Det var sent på eftermiddagen. Miilaethorn Zili'saeth var nok den mest travle elver i hele Elverly i dette øjeblik. Han var knapt kommet tilbage sammen med Maerwen, før han havde sørget for at de begge to fik lægehjælp af hans søster, Morrygan, hvorefter han, trods protester fra både Maerwen og Morrygan, igen var på benene, ekstremt travl som altid. Han havde lige nået at tage lidt nyt tøj på, for han ville trods alt ikke rende rundt på fortet med en tunika der var smurt ind i blod både ved armen og siden. Han havde dog visse standarter.
Våbenbæltet sad stadig om livet på ham, trods vægten var lidt uoverskuelig, for han var blevet meget paranoid af sig allerede nu. Det var lige før at han så skyggekloner over alt!

Men der var ikke tid til, at tænke på sig selv. Thorn skulle både sørge for Toorahs sikkerhed og så selvfølgelig give rapport, både omkring Leerdams spioner og Kravenoh, naturligvis. Han gik derfor i et hurtigt tempo ud af healerrummene og begyndte at lede.
Han var ikke sikker på, om hun var på arbejde endnu, men han overvejede hendes kontor som det første sted. Ret heldigt, for der stod to vagter foran døren og da han spurgte om hun var der, nikkede de, men den ene forklarede at hun havde travlt. Overskuddet faldt omgående, og det sagde klik for den ellers meget tålmodige elver.

"Jeg.. Er ligeglad!"

Snerrede han vredt af dem, efter en meget kort tøven. Hans blik blev meget advarende, og aggressivt, som han lænede sig ind over én af dem.

"Hun vil nok selv sende mig ud, hvis jeg forstyrrer. Luk mig så IND!"

Det sidste var næsten et råb, og vagten, der både var bange for at Toorah ville komme ud og kræve en forklaring, og at Thorn ville bide hovedet af ham, endte med, at åbne døren, men før han kunne nå at forklare sig for Toorah, gik Thorn direkte og smækkede døren bag sig. Lige i hovedet på vagten, der lige havde nået at komme ud af vejen i tide.

"Vi har store problemer..."

Startede han ud, mens han stod der, meget bleg og meget træt, men han endte med at stoppe, mens han forsøgte at få styr over sig selv. Han stod stadig med hånden på dørhåndtaget og hans blik var stadig vildt. Der var vrede at spore i dem, men samtidig også en vis rædsel. Han havde haft en rigtig dårlig dag i dag.

Toorah havde siddet bøjet indover et stort kort over elverly, det fyldte det meste af bordenden og sank nedover bordets kant i den ene side, overalt på kortet var indtegnet streger og en masse små sølvfigurer der repræsenterede forskellige professioner i Elverly. Spejdere, soldater og vagter.
Lederen stirrede stift ned i kortet, hendes hoved hvilede tungt i begge hænder, mens albuerne var presset imod kortet. En time forinden havde hun fået i vide, at Thorn og Maerwen var kommet tilbage fra en tur udenfor Elverly ganske skadede og nu var i hænderne på Morrygan. Uanset hvor meget hun prøvede at lægge tanken fra sig nagede den stadig i baghovedet, hvorfor var hun ikke længere i stand til at passe på sit folk, ikke engang sin healer?

Hun gav et suk fra sig, inden højlydte stemmer fangede hendes opmærksomhed, hun hævede hovedet i et sæt og nåede akkurat at rejse sig fra stolen idet Thorn brød ind gennem døren, en vagt nåede akkurat at sende hende et beklagende blik inden døren blev smækket i hovedet på ham. Thorn så forfærdelig ud og for en gangs skyld var der pludseligt dyb bekymring at spore i de røde dybe øjne, blodet på hans tøj sagde det hele.

"Miilaethorn..."

Toorah tog et par skridt imod ham, han fortjente det ikke som han stod der, træt og nedslidt, han burde ligge i en seng. Forsigtigt rakte hun en hånd op der blidt lagde sig imod hans kind, inden den gled ned langs hendes side, et sted inderst inde kunne hun mærke hvordan lettelsen over hans overlevelse spredte sig gennem hele kroppen.

