Link til kjole//

Rejsen til Isenborg havde været lang og drev Malika vanvittig. Hun skulle se Thalia nu, og det kunne ikke gå stærkt nok! Der var sket alt for meget siden hun sidst havde besøgt hende. Thalias mor var blevet fyrstinde, Malika havde haft en ’spion’ på paladset, mødet med Pharos, makseballet og så mange andre ting. Vigtigst af alt havde hun opdaget hun havde arvet sin evne fra sin fader, og det kunne hun næsten ikke vente med at skulle vide til Thalia!
Malika sad i forvejen og plaprede løs til sin slavepige om hvordan hun havde savnet Thalia og hvordan hun så frem til at bruge tid med hende igen i nogle dage. Når de endelige holdt pauser på rejsen, gik det i stedet ud over kusken. Malika var så glad for at skulle se sin jævnaldrende veninde, og det var så tydeligt.

Malika vidste det var køligere i Medanien, i forhold til Rubinien, og havde derfor iført sig en bordoux kjole med en tyk, dyb, guld udskæring. Kjolen havde matchende gulddetaljer omkring overarmene og ned langs siderne, samt et lille guldbælte om maven. Malika rejste dog med en stor bagage, for rejsen til Medanien var jo ikke ligefrem kort.

Den gyldne karret med et sort løvehoved på hver side, stoppede ude foran Isenborg. Malika kunne næsten ikke vente på at kusken kom og åbnede hendes dør - hun var næsten ved at springe ud af vinduet i ren spænding. Det varede dog et øjeblik før kusken kom til døren og åbnede op. Så snart hun kunne, begyndte hun at lunte op mod borgen med et bredt smil på læberne. Det var tydeligt at se at foråret var kommet til Medanien, for rundt omkring var der knopper der var begyndt at springe ud på træerne, og græsset var begyndt at gro. Det var godt at strække benene. Skridtene blev længere og hurtigere. Slavepigen var godt i gang med at hjælpe kusken ved kareten. Malika kunne høre en latter fra staldene af. Det lød som Astrid. Malika kunne mærke kuldegysninger trille ned at ryggen blot ved tanken om storesøsteren – og arvingen! Hun håbede at Thalia havde modtaget brevet om ankomsten til borgen og forhåbentlig havde set Kazimi karetten trække op til borgen, så de kunne mødes ved hovedindgangen.

Link til kjolen
Link til hår

Vente tiden havde været noget nært ulidelig! I så mange dage havde Thalia været bevidst om der var en ganske særlig gæst på vej mod Isenborg. Det var ikke en adelsmand med udsigt til et giftermål, som nok var mere ønsket af alle andre end den yngste Isenwald.
Nej der var en meget bedre gæst! Nemlig Malika af Kazimi, den tætteste veninde Thalia havde, og selv når de ikke havde set hinanden, så faldt de i hak som havde de aldrig været adskilt.

Spændingen om at hun kunne ankomme hvert øjeblik, havde gjort det tæt på umuligt at få klemt bare lidt af morgenmaden ned.
En tjener havde da også kun lige kunnet nå at begynde at informere om at kareten med guldløverne, var på vej op ad alléen.Før Thalia allerede var på vej ud mod hovedindgangen.
Det lange mørke hår var sat halvt oppe, så noget af håret var trykket tilbage fra ansigtet og i stedet flettet om baghovedet og pyntet med små grene i guld. Den gulvlange kjoles skørt blev løftet foran, for hun ikke ville falde i det, som hun havde sat i en halv løb. Kjolens skørt var i en gylden farve, med en bordoux overdel fuld af guldborderinger langs kanten og fordelt over resten af stoffet, lå hen over det meste af det lyse skørt.
Omkring halsen bar hun et matchene silkebånd til den røde farve, dækkende over det lille ar på halsen.

Allerede før Thalia var nået hoveddøren, havde en tjener åbnet den ene af de tunge dobbeltdøre som han havde set hende komme stormende. I forbi farten fik han et taknemligt og venligt smil.
Så snart hun var tæt nok på Malika til at lukke armene omkring hendes, i en hjertelig omfavnelse, knugede hun den lyse skikkelse ind til sig i et mindre hvin. De isblå øjne gled ned over Malika, for hun skulle jo se om hun havde forandret sig alt for meget ”’Ih, hvor jeg har savnet dig! Og naturligvis er du køn som altid” sagde hun med et smil der med lethed nåede øjnene.

Hoveddøren blev åbnet langt før Malika var nået derhen, og ud kom den smukkeste, kærligste og mest elskede veninde løbende. Det varede kun et øjeblik, før de slyngede armene om hinanden og hvinede i kor.
Hun løsnede så sit greb om veninden, Thalia, og lod sine hænder glide ned af hendes bordoux og guld ærmer. Næsten samtidig så deres lyse øjne hinanden an.

