Den brede landevej, der slangede sig mellem de spredte huse i udkanten af Fredskilde, var dækket i et tyndt lag uforstyrret sne. Spæde solstråler faldt fra den tidlige morgensol lavt på horisonten, og skabte indtrykket af idyllisk fred. Intet bevægede sig i skumringstimerne mellem nat og dag – intet udover Naeva.
Skønt hun var dækket fra hoved til tå i pelsklædt læder, skuttede Naeva sig mod kulden, gned sine overarme og snøftede højlydt. Slangekvinden havde endnu ikke vænt sig til vinteren udenfor ørkenen, og selv klædt i klæder, der ville få en arktisk udforsker til at skamme sig, frøs hun nådesløst.
 
Uden at tænke over det, slog slangetungen ud mellem hendes læber for at smage på luften, og den kolde luft på tungen fik hende hurtigt til at fortryde den refleksive handling. Byen lugtede som den plejede. En våd blanding af trærøg og savsmuld. I byens centrum måtte smedjen være startet, for Naeva kunne smage den umiskendelige lugt af svovl og brændende kul.
Naevas bryn rynkedes, og hun stoppede på vejen. Tungen skød atter frem, og denne gang hele vejen, for at få en ordentlig smag på luften. Smedjen måtte rigtig nok være tændt, men svovlsmagen kom ikke fra bag hende, hvor byens midte lå. Svovllugten kom forfra, fra længere nede af landevejen, der foran hende slog et knæk rundt om en lade og forsvandt ud af syne. Et roligt smil spredte sig over hendes læber, og som hun trak sit spyd fra rykken, faldt kulden ud af fokus. Lugten kunne kun betyde en ting – der var en dæmon på landevejen, og den var på vej i hendes retning.
I næste øjeblik kom en ung kvinde, klædt i almindelige klæder, løbende rundt om laden og i retning mod hende. Hun havde et panisk ansigtsudtryk, med store våde frygtfulde øjne, og trak vejret i tunge, gispende åndedrag. Hun var tydeligvis på flugt fra nogen, eller noget. Da hun så Naeva skrig dæmonen lettet på hjælp, men frøs da hun så udtrykket i dæmontæmmerens ansigt. Hun stod midt på vejen og skælvede.

For at være helt ærlig havde turen efter den her dæmon været lang, hun var taget fra Tusmørkely, fordi et desperat familiemedlem havde stukket hende en håndfuld krystaller, og ærligt, skulle der ikke meget mere til at hun pakkede sit grej i disse dage. Ærligt var rastløsheden også uudholdelig, enhver jagt der kunne aflede tankerne for det kærkomne nox Izilarna efterhånden var jævn forbruger af, var velkommen i hendes liv. Det havde ledt hende til laden, det havde taget nogle timer, men dog ikke mere end det. Den hvidårede dæmonuddriver havde gjort havd hun gjorde bedst, hun havde ventet i stilhed mens kulden havde sneget i på hende, stille og sikkert. Da dæmonen endeligt dukkede op, var kvinden godt stiv i leddene af at sidde stille og det havde derfor krævet en kende mere håndgemæng end først ventet, inden hun fik has på dæmonen og fik hende placeret i et greb, som tillod at uddrivelsen kunne starte. Det tog dog kun et øjebliks uopmærksomhed, som dæmonen i den lille krop, langede ud mod Izilarna, og med en hånd der kort skiftede fra menneskehånd til klo, flåede en flænge i den hvidhårede kvindes pande, der fik hende til at miste grebet. Jægeren gav et hvæs fra sig, som blod piblede nedover hendes venstre øje, og slørede hendes syn, som dæmonen satte i fuld firspring, væk derfra. "De skal altid gøre det svært..." Stemmen var en dyb mumlen, som hun strøg blodet væk fra synet, tilladende et bedre overblik og et drabeligt rødt spor over hendes ansigt, inden hun satte jagten ind. Dæmonen løb alt hvad den havde lært, Izilarna satte straks efter, hun var ikke bevæbnet synligt, og påklædningen var ikke beregnet til det  kolde vejr, bare muskuløse arme stak ud fra en tætsiddende vest, mens et par løse posebukser var snørret stramt indunder et par store læderstøvler. Så snart Izilarna rundede hjørnet på laden, tagende dæmonens skikkelse i øjesyn, fik hun ligeledes øje på en anden tilstedeværende. Pis. på trods af, at synet for en udefrakommende måtte være yderst specielt, stoppede det ikke jægeren i hendes opgave. som hun halede ind på den unge pige, hastede hun et enkelt blik op på den fremmede, der så overraskende passivt til. "Det er ikke hvad det ser ud til, frue.." Nej, Izilarna havde ikke just taget sig tiden til at se kvinden an, inden hun kastede sig grådigt over den unge pige, så de to trillede et par omgange i den nyfaldne sne

