Tronsalen var overdådig. Normalvis, var man heller ikke i tvivl om dværgenes rigdomme og udsmykningsevner. Dog nok er deres evner til små, fine genstande, ikke på samme niveau som elvernes, da dværgenes tykhudede og store fingre, ikke gør arbejdet nemt. Men der skulle stadig ikke sættes spørgsmålstegn ved hvor overdådig Dragorns tronsal var i forhold til mange andres store haller.
I dagens anledning, var salen pyntet op, som var det en større festsal. Alle var inviteret og der var plads til alle, både dværge, mennesker og endda elvere (Selvom sidstenævnte, stadig ikke altid var på god fod med dværgende), men dette var en festdag! Foråret var kommet, og vinterens lange måneder var endelig forbi.
Rådsrummet var aflåst, af sikkerhedsmæssige årsager, men ingen bemærkede dette, i den brummende og varme larm, som fyldte den store sal! Latteren lød højlydt, heftige diskussioner og debatter, samt øl og mjød som skummede til alle sider, mens der var gigantiske borde fyldt med mad. Hovedsageligt godt mørt kød, da dette er dværgenes foretrukne måltid. Der var dog et lille hjørne med salat, hvis nu nogen mente at man skulle tygge i en sørgelig plante.

På forhøjningen, for enden af salen, stod den store trone. Tronen var af de pureste guld, pyntet med jurveller og ædelstene. Noget der kunne få enhver til at stoppe op og betragte den, såfrem det var første gang man havde lagt øje på dem. På Den store og mægtige trone, sad den gamle Than. Han havde et smil på sine læber, dog meget gemt bag det store hvide skæg, der var pyntet godt op i dagens anledning. Men smilet, der prydede hans læber, fulgte hele vejen op til de dybtblå øjne, som han kiggede ud over mængden. Selvom den ældre dværg var hård i kanten, og havde udkæmpet sine kampe, og man ikke kunne kategorisere ham som svagelig af nogen art, havde han stadig en stor glæde til de store pragtfulde fester. Ved hans side, stod hans ældste søn, stolt over at være ved sin fars højre side. Hans familie var også stor og ingen fare lå for, at thanen skulle se sin slægt uddø. Det hele lå godt og rummeligt i de mange børn, som dansede rundt på de store guldpyntede gulve. Heriblandt hans andre mange andre børn og deres utal af børnebørn. Thanen og hans kone, kunne tydeligt være stolte.

Iblandt de mange børnebørn som morede sig i mængden, som var de af samme stand som den hårdarbejdende smed, var Guinevere. Det ældre barnebarn i flokken af Thanens mange efterkommere. Hun bar en blå kjole, der nåede til hendes fødder, og som var langt anderledes end hendes normale praktiske tøj. Den var kortærmet og afslørede den lyse hud på hendes arme, og tillod at der kunne være mange armsmykker. Heriblandt en snoet om hendes ventre overarm og et utal af armbånd ved hendes venstre håndled. Det lange tykke sorte hår med tynde sølvstriber, var som altid i fletninger, dog mere yndefuldt end normalt. To større fletninger, var flettet over mod hendes baghovede, og blev sat sammen i en lang derefter, ved hjælp af et sølvsmykke, mens resten af hendes hår var sat frit. Generelt var hun meget yndig, og havde nogle feminine træk, man normalvis ikke bemærkede hos den unge kriger, som hun nu dansede rundt i mængden og lo hjerteligt, med et krus mjød i hånden.

Hun havde vidst at forårsfesten snart ville være, og derfor havde den, i nogens øjne gamle, i andres øjne unge, halvdværg forladt Hakims gruppe for en stnd og fundet sin vej tilbage til sine barndomsbjerge, hvor hun i ugen op til festlighederne havde hjulpet den nærtliggende bjergelverklan med at jage og slagte vildet der var at finde i området, så noget kunne blive byttet om til frugt, grønt og mel, mens andre dele blev beholdt og pelset før de blev sendt til dværgekongens køkken hvor hans folk kunne tage sig af hvordan tilberedningen skulle foregå op til festen.

Det var et hårdt men godt arbejde, et samarbejde der havde været mellem bjergelverne og dværgene i længere tid end hun kunne huske, selvom hun til tider overvejede at hun mon selv kunne være skyld i at dette samarbejde overhovedet var opstået, værende halv bjergelver og halv dværg. Og derfor have vokset op med begge kulturene ind under huden.
Hun forsøgte så vidt muligt at følge begge deres leveveje og regler på den ene eller anden måde, at forstå og respektere dem, selvom det ikke altid var lige let, og til tider kunne hun føle at hun ikke hørte til nogen af stederne.

Denne dag følte hun sig dog ikke så forvildet som hun til tider ellers gjorde det, og det var endda lykkedes hende at overtale begge hendes forældre til at tage med hende til festlighederne, selvom det så også lige påkrævede at hun skulle begå sig i skørt.

