Det var et eller andet sted, utrolig imponeret at Kiras forældre ikke havde opfundet en amulet, eller bare fundet en, som kunne vise dem hvor deres datter var på alle tider af døgnet. Ikke engang, det at hun blev angrebet og måtte reddes af en af lysets vagter, kunne afholde hende fra at tage ud i byen igen. Måske var det at hun var dumdristig, men nok nærmere at hun var umådelig naiv og godtroende. Hvorfor skulle nogen gøre hende noget igen? Generelt dumt spørgsmål, men den 21 årige Kirana følte sig ikke i farezonen, som hun gik ned af den store hovedgade inde i hovedstaden. Der var mennesker alle vejene, som snakkede og grinede med hinanden, hvilket nok også fik den sidste snert af tilbagesiddende frygt i hende, til at forsvinde sporløst. Hendes tøj var fint og afslørede også at hun ikke var fra en fattig familie, men det var ikke på samme måde iøjefaldende takket været den rolige mørkeblå farve, og den lange varme kappe, som lå over hendes skuldre, som også var med til at skjule dele af hende, som udefrakommende helst ikke skulle fokusere. Som for eksempel at hun nok var penge hver. Det tygge, krøllede, brune hår var sat op i en spralsk hestehale, der også gjorde at Kira blændede mere ind i mængden. Alt i alt, lignede hun en, som havde været i området tit og ofte.

Kira gik en smule videre, indtil noget fangede hendes opmærksomhed. Det lyse hår og hele kvindens kropsholdning var nærmest ikke til at tage fejl af, selvom Kira stadig kiggede lidt undersøgende og nysgerrigt på hende. Hun mindede utrolig meget om en barndomsven. En hun måske ikke altid delte synspunkter med, men som hun havde haft et godt forhold til. Hun gik et stykke nærmere, men det var først da kvinden vendte hovedet lidt, at Kira lyste op i et varmt og glad ansigt, fyldt med energi. Kvinden var omkring ti meter fra hende, da Kira endelig råber op. ”Isadora!” kom der både overrasket men glad fra hende. Det måtte være hundred år siden, hun sidst havde set den anden kvinde.

Hovedgaden var et travlt sted at befinde sig sidst på eftermiddagen men også et interessant sted. Isadora var taget tidligt af sted fra 'Det Halve Svin' om morgenen for at opsøge et par af de steder hendes far havde omtalt i byen og for at se hvordan det i det hele taget stod til nu lyset atter havde magten. Det havde været en trist affære. Stederne var for længst lukkede, flyttede eller ligefrem brændt ned, mens ingen ønskede at kendes ved hvad der havde været på stedet før. Mistroen boede stadig i folks blikke og en fremmed var og blev en mulig fjende. Selv en fremmed tøs der stillede lidt for mange spørgsmål og stak sin søde lille næse i alt for mange ting. Isadora var endt med at snakke sig væk fra alle besøgene med lidt sladder fra landet bundet op på hendes opdigtede identitet, men mest af alt ved indkøb af småting og beundring for større ting og arbejder.

Nu var eftermiddagen dog for længst faldet over byen og hun havde genvundet den naturlige glidende gang der fik hende til at falde i et med mængden. Så godt som det var hende muligt med det hvide hår i en løs fletning ned af ryggen, der i farve på ingen måde passede til hendes alder. Bedre var hendes påklædning. Kappen var koksgrå, mens kjolen indenunder var mørkegrøn og mere end tækkelig. Den skjulte ikke hendes former, men kun de knive hun havde fordelt på sig ud over den der sad tydeligt i bæltet. Kjolen havde også den detalje at den var slidset helt op i den ene side, så hun havde så fuld bevægelsesfrihed som hun ønskede sig, hvis det skulle blive nødvendigt. hun havde som altid bukser inden under og langskaftede støvler.

Hendes blik var på mængden og hendes tanker delvist det samme, skønt de også bearbejde hvad hun havde lært siden hun var kommet til byen få dage før. I hvert fald til et råb skar igennem dem og den dæmpede mumlen fra mængden udleverende hendes navn for alle der havde øre at lytte med. Isadora rettede sig op og lod blikket søge ud til hun så hvem der med så sært velkendt stemme havde kaldt på hende. Ansigtet hun fandt var ungt, glad og uskyldigt. Karen... Kiri...Kira! Hun tvang et smil frem som reaktion, mens hun skyndte sig hen til den gamle veninde. Hendes blik forblev dog alvorligt. "Kira! Hvad laver du dog her?" Hun trak veninden ind i et knus, hvor hun dæmpet tilføjede, mens smilet svandt. "Og hold dig venligst til kun at råbe mit fornavn for alle vinde, sødeste." Sødeste var det helt rigtige at kalde den anden, hvis denne ikke havde forandret sig fuldstændig fra sidst de sås.

