Mørket var så småt begyndt at sænke sig over Elverlys skove, mens Elverly selv blev holdt lys via lamper og selvlysende insekter. Et smukt og hjemmevandt syn for Rhovandír der var hjemvendt efter endnu en vagt, kommende direkte fra Toorah hvor han havde aflagt dagens nyheder, ikke at der havde været mange, ej heller havde der været noget fremmedligt omkring ham, hvilket han værdsatte idet der var gået en del tid siden det sidste sorteler angreb på Elverly, heldigvis.
Det var ikke gået Elverlys strikse leder forbi at den rødblonde var begyndt at stavre en del, han kunne ikke holde fokus, især ikke om dagen hvor fremmedlige stemmer ukontrolleret overtog fuglenes skønsang.
Det var ved at give ham en gevaldig hovedpine og et større søvnunderskud end godt var. Han havde en smule afvigende forklaret den rødhårede kvinde hvad det handlede om og hun havde resolut sendt ham over til Thorn.

Lyse grønne øjne skævede til fuglene der stadig sang, nej skreg, lystigt i næbbene på hinanden som om de ønskede at blive hørt af ham. Han forsøgte desperat at ignorere dem, satte tempoet en smule op som han gik ned af trapperne, hen af en gang indtil han endte foran Thorns dør.

Han stoppede, stirrende på den smukt dekorerede dør mens stemmerne sværmede i hans hoved, han kunne knapt høre da han bankede sine knoer mod døren, med dette kunne han da umuligt høre hvis der blev svaret at han kunne komme ind.
Den unge spejder følte en større og større trang til blot at skrige i et forsøg på at få stemmerne til at holde op. Istedet valgte han at tage en dyb indånding idet han åbnede døren og gik ind, vanviddet nærmest lysende ud af øjnene på ham idet han lukkede døren bag sig og lod det tilbageholdte åndedrag puste ud, håbende at han ikke forstyrrede Thorn i et eller andet vigtigt, han kunne blot ikke vente på et svar han højest sandsynligt ikke ville kunne høre, se det ville være pinligt, selvom han næsten ville gennemgå enhver form for pinlighed end at skulle stå og sige til den ældre healer at han litterat var ved at få pip.

For en gangs skyld havde Thorn valgt at tage hjem til normal tid. Han var godt i gang med at pakke sine ting ned, øm i skuldrene af stress og en lettere paranoid følelse, der konstant sad i hans hoved. Han havde flere gange fanget sig selv i at kigge sig over skulderen, men havde slået det væk som irrationel frygt for det ukendte og havde valgt at arbejde på trods af hele denne byrde. Først overfald af første kaliber fra sortelvere, senere højforræderi mod Toorah, og så havde den samme sortelver nær gjort en ende på Thorns liv. Den ubehagelige følelse skulle nok gå væk, men lige nu skulle have have den bearbejdet. Det følte han, at han gjorde bedst ved at arbejde endnu mere hårdt.

Men denne aften var han udmattet i hovedet af de samme tanker der kørte rundt deroppe konstant og han havde til sidst valgt at tage hjem.
Han var midt i at pakke sine sager, da der blev banket på. Thorn sukkede lavt og overvejede om han skulle få fat i en anden til at kigge på hvem end der kom ind. Men det kunne han ikke tillade sig. Han var Elverlys primære healer, så han havde et ansvar. Han endte med at beslutte sig for at lukke personen ind, men før han nåede at sige noget, blev døren åbnet og en meget træt Rhovandír stod der, med et næsten manisk blik i sine øjne. Thorn hævede et øjenbryn let.
Selv var han ikke helt så mærket af sine strabadser. Han var lidt mere bleg end normalt, men det var så også det. Han havde standarter. Han kunne ikke bryde dem.

"Rhovandír! Du ser forfærdelig ud,"

Sagde Thorn ærligt, mens han gik hen til elveren. Men der var ingen tydelige sår. Hvad i alverden var der så galt? Rhovandír så jo næsten panisk ud.

