Rejsen til Isenborg havde været lang og drev Malika vanvittig. Hun skulle se Thalia nu, og det kunne ikke gå stærkt nok! Der var sket alt for meget siden hun sidst havde besøgt hende. Thalias mor var blevet fyrstinde, Malika havde haft en ’spion’ på paladset, mødet med Pharos, makseballet og så mange andre ting. Vigtigst af alt havde hun opdaget hun havde arvet sin evne fra sin fader, og det kunne hun næsten ikke vente med at skulle vide til Thalia!
Malika sad i forvejen og plaprede løs til sin slavepige om hvordan hun havde savnet Thalia og hvordan hun så frem til at bruge tid med hende igen i nogle dage. Når de endelige holdt pauser på rejsen, gik det i stedet ud over kusken. Malika var så glad for at skulle se sin jævnaldrende veninde, og det var så tydeligt.
Malika vidste det var køligere i Medanien, i forhold til Rubinien, og havde derfor iført sig en bordoux kjole med en tyk, dyb, guld udskæring. Kjolen havde matchende gulddetaljer omkring overarmene og ned langs siderne, samt et lille guldbælte om maven. Malika rejste dog med en stor bagage, for rejsen til Medanien var jo ikke ligefrem kort.
Den gyldne karret med et sort løvehoved på hver side, stoppede ude foran Isenborg. Malika kunne næsten ikke vente på at kusken kom og åbnede hendes dør - hun var næsten ved at springe ud af vinduet i ren spænding. Det varede dog et øjeblik før kusken kom til døren og åbnede op. Så snart hun kunne, begyndte hun at lunte op mod borgen med et bredt smil på læberne. Det var tydeligt at se at foråret var kommet til Medanien, for rundt omkring var der knopper der var begyndt at springe ud på træerne, og græsset var begyndt at gro. Det var godt at strække benene. Skridtene blev længere og hurtigere. Slavepigen var godt i gang med at hjælpe kusken ved kareten. Malika kunne høre en latter fra staldene af. Det lød som Astrid. Malika kunne mærke kuldegysninger trille ned at ryggen blot ved tanken om storesøsteren – og arvingen! Hun håbede at Thalia havde modtaget brevet om ankomsten til borgen og forhåbentlig havde set Kazimi karetten trække op til borgen, så de kunne mødes ved hovedindgangen.