De sidste mange dage havde hun været på farten og næsten ikke stoppede op for, at tage et hvil. Men lige den dag havde hun bestemt sig for om morgen, at tage en hviledag og skyldtes især, at hun var nåede til lysning i skoven, hvor alt virkede roligt. Så kunne der været et bedre sted end der ? Hun mente selv, at det var i orden, at hun tog sig sådan en dag også selvom hun ikke havde nogle ide omkring hvor hun befandt sig henne i landet og dog, så vidste hun blot, at hun havde rejst de sidste mange uger samt, at det ikke havde været nemt for hende, at finde frem til den lysning.

Da hun havde pakkede hendes ejendele væk og fundet den eneste bog, som hun ejet. Så satte hun sig opad et træ. Godt nok havde hun læst den så mange gange, at hun ikke længere havde tal på det og alligevel så var det den bog, som hun elskede. Men hun blev så fange af den, at hun overhovedet ikke lade mærke til, at solen nåede, at gå hele sin bane over himlen. Det var først, da skyggerne fra de omstående træer begyndte, at kaste sig over lysningen, at hun blev opmærksom på, at hun havde sidde i den sammen stilling hele dagen og bare læst i bogen. Men hun lukkede bogen sammen og bare satte hendes hoved opad træ-stammen mens hun lukkede hendes øjne med et lille suk for sig selv. Da hun var nød til, at overnatte i lysningen endnu en nat og især da hun ikke havde lyst til, at prøve komme igennem skoven på grund af så tæt som træerne stod.

Det var nu, da mørket var ved at falde på, at Mimi ikke længere var alene i lysningen. Der hørtes lyde af adskillige tørre kviste, der blev knækket og grene fra træerne, der blev skubbet til side.
En ung mand med krøllet brunt hår i en sjusket hestehale og store, brune øjne var på vej ind i lysningen. Han var spinkel af kropsbygning - en smule tyndere end hvad godt var, og det slidte tøj hang løst på ham. En slidt, mørkerød rejsekappe hang fra hans skuldre og i favnen bar han en kurv fyldt med æbler.

Topaz kunne ikke lide skoven.
Træerne stod tæt og her i det begyndende aftenmørke, kastede de lange, skumle skygger overalt. Og han var ikke uvidende om de farer, der fandtes i denne skov: historierne om onde væsner og folk der forsvandt, for aldrig at komme igen, spøgte i hans sind.
Muligvis var en del af det overtro, men at Mørkets Skov var et farligt sted - det var noget, alle vidste.

Han knugede tæt om kurven i sine arme, men havde mest af alt lyst til at give slip. Æblerne var jo ikke hans ejendel! Det var ved en gård tæt på skoven, han havde fundet kurven.
Æblerne havde ligget der noget tid, som de nu gør, når de bliver høstet om efteråret, men de så stadig gode ud, og han havde været så sulten .. og det havde været så nemt bare at tage kurven og stikke af.
Så havde den dårlige samvittighed ramt ham, og han var bare søgt dybere og dybere ind i skoven.

Samtalen med Carolina spøgte stadig i hans hoved. Han huskede så tydeligt, hvordan hun havde fortalt ham om den fortid, han havde glemt. Fortalt ham, at han bare havde været en simpel tyv fra byen ..
Men Topaz var bedre end det! .. Han ville jo ikke stjæle ..
Idet Topaz trådte ud i lysningen, smed han hidsigt kurven fra sig. Den rullede hen ad græsset og adskillige rødgyldne æbler trillede i alle retninger.
Et af dem havde kurs mod et stort træ, og her fik han øje på pigen, der sad i lysningen.
Det gav et lille forskrækket sæt i ham: at møde andre mennesker her i skoven, var ikke ligefrem en sandsynlighed ..
Så dér stod han med det lasede tøj og æblerne, der var kastet rundt og kiggede usikkert på Mimi, inden et lille, spagt "Godaften, frøken," kom over hans læber.

Mimi havde sidder mere eller mindre i hendes egne verden og det var kun med et halvt øre, at hun lagt mærke til lyden af gerne der knækkede, hvilke hun bare skubbet fra sig med, at det måtte være et dyr. Da hun ikke var område, som hun befandt sig så kendte hun ikke rigtig til de historier, som der var omkring skoven og havde hun haft kendtskab til dem, så ville det nok ikke havde ændre på, at hun havde taget den vej, som der havde ført hende til lysningen.

