En kølig brise på en ellers lummerhed sommeraften, gik gennem de mange åbne gange i slotsruinen og mundede ud i et sted der virkede afskærmet, og dog alligevel sært åbent. Om det var de knækkede stolper der lå rundt omkring eller det faktum at der manglede en god del af taget, så man havde et næsten frit udsyn til himmelen, det var ikke helt til at sige. I et hjørne under taget, afskærmet under en væltet stolpe, lå en mørkhåret lille skikkelse i en større bunke tøj og tæpper.
Endnu få meter derfra sad en lys, og blå kvinde og så årvågent ud i det tiltagende mørke.
Zidiac kunne stadig ikke helt forstå det. Hun var nu fri, ikke længere bundet til Samson, hvilket havde sat hende i en mild form for choktilstand der langsomt var gledet over i en form for overlevelsestilstand, da hun blot et par dage efter nyheden, i ly af mørket, havde pakket en stor bunke tæpper og tøj, samt de mange skjulte diamanter, og taget flugten.
Hendes unge var med på slæb, for for den blå kvinde var det nu med at finde sin egen slags, og håbe at kolonien ville tage sig af hendes datter.

Lange fingre gled over brændemærket som stadig var at se på hendes ankel. Tankefuld. For en gangs skyld var hun i sin fulde form, i sin fulde højde. Det var rart, og alligevel sært. Det hele var sært. Hvorfor havde hun stadig det brændemærke? Ville det ikke forsvinde ved Samsons død? Hun havde nu engang virkelig håbet på det, og håbede endnu mere på at det ikke var et form for tegn på at Samson inden døden på en eller anden måde havde overdraget hende til Ompries.

Så mange håb, så mange tanker. Det var næsten ikke til at holde ud.
Hun rystede på hovedet, så den lange manke af hår bevægede sig blidt inden hun igen fokuserede på at holde vagt. Nej, hun turde ikke sove, ikke når hun ikke var i borgens sære form for sikkerhed, når hun ikke vidste hvad de efterladte bandemedlemmer og tjenestefolk ville gøre, hvad der kunne ske hende og hendes barn. På en eller anden måde følte hun sig forfulgt, selvom der nok egentligt ikke lå noget i det, men selvfølgelig skule man aldrig sige aldrig.

Et par store lyserøde øjne tittede frem fra en af de store stolper ved slotsruinen. Hun kunne se en bunke der lå lidt fra den blå kvinde.
Hun strakte sin hals en smule, og forsøgte at få et glimt af, hvad det var for en bunke. Det var sent. Så sent, at man skulle tro, at denne kvinde ville have søgt ly for natten for et par timer siden.
Miccashi lagde hovedet let på skrå. Ørene vippede en anelse, nysgerrigt efter at samle flere oplysninger til sig.

Lidt fra hende, så hun et sted hun kunne kravle op. Det var altid bedre at se tingene i et større perspektiv. Hvis bare... Hvis bare hun kunne blive til en fugl, bare en gang i mellem! Nå ja, hvad skulle hun alligevel med det? Hun havde sin atletik og sine magiske evner til at hjælpe sig.

En slyngplante groede op under hende, og løftede hende højt nok til, at hun kunne kravle op på en af stolperne.
Ruinen havde elementer, der lå ret så tæt på hinanden, lige tæt nok til, at det var hende muligt at hoppe fra element til element, lige til at "offeret" var blevet træt nok af hende.

Det gjorde hun.. med et par spring, var hun allerede over den blå kvinde. Det var let at se, at hun var ligesom hende selv. En dæmon med en "mærkelig" farve.

"Neeeeeej! Der kan man bare se! Jeg havde ikke regnet med at finde en, der ligesom mig, har en sjov farve i huden og stadig være dæmon!" Miccashi havde sin muntre stemme. Hun hyggede sig allerede ved den blå dæmons tilstedeværelse - utroligt nok, eftersom den blå dæmon ikke havde sagt et ord endnu.

Hun stak hovedet ned langs stolpen, i og med at hun bukkede sig ned deroppe fra. Hun fik et lille glimt af, hvad der egentlig gemte sig nede i den bylt.

"Uuuuuuuuuh.." Hun fik store øjne.

"Er det en han eller hun dæmon? Og hvad hedder den? Burde den overhovedet være herude? Har du ikke noget sted at være? I så fald, burde du så ikke finde et bedre sted?" snakken gik. Spørgsmålene blev stillet i et vandfald af spørgsmål som de fleste ikke lige ville kunne overskue at besvare.
De fleste hun mødte, plejede allerede at blive trætte af hende på dette stadie, hvilket hun typisk aldrig tog sig af. Hun havde brug for opdragelse - en opdrager der havde god tålmodighed.

Hun opfangede en bevægelse, akkurat som en stemme begyndte at lyde. Noget der kunne minde om en knurren forlod den blå kvinde mens hun så op og forsvarsberedt spredte sine vinger, mens hun gik baglæns over mod den lille bylt.

