Det havde været en af de dage, hvor den varme som ellers kunne være noget så nådesløs i Rubinien, havde været ganske mild. En let brise havde sørget for at varmen aldrig helt fik rodfæste. Det luftede stadig let, men som dagen langsomt gik på hæld lagde brisen sig mere og mere, for kun at blive sporadiske forfriskende pust.
Det havde betydet at Balzera havde summet stærkere end normalt, af alle de personer som var søgt ud i gaderne, for at komme fri fra den stillestående luft indendørs. Under normale omstændigheder, ville Aqeela havde nydt en tur gennem markedspladsen. Måske endda finde et sted, hvor hun kunne sidde i ro og mag med sit kul og skitsebog. Et sted med et godt udsyn over den brogede flok og de farvestrålende solsejl, der var hejst over boderne for at give ly for solens stråler.

Det var bare ikke tilfældet denne dag. Allerede da hun var trådt udenfor døren til det værelse hun lejede sig ind på, havde hun ikke kunne tage to skridt frem, uden at det forgik i et kvælende langsomt tempo.
Efter at have brugt alt for længe på at ramme udkanten af Belzera, hvor ørkenen stødte op til bygrænsen, havde hun sat kursen mod en nærliggende oase. Turen blev brugt til at sende en stille bøn til Chance, med håbet om at andre ikke skulle have søgt tilflugt til den lille perle.
Chance have tilsmilet hende. Der var ikke så meget som skyggen af en anden person til stede, kun hendes egen der kastede sig så langt den kunne, i et forsøg på at nå det klare vand først. Efter at have ladet det næsten glødende blik glide rundt, som et ekstra tjek på hun var alene, før hun lod sig friste af vandet.

Ubesværet fik hun smøget sig ud af den lange himmelblå kjole, med de lyse læderdetaljer og den dybe V-udskæring, som gav kig til lidt af den gyldne tatovering der startede ca. midt på brystbenet mellem brysterne, og sluttede igen omkring en håndsbredte under brysterne. Kjolen, sammen med underklæderne blev smidt en anelse henkastet, over en større sten nær vandets kant, hvor den tykke skitsebog, som truede med at flække i ryggen, var blevet lagt mere nænsomt fra hende.
Det lange lyse hår, som nåede hende til lænden, var sat halvt op. Det forreste af håret var blevet trukket tilbage fra hendes ansigt i flere forskellige fletninger med forskellige størrelser, så de spidse øre var synlige. Fletningerne mødtes i baghovedet, før de gled ud i det resterede hår der hang frit ned langs hendes ryg.
Kun iklædt de mange guldsmykker.
Afprøvende dyppede hun den ene fod i vandet, kun for at lade resten af den nøgne krop følge trop ud i vandet. Mens en nynnen forlod de mørke læber, før det langsomt gled over i en sang, synget med en stemme selv nattergale kunne missunde;

”Solen synker nok så smukt
ned bag grønne linde,
og i uforstyrret flugt
danser lette vinde.

Kornet leger tit-og-skjul,
gynger sig i vover,
vifter om den lille fugl,
som i reden sover.

Solen synker ned i glans,
rundt om bækkens kanter
skyller vandet op en krans,
fuld af diamanter.”



[Kjole link]

Som forlængelse af en langvarig udånding rungede et anstrengt suk ud i den affolkede ankomstsal. Den næppe underspillede dramatik, der var at finde i palæets ejer, var et meget passende repræsentation af, præcis hvor opstressende denne uge havde været. Allerede fra han var stået ud af sengen mandag morgen, havde en utilgivelig træthed haft kløerne boret godt og grundigt ind i ham. I dag var forskellen ikke mærkbart stor, men han havde været fast opsat på at bryde fri fra de vanlige rammer lige siden de tidlige morgentimer. Intet kunne få ham til at skifte mening. Især ikke et af hans uduelige tjenestefolk.
"Men Herre! Deres onkel ankommer om knap en kvart solstigning. De ved, han længe har ønsket at disku-" En af de tatoverede hænder røg tjept op i en tyssende gestus, der øjeblikkeligt fik lukket munden på den klagende lakaj. Blot lyden af den unge mands stemme var rigeligt til at give ham en begyndende hovedpine. Det var lige på grænsen til at være grund til fyring på stedet. Men den velklædte halvork pustede i stedet for endnu et udmattet suk ud gennem den underbidsprægede mund. "Stille! Jeg tager en tur ind til byen. Hold min onkel hen om nødvendigt," lød svaret, inden den irritable slavehandler ufortrødent marcherede ud gennem den åbne, brede hoveddør.

