Dette er et stykke oppe af vulkanen, inde i en naturlig grotte. Der e rmasser af plads og flere små platforme til flyvene væsner at sidde på. Der er hyggeligt indrettet med bløde mospuder på platformene og små krukker, skårede som hele. Udover det er der ikke rigtigt tegn på liv i grotten, ikke hvis man ikke ved hvilken del af grotten man skal kigge i. For hvis man holder rigtigt godt øje med det ene hjørne af grotten er der nogle små bitte glimtrende og lettere farvede ædelsten inde i klippevæggen, og små glasstumper på gulvet.


Et sted lidt udenfor hulen sad den lille lette Zidiac på en sten og betragtede let omverdenen med et lille smil på læberne. Det kunne godt være hun ikke vidste hvor resten af flokken var blevet af, men hun syntes selv hun havde fundet et nogenlunde sted at opholde sig indtil hun var komemt sig og havde fundet nok ud af sine omgivelser til at finde ud af hvor hun befandt sig.
Hun sad i sin menneskelige skikkelse, der behøvede ikke blir trukket mere opmærksomhed end der behøvedes. Hun vidste jo ikke om denne del af Krystallandet var beboet, eller noget om stedets beboere. Derfor var hun også på vagt overfor potentionel fare. Både vinger, hår og ører var blevet trukket tilbage så hun mere eller mindre lignede en normal indbygger. Bare i noget.. Temmelig eksotisk tøj og med en blålig hud. Også selfølgelig det krystalblå hår og de lidt skrå øjne.
Men når man så bort fra de 'småting' så hun da nu ganske normal ud som hun sad der med svingende ben og så overvejende ud i luften.

En legende vind tog fat i hendes hår. De krystal-blå øjne blev mere nærværende. Måske hun skulle lære det her sted bedre at kende? Hun kunne jo ikke blive ved med at overleve på det glas hun havde haft på sig da hun blev væk fra de andre.
Hun skævede rundt, inden hun forsigtigt forvandlede sig til sin rigtigt skikkelse. De brede gennemsigtige glas-agtige vinger bredtes og fik solen til at give et genskær i dem. Hun smilede kort, inden hun valgte at flyve ned for foden af vulkanen. Her valgte hun at komme til sin 'krystalianske' skikkelse igen. Vingerne forsvandt, håret blev endnu engang kortere, mere tæmmet, og ørerne blev ligeledes mindre.
Nysgerrigt, dog forsigtigt, tog hun ud på sit lille eventyr, på jagt efter glas.

//out