Plottråd Reaktionstråd

Mørkets Nederlag, part II

Plotmaster

Plotmaster

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 100 år

Højde / 0 cm

Plotmaster 12.10.2023 17:29


Mørkets Nederlag, part II


Dianthos, efteråret 2023


Rygterne var allerede begyndt at svirre måneder forinden. Fra det varme syd til det nordligste nord var Mørkets soldater blevet fordrevet. Nu kaldte Lyset på sine børn - alle som var i stand til at deltage i kampen mod Mørket, havde chancen for at vise deres værd og forsvare deres land.

Fra Balzera til Nordvik var der udstationeret soldater af Lyset, som guidede ivrige frillige mod det centrale Krystalland og Dianthos. For at hovedstaden ikke skulle huse dem alle, var der i stedet opført barakker nordøst for Juvelen, hvor størstedelen af Lysets flåde også var stationeret.

Hamren lød fra landets smedjer, hvor travlheden pludseligt herskede, healere samlede med al hast ingredienser og der var endda sendt bud til både Dragorn, Elverly og Aquarin, som Lyset gjorde sig klar til det kommende slag.

Ville det lykkes at besejre Mørkets dæmoner, drager og soldater en gang for alle?



Praktisk information


Dette er en reaktionstråd for karakterer i landet, som ønsker at deltage i det kommende slag mod Mørket. Benyt derfor lejligheden til at overveje, om nogle af dine karakterer, ville reagere på indkaldelsen.
Medlemmer af Lysets Hær samt dem, der blot ønsker at reagere på hændelserne, er også velkomne til at deltage i tråden. Vær opmærksom på, at melder man sig som frivillig, betyder det ikke, at man officielt indlemmes i hæren og får fordelene herfra - medmindre man specifikt ønsker dette.
For mere information om plotændringer vedrørende Mørket, se denne tråd.

Plotmaster har forladt tråden.

Lynn Valeriev

Lynn Valeriev

Lysets Flådeadmiral

Retmæssig Neutral

Race / Halvdyr

Lokation / Omrejsende

Alder / 48 år

Højde / 166 cm

Efterlyst af Mørket

Alianne_ 15.10.2023 10:25
    Rekruttering havde alle dage været Lynns achilleshæl. Ikke fordi rekruttering var en skidt ting, selvfølgelig. Og jo, det var da rart at få ekstra hænder på dæk. Især lige op til hvad der nok fremover ville blive betegnet som det største slag i Krystallandets historie. Det kunne man jo ikke benægte at være en lille smule stolt af at være en del af. Især når man ville blive nævnt som den admiral, der stod i spidsen for havsidens kamptiltag.
    Nej, det var papirarbejdet. Det endeløse papirarbejde.
    Lynn sad bag et opstillet bord midt på havnen og tog imod folk, der ønskede at hjælpe ved at gå til hånde på skibene eller i havnelageret.
    "Ikke alle hænder i krig skal bruges til at holde et våben," sagde hun for hundredeogsyttende gang. Talen var blevet så indøvet, at hun følte sig som en telepati-telegraf med forudbestemte brevindlæsninger. "Der skal både være folk i havnene til at fylde proviant på skibene, og der skal være pakkere til varehusene. Er du god på en hest? Ja, jamen så har vi også tjansen med at ride mellem havnene og sikre forsyningslinjerne."
   
Den unge knøs fik lyset tilbage i blikket. De fleste, der kom her, troede de skulle ud med sværd og skjold eller sidde på en kanon og få brændt røven af, hver gang den sprang. De var rædselsslagne, men klar på at kæmpe for dronningen. Det var Lynns arbejde at få dem sendt de rigtige steder hen, så de ikke endte med en halv flåde bestående at folk, der burde stå på kornkammeret og tælle neg.
    Navnet blev skrevet ned på et papir, som Sefris straks lagde i en bunke og satte en sten ovenpå. Vinden var så hårdt herude, at de allerede havde mistet et par dokumenter til hav og måger. Halvdelen af bordet var papir og resten var sten til at holde papirerne. Men det var det værd. Nærmest alting var det værd, når det kom til at uddrive Mørket.

Lynn Valeriev har forladt tråden.

Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 15.10.2023 10:25
    "HVAD ER DET HER?!" råbte Zahinael af det stakkels bud.
    "Øh, det er, det er et opråb til alle våbenføre, herre," svarede buddet.
    "Det er en fejl, din idiot!" Zahinael viftede papiret i hånden og begyndte at trave rundt i cirkler på sit kontor. "Det er Lysets største fejl siden belejringen af Dianthos, og så gør vi ikke noget ved det? Det er jo det rene vanvid!"
    Buddet forholdt sig klogeligt tavst.
    "De sender løbesedler rundt," fortsatte Zahinael og himlede med øjnene. "De kunne lige så godt have givet os en dato! Se på den! Vi kunne sende alle vores soldater direkte hen i deres hær og stikke dem i ryggen, så snart de står i formation!" Han greb om buddets krave og rystede den stakkels dreng en smule. "Men hvor er vores folk?"
    "Øøøøh..."
    "Præcis! De er spredt for alle landets vinde, fordi en vis over-dæmon-type ikke tænker planerne igennem! Gå med Merihem, tænkte jeg - han har styr på tingene. Bah! Han er bare endnu en Sabbatin-efterligning med storhedsvanvid uden den rygrad, der skal til for at holde den slags ved lige."
    Buddet tumlede bagud, da han blev sluppet og vidste tydeligvis ikke, om der faktisk blev snakket til ham længere, eller om han måtte gå.
    "Vi bliver nødt til at hente alle ressourcer ind nu," Zahinaels stemme var blevet lav og faretruende. "Selv dem, jeg havde gemt til et mere gunstigt tidspunkt. Der er ikke andet for. Vi skal spille på alle heste."
    Men selv det var han ikke sikker på ville være nok.

