"Slip mig, din højrøvede bums!" skændte den sorthårede Phoenix, der hev og sled for at slippe fri af den større mands greb, som denne fragtede hende ned af gangene i et stærkt hjerngreb. han så ikke videre tilfreds ud over hendes mange udbrud, der heller ikke ligefrem var venlige eller særlig høflige. Dog selvom Phoenix så umådelig sur og tvær ud, morede hun sig gevaldigt over mandens trætte udtryk og irritation over den spinkle kvindes evige modstand. Hun havde aldrig noget imod at blive fragtet hen mod Samsons gemakker, men vagterne skulle ikke tro de bare kunne kaste sådan rundt med hende. For sjov skyld, som altid, havde hun forsøgt at flygte fra vagten, som han havde meddelt af hun skulle den vej op mod Samson af. Nok en skider for, igen at havde lavet ballade i borgen og bragt hans bande ude af takt og tone. En lille tanke, som fik Phoenix til at grine drillende, som vagten smed hende ind af den åbne dør, og smækkede den hårdt i bag sig. "Røvhul!" råbte hun, som hun gik hen og slog og sparkede på døren. Dog opgav hun hurtigt det, som hun vendte sig og kiggede rundt i lokalet. Det var også ved at være lang tid siden at hun havde set ham. Hvilket gjorde at hun var spændt på at finde ud af hvad han nu havde i tankerne med hende. Nok enten noget med hendes evner, eller som hun tidligere tænkte, den ravage hun kunne finde på at lave. Det var tydeligt at hun ikke hørte efter hvad andre bad hende om, end lige præcis Samson. Og det underlige var dog, at Samson aldrig behøvede at bruge sin magt over hende med brændemærket for at underkaste hende. Det lå mere naturligt for hende. Hvorfor, havde hun sgu aldrig fundet ud af.

Samson havde haft sig nogle underlige drømme. Drømme der slet ikke hang sammen. Disse havde handlet om hans fader, som han havde set for længe siden. Sammenhængen var i det rene kaos, så nu ville han finde ud af, om hans slave kunne se noget for ham, som ville gøre, at det hele hang sammen.

Med tunge, hastige skridt vandrede han gennem gangene, på vej mod det værelse, hvor han havde fået at vide, at Phoenix var blevet anbragt i, fordi hun havde forsøgt at flygte.
Blikket var tomt at se på, og dem han gik forbi værdigede han typisk ikke et blik.

Han stoppede op foran trædøren, kiggede lidt til begge sider, før han trådte ind. Han lukkede døren efter sig, men vendte ikke fronten mod Phoenix endnu.

"Phoenix... Dette er den 10. gang, hvis ikke mere, at vagten tror, at du er forsøgt at flygte. Hvorfor morer dette dig?" Han vendte hovedet 90 grader, og så på hende ud af øjenkrogen.

Han vendte sig efter et rum tid sig helt om, og betragtede hende. Der var noget ballademager over pigebarnet, det kom man ikke uden om. Alligevel vidste han, at han havde hende præcis der, hvor han ønskede.

Phoenix havde spanguleret lidt rundt i rummet, efter hun var blevet anbragt i, og lod sine lange lyse fingre glide henover de kolde sten på væggen. Hun lavede nogle lette hop, som hun gik rundt, så den korte sorte nederdel, og den store overtop, som havde et langt snit ned af den bare ryg, hoppede rundt med hende. Nederdelen var dog lidt mere tætsiddende, end den løse let løse top. Hun frøs heldigvis aldrig rigtig, grundet de kolde temperature fra hendes barndom. Dog kunne det anes på den hvide hud, det ar der var tilbage efter brændemærket, på hendes bare skulderblad. Hun stoppede dog sin hoppen rundt i rummet, som døren blev åbnet og Samson trådte ind og lukkede døren bag sig, med ryggen til hende.

