Ash havde, for at sige det mildt, været noget ved siden af sig selv de sidste par uger efter mødet med Reina. Han havde heldigvis ikke haft nye opgaver at tage sig af, hvilket betød at han blot havde flakket rundt i Dianthos. Han var ikke blevet et fast sted, men havde tømt en kvinde for blod dér, overnattet i en kloak og havde sneget sig ind på et værelse en anden aften for at tømme en sovende mand. Han havde, selvom han ikke selv var meget for at indse det, været noget distraheret og mere end én gang havde han været ved at blive opdaget.
Helt væk havde han dog ikke været, og han havde derfor ikke efterladt sig nogle spor der kunne pege i retning af ham. Bevares; tandmærkerne var ikke til at overse, men det kunne være en hvilken som helst vampyr, som trods alt ikke var en sjældenhed i en by, hvor alle mulige væsner syntes at samles.

Denne aften havde han dog søgt mod Det Halve Svin. Han havde trængt til et bad, så efter at have betalt den sølle skilling for at kunne benytte baderummet havde han tilbragt et par timer med at skrubbe skidt og snavs af, hvorefter han havde søgt mod krostuen. Han trængte til noget at drikke og havde netop trådt op i krostuen da han fik øje på en velkendt skikkelse der sad ved et bord og syntes at være fortabt i egne tanker. Et smil, det første i et par uger, fandt vej til hans læber, om end kortvarigt, mens han satte kursen mod bordet for at slå sig ned på en af de ledige borde. Invitation havde han ikke nogen af, men han forventede nu heller ikke at få brug for det, som han sendte kvinden over for sig et charmerende grin. ”Hvad fanden laver en spurveunge som dig her?” Spurgte han, og sendte Fielthena et venligt blik.

Det var et sjældent syn at fange den mørkhåret kvinde, siddende fordybet i egne tanker. Med et åndsfraværende blik fulgte hun pegefingeren, som gled langs kanten på vinglasset foran hende. Der var ikke taget mange tåre af den dybrøde væske, faktisk havde hun endnu ikke smagt på den. Tankerne lå andre steder, tanker der førte en eftertænksom streg med sig på den lyse pande.

En velkendt mandsstemme tiltvang sig hendes opmærksomhed. Revet ud af sit tankespind, måtte hun glippe få gange med øjnene, der søgte mod skikkelsen der tog plads på en af de ledige stole, som havde hun afgivet en invitation til det.
”Charmerende som altid” svarede hun i et suk og med himmelvendte øjne. Havde det ikke været for det smil som krængede hendes mundvige op ad, ville det hurtigt kunne tolkes som hans blotte tilstedeværelse irriterende hende, helt ind til benet.
Rettende på hendes sidestilling, rankede hun sig en anelse, ikke fordi hun nogensinde havde siddet sammenfaldet. Hans spørgsmål lod hun hænge lidt i luften mellem dem. I mellemtiden lod hun det grønne blik åbenlyst vandre hen over hans skikkelse om han sad overfor hende. Han lignede sig selv eller rettere så var der ikke nogen nævneværdig ændring ved ham. Hvad var det efterhånden siden de sidst var stødt ind i hinanden? 3 år, måske lidt mere?
Endnu et smil, men denne gang et langt tydeligere et, brød hendes læber fra hinanden, før hun vendte han eget spørgsmål mod ham selv ”Jeg kunne spørger dig om samme? Hvad bringer skyggeværeren hertil?”. I en hurtig bevægelse, fik hun vinket en kro-pige over til bordet og nikkede mod Ash ”Hvad kunne de tænke dig? Jeg giver, for gammel venskabsskyld”.

Der var nok de, der ville have tænkt sig om et ekstra øjeblik inden de bare slog sig ned ved et bord, hvor der sad en enkelt yngre kvinde. Men ikke Ash. Dels fordi han stolede så meget på sin egen charme at han vidste han kunne slippe af sted med det meste, men også fordi han trods alt ville vove at påstå, at han og Fie kendte hinanden. Bevares, det var efterhånden et par år siden han var stødt ind i hende, men hvad var et par år når man var (stort set) udødelig.
Hendes sukkende svar, efterfulgt af et par himmelvendte øjne, fik ham til at sende hende et bredt tandgrin. ”Jeg er lavet af charme, Fie.” Påpegede han med et grin, ikke sen til at bide mærke i det lille smil der formede sig på hendes læber. ”Og hvad skulle jeg ellers have gjort? Bare gået forbi og ladet som ingenting? Pft, det kan jeg sgu da ikke gøre mod min yndlings fugl.” Han blinkede til hende og satte sig godt til rette i sin stol, tydeligvis ikke med planer om at flytte sig lige foreløbig. For ham havde hendes smil alligevel også været en invitation til at blive siddende.