Et eller andet sted, så var det at hun rejste alene noget, som i starten havde været fint og dog, som hun havde rejst længere tid rundt i landet, det mere ensomt begyndte hun, at finde det. Det var derfor tanker opstod med, at hun måske den næste skulle søge indtil den første by, som hun ville støde på efter at hun havde forladt skoven. Men da der pludselig lød bump af noget, som blev kastede mod jorden ikke så langt fra hende, så var det som at hun blev revet udad hendes tankespin. Hun åbne hendes øjne op og kiggede sig letter forvirret omkring for, at finde udad hvem eller hvad der havde forudsagt den lyd, der havde hivet hende tilbage til virkeligheden igen.

"Godaften" lød det roligt fra hende mens hun ikke kunne lade vær med, at se vuderne på ham i et forsøg på, at finde udad hvorvidt den fremmede var ond eller en gode - selvom hun udemærket godt var klar over det ikke lige var til, at se på en person. Da der pludselig var et eller andet, som stødte ind i hendes ben så kiggede ned for, at opdage det var et ælbe og det samlede hun op inden, at hun rejste sig op. Det gav en mindre knæk i hendes krop og igen så underligt, da hun havde sidde i den sammen stilling stort set hele dagen. "Er det her dit ?" spurgte hun mens hun række ælbet over imod ham og holdte hendes bog i den anden.

Kvinden der sad her i lysningen og slappede af, så ikke synderligt farlig ud, måtte Topaz tilstå over for sig selv, - måske var hans frygt for skoven i virkeligheden mere eller mindre ubegrundet.
Og dette var kun heldigt, for hvor end han gerne ville, så var hans evne til at forsvare sig selv og andre ikke særlig god.

Lysningen virkede rolig og behagelig, og da det første chok over at få øje på Mimi var ved at fortage sig, begyndte han at slappe af. Uroligheden kom dog hurtigt igen, da hun samlede æblet op.
Hvad hvis hun var en bondepige fra en af gårdene, der lå tæt på ad skoven?
Hvad ville hun mon sige, hvis hun fandt ud af, at han havde stjålet æblerne?
Han tog forsigtigt imod æblet, som hun rakte hen til ham, imens han skamfuld rødmen bredte sig over hans kinder. Han skulle virkelig ikke have taget de æbler!

"Det kan man godt sige," sagde han dog bare, og kiggede rundt på alle de andre æbler, der nu lå spredt på skovbunden. Det var vel også spild at kaste dem fra sig.. han burde samle dem op og stille dem tilbage igen! .. og måske ville ingen så opdage, at de var blevet stjålet.
Hans mave gav sig til at rumle højlydt.
Et enkelt æble kan de ihverfald ikke savne.. tænkte han og skyndte sig at tage en bid. Frugten smagte sødt og virkelig godt for en, der ikke havde spist længe.

Han betragtede nysgerrigt den unge, lyshårede kvinde, men blev så pinligt opmærksom på æblesaften, der løb ned af hans hage, og det faktum, at han blot stod og gloede uden at sige noget.
"Jeg håber ikke, jeg forstyrrede Dem i Deres .. læsning.." sagde han med et lille blik på bogen i Mimis hånd.
Han forstod ikke rigtigt, hvorfor man satte sig til at læse midt i Mørkets Skov, men hun havde sikkert sine grunde..

Farlig var en af de ting, som Mimi ikke var eller det mente hun i hvert fald ikke at hun var og dog, så vidste hun godt, at hun havde et meget stort temperament selvom det var et, som hun aldrig før havde vist overfor nogle andre personer.

Det at den fremmede fyr kort havde faldet lidt til ro og at hans uro kom igen, da hun samlede en af æblerne op, var ikke noget, som hun kendte til – selvom hun dog, kendte til den sulten man kunne føle når man ikke havde spist i en del dag samt hvad sådan en sult kunne få en til, at gøre.

Da han tog imod æblet så forsøgte hun så godt, som hun kunne sørge for der ikke var noget kontakt mellem deres hænderne på grund af hun vidste hvor dårlige hun var til at styre hendes evne samt den altid kun dukkede op når hun var i direkte kontakt med et andet menneske.