Phoenix satte hovedet let på skrå og kiggede på ham, som han begyndte at tale. Hun lod et drillende og kækt lille smil pryde sine læber, mens han talte og så over på hende. ”Jeg laver bare lidt sjov med dem.. Jeg har ikke så meget andet at lave, når du strejfer rundt i Krystallandet.” konstaterede hun, mens hun løftede sine skuldre lidt, som hun lod de rosa farvede øjne betragte ham. ”Dertil, vil jeg ikke kunne flygte, om jeg så ønskede det.” påpegede hun, med et hævet øjenbryn og spangulerede roligt hen mod vinduet, og derfor havde ryggen vendt mod ham, så mærket på hendes skulderblad blev synligt for ham. Nogle gange ville hun gerne væk, men ikke kun mærket holdte hende tilbage. Og det vidste Samson garenteret også godt.

Samson betragtede den lille spirrevip. Hun var en underlig slave. Hun hverken hadede eller måske helt elskede sin titel. Det var underligt, at man kunne have en mellemholdning til den slags. Det var en ting, som han med garanti aldrig kunne komme til at forstå. Det var dog også absolut ligegyldigt. Han havde fundet ud af, at han kunne bruge hende, og det var grund nok i sig selv til, at han kunne være ligeglad.

"Lidt... sjov.." En brummende latter slab fra struben. Han morede sig lidt ved tanken om at se vagterne fare efter hende, mens hun var i fuld spurt omkring Borgen.

"Udemærket. De skal jo også have holdt deres motion ved lige. Vi kan vel ikke have nogen dovne vagter, kan vi vel?" Tanken underholdt ham, og det var da også til at kunne se. Alligevel blev ansigtet malet over af noget, der kunne mide om en usynlig skygge.
Øjnene blev tomme at se på, og hjernen blev revet væk fra de komiske billeder, der før havde sat sig på hans nethinde.

Samson gik med langsomme skridt mod et bord og et par stole. Han trak den ene stol ud, og satte sig på den. Stolen var vendt med siden mod bordet, således, at han havde front mod Phoenix.

"Du skal fortælle mig om min fremtid. Fortælle, om du kan se noget, du tror kunne være relevant." Han kneb øjnene sammen, og stirrede på hendes skikkelse, afventende.

Phoenix kom selv med et lille grin og så drillende på ham. En drillende aura der aldrig havde set ud til at forlade hende siden barndommen, til trods for det hun havde været igennem. Mistede sin familie, var det som brændte mest indeni hende, selvom hun ikke tænkte på det i hverdagen. Hvorfor skulle hun det? De var væk og kom ikke tilbage. En kendsgerning, der nok alligevel har gjort, at hun sad lidt fast i børnestadiet i ny og næ, selvom hun sagtens forstår de voksnes alvor, og endda selv kan være det.
Hun rystede på hovedet. ”Nej, det ville være uheldigt, hvis der stod småtykke vagter ved alle portene, som kan trille hurtigere end de kan løbe.” grinede hun, men smilet på hendes læber falmede dog lidt, som Samsons ansigtsudtryk ændrede sig. Det var en underlig og ikke særlig vant måde han nu havde formet sit ansigt, og Phoenix brød sig ikke videre om det.

Phoenix fulgte ham med øjnene, som han gik over mod bordet, med et alvorlige blik, men stadig hovedet let på skrå. Som han talte, begyndte hun at gå tættere på ham, til hun til sidst stod lige foran ham, stadig med hovedet let på skrå, selvom den nu alvorlige mine var langt mere overdøvende, end det kække og drillende i hendes blik. ”Relevant i forhold til hvad?” spurgte hun nysgerrigt, men også for lidt at havde en chance for at finde ud af hvad hun skulle kigge efter, eller om hun mere eller mindre bare skulle fare i blinde rundt efter noget der kunne havde en relevans.
”Hvor tydeligt ønsker du at jeg skal se fremtiden.” spurgte hun så, hvor der kom lidt mere af drilleriet over hende. Hendes evne var baseret på fysisk kontakt. Og jo mere af hende der rørte ved ham, jo mere kunne hun se, og mindre roddet blev hendes billede af fremtiden.

Samson havde stadig det alvorlige blik. Han lænede sig godt tilbage og samlede sine hænder foldet halvt, liggende på sit skridt. Ikke fordi han var liderlig, men han fandt det forholdsvis afslappende.

