Den forhenværende kridhvide kjole var nu uigenkendelig, som den blodindsmurt klyngede sig til den næsten livløse brunette. Aldrig i sit liv havde hun set så meget blod. Opgivende tog hun endnu et skridt fremad, men det var håbløst. Hun vidste ikke, hvor denne sti førte hende hen, og hvem i alverden ville finde hende i tusmørket? Selv med usle tanker som disse tog hun et skridt, og så et skridt til. Noget i hende ville ikke give op på livet. At hun skulle dø her alene i Safirien, var ikke en død hun ville byde sig selv. Angelina havde en lys fremtid foran sig. Ting hun skulle nå. Mennesker, hvis liv hun stadig manglede at gøre til et helvede. Dette var ikke det sidste verden ville se til hende.

Det var derfor hun gik videre til trods for, at det var en tabt kamp. Blodet piblede ud af såret på venstre side af brystet. Hvad der ellers ville have været et fatalt angreb overlevede den adelige pige med nød og næppe. Hvordan, vidste hun ikke, men hvad hun havde i vente var i stedet en lang og smertefuld død. Disse tanker var det sidste, som fyldte Angelinas hoved inden hun faldt om.

Det var en lang og møjsommelige vej tilbage til huset i sin hestevogn. Lynn havde brugt tiden det meste af dagen inde i selve byen, og var nu på vej tilbage til sit hus i udkanten af Zicron. Hele hestevognen var fyldt med kød, og duften af kødet gjorde hende ikke engang sulten, tanken om at skulle finde noget føde snart vækkede dog en mindre sult i hende. Hvis bare hun kunne komme i nærheden af hendes kæreste, partner. Eller hvad Aria nu en gang var. De havde aldrig sagt noget stempel på, men Aria betød rigtig meget for Lynn, om end at Aria tilbød sig selv som en madpakke når Lynn var sulten.  En lille stemme inde i hende sagde at hun skulle vende snuden mod Dianthos, dog gjorde hun det ikke. Der var stadig en masse ting der skulle ordnes i hele hende hjem. Hvis man lige så bort fra alle de tilskade kommende dyr der snart fyldte hele huset. For slet ikke at nævne alle de stalddyr der gik på græsset. Heldigvis var Marie der altid til at hjælpe, om end at Marie var mere en hushjælp end noget andet. Men eftersom at Lynn ikke kunne bevæge sig udenfor under solen. Ja så tog Marie altid en del af arbejdet, og LKynn betalt hende mere end rigeligt.

En lille stemme i Lynn fortalte hende at solen nok snart ville dukke op, men der var nok 5 timer til eller noget, så hun skulle bare hjem jo hurtigere jo bedre. Hendes røde øjne var synlige og hun kastede et blik lidt rundt inden hun slog med tøjlerne for at få de to heste til at sætte i trav. Dog nåede hun ikke langt før en næsen snød hende og duften af blod fyldte luften. Hendes mave begyndte at rumle en smule og hun trak i tøjlerne for at få hestene til at stoppe. Hun hoppede ned af vognen da hestene stoppede og hun gik op til dem for at klappe dem en smule ved halsen. Hendes blik vandrede lidt rundt og hun begyndte at snuse sig frem til det bytte der var forude. Det var nemt at dufte det var et menneske, og tydligtvis et menneske der var i problemer. Angelina var nem at opspore takket være den mængde blod hun havde mistet. De få meter fremad til kvinden fik Lynn til at bukke sig ned, og det var kun takket være månen hun kunne se det fulde billed. "Jamen dog" kom det fra hende og hun satte sig på hug for at se på kvinden. Blodet var tydligt at se hvor det kom fra, og hun rev et stykke af sin sorte kjole og pressede det imod kvindens bryst. "De har set bedre dage" kom det fra hende. Med armene fik hun den ene under Angelina's ben og den anden ved ryggen for at løfte hende op lige så nem som ingen ting. Meget roligt vandrede hun tilbage til vognen og lagde kvinden op på ladet blandt kødet, kornet, og resten af remedierne til hendes urte miksturer og salver hun nu lavede. Godt nok var Lynn af den gamle skole, og hun nød det til fulde, om end at hun ikke var helt vant til at helbrede mennesker som dyr. Lynn åbnede en taske der lå på ladet og fandt noget bandage som hun meget møjsommeligt bandt så godt hun kunne og stramt nok til at blodet ville stoppe bare en smule med at flyde fra brystet, inden hun satte sig op på sin siddeplads og slog i tøjlerne igen, kun for at sætte hestene hurtigere i gang. det var vidst bare med at komme hjem inden kvinden på ladet ville forbløde.  