I en utrolig let og vant bevægelse kom han op at sidde på ryggen af sin kamel, som straks blev sat i trav med et par hælslag ind mod siden. Den tiltrængte brise ramte ham næsten omgående i ansigtet og hvirvlede legende nogle af de løstsiddende hårstrå op i luften. Med den ene hånd holdende løst i tøjlen brugte han den frie til at rette på det støvviolette stofklæde, han havde viklet om både hals og skuldre. Det var ganske vist alt andet end køligt, men uanset tid og vejrforhold klædte han sig altid fuldt på, forinden han drog ud i ørkenen. Derfor var han ligeledes iført en knækket hvid kurta, som dækkede det meste af de tynde, grålige bukser. Fødderne var stukket i de foretrukne matsorte ankelstøvler, fremstillet af samme materiale som det flettede læderbånd, der blev brugt til at holde hans typiske knold samlet.
Dagen lod indtil videre til at være yderst optimal til at spendere nogle timer i Balzeras støvede gader. Han havde et naivt håb om, at han ikke ville blive mødt af en alt for uoverskuelig forsamling, men sådan forholdt det sig sjældent. Det var stort set aldrig til at komme for af væsner i alle aldre og størrelser. Måske han blot skulle holde sig til sine sædvanlige forretningsbesøg.

Længere nåede han ikke med planlægningen, før en ufattelig nydelig sangstemme blev opfanget af hans forstærkede hørelse. Her? Midt i ørkenen? Stadig plantet solidt i sadlen spejdede han søgende rundt i de umiddelbart øde omgivelser. Som han gradvist nærmede sig handelsbyen dukkede en oase op længere forude, og ud gennem de smalle øjensprækker fik han omsider spottet kilden til de nærmest hypnotiserende toner.
"Ganske rolig nu..." mumlede han ganske sagte til sin firbenede ledsager, der langsommeligt fortsatte færden gennem det brændende sand. Dens klove var heldigvis nær lydløse, men han beordrede den alligevel til at gøre holdt nogle meter væk fra hans nye, omlagte destination.
Synet af den tilsyneladende vildfremmede kvinde var nu væsentlig skarpere, og selvom han havde kunnet ane det fra en noget større afstand, kunne han skråsikkert bekræfte, at hun ingen påklædning bar. Et flygtigt blik blev kastet fra hende og hen på den blå kjole, der uden omtanke var blevet efterladt på en sten i nærheden. Hans ønske om at tilbringe eftermiddagen i fuldkommen ro, og uden selskab fra andre end sig selv, blev erstattet med en ubeskrivelig trang til nærvær, netop som øjnene landede på den gyldebrune kvindes nøgne ryg. I stedet for at spekulere for meget over den uventede situation, han befandt sig i, lod han sig drage af de sungne ord og gjorde først fuldt stop, da han stod med skosnuderne i vandkanten.