"Du har i den grad også været savnet, Thalia! Jeg kan kun sige det samme om dig" lød det fra den lyseste Kazimi datter til den yngste Isenwald datter.
"Det var simpelthen ærgerligt vi ikke kunne nå at snakke sammen til maskeballet i Zircon, der er jo sket alt for meget siden sidst!" lød det en anelse ærgerligt før det lød begejstret. Der var så mange ting hun skulle fortælle den kære veninde som jo blot for nogle måneder siden blev Isenwald
prinsesse. "Jeg var simpelthen så meget at fortælle dig!" lød det kærligt fra Malika, som så sig en omgang rundt. Hun var blevet væsentlig mere påpasselig med hvad hun fortalte i det åbne rum. Hun havde trodsalt fået en evne, som gjorde hun kunne spionere på folk hun havde godt kendskab til og det var i den grad ikke alle der skulle vide det, for hvad sjov var der så i det?

Malika vendte så sit fokus tilbage til den mørkhårede skønhed foran sig, "Men... Kan vi måske snakke et sted helt privat?" spurgte hun med spænding i øjnene. Hun kunne i hvert fald ikke snakke åbent om Pharos medmindre hun var sikker på det kun var deres øre. Han skulle jo nødig blive fundet og henrettet... Hun glædede sig blot til at dele alt det der var sket og selvfølgelig til at høre hvis Thalia havde noget lækkert at dele, udover den åbenlyse Prinsesse titel.

De slanke hænder lagde sig ganske blidt over Kazimi prinsessens overarme lige over albueleddet, som Thalia efter krammet holdt sig selv lidt ud i strakt arm, mens de lyse øjne gled ned over hende, prægtigt som altid. Malika lignede sig selv, hvis muligt var hun kun endnu smukkere, i sandhed en ægte perle af ørken! En varm stolthed over ikke bare at kunne kalde hende for sin veninde, men sin bedste og tætteste veninde spredte sig i den unge Isenwald’s brystkasse. Hænderne slap, men ikke før et kærligt klem var placeret hvor de rørte.

Åh ja maskeballet.
Det var ingen hemmelighed, at hun havde haft håbet på at kunne bruge bare en lille stund af ballet med hendes højt elskede storebror, men også Malika. Desværre ville Chance bare ikke tilsmile dem det mindste af et øjeblik, kun glimtvise syn af hinanden. Før hun havde vidst af det var festlighederne sluttet. Ikke en eneste gang nåde hun, at snakke med hverken Alexander eller Malika…
Ærgrelsen var tydelig i både blik og ansigtsudtrykket hos den mørkhåret adelskvinde, men ærgrelsen skiftede hurtigt til noget helt andet; nysgerrighed. Det lød ikke som det der var sket siden ballet i Zircon, helt var det sædvanlige ”Jeg glæder mig til at hører det hele!” Lød det med en oprigtig interesse, for hvad Mailka havde at fortælle.

En den ene lyse hånd lukkede sig omkring Malika’s blege hånd, som havde fået et lille pust af liv af varm okker. ”Ja mit kammer, kom.”. Hvis Malika tillod det, ville Thalia føre hende med sig, ind gennem de selvsamme dobbeltdøre Isenwald prinsessen for ganske få minutter siden var kommet flyvende ud af. Ned gennem en af de lange gange, før de ville befinde sig i det der var Thalia’s private kammer, her kunne de to prinsesser snakke uforstyrret og helt privat. Hånden slap Malika’s ved døren og gjorde i stedet en gestus om hun endelig skulle tage plads, hvor hun ønskede, om det så ville være i de smukt udskåret træmøbler i mørkt træ og skovgrønne bløde sæder, der udgjorde en hyggelig sidekrog eller om det blev i den enorme seng i samme mørke træ, med en søjle i hvert hjørne til at holde sengehimlen oppe. ”Før du fortæller mig alt sladren, ønsker du så ikke en bid mad og lidt friskt at drikke?” Turen her til havde været langt, og skønt fyrstedatteren næppe havde lidt nød på vejen her til, så var lidt mundgodt aldrig helt af vejen.

Malika kunne tydeligt mærke Thalias øjne som beundrede hende. Hun kunne ikke lade være med at smile over det, for Thalia havde altid været så ærlig omkring alt mellem dem, og bare det at Thalias blik strålede sådan som de gjorde nu, var en kompliment i sig selv. Det var utrolig tydeligt at Malika var ekstremt taknemmelig over at have Thalia som sin bedste og tætteste veninde. Der var simpelthen ikke noget der skulle sætte splid i deres venskab. Aldrig nogensinde, de ville altid være der for hinanden.

