Alexanders mange afmærkninger lyste en lille bitte smule, og en lille mængde antistof blev skudt imod bunden fra tid til anden, han var rasende, ikke nødvendigvis på Venus men bare mere på hele situation, det faktum at han heller ikke bare kunne tage sine ting og smutte hjalp bestemt heller ikke, han overvejede næsten at bede Venus kaste hans ting hen til ham, men lige nu følte han ikke rigtig for at få hjælp af hende.
Endnu Engang kastede han en stor klump antistof hen imod en klippevæg, som fik den til at springe i yderligere stykker, og efter pustede han lettet op, det hjalp ligesom lidt på tingene, men hans afmærkninger lyste stadig meget op.
"Kan du i det mindste ikke bare fortælle mig hvad problemet var? det er værre at være uvidende, hvis det bare er mine afmærkninger er det fint, mange har et dårligt med dem" Sagde han med en fuldstændig følelsesforladt stemme, det overraskede ham hvor meget han faktisk var åbnet op overfor Venus, og hvordan han havde lagt sin guard (mangel på det danske ord) down.

Venus var holdt op med at se på Alex. Han havde virkelig meget lyst til bare at gå nu. Det var måske også det bedste...
"Nej, nej... Det er ikke dig. Jeg har bare haft nogle... temmeligt uheldige forhold. Hør. Jeg har virkelig ikke lyst til at tale om det... Måske - måske er det bare bedst at jeg går nu." Hun rejste sig. Hvis Alexander vente sig om nu, ville han kunne se, at om muligt brød sig endnu mindre om situationen, end han selv gjorde. Hendes næve var knyttede, og fingrende bevægede sig alle sammen let, fordi de gned mod hinanden, hun bed sig i læben, og hendes øjne var fuldstændigt glasklare af vand. Hele hendes krop var anspændt. Det, hun brød sig allermindst om lige nu, var, at hun åbenbart havde gjort Alexander rasende, og hun havde ingen anelse om, hvordan hun kunne gøre det godt igen.
Nu må du altså tage dig sammen. Det her hjælper overhovedet ikke. Hun forsøgte at slappe af i kroppen og i det mindste se over på Alex. "Virkelig, det har intet med dig at gøre... Vil du ikke godt lade være at være vred på mig?"

Alexander sad stadig med ryggen imod venus, modsat hende havde han ikke tårer i øjnene men han var bestemt vred, ja faktisk var ordet der passede til situationen nærmere rasende, men samtidigt kunne han heller ikke bare blive ved med at være sur på hende og ignorere hende på denne måde, og specielt ikke når han fandt ud af at hun faktisk havde været ude for nogle uheldige forhold. Alexander fik til sidst vendt sig om imod hende, og kunne straks se at hun var mindst lige så ked af det som han var vred. Alexander var lige ved at springe op af vandet for at komme op til hende men stoppede sig selv halvvejst oppe, så man kunne kun lige akkurat se hans navle, han lod sig dog glide tilbage i vandet og rødmede en smugle.
"Jo selvfølgelig, jeg er ikke vred på dig, bare sådan generelt vred hvis du forstår, men hvad er der da sket siden at du får det så dårligt så let?"

Venus forsøgte virkelig at falde til ro og ikke mindst tage sig sammen. Hun brød sig ikke om at føle sig så langt nede. Det var fuldstændigt ulogisk! Og det var specielt ulogisk, at det skulle være på grund af Alexander, som ikke havde gjort noget som helst. Hun begyndte at slappe af i kroppen igen, og hendes øjne tørrede. Hun tog en dyb indånding og så over på Alexander - i samme øjeblik som han var på vej op ad vandet. Hun kunne ikke alde være at smile lidt.
"Jeg vil virkelig ikke tale om det..." Hun sukkede. "Det værste af 'forholdene'... Det var egentlig ikke et forhold, for jeg har aldrig været i et forhold i den forstand. Det værste endte temmeligt tragisk, da jeg sagde jeg ikke gengældte hans følelser. Han... Først forsøgte han at slå mig ihjel og så begik han selvmord. Og det er den pæne udgave." Venus smilede stadig, men hun ville helt tydeligt meget gerne have, at de lod det emne være. Efter hendes mening, måtte han også have fattet pointen nu.
"Hvis du ikke har noget imod det, vil tage mig en flyvetur nu." Hun gik hen til ham og satte sig på hug et øjeblik for at lægge en hånd på hans skulder, nærmest for at sige, at de stadig var venner eller på talefod eller hvordan man nu ville tolke det. Så løb hun af sted i retning af vandfaldet, satte af fra jorden og forsvandt over trætoppende.