Naeva rynkede brynet. Nok sagde den nytilkomne at situationen ikke var hvad den lignede, men så fortsatte hun med at overfalde dæmonen. Givet, Naeva vidste at den flygtende pige var en dæmon, men det kunne den platinblonde kvinde dårligt vide. Hendes slangetunge skød frem for at smage på luften. Den muskuløse jæger lugtede af hest; en blanding af hø og sved, men med en sødlig undertone som Naeva forbandt med rygehusene i de fattige dele af Rubinien. Og en kraftig stank af blod, som måtte komme fra det friske sår på panden.
Udover såret så kvinden ikke dårligt ud. Nok var hun bygget som et hus, men det kraftige hvide hår fik det hele til at virke. Hendes beklædning, eller mangel på samme, fik Naeva til at skutte sig i sit varme vintertøj. Hvordan menneskene kunne bevæge sig udenfor med så beskeden beklædning, ville slangekvinden aldrig kunne forstå.
 
Dæmonen gav et hjælpeløst klynk fra sig, som hun blev trukket til jorden. Hun var uden tvivl i stand til at fosvare sig, men foregav ynklighed for at vække medlidenhed. En følelse, som Naeva glædeligt ville lade som om hun følte - og desuden hadede hun at blive ignoreret. Hun trådte roligt frem til indenfor en armlængde af de to kæmpende skikkelser, og stak sit spyd ind mellem dem, tæt på den hvidhårdede kvindens strube, for at stoppe stridighederne.
”Det håber jeg da heller ikke, snuske – for så ville det ikke se så godt ud for dig.” Hun gav det en kunstpause, indtil hun var sikker på at hun havde den hvidhårede jægers fulde opmærksomhed. ”Måske du skulle gå tilbage hvor du kom fra, og overlade det til de professionelle, ja?”

For en ukamptrænet ville det helt sikkert se komplet sindssygt ud, de to skikkelser tumlede rundt i sneen, så der stod en hvid glitrende sky op omkring dem, mens det trænede øje helt sikkert ville opfange et væld af greb og teknikker der mest af alt  fremstod som en brydekamp af dimensioner. Den lille besatte skikkelse kæmpede noget så indædt imod, men Izilarna havde heldigvis en årelang række af håndgemæng bag sig og fik derfor kort efter låst den unge kvinde i et greb, der tillod hende at uddrive dæmonen fra kroppen. Det havde været let af aflive værten, og dæmonen der besad denne, men det var ikke hvad Izilarna havde fået betaling for. Halvdelen nu, den anden halvdel når Mia er kommet sikkert hjem. Det var en meget almindelig aftale for en som dæmonuddriveren, desværre var det langt fra alle kroppe der overlevede en besættelse, nogle dæmoner foretrak endda en relativ nydød vært. Heldigvis i dette tilfælde, lod værten til at være sprællevende endnu, men uden kontrol over sig selv. Man kunne se det på øjnenes glans, var den fysiske krop død inden besættelse, var øjnene typisk en kende mere matte. Nok noget de færreste bed mærke i. "Stop med at vride dig.." Hvæsede den hvidhårede jæger forpustet, ud mellem et sæt sammenbidte tænder, hun lænede sig indover pigens krop, men et spydskæfte kon pludseligt i vejen og faretruende tæt på som hun skulle til at bukke sig forover for at starte uddrivelsen. Hendes fokus skiftede, som de mørkeblå øjne fulgte spydskæftet opad, til de nåede hånden der holdt det, derfra videre op til Naevas ansigt, der roligt blev betragtet kortvarigt. Som det ene hvide bryn hævede sig en kende, lod hun tyngden der hvilede mod dæmonens ryg blive en kende tungere, hun havde hende i et jerngreb de færrste ville kunne vride sig ud af og tog sig af samme grund friheden til at studere den anden mørklødede kvinde i nogle lange øjeblikke. Så brød hun ud i et skævt smil, som øjnene afslørede en vis kækhed, hun var da ikke bange af sig "Bare rolig kælebarn, jeg har ikke brug for assistance, slet ikke hvis du har intentioner om at bruge dét der..."  Izilarna gjorde et kort nik imod spyddet der lige umiddelbart forhindrede hende i sin gerning. Narvas ord gik en ekstra gang igennem jægerens hoved, inden hun endnu engang skævede op og ned ad den anden kvinde. De professionelle. Det var ikke just fordi dæmonjægere hang på træerne, det ville da være kattens at løbe end i en nu