Såfremt hun ikke fornemmede hans pludselige tilstedeværelse, rømmede han sig dæmpet i et forsøg på at tilegne sig hendes opmærksomhed. Han ville i virkeligheden nødigt ødelægge hendes private stund, men han mente ikke, at det var acceptabelt blot at stå og stirre. Desuden havde en nysgerrig iver bosat sig i hans indre, og han ønskede inderligt, at hun skulle vende fronten mod ham. Et listigt, dog diskret ulvesmil bredte sig på halvorkens læber, idet han rømmede sig for anden gang - denne gang for at klare stemmebåndet.
"Jeg var ikke klar over, ørkenen var hjem for vandnymfer," fremsatte Cahlaz med en underspillet spøgfuldhed i den ru, mørke røst. "Og tilmed en så betagende som Dem," tilføjede han, fortsat med blikket urokkeligt fæstnet på kvindekroppen foran sig. Efter den sidste bemærkning gled hans fokus dog endelig, om end langsomt, op på hendes fregnede ansigt, der bestemt ikke skuffede den ellers kræsne handelsmand. Han smilede høfligt til hende for at signalere, hun intet havde at frygte, til trods for den følgende påpegelse stod i stærk kontrast til dette. "Jeg ville dog være noget mere varsom, hvis jeg var Dem. Det er aldrig til at forudse hvilke mistænkelige typer, der potentielt kunne komme forbi." Hans ene hånd havde indtil nu hvilet på skaftet af hans sabel i siden af bæltet, men blev i en venlig gestus rækket frem  imod elveren for yderligere at understrege, han intet ondt havde i sinde. "Cahlaz Rahal. Sandheden skal siges, at jeg er på vej ind for at ordne et erinde i byen - men din smukke sang var umulig at ignorere," fortalte han med et lunt glimt i øjet og undlod bevidst at nævne sit egentlige efternavn. Det var aldrig til at vide, hvilken reaktion han ville blive mødt af, kendte hun til hans families foretagende. "Jeg beklager virkelig, hvis De føler dem krænket af mit invaderende tilstedevær."

Forsættende længere ud i det krystalklare vand, nåede hun oasissens dybeste punkt, men selv der nåede vandet hendes ikke højere end lige over navlen. Hun havde været så opslugt af hendes sang, at hun ikke have ænset det store dyr og dens rytter nærme sig den grønne perle, hvis beplantning og sandede sten, havde kastet hendes stemme længere væk, end hun selv var bevidst om.
Med hænderne foldet sammen som en lille skål, samlede hun lidt af vandet i dem og lod det som ikke løb ud mellem fingrene, blive hældt ud over hendes overkrop. Som vandet fandt sin egen vej ned over den kurvede krop, efterlod den brune hud fugtigt og med en glans som poleret bronze, givende udtrykket af hun var støbt af selv samme metal.
Det sidste sungne vers blev efterfulgt af en nynnen på samme melodi, kun afbrudt af enkelte fugles kvidren og en pludselig dyb rømmen.
Rømmen havde gået det til at gibbe let i hendes krop, som et chok for gennem hende og fik hjertet til at slå hårdere i brystkassen. Instinktivt gled hendes arme omkring de blottede bryster, mens hun drejede sig halvt tilbage for at se hvem den ru stemme tilhørte.