Malikas kinder blev hurtigt til små æbler, som Thalia gav udtryk for at hun meget gerne ville høre om det hele. Hun var så spændt på alt det hun skulle fortælle. Med næsten matchende gang, gik de sammen indenfor i retningen af Thalias kammer. Da de nåede hendes kammer og Malikas hånd blev sluppet, fandt Malika hurtigt plads i Thalias seng og fandt en af de store puder at lægge armene rundt om. Puden blev dog lagt fra sig da der blev tilbudt mad og drikke. ”Jo, det kunne være godt.” lød det fra hende, som hun rejste sig op og nærmede sig Thalia. Hun var faktisk lidt usikker på om de skulle tage af sted sammen og finde en tjenestepige, eller om Thalia kunne vifte lidt med håndleddet før der ankom mad og drikke. Det var jo så nyt at Thalia også var fyrstedatter! ”Har du en tjenestepige i nærheden eller skal vi finde lidt selv?” spurgte hun, med en snert af eventyrlyst i at skulle finde det selv. Malika havde ikke noget i mod at skulle sørge for sig selv, men selvfølgelig var det da også rart når tjenestefolkene gjorde det for en selv.
Hos Kazimi’s palads var der simpelthen så mange af både tjenestefolk og slaver at det næsten var synd ikke at sætte dem til at lave noget. Malika lagde i hvert fald tit mærke til at nogen af dem ’kede’ sig og den simpel opgave som at hente vand, kunne til tider ’rede’ deres dag.

Det var nu ikke fordi Thalia ikke havde været vant til at have tjenestefolk i huset, det havde bare ikke været i sådan en skala som det var nu, og det betød også at hun indimellem lidt glemte, at der altid var en fra tjenestestablen i nærheden, som stod klar til at adlyde det mindste vink.
Det blandet sammen med alt den spænding, der havde summet rundt i kroppen, om Malika’s ankomst til Isenborg, var det ikke faldet den mørkhåret prinsesse ind på forhånd at bede om at få bragt både vådt og tørt til hendes kammer, så det stod klar til når Kazimi prinsessen ville indtage rummet.

”Ehm…" startede hun med en eftertænksom mine, der fik de mørke bryn til at trække sig sammen mod hinanden, i midten af panden. Tagende sig et øjeblik til at memorer hvor hvilket tjenstefolk var hennde, om enten hendes moder eller storesøster havde haft planer der ville afkræve langt de fleste af tjenerene? ”Jo, jo det er der da!” Lød det endeligt lattermildt, før den slanke hånd lukkede sig om dørhåndtaget, men før hun drejede det vente de blå øjne på Malika’s skikkelse der ikke længere var at finde i den bløde seng. Den fyldige underlæbe blev trykket indmellem tænderne i et spændt smil ”Ville det ikke næsten være sjovest, hvis du selv finder hvad vi vil have?” det var ikke det største eventyr, men den unge Isenwald kunne nu alligevel ikke helt afslå muligheden. Nok var køkkenet ikke forbudt at færdes i, men det ville ikke være god skik at lade ens gæst selv finde og hente deres mad, om så det havde været i ledsagelse af selveste frystinden af Isenwald!
Malika var bare ikke en hvilken som helst gæst, hun var nærmere som en søster til Thalia, og de havde før når de havde været på besøg hos hinanden ’klaret’ sig selv.

Malika trak et blidt smil, som Thalia lige skulle tænke over om der var tjenestefolk til rådighed eller om de skulle på eventyr i Isenborg. Det var trodsalt ikke ofte hun havde været på Isenborg. Hun havde måske fulgt sin moder lidt i hælene, dengang hun stadig en del af familien, og familien lavede nogle besøg rundt omkring. Som Thalia stod der, med hånden på dørhåndtaget, klart til at åbne og finde en ledig tjener, trak de næsten samtidig et ens smil på læberne. ”Jo, lad os!” lød det begejstret fra Malika. Ja det var måske ikke det vildeste, men at finde vejen ned til køkkenet og finde ud af hvad man ville have dernede selv, det kildede næsten i Malika. Hun var jo næsten fristet til at åbne døren for Thalia, skubbe hende ud, insisterende, blot for at de kom i gang. Ja, det var jo lige før Malika var frisk på en ’hvem kommer først’, selvom hun ikke lige frem var et barn længere, og selvom hun ikke vidste hvor hun skulle løbe hen.

”Hvem kommer først?” Håndtaget blev drejet, hvorefter et træk fik døren til at glide op ud til den brede gang. Før hun gav Malika den store chance og havde nået at sige sin udfordring færdig, havde hun hanket lidt op i kjolens skørt foran, så hun uden fare for at falde i det kunne sætte i løb ned af gangen. Det var bestemt fejt, men de vidste også begge to at Malika var hurtigere end Thalia, ikke fordi Isenwald prinsessen var synderlig langsom, men den træning de to prinsesser hver især havde fået fra barnsben, havde sat deres styrker anderledes på mange punkter, og et af stederne var Malika bare var hurtigere til fods!