//out

Alexander svarede ikke han blev bare siddende og så hende forlade.
da hun endelig smuttde rejste han sig op fra vandet og tog sine bukser og sko på, han kiggede imod den klippe han havde sprunget et par stykker af, der var stadig relativt meget tilbage, han skød en lille klump på størrelse med en billiard kugle imod klippen, den ramte men der gik et par sekunder.
BANG! en kæmpe røgsky formede sig, og da den endelig havde lagt sig var der intet tilbage af den klippe der havde stået der, blot et kæmpe krater hvor den havde stået.

//out

(Drai, this is for you xD...)
Nohan så kontrolleret imod hjortekalven. Begge forældre stod ikke særlig langt væk og det var det eneste element af fare. Hun kunne dog hurtigt skyde forældrene ned også, men hun kunne ikke umiddelbart transportere to fuldvoksne hjorte og en hjortekalv hen til en kilde, så hun kunne rense delene af dem og derefter hen til kroen, hvor hun så skiftevis skulle bære dem op på et værelse, hvor hun skulle præparere skind og ordne kødet og derefter transportere alt til markedspladsen. Så hun håbede lidt på at forældrene ikke opdagede noget, før kalven var helt død, hvorefter hun ubemærket kunne trække kalven væk fra hjorteflokken.
Hun spændte roligt sin bue og lod pilen flyve af sted. Pilen ramte midt i mellem øjnene, som hun havde planlagt og kalven døde på stedet, men faldt sammen med en højt DUMP. Begge forældrene så med det samme hen imod kalven og hannen snusede dybt ind, før han så i Nohans retning. Pis! tænkte hun surt og bakkede langsomt tilbage. Hannen gik først et par skridt fremad, før den aggressivt løb imod hende. Hun vendte sig og løb et stykke, før hun vendte sig om, tog en pil i buen og skød den, også lige imellem øjnene. Hun sukkede irriteret og orkede næsten ikke at løbe hen efter kalven. Der var sikkert kaos tilbage i flokken nu. Hun havde lidt på fornemmelsen at hun lige havde dræbt førerhannen. Hun sukkede og rystede kort på hovedet, før hun satte i løb tilbage alligevel. Præcis som hun havde sagt. Flokken var kaos. De løb rundt imellem hinanden, mens førerhunnen forsøgte at få ro på dem. Hun listede stille hen og slyngede kalven over skulderen, før hun løb tilbage imod en kilde. Hendes pande glinsede svagt af sved, men ellers havde løbeturen ikke taget forfærdeligt på hende. Hun satte sig ved vandet og fandt sin kniv frem fra sin skindtaske.

Alexander var netop ankommet til udmundingen, han havde en større taske med med som han smed på jorden, hans tøj var dækket af blod, og dækket var nemlig ordet for der var mere end rigeligt af det, han var iført sin inkvisisations uniform, han tog sin trøje af og lagde på jorden, et par enkelte mere overfladiske sår prydede hans overkrop, og de få enkelte ar, det ville dog være rimeligt let at overse den slags ting, eftersom ved hver af hans skuldrer gik en mængde af røde afmærkninger ned ad hans arm, og samlede sig i et rødligt kors som nærmest så ud som om det var brandt ind i hans hånd.
Det havde taget længe for ham at få udviklet afmærkninger på hans højre arm, og det havde da bestemt også gjort ufattelig ondt, men det var trodsalt altsammen godt nu, og det var ikke ligefrem fordi det ikke havde hjulpet ham, men det var ligegyldigt lige nu, han ledte efter i den store taske og fandt nogle bandager frem og begyndte at dække de sår han havde fundet under den tidligere kamp.

