Efter længere tid væk havde James endelig begyndt at bevæge sig længere væk fra skoven og den røde flod. For engang skyld havde han ikke savnet sin søster eller nogen af dem for familien som stod ham tæt. Men så igen han havde jo ingen familie så der var jo ikke engang nogen at savne. Det eneste fmilie medlem som levede var jo hans søster, men hun var jo... Ja det vidste han ikke engang, han vidste virkelig ikke hvor hun var, det eneste han vidste var at hun var væk. Han synes det var sjovt at han ikke havde fået noget af vide om at hun ville tage væk. Hun var bar forvundet, sådan PUFF væk fra jordens overflade. Egentlig var det lidt morsomt de havde jo lige fundet hinanden, og så forsvandt hun. Men han havde jo også været alene hele livet så at han var alene nu gjorde ham ikke noget.
Han rystede lidt på hovedet og så lidt op fra jorden som han havde kigget ned i igennem hele dagen. Han lagde mærke til at han stod ved havet og faktisk ved klipperne. Han lagde hovedet lidt på skrå og bevægede sig lige så stille op på den sten der var ved siden af ham. Med et lille smil kiggede hn på den sti der lå ud i vandet. Med meget forsigtige skridt gik han ud til enden. Han fik kigget op og så at solen faktisk var ved at gå ned, måske skulle han gå hjem af igen men så igen det ville han ikke. Han ville bare sidde her og slappe lidt af. Han satte sig ned med benene under sig så de sad i kors. Han smilte lidt for sig selv og kiggede ud på solnedgangen.
Et lille vindpust kom og tog fat i hans røde hår så det kom over til siden. Det kunne være han også skulle gå ind i byen og faktisk få det klippet, det var jo skulderlangt, men så igen det havde han jo altid haft, så hvorfor skulle det ændre sig nu? Han rystede lidt på hovedet af sig selv kiggede ned på sine hænder. Der var ikke handsker på hvilket han faktisk havde på hele tiden. Han lænede sig lidt tilbage så han kunne få en hånd ned i sin ene lomme hvor han fik sine fingre handske frem. Med et smil kiggede han på dem og begyndte lige så forsigtigt at tage dem på. Han blik bevægede sig op til solen igen hvor efter et lille suk kom fra ham.

På en sten et lille stykke fra den rødhårede fyr, sad en rødhåret pige. Hun sad og lignede næsten en sten. Hvert fald var det tæt på at hun var en sten. Hun kunne for nogles vedkommende godt ligne en dukke, sådan som hun sad der og så ud mod havet. Der var ikke nogle der vidste hvor længe hun havde siddet der, eller hvorfor hun gjorde. Pigen havde blå, røde, gule, grønne og brune mærker mange steder på armene og benene. De var tydeligt da hun sad med knæene oppe under hagen, og hendes ellers næsten knæ lange kjole med en smule tut gjorde at hun lige nu viste lår. Og mere end bare en smule.

Vejret havde været super skønt hele dagen. Derfor havde den rødhårede pige også blot korte ærmer på den grønne og blå kjole. Solen havde stået flot på en næsten skyfri himmel. Den havde varmet godt, og så snart der var kommet en sky og havde dækket for den, var der ikke gået særligt længe før den var gået væk igen. Skyerne havde ikke opholdt sig særligt længe på himlen. Det var som om de ikke turde. Hvilket også var rart nok.

Solen var på vej ned nu. Lu kunne se det lige så tydeligt. Solen faldt mere og mere mod havet, og farven på den ellers fuldkommen krystalklare blå himmel begyndte at ændre sig. Lu fandt denne tid af dagen som den mest romantiske og egentligt havde hun mest af alt lyst til at rejse sig og gå fra det hele. Hun gad ikke alt det her romantiske pladder. Ikke oven på alt det med Cassa. Godt nok var følelserne for ham forsvundet for længe siden, men det gjorde stadig ondt at se denne slags ting, og vide at hun kunne have siddet og nydt det sammen med en person der stod hende kær.

Selvom solen langt fra var gået ned rejste Lu sig op. hun havde behov for at strække benene og så kunne hun altså ikke holde ud at sidde der længere og se på den alt for romantiske sol og den flotte store måne. Hun sukkede af sig selv og kiggede rundt og opdagede den anden fyr der også sad på en sten et stykke fra hende.
”Oh” kom det næsten dumt og uvidende fra hende. Hun havde på ingen måde opfattet at der var andre. Lu havde været i sin fuldkommen egen verden som gjorde at hun først da hun rejste sig havde opdaget fyren.

James holdte blikket lige så stille ud imod solen, det var rart at se at der faktisk skete noget her i livet. Godt nok gik solen altid og månen stod altid op, men det var bare som om at James liv havde stået stille i alle de år han havde levet. Han var ikke så gammel, eller måske var han gammel? ved at være 27 var det at være gammel? Ja det var den vel egentlig et eller andet sted for nogle. Men for ham var det ikke, for ham var det egnetlig bare rart at han havde den alder han havde. Tænk hvis han næsten ingen alder havde så skulle han bare være sådan en kedelig en som slet ikke havde forstan på noget som helst?
Men så igen det havde han jo faktisk heller ikke, han havde jo opholdt for sig selv i mange år, eller se det passede jo heller ikke. Dan havde jo aldrig været alene, der havde jo været ånder omkring om så dem havde han jo snakket med. Mennesker? Nej aldrig nogen sinde, bortset lige fra sin søster og dem der synes han var mærkelig, men de forstod ham jo heller ikke.

Da en stemme lød vendte han hovedet lidt og så en person han faktisk ikke engang selv havde lagt mærke til var der. "Oh, hej" sagde han blot venligt og lavede et lille smil. Han vendte hovedet ud imod solen igen og så hvordan den langsom sneglede sig afsted ned af horisonten. Selvfølig måtte han knipe øjne sammen, men det måtte alle jo gøre når de kigget på siden. Var der egentlig ikke noget med at det kan være farligt at kigge direkte på den? Han var ikke sikker men han var helt sikker på at han faktsik var lige glad. Men det var alt jo egentlig også snart i hans verden.