solen var så småt ved at være på midten af himlen. og det var bagene varmt. men for Cujimi var det bare endnu en dag. hun gik roligt igennem skoven og var faktisk i sinds ro.
Skoven gav hende ro og når hun rørte planterne og blomsterne blev hun glad. Cujimi eller Cuji var meget natur glad. hun gik roligt en tur for sig selv. hun havde ikke så mange venner og det gjorde hende ikke spor for så var der inden at være bekymret for, efter hendes forældres død var hun meget bange for at miste flere. Cuji så en flok hare hoppe over en lille område uden træer, de legede lignede det så Cuji satte tempoet ned for ikke at forstyrre dem.

nok var hun halvdyrs ulv men hun ønskede naturen var i fred for død og ødelæggelse. Cuji var ikke just stærk så at tage en kamp med hende var nemt, hun kunne ikke ligefremst prale med at kunne forsvare sig med andet end sine evner selv om vis hun blev bevidstløs var hun hjælpeløs.

et brag lød i skoven og hendes øre strittede ved lyden og harene stoppede op og lyttede også. de var lige så overrasket som hun selv.

Cuji var en Albino ulv og havde derfor hvid pels. hun listede afsted mod lyden og så om bag hver en sten og hvert et træ for ikke at blive overrasket af nogle. braget kom fra en skovhugger der havde fældet et gammelt træ. nok var det gammelt mente Cuji men derfor skulle det da ikke fældes. hun så på ham. han var vidst menneske, men han virkede ikke farlig. hun så på ham og listede nærmere. han vendte sig om for at hente noget og fik et chok da han fik øje på Cuji. hun lagde hovedet på skrå.

et lille smil kom på hendes læber "hvorfor skulle træet fældes?" spurgte hun roligt og manden så forvirret på hende og så mod træet. 
"øhm...." han var mundlam. 
Cuji gik forbi ham og over til træet og lagde en hånd på det for at mærke træet.
"nok var det et gammelt træ. men det var jo i live og fyldt med skjuldte skatte fra naturen" hun var natur glad og det kunne høres.
"det.... må De undskylde?!" sagde manden og så på træet.
"vis det er kan jeg vise nogle træet som ikke er gamle og i live men som er ved at dø. Dem må De gerne fælde" sagde hun og kendte skoven godt, næsten ud og ind.

manden så på cuji og grinte lidt forlegens. "det ville jeg da gerne tage imod... så jeg ikke ødelægger skoven unødigt"
manden havde åbenbart ikke tænkt over at skovens ældste træer ikke var dem der skulle fældes men fælde de døende.
Cuji nikkede ind mod skoven og gik kun i 10 min før de kom til et sted men nogle træer der hverken havde blade eller mos på sig. Cuji nikkede til manden "disse træer er dødende og dem gør det ikke noget De fælder" sagde hun med et venligt smil og da manden takkede og mærkede af hvilke træet han ville vælge med en snor og skrev ind på et kort hvor det var, gik Cuji igen. 

hun kom roligt over til det fældede store træ og kærtegnede det lidt. "nu kan du blive hjem for biller og kryb" hviskede hun for sig selv og til træet da det ikke kunne reddes nu jo. det var forsent for dette træ som måtte være mindst 100 år.