"Det er okay, vi snakker om det i morgen. Du burde hvile dig!"

Toorahs bekymrede blik nåede et eller andet sted Thorns underbevidsthed, men han kunne virkelig ikke tage sig af det lige nu, ikke engang som hendes hånd lagde sig på hans kind. Hans blik forblev frustreret, mens han så hende i øjnene, som hun forklarede at han virkelig burde lægge få hvilet sig. Men det var der ikke tid til! Thorn havde ikke haft tid til at hvile sig helt rigtigt siden sit møde med dragen, så selvfølgelig så han nedslidt ud. Det var ikke kun dagens strabadser der havde denne effekt på ham. Det var hans forhåbninger om, at hun ville tage det til sig - at han ikke kom i problemer længere.

Men det gjorde han jo. I dag var ikke anderledes. Den blotte tanke fik kun blodet til at koge endnu mere i hans trætte krop. Han rystede blot på hovedet, han ville først lægge sig hvis han fik en direkte ordre på det. Toorah skulle vide hvad der var sket.

"Baron Leerdam har taget det næste skridt,"

Forklarede han, til at starte med, mens han kiggede indgående på hende. Det tog en del energi at forklare uden at være virkelig vred i stemmen.

"Han sendte seks spioner ud i skoven, men de er forsvarligt bundet derude nu. Men det er ikke det rigtige problem, for da jeg fandt Maerwen var det med en kniv for struben,"

Om han forhastede sig med forklaringen var ham underordnet. Han skulle bare have tingene sagt så hurtigt som muligt, så han bagefter kunne komme ud og få raset ordentligt ud.

"Den forbandede sortelver har været her, igen! Næste gang.. Så.. Så,"

Startende ud med at lyde decideret rasende, endte han med at falme lidt som en bølge af træthed skyllede over ham og fik ham til at være usikker på benene. Kravenoh skulle aldrig herind igen! ALDRIG!

Toorah nikkede, hun hvade allerede hørt en del af historien fra en af vagterne der havde fået Leerdams spioner forsvarligt lukket inde, når de om et par dage begyndte at sulte og tørste kunne de afhøres, der var intet så medgørligt som et desperat menneske.
Det var ikke spionerne der bekymrede Toorah nu, de var en faktor der gjorde hende endnu mere forvildet, men det der var det største problem var informationen om Kravenoh, for den var først nået hendes ører nu, havde Toorah været få år yngre havde hun nok tabt det hele på gulvet på nuværende tidspunkt, hvordan det kunne lykkedes én sortelver at lave så meget ravage var hende et mysterie.

Toorah gned sig kort over øjnene, der måtte gøres noget alvorligt og det skulle helst være nu, men for at være ærlig anede hun ikke længere hvad hun skulle stille op. den magtesløse følelse sank hende dybt i livet. Værre var Miilaethorns temperament der var stukket helt af med ham. De røde øjne hvilede roligt og træt imod hans ansigt, indtil til sidst, hans tøven og hele situationen fik ganske kortvarrigt den stolte leder til at miste kontrollen.
I et hurtigt skridt trådte hun helt tæt på den blonde elver, inden hun strakte sig en kende og lod de bløde læber ramme hans i en kærlig gestus, en ting hun ville have gjort for længe siden, men ikke kunne. Der gik kun et ganske kort splitsekund inden hun trådte væk, nu var det Toorahs tur til at se forvildet ud.

"..."

Hun åbnede munden, hvad i alverden havde hun lige gjort? Hvad tænkte hun overhovedet på?

"Undskyld! Det er jeg virkelig ked af!"

Toorah snurrede hurtigt rundt fra hvor hun stod og tog et par skridt væk fra Miilaethorn, det var lige hvad hun havde brug for nu. Alle problemerne havde givet hende brug for et fast holdepunkt og Thorn havde altid været der for hende, men det havde ikke været meningen at kysse ham, det kunne hun hverken byde ham eller sig selv, det var tortur på et helt nyt niveau.

"Det.. Det er aldrig sket!"