(Undskyld den lange ventetid, jeg skulle lige igennem en omgang Corona)
Det var meget almindeligt for Naeva at bruge kælenavne. At kalde folk Sukkergris havde en fantastisk evne til at tvinge samtaler til at køre på hendes vilkår, med hendes samtalepartner på bagfoden. Men det var alt andet end almindeligt, at kælenavnene blev gengældt. Den platinblonde fremmede tog et mesterligt greb på dæmonen, før hun tog sid tiden til at undersøge Naeva. Hendes mørke øjenbryn løftede sig i en afspejling af dens andens udtryk; forundret og undrende. Det siges at førstehåndsindtryk er vigtige, og slangekvinden kunne ikke undertrykke en spændt forventning.
”Tjah . . . Vi kan også bruge den her,” med sin frie hånd klappede hun pisken, der hang ved hoften. ”Hvis du spørger pænt.” Et skævt smil brød ubudt frem på hendes ansigt, som hun tog sig en kunstpause.
”. . . Snaskebasse.” Tilføjelsen blev punkteret af den tveforkede tunge, der skød frem for at smage på luften, tyk af smagen af blod. 

Naeva trak roligt spyddet tilbage. Det var tydeligt at den anden havde styr på sine ting, og dæmonen så ikke ud til at kunne bryde grebet. Den mørklødede kvinde brød modvilligt øjenkontakten, for at gå på hug. Hun trak handsken af den ene hånd, og begyndte at undersøge den besatte med rolige fingre, mens hun holdt fast på dæmonens hoved, så hun ikke kunne forsøge at bide hende. Den unge pige, der var blevet besat så ud til at være i god tilstand, udover et gammelt ar, der løb under hagen langs hendes kindben. Det var ikke til at sige om arret var kommet før eller efter besættelsen, da en besættende dæmon nemt kunne bruge sin magt til at helbrede selv dødelige sår. Var det sket efter, ville pigen næppe overleve en uddrivelse.
”Hvad har du tænkt dig at gøre med hende?” spurgte Naeva uden at kigge op fra sin undersøgelse. Så tæt som hun var, var det bedst ikke at fjerne blikket fra en dæmon.

(Sorry!!!)
Izilarna tog sig nogle lange lange øjeblikke til at studere den fremmede, næsten som dæmonen slet ikke var til stede. Hun havde fået hende låst godt og grundigt hvor hun ville have hende, og vægten hun havde placeret ovenpå den besatte, ville sladre om selv en mindste muskelbevægelse under den tynde trøje fra pigebarnet. Af samme årsag kunne hun for alvor få taget den anden i øjesyn. Det var da pokkers som det kvindemenneske kunne snakke. "Det er sjældent jeg har fornøjelsen af så glat en tunge!" Hendes ansigt var alvorligt, men blikket ganske skælmsk. Hendes udtryk fik dog en kende mere tvetydigt udtryk, som hun faktisk observerede at kvindens tunge ikke blot var glat, men ligeledes kløvet. Ved Zaladin, hvad var nu det? En velkendt remse løb gennem Izilarnas baghoved, som hun prøvede at sjusse sig frem til kvindens herkomst, mens Naeva bukkede sig for at undersøge dæmonen. Faktisk var det sjældent at finde Izilarna decideret stille, men hun kunne ærligt ikke sige, at hun vidste hvilken afstamning dem mørklødede kunne pryde sig med.