Hendes spørgsmål fik ham til først at tappe sig på næsen og derefter at pege på hende. ”Øl,” svarede han. ”Det har jeg hørt man kan få steder som dette.” De noget flabede ord blev fulgt af endnu et grin, som kun blev større da hun fik viftet en af kropigerne over til dem. ”Øl.” Gentog han. ”Et stort krus, love.” Det sidste var henvendt til kropigen, der fnes som han blinkede til hende.
Han så efter kropigen som hun bevægede sig væk. Han kunne sgu så godt lide at studere kvinder, når de gik væk fra ham, skønt det ikke rigtig gjorde hvad det plejede. ”Men du svarede aldrig på mit spørgsmål?” Spurgte han så og vendte atter opmærksomheden mod kvinden overfor sig.

En svag, ingen gang halvhjertet hovedrysten mødte hans ord om at han var lavet af charme, som et håbløst forsøg på at vise hendes uenighed med ham. Ak ja han kunne være ganske charmende, det vidnede den ene af kropigernes lange blik, efter ham allerede ganske glimrende om.
”Nej, se så var jeg først blevet rigtig skuffet over dig Ash..” med en påtaget skuffet mine og stemme lænede hun sig tilbage mod stolens ryglæn, og lod armene krydses over hendes brystkasse.
Det holdt dog ikke længe før et noget større smil tvang de nedadgående mundvige opad i stedet, da han ikke gjorde mine til at rejse sig igen og gå lige foreløbigt. Det var ikke ofte hun stødte på gamle velkendte ansigter, endnu mere sjældent på folk hun faktisk brød sig om, og ønskede selskab af.

Roligt lænede hun sig frem, med de grønne øjne hvilende på kropigens vuggende gang væk fra bordet, op efter øllen ”5 ravstykker på hun vrikker lidt ekstra med hofterne, kun for din skyld.” da blikket blev flyttet tilbage på ham slog de grønne øjne morede gnister. Hun ville sågar næsten væde med at hans krus ville være fyldt til kanten, som kropigen ville være ekstra påpasselig med ikke at spilde, den gyldne humle væske.
Hun slog et lille klik med tungen, mens en tænkende mine for et øjeblik gled hen over hende ”Må en kvinde nu ikke nyde et glas god vin, på byens største kro, uden der skal være en større grund bag?” Før han kunne nå at komme med en kommentar, åbnede hun munden igen, denne gang for at svare ham mere sandfærdigt. ”Jeg havde brug for at.. Få afledt mine tanker lidt, uden forstyrrelser – ikke at du skal gå, medmindre du anlægger rødt hår og grå øjne?” knapt havde de sidste ord forladt hendes læber, før den røde væske i glasset foran hende mødte dem, men hendes blik forlod aldrig Ahs’ skikkelse, som hun betragtede hans reaktion hen over glassets kant.

Ash skulle nok være gået hvis Fielthena virkelig havde ønsket det. Men indtil videre havde hun ikke virket afvisende over hans selskab, snarere tværtimod. Og det var så længe siden han sidst havde set hende, at der for hans vedkommende var en masse der skulle indhentes. De havde i hvert fald haft det ganske godt i hinandens selskab sidst, og ud fra stemningen at dømme havde det ikke ændret sig. Men Fielthena var også et af de få mennesker Ash virkelig brød sig om. Hun havde ben i næsen og skønt hun måske kunne virke ude af stand til at passe på sig selv, vidste han hvad hun var i stand til. Og han kunne godt lide, når folk overraskede ham.

"Selvfølgelig gør hun det," nikkede han, "jeg sagde jo, jeg var lavet af charme." Hun var sgu også sød hende kropigen, men han var ikke kommet for at more sig. Ikke på dén måde i hvert fald, og desuden var hele hans verden lige blevet vendt på hovedet ved synet af Reina, så lige nu havde han hverken overskud eller lyst til at fokusere på andet end kvinden overfor sig. "Jo det må de vel." Nikkede han, som hun påpegede at en kvinde sagtens kunne nyde vin uden alle mulige tanker bag sig. "Jeg har bare ikke set dig her før, og jeg kommer her temmelig tit." Alt for meget, måske, men hey, man var vel kun død en gang. Ah der var den. Der var en grund til at hun var her. Rødt hår og grå øjne. Han forsøgte at komme i tanke om, hvorvidt det var noget han var stødt på, men kom op blank. "Ikke sidst jeg tjekkede, nej. Hvad er der da galt med rødt hår og grå øjne?" Spurgte han henkastet, skønt det var tydeligt at hans nysgerrighed var blevet vakt.

Han var så fuld af sig selv, at det halve næsten kunne have været nok. Havde det været en hver anden der med sådan en skråsikker selvtillid havde sagt Ash’s ord, ville hun hurtigt have kunnet mærke en irritation vokse sig i hendes sind, men Ash var en af de få som fik lov til at slippe af sted med lige netop det. I stedet lod hun en næsten opgivende hovedrysten møde hans ord, kun blødt op af det skæve smil. Naturligvis var han charmende, men lige frem lavet af det?