Kira lod sig trække ind i et knus og gengav det hjerteligt. Hvor mange år siden var det ikke de havde set hinanden? Kira havde tydeligt bemærket at Isadora tydeligt havde forandret sig fra de var børn, og dog var der alligevel en velkendthed over hende. Hun havde altid været anderledes end andre rigmandsbørn, som Kira selv. Kira var jo stadig så uskyldig som nogen nærmest kunne være, og utrolig naiv og overbeskyttet. Isadora derimod, så aldrig ud til at havde haft det over sig. Men Kira tænkte ikke videre over det, men var bare glad for at se hende igen, og undrede sig stadig over hvor hun forsvandt hen og hvorfor hun ikke var kommet tilbage noget før. ”Jeg var øhm.. bare ude og gå.. uden mine forældres tilladelse.” det sidste blev tilføjet mumlende og ganske stille. Hun var uforbederlig på det punkt.

Kiras blik blev undrende, som hun rynkede brynene let. Da hun trak sig ud fra knuset, hold hun stadig fast ved Isadoras albuer og satte hovedet undrende på skrå. Hvilket fik hende til af fremstå endnu mere uskyldig end hun i forvejen var. ”Hvorfor?” hun forstod ærlig talt ikke hvorfor? Der var da ikke noget i vejen med hendes fornavn. Og det var da det, som alle vel kendte hende på. Det faldte slet ikke Kira ind, at Isadora kunne være under dæknavn eller havde gang i andre sager, som gjorde at afsløringen af hendes navn, kunne bringe hende i problemer. ”Hvor har du dog været henne i alle de år?” kom der så pludseligt fra Kira, som kiggede indgående på veninden med et bekymret blik. Hun vidste at deres hjem blev angrebet, men havde aldrig helt fået styr på hvad der dog skete. Og hvorfor var Isadora og hendes familie ikke kommet til dem? De ville havde hjulpet hende.

Isadora kunne ikke lade være med at gøre knuset lidt varmere som hun mærkede hvordan den anden gav sit helhjertet. Det var så længe siden de sidst havde set noget til hinanden at Isadora havde glemt det ved Kira. Hendes åbenhed og glade væsen der var så smittende som noget. da de havde været børn og når Isadora var i hovedstaden, havde det været Kira mere end nogen anden der havde holdt et smil på hendes læber og holdt den alvorlige facade på afstand.
Det var før mørket kom og tog lyset væk fra magten og en del af verden. Det var før Isadora havde mistet sin mor og var ophørt med at komme i hovedstaden andet end ved helt særlige lejligheder.
Hvornår hun sidst havde set Kira henlå i det uvisse, men at det var år siden var sikkert og vist. Alligevel havde den anden ikke forandret sig meget, skønt hun var blevet voksen af udseende. Men ikke af sind afslørede den gamle veninde hurtigt. "Nu igen?" Der var en munter undertone i Isadoras stemme, før hun med et lille suk tog den andens arm, som var de stadig nære veninde, der var mødtes for en slentretur.

"Mon ikke vi så skulle fortsætte sammen?" Hun sendte den anden et lille skævt smil, der hurtigt forsvandt igen. Det var rart at se Kira igen men også en forvikling af hendes besøg i hovedstaden. Veninden var vokset op i trygge beskyttede omgivelser, skånet for omverdenens ondskab men desværre også derfor uforberedt på hvad kunne møde hende derude. Som at ens navn kunne bruges imod en og ikke kun var en fordel. Så hun tøvede et øjeblik, før hun mødte den andens blik og svarede med et spørgsmål. "Har du hørt hvad der skete sidste år med Geraniumborg?" Hun vidste ikke helt hvilke historier der havde gået her, men kun at de havde varieret en del hvor hun havde været.
Det næste spørgsmål var ikke lettere at svare på, men hun gjorde da et forsøg med antydningen af et smil. "Først hjemme og så lidt her og der, da hjemme ikke var mere." Taktisk valgte hun at føre den anden ud på et torv, hvor de ikke gik så tæt med resten af mængden, men mere for sig selv. Der var også færre døråbninger og gyder, hvor folk kunne gemme sig me skidt i sinde. Hun nævnte det dog ikke for den uskyldige pige ved sin side, men valgte i stedet at skifte emne. "Men hvad med dig? Gift? Forlovet?... Forelsket?" Hun sagde det sidste med en lille smule drilleri i stemmen.

En antydning til et drillende smil nåede frem på Kiras læber. Ja, nu igen. Sådan havde det vist alle dage været, selvom Kira var anset for at være meget pålidelig og god til at holde sig til reglerne. Faktisk brød hun sig direkte ikke om at overtræde dem. ”Hvornår gør jeg det ikke?” spurgte hun lidt dæmpet, med en munterhed og lidt drillende side, som ellers ikke var at finde ved den uskyldige kvinde. I hvert fald ikke ret tit, selvom den skjult lå under overfladen. Hun fulgte roligt med Isadora, som hun tog Kiras arm og fragtede hende lidt afsted. Hun nikkede med et varmt smil til spørgsmålet, og nød egentlig bare at havde fundet sin veninde igen, efter så mange år. Faktisk havde hun ikke regnet med at se hende så nemt, som bare at gå ned igennem gaderne. Det var i hvert fald en overraskelse. En glædelig overraskelse.