Mimi kigge til at starte med lidt underligt på den fremmede, da han pludselig begyndt at samlede alle de andre æbler op og alligevel så kom hun frem til sammen tanke, som han at det ville være et spil, hvis æblerne ikke blev spist. Dog, så kendte hun ikke til, at han overvejede, at stille dem tilbage hvor han havde taget dem fra. Da hun regne lidt med at de var hans egne æbler og ikke nogle, som han havde taget fra andre.

Hun kunne ikke holde et lille smil tilbage, da hun opdage hvordan æblesaften løb nedad hans hage, hvilke fortalte hende at det æble, som han havde bidt måtte var mere end moden nok.

Kort havde hun selv glemt, at hun havde holdt hendes bog i den ene af hænderne indtil, at han gjorde hende opmærksom på det ved hans spørgsmål, hvilke hun hurtigt kom med et lille ryst på hovedet til ”Oh.. Nej det gjorde De ikke…” lød det lidt hurtigt fra hende mens hun holdte bogen ind foran sig med begge hænder om den i et forsøg på at sikker sig der ville lige ville opstå noget pludselig kontakt mellem den fremmede og hende selv på grund af hun havde virkelig ikke lyst til at finde udad hvad der forgik indeni hans hoved – især ikke, da hun vidste hvad for en slags hovedpine hun selv ville få bagefter. ”Var alligevel færdig med den” lage hun til.

Dog så kendte hun intet til skovens historie eller i det hele taget egnens, som hun befandt sig på og igen så var det ikke så underligt igen, da hun slet ikke var fra dette område af landet eller retter sagt det var hun sikker på hun ikke var. Men alligevel så var der så meget ved hendes fortid, som hun ikke kendte til.

Æbleskroget ramte jorden og blev liggende der, efter at Topaz i alt hast havde spist æblet. Han skulle ikke have spist så hurtigt, for den sultne følelse i maven var nu afløst af en krampeagtig smerte.
Febrilsk fik han samlet de fleste æbler op og smidt dem tilbage i kurven. Nogle af dem så ud til at være blevet stødt ved faldet, og nogle af dem var rullet ind i buskene omkring lysningen. På grund af halvmørket var det svært at finde dem alle, og han opgav til sidst, da kurven var ca to tredjedele fyldt.

Han stillede kurven fra sig på lysningens græsbund. Her stod den og gav ham en skyldig fornemmelse, hver gang han kiggede på den. Nu hvor han tænkte over det, var han langt fra sikker på, at han overhovedet ville kunne finde tilbage til stedet, hvorfra han havde taget kurven.

"Det er vel også ved at være lidt for mørkt til at læse,"bemærkede han til pigen, der holdt bogen underligt beskyttende foran sig. Han syntes stadig, at det var en særdeles underligt sted at slå sig ned, men hun måtte vel have sine grunde. En vis vagtsomhed overfor hende blev dog ved med at være gældende: måske var hun i virkeligheden et af skovens væsener.
Han skiftede lidt uroligt vægten fra den ene fod til den anden, og skævede op mod himlen, der gradvist blev mørkere. Også han kunne være nødsaget til at overnatte i lysningen, for Mørkets Skov skulle efter sigende ikke være et sted, man havde lyst til at tumle blindt rundt i ved nattetide.

Det var tydeligt, at se på den fremmede at han var lige så på vagt overfor hende ligesom hun var overfor alle, som hun mødte. Ved hans spørgsmål så kunne hun ikke undgå at slå hendes blik kort op imod himlen "Jo, det er det vist ved at være" kom det roligt fra hende, hvorefter hun tog et lille trakt på skulderne.
Hun så en enkle gang ned på den kurv, som stod ved siden af ham og inden, at hun kunne nå, at stoppe sig selv så gled orderne udover hendes læber "Det er ikke din kurv?" Det kunne næsten ikke være hans siden, at ham så sådan ned på den, som han gjorde. ¨
Ude af den ene øjnkrog så bemærkede Mimi godt, hvordan at nogle af buksene bevægede sig og dog, så tænke hun ikke yderligere over det på grund af hun regnede lidt med, at det var Snow som var ved at komme hen til hende ligesom han altid gjorde før mørket faldt på.