"Hvad er der i vejen?"

Spurgte han, oprigtigt bekymret. Han kunne godt lide den unge elver. Rhovandír var mindst lige så uheldig og dumdristig som ham selv. Forskellen var bare, at Thorn ikke kunne tillade sig den slags længere.

Han havde været lige vær ved at skære en grimasse som Thorns stemme nærmest synes at trone sig op over de mange forskellige fuglestemmer.
Han vidste han så herrens ud, det behøvede han ikke et spejl for at vide.
Efter efterhånden et par uger hvor denne 'evne' syntes at have vågnet op, var stemmerne blevet mere og mere insisterende, højlydte. Nogen gange var de helt tavse, lød som normale fugle, for pludselig at komme tilbage igen med fornyet styrke. Det drev ham til vanvid og havde resulteret i at hans hår så en smule mere sjusket ud end det plejede, mens der var fine rynker af træthed og stress at se under øjnene i det ellers så glatte ansigt.

Han rystede på hovedet, forsøgte at ignorere de mange stemmer idet han så på Thorn med så meget alvor han nu engang kunne mønstre.
'' Taurn Edhel sendte mig her.... Jeg.. Min anden.. Evne... Jeg får pip..''
Det sidste kom som et mindre udbrud af desperation, inden han så ned på sine hænder.
Det undrede ham at hans anden evne havde vist sig så 'sent' hos normale individer kendte de til deres anden evne allerede når de var i 20-30erne, og ikke når de var 100 år ældre end det. Var det naturens måde at drive gæk med ham.+
I så fald var det ikke spor sjovt, han kunne ikke fokusere ordentligt om sine opgaver som spejder meget længere, og han vidste at hvis det blev ved særligt meget længere så kunne det i bund og grund gå ud over hans arbejde, han kunne blive sat til noget andet, let hvor man ikke behøvede at tænke og fokusere særligt meget, som at rense latriner eller vask vasketøj i vaskehuset.

Bare tanken herom var nok til at sende en lille kuldegysning igennem hans krop.

Thorn havde godt lagt mærke til, hvordan Rhovandír skar en grimasse ved hans talen. Det var virkelig forvirrende, hvad var der galt med ham? Han ventede dog tålmodigt, mens den unge elver forklarede sig, til hvilket Thorn kort hævede et øjenbryn. Pip? Han så ud til at koncentrere sig et øjeblik, indtil det gik op for ham, at Rhovandír måtte tale om den helt nye evne han havde fået. Thorn havde godt hørt lidt om det, og han havde faktisk overvejet lidt, hvad man overhovedet kunne gøre ved det.

"Gå hen og sæt dig og sig til hvis de bliver for meget. Så kan jeg godt sløve din høresans lidt ned,"

Lød det alvorligt fra ham, mens han selv overvejede situationen. Der var altid én ting man kunne gøre. Thorn var i stand til at give Rhovandír en kort fred, sindsmæssigt, men han kunne ikke slukke for elverens evne. Og at eksperimentere sådan med sine healerevner kunne muligvis resultere i, at han selv blev ret udmattet. Men noget skulle der gøres, for Rhovandír virkede virkelig på kanten til vanvid i øjeblikket.

Han endte med at følge elveren over til den stol han selv havde udpæget, mens han stadig tænkte som en gal.

"Rhovandír, jeg er nødt til at være helt ærlig med dig nu.. Jeg kan ikke ordne dit problem permanent. Du bliver nødt til, at lære at mestre din evne,"

Forklarede han med et beklagende udtryk i ansigtet, mens han stod over for elveren. Han var tavs et kort øjeblik, for at lade det synke ind hos Rhovandír før han fortsatte.