Kira rynkede brynene sammen og kiggede forvirret og let nervøs på Isadora. ”Nej? Far har sørget for, at jeg intet har hørt. Og det er heller ikke lige noget, nogen fra byen har fortalt om.” nok fordi de ville beskytte hendes uskyldige jeg. Det sidste undlod hun dog at tilføje. Hun vidste godt at mange anså hende stadig for at være barn af sind, og selvom mange af tingene var sande, var hun stadig voksen. Hun var måske ikke så voksen, som andre med en anden opvækst og familie, men stadig klar og vågen nok i hovedet til at følge med tiden, på sin egen let kluntede måde.
Kira bed sig i læben, og vidste ikke rigtig om hun skulle fortsætte ud af den rute af samtaleemne, men nåede ikke videre at tænke over det længe, før Isa selv skitede emne. Nemlig ind på hvad Kira havde foretaget sig og hvad der var sket i hendes liv. Ved det sidste ord, steg der en tydelig rød farve op i hendes kinder, selvom hun virkelig forsøgte at skjule den. Men det var allerede forsent. Det var boblet så hurtigt frem, at selv Kira havde været uforberedt. ”Nej, ingen giftemål eller forlovelse endnu.. Mine forældre har prøvet at finde en egnet ægtemand til mig. Dog uden held. Både grundet nogle vigtige ting han så på, og min personlige tilknytning til sagen.” hun undlod fint at lade hver med at kommentere forelskelsen, selvom at hendes undgåelse, nok var noget af det som Isa ville bide mest mærke i, som Kiras øjne flakkede lidt, men et lille smil forblev på hendes læber. Fuldstændig ude af stand til at fjerne det igen ved den blotte tanke om sommerfuglene i maven og hvorfor de var der. Forelskelse var en sær ting.

"Ja, hvornår gør du nu lige ikke det..." Den velkendte og lette snak sammen med Kiras frie og levende smil, fik antydningen af et frem på Isadoras læber. Hun kunne ikke andet, skønt hendes øjne forblev vogtede og varsomt flakkende fra venindens åbne og glade ansigt til mængden omkring dem. Der var trods alt nok at se på og det virkede kun naturligt at se hvor man gik. Isadora var måske dog lidt mere opmærksom på hvem der var hende nær og hvem der viste interesse end hvad der kunne forventes af en ung adelskvinde. Ikke at hun lignede det helt, men sammen med Kira kunne hun heller ikke helt fornægte hvad hun var i sin holdning og udstråling. Kira ville blive mistænksom ellers.

Selvfølgelig havde Kira ikke hørt noget. Isadora så undersøgende på hende og vidste at venindens far ville forbande hende langt væk ved at hun brød den ældre piges illusioner, hvor lille en smule det end måtte være. Men der var ingen vej uden om der kunne lyde troværdig. Adelige forlod trods alt ikke deres borge uden særdeles god grund. Så Isadora så væk, mens hun dæmpet begyndte. "Da Mørket faldt og Lyset tog magten tilbage ændrede alt sig for mange og med et slag. Ingen var forberedt på det ville ske der og mange måtte tænke hurtigt for at redde sig selv fra deres eget noget plettede ry. Du har hørt om de familier der har mistet titler, rang og jord? De tænkte ikke hurtigt nok." Hun så alvorligt til siden på Kira for at se om så meget var kommet ud til den anden. Det var ingen hemmelighed at en del adelsfamilier var blevet frataget alt - en del også deres hoveder - men det sidste så Isadora ingen grund til at nævne. "Andre gjorde og skubbede deres skyld over på andre. Et rygte startede om min far og hans handel. Et vedvarende et og et han ikke kunne få til at gå i sig selv." Hun havde brugt en del tid på at samle sladder som hun var kommet omkring og det var grunden til hun sjældent brugte sit efternavn.

"Så der kom væbnede mænd til borgen og ikke med godt i sinde, men vi slap væk." Hun nævnte ikke hvordan eller hvor mange liv det havde kostet. Hun nævnte ikke hvor mange hun havde set miste livet eller hvordan hun havde set der blev stukket ild på borgen. Der var så meget Kira ikke behøvede at vide. "Derfor bruger jeg ikke mit efternavn, Kira, og derfor håber jeg du ville lade være med at bruge det også." Hun så alvorligt på den anden velvidende hun kun havde givet den del af historien alle vidste. Intet om hvorfor hun rejste alene eller hvorfor hun ikke havde opsøgt andre adelsfamilier og søgt nåde hos dem.