Skørter havde aldrig været hendes bedste ven, jo de kunne da være praktiske nok når der var voldsomme snevejr og beklæder ikke syntes at kunne dække nok over den bidende vind, men at løbe og kæmpe i dem var mildest talt en kamp i sig selv.
Ikke desto mindre var klappen blevet fjernet fra det blå øje som hun havde iklædt sig en simpel kjole med vidde ærmer ( alt andet ville være upraktisk og ikke særligt kønt på den sært muskelbyggede blanding ) og en dyb nedskæring. Generelt virkede selve kjolens design meget elvisk, men stoffet var typisk bjergfolket, og selve de sølv-blå broderier der prydede kanterne var en sart, men køn mixtur af det grove man typisk så hos dværgene, og det snirklede og feminine man oftest så host elverne. Igen ville hun gerne repræsentere begge grupper så godt hun nu engang kunne formå, da selve kjolen var i en smuk mosgrøn farve.
Det tykke lange hår havde været vasket og var blevet sat så flere små fletninger nærmest myldrede frem fra et vandfald af det mørkebrune hår, med dets lysere striber, der ellers hang løst på ryggen. Få steder her og der i håret kunne anes gamle 'runemønter' med dværgenes runer på.
Af andre smykker at ane var nogle grove earcuffs på de halvspide ører, to forholdsvist simple halskæder, den ene fyldt med dværgenes smukke runer, den anden en simpel og feminin læderhalskæde med en forsølvet bjørneklo omgivet af to små stumme bjælder, det havde været hendes første bjørn hun havde nedlagt på egen hånd.
Gyldne klingrene armbånd var i snesevis på begge hendes håndled samt i alt tre fingerringe.
Hun følte sig nærmest åndssvagt kvindelig i dette outfit, men brokkede sig ikke.
Havde hun været yngre havde der været nok brokken for hendes forældre at høre på, helt klart, men med tiden havde hun formået at acceptere at til sådanne forekomster skulle man repræsentere sit køn og hvem man nu engang var, man kunne ikke bare troppe op i rustning og benklæder, ikke som kvinde.

Tålmodigt fulgte hun sine forældre ind i de storslåede haller, der føltes næsten lige så meget som et hjem for hende som bjergelvernes lille nomade-landsby. Alligevel så hun sig nysgerrigt omkring, hun kunne simpelthen ikke lade være, som de langsomt fik luntet hen for at vise deres respekt for Thanen og hans familie med deres egne gaver, før Ragna endelig kunne slå sig løs, mens de ældre sad og snakkede om de gamle dage og forårets kommen, hvilket hun da også gjorde i bedste forstand med et stort krus skummende mjød som hun så Guinevere ikke for langt fra sig på det store gulv med de mange festende.
Med et bredt grin tog hun en stor slurk af sin mjød, inden Ragna kom ind fra siden som hun lagde en bred venskabelig arm om den mindre kvinde.
'' Så du er også kommet i festtøjet i dag, hva Guin+ ''

Som alle år var der blevet leveret en invitation til forårsfesten i dværgenes rige, Dragorn, til Laurana og Leanders tempel i hovedstaden. Det var modertemplet for alle de mindre rundt om i Krystallandet og der hvor flest af præsteskabet hørte til, så det var naturligt at det var dem der fik buddet. Som alle forgående år blev invitationen da også modtaget med glæde og tak samt lovning på at møde op. Det var en særlig festdag for dværgene og en tradition templet gerne støttede op om.

I år var Gracinya blandt de udsendte. Det var år siden hun havde været det sidst, men hendes overordnede i templet - en lille trind menneskekvinde med sølvgråt hår og en vilje af stål - havde mente det var på høje tid hun kom af sted igen, så sådan var det blevet. Det gik ikke at hun slog rødder helt, selv om det kun ville være så naturligt, havde den midaldrende kvinde ment og set strengt på den langt ældre, skønt yngre udseende. Grace havde blot smilet tilbage til hende, bøjet hovedet let og taget imod ordre. Ikke at hun havde haft det store imod det, skønt hun havde måtte efterlade sine vante gænge og tempelhaven for en stund.

Hun førte an ind gennem de store dobbeltdøre til tronsalen i dværgenes højborg. Hendes klæder var i dybgrønt fløjl med et mønster af vinranker i guld broderet langs sømmen og ærmegab. Vinrankerne gik igen i guldbæltet hun havde om livet og i udsmykningen hun bar i sit løsthængende hår. Alt bar elverfolkets lethed og stil fra kjolens snit til smykkernes udformning. Selv halskædens vedhæng hvilende gyldent mod kjolens mørke stof bar dette præg. Det var Gracinyas kendetegn, som præstinde for begge guder ved templet, en halvmåne med en kurv med høstens frugter og blomster over sig.

Bag hende fulgte to mænd og to kvinder, en af hver køn tjenende hver af de to guddomme og alle klædt i grønt. Sammen gik de frem gennem salen med en ro der var deres mærke så vel som den blide udstråling der lå omkring dem. Svage smil var på deres læber og som Gracinya nåede frem til tronen videde hendes sig ud til et varmt altfavnende et. Så nikkede hun lidt til den gamle dværg. "Vær hilset, Than, på denne smukke dag." Hun talte højt nok til at den nærmeste del af salen kunne høre hende og på dværgenes eget sprog. Et sprog hun havde lært for så længe siden at hendes udtale af visse ord bar præg af det. Så fortsatte hun mere dæmpet, som hun smilede til ham og kun ham. "Din flok er vokset siden mit sidste besøg. Er tiden vitterlig fløjet så meget af sted?" Hun havde kunne lide den gamle dværg fra første færd.