Phoenix' spørgsmål skulle have en grundig eftertanke. Det med at se ud i fremtiden var ikke det værste, tænkte han. Alligevel ville han nemt kunne hade sig selv, for at sige, at hun skulle se den tydeligt nok. Desuden, ville han måske kunne ændre fremtiden, i forhold til hvad hun så den som nu.
En helt anden ting var fortiden. Den var han aldrig glad for, hvis folk kunne læse. Det kunne gå udover hans ry, og det var en ting han mindst ønskede.

De hvide øjne betragtede Phoenix. Det var tydeligt han grundigt overvejede sit svar.

"Det hele skal være i forhold til RT banden. Hvordan ser den fremtid ud?"

Det andet spørgsmål skulle han også lige overeje en smule, men svaret kom dog trods alt lidt hurtigere denne gang, i forhold til det sidste.

"Jeg vil ikke have det helt tydeligt. Der må godt være lidt utydeligt. Det er vidst noget med, at fremtiden kan ændre sig, ikke sandt?" Samson smilte anstrengt. Man vidste aldrig hvad der var i vente. Det kunne både være godt og skidt.

Phoenix ventede ganske roligt og tålmodigt til Samson havde svaret hende. Det var helt naturligt at han skulle tænke over hvad han behøvede at vide og hvad hun skulle kigge efter. Der var ingen grund til at fokusere på alt for mange andre random ting, når det ikke havde en relevans. Phoenix nikkede roligt, og stilte sine tanker ind i den bane. Hvad han ligefrem ville vide med RT banden, var hende stadig ret ubevidst. Om de holdte? Om de gjorde oprør, eller hvad der nu ellers kunne ske i en bande. Phoenix ville lyve hvis hun sagde hun havde megen forstand på sådan noget.

”Fremtiden kan altid ændre sig. Men husk Samson.. Fremtiden ofte sker, grundet de valg du tager for at undgå den.” svarede hun en smule mystisk, satte sig ned på knæ og lagde roligt sine hænder på hans. Hun bekymrede sig ikke videre over hvor de befandt sig på hans krop. Hun havde aldrig været sart af sig. Men hun skulle passe på med ikke at røre for megen af hans hud, for så ville hendes billede af fremtiden blive langt mere tydeligt end han ønskede det. De små hvide hænder, var faktisk meget små i forhold til hans, og havde tydeligt en anden nuance.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, som hun roligt, men sikkert begav sig ind i den anden verden, som hun efterhånden havde været inde i en snes gange. Det hele var ulmet og mat i starten. Faktisk så meget at hun intet kunne se og mere eller mindre fagtede rundt i en tåget disse. Indtil det tog fart og billedet kom frem. Phoenix krop slog øjnene op og holdte dem der. De var store og runde, og de rosa øjne skiftede farve over til en mere blodig farve.

Hun kunne se borgen. Borgen som tordnede op over alle træer og var så mægtig af udseende, at man skulle bøje hovedet tilbage bare for at få lidt af dens mægtighed ind. Samsons borg. Hun kendte stedet. Men knap havde hun set det, før hun nærmest sprang fremad i tid og sted og måtte koncentrere sig for ikke helt at miste fokus. Der var en forsamling af folk. Hun kunne svagt antyde nogle af deres ansigter og holdninger. Elverkvinde, mørkelver.. varulve.. de var RT klanen. De var koncentreret om noget.. Et dødsfald så det ud til.

Phoenix åbnede ukontrolleret munden og hendes stemme begyndte at tale, med en mere hæs lyd og lettere genlyd i rummet. ”Borgen.. Nogen eller noget af fanget medlemmernes opmærksomhed.”

Phoenix mærkede et sys, som var hun i en rutjebane, og pludselig stod hun et helt andet sted. Det var en smule forvirrende, men det var som om at fremtiden hele tiden skiftede. Hvilket jo var ganske naturligt, men som det så ud nu, holdte det sig rimelig stabilt i den blørede masse, hun skulle skimte ind i for at havde en chance. De var inde i borgen. Medlemmerne var alle samlet. De diskuterede højlyd og ivrigt med hinanden. Selvom der var nogle hidst og her, der udviste bedrøvelse og ligefrem panik. Hun kunne høre deres stemmer, men ikke meget fik hun fat i. Det var som om, det blev trukket gennem en tyg dej inden det nåede Phoenix øre.”