Zahinael har forladt tråden.

Minali G'tehrifee

Minali G'tehrifee

Flygtning, tidligere soldat v. Mørket.

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 530 år

Højde / 180 cm

Citrus 15.10.2023 12:47
Der var en til. Endnu en af Lysets soldater i Dianthos. Minali passerede gruppen hurtigt og nægtede at danne øjenkontakt. Man skulle ikke tro det, men den blege mørkelver kunne sagtens blive blegere. Og hun blev det, da løbesedlen dalede ned fra hendes hænder, der rystede. Selv brændevinen på Det Halve Svin kunne ikke stoppe den uro hun følte. Før hun vidste af det, løb små våde perler ned af hendes kinder, og hun hviskede for sig selv.

Glædeligt. Vidunderligt. Perfekt. Muligheden for vækst alle steder. En helt almindelig dag, uden bekymringer”.

Kroværtens aftager, en ung mand, kaldte bekymret på hende et sted bag hende, for han så en kvinde græde med hænderne om sin drik, mens hun mumlede for sig selv, men Minali hørte intet.

Da jeg sagde at jeg ville have forandring, var det ikke det her jeg ønskede… Hvis alt bliver perfekt, er der ikke længere nogen steder jeg hører til. De perfekte vil aldrig komme til at forstå alt det de tager for givet. De ved ikke hvad ægte skønhed er… Og værst af dem alle - er dem der står stolte, påstående at de er fejlfrie og alles redning. For de lyver. Et monster, der aldrig lyver om hvem han er, er nogen jeg i det mindste kan stole på. Når man danser langs bæstets gab, vil du vide dig sikker. For ingen andre vil være modig eller dum nok til at følge. Du behøves ikke se dig over skulderen. Den eneste ting du skal passe på, er ikke at falde ned i dybet foran dig”.

Nok havde en væsentlig del af Minalis rygsæk været skader, forårsaget af Mørket, og hun havde været flygtning i mange år, men hun havde aldrig følt sig mere usikker og -ligefrem bange- hele sit liv. Hverken når hun løb for sit liv på frontlinjerne under Kzar Moras invasion, uden synet til en vej ud. Når hun så sin broders hoved trille til jorden ved skafottet. Eller når hun havde følt hænder omkring sin hals, af en mand, der skulle forestille at være en kærlig elsker.

Hun begravede ansigtet i hænderne, da hun mærkede en varm hånd på sin skulder.
LAD MIG VÆRE! Jeg har ikke brug for din medynk!” skreg hun af kroværten, hævede kruset og kylede det mod ham. Med lidt held formåede han at kaste sig i dækning og flygtede tilbage bag baren, og Minali bed sig i knoerne, mens hun fortsatte med at mumle og hviske manisk.

Da jeg sagde jeg ville have forandring, ville jeg blot have ting til at forbedres. Ikke en ødelæggelse af Mørket. Jeg ville have ressourcerne, der var tilgængelige til at blive brugt, frem for destrueret. At dræbe dæmonerne i Kzar Mora var aldrig en nødvendighed. Ej heller ødelæggelsen af byen. Zaladins Kirke kunne blive brugt til vores formal. Brutaliteten i toppen skulle erstattes med væsner af rafinesse, der forstod det. Hvis man dræber sit folk, har man ingen at reagere over. Det er en balance”.

Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og der var stille på Det Halve Svin nu. Alle øjne fulgte hende. Stolen skrattede mod gulvet, da hun brat skubbede den ud.
-Havde alt hun havde ofret været forgæves?- Et mantra af ”Jeg vil ikke acceptere det, jeg vil aldrig acceptere det. Jeg vil ikke acce-” flød frit fra hendes læber, nu hørbart.

Hendes forfølgere var ved at svinde hen, men hvorfor føltes det så forkert? Det sidste stykke løb hun ud af kroen. Ud i menneskemængden, kun styret af en følelse, der beordrede hende til at reagere, men usikkert på hvordan. Som altid ville Minali overleve, som hun altid havde gjort. Men denne gang var spillereglerne anderledes, og uvisheden om hvad der ventede på den anden side var større end nogensinde.

Minali G'tehrifee har forladt tråden.

Ethelihn

Ethelihn

Retmæssig Ond

Race / Menneske

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 34 år

Højde / 176 cm

Efterlyst af Lyset

Venus 20.03.2024 21:10
En pil rev Ethelihns kind op.