”Jeg fortrækker også de mindre kroer eller faktisk et hustag at nyde min vin på. Så det er ikke så underligt du ikke er stødt ind i mig før.” Medgav hun med et halvhjertet skuldertræk. Ikke at hun løg, for det var sjældent i sig selv at finde hende på en kro og særligt en af de større. En enlig kvinde, som ikke var helt dårligt sat sammen, gik sjældent uset hen når først alkoholen flød, blandt de andre gæster.
I aften havde hun søgt herhen, ikke for alkoholen, maden eller de mange efterhånden godt fulde personers tilnærmelser. Hun var kommet for den støj alt det skabte, i et forsøg på at lede tankerne mod andre ting, end at lade dem kredse om Declan.
En lille vrænge på overlæben, satte sig som en rynken hen over næseryggen ved spørgsmålet; hvad der var galt med rødt hår og grå øjne? ”Alt.” Kom det lidt kort for hovedet, men ikke uvenligt overfor Ash bare hendes mod hendes egne tanker.
En lidt større tår af vinen blev indtaget, før hun begyndte at rette på sin sidde stilling som sad hun dårligt ”Det er bare en.. Person… Han er så..” Det var som om ordene ikke helt slog til, men måden hun slog blikket ned mod vinen og lod øjenbrynene rynkes mod hinanden, var ganske afslørende. Denne rødhåret mandsperson hun var begyndt at nævne, var hverken en der havde bestilt et job eller selv var et job.
”Han fylder i mine tanker, og jeg kan ikke finde ud af hvofor..” De grønne øjne løftede sig tilbage mod Ash’s skikkelse.

Det undrede egentlig ikke Ash, at Fielthena foretrak at drikke på et hustag. Selv syntes han den slags var lidt for besværligt - når man havde fået nok at drikke kunne et tage pludselig blive voldsomt stejlt - men det skulle han jo ikke være herre om. Hvis hun foretrak mystikken i at drikke alene på denne måde var det helt og holdent op til hende, selv foretrak han bare at drikke et sted hvor man kunne finde en sød kropige at sætte tænderne i senere. Bogstaveligt talt. "Så regner jeg mig selv for heldig i aften." Sagde han med et smil.
"Ah," han nikkede forstående. Måske vidste han ikke helt hvad hun talte om, men den rynkede næse fortalte ham alt hvad han havde brug for. Ash havde altid oplevet Fie som en der var i kontrol over sine følelser, så at hun reagerede sådan måtte betyde, at det var en der påvirkede hende for meget til at dette kunne lade sig gøre denne gang. Hvilket betød, at det enten måtte være en fjende eller en der trykkede på nogle helt andre følelser. Og, helt ærligt, havde det været en fjende ville vedkommende have været død for længst - det var han slet ikke i tvivl om.  "Så det er en mand, som påvirker dig så meget, at du ikke kan glemme ham?" Spurgte han for at få uddybet sin mistanke. "Lad mig gætte: du tænker på hans smil, på hvad han laver i tide og utide? Måske har du endda haft mere... urene tanker omkring ham?" Det sidste blev sagt med et drillende, skævt smil. Ash anede ikke om han havde ret, overhovedet, men det var de færreste der kunne påvirke andre sådan hvis ikke der lå varmere følelser bag. 

Hun havde endnu til gode at vælte ned fra et hustag, fuld. Ikke at det ikke kunne lade sig gøre, men hun havde trods alt en fordel de fleste ikke have; balance, refleks og smidighed som et kattedyr, som nok skulle holde selv en fuld Fielthena på toppen af Dianthos’ huse.
”Så er vi to. Det er rart at se et bekendt ansigt i mængderne af fremmede.” indrømmede hun og slog kort blikket flygtigt rundt på kroens andre gæster. Nej, ingen andre her ville være bedre et selskab end manden der sad overfor hende. Selvom det kunne være svært at tro, så var der faktisk ganske få folk, der havde sat positive spor hos den gravede lejemorder. En af dem var Ash og derfor havde hun endnu til gode at foretrække sit eget selskab frem for hans, når det bød sig.
Undervejs som Ahs begyndte sit første spørgsmål, søgte den ene hendes hænder ubevidst op mod den kraftige guldkæde der sad tæt omkring det nederste af den lyse hals. I midten af kæden foran sad en ring, akkurat stor nok til at en mands finger kunne stikkes igennem. Med fingerspidserne løbende over guldet, sad hun lyttende og tog hvert ord ind. ”Ja?” svarede hun små tøvende, men med en underliggende spørgeren af hvor han ville hen med det?
Der skulle dog ikke gå længe før end hun fik svar på det usagte spørgsmål. Ordene fik hjertet til at slå hårdere i brystet på hende, som hun genkendte alt hvad han sagde. Hånden der havde pillet ved halskæden, fjernede sig ned på bordpladen, hvor den rastløst begyndte at pille ved vinglassets fod. Smykker og særligt halskæder var normalt noget man aldrig ville se båret af hende, ganske enkelt fordi de var i vejen, når man var på job og så gav folk et punkt for meget at stige efter, hvis de havde modet til at stritte imod. ”Ash, det er jo latterligt.” begyndte hun fornægtede, men hvad mundens ord fornægtede, sladrede hendes krop forræderisk om. To røde plamager spredte sig på kinderne, videre mod næseryggen.
Det grønne blik søgte uroligt alle andre steder hen end Ash’s skikkelse og den ene halvdel af underlæben blev trukket ind mellem tænderne. Sad han virkelig og antydet at hun skulle være.. Forelsket? Og så i Declan af alle mænd der havde betrådt denne jord?
Sukkende søgte hun blikket tilbage til ham ”Jeg forsøgte at drukne ham, fordi jeg fandt en anden kvindes underkjole..” det var måske en lidt voldsom reaktion på et stykke stof, men i øjeblikket føltes det som en ret velbegrundet ting at gøre ”.. Jeg kunne ikke slå ham ihjel.” tilføjede hun, men denne gang lidt lavere. Hun havde aldrig haft problemer med at slå ihjel, selv børn havde ikke været en hindring og her sad hun så, for første gang ude af stand til at slå, hvad der var intet andet end tidsfordriv, ihjel