Som Miilaethorn stod der, foran Toorah der kun begyndte at se mere og mere træt ud, blev han kun mere utålmodig. Hvorfor sagde hun ikke noget? Der måtte kunne gøres noget ved det! Kravenoh var et problem! Hvorfor tog hun ikke handling?! Hun stod der jo bare! Hans hænder knyttedes, som frustrationerne væltede op i ham og fik ham til at se mere og mere anspændt ud. Han skulle faktisk lige til at sige noget til hende, da hun pludselig stod helt tæt på ham og kyssede ham. Kyssede ham?! Han stod chokeret et øjeblik, før han kom til at gå med på det. Aldrig havde han haft en så sær, men samtidig virkelig, virkelig vidunderlige følelse i hele kroppen. Alle problemerne blev glemt de få sekunder kysset varede.

Da hun trak sig væk og mest af alt lignede én der havde set et spøgelse, var al vrede væk fra Thorns ansigt. Han stod blot forvirret tilbage, som hun snurrede rundt på stedet. Hvad var det lige, hun havde gjort?
Og nu benægtede hun det fandengalemig også!

"Du kan undskylde lige så meget du vil, men at det ikke er sket... Det er en lodret løgn,"

Svarede han komplet ærligt. Han var virkelig så nedslidt man kunne være nu, for han var sikker på, at Toorah nok snart blev stædig. I stedet for at blive væk, trådte han usikkert tættere på hende og tog blidt fat i hendes arm.

"Hvad.. Hvorfor.. Hvorfor skete det lige?"

Hans snublen over ordene skjulte hans ægte spørgsmål. Hvorfor i alverden havde hun kysset ham? Var hun virkelig interesseret på.. Den måde? Det gav ingen mening, for Thorn havde aldrig oplevet at være sammen med nogen på den måde. Ikke med følelser oven i. Forvirringen tog til i styrke og hans forsøg på at holde fokus, gjorde ham svimmel. Men han forblev stående for nu.

Toorah skulle til at fastlægge en hel klar handlingsplan for hvordan de bedst muligt skulle skaffe sig af med Kravenoh for alvor, i hendes verden var hvad der lige var sket bedst glemt, det ville være bedst for alle parter, at hun havde været en komplet idiot og med det første kontroltab hun havde haft i hvad? Trehundrede år? pludseligt rodet op i en masse ting, hvordan kunne hun overhovedet havde ladet sine egne følelser komme i første række? Uforskammet! Det var hvad det var!

Alligevel insisterede den blonde healer på at rode rundt i det, hvorfor ville han det? han greb fat i hendes arm og uanset hvor gerne hun ville give sig hen til en varm favn var det bare ikke muligt, sådan var det, det var hun indstillet på og havde været det meget længe. Hun vendte langsomt rundt, de røde øjne flakkede kort, men fandt så det alvorlige ansigt frem man kendte hende så godt for.

"Det var ikke med vilje, og det skulle ikke være sket Thorn..."

Hun slog blikket ned, også for første gang i utallige år, inderst inde var der noget der pludseligt var lukket op for, som snørrede sig helt sammen, det var heller ikke retfærdigt for ham.

"Uanset hvor gerne jeg ville, kan jeg ikke og det ved du også godt!"

Miilaethorns verden braste næsten i grus, da lederen af Elverly vendte sig mod ham med det følelsesløse ansigt igen. Han stirrede blot på hende, og slap hendes arm, mens hun afviste det hele. Hun benægtede ikke længere. Men hun afviste ham og hun afviste også sig selv. Hvilket forbandet helvede. Hans blik faldt til gulvet. Han kunne, ville ikke se hende med den maske på. Han hadede den efterhånden!

"Men..."

Der kunne ikke komme mere ud af hans sammensnørede hals. Han vidste ikke hvad han skulle sige, og følelsen af, at blive efterladt alene var alt, alt for grusom. Thorn var komplet ude af den. Han vidste slet overhovedet ikke hvad han skulle gøre, og det gjorde ham bange.
Han stod naglet til stedet, som hans usikkerhed skinnede igennem, mens hans hænder bare hang ned langs siderne på ham. Han havde lyst til at slå hende, lige her og nu! Han havde lyst til at tage sin knyttede næve, og jage den lige ind i ansigtet på hende. Men. Så ville han skade hende. Det kunne han aldrig få sig selv til! De modstridende følelser gjorde ham kun endnu mere vred og såret, og han kunne virkelig ikke få sig selv til at handle.