Så vendte hun sig mod sit følge og som de havde nikke deres hilsen til bjergenes hersker, trak de sig væk og ud i mængden af andre gæster, mens Gracinya blev stående for en stund. Fra siden af tronens forhøjning var der frit udsyn over hallen og alle de forsamlede, men vigtigst derfra havde hun mulighed for at vise sin støtte og templets støtte af den ældre dværg og hans styre foruden at høre nyt om hvad der var hændt i hans rige og familie siden sidst.

Det var faktisk direkte imponerende at Guinevere ikke spildte noget af den mjød, der svulpede rundt i det store krus. Hun stod jo ikke ligefrem stille, og dværge var ikke kendt for at havde yndefulde bevægelser, der gjorde det muligt at balancere rundt med et krus mjød. Men imponerende nok, klarede dværgekvindens sig fortrinligt med det, og tog en stor slurk inden hun mærkede en bred, venskabelige arm slynge sig om hende. Hun afsluttede sin store slurk, for at se op på Ragna. Ragna var egentlig det man kunne kalde for en forening mellem dværgene i Dragorn og elverne i bjergene. Hun var jo sjovt nok, en blanding af begge. ”Jeg skal jo bruge en anledning, til at få luftet anklerne.”grinede hun, som hun lavede en let svin, så den blå kjole fik lidt bølge i bevægelse. Det var ikke hvad hun hovedsageligt gik i, men hun havde ikke det store imod det. Guinevere tog et bedre kig på Ragna, med et stort smil. ”Jeg kan se, at du også har fået festtøjet på. Har du dine forældre med?” spurgte hun, og kiggede rundt om i mængden. Et eller andet sted var det et dårligt spørgsmål, for selvfølgelig havde hun sine forældre med, men det var lang tid sinden af Guinevere havde set dem, så nysgerrigheden var der naturligvis.

Den lille kvindelige dværgs opmærksomhed, blev dog fanget af nogle nyankommende. Hun kunne kende deres udstråling, selvom hun skulle bruge lidt tid på at få dem placeret rigtig. Guinevere var blevet præsenteret for mange gennem sit liv. ”Er det ikke præster og præstinder fra Laurana og Leander templet?” spurgte hun til siden, hvor Ragna stadig stod. Det var ikke sikkert at Ragna vidste den slags, men at Guinevere fik sagt det højt, gjorde at hun følte sig mere sikker i sin sag. Dertil virkede en af dem svagt bekendt. Som havde hun set hende før, men bare for mange, mange år siden.
Om ikke andet var hendes opmærksomhed vagt, og hun lavede et kort kast med hovedet til Ragna, om at hun lige smuttede op mod tronen. Så måtte hun bestemme sig for om hun ville feste videre dernede, eller følge med. Guinevere havde lige noget hun skulle undersøge.

Guinevere nærmede sig den høje elverkvinde, som var klædt i flotte klæder, som Guinevere følte repræsenterede foråret ganske godt. Naturen generelt, hvilket jo var en god ting. Guinevere skulle lige til selv at tage kontakt til kvinden, da hendes far greb fat rundt om skulderen på hende og selv præsenterede sin datter. ”Har De mødt min datter, frk.? Det skulle ikke undre mig, hvis hun har mødt dem på en af sine mange rejser rundt om i landet.. Den lille strejfer.” et let grin, der også var en smule trykket over den pinlighed hendes far udsendte, kom ud af Guinevere, der diskret forsøgte at kæmpe sig ud af sin fars jerngreb. ”Far!.. øhm, bare lige øh til spørgsmål. Hvor meget mjød har du fået?” kom der hviskende fra Guinevere, da stadig forsøgte at kæmpe sig ud af den halvfulde dværgs greb. ”Jeg beklager, han øhm.. elsker virkelig at feste.. Min navn er Guinevere.. Har De været i Dragorn før?”

Der var ikke gået længe, efter ghenrettelsen af den gamle pengemester, før en ny var blevet tildelt arbejdet. Xharlion havde takket ja, skønt han langt fra var vant til bylivet. Han var intelligent mand, og kunne sin hovedregning ganske udmærket. Og efter sit uheld for så mange, mange år siden, var han blevet meget mere bogligt anlagt. Pengemestertitlen var ganske udmærket for ham, da det jo også gav ham noget at lave i sin hverdag, ud over at træne den unge elver, Rhovandír i de magiske kundskaber.
Men som pengemester, var der også pligter. Én af dem var, at man var en embedsmand af højere status, og at man derfor helst skulle ud for at møde forretningsforbindelser. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at tage til sammenkomster, nærmere sagt, forårsfester? Xharlion var ikke meget for det, men sådan lå landet. I det mindste var det ikke hos menneskerne, men derimod dværgene.