Havde Angelina mistet så meget blod, at hjernen sendte hende forkerte signaler eller kunne hun virkelig høre skridt fra heste i det fjerne? Lyden kom tættere og tættere på. Det lød som en hestevogn, og håbet om faktisk at overleve blomstrede i hende til trods for, at hun ikke kunne få sig selv til at åbne øjnene. Lyden af skridt standsede foran hende. Sikke et syn hun måtte være som hun lå i sin egen blodpøl. Hun lignede nok en af de forkrøblede mus som hendes moders katte ofte ville efterlade foran deres dørtrin. Selv i sit svage stadie, kunne Angelina ikke ryste skammen af sig over, at lade et andet individ se hende ligne en krøbling. En kvinde af hendes kaliber burde ikke ligge på skovbunden med et sværdstik i brystet. Absolut uacceptabelt, ville hendes moder have sagt. Dog var det i den situation hun fandt sig selv i.

En kvindelig stemme brød stilheden, og Angelina lod sig selv knibe det ene øje åbent for at se sin redningskvinde. Lilla, det var hvad hun så i mørket. Ansigtet var sløret, gjorde blodtabet hende blind? Angelina kunne kun samle kræfter til et lille klynk som svar på kvindens udtalelse. Inden længe blev hun løftet op med en forbinding for det åbne sår. Blandt korn og kød blev hun placeret som en eller anden handelsvarer og i enhver anden situation ville hun være stødt, men lige nu var dette bedre end at ramme sin seng efter et langt bal.

Angelina faldt ind og ud af bevidsthed. Hvor længe de havde kørt vidste hun ikke, men pludselig standsede hestevognen, og kvinden med det lilla hår var pludselig i hendes synsfelt igen. Med hæs stemme, fik Angelina knap lavet sin første sætning: “Jeg… frys… koldt…” fik hun ud og de klaprende tænder fortalte alt hvad der var at sige. Til trods for, at det var en ganske varm sensommernat, følte Angelina at temperaturerne var så lave, at de lige så godt kunne være i Nordlandet.

Red Lynn godt til? Ja også i den grad. Hun formåede endda ikke at presse hestene for meget der var spændt for vognen. Normalt ville hun heller ikke have smidt en såret kvinde om bag i vognen. Men det var bedre at hun lå ned ind hun sad op. At der var en ide i at hun tog hende med? Nej men hun kunne ikke efterlade en døende kvinde midt ude i ingen ting. Sådan lå tingene bare ikke for Lynn. Hendes blik gled et par gange over skulderen for at se på kvinden. Endnu havde hun stadig sine røde øjne, men forhåbentlig havde kvinden ikke set hendes røde øjne. Det var jo ikke fordi Lynn havde regnet med at hun skulle støde på nogen her på denne tid. De fleste ville også være skræmt over hednes røde øjne, om end at der var mange forskellige væsner i Krystallandet, ja så kunne Lynn ikke lide at vise sine røde øjne der indikerede at hun var vampyr. Hun kunne jo sagtens være et halvdyr. Men Lynn havde så mange år på bagen, at hun vidste der var andre ting der skulle ordnes og at folk troede på det første og det bedste.

SElvom de kun havde kørt i små 15 minutter og vognen stoppede nåede Lynn lige at stige ned fra vognen da der kom lyde fra den unge pige. MEd raske skridt gik hun om bag i for at ligge en hånd på kvindens pande. "Sssh. Tal ikke" kom det i en venlig tone. Lynn brugte ikke sin overtalelses evne der var lidt ligesom sirene sang. Men hun forblev tavs, og hun havde formået at bruge sin anden evne til at få de klare Grønne øjne frem som Lynn elskede. Hun savnede at være en del af samfundet igen, men heldigvis var hun godt kendt på disse egne til at vide folk kom til hende når kæledyr eller klovdyr skulle passes eller var syge med det ene eller det andet.
Helt automatisk gik Lynn op på ladet og fik slået armene under den unge pige igen. Hendes styrke var svagere end normalt fordi  hun ikke havde spist. Men hun klarede det da. Hvilket fik Lynn til at hoppe ned fra ladet med kvinden i armene og vandrede ind imod huset. Hendes skridt gav genlyd på gruset på vej op til hoveddøren, og uden nogen problemer blev døren lukket op af Marie der stadig var i huset. "Marie når du har spændt hestene fra så kan du bare smutte hjem." kom det fra hende og Marie nikkede og bevægede sig udenfor og Lynn stod tilbage med en kvinde i armene. Uden så meget som at tænke over det blev kvinden lagt på spisebordet og Lynn åbnede kort ind til såret for at vurdere hvor meget skade der var sket. Hvilket bare resulterede i at blodet begyndt at løbe ud af såret igen. Straks slap Lynn bandagen og vendte sig om for at gå hen til skabet med urter og salver.