”Fortvivlede, ivrige.. og nogle er begejstrede og ser dette som en stor mulighed..” fremstammede hun hæst, mens hun fortsat forsøgte at få fat i deres stemmer. Da et ord ramte hende, som gav genlyd i hendes øre, og gjorde hendes øjne umuligt endnu større. ”Død.. Død.. han er død.. væk.. frie..” Hendes stemme skælvede let.

Samsons død var blevet nævnt. Fra nogen som en stor mulighed for at overtage herredømmet, mens andre var fortvivlede og følte sig nærmest fortabt uden deres leder. Men fokuset blev svære og svære at holde. Det var som om, at Phoenix sprang fra signariet inde i borgen, til Samson der enten stod og grinede håndligt og så pludselig fra borgens store rum, til den døde krop, som hele tiden skiftede. De to den skiftede imellem, lignede dog hinanden meget, men Phoenix så forskellen. Så at de to skabninger ikke var ens, selvom hun ikke var i tvivl om at den ene var ham.

Phoenix hev efter vejret, som hun blev kastet tilbage til virkelighedens verden. Hun havde en tung vejrtrækning noget tid, som hun kiggede ned i gulvet, og fortsat holdte fast i Samsons hænder. Hun havde et forvirret ansigtsudtryk, som vidste hun ikke rigtig selv hvordan hun skulle forklare det. ”Medlemmerne splitter sig op.. Noget bragte det på bane.. men det var som om, at du ikke befandt dig blandt dem. Nogle var direkte bedrøvede.. som om… som om du var død.. Men det passer ikke sammen.. For jeg så dig.. så dig le hånefuldt og tilfreds.. jeg så dig.. så du kan ikke havde været død…” Phoenix synes selv hun forvirrede sig selv mere med den suppedas hun var ude i og det virkede også nogle gange lidt som om hun snakkede mere til sig selv en Samson.

((Tak for kaffe det var kompliceret og langt!))

Fremtiden var en ting som Samson generelt havde det underligt med. Det var som at sige "det her sker for dig snart", og så var det, at man bare skulle acceptere det.
Det kan godt være, at Phoenix selv sagde, at man kunne ændre fremtiden. Men det var svært at sige, om det var noget han selv ændrede, som netop ville føre til det her, bare fordi hun havde sagt at han selv ville kunne ændre det.

De hvide øjne så beslutsomt på Phoenix, der nu nærmede sig ham, og lagde hænderne på ham. Han lukkede ikke sine øjne - hvorfor skulle han dog også gøre det?
Som den lille pige sad der og spåede ham, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor magtfuld han egentlig var.

Samsons øjne spærredes en smule op, da Phoenix fremlagde starten af fremtiden. Han stirrede på hende...

Måske var det endnu mere magt der havde i vente?

*Noget der bliver fanget af medlemmernes opmærksomhed?* Det lød ganske vidst som en genlyd i hans hoved. Han skulle være sikker på, at han fik det hele med.. Interessant. Det mindre interessante var, eller skulle man sige - den mindre opmuntrende nyhed, at Phoenix stemme var hæs, mens hun sagde dette. Han vidte ikke helt om det var en standard ting hun gjorde, når hun skulle læse fremtiden, eller hvad det var. Lidt senere antog han så, at det måtte være en standard ting.

*død?* Hans øjne blev forvirrede og vrede på samme tid. Han kunne ikke nå at finde en fuld reaktion på dette, for alt gik så stærkt.
En død, som ikke var hans, men som alligevel var hans?
Tog hun pis på ham?

Øjnene var tomme at se på. Aldrig havde han selv følt sig så tom i lang tid. Hans krop var fuld af en stor forvirring som han længe ikke havde kendt til.

Blikket hvilede stadig på Phoenix, mens hun sad og holdt i hans hænder.

"NEJ! NEEEEJ! FORHELVEDE DET KAN IKKE PASSE?!?" Samson så kun i dette øjeblik på første delen af sætningen. Han dør? Hvem skal han blive nedlagt af? Det ville gå udover hans rygte. Det andet billede gjorde det hele meget mærkeligt tilgengæld. Han endte med at være i en slags... hån? Hvorfor?