Stemmen tilhørte åbenbart en anden dæmon, der akkurat som hende havde en spøjs farve... Og en temmeligt mange haler. Hun skævede kort til dem inden hun igen fokuserede fuldt og fast på den lyserødt hårede tøs, forsøgende at vurdere hvad den havde i sinde.
Hun forholdt sig tavs til dennes livlige kommentarer om dæmoner og dereshudfarver. Trods alt var der mange typer dæmoner, og hudfarverne havde en stor tendens til at variere.

Hun var endt henne ved bylten, hvor en glimtende glas-agtig vinge, dækkede beskyttende over, mens hun håbede at den fremmedes vanvittige stemme ikke ville vække hende. Hun ville trods alt få brugfor søvnen og energien til deres videre færden.

'' Det er en pige. Og navn.. Hah '' En mindre latter forlod hende. '' Tror du virkelig selv på at jeg velvilligt vil give hendes navn væk... Fuldt eller ej, du får det ikke. '' Det bevægede sig lidt et sted inde fra bylten som Prisma, som datteren hed, vendte sig om i søvne. Bevægelsen fik dog Zidiac til straks at skæve mod hende, bange for at alverdens ting kunne ske for hendes afkom. '' Vi er på gennemrejse, hvis det virkelig skulle vedkomme dig. Vores mål, vedkommer hvertfald bestemt ikke dig. '' Lød det fast, bestemt, og en anelse irriteret fra den blå kvinde. Skabningen over hende var allerede ved at give hende en gevaldig hovedpine.
'' Det er måske dit tilholdssted vi er kommet til at træde ind i+ '' Lød det nu, en anelse spørgende. Hun mente ellers at hun havde gennemgået alle dele af ruinerne uden at kunne fornemme andre dæmoner værende i nærheden, uden at se tegn på liv nogen steder, udover insekter og vildtgroende planter. Men hvis de var kommet over på en anden dæmons domæne, var det med at få pakket tingene sammen og stukket af, eller bare tage Prisma i armene og flyve væk. Medmindre en form for forhandling kunne indgåes.

Hun valgte med vilje at overhøre nogle af de mange spørgsmål og istedet fokusere på dem der rent faktisk betød noget.. Selvom de vel egentligt alle gjorde det på et vist punkt. Hun nægtede dog at indrømme at hun nu, med Samsons død, var gået hen og blevet hjemløs.

'' Hvem er du selv+ Og hvad laver du selv her+ ''

Miccashi skar en rynke henover næseryggen. Den blå dæmons beskyttelse overfor den lille bylt var indlysende tydelig.
Miccashi trak på skuldrene og lavede en "bævrende" mund et øjeblik. De store lyserøde øjne blev kun større.

"Nu må du lige! Tror du at jeg havde i sinde om at "overtage" hende? Helt ærligt!"

"Du minder mig om.. at jeg faktisk er ganske glad for, at jeg selv kan udlevere mit navn, uden at blive slave.. sådan er vores race nemlig." Miccashi fik et stort skævt smil på læben, og blottede utallige tænder.

Hun rettede sig op, og satte en hånd til sit bryst.

"Mit navn er Miccashi! Hvad er dit så?" Hånden blev til en knytnæve, hvoraf pegefingeren endnu strittede mod Zidiac - pegende.
Der var noget barn over den lillae dæmon, det var tydeligt. Sådan var deres race bare. Så godt som evige børn. Børn som igen ville kunne få børn. Ganske uhyggeligt.

"Nej, jeg bor her ikke.. jeg har intet levested, jeg er bare en strejfer som så mange andre her i Krystallandet. Nogle af os skal der jo være.. Ellers ville der ikke være nogen definition af at have det godt, og ikke at have det så godt. Og dog kan man sagtens have det godt ved at være en strejfer.." Hun så tænkende ud. Hun havde rodet sig ud i et værre puslespil, som hun forsøgte at løse og danne sig et helt billede. Hun opgav, trak atter på skuldrene og så ned på den blå dæmon igen. Hun lignede en, der godt kunne bruge en masse søvn.

Et tilsvarende fnys hørtes fra Zidiac mens hun gjorde et lille kast med hovedet. '' Måske ikke 'overtage' hende, men du kunne meget vel bruge hendes navn til en eller anden syg stodder der ville få magten over hende. '' Og det var bestemt noget den bevingede dæmon helst så sig fri for, noget hun ikke ville byde sit eget kød og blod, selvom skabningen ikke var fuldblodet.
Hvorfor hun overhovedet kæftede sådan op til den lillae dæmon anede hun ikke. Det havde højest sandsynligt noget at gøre med at tøsen virkede så dum, barnlig og modbydeligt irriterende, som et insekt der sværmede tæt om ens ansigt, men alligevel for langt væk og hurtig til at man kunne stikke den en flad.