Ikke før hun forklarede at uanset hvor meget hun end ville, så kunne hun ikke. Han vidste det. Men han forstod det ikke. Accepterede det ikke. Han kunne bare ikke gøre det her.

"Man kan hvad man vil, og det ved du også godt, Toorah. Alt andet er ligegyldigt. Fuldstændig.. Ligegyldigt,"

Ordene kom mere stille ud end det var meningen, for han magtede ikke at tale højere. At hans øjne begyndte at blive småblanke nu, var overhovedet ingen overraskelse for ham.

Toorah kunne mærke hvordan hjertet hamrede under huden, en let rosa farve fyldte kort hendes kinder, én af de eneste kropslige funktioner hverken mennesker eller elvere var i stand til at kontrollere. Ville han dog ikke bare lade være? Hvorfor skulle han vade rundt i det på den måde, hvorfor havde hun overhovedet været så dum at skabe den situation til at starte med?

Et øjeblik trådte hun et skridt tilbage og kneb øjnene en kende sammen, næsten som hun forventede slaget Thorn inderst inde havde lyst til at give hende hun vidste hvordan han måtte have det inderst inde, Toorah ville næsten ønske, at han havde gjort det, så ville de få afsluttet den samtale og komme ud af situationen hurtigst muligt, uden at hun behøvede at stå og lyve både for ham, men ligeledes for hende selv.

"Nej man kan ej! Forstår du det ikke? Jeg kan aldrig, aldrig, finde en mage at dele mit liv med! Jeg er leder af Elverly, er du klar over hvor meget jeg ville sætte på spil? Det ville ikke bare være mit eget liv, men også dit!"

Toorahs stemme var næsten en hvæsen, hun sendte ham kort et blik, der kunne ligne, at hun bebrejdede ham deres situation. Havde Thorn som alle andre normale elvere ikke bare kunne finde en kone og få nogle børn? Det ville ligesom have givet dem en naturlig afstand, men det var aldrig sket og nu, endelig, efter flere århundreder skete det, det der ikke måtte ske, Toorah der blev ramt af midlertidig sindssyge.
Diskret skævede hun hen til døren, bare hun ikke havde været højlydt nok til, at vagterne havde hørt hende.

Toorahs næste afvisning var kun endnu mere hård, for der var logik i den. Selvfølgelig ville hun ikke risikere hans liv når hun var lederen af Elverly. Det forstod han godt...

Og så alligevel ikke. Han vidste godt, hvad han gik ind til. Hvis han skulle udsættes for forsøg på snigmord, så ville han hellere det, end at sygne hen langsomt fordi han ganske enkelt, aldrig i sine 500 år, havde haft samme følelse som han havde for Toorah. Det kunne overhovedet ikke sammenlignes. Og nu stod hun her og sagde at det ikke kunne lade sig gøre. At de ikke kunne gøre dette mere permanent. Det skar i ham og vreden blussede kort op i ham igen.

"Tror du ikke jeg ved det? Jeg ville gøre det. Jeg ville gå gennem hvad end de så sender efter os,"

Spurgte han, lettere snerrende, mens hans blanke øjne tydeligvis viste hans fortvivlelse og vrede. Han kunne ikke håndtere det mere. Han kunne ikke se på hendes ansigt, med de røde kinder, de røde øjne. Det gjorde ham skingrende gal i hovedet. Men han kunne heller ikke kigge væk. Det var forfærdeligt.

"Jeg ville gå gennem alt for... For det her,"

Lød det fra ham, mens han med sin sidste viljestyrke sled sit blik væk fra hende, som det røg hen mod én af hendes reoler. Bøger. Hvor var det fjollet at kigge på dem. Fuldstændig irrelevant.