Selvom Thalia efterhånden havde gået gangene på Isenborg tynde, kunne hun stadig til tider fare vild i det væld af gange borgen havde. Det var jo heller ikke nemt når de fleste gange lignede hinanden, og det havde været begrænset hvor ofte hun havde besøgt stedet som lille pige. ”Kom nu Malika!” kastede hun leende tilbage mod Kazimi datteren, før hun tog lidt mere fart på sit løb. En svag tanke om hvor meget de kunne ende med at fare vild strejfede hende, men i stedet for at bringe en nervøsitet med sig, blev den bare set som en mulighed for endnu et mindre udforskende ’eventyr’. Om ikke andet ville de aldrig fare mere vild end da stadig ville være på Isenborg, og nok skulle kunne finde tilbage til Thalia's kammer.

Malika trak et stort smil, som Thalia spurgte ’hvem kommer først’. Det var næsten som havde hun læst hendes tanker. Thalia måtte dog have tænkt det næsten samtidig som Malika, eftersom hun hurtigt havde grebet om sit skørt og startede hurtigt med at løbe ”Hey!” grinede Malika, som hurtigt greb om sin kjole og skyndte sig at løbe ud på gangen, efter Thalia. Malika havde ikke travlt, kun med at se hvilken vej Thalia løb, for hvis hun pludselig drejede to gange lige efter hinanden, kunne det jo godt være Malika for vild. Desuden havde Malika jo den fordel at hun var lidt hurtigere end Thalia, og med lidt indsats kunne hun nå op i hælene af Thalia, om hun kunne overhale var dog noget andet…

Da Thalia kaldte efter Malika, følte hun, at Thalia selv bad om at Malika løb op ved siden af hende. Med de ord satte hun farten op, for at følge med, og lagde da tydeligt mærke til at Thalia selv øgede hastigheden. Latteren af de to tøsers genforening, ville helt klart runge hyggeligt i Isenborgs gange. Malika tænkte ikke meget over, hvor vidt Thalia kendte til gangene, og hvornår de skulle dreje. I værste tilfælde ville de jo kunne spørge nogle om vej, ikke?
Malika var næsten i hælene på Thalia, og gjorde sig meget opmærksom på om Thalia pludselig ville dreje, eftersom hun jo ikke selv vidste hvornår det var, og for at prøve at undgå de løb ind i hinanden, hvis nu Thalia ville dreje ind i Malikas spor. Hastigheden var dog nok for høj til at hun ville kunne nå at stoppe helt op, hvis nu der blev krydset spor i et forsøg på et spontant sving.

Hey’et fik kun Thalia’s latter til at tage en anelse til i styrke. Selvom hun havde både tyvstartet og havde en fordel at kende Isenborg bedre end Malika, indhentende den lyse prinsesse hurtigt sin veninde, men ikke mere end at hun kunne følge Thelia’s færden rundt i gangene.
De to prinsesser var tydeligvis alt for gamle til at løbe om kæmp, endda morer sig sådan over det ville nogen nok mene, men for Thalia var det en kærkommen afbrydelse af alt den forventning, der lå på dem begge. Forventninger til hvordan to unge gifteklare adels piger skulle agere. I dette øjeblik var de to helt almindelige piger, der blev taget tilbage til barndomsminderne og en tid uden bekymringer.

En enkelt gang drejede Thalia forkert, men ikke mere end at hun, trods en omvej, fik dem begge tilbage på rette kurs til køkkenet. Den tunge trædør ind til deres destination kom til syne, og fik hende til at lægge an til en slutspurt ”Taberen skal tage en bid af et rå løg.” udfordrede hun på ny, bare for at gøre den sidste del af kapløbet mere interessant. Det var jo en harmløs ’straf’, men bestemt ikke en særlig behagelig en. Et rå løg ikke ligefrem indbød til at få taget en bid, som var det et saftigt æble.

Det havde været så tæt på at Isenwald prinsessen vandt, men Malika’s hånd lukkede sig akkurat først om dørens håndtag og tvang den op, sende begge prinsesser, næsten, væltende ind i køkkenet. Borgens hovedkok, løftede opmærksomheden fra sine forberedelser til aftensmaden i et chokeret ”Deres højheder? Hvad har dog sat ild til Deres skørter?” spurgte han forbavset.
”Åh, hej Bastien. Vi løb bare om kamp.” fik den mørkhåret pige sagt i den lettere forpustede vejrtrækning, men med et smil der ikke kunne andet end at smitte. Det var måske ret uvant for adelen at kende navnet på de folk der arbejde under dem, men Thalia af Isenwald gjorde en dyd af at forsøge at huske dem alle. Hun havde endnu ikke lært halvdel, men køkken folkene havde hun efterhånden styr på. De havde alle, mindst én gang hvert, været bragt til køkkenet midt om natten, for at lave varm mælk med honning til prinsessen når hun havde haft søvnløse nætte.