"Dæmonen skal trækkes ud af værten..." en hvidhårede kvinde trak langsomt på skuldrene, hun kunne mærke hvordan blodet i hendes ansigt var størknet til en irriterende masse, der trak i de små fine hår fra hårgrænsen, så snart hun skar en grimasse "hvis det lykkeds, er der en familie der vil være glade for at se deres pige igen!" Ordstrømmen fik dæmonen til at hvæse og le i en absurd blanding, mens hun vrikkede en kende under de to tæmmeres observans, dog uden videre held for at slippe fri. "Hvad havde du forstillet dig? At hun ville danse i et cirkus?" Stemmen skulle muligvis have indeholdt en kende humor men gjorde det ikke i øjeblikket, Izilarna havde vitterligt ingen idé om Naevas intention med dæmonen, men frygten fro at skulle slås for sit bytte prægede stemningen, som om det ikke var rigeligt at skulle slås med en dæmon om tingene

Izilarna der ellers havde haft fokus på at fange dæmonen hele dagen, havde pludseligt fået ændret hendes interessepunkt som de dybblå øjne hvilede roligt på den anden kvinde. Blikket flakkede ikke et milisekund, selvom dæmonen under hende vred sig periodevis. Som en del af Naevas sande personlighed kiggede frem, bredte der sig ekstremt langsomt et skævt smil på de lyse læber, mens øjnene fyldtes med et blik der kunne sige alt fra "virkelig?" til "bevis det".
Dog gik der ikke mange øjeblike før den anden kvinde afsluttede hvad der ellers havde været yderst interessant, og vendte opmærksomheden mod den unge skal dæmonen havde udnyttet i højeste grad. For første gang længe følge den hvidhårede jæger sig en kende skråsikker, som Naeva vendte hovedet omkring, afslørende et gammelt ar, Izilarna selv havde overset. Hendes humør ændrede sig lynhurtigt, som hendes øjne gnistrede og hendes hænder strammede grebet så voldsomt, at dæmonen under hende begyndte at brokke sig højlydt. "Ved Zaladin!" Stemmen var ikke længere mørk og blød, men en knurrende hvæsen, som hun flyttede sin vægt for bedre at inspicere såret. "PIS!" Snerrede hun. "Hvordan har jeg kunne overse det?" Den dybe knurren fortsatte ufortrødent som temperamentet medførte de ellers dybblå øjne langsom ændrede karakter til noget mere gyldent, dette stod dog kun på et par øjeblikke, inden hun genvandt kontrollen og fik taget et par dybe indåndinger. "Den nærmeste healer er flere mil væk!" Dæmonen lod efterhånden til at more sig gevaldigt, hvilket desværre pirrede den hvidhårede yderligere, alt i hende skreg på at få det overstået og slå dæmonen ihjel, men det kom der ingen løn ud af, desværre.