Toorah vendte hovedet væk, en hånd gled igennem de lange røde lokker, hun anede ikke hvad hun skulle stikke op, som om hun ikke havde nok beslutninger at tage i rådet og omkring sikkerheden, omkring højforræderi og sit folk, nu stod hun også overfor det her. Afvisningen af elveren hun altid havde næret ganske tætte følelser for, hun havde altid kunne være tæt på ham, om ikke andet når de begge bare var på fortet, hun burde nok havde gjort det her for længe siden, inden det drev dem begge til vanvid.
Hun tog en dyb indånding, men kunne ikke få ordene over hendes læber, hun ville have bedt ham gå, forlade hende og glemme alt der var sket mellem dem, men hun kunne ikke.

"Du ville ikke kunne gå igennem alt Thorn, ingen af os ville kunne det! Havde vi været sammen var det ikke mig der var blevet prøvet myrdet, det var dig og ingen ville kunne have redet dig!"

Toorahs stemme dirrede, det var ikke rigtigt til at sige om det var af vrede, irritation eller gråd. Gråd, det var nok de færreste der ville kunne genkalde sig synet at en grædende Toorah, sidst det var sket var i dagene efter vinterkrigene sluttede, derefter var hun begyndt at øve sig på den maske, som Thorn nu hadede så inderligt.

"Og..."

Toorah stoppede kort, havde hun overhovedet lyst til at sige det næste? Måske ikke, men det var med til at understege ikke blot en vigtig, men en vældig essentiel pointe

"Og hvad hvis der på et givent tidspunkt kom børn? Ville du virkelig være parat til at se dine børn i så ekstrem fare, eller måske endda være, myrdet?"

Toorahs forklaring om at det ville være ham, der ville være målet, gjorde ikke Thorn overrasket. Han var udmærket klar over hvilke risici de tog. Han ville tage imod døden, blot for muligheden for at kunne kalde hende for sin egen. Han vidste det nu. Det var som om en barriere var blevet flået væk og han nu stod dér, ude af stand til at lukke det ude længere. Han var end ikke forvirret længere. Jo mere Toorah sagde nej, jo mere bestemt blev han i hvad han mente det her var.

"Jo, du bliver du irrationel. Jeg er ikke den eneste healer her. Men det er også irrelevant, jeg kan ikke bare lade det her ligge. Det kan jeg bare ikke,"

Svarede han, sørgmodigt, mens han igen tog fat i hendes arm. Det var lige før en større angst greb ham og han var bange for, at hun ville stikke af, forsvinde fra ham. Det kunne han ikke arbejde med.

At hun brugte børn mod ham, var dog en større overraskelse for ham, af den slags der overhovedet ikke var fair. Hvor kunne hun bringe en ende på diskussionen på denne måde? Det var dybt uretfærdigt!

"Ville du? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun én ting, og det er at jeg vil det her. Om du så har brug for tid til at indse det selv, må du selv om. Jeg bliver, jeg.. Ingen andre har gjort sådan noget her ved mig før, Toorah. Jeg kan ikke bare gå fra det,"

Ordene slap ud af munden på ham, mens han virkelig kiggede indgående på hende. Hun var tydeligvis ikke parat til dette, og det knuste ham syndersammen. Han kunne mærke byrden på sine skuldre ved at skulle lade hende gå alene og være alene og ensom selv.

Den rødhårede elver kneb øjnene sammen, hendes ansigt fortræ sig i et ulæseligt udtryk, det var ikke til at sige om hun var vred, irriteret, frustreret eller på grådens rand, måske en blanding af det hele. Det hun kunne gøre nu var enten at trække Thorn helt ind i hendes liv eller skubbe ham helt væk.
Langsomt lukkede hendes fingre sig om kjolens røde stof, så slog hun igen blikket op på elveren foran hende, denne gang en kende irriteret.

"Vel gør jeg ej! Det er en ganske reel frygt Miilaethorn, du er den eneste healer der kan heale så hurtigt som du kan. Din søster er dygtig, men hun kan ikke heale så hurtigt!"

Snappede hun så, snerrende, hvorfor i alverden kunne han ikke bare forstå, at hvis de offentliggjorde noget som helst, var chancen for at han blev snigmyrdet pludseligt mangedoblet, og han ville ende med at efterlade hende alene, uden hverken ven eller sjælemage. Hun var efterhånden ligeglad om vagterne hørte noget, det var ingen hemmelighed at hun altid havde haft et blødt punkt for Thorn, men med årene var hviskeriet gået i sig selv, idag var der nok ingen der regnede med at Toorah nogensinde skulle finde sig en mand.