Så hævede hun dog et øjenbryn og et smil formede sig på hendes læber, skønt hun intet sagde mens Kira svarede. Så nikkede hun let til det fortalte, før hun gav venindens ar et klem. "Men der er en forelskelse. Kira dog! Har din mor opdaget det? Hvem er han? En de ville gå i koma over?" Det ville ligne den søde og evigt glade Kira at forelske sig i en hendes forældre aldrig ville sige ja til. En af lavere stand eller blot dårligere indkomst end dem. Isadora vidste Kiras mor håbede på en adelig for at hæve familiens status, så alt derunder ville blive svært for Kira at få igennem. Og hvorfor var det lige Isa kunne huske den slags? Hun skævede til veninden og rystede så let på hovedet. Måske fordi det var fra en lykkeligere tid end nu.

Kira rødmede lidt over Isadoras ord. Ja, Kira kunne godt nok være ulydig når hun selv lystede det. Men hun forsøgte så vidt muligt at lade hver med at trodse nogen eller noget. Generelt var hun bare naiv. Et naivt pigebarn, som forhåbentlig snart forstod lidt mere af verdens alvor. Noget af det var så småt begyndt at gå op for hende. Den dag hun nær var blevet til fange, hvis ikke det havde været for en helt speciel lysets kriger, så var hun blevet kidnappet og højst sandsynligt holdt fanget et usselt og grumt sted, indtil de havde fået den nødvendige løsesum af hendes familie. Det gøs stadig i hende ved den tanke.

Men selvom dette var gået op for hende, havde hun stadig lang vej igen. Hun havde ikke megen erfaring på grumhederne i hovedstaden eller andre steder i krystallandet. Lidt havde hun hørt, men ikke meget. Kira lyttede varsomt til Isadoras ord og lod dem bundfælde sig, uden at hun sagde noget det første stykke tid. ”Jamen, det jo frygteligt. Var det derfor I forsvandt? Dig og din familie?” spurgte hun lavmælt og en smule chokket tilbage. Hun havde forstået budskabet om at holde det mere lavmælt, således de ikke tiltrak sig opmærksomhed. Kira havde intet hørt om Isadoras familie. Ikke andet end de pludselig forsvandt. Hendes forældre havde sagt at de var flyttet, men det var aldrig faldet rigtigt sammen. Kira burde havde tænkt mere over det og holdt fokus der. Men det var svært når ens forældre ikke synes det var noget hendes kønne hoved skulle bekymres med.

Da Isadora fortsatte gøs Kira og bed sig i læben, som hun kiggede bekymret på Isa. Hvordan kunne det dog ske i deres samfund? Det var lidt en brat op vækning, og selvom Kira ikke følte sig så godt tilpas i maven lige nu, ville hun nok være taknemmelig for denne øjenåbner senere i livet. ”Selvfølgelig.. Men.. hvad skete der dog? Hvad din far dog havde gjort, eller hvad kan de havde mistænkt ham for at havde gjort, siden de ville jage jer som vildt dyr? Det er der da ingen der fortjener?” der var noget usikkerhed at spore i hendes stemme. Hun var ikke ligefrem på hjemmebane, hvad dette emne angik.

Kira bed sig i læben og forsøgte at bekæmpe den stigende rosa farve i kinderne. Og vidste simpelthen ikke hvor hun skulle starte eller slutte på Isadoras spørgsmål. Hun smilede dog stadig, dog en smule forlegen over emnet. ”øhm.. jo øhm.. Nej, mor ved ingenting.. eller, hun ved i hvert fald ikke hvem det er.. Jeg har i hvert fald intet sagt til ehnde.. og.. ja, jo..” hun grinede lidt over hvordan hun snublede over sine egne ord. ”Han er en af lysets krigere.. han er virkelig rar, varmhjertet og altid glad og fuld af liv. Han er ligeledes meget beskyttende og er virkelig dedikeret til det gode.. Han.. jamen han er bare vidunderlig.” svarede hun i en lidt drømmende tilstand, som sommerfuglende bredte sig i hendes mave. Dog bed hun sig hurtigt og læben og blev lidt bedrøvet, på trods for de varme følelser i hendes krop. ”Men de ville aldrig acceptere det.. Jeg tror ikke engang at mine forældre vil lade det komme på tale..” svarede hun lidt mere bedrøvet og sukkede. Kira vidste ærligt talt ikke hvad hun skulle gøre.

"Både og. Min fader gav aldrig nogen fastere grund end at det ville være særdeles uklogt at blive og jeg satte ingen spørgsmålstegn ved hans ord." Isadora så til siden på veninden og gav så Kiras arm et lille klem. Hun vidste hun havde trukket sløret en smule væk fra den andens øjne om hvor brutal verdenen kunne være, men i sit stille sind fandt hun det også på tide at nogen gjorde det. Det var for farligt og forblive i den naive tro at alle ville hinanden det bedste. Især blandt de adelige der om nogen plottede intrier imod hinanden for en større bid af magten og beskyttelse af egne interesser. "Det burde jeg måske, men..." Hun trak let på skuldrene og smilede skævt til den anden. De vidste begge to at man ikke sagde sine forældre imod eller satte for store spørgsmålstegn ved deres beslutninger. Slet ikke foran andre. Nok havde Isadora fået en lidt anderledes oplæring end de fleste unge adelskvinder, men på det punkt var der ingen forskel. Hun havde været en lydig datter og gjort som hun havde fået besked på eller taget konsekvenser hvis taget i det modsatte.Mest af alt havde hun forsøgt aldrig at gøre noget hendes fader kunne tabe ansigt over.