Izilarn måtte endnu engang vende opmærksomheden mod den fremmede kvinde ved hendes side. Hun var ærligt talt mundlam, og det sagde ikke så lidt. Den hvidhårede jæger begav sig normalt omkring havnene, hvor sømændene jagtede skøger i ét væk, men det var i sandhed en sjældenhed at høre en kvinde tale så bramfrit, og så midt inde i landet. Hun rømmede sig kort, det var jo ikke løgn, den fremmede var umådelig interessant, og smuk, men Izilarna havde lært på den hårde måde, ikke at kaste sin tillid i favnen på hvem som helst. Så var det faktisk nemmere at betale en skøge, de var trods alt ærlige omkring hvad de ville have; betaling. "Pas på ikke at oversælge dig selv skat!" Hun vippede de hvide bryn opad. Irritationen over det oversete sår sad endnu i kroppen på jægeren, mens en løsningsmodel kværnede gennem hovedet på hende, kom kvinden nu med et forslag. 
Som den mørklødede kvinde rettede henvendelse til dæmonen skulle Izilarna til at stikke i et overlegent kækt grin, men stoppede sig selv inden der overhovedet kom lyd på. Hvad ved alle guderne havde hun dog gang i? Noget interessant, for dæmonen under hende blev nærmest helt sagelig, som hun satte sig på hug ved siden af de to, der indtil nu havde været i lidt af en brydekamp. "Hvad... Hvad gør du ved den?" Izilarna rynkede brynene i en undrende mine som studerede hun en eller anden teknik, der var svær at forstå, nu var hendes interesse for alvor vakt 

“Hvorfor? Er du bange for at du ikke har råd?” spurgte Naeva med et smil i stemmen, og et udfordrende blik. Men et spræl fra dæmonen fik hende til at vende opmærksomheden tilbage. Nok gjorde faren flirten mere spændende, men det gjorde den ikke mindre farlig. En dæmon, selv fanget med jorden og holdt i et jerngreb, ville stadigt glædeligt slå dem ihjel, hvis den fik chancen.
“Laver en aftale,” sagde hun og henvendte sig derefter til dæmonen. 
“Ser du, hvis vi fordriver dig fra pigen, er det ikke sikkert at hun overlever.” I en glidende bevægelse drog slangekvinden en kniv fra bæltet, og holdt frem så dæmonen kunne se den. Kniven havde en umiskendelig glans af sølv, og dets æg var så fin at man næsten kunne se igennem metallet. “Og det er jo ikke så godt. Men hvis hun ikke overlever,” Naeva lagde knivens flade side mod dæmonens kind, men dæmonen hvæste alligevel som var den blevet skåret, “garantere jeg dig, at du får samme skæbne. Så her er mit forslag; du holder dig under overfladen, og giver pigen din magt og magi i de næste 200 år, og derefter kan du gøre som du vil. Pigen får et liv, du får din frihed – alle vinder.” Naeva hævede blikket til den blege dæmontæmmer. “Ja?” spurgte hun den anden. I sidste ende ville det komme ned til hendes bedømmelse, da det var hendes opgave.

Izilarna lod tungen glide ud i den ene mundvie som hun fugtede tænkende, kvinden var overraskende insisterende, det var ikke så ofte at Izilarna rendt på kvinder af samme støbning som hende selv. Faktisk, ville hun gå så langt som at sige, at kvinden faktisk om muligt var langt mere grænseløs end den hvidhårede jæger. "Ja?" Hun hævede de hvide bryn, så det dannede fuer i hendes pande, men skævede kun et milisekund til den anden, eftersom hendes opmærksomhed var fæstnet på dæmonen som endnu stædigt vred sig under hendes vægt. Izilarna havde delt med seng med mænd såvel som kvinder, men hun havde aldrig haft en kvinde af dét temperament, det ville næppe ende godt.
Jægerens opmærksomhed var vagt, som den anden begyndte en forhandling, og det fik hende til at spidse ører, der skete dog en vældig ændring i hendes attitude som Naeva tog så let på sin forhandling. Dæmonen under hende skulle til at reagere, som Izilarna vred hende i et jerngreb væk, som førte hun en hest i et stramt hovedtøj. Få hjerteslag senere lagde hun et knæ mod dæmonens hals, der medførte en hæs men uhørlig kvækken fra den unge krop under hende, inden hun rettede det mørkeblå blik mod Naeva. Hun stirrede, som så hun lige direkte ind i hendes sjæl. "Aldrig i livet! Hvad skulle forhindre den her djævel i at handicappe hende? Lægge hende i koma? 'Holde sig under overfladen' har en vældig masse betydninger som det her sjæleløse væsen vil vende og dreje til dets fordel!" Izilarnas hæse stemme knurrede derudaf, som hun lettede sin vægt en kende så kroppen kunne få et par ordentlige drag af luft. "Nej, vi er nødt til at tage dem med til den nærmeste by. Så snart kroppen er helet af en kyndig, kan jeg trække dæmonen ud sikkert, uden at risikere noget!"