"Det.. Det nytter bare ingenting!"

Mumlede hun, hun kunne mærke hvordan varmen fra hans healende hænder trængte igennem det fine stof hendes kjole bestod af, hun havde lyst til bare at give efter, hun slog blikket ned i jorden foran hende. Hendes inderste krængede sig sammen til en hård knude. For første gang alt for længe var der kortvarrigt åbnet op for lederens følelser, det var forfærdeligt, ganske simpelt.

Toorahs snerrende svar på hans ord, som godt nok også var ganske logiske, fik Thorn til at overveje at bakke væk. Men han gjorde det ikke. Han stod tæt på den hvæsende ild, modig, selvom han var lettere patetisk som han stod dér og næsten tryglede om, at få sin vilje. Men det var sådan, det var. Han ville ikke lade Toorah gå, for så ville hun sikkert bare lukke ham ude for altid. Og så ville han næsten hellere ende sin eksistens end at sidde og lide, fordi den person der teknisk set var hans sjælemage, var uopnåelig.

"Du har ret. At diskutere mine og andres healende evner, er nyttesløst,"

Svarede han blot, som hans greb strammedes en smule. Ikke hårdt. Mere desperat, som om han ville sørge for, at hun stadig var der. Hun måtte ikke lade ham alene nu. Det kunne han bare ikke. Det nægtede han.

"Lige meget hvad, Toorah... Så står jeg ved min beslutning. Jeg kan ikke ændre på hvad du gør. Jeg... Jeg elsker dig,"

Han var chokeret over sine ord. Virkelig chokeret. Var det virkelig hvad denne følelse var? Han havde ikke forstået den, men det havde hans underbevidsthed tydeligvis, som han ytrede ordene. Hans blik forblev stædigt ved hendes. Hvad hun havde tænkt sig at gøre, kunne han ikke lave om på. Der var virkelig ikke så meget at gøre mere nu.

Toorah havde lyst til at vride sig fri af hans greb og løbe så langt væk hun overhovedet kunne klare, men hendes mange år som leder havde lært hende, at visse situationer kunne man ikke løbe fra, måske hvis hun havde været trehundrede år yngre, havde hun på nuværende tidspunkt allerede siddet på en hesteryg på vej væk fra fortet. I stedet stirrede de dybe røde øjne ind i hans, hans ord var som at få stød.
Et øjeblik stod hele omverdenen stille, en panik bredte sig fra brystet og ud i fingrene og hendes hjerterytme hamrede stædigt i hendes ører. Kort troede hun, at hun skulle dejse om, Thorn fremstod ganske sløret foran hende til hun gik genvundet sit fokus.
De fyldige læber gled kort fra hinanden, så åndede hun tungt ind.

"Jeg..."

Stemmen svandt ind med det første ord, som kunne hun ikke få det sidste over sine læber. Hun vidste godt hvad hun ville sige, hvad hun inderst inde ønskede at fortælle ham, hun vidste også hvad hun burde sige til ham, de sidste ord hun ønskede at tage i sin mund lige nu. Ingen af delene kom ud, i stedet steppede hun uroligt på stedet, hun mindede om en slange der var fanget under en sten.

"...Amin mela lle"

Mumlede hun så til sidst, hun gispede kort, diskret, som var det det hårdeste hun nogensinde havde sagt, hvilket det nok i virkeligheden også var.

Toorahs tavse væremåde gjorde Thorn næsten rædselslagen. Ligesom hende, bankede hans hjerte meget hårdt, men dette var ikke kun på grund af situationen, det var også på grund af den farlige mængde blod han havde tabt.
Det var også dette, hans krop påmindede ham, samtidig med, at Toorah endelig åbnede op. Chokket, samt den ubehagelige følelse af, at benene så småt begyndte at give efter, fik ham til at træde et skridt tættere på hende. Han faldt ikke, heldigvis. Det ville bare have været komplet fjollet at gøre sådan noget når han lige havde kæmpet sig vej frem til hendes hjerte.