Han rejste sig brat, så stolen bag ham væltede. Han gik frem og tilbage med hurtige og lange skridt. Tankerne væltede rundt i hovedet på ham. Hvad var det netop, at han skulle til at beslutte? Det kunne være en der backstappede ham alt mens han var på vej ind til Borgen? Han næseryg krummedes. Det kunne være illoyalitet det hele handlede om. Han kunne have fundet en løsning på at genopstå... En løsning som næsten er umulig.
Han stoppede brat op, og vendte sig mod Phoenix.

"Og du er helt sikker, i hvad end du så?" Lød det spidst fra den store brede mand, hvis stemme ikke vidste skulle være vred eller tilfreds.

Phoenix kom med et lille forskrækket hop, som Samsons høje og vrede stemme gav genlyd i rummet, og Phoenix var blevet hevet ud af hendes verden af tanker. Hun forstod godt hans furstration, men hun forsøgte at tænke videre. Forsøgte at forstå alle budskabende, som var dukket op. Alt det hun havde set, hvor rodet det end måtte havde været. Men hun forsøgte alligevel at skabe sig en tidslinje og forståelse for signariet, som Samson rejste sig og stavrede rundt i rummet. Hun anede ikke hvordan, hvorfor eller hvornår dette ville sket, og hun forstod heller ikke hvordan det hang sammen på nogen måde. Billedet der blev ved med at komme igen og igen, var den døde krop der hele tiden skiftede. Hele tiden skiftede fra Samson og til en der lignede Samson. Meget forvirrende generelt.

Phoenix drejede hovedet mod ham, som han stilte hende et spørgsmål. Hun bed sig lidt i læben, og vidste faktisk ikke helt om hun var sikker på fortolkningen, men det hun havde set, var hun sten sikker på. ”Ja, jeg er sikker. Men den dødes krop blev ved med at skifte.” forklarede hun roligt og fulgte ham med blikket, selvom hun blev siddende på gulvet. ”Det var som om, at fremtiden endnu ikke havde bestemt sig. Som om den vidste sig to sider af samme historie. Enten at du dør, eller en der ligner dig gør det.” svarede hun så og sukkede, som hun kiggede lettere blankt frem for sig. Hun var ikke verdensmester i at tolke synene, selvom hun havde fået en del erfaring gennem tiden. Men når hun ikke havde mere at arbejde med, blev det ikke nemmere.

Endelig rejste Phoenix sig dog op og tørte lidt støv af sine knæ. ”Hvad end, det er den ene krop eller den anden, skal du passe på. Jeg ved ikke hvordan det sker, eller hvem der gør det. Jeg ved bare, at du vil gøre klogt i at holde kortene tæt til dig.” svarede hun, selvom hun egentlig slet ikke burde give ham råd eller belære ham om hvad han skulle gøre. I sidste ende, var det op til ham selv, og hun kunne bare stå ved siden af og kigge på. Hun var dog ikke begejstret for tanken om at han skulle dø. Det var ikke lige med i hendes planer.

Øjnene var fyldt med vrede og forvirring på samme tid. Det var noget af en cocktail der var blandet. Han stirrede blot på hende mens hun talte. Brynene lagde sig tæt ned mod hans øjne, hvilket kun gjorde hele situationen mere alvorlig. Man vidste aldrig, hvordan han ville kunne reagere.

Han vendte ryggen til hende og gik over til vinduet og kiggede ud. Han så et større område, og alligevel så han ikke nok. Han kunne aldrig få nok..

"Tak.. Phoenix.. Jeg finder ud af det." Han selvsikker i sin tone, men sandheden var, at han næsten havde indset sin død.
Øjnene blev kun tommere at se på...

Han måtte tale med Tara. Eller var det overhovedet klogt? Skulle han overhovedet fortælle noget til nogen? Nej, det var nok bedst at han ikke gjorde det. Nok kom det fra Phoenix, men denne gang ville han rent faktisk nok tage imod hendes råd: at holde kortene tætte.
Det hele handlede om liv eller død. Ikke nok med hans død, det ville også handle om en ære i sidste ende. Hele hans omtale ville styrtdykke, og Krystallandet ville ændre sig. Alt det han havde kæmpet for, ville ændre sig.
Han havde ikke set denne nyhed komme. Alt andet end det. Hvis bare... hvis bare han kunne vende det til sin egen fordel - men hvordan? Hvordan, det var det, der var det helt store spørgsmål.
Han tog en dyb vejrtrækning.