"Det er det." Nikkede han. Ash havde ellers ikke været i et særligt godt humør da han først var trådt ind på kroen, men det havde Fielthena lavet om på. Sådan da, Reina gnavede stadig i hans baghoved, men det ville hun nok gøre længe.

Hans blik undgik ikke at bide mærke i bevægelsen, som hun rakte op til en ring der sad i en kæde omkring hendes hals. En ring der var alt for stor til hendes smalle fingre, og som kun bekræftede hvad han allerede havde på fornemmelsen. Det var pudsigt som de var stødt ind i hinanden efter så mange år, endnu mere når man tænkte på, at de åbenbart havde søgt kroen for at kunne glemme nøjagtig samme problemer.
Hendes protester kom ikke bag på ham. Sådan havde alle vel haft det i starten. Der var altid det dér øjeblik, hvor man forsøgte at benægte sine følelser. Folk omkring en kunne forsøge at overbevise en om noget andet, men når man var i den situation Fielthena var, skulle der meget til for at overbevise en om noget andet. Og mens man brugte så meget tid på at fornægte sine følelser blev man langsomt suget længere og længere ind, indtil man til sidst var på så dybt vand, at man ikke kunne komme op, når man endelig indså, hvad ens følelser forsøgte at fortælle en.
Det var i hvert fald det der var sket for Ash, som stadig, så mange år efter, led under det. Forhåbentligt ville Fie gå mere fri end han var. "Du har ret. Det er også derfor du rødmer, ikke? Fordi det er så latterligt." Svarede han med et drillende grin om de smalle læber så de spidse hjørnetænder lige akkurat blev synlige.
"Okay, okay, lad mig se om jeg har forstået det rigtigt. Du går rundt med en halskæde med en ring, der tydeligt tilhører en mand. En mand du forsøgte at drukne, men som du - af alle mennesker - ikke kunne slå ihjel." Mens han remsede op løftede han en finger for at tælle hver af de ting han sagde. "Nej det lyder skam ikke som om der skulle være nogle følelser der. Det er bare mig der er fjollet, ikke? Du nære selvfølgelig ingen varme følelser for ham. Pfft, det er da for galt at tro det." Smilet om hans læber blev lidt større inden det endelig faldt sammen. Med et suk lænede han sig frem i stolen for at fange hendes blik. "Vil du have et godt råd?" Spurgte han, men fortsatte inden hun nåede at svare. "Kom ud mens du kan. Det er ikke det værd."



//Jeg beklager det sene svar, men jeg har haft vanvittigt travlt på arbejdet.

Det sved næsten som hvert ord faldt fra Ash’s læber, ikke fordi de var hårde eller nedladende, trods den tykke sarkasme der indhyllede dem. Hvert og et ramte en nerve i brunetten overfor ham, for alle var sande. Det var tåbeligt sådan som hun forsøgte at lyve for sig selv, for andre når hendes krop talte sit tydelige sprog.
Havde det været en hver anden mand i Krystallandet, som havde slynget de ord ud, ville Fielthena ikke havde tøvet med at rejse sig, sende lynende øje som et forvarsel, at hvis ikke et emne skifte faldt ville hun personligt sørger for ikke så meget som et eneste ord nogensinde ville forlade struben igen. I stedet blev hun siddende, med en tiltagende rødmen og et nedslået blik i bordets overflade. Ikke at de grønne forblev i bordet ret længe.
Øjnene søgte Ash’s, mens hun lænede sig tilbage mod stolens ryglæn med korslagte arme ”Du får det til at lyde som om det er så nemt, bare at...” den ene hånd løftede sig op foran hende, hvor den lavede nogle udefinerbare cirkulærer håndbevægelser. At gå, var det det ord hun søgte efter? Nej, for at gå var den nemme del, den svære var at blive væk og holde fast. Hvad der dog var endnu svære var at glemme. Selv når hun havde formået i perioder at holde sig fra Declan, så hjemsøgte han i stedet i hendes drømme.
Et tungt suk fik det næsten til at ligne hun sank mere sammen i stolen, end hun faktisk gjorde. Hånden der havde viftet i luften, gned sig mod den blege pande ”.. Det burde være ulovligt at føle sådan her, det er noget rod Ash..” beklagede hun sig med en lille snerren gemt i stemmen. Dog ikke en snerren rettet mod ham, men hende selv og det hav af nytilkomne følelser. Hun rettede sig lidt på stolen så hun ikke lignede en der var ved at falde sammen ”Men fortæl mig, hvornår har du erhvervet dig sådan nogle fine tænder?” de spidse hjørnetænder var ikke gået det opmærksomme blik forbi. Det sad trods alt så indgroet at bemærke selv de mindste detaljer, og hun var sikker på Ash sidst havde været uden.