"Åh, Toorah,"

Om han lød lykkelig, træt, eller noget helt tredje var ikke til at vide. Følelserne var blandede, der også en smule melankoli i, men hans øjne strålede kort af glæde, som han greb fat om hende og trak hende ind til sig, for at lade deres læber mødes en gang til, mens han lagde sine arme om hende. Følelsen fra dette kys var endnu mere stærk end sidst, og igen var hans krop åndsvag. De stødte let ind i bordet bag hende, som han kom til at læne sig for meget op af hende, og det endte med, at hans reflekser igen reddede ham ved at han hurtigt tog fat i bordkanten som støtte. Intet skulle stoppe ham i dette. INTET. ikke engang det faktum at der var let koldsved på hans pande og at hans ben langsomt blev mere og mere geléagtige. Det eneste der betød noget var det her kys. Han havde ventet på det længe, gik det op for ham, og det overraskede ham en del, men da han næsten var løbet tør for luft, måtte han desværre alligevel stoppe for at se ordentligt på hende.

"Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige lige nu,"

Indrømmede han blankt. Han var lettet, men samtidig var han ikke ovenud lykkelig. En del af ham var bange for, at hun ville løbe væk, stadigvæk. Det var virkelig irriterende, men sådan var det nu engang.

Toorah havde kort lyst til at slå sig selv, hvad i alverden havde hun gang i, hendes inderste var endnu splittet som aldrig før, hvad i alverden ville hendes folk ikke sige? hun var et forbillede og en selvstændig kvinde, hun skulle ikke have en mand at støtte sig op ad, det ville få hende til at fremstå svag. Alligevel gjorde hun ingen modstand da Thorn omfavnede hende og kyssede hende, tværtimod lod hun sig vugge ind i øjeblikkets lykke og ro. Forsigtigt, næsten som ville han gå i stykker lagde hun armene omkring halsen på ham, men måtte kort efter give slip med den ene som, da Thorn tumlede imod bordet i rummet, instinktivt tog hun fra med den ene hånd, der på det udslåede kort fik væltet flere små figurer.

Så trak han sig tilbage, hun vidste, at han tænkte det samme som hun gjorde, hun kunne se det på ham allerede inden han åbnede munden. Inderst inde boblede hun af lykke, men hun var skræmt ved tanken om hvad der skete så snart Miilaethorn forlod rummet og tog hjem, hvad ville folk ikke tænke og hvad med den næste sladder?
Forsigtigt strøg hun en lok af hans lange lyse hår på plads, inden de røde øjne fandt hans.

"Jeg ville ønske at jeg kunne give dig et svar på det!"

De slanke fingre gled forsigtigt ned forbi hans øre og ned langs halsen

"Men jeg tror du har brug for at hvile dig for nu, og jeg har brug for at finde ud af hvad vi gør"!

Som Toorah svarede på hans spørgsmål, ved at være lige så uvidende som han, rystede han let på hovedet, men stoppede, som hun berørte ham igen. Bare hendes fingre mod hans hud var nok til, at han kort lukkede øjnene ved den behagelige følelse der strømmede gennem ham. Det var overraskende, hvor meget hun egentlig bare kunne sno ham om sin lillefinger. Han vidste udmærket at han i dette øjeblik ville gøre næsten hvad som helst for hende.

Derfor var hendes rød til ham nok også det bedste hun kunne give. Han ønskede ikke blot at efterkomme hendes ønske; Han var virkelig træt, komplet nedslidt, og han havde en ekstrem trang til at sove op til flere dage væk. Alle nerver havde været på højkant og hans humør havde været ret meget i kulkælderen på det sidste, samtidig med, at han flere uger i træk, havde overarbejdet en god del. Han ville sove. Her, ved Toorah, hvor han lige nu følte sig så sikker.

"Ja. Jeg burde virkelig.. Jeg er træt,"

Mumlede han, lettere sløret, som han lod nerverne falde til ro. Der var jo intet at være bange for, han var bag flere vægge lige nu. Han var sammen med rigtig mange elvere, han var i sikkerhed og Toorah var her, også i sikkerhed. Der var ingen grund til at være anspændt mere.
Men han havde stadig ikke lyst til, at gå hele vejen ned til sin hytte. Han var øm i benene. Faktisk var han ret øm over det hele.