Nohan så hurtigt op, da hendes trænede øre fandt andet end bare lyden af vandet der roligt gled rundt og små dyrelyde og raslen af blade. Hun imod lyden, men det tog 8-10 sekunder, før hun fandt lydkilden. Et godt stykke derfra, lidt længere henne stod en mand i bar overkrop. Hun kunne svagt skimte noget rødt på hans krop, men tog det som blod. Hun betragtede ham så godt hun kunne fra den afstand, men gik hurtigt videre med hjortkalven. Hun skar den op fra hals til anus og fik også skåret hovedet af, som hun uforsigtigt smed fra sig. Der var ikke noget hun brugte i hovedet, så hun kunne ligeså godt give hovedet til ådselsædere der i forvejen havde det svært her om vinteren. Hun samlede de organer man ikke kunne spise ud og smed dem efter hovedet, dog udover blæren, som hun grundigt begyndte at vaske igennem. Rensningen af blæren var et meget ensformigt arbejde, der krævede et minimum af koncentration, så hendes blik vendte sig søgende imod manden. Det virkede som om han var igang med at lægge bandager, men hun havde svært ved at se hvad der var sket. Blodet, som slet ikke var blod, gav hende dog det indtryk at han var rimelig skadet. Som den medicinkyndige hun var vækkede han en trang til at hjælpe ham, som sjældent kom frem i hende. Hun gennemgik i hovedet, hvilke urter hun havde med i skindtasken og kom frem til at der i hvert fald var noget kamille, som han kunne bruge til at lægge et omslag eller et udkog og undgå infektioner. Hun blev færdig med at rense blæren og lagde den forsigtigt ved siden af kalven. Den skulle helst ikke blive beskidt igen. Hun skrabede hurtigt og rutineret kødet af i lange strimler, indtil hun kom ned til fedtet, som hun skulle passe lidt bedre på, så hun ikke ødelagde skindet. Hun tog mavesækken og tømte den henne ved hovedet og organerne, før hun også fik den renset af vandet. Derefter skar hun den halvt åben og lagde kødstrimlerne deri, så kunne hun bære dem deri. Hun begyndte derefter at få fedtet over i blæren. Dette var et lettere koncentrationsberøvende arbejde, så hun fik ikke yderligere mulighed for at bestirre manden, som før. Da hun var færdig lagde hun de spiselige organer ind i skindt og pakkede det som en lille pose. Derved havde hun tre 'poser'. Skindet med spiselige organer, blæren med hjortefedtet og til sidst mavesækken med kødet i. Knoglerne lå tilbage og hun lagde også dem i nærheden af resten af dyreaffaldet. Der ville ikke gå lang tid før dyrene havde spist resterne og skelletet ville også med tiden blive nedbrudt.
Hun fandt noget kamille frem fra sin skindtaske og begyndte at gå imod manden, mens hun lod 'poserne' bliver tilbage.

Alexander fik strammet de sidste bandager omkring hans torso, og mærkede den lettere stikkende smerte det gav da bandagerne pressede sig imod hans sår, de var overfladiske, men ikke desto mindre smertefulde når der blev påført pres. Han rejste sig med en smule beklagelighed op og begyndte lige så stille at bevæge sig krop en smule for at se om han havde fået lagt bandagen ordentligt, han strækte sine muskler en smule ud, det lod til at han havde fået lagt dem perfekt, han kunne bevægede sine arme uden at bandagen var til nogen form for gene, den holdte også sig selv på plads selv når han bevægede sig, han forventede dog at det ikke ville tage mere end en dags tid før han kunne få smidt dem, selvom de var lagt ordentligt så var de ikke ligefrem behagelige at have på, de blev svedige og det var varmt som en i helvede, men det var blot en nødvendig.
Han vendte sig om og fik lidt af et chok idet han så en kvinde bevæge sig hen imod ham, det tog ikke mere end et split sekund før han havde sprunget hen og trukket sin kårde i venstre arm, samtidigt med at hans højre arm blev dækket af en rødlig substans som hurtigt størknede og det lignede at hans arm var dækket af en gotisk rød rustning, med kløer som fingrer, han kiggede kvinden dybt i øjnene, var hun mon kommet for at dræbe ham? Der var trodsalt op til flere mennesker som var ude efter ham.
”Frøken hvad vil de mig?”

Nohan stoppede hurtigt op, da han bevæbnede sig. Hun stirrede lettere overrasket på ham, hvorefter hendes blik blev fyldt med selvbebrejdelse. Hvad tænker du på? Du anede ikke om han er en trussel! Tænkte hun, mens hun hurtigt fik spændt sin bue med en pil. "Læg kården, så kan vi snakke!" Sagde hun og følte sig lettere forrådt af sig selv og sine instinkter. Det er derfor man ikke hjælper nogen uden grund. Ingen god gerning går ustraffet hen. Tænkte hun, før hun lod sin opmærksomhed blive på ham. Et sted i baghovedet tænkte hun på hvor mange jader hun kunne tjene på hjortekalven. Kalvekød gav altid mere. De rige var helt vilde med det. Hvis man kastede en smule konkurrence ind i det, ville det med lidt held ende med at de betalte over dobbelt så meget for kødet, som normalt. Kalvekød gav altid mere.
Hun ærgede sig over hvor dum hun havde været. Hvis han viste sig at være for risikabel at kæmpe imod, kunne hun risikere at måtte efterlade kødet og skindet. Hendes blik var anspændt, men intet imod hendes bue, som var spændt mere op end normalt.