Til hendes store overraskelse blev hun mødt af synet af en halvork, en ganske nydelig en af slagsen, men ikke desto mindre en halvork. Det var derfor uden for hendes kontrol, som de mørke velplejede øjenbryn skød sig lidt højere op i den brune pande.
Det mørkeorange blik lod hun glide ned til skosnuderne, der næsten blev dyppet i vandkanten, før de vandrede op ad hans statur, tagende hver lille detalje ind ved både ham og hans beklædning, ganske åbenlyst.
Smilende, endda med en let latter, drejede hun sig endeligt rundt, så det lyse hår dansede omkring hendes skikkelse, men uden de tildækkende arme blev sænket, ikke at der i forvejen var efterladt meget til fantasien.
Et drillende, ja faktisk små udfordrende blik søgte hans, hvor det fæstnede sig ”S-skal jeg forstå d-det som at de advare m-mig mod dem selv?” spurgte hun i en næsten moret stemme, mens hovedet fladt på sned. Stemmen bar tydeligt præg af den ørkenelviske accent som ordene virkede nærmest til at blive sunget, resten af stemmen var var tæt på silkeblød og ganske fin. Stik modsat da hun havde sunget var en stammen kommet frem, den var ikke særlig signifikant, men den var der. Hvad der var mest bemærkelsesværdigt var at der intet var ved hendes kropssprog, der afslørede hun følte sig tynget af flovhed over hendes stammen.
Den fremstrakte hånd lod hun ikke hænge længe i luften, før hun lukkede de slanke fingre omkring den ” Aqeela Keoes Isur'Ra” rullede det henover de mørke læber. En anstændig mand ville naturligvis holde blikket på det fregnede ansigt, men han havde budt sin hånd til trods for afstanden der havde været mellem dem og hendes noget blottede tilstand, havde den næppe været rakt frem helt uden bagtanke. Lige så lidt som hun skammede sig over sin talefejl, lige så lidt skam havde hun over sin egen krop, for hvad var der at skammes over? ”S-så håber jeg ikke at m-min sang afholdt dem f-fra et vigtigt erinde, Cahlaz?” en let hovedrysten, mens hun slap hans hånd og trådte forbi ham med samme elegante gang som hun var trådt op ad vandet med, en gang der fik hofterne til at vugge forræderisk forførende, satte hun kursen mod den blå kjole.
”Er d-de oprigtigt b-beklagende, eller siger d-de blot hvad de m-mener er passende at beklage?” spurgte hun grænsende til flabet, med et lige så lunefuldt glimt i øjnene, som ham selv. Han havde ikke tilbudt eller gjort antræk, til at lade hende komme op ad vandet uden hans blik hvilende på hende så, så beklagende kunne han heller ikke være.

Lige så kvik som hun var smuk. Et imponeret udtryk trådte frem i de plirrende øjne, der bravt kæmpede mod den blændende ildkugle, som enerådigt herskede på den blå himmel. "Så absolut ikke - men høflige påstande gør mig naturligvis hverken mindre fremmed eller mere troværdig. Det må være op til Dem at hitte ud af." Han kunne ikke undgå at bide mærke i den beskedne, men tydelige stammen, hendes stemme bar præg af, når hun talte. Den ene mundvig krøllede op ad i en diskret antydning til et smil. Umiddelbart fremstod hun ikke spor nervøs. Mon det blot var en simpel taleforstyrrelse?

Som hun bevægede sig bort fra det solglitrende vand, blev det gradvist sværere og sværere at fastholde hans fokuspunkt på elverkvindens ansigt. Den velproportionerede krop, med det forgyldte ydre, tiggede nærmest om at blive værdsæt gennem nøje observation; men han formåede mirakuløst at modstå fristelsen og lod i stedet blikket synke ned i den glødende iris, hendes øjne besad. Det var uden tvivl ren indbilning, men i netop dette moment syntes han at kunne mærke sin egen  kropstemperatur stige. Noget der kun blev mærkbart forværret jo længere tid, han opholdt øjenkontakten.
"Aqeela" gentog han tænksomt, idet hans bredryggede hånd lukkede sig om hendes spinkle. Blot navnet var nok til at få de små hår rundt omkring på kroppen til at rejse sig. Ikke ud af ubehag, men nærmere en mild form for ekstase. Han kunne under ingen omstændigheder lade hende glide ud mellem fingrene på ham. I det eksakte øjeblik besluttede han sig for, at hun nok skulle blive hans - uanset hvilke metoder han måtte tage i brug undervejs.
"Det er en ære at møde Dem - skønt det er under knap så ønskelige forhold." Ikke at han klagede. Synet foran ham var guddommeligt; og det var som følge af denne tankestreg, at hans opmærksomhed omsider veg fra elverens øjne og landede på det voluminøse forparti, der til hans skuffelse fortsat var tildækket af hendes arm. På trods af Aqeela tydeligvis ikke var flov over sin åbenlyse nøgenhed, tillod handelsmandens manérer ham ikke at lade sit blik hvile på kavalergangen i mere end ganske få sekunder, og med et skælmsk smil løftede han det derfor lige så hurtigt igen.
Med en snert af vemod trak han hånden til sig, hvorefter den atter fandt sin plads rundt om sablens guldprydede skaft. "Mit primære ærinde for i dag er blot at få noget tiltrængt luft; og jeg vil næsten mene, at det bedre opnås her end Balzeras tætbefolkede markedsplads," ytrede han som svar og kunne ikke dy sig for at tage en dyb indånding, da hun passerede ham, men trådte samtidig et par skridt bagud for at give hende et lidt større bevægerum.