En race, som Xharlion kun fandt lettere besynderlig. Han havde aldrig rigtig haft noget med dem at gøre, for hans problem havde lagt hos menneskerne, der syntes, de skulle dræbe hans broder i vinterkrigen. Der var dværgene i det mindste ikke skyld i noget, så han havde egentlig ikke noget imod, at skulle tage til en fest, i dværgenes hjemland. Hvis altså lige, man så bort fra det der med, at den ville foregå i Dragorn, inden i et bjerg hvor naturen ikke groede så frit som den gjorde udenfor. Xharlion fyldte sig på ingen måder hjemme, for hernede var der ingen fugle til at holde ham med selskab. De brød sig ikke om at være her, hvilket nok var forståeligt. Her var dunkelt og mørkt, men i det mindste var her da ikke så forfærdelig koldt, som han havde gået og troet.

Altså, var han her nu, med et mindre følge af fem andre elvere, mest af alt vagter, men også en enkelt skriver, der skulle holde styr den store mængde information, Xharlion muligvis ville få kastet i hovedet i de mange samtaler han nok ville blive involveret i. De var klædt fint, ganske overdådigt faktisk, især Xharlion, der havde sort doublet på, sammen med bukser med sølvbroderier, også i sort stof. En stor jakke hang ud over det hele, i meget fin silke, denne var dog sølvfarvet, og gjorde det hele lidt mindre gravagtigt. Håret hang løst, men var naturligvis velfriseret til en så vigtig aften som denne.
Vandrestaven var erstattet med en kortere stok, der var prydet fint med elviske indgraveringer og indhugget i træ, med en sølvknap i hver ende, så hver gang han tog et skridt lød der et højt klak fra stokken.
Hans gang endte i nærheden Thanen og en anden dværg, der stod med en forlegen dværgekvinde, der i den grad havde lidt de samme træk i ansigtet, som ham, så man bort fra aldersforskellen. Han kunne se, at de var i gang med en samtale med en elver og hendes følge, klædt i grønne klæder. Hvem de var, vidste han ikke umiddelbart, men han havde jo også været meget for sig selv på det sidste.

Uden tøven gik han op foran Thanen, og præsenterede sig for dværgen. Han holdt sin tale i menneskesproget, for han havde ikke lært at tale på dværgenes sprog, og forventede ikke, at samtalen ville foregå i elvisk på noget givent tidspunkt. Derefter vendte han sig og sendte samme blik ud over forsamlingen, hvor det startede ud med, at hvile på en kvinde, der så ud til at være lidt akavet i sin kjole. Hun virkede hverken helt menneske, eller helt noget andet. Han kunne ikke sætte en finger på det, og det forvirrede ham, men han valgte alligevel at nikke høfligt til hende, da han følte, at han havde kigget for meget.

'' Det er måske lidt mere end anklerne du lufter hva+ '' Lød det drillende fra Ragna som hun med et grin gav slip på sin veninde så hun selv kunne tage en slurk af mjøden. Megen mjød ar godt, men hun fandt dog aldrig nogen værende så god som den man fandt hos dværgene. Hvad end de gjorde med mjøden her i det kolde nord, så smagte den aldeles fremragende og bedre end så mange andre steder.
Hun trippede selv rundt, blivende skubbet til af et par andre dværgebørn der møvede sig leende forbi de to kvinder, løbende forbi de nye gæster.
'' Selfølgelig er de her, jeg fik selv lokket dem med. Tror dog nok også at de begge ville være kommet om jeg havde slæbt dem med eller ej. '' Lo hun som hun nikkede kort hen mod sine forældre, hendes mor minglende med nogle andre gæster mens hendes far havde et nærmest beskyttende arm om hende, som for at understrege at hun var hans og ingen andens. Selvom de havde været sammen i adskillige årtier kunne de stadig opføre sig som nyforelskede. Nogen gange var det kært, andre gange, bare direkte gustent.
Ragna drejede hovedet og betragtede kort den nyanknomne kvindelige elver-gæst med hendes følge som de gik hen mod Thanen. Ragna trak kort på skuldrene.
'' Jeg tror det, smykket i hendes halskæde virkede hvert fald sært bekendt. '' Ragna var nok ikke den bedste at spørge om sådanne ting, værende lejesoldat ladede hun selvfølgelig mærke til en hel del, men der var også ting hun glemte igen. Om hun havde været hyret til at passe på nogle præstefolk fra nogle templer på et tidspunkt, jo det havde hun da været nogle gange, men bekendtskaberne hun fik i sådanne ting lagde hun ikke yderligere vægt i. De var blot kunder der skulle beskyttes og følges til dør et andet sted henne i landet, ikke nogen man skulle blive venner med, det kunne meget let gå hen og blive en grum fornøjelse værende en lejesoldat, man ville aldrig vide om en man havde drukket om kap med og sunget med den ene dag, pludselig ville gå hen og blive ens fjende man skulle nedslagte den næste.

Hun rystede på hovedet så det tykke hår stod i en mindre bølge om hendes krop, inden hun tog et forsvarligt slurk af sin mjød, som for at jage de dystre tanker væk. Det var jo trods alt en forårsfest og ikke nogen begravelse de var til.