Thalias latter varmede for evigt i Malikas allerede varme hjerte. Der var simpelthen ikke noget der var så rart som at være sammen med den sødeste kom-… prinsesse Malika kendte til. Ingen kunne overgå hende, ikke engang hendes søstre.
Malika var på sin vis glad for at hun ikke havde familie med på sit besøg, for hvor ville hun sikkert få nogle blikke, når det blot blev hende og familiemedlemmet. Det kunne jo ikke være rigtigt hun løb rundt som et barn på det halve af hendes alder! Når de to adelige veninder var sammen, så kunne de begge slappe af og udtrykke sig lige præcis som de ønskede, for de begge var altid forstående og ville støtte hinanden igennem alt.

Den lille fejl om hvilken vej de skulle dreje, strejfede Malika, som hun syntes nogle af gangene virkede anderledes. Hun lod det ikke forstyrrer sit løb, for det kunne jo sagtens være hende der huskede forkert. Det varede dog ikke længe før de kom på rette kurs og det kunne tydeligt høres sådan som Thalia pludselig udbrød en straf for at være sidst. Malika udgav et lille hvin som hun gjorde sig umage om at øge hastigheden for at nå først. Et rå løg, ej tak!

Tæt var det , men Malikas blege hånd lukkede sig om dørens håndtag lige inden Thalia kunne nå det, men med den fart de begge havde på, fløj de næsten ind i køkkenet. Malika lagde grinende en hånd om sin mave, som hun prøvede at få pusten lidt mere og få styr på sin latter, mens Thalia forklarede hvad de havde lavet.
Med let røde kinder rettede Malika sig endelig op, mindre forpustet end da de fløj ind i køkkenet. Hun så over på Thalia, med et drillende smil. ”Og hvad var det vi skulle bruge, Thalia?” smågrinte hun, på ingen måde hånende, men hun var dog spændt på om hun faktisk ville bede om et løg. Malika ville selvfølgelig acceptere hvis straffen ’bare var en spøg’. Malika ville dog nok tage en medlidenhedsbid, hvis Thalia faktisk bad om et løg.

Malika var naturligvis ikke sen til at huske sin veninde om den tabende straf, en straf Thalia endda selv havde bragt på banen og nu selv stod til at udsættes for. Muligheden var der naturligvis for at trække i land. Thalia vidste at Malika næppe ville tvinge hende til at bide af et råt løg, hvis hun virkelig protesteret nok og sendte det bedste hvalpe blik hun kunne præstere. Ret skulle dog være ret! Malika havde vundet og Thalia tabt, så hun måtte i bogstaveligste forstand bide, ikke i det sure æble, men det rå løg.

”Bastien, hvor har vi løg henne? Rå løg.” Før kokken overhovedet havde åbnet munden for at svare, var prinsessen allerede på jagt, åbnede alt der kunne åbnes for at kigge ned eller ind i det; kiggede efter løg. Selv steder hvor det aldrig ville forekomme at løg ville findes, men alle steder der blev ledt, var med et næsten barnligt legende glimt i det blå.
”Et løg? Hvad skal De dog med et råt løg Deres højhed?” forundringen blev kun tydeligere hos den buttede mand, men da Thalia stak snuden i en simrende gryde og ytrede et sultent ’Mmm’, viftede han hænderne mod hende for at shoo’e hende væk fra gryden ”Så, væk med sig. Det er til i aften unge dame.”.
Thalia’s blik flyttede sig tilbage til Malika med et lille fnis ”Væddemål om hvem der kom først, taberen skal bide af et råt løg.” i hvad der mest mindede om gadedrengehop, trådte Thalia tilbage til hun stod ved siden af Malika ”Vi ville hente noget at tage med til mit kammer. Malika har ikke smagt dine berømte småkager.” okay de var ikke berømte, men de var gode og ingen havde endnu klaget over dem. Alt man kunne hører var hvordan Bastien sukkede tungt, før han efter at have pillet løget gik hen og rakte det til Thalia ”I to..” lød det med en hovedrysten, før han gik tilbage til at finde småkager og frugt til de to piger. Havde det ikke været for smilet, ville det have været let at tænke kokken var små irriteret og uimponeret.