"Har du nogen anelse om, hvor langt ude i fremtiden det er?" Kom det tørt fra ham. Han bed sig i læben, skæptisk omkring det hele. Han kunne ikke se, hvordan alt dette overhovedet skulle være muligt, eller hvem der skulle gøre det. Kunne det være fordi, det var nogen, der allerede var inde bag murene, som kunne komme for tæt.
Rynker skar henover næseryggen, utilfreds som han var. Hele verden syntes allerede nu til at indskrænke sig. Det hele handlede om dette område nu: Borgen. Dette sted, gav ham tydeligvis allerede problemer.
Han måtte skaffe sig viden, men han ville ikke have mere af Phoenix. Han måtte selv skabe sin fremtid. Han så kun at det hele kunne blive meget værre af hende.

Hvordan han umildbart ville finde hoved og hale i det her, anede hun ikke. Eftersom hun knap forstod hvad der foregik, men hun havde selvfølgelig heller ikke hans viden om hvad der foregik på borgen. Det hun fik livet til at gå med, var at gøre hvad Samson bad hende om og forlagte af hende (til dels), og løbe rundt og drille og irritere de andre medlemmer. Og enkelte gange stille deres seksuelle lyster, når Phoenix selv følte for det. Sjældent følte Phoenix tvunget sig til den del. Hvilket nok var meget heldigt, når man så på hvor hun befandt sig det meste af tiden.

Phoenix rystede lidt på hovedet og kiggede bekymret på ham. ”Nej.. Det eneste jeg kan pege mod, er at træerne og planterne ikke var i deres tidlige stadie. Så enten et godt stykke inde i foråret eller tidlig sommer. Solen var næsten ved solnedgang, så det er sen eftermiddag. Men om det er i år eller om fem. Kan jeg desværre ikke fortælle dig.” svarede hun og gik hen imod ham og lagde en lille hånd på hans skulder. Knap havde hun rørt ham, før hun trak den til sig som havde hun brændt sig, og kom med en lav forskrækket lyd, som hun holdte den ind til sig.

Der var kommet et svagt glimt inde i hendes hoved, hvor Samson nogen, men det kom meget uventet og gjorde de svære for Phoenix at huske. Det var det største problem hun havde med sin evne. Den gjorde ærlig talt nogle gange hvad der passede den! Hvilket kunne gøre Phoenix vanvittig. Hun lukkede øjnene og forsøgte at genopbygge billedet, men intet kom tilbage til hende. Hun stod blot og holdte sig lidt til hovedet.

Samson så stadig ud af vinduet. Hans øjne var stadig tomme af sind, men sandheden var at der på en gang fløj mange tanker igennem, og på samme tid absolut ingen.
Han brummede lavt som svar, som tegn på, at han havde hørt hendes vurdering om tidspunktet.

"Nuvel.. Så må jeg videre finde ud af, hvad jeg så skal gøre." Han vendte sig mod Phoenix og betragtede hende.

"Indtil da.. vil jeg gerne have, at du mødes med flere af bandens medlemmer, og får dannet dig et indtryk. Ikke fordi det ville være altafgørende, men fordi jeg tror på, at et udefra kommende indtryk, kan lede mig videre på vej. Tara, er mentalist, hun er med mig. Måske, kan du sammen med hende, samarbejde om at finde ud af mere omkring de forskellige? Jeg ved ikke, om det ville gøre en gavn, at hun kan rode rundt i folks tanker, og så du videre kan fortolke og vurdere, om det kunne være spændende at rode rundt i deres fremtid? Hvis der er noget relavant, skal du selvfølgelig komme til mig, men ellers, holder du det bare for dig selv." Brummede Samson med sin dybe tone, som mest af alt passede til hans store krop.