Hun nikkede til Guin, med et tavst 'smut-du-bare' blik. Selv trippede hun selv over og tog sig en enkelt spegepølse fra buffeten, hun var egentligt hundesulten nu hun tænkte over det, men mad var der nok af s at starte i det små var altid bedre. Hun gnaskede p pølen mens hun fik snakket med et par andre gamle venner hun ikke havde set i et stykke tid, indtil en fornemmelse af at blive betragtet fik hende til at stoppe i en bevægelse, snakkende den sidste stump pølse mens hun så sig om, en anelse mistænkeligt, indtil hun så ham. Han var egentligt ikke så svær ikke at se i sine fine klæder, og med en aura der viste at han bestemt var gammel og vis, at han havde set et par ting eller flere og vidste hvordan verden hang sammen.
En elver.
Gad vide hvem han var+ Højtstående det var sikkert, lige så sikkert som at han med garanti var fra Elverly, et sted hun altid havde villet besøge men aldrig turdet at gå ind på. Hun kendte til deres strenge regler og krav, og hun tvivlede ærligt taget på at en vanskabning som hende selv kunne være velkomment et sådant sted, derfor havde hun nøjes med at se på udenfor deres områder.
Hun følte sig pludselig forlegen over at han stod og nærmest så åbenlyst gloede på hende. Noget man ellers aldrig rigtigt så den høje kraftigt byggede kvinde være, ej heller vise. Noget der næsten kunne minde om en rødmen gled over hendes kinder idet han nikkede til hende og endelig stoppede med at glo. Hun skød skylden på mjøden, skævende imod kruset som hun vendte sig om og stødte direkte ind i sin far.
'' Hør er det ikke en af de der fine elvere fra det sted du hele tiden gik og vrøvlede om da du var mindre.+ '' Lød det kærligt drillende fra ham på det grove dværgesprog.
Hun bed sig i læben som hun skævede kort over skulderen imod ham, måske hun ville have haft mere mod hvis ikke hun havde været klædt sådant+ Hun anede det ikke, istedet nikkede hun til sin far. '' Jo men..'' Svarede hun tilbage på selvsamme sprog.
'' Sku du ikke gå hen og snakke med ham nu der for en gangs skyld er en af dem ude af deres lille ly+ ''
'' Jeg er sikker på at han har nok at snakke om med Thanen og hans familie. '' Indvendte Ragna, en anelse tøvende.
Hendes far så sit snit som han fik hældt mere mjød op i hendes krus og skubbede hende op imod tronen dæmpet leende. '' Ja, og du er jo næsten en del af hans familie nu du hænger sådan ud med Guinevere, så afsted med dig jeg gider ikke høre flere indvendinger. ''

Ragna havde næsten en lyst til at smække en hånd op i sit ansigt og istedet bare gemme sig et eller andet sted blandt de festende, hvor hun kunne holde øje, men det ville nok blive opdaget, hvis ikke af hendes forældre så af en eller anden anden. Og det selvom hun brugte sin magiske evne til at gøre sig usynlig. Hun tog en større dram af mjøden, drak sig lidt mod til skævende bagud hvor hendes far nærmest syntes at være forsvundet udi det blå.
En anelse hovedrystende sukkede hun inden hun med et smil balancerende på læberne valgte at gå hen imod denne fremmede elver fra det mystiske Elverly.
Hun overhørte kort Guins kommentar om at feste g gav en ort kommentar tilbage. '' Tjae, hvem holder ikke af at feste+ jeg mener da aldrig at jeg har set dig være typen der siger nej til en fest Guin..evere.. '' Hun rettede hastigt sig selv til at bruge Guins hele navn, præstinden skulle endelig ikke tro at man var helt uciviliseret bare fordi man ikke så helt ud som normen.
Igen vendte hun hovedet imod den ældre elver med stokken, nikkende med et varmt og andfærdigt smil.
'' Velkommen til Dragorn. Håber De vil nyde forårsfesten. ''
Lød det pludselig på næsten flydende elvisk, der dog lød en anelse gebrokkent, men det havde mere med hendes helt specielle dialekt at gøre end hvorvidt hun kunne huske de forskellige ord på elvisk. Hun var jo trods alt opvokset som både dværg og bjergelver, så begge sprogene lå helt naturligt for hende.

Ragna håbede lidt for sig selv at det ville være nok til at bryde isen, hvis ikke måtte hun vel bare være opfindsom, ikke at hun havde særligt megen kreativ opfindsomhed, det ville næsten være syndt at sige.

Gracinya kom ikke til at stå længe alene ved tronens forhøjning, før den gamle herskers familie lige så stille begyndte at sive forbi og hilse på. Hun huskede en del af dem fra tidligere besøg, men der var også mange nye ansigter imellem. Børn var blevet unge voksne og unge havde fået ægtefæller og børn. En livlig flok der so altid tog hjerteligt imod hende til trods for elvernes og dværgenes ellers til tider noget anspændte forhold. Hun var der også som repræsentant for noget store end dem alle og det gjorde hende til noget særegent i alles øjne. Hendes blik vandrede fra den ene til den anden med små smil til dem alle til noget fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at glide hen over hovederne på dværgene og til det nye følge der var ankommet. En antydning af længsel strejfede hendes ellers så fredfyldte ansigt, som hun fulgte lederen af den lille gruppe med blikket til han stod ved tronen og hilste bjergets hersker på rette hvis.