Det var ret tydeligt, at han havde ramt et ømt punkt. Og havde han været enhver anden ville han have været død nu. Men dels stolede han nok på den relation han og Fielthena havde sammen til at regne med, at hun ikke ville slå ham ihjel, dels var han svær at slå ihjel. I hvert fald at få fingre i, som trods alt var første skridt. Det var derfor uden tøven han var så hudløs ærlig, for hun lignede en der havde brug for det lige nu.

"Jeg sagde aldrig det var nemt." Han rystede svagt på hovedet. Hvis bare det havde været så nemt, hvis man kunne ville sig til ikke at nære bestemte følelser... ja så ville verden være et nemmere sted at være. Han selv ville i hvert fald have undgået utallige dumheder.
Men sådan var verden ikke skruet sammen, og Ash var fornuftig nok til at vide, at man var nødt til at se tingene i øjnene og sige dem som de var.
Det tunge suk fik ham til at hæve det ene øjenbryn. Hun måtte godt nok være blevet ramt, hvis en mand fik hende til at sukke så tungt. Det var kun de helt særlige følelser der kunne få sådan en lyd over andres læber. "Det er noget lort." Sagde han blankt inden han løftede kruset for at tømme det for de sidste rester. "Noget forbandet lort. Og tilværelsen ville være lettere uden." Og det troede han virkelig på, helt ned i sin manglende sjæl. Alt ville være lettere uden den forbandede kærlighed.

Det var aldrig nået forbi deres samtale, at han var en af de udøde der vandrede jorden, men han havde omvendt heller aldrig lagt skjul på det. Sidst de havde været sammen havde han bare haft iført sig masken der dækkede underansigtet, så der havde det ikke været muligt at se de tænder, som han nu lod tungen glide hen over. "Åh det ved jeg ikke rigtigt," han trak på skuldrene. "For en halvtreds års tid siden, måske. 55? Det var faktisk takket være den der følelser der burde være forbudt." Han hævede igen sit krus, kun for at opdage at det var tomt, og vinkede derfor en kropige hen til dem. "En ny runde, love." Bad han, og blinkede til hende.

Hele Spurvens tilstedeværelse havde været så nem og lige til. Indtil for nogle måneder siden, hvor lånehajen var blevet en del af hendes liv og nu blevet en fast del af det. Stik imod hvad planen skulle have været end ud i. Følelser havde aldrig været noget hun havde skullet forholde sig til, ikke de mere komplicerede følelser som forelskelse. Det havde bare været så forbandet nemmere, hvis hun faktisk kunne holde tanken ud at Declan gled lige så hurtigt ud af hendes liv, som han var kommet ind i det.
Glasset med vin blev hævet mod ham i en skål, som Ash begyndte at smide en kommentar af sig omkring hele den rodet situation kærlighed skabte ”Skål på det, hvis lort overhovedet begynder at beskrive det.” stemte hun i, før en måske lidt for stor tår af den røde væske blev taget, så glasset stod tomt tilbage da det blev sat fra hende.
”55 år.. Vent hvad?!” føj det overrasket ud, men stadig ikke højere end udbruddet ikke tiltrak sig unødig opmærksomhed ”Har du..-” Denne gang var det med et moret fnys Fielthena lænede sig tilbage i skolen ”- Det må jeg give dig Ash, i alle disse år og jeg har aldrig fattet mistanke.”.
Tungespidsen gled sig fugtende over læberne, mens de grønne øjne smallede sig en anelse tænkende, som brikkerne faldt på plads ”Det må du uddybe, blev du bidt under en eller anden tid i sengen eller?” hun havde forstået det var kærlighed som havde gjort ham til en udød, men hvordan og hvorfor var oplysninger han tilbageholdt fra hende og så var der jo kun gisninger tilbage. Mest åbenlyst og oplagt ville være at kvinden han elskede, var en vampyr.

Ash var enig med Filethena: lort kunne ikke beskrive det rod kærlighed førte med sig. Omvendt var han ikke ordrig nok til at kunne komme på et andet ord, og ærlig talt var han ikke sikker på det fandtes. For han huskede også, hvor fantastisk kærlighed kunne være. Og levede nu med, hvor surt det kunne blive. Så jo, lort måtte vidst være det ord han tog sig til takke med for nu. Et eller andet sted trøstede det at vide, at han ikke var alene om at føle samme modstridende følelser: selvom han ikke ønskede andre skulle ende ud som han, var der alligevel et vidst sammenhold i de følelser han og Spurven delte.
Hendes overrakende ord fik Ash til at udstøde en kort, hæst latter. "Nu er det heller ikke fordi jeg render rundt og sætter tænderne i alle. - medmindre de spørger." Tilføjelsen blev fulgt at et drillende blink til den kropige, der i det samme kom tilbage med friske forsyninger. Hun fniste, blinkede til ham og gik igen. "Nej," han rystede på hovedet inden han tog en slurk af sin øl. Både for at skylle halsen, men også for at trække tiden ud. Det var sjældent han delte ud af sig selv på denne måde, og hvorfor han havde gjort det denne gang var han ikke helt sikker på. Måske fordi Fielthenas situation mindede ham om sin egen? "Nej det var ikke sådan noget. Hun var - er - en engel, så langt fra. Jeg byttede hendes liv for mit." Han trak på skuldrene. "Jeg havde bare ikke tænkt over, at liv kunne betyde så meget: for eksempel at komme tilbage igen som udød."