Så sukkede hun stille og svarede mens hun lod blikket glide roligt over deres omgivelser. "En baron såede antydninger om at min Faders handel ikke kun var med hvad der stod i regnskabsbøgerne men også med slaver..." Det var handelsdag og torvet bød på ikke så lidt at se på, men det var kun overfladisk at hun så det. Kun folk eller ting der skilte sig ud for normen fokuserede hun rigtigt på. "Højtståede slaver... En del mere betydningsfulde folk havde mistet medlemer af deres husholdninger og sporene pegede på de var blevet solgt. Få er fundet med brændemærker til at bekræfte det, mens resten bare er forsvundet." Hun så til siden på den anden, ens et hårdt skær havde sneget sig frem i hendes grå øjne. "Der var aldrig nogen beviser, men baronen tilbød selv at levere styrken til at indfange forbryderen og sådan blev det. Rygterne går om de Lysets krigere der var med alle havde bånd til hans familie, så..." Hun var blevet en del klogere på det der var sket siden hun var ankommet til hovedstaden. Desværre fornemmede hun også at hun ikke kom sin søgen nærmere uden at give sig til kende og få hjælp fra sin slægt. Det var heller ikke helt retfærdigt at holde dem hen i uvished om hendes skæbne.

Så lyste Kiras rosa inder op i hendes humør og trak det og hendes tanker i langt behageligere og bestemt morsommere retninger. Hun havde haft ret! hendes ansigt mistede lidt af den tyngende alvor og gru, som hun ledte veninden hen til en bænk mellem to træer og satte dem der, så hun bedre kunne se den anden i øjnene, mens de talte. Isadora skød et øjenbryn i vejret som Kira nævnte moderen intet vidste og var ærligt imponeret over sin stille veninde. Af samme grund lyttede hun uden at afbryde, skønt hun ikke kunne tilbageholde et hævet øjenbryn over at det var en Lysets kriger veninden var faldet for. Og hvorfor ikke? De var lige det hun beskrev ham som eller i hvert fald det sidste. Havde hun fået fortalt. Selv havde hun holdt sig på afstand af dem. Så sukkede hun stille. "De har nok andre planer om dit giftermål ja... og han er vel ikke tilfældigvis adelig?" De fandtes, men hvor heldig kune en pige lige være at hendes hjerte faldt første gang for en mand der rent faktisk også levede op til hendes forældres krav og aftaler? Desværre nok ikke engang Kira det søde væsen. Så vandt Isadoras smil dog pladsen igen, som hun lagde ansigtet let på skrå og hævede et øjenbryn. "Men hvor, sødeste, er du dog kommet i kontakt med en af Lysets Krigere? Og uden at dine forældre har observeret det?" Det smagte langt væk af Kira på gale veje og af en god historie også.

At man ikke satte spørgsmålstegn ved sine forældre, var ganske normalt blandt adelige eller blot dem af der var rigere i samfundet. Det værste var for pigerne. De skulle helst bare indordne sig, og de færreste fik en reel chance for at leve et liv som dem selv. Selvom både Isa og Kira lidt sprængte rammen. Isa’s historie derfor, var dog meget mere sørgelig og gruopvækkende, end Kiras skjulte ulydighed for sine forældre. ”Det ligger ikke rigtig i os, at sætte spørgsmålstegn ved stressende situationer.” svarede hun, og gav et smil tilbage, der ligeledes havde en skævhed over sig. Man sagde ikke sine forældre imod i sådan nogle tilfælde. Og hvis man gjorde, indrømmede man det sjældent, da det var en skænsel.

Det var en grufuld og gruopvækkende historie. At folk kunne være så onde og snæversynede, at de blot gjorde det, fordi de ønskede mere magt eller penge. Eller bare fordi de ikke havde så godt et forhold til den anden. Kira bed sig let i læben, og lod Isa fortælle helt færdig, inden hun ville sige noget. Men hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle sige, sm den alvorlige stemning trykkede sig. ”Man burde aldrig bare kunne angribe eller tilfangetage nogen uden beviser. Det er jo grotesk. Man er uskyldig indtil det modsatte er bevidst. Ikke skyldig til det modsatte er bevidst..” hun forstod ikke folks tankegang, eller deres trang til magt og rigdomme. Det var simpelthen for mørk en verden for Kira.