Hunelverens følgende spørgsmål fik lokket et kort, dæmpet grin ud af ham. En næsvished, han typisk ville tage ilde imod, men det var ikke særlig vanskeligt at se gennem fingre med det, når vedkommende, det kom fra, var sådan en yndig skabning. Inden han åbnede munden for at svare, drejede han en kvart omgang rundt, så han endte med at stå med ryggen til hende; skulle hun ønske at klæde sig uforstyrret på. Cahlaz ville helt sikkert ikke kunne holde sig fra at kaste et par lange, stjålne blikke.
"Jeg forstår, at De er urimeligt årvågen i forhold til Deres omgivelser og hvem end, der måtte befinde sig i dem... Nuvel, det bør vel ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var komplet ærlig," indrømmede halvorken og smilede lidt smørret for sig selv. "Ikke at undskyldningen var fuldkommen tømt for oprigtighed - men jeg fortryder bestemt ikke, at jeg valgte at tage kontakt til Dem," blev der hurtigt tilføjet, og han prøvede for alt i verden at udelukke de erotiske forestillinger om hende, der konstant formåede at snige sig vej ind på hans indre filmlærred.

Efter at have givet hende rigelig tid til at iføre sig kjolen, skævede han over den ene skulder for at forsikre sig om, at hun var anstændig, inden han vovede at vende sig om. Øjnene vandrede i en skøjtende bevægelse fra bunden af det himmelblå skørt op til det solkyssede ansigt, mens hans fødder sørgede for at mindske afstanden mellem dem med lette, dog insisterende skridt. "Er det monstro muligt at overtale Dem til at ledsage mig på min færd ind til byen?" spurgte han med en indsmigrende stemmeføring, før han brat gjorde holdt og så sig atter over skulderen; men i stedet for den elviske skønhed, søgte hans blik denne gang den drøvtyggende kamel. Han piftede højlydt for at signalere, den skulle komme nærmere, og kiggede dernæst tilbage på Aqeela. "De skal selvsagt også være velkommen til at ledsage mig på vejen hjem." Cahlaz tilsendte hende et sigende smil, inden han kort efter besteg den nu liggende, topuklede ganger og placerede sig bevidst bagerst, så der var plads til hende i midten. "Såfremt De ikke har noget imod at sidde lidt tæt..." En hjælpende hånd blev tilbudt i tilfælde af hun havde brug for et fast støttepunkt for at komme op. "Jeg forsikrer Dem, at jeg er forrygende selskab," påstod han selvsikkert som et sidste forsøg på at få hende til at acceptere hans tilbud.