"Så.. Skal jeg gå?"

Spurgte han, mest af alt for at finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv. Hans træthed forvirrede ham mere end han havde regnet med i første omgang.

Toorah slap forsigtigt den blonde elver, hun tog sig hurtigt et par minutter til at lade det hele synke ordentligt ind, alle tankerne var et stort kaos, en del af hende flåede i hende for at slå hælene i jorden og sige til Miilaethorn, at det bare aldrig ville komme til at gå mellem dem. Den anden del havde lyst til at lade sig rive med og slappe af for en gangs skyld i flere hundrede år, så længe havde hun sat sit folks interesser og nødvendigheden for hendes tilstedeværelse over sit eget liv. Det var sjældent, at hun tillod sig at sove meget længere end få timer af gangen blot for at sikre sig, at der var styr på det hele, meget sjældnere havde hun tid til bekendtskaber og partnere havde været helt afskrevet.

De røde øjne gled roligt op på ham, hun var ulæselig, men på ingen måde den følelsesforladte Toorah de fleste i Elverly kendte hende som, så skævede hun mod døren. Hun kunne godt se, at Thorn var helt færdig, at samme årsag tog hun hurtigt en rask beslutning.

"Du behøver ikke tage hele vejen hjem, for nu kan du sove i et af værelserne her. Kammeret ved siden af mit er ledigt!"

Sagde hun så, og sendte ham et blidt smil. Han trængte til at hvile, ligesom hende, men det var endnu ikke tid for hende at gå i seng, der var endnu mange timers arbejde forude

Idet Toorah besluttede sig for, at han godt kunne låne hendes sidekammer, sukkede Thorn næsten lettet op. Han ville slippe for enten at skulle gå til enten sin hytte eller sit kontor og kunne i stedet sove næsten lige her på stedet. Intet var så lettende som denne tanke, for han kunne knapt holde sig på benene i øjeblikket.

"Og du har ikke noget imod at jeg sover derinde,"

Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Hun ville ikke have tilbudt ham værelset hvis hun havde haft noget imod at han sov der. Hvorfor skulle han sige alle de fjollede ting alligevel? Han blev hurtigt enig med sig selv om, at det var fordi han var meget træt og derfor fik han hurtigt hanket op i sig selv og lagde kort en hånd på Toorahs kind mens hans ellers matte øjne oprigtigt viste en del af den lykke han følte lige nu, på trods af den ekstreme udmattelse, der gnavede i ham.

"Så gør jeg det. Godnat, Toorah,"

Med de ord fik han fundet frem til værelset og det eneste han nåede at tage af før han kolliderede med sengens bløde tæpper, var våbenbæltet og hans lette sko. Det var ligegyldigt, han skulle bare sove. Selvom hans søvn var mareridtsfyldt og et stykke tid efter fik ham til at ligge noget uroligt.

//Out

Toorah rystede kort og uendeligt diskret på hovedet da han spurgte om hun havde problemer med, at han benyttede værelset ved siden af hendes. Det var ikke noget problem, så ville de også være tæt på hinanden. Hun sendte ham et lille smil som han forlod rummet, en enkelt vagt tillod sig at skæve ind imod Toorah der omgående havde fået sin officielle maske på. Hendes blik ramte vagten som syre, inden han hurtigt snurrede rundt og lukkede døren.
omgående, efter døren havde afgivet sit sladrende klik sank hun sammen i den store stol, alle fingre gled op mellem de røde lokker, så pustede hun langsomt ud. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op med sig selv, eller med situationen, eller med Miilaethorn. Det var et ønske inderst inde der var gået i opfyldelse, men det var samtidig en bølge af problemer på vej. Hun var godt klar over, at det var normalt at blive forenet som par, hun havde givet flere velsignelser til vortende elskere end hun kunne tælle, men hendes situation var bare en anden, en situation de færreste kunne sætte sig ind i.
Kort kastede hun et blik på kortet, inden hun rejste sig i rastløshed og for ud til sin hest, der kort efter stormede mellem Elverlys træer, væk fra fortet.

// Out