Kira bed sig i læben og rystede på hovedet. ”Nej, han er ikke adelig.” det var virkelig meget et desværre. Men helt ærligt, var hun ikke sikker på at det var den del, som ville chokere hende forældre mest. Faktisk var hun næsten 100 % sikker på, at det var deres mindste bekymring, hvis de skulle finde ud af det. Et lille grin kom over hende, som hun kiggede lidt skamfuldt ned i jorden, som hun lod sin ene fod skrabe let hen over den. Det var en hel del nemmere at lave små ting, som nervøst at grave sin fod ned mod jorden, nu når man sad ned. Men hun skulle ud med det på et eller andet tidspunkt. ”Det.. var ret spontant..” forsøgte hun forsigtigt og kiggede op på veninde, og måtte alligevel se sig nødsaget til at krybe til kors, og fortælle historien. Kira tog derfor en dyb indånding og spekulerede kort over hvor hun skulle starte. ”Jeg var på vej ned på markedet.. mor og far troede blot at jeg besøgte en veninde længere oppe i samfundet. Hvorimod jeg faktisk gik rundt nede i gyderne. Jeg skulle hente mad til et børnehjem, jeg kommer forbi og hjælper engang imellem. Jeg har jo så meget og de har ingenting.” startede hun ud, let bedrøvet over de stakkels børn tilstand. ”Men mens jeg var på vej derned, er der nogle store brød, som holdte en lille dreng fast. Dum og naiv som jeg jo nok må erkende jeg er, blandede jeg mig.. det endte med at de forsøgte at fange mig, for at få en løsesum for mig. Det var også næsten lykkedes.. hvis ikke det havde været for Hargin.” afsluttede hun historien og der kom et smil frem på hendes læber, ved den blotte tanke om dværgen. ”Han reddet mig, og fulgte mig ned til børnehjemmet, og derefter hjem.” ja, Kira havde igen været på afveje, men det undrede jo ingen andre end hendes forældre.

"Nej, det gør det ikke." svarede Isadora stille, skønt hun ikke mente det. Hun havde været for længe på egen hånd til at følge sin fars eller families ønsker blindt. Ærlig talt vidste hun ikke engang om hun ville kunne passe ind i sin gamle stand længere. Hun var for ung til at gøre som hun ville og ignorere hvad folk sagde. Det var en ting for enker og de matriarkerne. Det sidste fik hende til at tænke på sin egen families af slagsen og som et lille jag af dårlig samvittighed på at hun aldrig havde taget kontakt til nogen af dem efter hendes far forsvandt. Det burde havde været det første hun havde gjort og nu et år efter gruede hun en smule for at gøre det. Hendes mormor var en særdeles frygtindgydende dame, når det stak hende.

Så nikkede hun samtykkende. "Ideelt set ville det være sådan... desværre lever vi i den virkelige verden, hvor magt og rigdom har mere at skulle have sagt.." Det var en af samfundets betingelser, men det betød jo ikke hun skulle kunne lide det. Så ville hun meget hellere udspørge sin veninde om dennes eventyr og lade sine egne forblive ufortalte. Hun nikkede forstående til Kiras første svar og gav den anden piges hånd et lille klem. Det havde været for nemt, hvis hendes hjertenskær havde været adelig. Alligevel var der noget ved den ældre piges holdning der fik Isadora til at se nærmere på hende og så hæve et øjenbryn. "Hvad er han ellers sødeste som du tror dine forældre ville få et anfald over?" Der var så mange muligheder. Bondeknøs, tidligere forbryder? Hvad end det var, ville Isadora gerne se Kiras forældres udtryk, når de fandt ud af det.

Det gled dog lidt til siden, som Kira begyndte at fortælle og fik Isadora til at sukke indvendigt. Pigen var og blev håbløs! Altid ude hvor hun burde være andet steds - ikke at Isadora var meget bedre, men hun kunne da forsvare sig selv! der gik dog ikke længe før hendes smil forsvandt og Isadora bare stille og bekymret betragtede veninden. Hun havde ikke vidst den anden hjalp de svage på den måde, men hun kunne lide det. Bare ikke at det gjorde veninden så uforsigtig og udsat. Noget Kira bekræftede med sin historie. "Som helten taget direkte ud af et eventyr... Hargin er din Lysets kriger?" Det måtte han være, men Isadora kunne ikke lade være med at spørge alligevel. Ikke som Kiras øjne lyste op, når hun tænkte eller talte om ham. "Har I mødtes efterfølgende?"

Isadora havde helt bestemt ændret sig meget fra de var børn. Jovist, havde hun altid været mere hårdføre end de resterende adelbørn. Det var nok mest fordi hende far var opsat på at hun skulle lærer at forsvar sig selv. Noget Kiranas forældre bestemt ikke havde forstået. For dem, var det meget vigtigt at Kira blev holdt så uskyldig og ren så muligt. Upåvirket af verdens grusomheder og urenhed, så at sige. De havde da gjort et ganske udmærket arbejde, men samtidigmed var Kira blevet voldsomt naiv og havde troen på at alle havde noget godt i sig. Hun kunne godt forstå konceptet i at nogen ville gøre hende ondt, i håb om at få penge, men hun forstod ikke hvordan de kunne få sig selv til det. En brist som havde bragt hende i mange problemer.

