Noriana havde glædet sig til denne aften. Ikke noget hun ofte gjorde til de større arrangementer mellem adelige, men lige denne dag, så hun frem til. Hun havde fået skræddersyet den pæneste kjole i en mørk rosenrød farve med tæt kjoleliv, så det faktisk lignede hun havde en eller anden form for former. Masken var udført i samme stof med sorte blonder henover. Hendes hår var opsat i et net af store flødefarvede perler.
Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt det i lungerne og nød den kølige luft.

Som så mange andre unge adelsfrøkener havde også den unge fyrstedatter af Isenwald, Thalia, set frem til denne aften. De usynlige sommerfugle havde basket livligt rundt i maven, lige siden hun slog øjnene op i morges. Hun var ankommet to dage før den store aften. Det var ikke sådan lige at planlægge ankomsttidspunktet helt nøje, når man kom så langvejs fra som Medanien lå.
Hele morgen og langt op ad dagen var blevet brugt med hendes tre tjenestepiger vimsende rundt omkring hende, sørgende for at alt var perfekt og intet overladt til tilfældighederne. Der var en stor chance for at denne aften, kunne ende med en adelsmands anmodning om et visit på Isenborg. Hvis han anså hende til at være et passende parti, for et ægteskab.

Iklædt en skræddersyet, gulvlang sart rosa kjole, med korset syet ind i den perle dækkede overdele, så den i forvejen smalle hvepsetalje blev fremhævet yderligere. Det lange mørke hår var sat sirligt op, med perler syet ind i håropsætningen, trukket væk fra ansigtet som var pyntet af en hvid maske, passende til perlerne i håret. Omkring halsen sad et silkebånd i en matchende sarte rosa til kjolen, med en dråbeformet perle hængende ned i midten. Var hun ankommet med sin ældre søster, Astrid, til begivenheden. De havde sammen hilst på værtsparet og deres børn.

Da alle gæster var ankommet, blev de vist til spisestuen, hvor en overdådig middag blev serveret. Thalia havde høfligt konverseret med de nærmeste til hendes plads, og selv når samtalens emne blev mindre interessant for prinsessen, lod hun det ikke mærke på sig.
Middagens sidste ret blev serveret. Selv om det havde været en masse små retter der var blevet serveret, kunne hun ikke undgå at blive ramt af en lettet følelse ved udsigten til det snart var ovre. For det var nu også begrænset hvor meget en korsetindsnøret mave kunne indeholde, af udsøgt mad og drikke.
Der blev budt op til dans nogle gange og konverseret imellem dem samt undervejs. Aften havde været en sandfornøjelse, da en af de lidt ældre mænd lod til at blive lige nærgående nok. Det havde været en større kamp for hende at slippe af med ham, men til sidst var det lykkes!
Med de isblå øjne løftet mod den skyfrie og stjerneklare himmel, stod hun som tryllebundet ude på den store balkon. Lyden af festlighederne blev højere som den en dør gled op. Med hjertet i halsen og klar på at skulle undskylde for sig selv, vendte hun blikket mod personen, med en stille bøn om det ikke var hans højhed Saumann.
Det var derfor også med et lettet suk hun fik udbrudt ”Åh, det er bare dem!” mens de anspændte skuldre lod sig sænke på plads igen, mens et smil brød de buttede læber.


Link til maske
Link til kjolen
Link til håropsætning

// Lukker tråden da den har ligget længe og grundet udvikling i tidlinje hos karaktereren.