Sommeren var gået på hæld, og det var snart tid til, at fyrsten af Rubinien ville holde endnu en af sine overdådige sammenkomster. Dette betød, at Rubinske adelsfolk for nær og fjern snart ville flokkes til paladset i Balzera - og som altid ville fyrsten gerne overgå den sidste fest. Han måtte have noget nyt og spændende at vise dem.

"Dyretæmmeren er ankommet." 

En tjener bukkede dybt for fyrsten, der ellers havde placeret sig mageligt med et glas vin og et fad indbydende frugter. Med et suk tørrede han sig om munden og tog en sidste slurk, inden han en anelse besværet fik hevet det fyrstelige korpus op fra divanen. Hans lange silkeklæder slæbte hen ad gulvet, som han bevægede sig mod gården, hvor tæmmeren utvivlsomt ville vente. På hovedet sad en imponerende turban og det gyldne overskæg var som altid olieret og snoet efter alle kunstens regler.

Solens varme stråler skinnede på brostenene i gården, som fyrsten trådte ud - et par tjenestefolk og slaver vanligt i hælene på ham, så de var klar til at parrere ordrer, skulle fyrsten lave det mindste vink.

En stort og høfligt smil, der dog aldrig nåede de isblå øjne, bredte sig under fyrstens overskæg ved synet af manden foran sig. Han havde godt hørte, at slavehandlen for nylig havde anskaffet sig et udvalg af eksotiske og spændende dyr, og Sephyran håbede han ville have et godt bud på noget, der for alvor kunne imponere hans gæster..

Jo mere Ares kæmpede for at vikle sig fri af Kazimiernes net, jo mere viklet ind blev han. Pompeia. Jontar. Og nu - fyrsten selv. Han kunne ikke fornægte, at det var en ære at blive kaldt til paladset. Men æren lå som en snare om halsen. For hvis nogen opdagede, at dette ikke var første gang hans fødder betrådte gården i paladset, ville han næppe forlade stedet igen. I hvert fald ikke intakt. Fyrsten ville aldrig tolerere en sådan affære - slet ikke hvis den slap ud gennem paladsets mange kantede vægge. Og hvem kunne stole på, at en fattig vilddyrstæmmer kunne holde sin kæft?

Han mærkede gåsehuden prikke i nakken da han blev ført ind i gården. Dyrene i burene skræppede, nogle var krøllet sammen i skræk. Ares var ikke kommet alene - et lille følge trak vognene, holdt rebene, fulgte trop. Selvfølgelig ledsaget af den gamle tyran, hvis turban aldrig kunne måle sig med fyrstens.

Ares selv var blevet klædt pænt på til anledningen. Hans mor havde fundet en gammel kaftan frem fra bunden af kisten - en af faderens, fra dengang gælden endnu ikke havde lagt sig over familien som en skygge. Stoffet var mørkeblåt og en smule mølædt, men stadig fornem nok til at skinne over den falmede tunika underneden, som Ares bar til hverdag. Hun havde sat sig en hel aften for at sy fine, gyldne sting langs kanterne, så den tog sig ud af noget større, end den egentlig var. 
"Hvis du skal stå foran fyrsten," sagde hun, mens hun glattede stoffet mod hans skuldre, "så skal du ligne mere end en mand fra markedet." Han havde haft lyst til at svare, at det var præcis, hvad han var. Men han kunne ikke nænne at slukke lyset i hendes øjne. Hun havde aet hans kind, kaldt ham min sol. Som altid havde ordet brændt ham, som om det afslørede alt, han ikke var værdig til.

Lyden af fine sko mod brosten rev ham tilbage. Solens varme spejlede sig i det gyldne overskæg, olieret og snoet som et stykke kunstværk snarere end hår. Turbanen kastede skygge over de isblå øjne, der - ligesom sønnens - skar igennem ham som en klinge. Ares sænkede hovedet og bøjede sig dybt.
"Sikke en ære at blive inviteret af selveste fyrsten," erklærede han, stemmen rolig, men smagen af jern allerede tung i munden.

Sephyrans blik studerede nysgerrigt manden, der stod i gården foran ham. Klæderne var acceptable for et fyrsteligt besøg, især når det galdt en mand, der langt fra var af adelig stand. Det var sjældent fyrsten inviterede nogen indenfor Kazimi-paladsets vægge uden at foretage et baggrundstjek - og Ares havde ikke været nogen undtagelse. Det var som forventeligt - gæld, hårdt arbejde. 

Fyrsten havde dog ikke præsteret at lugte lunten i forhold til, hvad der ellers forgik blandt Ares og andre af hans familiemedlemmer, og hvis han fornemmede en antydning af nervøstitet hos manden, var det blot forventeligt. Det var trods alt de færreste handelsmænd i Balzera, der kunne stå over for Sephyran af Kazimi med en helt rolig mine. Gjorde de det, blev fyrsten først mistænksom.

"Velkommen til, Hr Kadayf." Svarede Sephyran med et kort nik til mandens dybe buk. "Jeg har set frem til at se nærmere på deres .. udvalg." 

Det perfekte for Sephyran ville være at få fat i noget, der så farligt ud, men ikke var det. Han ville gerne imponere, men det gik heller ikke an, hvis tjenestefolkene skulle besværes for meget med et vildt, utilregneligt dyr. 

"Forfriskninger?" Han vinkede af en tjener, der allerede havde fremskaffet en kande køligt vin og rakt en kop frem mod Ares. 

Udvalg, var så sandelig en måde at sige det på. Der var lidt af et udvalg med i dag - på sådan en vis at markedet nærmest var kommet til fyrsten gårdsplads. Det var ikke noget slavemarkedet gjorde normalvis, men når fyrsten kalder, så kommer man selvfølgelig. Omend hvor krævende det ellers måtte være. 

Ares vovede at løfte blikket, hæftet til det gyldne overskæg, selvom han ikke prøvede at stirre. Han havde godt hørt fortællinger om fyrstens skæg prydet af glimtende guld - men havde svært ved at tro, at nogen med respekt for sig selv, valgte det af lyst. Der tog Ares fejl. 

Han nikkede dog alligevel. Velopdraget og som hør og bør i sådan et fint selskab. Han kom ud af sin underdanige stilling, og rettede sig op, høj som han nu var. Tårnede ufrivilligt over fyrsten, da han blev tilbudt vin. Småforfjamsket tog han imod det, som om hånden reagerede før hovedet. Det virkede forkert at afslå noget som helst foran den mægtige mand. 
"Mange tak, Deres Højhed." Han faldt ind i den høflige tone. Måske vinen ville drukne den tunge smag af jern og skam i hans mund. En bevidst slurk, med påtaget finesse fulgte, men til hans skuffese, slettede vinen hverken det ene eller andet. Der blev kun tilføjet en sød smag af bær og varme i hans svælg. 

Han rømmede sig bag en knyttet næve og gjorde sit for ikke at møde det isblå blik der aldrig tog sig helt venligt ud. Men var det ikke også respekt? Måtte han overhovedet møde mandens øjne? 
"Er der noget bestemt Deres Højhed søger?" Måske... hvis han fik et praj, kunne det forkorte Ares' ophold på paladset.