Malika krøllede drillende læberne sammen som Thalia spurgte om løg. Malikas lyse øjne fulgte Thalia, som hun selv begyndte at lede. Det satte automatisk gang i at Malikas blik vandrede rundt på alle overflader i samme søgen. Hun valgte dog at stå nogenlunde hvor de var kommet ind fra, og førte sine hænder om bag sig for at tydeliggøre at hun ikke pillede i køkkenet. Det var tydeligt at Thalia fandt sig tilpas i at stikke næsen i alting i køkkenet. Det gav en tydelig indikation om at hun følte sig tryg i hvert fald et sted og også med kokken Bastien.
Malika, hvis blik var helt andre steder end på Thalia, som blev shoo’et væk, fik et lille chok, da hun troede det var rettet mod hende selv. Det, og hvordan Thalia begav sig væk i et gadedrengehop, fik hende til at smågrine lidt med et bredt smil.
Da Thalia så nævnte hvad deres egentlige mål i køkkenet var, lænede Malika sig diskret til siden ind mod Thalia, som hun hviskede: ”Og noget at drikke,” hvis de havde noget til overs efter meget af deres snak, kunne det være belejligt at Malika havde noget væske at vise sin evne med, selvfølgelig kunne hun også klare sig uden og blot bruge et af Thalias vinduer. Malika rettede sig op igen. Hun havde i den grad godt bemærket hvordan Thalia havde snakket godt om kokkens småkager, hvilket gjorde Malika spændt på at smage de søde sager. Et skævt smil plantede sig på Malikas læber, som hun betragtede hvordan kokken sukkede og efterfølgende gav Thalia det pillede løg. Stadig holdende sin latter tilbage bed Malika sig i læben med et stort smil, som hun så fra løget til Thalia. Ville hun gemme ’nederlaget’ til det kun var de to, eller ville hun faktisk bide i det her? Malika havde ikke noget i mod hvordan kokken snakkede eller opførte sig, for alt i alt gjorde han blot sit arbejde og syntes måske de var lidt fjollede – hvilket de i den grad var.

Thalia nikkede medgivende da Malika mindede om at de ikke bare var kommet for at hente en bid mad, men også for at få noget at drikke. ”Åh ja, det er rigtigt! Også noget at drikke.” Mulighederne for drikke var mange, hvorfor hun drejede hovedet mod veninden. ”Hvad kunne du tænke dig?” spurgte hun og lod dermed valget om drikkevare, være op til Malika at beslutte. Selv foretrak Thalia alt andet ind alkoholiske drikke, som vin så tidligt på dagen. Skulle den anden fyrstedatter ønske sig at drikke vin, så ville Thalia gøre en undtagelse og drikke det samme.

Hvad Malika ytrede hun ønskede at drikke, ville Bastien finde frem og placere på et andet sølvfad, end det han allerede havde anrette med småkager, frugt og et pillet løg. ”Jeg ligger nogle mynteblade ved, til efter De har klaret Deres lille udfordring. I begge vil sætte pris på det..” kom det næsten tørt fra kokken, der stadig ikke helt lod til at forstå de to unge prinsessers valg om at bide af et råt løg. ”Tak Bastien.” med de ord trådte Thalia nærmere den ene af de to sølvbakker, med et smil der kunne lyse selv en gråvejrsdag op. ”Tager du den anden Malika?” Et nik mod modsatte bakke blev givet. ”Er De sikker på jeg ikke skal sende en tjenestefolkene, til at bringe Dem bakkerne?” lød det det små bekymret fra Bastien, da han allerede nu gruede for om de på vejen tilbage ville tabe de to fade. Det krævede jo de kunne gå stille og roligt, uden at pjatte, hvis mad og drikke skulle komme helskindet frem til kammeret. "Nej nej, vi klare det selv - Ikke sandt Malika?" de isblå øjne søgte Kazimi-prinsessen, spørgende for om det også var helt okay med hende, at de selv bragte tingene med tilbage.

”Vand. Vand er fint,” lød det fra Malika, både som et svar til Thalia og som en anmodning til kokken. Malika havde ikke brug for at drikke vin lige nu, det var lidt for tidligt til det. Derudover ville det være spild af vin at hælde det ud på et fad for at vise sin evne senere, hvilket Thalia selvfølgelig ikke vidste endnu.

Der gik også kun et øjeblik før kokken fandt en kande og nogle glas frem til dem på et sølvfad. Malika trak et lille smil. Der var i den grad nok til at de kunne drikke lidt og stadig ville have noget tilbage til hendes lille fremvisning. Malika klukkede lavt, som Bastien fortalte han lagde nogle mynteblade ved. Det var nok en mægtig god ide, især hvis de skulle sidde i selskab med fyrstinden og arvingen senere til et måltid mad. Uden så meget som et ord, trådte Malika hen og greb om det ledige sølvfad, som Thalia spurgte om. Hun havde i den grad intet imod at gøre ting selv. ”Ingen problemer her. Vi klarer den, tak,” lød det fra Malika, med et blidt smil om læberne mens hun sikrede sit greb om fadet, inden hun løftede det op fra bordet. Malika ventede så på Thalia førte an, til at kunne følge hende ved hendes side tilbage til hendes kammer.