Så trådte en ung dværg frem fra mængden med en udstråling så lig den ældre dværg på tronens at det fik Gracinya til at smile som hun så ned. Et smil der ikke blev mindre, som den unge kvindes far stolt trådte ind bag hende og holdt hende fast og frem. Som var den anden stadig et uregerligt barn, der ellers ville løbe før præsentationen. "Hun virker bestemt bekendt, Søn af Than." Svarede hun smilende og så med slet skjult munterhed på det lille spil mellem far og datter. Hans stolthed var så tydelig som hvor pinligt hun fandt hans udstilling af hende. Så vendte Gracinya blikket fuldt mod pigen og smilede kun til hende med latter i blikket. Navnet havde givet det sidste til at hun havde placeret pigen i Thanens flok. "Det har jeg. For lidt over 32 år siden og vist et par gange siden."

Hun lod den hænge der, som endnu en sluttede sig til det lille selskab omkring hende og fik hende til at lægge hovedet let på skrå. Kvinden var både højere og bredere end Gracinya, men havde stadig træk fra elverfolket i andet end sin usædvanlige højde, som hun havde træk fra dværgenes folk. En både-og og midt imellem. Tanken fik et smil frem på Gracinyas læber, som kun blev forstærket af måden kvinden ugenert brød ind i samtalen og det uden mindste form for præsentation eller optræk til det. Derefter vendte kvinden sig væk igen og fik med sin næste bemærkning Gracinya til at følge hendes blik og nikke let til den fremmede elver herre, før hun atter så ned på Guinevere og fortsatte med at sige hvad hun havde været ved, før de var blevet afbrudt. "Du er vokset godt til, Guinevere, siden jeg holdt dig som spæd. Din broder stjal ikke al din mad kan jeg se..." Munterheden glimtede atter i hendes grønne øjne. Guineveres moder havde været flink til at sende små breve hvert år med høstgaverne til templet.

Det var kommet ret meget som et snigangreb fra hendes far, da han pludselig havde taget fat i hende, og selvom Guinevere var stærk af en kvinde, så var han alligevel det stærkere og kunne holde hende fast i sit greb, lige meget, hvor meget Guinevere end forsøgte. Til sidst, gjorde hun det kloge valg, og opgav simpelthen at kæmpe imod, og lod sig kaste let frem og tilbage af den svingende dværg, men hun forsøgte at glemme alt om hvor pinligt hun fandt situationen. Hun var for guds skyld 32! Hun var i den grad voksen, og alligevel kastede hendes far stadig sådan rundt med hende. Det var naturligvis fordi han var stolt. Stolt af sin slægt og sine børn. Dem alle tre, men nu var det kun lige Guinevere der så ud til at være i skudlinjen. Hvor var Magnar når man skulle bruge ham!

Guinevere, fik skubbet sin fars arm lidt til siden, som hun så op på elverkvinden. Hun havde været interesseret lige fra starten, men nu var hendes dybt blå øjne, oplyst i mere undren og nysgerrighed. En nysgerrighed, som ikke var normalt at finde blandt dværge, men som Guinevere alligevel på et eller andet plan havde modtaget et sted fra sine forfædre. Jamen, for 32 år siden, var hun jo lige knap og nap blevet født, hvis hendes forældre da havde fortalt sandheden om hendes alder. Hun tvivlede stærkt på at de havde løjet om lige præcis den del! Men den sorthårede dværg, med sølvstrejfene i det lange krøllede hår, nåede ikke at stille flere spørgsmål før Ragna kom ind, nærmest ud af ingenting. Guinevere havde ikke lige haft mulighed for at holde øje med sine omgivelser, i det at hendes far var en ret forstyrrende faktor, og Guin så først en smule forvirret og sendte derefter et skarpt blik til Ragna, dog med en let drillen i sig, og et smil kunne heller ikke undgå sig at kæmpe sig frem. Okay, Guin var glad for at feste, men hun var da trods alt ikke fuld endnu! Men Ragna var næsten lige så hurtig væk igen, som hun var kommet. Noget Guinevere bare trak let på skulderen over. Hun så ud til at være optaget med en af de andre nyankommende elvere.

Et ufrivilligt udbrud af et grin kom frem, som hun meget hurtigt fik undertrygt til et bredt smil. ”Han ku’ bare prøve ku’ han.” fremmumlede hun morende. Magnar og hende, havde altid enes godt, hvilket jo var heldigt som tvillinger, men han skulle saft susme ikke stjæle hendes mad! Så fik han tæv. ”Det er nu mange år siden, at han turde forsøge at stjæle min mad.” svarede hun så lidt højere og smilede skævt.
”Men, holdte mig som spæd? De virker for mig, underligt bekendt.. Og dog alligevel ikke.. Jeg ville kunne huske noget som spæd, da det nok er de færreste der kan.. Men det forekommer mig, at jeg har set Dem, da jeg var barn.. Eller, er det noget jeg blot bilder mig selv ind?” Guinevere syntes at huske hende. Hun vidste ikke helt hvorfra, hvorfor eller i hvilken kontekst, men Guinevere kunne også lige så godt havde bildt sig det ind. Måske hendes hjerne bare spillede hende et pus. Guins far, havde givet slip, bukket let for elverkvinden, selvom det var et ret vakkelvåren buk, og bevæget sig videre i en næsten lige gang. Guinevere rystede dog kun let på hovedet af den gamle dværg, og kunne ikke holde et smil tilbage. Jo, når der kom mjød på bordet, var de alle gode til at deltage.