Hendes hoved snurrede, og Angelina havde svært ved at orientere sig om, hvor hun var blevet ført hen. De kunne da ikke have kørt i alverdens tid, men samtidig føltes det som en evighed, når man snart var drænet for blod. På trods af, at Angelina ikke normaltvist fandt sig i at blive bedt om at tie stille, kunne hun i sit svage stadie godt se, hvor ordene kom fra. Fornuften i dem. Stadig stoppede det hende ikke i, at tænderne klaprede mod hinanden. Det var som en naturlig reaktion.

Med et blev hun løftet op af den overnaturlige stærke kvinde, hvor hun derefter blev placeret på et bord. Det var da bedre end at ligge på vognen, men komfort tænkte man ikke synderligt over, når man havde et kæmpe sår i brystet. Det slørede blik prøvede at fange kvindens reaktion mens hun kiggede på Angelinas sår. Var hun til at rede? Dette kunne hun ikke bedømme, men hvad hun kunne mærke var, at det gjorde ondt, da hun tog et kig. Dette fik hende til at klynke i ubehag. 

Den fremmede redningskvinde vendte ryggen mod Angelina. Hun prøvede at løfte hovedet for at følge med i, hvad remedier kvinde havde med at gøre, men hurtigt fandt hun ud af, at det var til ingen nytte. Hun måtte blot håbe på, at den lilla-hårede kvinde vidste, hvad hun havde gang i. Ideelt set ville hun have set en healer, men lige nu var der ingen tid at spilde.

Hvis det hele gik som det skulle så var kvinden på hendes bor oppe at gå lige så hurtigt som en weekend gik. Ja godt nok ville kvinden på bordet have smerter, men selv den del kunne hun hjælpe imod, om end at det egentlig kun blev brugt på dyr. Under normale omstændigheder så kunne hun jo bare helbrede hende ved et bid og lade kvinden drikke af hendes blod. Den del havde hun aldrig overvejet før og hun ville heller ikke nu. I alt den tid havde hun aldrig i sit liv omvendt nogen til den skæbne der løb hos hende. Det var en katastrofe at blive et blodsugende monster, og hun hadet det i alle de tanker der tit florrerede i hende.

Selvom Marie var udenfor kunne hun høre hvordan hestene blev trukket ind i laden alt imens hun opretholdte en selvtillid hos sig selv. Hun var villig til at gå langt, men det var ikke alt der skulle gå den forkerte vej. Skabet i køkkenet blev åbnet og hun tog en lille skål ned som hun vende sig om og satte ved siden af kvinden. Skålen var fyldt med en grøn supstands der ikke lugtede dårligt, men den så heller ikke appetitlig ud hvis man da skulle spise det, hvilket bestmet ikke var meningen. Et par bandager blev taget ud af skabet og det blev kort dyppet ned i en anden glasskål som var med gul væske inden hun vendte sig om mod kvinden. Forsigtigt tog hun den improviseret bandage af og lagde den gule bandage hen over hurtigt. Hvilket mindskede blodt i at løbe for meget ned. Med et par fingre tog hun lidt af den grønne supstands og kiggede på kvinden. "Dette gø ondt..." kom det fra hende inden hun fjernede den gule bandage og lagde en omgang grøn supstands hen over såret og begyndte at pakke kvinden ind i den gule bandage så godt hun kunne med kvinden der lå på bordet.

Hun drejede kort omkring for at tage et par blade der mere lignede et krydderi end noget andet, straks knuste hun det i sin morter og blandet lidt andre blade i. Forsigtigt tog hun bladende op i fingrene så godt hun kunne og lænede sig til kvinden. "Du skal have dette op i dine gummer. Det hjælper på smerten. Kom åben op" kom det fra hende til kvinden om hun selv var til stede eller ej skulle Lynn nok få det op i kvindens gummer. Hvis ikke kvinden hjalp til selv, ville Lynn hjælpe munden på vej til at åbne og ligge det ind i gummerne ved venstre kind.