”Det burde bare ikke være sådan.” kom der lidt slukøret fra den brunhårede adelspige. Hun havde et let skævt smil på læberne, men der var ikke voldsomt meget glæde at finde over dem, ved dette samtale emne. Hun forstod ikke hvorfor de rige intet gjorde for at hjælpe de svage. Som sagt, var hun jo naiv, men hun havde et godt hjerte. Hun var nok det tætteste man kom på ren godhed, blandt de mange tusinde krystallianere. Hun kunne vitterligt ikke finde på at gøre en flue fortræd, med mindre der virkelig ingen sidste udvej var. Og der var i hendes hjerte, næsten altid som ikke indebar at udnytte vold.
Kirana rødmede lidt, som hun bed sig i løben. Hendes forældre burde jo ikke få et anfald! Han var ikke forbryder eller tyv, eller noget andet de ville besvime over. Han var lyskriger! Det var en god ting. Med mindre man forsøgte at holde pigebarnet bag lyset om at der var ondskab i verden og fastholde hendes tanker på at lave kvindeting. Hovedsageligt at varte sin kommende ægtemand op. Ikke lige noget Kirana så frem til. Nok var hun lydig til en hvis grænse, men der var også en grænse. Men det var nok mere det med aldersforskellen.. og raceforskellen, som spillede ind. Hun undgik dog lidt endnu at besvare spørgsmålet, men det var jo uundgåeligt

Den rødmende streg blev dog ikke spor mindre af at Isa valgte lige netop ordet som lysets kriger. ”Måske forhasteligt at kalde ham min.. Altså.. Det er jo ikke sikkert at han ser mig som noget i den retning.” kom der stille fra hende som hun begyndte at dreje en tot hår rundt om sin ene finger. Oh hvorfor skulle det være så kompliceret.
”Ja, et par gange.. De første gange, fordi han var meget opsat på at jeg ikke skulle bevæge mig ned i nærheden af skumringsgyden igen alene.. Nogle andre gange har været tilfældige møder, som har ført til at vi har snakket i mange timer og bare slappet af i hinanden selskab.” forklarede hun med et smil på læben. Det havde været dejligt at se ham igen, og han virkede meget beskyttende overfor hende. Hvilket Kira kun tog som et godt tegn, men hun var jo også en som mange ønskede at beskytte, med mindre de ønskede at udnytte hende. Hargin ville ikke udnytte hende, det vidste hun dybt inde i sit hjerte at han aldrig kunne finde på, og hun tvivlede heller ikke et sekund på ham..
”Han er dværg.. og.. 44 år gammel.” kom der så pludselig fra Kira, som om hun havde holdt det inde alt for længe, og virkelig havde brug for at få det sagt til nogen.

"Det burde det ikke, nej." samtykkede Isadora stille, men hun var for realistisk og kynisk anlagt til at tro det nogensinde ville blive anderledes. Krystallianerne var måske et sammensat folkefærd af utallige racer, men egoismen havde de alle tilfælles. Hver og en tænkte sig selv, familie eller eget folk først og alle andre næst. En lidt grov generalisering, men undtagelserne var så få at Isadora ikke mente hun havde mødt andre end Kira der passede på beskrivelsen. Måske nogle af præsterne og præstinderne, en det var også det.
Hun sagde dog ingen af disse tanker højt, for der var ingen grund til at trække stemningen yderligere ned. Slet ikke som de havde langt mere interessante ting at vende - så som Kiras hjertenskær. Isadora betragtede hende smilende, som den anden rødmede dybt og virkede decideret oprørt over tanken om at hendes forældre ville få et anfald. Mindre blev rødmen heller ikke som Isadora talte igen og det forstærede den hvidhårede piges smil. "I dit hjerte er han din, ikke sandt Kira?" Hun kunne ikke lade være med at drille den anden blidt, for det var så tydeligt at den mørkhårede pige holdt oprigtigt af sin kriger.

Så lagde Isadora ansigtet let på skrå, mens hun lyttede opmærksomt. Det lille smil forlod aldrig hendes læber og det var egentlig helt rart til en afveksling at sidde roligt, lytte og smile af en andens glæde. Så rakte hun ud, tog den andens hånd og gav den et lille klem. "Du må betyde noget for ham, sødeste, ellers ville han ikke være så meget om dig. Han må jo nyde dit selskab så meget so du nyder hans siden han ikke blot har informeret dine forældre om at de skal passe bedre på dig..." Det var så rart at høre om, skønt det lød so om de to havde skjulte stævnemøder og endte hun Kira ret så var det uden anstandsdame til at sikre intet forkert kunne siges om det.
Og så overraskede Kira hende rigtigt og nok til at Isadora et øjeblik sad målløs og bare så på hende, før hun brast i latter. "Så det er hvad du tror de vil se problemer med!" Hun slog en hånd for munden, som hun fik nedkæmpet latteren til kun at være i hendes grå øjne. Det tog hede dog lidt mere at kunne tale igen og som hun gjorde det var det med begge venindens hænder fanget blidt i sine. "For en dværg er han stadig ganske ung af alder, Kira, men at han er dværg..." Hun fandt den andens blik og holdt det forsikrende fast. "Det ser jeg bestemt intet galt i." Hun vidste Kiras forældre ville få en bryggerhest på tværs når de fandt ud af det, men de ville hvem end veninden havde mødt i det skjulte.