Ubevidst kløede hun let sit slavemærke. Samson havde aldrig fået hendes fulde navn, men havde alligevel formået at gøre hende til sin slave, med den viden i baghovedet viste hun også at hun skulle være ekstra opmærksom, skulle hun vende tilbage til borgen efter ting, eller bare for at have sig et sikret ly og mad.
'' Det må da være rart at have sådan en forsvarsmekanisme.. '' Lød det brummende til svar mens armene blev lagt over kors, stadig suspekt overfor den anden. '' Du kan kalde mig Zidiac.. '' Der var ingen fare i at folk kendte dette navn, siden det var falsk.
Hun nikkede kort for hoved. Selvom det lød forvirrende kommende fra den andens mund, kunne hun stadig godt se hvad Micca mente.

At hun så træt ud, vidste hun selv udmærket godt. Mildest talt kunne hun ligne noget katten havde leget med i flere timer for til sidst at spytte ud og efterlade. Hun havde været på farten stortset siden et par dage efter bandelederens død. Søvnen hun havde fået var minimal, selv mens hun stadig var i borgen. Slåskampe, råb, skrig og sorg, det hele havde været et stort kaos der holdt slavindene vågen størstedelen af nætterne.
Hun ville have valgt at flyve med Prisma.
Det ville gå hurtigere.
Men ungens vinger var stadig ikke færdigtudviklede, og med bagagen de slæbte rundt på i form af tæpper og krystaller, var de nødt til at tage den lange rejse til fods. At flyve med Prisma på ryggen var langtidskrævende og utroligt ustabilt, og kun noget hun gjorde i sine forsøg på at nå fastlande uden at skulle blive låst omborg på et skib med et skummelt crew.
Søvn var derfor noget hun kun tillod sig selv, presset ind til sin unge, eller siddende i toppen af et træ, få halve timer af gangen. Der var derfor intet at sige til at hun lignede lort.

Miccashi svingede lidt med benene, fra den høje søjle hun sad på. Hun havde sat sig godt tilrette, og syntes bestemt ikke ligefrem, at hun havde tænkt sig at flytte sig ud af hendes gode spot. Der var en god udsigt, der var en at snakke med.. Så hvorfor skulle hun dog overhovedet forlade sin numse ud af det sted?

"Oh oh!! Mennesker er syge stoddere! I hvert fald de fleste af dem! Men det er altid sjovt at ordne deres hår, de bliver så glade for lidt forandring i deres hverdag! Al den kaos de konstant stræber efter... Det er godt med noget yndefuldt! Så det er det, jeg går og laver! - at du bare ved det!" Micca smilte stort. Alle hendes hvide tænder - næsten, blev blottet fuldstændig i et stort falsk smil, eller bare.. lidt for overglad?

"Ziiidiiaaac!" Hun jublede næsten. Hun sagde det måske også.. en anelse for højt.

Hun satte sine to håndflader ned foran sig, løftede sin rumpe op i vejret, og pludselig gik hun på hænder oppe på stolpen. Med et par spring, var hun nede bag Zidiac. Det hele virkede meget som et cirkus akrobatshow. Lidt for meget smidighed, og lidt for meget udstråling af glæde.

"Hvilken dæmonrace er du egentlig af? Vi har en fællesting, ved du godt det? Vi er ikke som de andre dæmoner her, rundt omkring? Det er tydeligt, at vi skiller os ud! Men hey! Sådan kan de alle sammen jo genkende os, ikke sandt? Vi går ikke bare usete rundt!

Miccashi rakte ud efter Zidiacs hår, helt uden at tænke over det. Hun lod det gro længere, og små fine hvide maguritter blomstrede ud, og slyngede sig om hendes hår. Håret blev til og med "redt" og flettet i en stor tyk fletning på samme tid. (?)

Hun blinkede, forvirret over den anden dæmons hastige emneskift, det var bestemt ikke noget der gjorde at hendes hovedpine og træthed blev mindre, tværtimod.
Et uilfreds grynt forlod hende, akkurat som Miccashi landede bag hende, hvilket fik den blå dæmon til at spjætte med vingerne, inden hun hastigt vendte sig om idet samme som et sværdlignene krystal skar ud gennem huden på hende, mens et mindre udbrud af smerte forlod hende. Ikke om hun ville lade en fremmed dæmon tæt på sin unge. Generelt ville hun slet ikke have fremmede nær hende.
Den andens handling tog hende, igen, med overraskelse.

Hun stirrede på tøsen foran sig, som om denne var vanvittig, hvilket hun måske også var, på et lidt andet punkt end det Zidiac selv efterhånden havde vænnet sig til fra borgen.
'' Krystaldæmon.. ''
Hørt hun sig selv sige, før hun overhovedet kunne stoppe sig selv, til hendes store irritation.
'' Hvad med dig..+ Hvad laver du overhovedet her+ ''
Måske hun kunne tale den anden til at forlade stedet, eller bare lade dem være mens de fik sig nogle timers søvn og stak af igen, videre mod norden.
Som hun fornemmede hendes hår gro og en anden 'fikse' det, lod hun langsomt 'krystalsværdet' glide ind igen. En smertefuld process, grunden til at hun kun sjældent gjorde brug af denne side af sin evne som fuldblodet krystaldæmon.
Hun skævede studsende imod den anden, mens en mindre mumlen kunne høres fra den sovende bunke, åbenbart drømte ungen.