Xharlion vedblev sin kiggen rundt ud over lokalet til en dværg kom forbi med noget der måske nok kunne være vin frem for deres mjød. Han tog imod det lidt store glas, hvilket der også var nogle andre fra hans følge, der gjorde. Godt nok var det en fest i et dværgerige, men der var jo også andre racer her, så mon ikke de serverede af de finere drikke af den grund? Trods alt havde Thanen godt vidst i forvejen, at der ville komme en delegation fra Elverly. Han havde trods alt selv sendt invationen til dem. Lige meget hvad, var Xharlion fint tilfreds med den vin, han havde smagt på nu. Trods den var ret stærk, smagte den såmænd ganske udmærket. En af de andre brokkede sig dog let på elvisk over styrken i vinen, men et neutralt blik fra Xharlion var nok til, at han holdt mund. Den gamle elver var trods alt af Nattefrost-slægten, og den slægt havde jo ry for at have noget af et temperament.

Kort efter dukkede selvsamme skabning op, som han før havde observeret. Hun gik forbi den anden elver, som hun skænkede et par ord og endte lige foran Xharlion. Hendes respektfulde nik og varme smil sagde mere, end hendes velkomst med ord. Han kunne se, at hun ikke var helt en feminin type, ej heller var hun helt maskulin, og så var det tydeligt, at hun var stolt, når hun nøjedes med et nik, mens hun stod over for ham, en meget vigtig person. Han tog det ikke ilde op, tværtimod, så fandt han det yderst interessant. For ham var høflighed og etikette ikke så vigtigt. "Mange tak, jeg nyder allerede festen," svarede han hende, med et nik og et mere reserveret smil, end det hun havde givet ham. "Og hvem har jeg så æren af at møde? Jeg er Xharlion af Nattefrostslægten, onkel til Taurn Edhel og Elverlys nye pengemster," han var godt klar over, at det var noget af en titel og et navn at smide i hovedet på hende, men det var sagt så neutralt, som han kunne sige det. Der var ingen grund til at prale, men for ham var det vigtigt, at alle vidste, hvem de talte med.

For at være helt ærlig tog Ragna sig ikke videre af Guineveres strenge og rettende blik. Hun var vandt til sin veninde og vidste at selvom hun måske ville få et par dask for det senere ville der ikke ligge mere i det.
Hun sendte istedet et kort nik til præstinden inden hendes fulde opmærksomhed blev rettet imod den storslåede elver fora hende.
Hun var nysgerrig, stolt, men også akavet.. Festligheder mad høfligheder hade nu engang aldrig rigtigt været hende, selvom de nu engang var nødvendige, mest af alt for politikkens skyld.

Opmærksomt lyttede hun til hans præsentation. Hun havde haft ret da hun mente at han nok var en af de helt store elvere fra Elverly. Det stod nærmest at læse i hele hans aura. Onekel af lederen og pengemester, det kunne næsten ikke blive større for den langt yngre Ragna, der kraftigt betvivlede han hun nogensinde ville komme til at se Elverly indefra, eller møde skovelvernes leder og beskytter. Så at møde onklen var næsten som at få en substitut, næsten lige så godt.
Endnu en nikken forlod hende med et smil der kun blev varmere.
Mens hun løftede hovedet forat møde hans blik igen præsenterede hun sig selv. '' Mit navn er Ragna Mithriel. Datter af Olauf Skråsten og Lielia Mithriel. Kriger og ven af Thanens barnebarn Guinevere II og hendes broder Magnar. ''
Hun slog en let hånd ud imod Guinevere som stadig stod og snakkede med den anden elver.
Skråsten var ikke den mest kendte familie blandt dværgene, men han var dog kendt nok for hvor meget guld han kunne finde og udvinde på en dag, desværre tillod hans krop sig ikke længere at arbejde så han havde trukket sig tilbage. Mens hendes mor stadig arbejdede og forsørgede sig selv, sit folk og ikke mindst sin mand, med hvad hun nu engang kunne støve op, resten gik til handelsfolk. Om efternavnet Mithriel , sagde Xharlion noget var ikke til at vide. Faktisk var Ragna ikke sikker på hvor megen kontakt der stadig var imellem skovelvere og bjergelvere, for hende havde skovelvere været nærmest mytologiske væsner der lå i de eventyr hendes mor fortalte hende som lille. Nu vidste hun dog at de ikke var mytologiske, men lige så levende som hende selv.

'' Hvis De skulle være sulten ovenpå Deres rejse, har de nogle fantastiske ruller af kål med grønt fyld jeg kan anbefale. '' Lød en let hastig kommentar for ikke at lade en eller anden akavet stilhed bryde ud imellem dem. Hun havde med vilje undladet at fortælle at jo hun var uddannet som kriger, men nu var hun altså omrejsende lejesoldat i en lille gruppe. Det var unødig info der nok kun ville besværliggøre hendes muligheder for at komme ind i Elverly på noget tidspunkt i hendes liv, endnu mere.