Phoenix kiggede roligt på ham og nikkede. Velvidende at hun ikke rigtig kunne gøre mere på dette punkt, mest fordi hun ikke anede hvad hun skulle gøre for at ændre noget som helst. Det her var noget som Samson selv måtte tænke ekstra meget over. Men hvis hun kunne hjælpe, gjorde hun det da selvfølgelig.

Der gik heller ikke lang tid, før Samson igen begyndte at tale, og jo længere han kom i hans talestrøm, begyndte der at vokse et skævt og tilfreds smil frem på hendes læber. Hun elskede simpelthen at rode rundt med folks sind. Og hun vidste hun kunne. Hun gjorde det ikke, af ordre fra Samson, mod de andre medlemmer af banden. Men nu når jeg gav hende lov, glædede hun sig faktisk ret meget! Hun nikkede til at hun skulle tage kontakt til Tara, og samarbejde med denne om at finde frem til nogle oplysninger. Det gavnede en del af havde en mentalist til at hjælpe sig. ”Skal jeg gerne gøre.” svarede hun med et lidt skummelt smil på sine læber. Måske fremstod Phoenix meget uskadelig, men hun kunne sagtens fucke folk op, og nød det ærlig talt også lidt mere end hvad godt var. ”Hendes evne ville højst sandsynligt gavne til at finde frem til hvad de egentlig bruger dagen på at tænke på. Om noget af dette har med lige netop dette scenarie at gøre, eller ønske om at vælte dig af pinden. Derefter bliver det nemmere at pegle rundt efter nødvendig data i deres fremtid. Og måske.. være så heldigt at gøre dem paranoide og forstyrre deres hjerner lidt, nu når jeg er i gang..” grinede hun smådrillende. Hun var tydeligvis selv ikke helt normal oven i bøtten. Men den lille sorthårede tøs, nød det nu alligevel.

Nok var Phoenix en helt speciel skabning. Hun så måske lidt sjov ud, når man egentlig kiggede efter. Men hun var også helt speciel i væremåde. Der var noget fryd over hele hendes udstråling, det kunne Samson se, specielt da han havde rettet øjnene mod hende igen. Hele denne opgave, tvivlede han ikke på, at Phoenix ville tage til sig, hvilket fik ham til at fremtvinge et tilfredst smil.

"Det var det, jeg håbede på. Dine evner gavner, ingen tvivl om det. Men din væremåde, kan også smitte af. Når man kombinerer det sammen med hele Taras væsen, bliver i det perfekte team til denne opgave, og jeg tror på, at I vil gøre jeres bedste...
Han holdt inde et øjeblik. De to, havde ikke det fysiske sammen, men det var uden tvivl et meget psykisk orienteret angreb, de sammen skulle lave mod diverse af medlemmerne. Han smilte køligt, men også anstrengt.
De kunne være en farlig kombination, men når alt kom til alt, behøvede de begge nogen der kunne det fysiske, ellers stod deres verdener ikke længe, og han tvivlede ikke på, at Tara vidste det bedst ud af de to. Stakkels Tara.. Phoenix ville nemt kunne drive Tara til vandvid, men så måtte hun lære at samarbejde med pigebarnet, hvis dette skulle til livs.

Jeg holder øje med jer."[/b]

Phoenix havde ikke så tit fået at vide at hendes evner gavnede til noget, så hun kiggede meget overrasket op på ham. Hun vidste at hun ikke ville være her, hvis han ikke kunne bruge hende til noget. Så ville hun nok stadig vandre rundt et eller andet gudsforladt sted og arbejde hårdt for bare at få lidt føde på tallerkenen. Hvis hun da overhovedet ville kunne eje en tallerken. Hun vidste godt at Samson kunne bruge hendes evner til noget engang imellem, men hun havde vidst aldrig hørt ham sige det før. Det lettere skumle og tilfredse smil kom dog hurtigt tilbage på hendes læber. ”Gør vi ikke altid det?” spurgte hun, uden rigtig at forvente et svar. Phoenix vidste ikke om hun altid gjorde sit bedste. Hun gjorde vel det hun kunne, og det var vel det bedste..