I det sidste sekund, før begge skikkelser tilhørende prinsesserne forsvandt ud ad samme dør, som de var væltet ind ad. Stoppede Thalia op og kastede blikket tilbage på den brede kok. ”Tak Bastien og maden til i aften dufter fortræffelig. Jeg glæder mig til at smage den senere.” kvidrede hun muntert inden hun forsvandt efter Malika.

Ikke længe efter var de to piger tilbage i kammeret der udgjorde Thalia’s værelse. Bakken med vand og glas blev sat på bordet, nær de indbydende stole. Den klare væske blev skænket op i begge glas, før Isenwalden tog plads på et af de polstrede sæder. Nysgerrigheden lyste ud af hende, som var hun lige ved at sprænges ”Skal jeg bide af løget førend du vil røbe alle dine nyeste hemmeligheder for mig?” spurgte hun drillende.
Det var ganske klart hun håbede på Malika ville lade snakken gå før, en bid af det skarpe løg blev taget. Det ville nok også være mest behageligt for dem begge, ikke at skulle sidde i løg ånde; trods Bastien’s vedlagte mynteblade. Hun skulle nok tygge sig gennem hele bunken af blade, før det kunne kamuflerer løget. Udfordringen skulle dog nok ende med at tages, før eller siden.

Og ind i kammeret kom de, og de fandt begge en plads til deres sølvfade. Malika var hurtig om at snuppe det ene fyldte glas, og med en lille pirouette drejede hun rundt og dumpede sin numse ned i sengen – uden at spilde. ”Nej, nej. Det kan godt vente til efter,” smågrinede Malika. Det kunne selvfølgelig også være at de glemte løget med alt det som Malika skulle fortælle.

Hun tog en lille slurk af vandet før hun rømmede sig en anelse. Hun gjorde sig klar til at fortælle. ”Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde…” forklarede hun og overvejede. Der var så mange ting at kunne nævne for hende. Ørkenelveren som havde spioneret på paladset for en dag, Pharos, tilståelsen overfor sin fader om hvad der faktisk var sket mens han var væk og hendes nye evne, mødet med Doran som var endt ud i at han startede en slåskamp for at ’beskytte’ hende, hendes tjenestemand som skulle holde øje med hende, maskeballet med Spencer, at hendes fader nu ledte aktivt efter et giftemål til hende... Der var helt klart ting, som måske kunne blive snakket om senere, eller ting som ikke nødvendigvis havde sammenhæng med alt andet. ”Okay, Okay…” kom det fra hende som hun havde besluttet sig. Størstedelen af hendes historier ville ikke give mening, medmindre hun startede med Pharos, ”Tilbage til midtvinterballet, hvor jeg blev på paladset og min fader tog afsted, der mødte jeg en…” hun ledte efter de rigtige ord, med blikket søgende oppe i loftet lidt, ”En flot… Men farlig mand…” lød det fra hende som hun vendte blikket tilbage til Thalia med et smil på læberne. Hun sukkede og foldede sine hænder på sit skød. Han var bare så betagende at kigge på. Afbrød Thalia ikke med nysgerrige spørgsmål om stand, navn, hvor henne eller lignende, ville hun forsætte. ”Vi spadserede rundt på markedspladsen i Balzera, og jeg må tilstå jeg faktisk nød hans selskab vældig meget,” hun slog blikket op på Thalia, både hvis hun ville stille spørgsmål inden hun lagde bomben om forgiftning.

Sandsynligheden for at de begge ville have glemt at om løget, var overvejende stor. Ikke at det var hvad Isenwald prinsessen troede på nuværende tidspunkt, men hun havde jo heller ikke noget begreb om hvad hendes mest fortrolige havde at fortælle. Det var jo ikke små ting der var sket i den unge Kazimi’s liv på det seneste. Det skulle blive meget klart om ganske få øjeblikke.

Et lille fnis kunne høres da Thalia betragtede, hvordan Malika snurrede om sig selv inden hun elegant lod sig dumpe ned i sengens bløde. Imponerende nok uden at spilde så meget som en dråbe undervejs. Brunetten fulgte hurtigt trop, med en af sengs puder i holdt mod maven i skødet, så hun med store og nysgerrige øjne på Malika. ”Ja begyndelsen naturligvis! Jeg vil vide det hele du har at fortælle mig.” grinede hun lettere utålmodigt som svar på det ellers retoriske spørgsmål. Nippende til vandet i det glas den hånd, der ikke holdt puden mod hendes krop.
Øjenbrynene rynkede sig først mod hinanden, før de begge rejste sig længere op i panden. En flot men farlig mand?! Det fik straks Thalia til at spidse mere øre, ikke fordi hun kun havde lytte halvt efter. Det ville hun aldrig byde Malika. ”Vent, vidste du han var farlig da du valgte at tage på, spadserer tur med ham?” spurgte hun med en lille skeptisk i stemmen, for Malika ville vel aldrig gå med en frivilligt som hun vidste var farlig? ”Hvad hedder han? Er det en jeg kender?”. øjnene spærrede sig kortvarigt op ved spørgsmålet. Malika havde måske sine grunde for, hvorfor hun ikke havde nævnt denne flotte mands navn?