"Enten kan jeg sløve din høresans nok til, at larmen ikke er slem. Eller også kan jeg forsøge at give dit sind fred for lidt tid. Men det er ikke noget jeg har gjort mange gange før. Jeg går ikke ud fra at du vil have hæmmet din hørelse dog,"

Med det sagt, satte han sig selv over for Rhovandír, tålmodigt ventende. Han vidste ærligt talt ikke, hvad Rhovandír ville vælge.

Han sendte et undskyldende, træt blik til den ældre. Han skulle have formuleret sig bedre.
En finger røg op og begyndte at massere hans tinding. Han vidste ikke noget om hvor meget Thron vidste om denne hans nye evne, men det skulle ikke undre ham hvis den blonde havde hørt lidt, siden Rhovandír den første uges tid havde brugt sin fritid på at finde en elver i Elverly med samme evne, tilsyneladende uden held.

Han nikkede tavst da han blev vist hen på en stol, hans krop var træt men stresset, hvilket resulterede i urolige ticks fra hans ben mens han forsøgte at fokusere på Thorns stemme.
''De er allerede for meget.. De nærmest skriger om kap....De skal være glad for at De ikke kan høre dem Thorn.''
Mumlede han tørt, skævende over på den anden.

'' Jeg ved det godt, jeg kan ikke kontrollere det overhovedet. Evnen er så ny for mig... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller hvor jeg skal starte, og nu er det ved at gå ud over min søvn og mit arbejde. Jeg kan ikke holde fokus meget mere når jeg konstant kan høre dem omkring mig. Men jeg kan ikke tillade mig at spørge hende om lov til at få fri så jeg kan lære at mestre eller idet mindste høre mindre til min nye evne. Men jeg er samtidig bange for at miste mit arbejde.. ''
Småbrokkede han sig mens han træt placerede sin hage i sin hånd, følende at han blot kunne sove hvis bare han kunne få fred, bare for fem minutter.

Det var svært for ham at fokusere på Thorns stemme, men igennem kom den dog, til tider en smule uklar andre gange normalt lydende. Han gav et eftertænksomt nik fra sig, efterfulgt af en hovedrysten mens han betragtede den alvorlige healer foran sig.
'' Spejdere har brug for deres sanser, især høresansen..Medmindre du kan aflukke bare fuglenes stemmer, men jeg tror det er en umulighed i sig selv. Ved ikke hvordan et fredet sind vil foregå, men hvis det kan give mig blot 5 minutters stilhed til at sove og få energi... Så ville jeg være Dem evigt taknemmelig. ''

Han beholdt de fine des, mest af respekt for den anden elver velvidende at han var den ledende healer i Elverly og derfor også den der højest sandsynligt vidste og kunne mest.

Thorn forblev tavs mens Rhovandír begyndte at rable af sig. Han forstod godt den yngre elver, selv havde hans evne ikke været drænende på samme måde. Han havde haft sin healerevne hele livet, men at svække andres sanser var først noget der var dukket op senere. Og han var ofte kommet til at bruge den på folk, hvilket både var ubehageligt på dem og ham selv.

"Når en ny magisk evne dukker op, er den altid forvirrende og ikke til at kontrollere. Hvad du har brug for, er tid og ro til at lære at tage kontrol. Det handler om, at sige nej til evnen med hovedet,"

Forklarede han roligt, før Rhovandír talte videre. Elveren virkede virkelig ude af den, hvilket Thorn meget godt kunne forstå. Teknisk set, kunne han sende Toorah en besked om, at lade Rhovandír tage et par fridage til at lære sin evne at kende, men så igen, lederen var streng. Fritid var et fjollet koncept i hendes hoved.
Han overvejede videre, mens så på Rhovandír med et bekymret blik.

Thorn nikkede let, som Rhovandír tog en beslutning. Det skulle være den mere komplicerede vej, for Thorn selv, men for Rhovandír var det nok for det bedste. Det ville være meget uheldigt og træls hvis elveren mistede sit arbejde, selvom Thorn nu nok sagtens ville kunne finde et nyt til ham.