Kira smilede, mens den røde streg blev værre og værre. Hun var let til at rødme i forvejen, men lige nu var hun sikker på at hendes kinder var tomatrøde. Men det var ikke slemt overfor Isadora. Hun vidste hvem Kira var, og hun stolede på veninden, til trods for at det var mange år siden de sidst havde set hinanden. Noget forandrede sig bare aldrig hos Kira. "Jo.." medgav hun veninden, som hun bed sig i læben, og forsøgte at få rødmen til at dale.

Kira kiggede lidt usikkert op på Isadora. Hun stolede ikke rigtig på sin egen dømmekraft i den her tilstand. Hun følte hun var påvirket af et eller andet unormalt, som gjorde at hendes hjerne slet ikke kunne tænke klart. Hun vidste godt hvad det var, men hun havde ikke lyst til at fortælle det. Det var fordi hun var ovenud forelsket. Men som alle andre, var hun naturligvis også skrækslagende for at blive såret. "Tror du virkelig?" kom der usikkert fra hende, mens et smil forsigtigt bredte sig frem på hendes læber. Hun var alt andet end sikker selv.
Hendes smil blev breddere i at Isadora ingen problemer kunne se med at Hargin var dværg. Kira havde heller ingen problemer med det selv! Ingen overhovedet. Men hun tvivlede stærkt på at hendes forældre havde samme mentalitet. Men det kunne også være andet end dværge delen. Eksempelvis at hun ikke havde haft tilladelse til at være sammen med ham, de kendte ham ikke, og de var så vidt hun var øjenteret betyndt at lede efter en passende ægtemand til hende. Ikke lige noget hun syntes var særlig godt for hendes situation. "Tror desværre ikke mor og far vil se sådan på det."

Isadora smilede forsikrende til veninden og klemte hendes hænder betryggende. "Det tror jeg helt bestemt, sødeste." Hun fangede den andens blik og holdt det fast, som hun havde et godt tag om den andens finere og noget blødere hænder. "Og du burde kende mig godt nok til at vide jeg ikke ville lyve for dig om den slags." Om andre ting måske, men aldrig den slags. Isadora løj af nødvendighed. For at beskytte sig selv eller dem hun holdte af, for at sikre sig oplysninger hun ellers ikke ville have kunnet få, men ikke overfor nogen hun kendte og holdte af. Der var så få af dem alligevel og hun ønskede ikke at miste nogen af de få på en løj hun kunne have undgået. Det gav ridser i tilliden og den var vigtig for hende at have.

Så gav hun hænderne et klem mere før hun trak let i Kira. "Det vil de næppe heller på at opdage du har været ude på egen hånd igen... Så lad os ikke give dem mere grund til at rase end højst nødvendigt." Hun rejste sig og trak let i den anden for at få Kira med sig op på benene. De havde snakket en tid allerede og der var ingen grund til at give Kiras overbeskyttende forældre mere grund til uro end højest nødvendigt. "Invitere du hjem på en kop the? Så kan jeg aflede dine forældre lidt med min eksistens?" Det var et farligt træk, men hun havde alligevel indset hun ikke kunne undgå sin egen familie for evigt heller.

Kira smilede varmt og lod et lille grin forlade hendes læber. Selvfølgelig ville Isadora ikke lyve overfor hende med lige netop sådan noget. Generelt havde Kira svært ved at tro at Isadora ville lyve overfor hende overhovedet. Meget naiv måde at tænke på, men sådan tænkte den unge pige nu engang. Verden skulle nok få åbnet hendes øjne før eller siden, men lige nu var det ganske uskyldigt, alt hvad der foregik i hendes hoved.

Kira bed sig skamfuldt i læben og slog blikket ned i jorden. Hun fulgte dog alligevel efter Isa, som denne trak i hende og gjorde at de begge rejste sig. "Det har du selvfølgelig helt ret i. Hvad tænkte jeg dog.. Jeg har en klar ide om at de kommer til at flå mig levende, hvis de høre om det." svarede hun og sukkede. Alligevel var der stadig et smil på hendes læber, som ikke rigtig så ud til at kunne forsvinde igen. "Gerne" svarede Kira med et stort smil. Hun ville elske at få veninden med hjem til the. Ikke nødvendigvis for at aflede sine forældre, men mest af alt fordi hun ikke havde lyst til at sige farvel endnu. Det var alt for lang tid siden hun sidst havde set hende. Hun holdte stadig Isadora let i hånden, som hun banede sig vejen hen mod sit hjem. Det store hjem hun altid havde boet i, og som Isadora uden tvivl godt kunne huske. "Men hver forberedt på at mor kommer til at snakke og stille rigtig mange spørgsmål, mens hun forsøger at få dig til at spise helle flødeskumskagen."

//Afsluttet