Hun havde nøje, men ganske diskret, taget hele hans ansigt ind med de to små glinsende sole i hendes ansigt. De havde ikke flyttet sig ganske længe ad gangen fra hans rødbrune blik, for med den afstand der endnu lå mellem dem, kunne hun forholdsvist ubesværet betragte selv de mindste af hans træk.
Han kunne stadig betegnes som en nydelig mand, men som hun var kommet tættere på, havde hans ansigt alene fået langt mere karakter.
Linjer i panden, sammen med det mørkegrå hår med få lysere hårstrå som stjerneskud på en nattehimmel, sladrede om at han ikke længere var en ung naiv dreng, men i stedet var en mand der summede af livserfaring. De små hvide spyd som stak op bag den forskubbede underkæbe, for at stå i en stærk kontrast til hans solkyssede hud. Ikke én eneste detalje fik lov at gå hendes blik forbi, som tegnede hun sig et mentalt billede af ham; Skulle hun få lyst til at forevige ham, enten med kul eller oliemaling.
”K-knapt så ønskelige f-forhold” gentog hun, som smagte hun på hans ord for at finde ud af om de faldt i hendes smag.
Dommen faldt, som hans blik sænkede sig, ganske som forventeligt, ned mod hendes barm. De mørke læber krængede sig ikke længere bare op i mundvigene, i stedte blev de brudt i et blændende smil, der gemte på en skjult latter og afslørede det lille smilehul i venstre kind. Selvom hans blik hurtigt fandt sig vejen tilbage til hendes, så havde han stadig tilladt sig et stjålent blik. Et blik der havde fået det til at kriblet under hunden på hende, for at placere en pegefinger på det blødepunkt under hans hage og tvinge hans hovedet bare en anelse tilbage.
Testende, hvornår hans blik ville slippe hendes krop, hvis han forsat havde kigget.
I hendes forbi passeren af ham, efterlod hun sig en svag duft af friske citrusfrugter som spredte sig i et spor efter og omkring hende.

Trods hans kvarte omdrejning, stillede hun sig alligevel med ryggen til ham, mens hun lod det himmelblå stof omfavne den kurvede krop, som var den nærmest syet direkte på hende. I vanlige bevægelser lod hun håndfladerne løbe udglattende, hen over stoffet små folder, stak fødderne i lyse ruskinds sandaler, hvis snører blev strammet og bundet med fingersnilde.
Herefter greb hun omkring den overfyldte læderindbundne skitsebog, førend hun drejede omkring sig selv. I samme moment tog hun et skridt frem, uden at have bidt mærke i den pludseligt afkortede afstand mellem dem.
Et lille gisp fyldte luften mellem dem, mens den hånd som ikke knugede omkring bogens kanter, bremsende placerede sig mod hans brystkasse. Hånden var ikke tiltænkt at skulle ikke bremse ham, men hendes eget momentum, som hun havde været ved at træde direkte ind i ham. I stedet endte de med at stå så tæt at deres skosnuder stødte mod hinanden. Der var ikke aftrækningen af hun ville træde tilbage, vige for hans personlige rum.
Fandt han det på nogen måde ubehageligt at have hende stående så tæt, måtte han enten bede hende om at flytte sig, eller selv lægge afstand mellem dem. Det var jo ham som, næsten, var kommet snigende.
”Hvis d-de tilbyder lidt til ganen, s-så vil jeg ikke a-afvise at jeg godt k-kunne fristes” svarede hun kryptisk med et skævt smil dansende på læberne, givende hende et glimt af en legesyghed, som et barn. Resten af hendes udtryk lagde dog ikke skjul på at hun var alt andet end et barn.
Med et interesseret glimt i øjnene betragtede hun ham, inden hun endnu engang lagde sin hånd i hans ru og bløde hånd, der blev hende tilbudt. Hun havde sagtens have taget plads på det puklede dyr uden hans støttende hånd, men det ville være upassende at afvise hans galante tilbud. Noget hun trods alt satte pris på, for det vidnede om at han ikke var helt til rotterne, selvom det kunne være en påtaget høflighed.
”D-de er vel klar o-over at de nu også er n-nødt til at leve op til egne ord, ikke s-sandt? Alt a-andet ville skuffe m-mig - Cahlaz” Ordende var sagt i en åbenlyst udfordrende tone, men som hun nåede til hans navn, fik det udfordrende en mere kælen facon.
Havde den varme solen kastede af sig ikke været unødigt nok i sig selv, blev hun mødt af en anden varme, hans, der spredte sig fra ryggen og videre rundt i hendes krop, da hun tog plads på pladsen foran ham. Ubevidst tilpassede hendes eget åndedræt sig hans, som hans brystkasse pressede ind til hendes ryg hvergang hans fyldte sine lunger med ny ilt.