Naeva følte en kuldegysning løbe langs hendes rygrad, som dæmoens nakkehvirvler lavede en lyd, nakkehvirvler ikke var skabt til at lave. Ikke fordi hun havde medlidenhed med dæmonen eller noget, som slangekvinde havde hun bare respekt for rygrade, og den improviserede kiroprakti kunne unægtelig ikke være godt for den. Hun undertrykkede en skutten, der snildt ville kunne have snittet dæmonens kind af, sådan som sølvkniven stadig var presset imod den.
Et langt øjeblik holdt hun den anden jægers blik med et ulæseligt udtryk i ansigtet. Hun virkede til oprigtigt at have pigens bedste til gode, selvom hendes idé om hvad der var godt for en virkede noget gammeldags. Men så trak Naeva på skuldrene – hun havde ingen penge i ræset. Med en fingersnild finesse spandt hun kniven en enkelt gang i sin hånd, før hun stak den tilbage i skeden ved hendes hofte.
”Detaljerne ville blive udret i kontrakten,” sagde hun og trak toppen af et gulnet papir op af en bæltetaske, før hun stoppede den væk igen, ”– Men dit bytte; din beslutning. Og jeg må indrømme jeg ser frem til at komme ud af kulden.”
Naeva rejste sig og tog et skridt bagud. Det var vanskeligt nok at nedlægge en dæmon i håndgemæng, men det ville blive noget helt andet at transportere dæmonen, hvæsende, sparkede og bidende, tilbage til landsbyen. Selv havde hun nok næppe kunne kapere det, så hun så frem til at se den anden jæger i aktion; det var trods alt sjældent at hun stødte på andre, der delte deres profession.

Izilarna slog øjnene ned på den lille kvindeskikkelse som var fastklemt under hendes noget tungere vægt, så undslap et opgivende suk, som det kolde vejr manifesterede som en lille toget sky. Det var over middag, langt måske, Izilarna havde ikke længere nogen føling med det, kulden ville snart krybe tættere på, og hvor langt var der faktisk til den nærmeste by? Hvis ja, hvor lang tid ville det faktisk tage at komme dertil? Især med det modvillige, flabede og modkæmpende væsen på slæb. Hun kneb øjnene sammen, som prøvede hun at udregne verdens store matematiske problemer, inden hun vendte blikket tilbage til den mindre kvinde. Nysgerrigheden var alligevel vokset nok til, at besværet muligvis ikke var det værd med det samme. "Hvilken kontrakt? Dén her virker ikke just forhandlingsvillig" I det mindste havde dæmonen potentielt accepteret, at den ikke kom nogle vegne med sprællen og vriden, hvilket gjorde den hvidhårede kvindes arbejde noget nemmere og mere medgørligt. Hvem var den anden kvinde? Izilarna havde brugt meget af sit liv omkring udskud, kriminelle og andre i samme boldgade, hun mindedes aldrig at havde set skyggen af kvinden, som om hun efterhånden ikke kendte hver eneste dæmonjæger i riget. De var ikke just typer man rendte på hver dag. Nogle dæmoner kunne indgå kontrakter som var magisk bindende, men det var ærligt en magi, som Izilarna kun regnede det dæmoniske blik for. "Hvem er du helt præcist?". De kunne lige så godt få svesken på disken, jægeren havde aldrig været så god til katten om den varme grød, hun arbejde som oftest effektivt og målrettet. Dæmonen sukkede under hendes vægt, den havde næppe forventet at der skulle en kaffesnak til, før næste skridt skulle tages.

“Det er bedst, når de ikke vil forhandle -” sagde Naeva, og trådte et skridt tættere de to skikkelser. Smilet, der var falmet da dæmon-betvingeren ikke virke modtaglig for forslag, listede sig tilbage på læberne. 

“Så er de nød til at tage hvad de bliver givet.” 