Noget havde været helt galt, siden de drog afsted fra ruinerne af Arctos-tårnet i morges. Det var kun sent efterår, men sneen heroppe lå allerede i enorme dyner og hindrede alle hendes bevægelser. Hendes armerede handsker lå et sted i sneen langt til venstre. Hun vidste ikke hvor, og hendes hænder var røde af frost og begyndt at bløde. Alligevel jog hun med rystende skuldre hænderne ned i sneen igen.

Noget havde været galt. I måneder var Mørket blevet jagtet. Hun havde været væk fra Obsidianøerne lige så lange og rejst gennem landet med et lille regiment at soldaterer. Ethelihn påskønnede, at folket endelig kæmpede tilbage mod nogen, men de havde ikke forstået det. De var stadig blinde.

Små blå glimt knitrede et sted under snedækket. I næste øjeblik eksploderede dampskyer op i luften og fulgte lynene gennem sneen til fødderne længere fremmer. Hun kunne ikke se dem længere, men hun kunne høre metallet i rustningerne give efter og kroppe falde til jorden. De ville rejse sig igen, når kramperne var væk. Det var problemet.

I en meget ung alder var "Isaris lys" holdt op med at blænde Ethelihn. Hendes hjem, hendes familie, havde været her i byen lige bag hende. Hun havde ikke været hjemme i årevis, men hun var her nu. Og hendes far havde været en del af Mørket. Det samme gjaldt hendes brødre. Hun havde været hjemme den dag, de blev henrettet i gården. De havde ikke kunnet få blodet af brostenene.

Igen. Elektriciteten fra lynene gik igennem hendes krop og slog piskesmæld gennem luften. FUMP!  En stålstav knuste mod hendes rygsøjle, så knoglerne skreg.

I en alder af fjorten forlod hun sin mor og sit hjem for at blive væbner. Hun var der, da Mørket fik magten i Krystallandet. Hun forblev loyal overfor Mørket, da den daværende general myrdede Mørkets Lord og selv tog magten. Hun blev, da Mørket blev styrtet og den sidste general flygtede efter at have forrådt den første og bragt Mørkets Lord tilbage. Hun blev da rækkerne tyndede ud, og Mørket næsten forsvandt.

Ethelihn vendte sig og låste fingrene om angriberens hals. Klik-klik-ZzzZZZZNG!  Lysglimtet blændede hende. Mørkelveren, der havde sneget sig op på hende, faldt sammen. Dampende eller rygende. Hun havde ikke set orken, der nu omsluttede hendes ben i glasklare blokke af tyk is. Hun kunne ikke gå.

Ethelihn havde aldrig forstået hvorfor, hun – et meget ungt menneske blandt meget gamle dæmoner – blev valgt som den næste general. Den sidste. Selv troede hun, at hendes herre regnede hende for let at kontrollere. Hun havde set hovedstaden under angreb igen, selv bragt Dragorn i jorden, og overlevet helvede i Khaza Mora, og i al den tid havde hun måttet se på Lyset skjule sig bag bevingede ord og lysende paladstårne. De allierede sig med skovelverne, der mange gange havde bevist, de ikke brød sig om andre væsner. De vidste, at Balszeras rigdomme var bygget på ryggen af slaver og gjorde intet. Nordens folk forsøgte at slippe ud af grebet, men var tvunget til at blive. Og hun vidste af førstehåndserfaring, hvad de gjorder ved deres fanger. Skindhelgene.

Isen greb om Ethelihns forfrosne hænder. Sveden og dampen trillede. Hun blev trukket ned.
Orken kom nærmere. Hun jog et sort skjold i jorden med et kranie omringet af daggerter.
"Set det i øjnene, general. Vi har tabt." Orkens kæde af stødtænder raslede, da hun satte sig på hug.
"Hvis vi jævner byen her med jorden, tager vi i det mindste Lyset med os." Gnister begyndte at springe på overfalden af ishåndjernene. Gnister sprang igen. Og igen.
"Du kan ikke mere? En skam. Så er du ikke til nogen nytte for os og længere." Orken rejste sig støttende på det store Mørkets skjold. Hun nikkede til mørkelveren. "'Nish?"
Nish, vaklede trodsigt på benene. "Det har været en ære, General." Han løftede stålstaven. 

Ethelihn kunne ikke mærke, om væsken, der løb ned ad hendes kind, var blod, sved eller tåre. Så blev alt sort.

Ethelihn ville ikke vide det, men hendes mor ville. Hendes datter havde holdt sin deling tilbage længe nok til, at hun – og resten af landsbyen – kunne komme i sikkerhed. Hun ville også vide, at da hun vendte tilbage til sit hus, der hvor hendes mand og sønner var blevet henrettet, var blodet på brostenene væk. Blodet og ethvert andet tegn på, at der havde ligget en landsby her.
"Sometimes darkness can show you the light."
The Light af Disturbed

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!"
Ridder Asha Drakkari

Ethelihn har forladt tråden.

1 1 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3