"Godt. Nu vil jeg bare have dig til at sidde stille,"

Sagde han stille og roligt, før han lagde sine fingre mod Rhovandírs tindinger. Det var virkelig det bedste han kunne gøre, men det var virkelig avanceret magi, så derfor var han nødt til at lukke øjnene, mens han virkelig koncentrerede sig om, at lade den healende magi køle Rhovandírs hoved ned. For det var umiddelbart det, der skete. Om det ville virke mod hans evne, var nok ikke sikkert, men det ville i det mindste give ham ro.
Det tog længere tid at få det gjort en først regnet og da Thorn endelig var færdig, var han glad for, at han sad på en stol, for han følte sig komplet udmattet.

"Blev det bedre?"

Spurgte han, mens han rettede sig lidt op fra den sammensunkne position han lige havde siddet i. Hans blik var blevet mere mat i det, men han forsøgte virkelig at holde masken, for det var Rhovandír der var patienten og ikke ham selv.

Et lille skævt smil forlod ham.
''Tid og ro er noget jeg har i min fritid, ikke når jeg arbejder.. Eller det kommer så an på hvor jeg bliver smidt hen. '' Han trak en anelse på skuldrene og lyttede videre efter den ældres stemme.
Han gav et kort nik af sig og sad ellers fuldstændig stille idet han mærkede de behageligt varme hænder ved sine tindinger.
Nærmest per automatik lukkede han også selv øjnene i, som om det ville hjælpe på healerens arbejde.

Først synes han ikke der rigtigt skete noget, men som tiden gik synes fuglestemmerne at blive svagere, færre endda. Helt væk var de dog ikke, men var nu nærmere som en summen af en flok bumlebier i et ensomt rum, istedet for et kor af skrålende stemmer, hvilket var en meget kærkommen forandring for ham.

Et lille suk af lettelse undslap hans læber idet Thorn tog sine hænder tilbage. Han åbnede øjne og så på den ældre der for et kort splitsekund syntes at virke træt. Mon det havde været besværligt.
Forsigtigt nikkede han til spørgsmålet der var blevet ham stillet.

'' Ja.. En god del..Min trykken er lettet en smule, og stemmerne er ikke helt så insisterende og irriterende at lytte på... Mange tak skal De ha. ''
Han bøjede hovedet, som han i det samme øjeblik blev enig med sig selv om at når han havde fået bedre styr på denne nye evne ville han forsøge at gøre gengæld og hjælpe Thorn hvis det var muligt på en eller anden måde, så længe det ikke gik ud over hans arbejde.

''Var det svært+ ''
Han kunne simpelthen ikke dy sig til at spørge, når alt kom til alt var han ikke selv healer, han havde styr på planter og urters egenskaber og det var det.

Som Thorn så på elveren, kunne han sagtens se lettelsen i dennes øjne. Han sukkede selv lettet, over at det i det hele taget virkede. Kun én gang før havde han brugt den evne, men det havde været på en person der havde for meget at tænke på og var ved at gå om af stress. Det virkede bedst dér, men at det virkede på Rhovandír var en meget god ting. For så behøvede han ikke at gøre andre ting.

"Det var så lidt, det er trods alt mit arbejde at hjælpe alle,"

Svarede han mildt, men alligevel lidt mindre energisk end han plejede. Trætheden overraskede han mildt sagt, og han kiggede på Rhovandír med et lettere tomt blik indtil elveren stillede ham et spørgsmål der fik ham væk fra sin trance. Han hørte det godt og nikkede nærmest omgående.

"At heale et sind er noget fuldstændig andet end at heale kroppen. Man er nødt til at være meget mere forsigtig, for ikke at ramme de forkerte steder. Hvis jeg havde taget det lige så let, som et brækket ben, kunne jeg have gjort dig stum eller noget langt værre. Heldigvis har jeg styr på det,"

Forklarede han ærligt. Der var slet ingen grund til at holde sine evner hemmelige. Rhovandír var nysgerrig, hvilket kun var godt for en elver på hans alder og Thorn ville ikke berøve elveren fra at få svar på sine spørgsmål. Så længe han var klar over, at healeren ikke havde de store problemer med, at gøre sit arbejde var det jo fint. Selvom det nu havde været langt mere overbelastende end han først havde regnet med.