”Skal jeg nu til at være skuffet over jeg ikke er en af de få udvalgte, som har fået så fint et tilbud?” spurgte hun med underlæben skuffet skubbet frem, mens de grønne påtog sig et såret udtryk. Hele den flaske skuffelse fik ikke lov til at være malet over hendes udtryk længe. Et skævt smil og drillende glimt i øjnene erstattede det andet, understregede ordene var sagt i spas.
Han var en køn mand, som i andre sammenhænge ville Fielthena have fundet ham tiltrækkende nok til at dele i seng med ham. Deres forhold havde bare aldrig bevæget sig i de baner, ven-zonen havde været alt for solid. Ash var mere som en bror og det ville hun alligevel for alt i verden ikke ødelægge. ”Hvis du ikke passer på, så ender du med at knuse den stakkels piges hjerte inden aften er omme.” små grinte hun, inden en tår blev taget af den nytilkomne vin. Afventende på at få svar på spørgsmålet om, hvordan han var blevet vampyr.
Vin tåren røg i forkerte side af halsen, og med en hosten forsøgte hun at få luftrøret fri fra vin ”Vent, hvad?” lød det noget besværet. Hørte hun ham lige sige, hvad hun troede hun hørte? Han havde givet sit eget liv for en engel… Kan engle dø? Forvirringen var total og selvom det rev i halsen ved hver vejrtrækning, fik hun undertrykt trangen til at hoste, for at kunne hører svaret klart og tydeligt.

Fielthenas drillende blik blev mødt af et ditto fra Ash. "Men kære Spurv, jeg var slet ikke klar over du nærede så varme følelser for mig." Svarede han og lænede sig frem. "Meeen hvis du virkelig føler dig så snydt så bør det jo nok kunne ordnes." Han lo, blinkede til hende og lænede sig tilbage i stolen igen. "Nej, du, jeg holder mig fra kollegaer. Man ved sgu aldrig hvad der sker, hvis man ikke yder sit bedst i det rigtige øjeblik." Han trak på skuldrene. Det var ikke fordi han ikke altid gjorde sig umage, men han havde sgu ikke tænkt sig at komme på den dårlige side af Spurven. Så var han en død mand. Eller, mere død end han allerede var.
"Hvis hun er heldig er det det eneste jeg knuser." Der var så mange andre ting man kunne knuse: mennesker havde trods alt mange knogler, og hvis bare man kedede sig nok var det et ganske fortrinligt tidsfordriv.
Han havde sådan set regnet med hendes reaktion. Hun var en af de eneste - hvis ikke den eneste - han havde fortalt det til, men det lød absurd selv i hans øre, så selvfølgelig måtte det komme bag på hende. "Jeg ved det," nikkede han. "Ironisk, ikke. Hun kunne ikke engang huske mig da vi mødtes, ikke i starten. Og nu vil hun ikke have noget imod mig fordi jeg er vampyr og derfor per defination ond i hendes bog. Det var det jeg sagde -" han tog en ordentlig tår af sit krus. "Kærlighed er noget lort. Du skal undgå det hvis du kan."

//Jeg beklager mit sindssygt sene svar, men endte med at ligge syg i halvanden uge i efterårsferien D:

Lænende sig længere ind over bordet, rakte hun drillende ud og lod en hånd lægge sig over hans ”Åh Ash, jeg nærer altid varme følelser for dig.” berøringen og måden den mørkhåret kvinde fik sagt ordene på kunne let have været overbevisende flirtende, havde det ikke været for det blink der fulgte trop. Ash lænede sig tilbage først, efterlod hendes hånd hvilende mod bordet, hvor hans hånd havde været under for få øjeblikke siden.
Det var med et skævt smil og en vrænge på næsen, spurven selv lod ryggen tage hvile mod stoleryggen bag sig ”Ellers tak du for det generøse tilbud, men så tror jeg faktisk jeg springer over. Gode venner hænger trods alt ikke i træerne, og da slet ikke inden for vores erhverv.” udtrykket blev mere eftertænksomt. Der var engang hvor hun havde forsøgt sig med dusørjagt, men havde hurtigt holdt sig til bestillings mord da det andet skabte for meget interne stridigheder, når en synes en anden havde taget han eller hendes mål.
Nej så foretrak hun at kunne gå i seng, uden at skulle sove med begge øjne åbne.
Atter formåede han ikke er skuffe med den hurtige kommentar, der ikke burde have fået Fielthena til at smile så meget, som hun gjorde vel vidende hvad han hentydet til med lige netop de ord.
Den ene hånd fløj op foran hende, som tegn på Ash skulle slå bremsen i sin fortælling ”Siger du at hun husker dig nu, husker jeres tid før du blev, du ved... Men at hun lader den ene ting overskygge alt det I havde inden? Du gav dit liv for hende Ash? Ved Zaladin, jeg tror ingen gang jeg ville give mit liv for Declan.” det lød som en eller anden absurd kærlighedsroman, hvor forfatteren havde et mål for øje; at knuse flest mulige hjerter, både af læsernes og karaktererne i fortællingen.