Sølvkniven var tilbage i hendes hånd, og fra bæltetasken trak hun papirrullen frem, hun havde vist tidligere. Med et kast med håndleddet rullede papiret sig ud. Siden var dækket i sirlig tekst, skrevet i et sprog længe glemt.



Naeva henvendte sig til dæmonen i en fladt toneleje, som leverede hun en tale, længe indøvet; “Pigen får sin krop og vilje tilbage, med fuld kontrol over dine dæmoniske kræfter i - skal vi sige – 150 år, hvorefter kontrakten er fuldført, og derefter finder i selv ud af det.” Ørkenjægeren lagde sølvkniven mod dæmonens kind, og en syslende lyd kunne høres. Dæmonen bandede på et uhelligt sprog, med en stemme flere decader for dyb til kroppen. 

“Ellers prøver vi at eksorsere dig her på jorden, og så dør i sandsynligvis begge to. Dit valg.”



Dæmonen faldt tavs, og Naeva tog kniven af dens kind så den kunne overveje sin situation. Hun løftede sit blik til den blonde dæmonjæger, en smuldrende alvor i sit blik. “Du burde vide at navne har magt over dem, der ejer dem.” Hun lod ordene hænge en tid, før hun blinkede kækt. “Så kald mig Atiyeh, og jeg er din.”

Izilarna rettede sig på den lille skikkelse under hende, stillingen var ikke just behagelig, og den kolde sne under hende var smeltet op i stoffet på hendes løse posebukser, efterladende hendes knæ iskolde og en del stivere end hun ville indrømme. Havde hun næret den mindste sympati for dæmoner havde hun nok skænket væsnet under hende en tanke, som efterhånden måtte være gennemblødt. Selvom dæmoner var skabninger som skulle direkte tilbage hvor de kom fra, var de heldigvis ikke almægtige, hvilket formentlig betød, at den også frøs efterhånden. 

Izilarne lod de dybe blå øjne glide op på kvinden, hendes nysgerrighed på hendes evner blev vækket, hun var nysgerrig, men alligevel påholdende. Det virkede så modstridende at lade dæmonen gå, selvom at aftalen der var ved at ske foran hende virkede god. Hun kunne ikke slippe tanken om, at dæmonen en dag ville være på fri fod endnu engang, engang når Izilarna takket være hendes menneskeligt korte livsspand, ikke ville være omkring til at stoppe den. Hun tog en dyb indånding og lod luften forlade hendes lunger langsomt mellem en smal sprække i hendes læber, mens hun fik nogle sekundters betænkningstid. Teknisk set ville det give mennesket 150 år til at finde på noget til at slippe af med snylteren. "Du kan smide ind, at kroppen ikke vil påvirkes. Lad hende beholde sit unge udseende og duelighed" Den hvidhårede nikkede. Skrækkeligt at skulle ældes og vide, at det var et spørgsmål om tid før man ville være et vandrende lig. De fleste dæmoner havde evnerne til at vedligeholde en menneskelig vært, mon ikke dette ikke var en undtagelse.

Den sydende lyd af huden som smeltede under knivens æg gav Izilarna kuldegysninger, det mindede hende om, hvor uhellige skabninger de var, lugen dog, gjorde hende sulten. Det var længe siden hun havde spist, og tanken om et stegt svin var efterhånden ærligt tillokkende. Hun kastede et enkelt blik på rullen, men konstaterede hurtigt, at hun aldrig ville finde ud af hvad der stod. Godt nok var hun adeligt født, men hun skrev sjældent og læste ikke just til dagligt, af og til forekom det gængse skriftsprog uoverskueligt, så at forsøge sig på noget der mest af alt lignede kruseduller ville der aldrig komme noget ud af.

"Atiyeh, du forekommer som en der har meget i munden, måske du skulle til at vise mig om der er noget bag ordene?" Izilarna hævede øjenbrynene og ventede spændt på hvad der kom efterfælgende, dog endnu med et skævt blik til kniven, pinligt bevidst om, at hun selv var uvæbnet. "Mit navn er Izilarna, du kan kalde mig Izil".