''Må være et hårdt arbejde at have. Jeg kan forestille mig det tager en god sum energi. ''
En hånd strøg gennem hans hår, forsøgte at få det til at sidde bare nogenlunde ordentligt. Han var personligt glad for at han ikke var healer, magi tog sædvanligvis en masse energi, han kunne selv føle sig drænet når han havde hjulpet naturen med at komme på ret køl igen, eller som da han forsøgte at forhindre skovbranden i at brede sig, det havde litterat gjort ham svimmel at fremskyde og anvende efeuen på den måde, og lige så havde det gjort da han var nødt til at få lokket planten ned et sted der var mere passeligt for den så den ikke hang uvant mellem træerne.

Han nikkede. '' Det er lidt af et puslespil at arbejde med sindet kan jeg forestille mig.. ''
Hans blik flakkede en anelse som søvnunderskuddet begyndte at tage overhånd. Han rystede stædigt på hovedet.

'' Men jeg er nu glad for at jeg ikke endte stum eller lam eller døv eller noget lignende, så havdejeg da først været nytteløs for Taurn Edhel.. ''

Et kort skælmsk smil forlod den unge, selvom tanken om sådanne handicap ikke var rare.

Som Rhovandír kommenterede på mængden af energi der skulle bruges til at gøre sådan et job, som han havde gjort, sukkede han udmattet, uden at tænke over det. Han var dødtræt. Det var nok bedst, bare at lade en anden tage over snart. Han havde det virkelig ikke for godt.

"Det gør det. At heale sindet kræver mindst dobbelt så meget energi, som det kræver at heale et fysisk sår. Og jeg har healet to sår i dag,"

Kommenterede han, en smule tørt, mens han rejste sig op, for at komme videre i teksten. Han skulle have det noteret, at han muligvis skulle give Rhovandír samme behandling senerehen.
Men handlingen i at rejse, gjorde ham lettere svimmel, og han lagde kort en hånd på stoleryggen, mens han ventede på, at trætheden lagde sig. Det var virkelig træls, at være så svag i det, som han var det nu.

"Ja, der var vi vidst heldige. Det kunne også sagtens have givet bagslag, så jeg selv var endt blind eller døv,"

Han kunne ikke lade være med at smile let, selvom det var noget af et mat smil, der ikke helt nåede øjnene.

Han så op imod den ældre, en smule bekymret for dennes helbred, hvilket da også kunne anes i hans trætte øjne. '' Noget tyder på at jeg ikke er den eneste der har brug for hvile. Jeg undskylder hvis jeg har været Dem en byrde. ''
Han rejste sig op fra stolen og bukkede et kort uformelt buk. '' Hvis der er noget jeg kan gøre for at hjælpe Dem skal De blot sige til. ''

Han skævede rundt i lokalet på de forskellige krukker og urter der hang her og der. '' Hvis De løber tør for noget vil jeg nok være i stand til at finde det for Dem. ''
Et lille opmuntrende smil forlod den unge rødblonde. Sjovt så snakkesaglig han pludselig var blevet når al den forbistrede summen var gået mere ind i baghovedet.
Hans smil blegnede dog en anelse ved den sidste kommentar fra healeren. '' Jeg tror Toorah ville have dræbt mig på stedet hvis det havde været tilfældet. '' Kommenterede han, og glemte for et kort øjeblik de høflige og mere respektfulde fraser. Ikke at der ikke var mange healere i Elverly, men Thorn var trods alt den højest stående healer, det kunne da langtfra ende godt hvis en patient var skyld i at manden blev ubrugelig.