//Du skal slet ikke beklage eller have dårlig samvittighed <3

Fielthena var ingen utiltrækkende kvinde. Tværtimod var hun yderst tiltrækkende, og i løbet af aftenen havde Ash da også bidt mærke i de blikke mændende havde sendt hende. Men hende og ham? Det var ikke noget han havde skænket en tanke før. Måske fordi de havde mødtes på den måde de havde, under et job hvor romantik ikke ligefrem var på tapettet. Og da jobbet ligesom var gjort, og de havde fundet et fælles grundlag, havde det bare aldrig været en del af deres venskab. Ash kendte Spurvens ry, og der var bare visse kvinder han holdt sig langt fra. Dem der kunne dræbe ham før han nåede at blinke var så afgjort en af dem.
Alligevel kunne han ikke lade være med at vippe drillende med øjenbrynene af hende. "Det er normalt, min kære spurv. Du er trods alt en kvinde, og jeg er en umodståelig mand, så..." Hans ord sluttede i et grin mens han rystede på hovedet over situationen. Jo det kunne sgu være kønt med de to. "Du har ret," han nikkede. "især gode venner man ved ikke pludselig backstabber en." Han trak på skuldrene. Det var i hvert fald ikke noget han frygtede med hende. Måske burde han, hun var så sandelig en der kunne, men han stolede for meget på hende. 

Han var tavs et langt stykke tid. Ansigtet, der før havde været lagt i folder af morskab og dril, var gået hen og blevet koldt og... bittert, bedre forklaring var der ikke på de følelser der havde taget indtog på hans ansigt. "Ja." Svarede han. "Det viser sig, at vi også bare var venner. Ganske pudsigt når vi delte seng i så mange år, men det var hendes udlægning af det. Og fordi jeg er vampyr, og hun er præstinde, er jeg derfor ond. Så nu har hun sat vagter rundt om templet." Han tog en tår af sit glas, og som han sænkede glasset havde der formet sig et helt nyt smil på hans ansigt han ikke før havde vidst Fielthena: de spidse hjørnetænder var synlige et kort øjeblik, og smilet var fuldstændig koldt og følelsesforladt med en snert af galskab. Et øjeblik lignede han det monster Reina påstod han var. "Det kan ikke holde mig væk, naturligvis. Og jeg er begyndt at samle deres hjerter. Mine første gaver var blomster, men dem ville hun ikke have. Måske vil hun have sine vagters hjerter i en pæn boks i stedet." Måske var han i virkeligheden et monster?

Hvis det nogensinde som ned til - som tingene var lige nu og her - at Spurven skulle udpege én person, som hun blindt ville stole på, så havde hun ikke tøvet med at pege på Ash som dén person. Han havde endnu til gode at svigte hende og selvom det stadig var en mulighed, så var hun samtidigt ganske overbevist om det ikke ville blive i hendes levealder.

Havde hun ikke siddet så solidt på stolen, ville Fielthena have skvattet over noget af det sidste han nævnte ”Præstinde? Nu er jeg ikke synderlig troende, faktisk slet ikke, men ved alle Guder og Gudinder Ash... Det næste du fortæller, er vel at hun er præstinde for selveste lysets Gudinde, Isari?” denne gang var de grønne øjne langt mere alvorlige, i takt med at alt morskab og dril forlod det kønne mands ansigt, på pladsen overfor hende. Uvidende om hvor korrekt hun ramte i sit gæt, der skulle have været tiltænkt som et vildfarent et.
Knapt havde hun sagt det ellers retoriske spørgsmål, før hendes intuition gav en urolig tanke – hvad hvis hendes henkastede gæt, måske slet ikke var ramt så meget forbi sandheden som hun for hans skyld havde håbet på ”Det er hun ikke vel? Jo hun er, er hun ikke?” spørgsmålet gav hende lyst til at gnide to fingre mod hver tinding til udsigten om at få ret, tanken gav næsten allerede hovedpine, men hun formåede alligevel at undertrykke trangen til at gnide panden. Kun for i stedet at lade vinglasset drejes mellem tre fingre ”Og jeg er ikke enig med hende, du er ikke ond. I så fald er jeg det også… Det er de færreste som i virkeligheden er onde, født eller skabt. Ens personlige moralske kompas til gengæld, det kan være gevaldigt i stykker.” lød det med at skuldertræk.
Andre ville nok have set på vampyren med forfærdelse i deres blik. Flytte sig så kraftigt på deres side plads, at stolens ben ville skrige mod plankegulvet, i et spinkelt forsøg på at lægge afstand til sig. Den mørkhåret kvinde, slog stik modsat i en lille latter op ”Ih ja, det er jeg sikker på hun vil sætte pris på. Der er intet der siger jeg elsker dig, som en boks fuld af stillestående hjerter.” mindet om Declan’s lemlæstede og parterede vagter, der var blevet spredt i en perfekt cirkel omkring hans hus, dukkede op bag den lyse pandeskal. Hun havde ikke gjort det for at vise Declan hun elskede ham. Dengang var det en advarsel om hun ville komme efter ham, for den uret han havde gjort hende. Ash’s motiv for udskåret hjerter var ikke helt det samme, og alligevel heller ikke helt ved siden af.

