ved bare at fortælle hende en løgn undrede hende ekstrem meget. Hvad end hun havde fanget i sit net her, var han ikke en af de mest intelligente ville hun mene. Og han var dertil alt for dumdristig til hendes smag. Mere nåede hun ikke at tænke over før manden løftede sin hånd, hvilket frembragte et skeptisk blik fra Ivy, men da lyset blev frembragt panikkede hun rent faktisk ganske kort og kastede sig tilbage over grenen for at undgå eksplotionen som fulgte me den lysende hånd sidst. I den bevægelse tog hun dukken igen og på vejen væk fra træet knækkede hun fjeren i højre sidde brutalt og næsten helt over. Det endte med at den hang og dinglede meget løst på dukken, mens Ivy fløj i sikkerhed og betragtede manden på lang afstand. Hun skulle ikke nyde noget af flere eksplotioner, og at brække hans elskede vinger burde være lærerstreg nok for ham!

Noget gik galt, da Alexander valgte at lyse stedet op, for det lille væsen så ud til at få meget travlt med, at flyve væk. Samtidig med det lød der en knasende lyd fra hans vinge, og med det samme mærkede han en smerte, som han aldrig før havde oplevet. Den var ganske unik, og ganske forfærdelig, og Alexander faldt omgående på knæ med et udbrud af ren og skær smerte, og let rædsel over, at han ikke havde oplevet noget der kunne være værre. Han prøvede på at nå om til sin vinge der lige nu hang sølle ned ad hans ryg og var brækket flere steder, men han kunne ikke nå den, og jo mere han strak sig, des mere ondt gjorde det. Smerten strålede voldsomt gennem hans rygsøjle og alting svømmede et øjeblik for hans øjne, alt i mens han vedblev sin kamp om, at få fat i vingen. Det fungerede ikke, og til sidst måtte han indse det. I stedet for rejste han sig op.

Det skulle han ikke have gjort; Han var blevet svimmel af bare smerte, og vaklede let over det, da han faldt ind i træet. Med vingen først. Dette fik det kun til at blive værre for da hans ben gav efter på grund af smerten, gled han langsomt ned på jorden, mens der lød flere knas fra hans vinge, hvilket kun gjorde det hele dobbelt så slemt.
Han blinkede et par gange, før smerten blev for meget for hans fysik og han gik ud som et lys.

Ivy havde gemt sig bag en stor træstamme, og begyndte at kigge lidt frem bag den som lyden af tænderskærerne smerte ramte de spidse øre. Hun kravlede kun lige svagt frem og ville nok ikke være nem at få øje på selv med et trænet øje. Og her så hun manden vakle rundt. Det var først nu det begyndte at blive mere og mere klart for hende at manden måske ikke helt var hvem hun havde troet. Generelt så det meget forvirrende ud den måde han vaklede rundt på. Han forsøgte at nå sin vinge, men hans arm var brækket ligeså og til sidst gik det galt og manden faldte til jorden.

Ved det kravlede frem igen og sad på grenen langt væk, da manden rejste sig igen. Hans opmærksomhed var helt klart optaget af noget andet ned hende, og hun følte sig derfor ikke særlig udsat. Hans oprejsning fra siddende til stående figur så ikke ud til at være en god ide og som han faldte til jorden udtrykte Ivy imponerende nok, ganske kort et ansigtsudtryk af svag medfølelse over hans smerte. Nu lå han til gengæld helt og aldeles stille. Ingen bevægelse kom der fra ham, som hun langsomt nærmede sig igen. Han så generelt smadret ud af enhver art nu, og han ville uden tvivl også være i stor smerte når han engang vågnede igen. Ivy landede forsigtigt på jorden lige ved siden af ham, og kiggede på ham med hovedet på skrå. Generelt så han ikke ud til at havde noget specielt på sig, men hun genkendte nogle ting. Eksempelvis tegnet som blev brugt i hovedstaden af lysets tilhængere. Dette fik hende til at rynke næsen og bekræfte at han helt bestemt ikke var den hun troede. Men i stedet for at blive hængerende, startede de smalle vinger op igen og løftede hende fra jorden, hvorefter hun hurtigt forsvandt ud i træerne, væk fra stedet.