Phoenix satte hænderne på sin hofte og løftede et øjenbryn af Samson. ”Holder du ligefrem øje med os Samson? Er det ikke lidt gustent at du sådan lurer på os?” hun havde en drillende og irriterende natur over sig, som hun virkelig ikke kunne slippe af med. En del af hendes bevidsthed forsøgte vel også at få Samson i bedre humør igen. Hun havde godt nok lige forudset hans egen død, men hun brød sig ikke om den så stille og så alvorlige Samson. Det var der ikke så meget sjov ved.

Samson hævede et øjenbryn. Pigen kunne godt lide at blive bekræftet, det var der ikke nogen hemmelighed i. Han sukkede dybt, og et lille smil trak over hans læber.
Hendes fjantethed kunne både få ham til at himle med øjnene, men samtidig også at smile. Det var nu ikke særlig tit man så ham smile ude i byen, for da skulle han være hård. Overfor Phoenix, kunne han godt tillade sig at være en lidt anden person, men nu heller ikke for meget af det gode!

Han svarede ikke på hendes spørgsmål, det var der heller ingen grund til. Hun gjorde det hun kunne, og så var han tilfreds. Han vidste bare aldrig helt, hvornår han endelig var tilfreds, når det kom til stykket. Når han sådan kigger tilbage, kan han godt se, at der har været mange gange, hvor han har været tilfreds, og ikke selv har kunnet se det altid.

Han tog med hastige skridt over mod Phoenix, og greb ud efter hende, for at kilde hende så hun faldt til jorden. Han selv, var såmænd også begyndt at grine af senariet. Han mindede mest af alt om en hyggeonkel, der i hans situation, var i "hans bedste es", og alligevel lå der en dødsdom over hans krop. Lidt spændende situation hans korpus var i..
Han standsede sit "angreb", og indså at han nok ikke lige var i humør med det.

"Så.. smut med dig, Phoenix. Jeg har masser at tænke over, og du har opgaver at tage dig til." Han rejste sig, efter han var endt nede mod gulvet, åbnede døren og så tilbage mod Phoenix.

"Vi ses nok om ikke så længe, formoder jeg.." Han smilte svagt, og begav sig ned af gangen hvor han forsvandt ude af syne.

Phoenix var meget pjattet, og det gjorde hende heller ikke mere alvorlig at Samson kunne finde ud af at smile af hendes opførsel. Mærkeligt nok, kunne Phoenix faktisk rigtig godt lide når Samson smilede. Når han var en mere rolig person og mere løssluppen. Det var hvad hun efterhånden var van til at kende ham som. Nok var han meget alvorlig af ren personlighed, men han havde også en mere afslappet side. En side, som Phoenix helt klart foretrak. Selvom hun da heller ikke ville klage over hans mere vilde side. Faktisk klagede hun generelt ikke.

Phoenix anede hurtigt at der var noget i gære, som han gik hastigt hen imod hende, og med et drillende smil begyndte hun at bakke lidt som hendes smil bredte sig. ”Nej.. nej nej.. Samson..” og meget hurtigt fik han fat i hende og begyndte at kilde hende. Hun begyndte med det samme at grine og vride sig, men kunne på ingen måde slippe ud af hans stærke greb, men lå blot og vred sig grinende på gulvet, som han forsatte og hun mellem grinende tikkede ham om at stoppe, fordi det kildede så meget. Hun hev lidt efter været da han stoppede sit angreb og der kom stadig klukkende og grinende lyde fra hende, selvom han var holdt op med at kilde. Hun sukkede og fik kæmpet sig op i en siddende stilling og nikkede til ham. Dog stadig med det let fjollede smil på læben, selvom en smule mere alvor faldte over hende.

Phoenix fik kantet sig op og stå og børstede lidt af gulvets støv af sig, inden hun løftede blikket og så på Samson som stod i døren. ”Vi ses Samson.” svarede hun, som han forsvandt ud af døren. Hun stod lidt tilbage og tænkte lidt. Ikke så meget over det der var sket. Men mere over hvem hendes første offer skulle være. Og med et lusket smil, begav hun sig ned mod spisesalen. Faktisk burde hun finde Tara først. Men det bedste sted var at lede i spisesalen som det første. Dertil kunne hun også havde det lidt sjov selv først. Så længe hun fandt frem til noget som Samson kunne bruge, var metoden vel underordnet.

//OUT