Ash løftede afværgende begge hænder ved Fielthans overraskelse da han nævnte hans tidligere flamme var præstinde. Han var udmærket godt klar over hvordan det måtte lyde for udefrakommende, og han kunne ikke bebrejde hende hendes overraskelse. Det lød som noget fra en af de der dårlige ungdoms fortællinger han før havde hørt: om to elskende der var adskilt af familier, og som ville gøre hvad som helst for at sikre deres kærlighed. Sådan var virkeligheden bare ikke, det var Reina et tydeligt bevis på.

Han åbnede munden for at svare Spurven, men nåede det ikke før hun selv syntes at have lagt to og to sammen. Som om det ikke var slemt nok Reina var præstinde, så var hun præstinde for Isari. ”Teknisk set er hun ypperstepræstinde.” Han skar en grimasse og endte med at tømme indholdet i sit glas. Pludselig havde han en voldsom lyst til at drikke sig så fuld at han ville glemme hele denne her dag. Hvis han var heldig ville han kunne trække den helt til næste dag, det havde han gjort før. ”Der er nok dem der vil påstå at du og jer er onde, den slags kan vidst ikke undgås i vores branche.” Han trak på skuldrene. Han havde altid været ligeglad med, hvad andre troede på ham, men Reina… der var bare anderledes ved hende. Og alligevel: han havde altid fået at vide at en forældreløs elver som ham aldrig ville blive andet end problemer, og folk havde haft ret, det var sådan det var endt. Så hvis Reina påstod han var ond – ja så skulle han så sandelig også vise hende, at han kunne være ond. ”Jeg tror det er lidt det der er pointen, kære Spurv,” han løftede blikket for at fange hendes øjne med sine egne. ”Hun elsker mig ikke, jeg er jo ond.” Han rynkede brynene eftertænksomt. ”Om det er rigtigt ved jeg ikke, men hey, hvis det er ondskab hun vil se skal jeg fandeme vise hende et og andet.” Det kunne jo næsten være ligegyldigt alligevel: Ash vidste han ikke ville vinde hende tilbage, så hvorfor ikke bare gøre noget ud af det? ”Så må vi se hvor langt jeg når inden hun slår mig ihjel.” Det var en morbid tanke, som kun blev endnu mere morbid af det faktum, at ordene blev efterfulgt af endnu et hugtandssmil.

Hele hendes udtryk blev bare træt at se på, da han ikke bare gav hende ret i hvem hans store kærlighed var præstinde for, mens han oven i hatten smed kortet ypperstepræstinde. Begge hænder blev kørt hen over det lyse ansigt, mens et grin kunne høres bag dem. Det var simpelthen for tragikomisk, hvordan kunne én mand være så uheldig med sit kærlighedsliv?
Det var naturligvis på ingen måde morsomt, som Ash fortalte om sine hjertekvaler, men det her var vitterlig en af de gange, hvor latter – hvor malplaceret den så end var – bare virkede som den mest lige til reaktion. ”Har du overvejet at kaste dig ud i spil? Siger man ikke at har man uheld i kærlighed, så har man held i spil? Du kunne jo ende med at blive den rigeste mand i riget.” sagde hun endeligt med hænderne fjernet igen og hun viftede lidt afvigende den ene foran sig ”Som jeg hører det er din veninde langt mere ondskabsfuld end du og jeg nogensinde bliver til sammen. Vil du vide hvorfor?” spørgsmålet var halv retorisk, for uanset svaret, så havde hun tænkt sig selv at følge op på det med et svar, men ikke før end hun i en hurtig bevægelse, elegant bevægelse indtog stolen ved hans side.
”Fordi imod sætning til dig og mig, så tror hun oprigtig på at hun er god, at hun er lyset – og at hun har ladet sig bilde ind, at hendes handlinger foretages i velsignelse af en fiktiv højere magt… Dét er ondskab i sin reneste form Ash.” med de ord strakte hun sig ind over bordet og greb ud efter den sjat vin, som endnu var tilbage i hendes glas. Det sidste af den røde væske blev indtaget inden hun lænede sig til siden, nærmere den mørkhåret vampyr med et legesygt smil om læberne ”Tæller det stadig som et mord at slå en død mand ihjel? Og andet spørgsmål, skal du have hjælp med vagterne? Vin og blod går frygtelig godt i spænd med hinanden.”.