Malika smilede bredt som veninden deltog i sengen overfor hende. Det var rart at hun valgte at sidde så tæt, for så føltes det mere som en hyggelig samtale kun mellem dem, og der var mulighed for at hviske, når det blev nødvendigt.

Thalias spørgsmål var simpelt, men samtidig så komplekst. ”Jeg…” hun overvejede sine ord et øjeblik, ”Jeg havde en fornemmelse i starten. Så fik han overbevist mig om at han ikke ville gøre mig noget… Og… Ja, så nej, jeg vil ikke sige jeg vidste det,” konkluderede hun endeligt. Der var så mange ting ved det møde med Pharos, som til lider kunne være svære at huske eller også ville hun bare gerne glemme dem. Det at hun fra starten af havde prøvet at stikke af fra ham, faldt og derefter fik hans hjælp, var en af de ting hun ønskede hun kunne glemme. For hendes intension skulle bare være blevet der. Han havde været farlig for hende. Nu var sikkerheden skærpet omkring hende, hun måtte ikke gå alene ude… Men hun havde nu en evne!
Et bredt smil bredte sig over de fyldige læber, som veninden spurgte om hans navn, ”Det er ikke en du kender,” startede hun med, gemmende lidt på en latter. ”Han hedder Pharos,” hviskede hun og byggede lidt spænding.
Hun sukkede som hun indså hun nok måtte fortælle noget mere om hvad der var sket mellem dem; det ’kedelige’, det som hun helst ville glemme, af alle ting. ”Han fik så forgiftet mig… Og kidnappede mig ud til en hytte i Balzera,” hendes stemme var lav og hun tøvede en anelse. Hun afventede næsten en lille venskabelig skæld ud, men måske var spændingen for høj til at kunne skælde ud. Hun skyndte sig dog at tilføje resten af den kedelige del.
”Jeg vågnede så op i den her hytte og manden, som havde ansat Pharos til at kidnappe mig, sad foran mig. Hans navn er Giovanni. Og…” hun blinkede et par gange med øjnene, som hun nærmest genoplevede de stærke følelser og den afkræftede krop. Hun kunne mærke hendes åndedræt blev en anelse tung. ”Giovanni ville gerne have mig som kone – udnytte mig og presse min fader. Jeg var helt afkræftet så jeg kunne ikke helt gøre noget… Så i et forsøg på at stikke af, faldt jeg ned i et bord og slog mig her” Hun så ned mod sin mave og omridsede med en finger hvor det store blå mærke havde været. Det var nærmest hele omridset af hendes ribben i venstre side. Hun så op mod sin mørkhåret veninde igen. Det værste var fortalt nu, og herfra blev det jo kun bedre.

At Malika ikke have lyttet til sin mavefornemmelse var intet som Thalia, nogensinde kunne drømme om at løfte en bedre vidende pegefinger over. Sandheden var jo at brunetten ikke selv lyttede til hendes mavefornemmelse, så hvem var hun egentligt til at dømme? Kazimi prinsessen havde sikkert haft sine egne grunde, for at have forskubbet sin mavefornemmelse til siden.
”Pharos.” gentog hun lavt, som skulle hun både smage på ordet og memorer sig det. Det var et meget pænt navn, men hun kunne ikke undgå at bide mærke i at der intet efternavn kom. Hvorfor mon? Den unge Isenwald gik på sin vis ud fra at denne mystiske fremmede var en del af højklassen. Navnet sagde hun dog intet, så Malika havde ret når hun påpegede det ikke var en hun kendte, men måske hun ville genkende efternavnet? ”Har han ikke et efternavn? Eller måske jeg bare ikke vide det, fordi han er måske slet ikke adelig?” spurgte hun med et drillende blink med det ene øje til blondinen over for.

Forgiftet! Ordet havde været lige ved at få Thalia til at tabe sit vand, kun tilfældigheder gjorde hun nået at gribe ordentligt fat om glasset ”Malika?!” udbrød hun dybt chokeret og ikke mindst bekymret. Historien stoppede ikke der, Malika fortalte videre og hvor Thalia troede hun havde hørt det værste, udviklede fortællingen sig kun langt mere dramatisk.
Hurtigt rakte hun ud og greb om en af de lyse hænder ”Har han.. Du er ikke..?” hun kunne ikke få sig til at sige det højt, spørger om denne Giovanni havde voldtaget hende i den hytte. Det var derfor også en hvisken hun forsøgte at spørger Malika med, men ordene satte sig fast i halsen som en genstridig klump.