Dorín kom med et lille grin over hendes joken med ham, hvilket selvfølgelig med at løsne stemningen efter at han ubevist var komme til at forskrække hende lidt. ”
Alt med måde, min ven, alt med måde.” svarede han hende med et tydeligt glimt af latter i hans øjne. ”
Dertil mener jeg mere kød er aftensmad, end grønsager.. Jeg har ladet mig høre, at i elvere er meget glad for det grønne?” sagde han interesseret i at høre om det nu også kunne passe. Ikke at det ville undre ham, for det var vist blevet sagt nogle årtusinder tilbage, og helt frem til fremtiden, at elvere og dværge havde en del modsætninger, som eksempelvis hvad mad og drikke angik! Grønsager.. jo, de kunne da være fine en sjælden gang imellem, men så var det da heller ikke bedre.
Det var lidt svært at fastholde det gode humør, med tankerne kredsende om sortelveren og de mange andre angreb der havde været på det sidste. Ikke så mange havde vidst den store interesse for den lille træhytte som lå inde i Lindeskoven, hvor Dorín boede og egentlig havde det fortrinligt med at gå at pusle lidt rundt engang imellem. Men så igen, Dorín var sjældent hjemme alligevel. Han strejfede gerne rundt i Lindeskoven, eller tog ind til de omkringliggende byer og fik sig en god snak og noget godt at drikke. Han var afhængig af aldrig at side helt stille og afhængig af at kunne snakke med andre. At være alene hele tiden, var heller ikke lige hans kop the.
Dorín smilede til hende, og trak lidt på skulderen. ”
Jah, healende evner har jeg da, men slet ikke i samme omfang som jer elvere. Det er mest overfladesår og skrammer som jeg kan heale sammen. Men forhåbentlig ændrer det sig snart. Jeg har mødt en healer, som vil oplærer mig.” svarede han hende, og viste tydeligt at hans evner ikke var noget særligt, ved at trække lidt på skulderen. De kunne blive til noget særligt efter noget træning, men det havde han aldrig haft, så det var minimalt hvad han var i stand til at gøre. Heldigvis havde han jo mødt Morrygan, som havde været villig til at tage ham ind som lærling. Noget som han da kun kunne være glad over.
”
Altså hvis du kan undvære noget af det, ville jeg være meget taknemmelig.” han ville ikke bare tage det fra hende, for selvom den irriterede hud plagede ham fra tid til anden, så var det ikke værre end det han havde været igennem før.
Dorín lyste lidt mere op, i det allerede glade og oplyste ansigt, som samtalen faldt tilbage på mad. ”
Der er så mange muligheder! Mørbrad, hjortefilet, streaks, ooh og en god stegt kølle.. Og jeg havde ikke lige bestemt mig endnu, men det kan jeg jo nå at tænke over, til jeg får ramt min egen hjort.” sagde han til hende og grinede lidt af det sidste. Hun havde været hurtigere på aftrækkeren end ham, så hjorten var naturligvis hendes.
Tidligere dværg