Gracinya smilede tilbage med latter i blikket over den unge kvindes forvirring over hendes udtalelser og endnu mere over måden denne slap ud af sin faders kløer. Det var rart at se den sikkerhed Guinevere havde vokset sig til og at hun havde beholdt familiens imødekommende væsen til trods for de mange rejser og deraf strabadser. Den unge dværg lod sig heller ikke påvirke af forstyrrende elementer i sine omgivelser, men lod dem passere forbi som fnug de var i tiden. En nyttig evne så få af de unge besad - og med unge tænkte Gracinya på alle under tre århundreder.

Hendes smil blev ikke mindre som Guinevere kom med sit ugennemtænkte udbrud og derved bekræftede hvad præstinden havde hørt om de to søskende, de kommende arvetagere til Tharens trone. For hun var ikke det mindste i tvivl om at selvom det kun ville være den ene der sad på tronen, så ville det være med den anden stående ved sin side. En styrke kun få herskere besad. Det var dog for fremtiden at vise og den var som alt andet uforudsigelig i sine luner.

"Ja, jeg var der til at tage imod da din broder og du endelig valgte at se verden i øjnene." Hun smilede til den unge kvinde som hun sagde det, men lyttede roligt den anden til ende før hun sagde mere. Da havde en tjener været forbi dem med mjød i krus og vin i glas. Ikke glas som de hun kendte hjemmefra og havde haft med sig fra Elverly, men langt mere robust udseende glas. De fik hende altid til at smile. Blidt lagde hun en hånd på tjenerens arm og takkede ham, før hun vendte blikket tilbage til Guinevere. "Jeg har været forbi her siden med få års mellemrum." Hun så til siden på Guineveres far, som denne fnyste muntert af hende. "Kun Elverfolket kan omtale årtier som få år!" Lo han muntert, før han rystede let på hovedet, bukkede mere ærbødigt og forlod de to.

Gracinya så kort efter ham, før hun smilede skævt til Guinevere. "Han har desværre ret, men jeg har nu været her lidt oftere end han antyder - og jeg menes at have set dig i hovedstaden et par gange også." Hun nippede til vinen og gav Guinevere et anerkendende blik, som hun bifaldt smagen. Ikke så udsøgt, som havde fået tidligere, men bestemt en af de bedre årgange. Så sænkede hun glasset igen og så opfordrende på den anden. "Fortæl mig nu. Hvad fik dig til at gå imod den drage?" Hun havde hørt om angrebet på byens port og om hvordan det var blevet afværget fra en total katastrofe, men at høre historien fra en der havde været der. Det ville være langt bedre.

Se, var langt tid siden at Guinevere og Magnar valgte at komme og se verden med deres egne øjne. For at være mere præcis var det over 30 år siden! Måske var de stadig unge i dværgeriget, men at være dødelig, gav en lidt større forståelse for hvad mange år egentlig var. Da Guinevere endelig slap løs af sin fars greb, åndede hun lettet op og fik sat sit tøj hurtigt tilbage på plads igen. Der var ingen tvivl om at den feminine side ved Guin nok ikke var den stærkeste, men hvor mange dværge kunne også lige pragle af kvindelighed? Alligevel var jo, trods alt, påført en kjole. Imponerende når det kom til stykket. Hun smilede varmt til Gracinya og lod sig diskret ånde lettet op, da hendes far bestemte sig for at bevæge sig videre i selskabet. Hun elskede sin far meget højt, men nogen gange var han virkelig pinlig.

Guinevere nikkede sammentyggende. "Jeg er ikke så godt til at holde mig hjemme i bjerget. Så heldigvis, har jeg mulighed for at få forpligtelser udenfor bjerget." svarede hun, og havde for længst anerkendt at hun ikke ligefrem var stay at home typen. Hun nød sin frihed og muligheden for at rejse rundt i Krystallandet og se livet foran sig. Hvilket også havde bragt hende i farlige situationer. En af disse situationer blev bragt op hurtigere end hun i realiteten havde ventet, og hun bed sig let i læben mens hun smilede til elverkvinden. "Ah, du har hørt om den episode." startede hun, mens hun med en lidt nervøspræget bevægelse fik skubbet noget hår om bag øret. Hun havde stadig nogle blå mærker fra det møde. Heldigt nok havde hun overlevet.
"Det var en meget surrealistisk situation at stå i." startede hun, som hun tænkte tilbage på begivenheden. "Folk flygtede fra bymuren, mens det store bæst ødelagde alt på sin vej. Det ville være forkert at mig blot at flygte eller kigge på. Der var uskyldige som var udsat, og jeg havde evnen til at hjælpe. Så selvfølgelig blev jeg og hjalp.. Selvom det gav mig nogle smerter, og en bror der nær havde flået mig levende, da han fandt frem til mig i healingshuset." det var stadig svært for hende at forklare hvorfor hun præcis havde gjort det. Der havde nok bare været et beskyttergen i hende, som havde valgt at tage aktion. Hun vidste at det ikke var fordi hun havde trang til at bevise sit vær. En drage var ikke lige en man tog kampen op imod af den grund! der skulle gerne ligge mere bag.