Den uventede, kropslige nærkontakt havde for en kort stund efterladt ham fuldkommen åndeløs, men med hendes gisp som afledning og en vigen i øjenkontakten, lykkedes det ham atter at få fyldt lungerne med den tørre ørkenluft. Så snart det umiddelbare chok over sammenstødet var forgået, blev den perplekse mine ligeledes opløst og erstattet med et smil. Følelsen af elverens mørkglødede hånd mod hans brystkasse havde en besynderlig beroligende effekt, og selv efter den var blevet fjernet, vedblev den varme fornemmelse fra det blide tryk.
"De kan få akkurat det, De peger på," besvarede han hendes lidt uklare svar. Det var ikke hans indtryk, at hun led af pengenød, men det skulle ikke stoppe ham i at forkæle en kvinde, så henrivende som hende, med materielle goder. Hun havde øjensynligt smag for de finere ting i livet - eller det var i hvert fald hvad, den nydelige, blå kjole fortalte ham. Så en noget mere håndgribelig opvartning end blot begærlige blikke og komplimenter var vel på sin plads, mente han.

Fryden i hans blik var svær at skjule, da han endnu engang mærkede Aqeelas hånd i sin, om end det kun var for et flygtigt øjeblik og straks efter, kunne han fornemme hvordan den syrlige, dog milde duft af citrus kildrede hans næsebor. En ubegribelig lyst til blot at begrave hele ansigtet i de lyse hårlokker skyllede ind over ham, men han ydede modstand og blev høfligt siddende med rank ryg, mens hunelveren fik sat sig ordentlig tilrette.
Med et fornøjet smil spillende på læberne, lod han armene sno sig rundt om den krop, han kun for ganske få minutter siden havde stået og beundret i dens fulde pragt; en part af ham fortrød inderligt, at han ikke havde frarøvet hende den blå kjole. Det var en sand skam at holde sådan et syn skjult for omverdenen. Men i det mindste var han  ankommet lige i tide til at få en lille forsmag på det, der nu var gemt bort under det kulørte klæde. Han var dog fuldt overbevist om, at det ikke ville være den sidste gang, han fik chancen for at overvære de afklædte kurver.
Noget der mest af alt lød som et utilfredst grynt lød fra den døsige kamel, da hælene blev boret ind i siderne på den. "Jeg lever altid op til mine ord," insisterede han uden den mindste snert af tøven i den mørke stemme. Cahlaz slyngede de  kraftige arme hele vejen rundt om livet på hende og strammede yderligere sit greb, netop som pukkeldyret en smule vakkelvornt fik rejst sig op. "Men De har allerede erfaret, at der kan være visse uoverensstemmelser mellem mine verbale påstande og egentlige handlinger - så jeg vil lade sidst nævnte tale for sig selv," halvhviskede han nær det ene af de spidse ører, inden han med et tilhørende, udspekuleret smil løsnede sit omfavnende tag i Aqeela og rakte i stedet for ud efter tøjlen. Et par klik blev slået med tungen mod ganen, og færden gennem det næsten øde landskab atter genoptaget.

Størstedelen af den rytmisk gyngende ridetur forløb i en naturlig tavshed; det var i hvert fald tilfældet for halvorkens vedkommende. Tiden var spildt på overflødig, meningsløs snak, og en kort bemærkning om vejret var næppe det, der fik hjertet til at banke, og blodet til at strømme. Hvad der derimod var rigeligt stimulerende var den konstante berøring mellem hendes ryg og hans egen front, hvilket det meste af hans fokus kredsede omkring. Komplet stum var han dog ikke.
"Plejer De tit at lade Dem indynde af tilfældige forbipasserende? Eller er jeg blot en undtagelse?" Spørgsmålet blev fremsagt ganske lavmælt, men højere toneleje var heller ikke nødvendigt, når hans mund befandt sig så tæt på hendes øre som det gjorde. Det kunne nærmest høres i stemmen, hvordan et smil lige så småt var begyndt at brede sig. Intentionen bag ordene var ikke at antyde, at hun var en omvandrende glædespige, selvom det umiddelbart kunne opfattes således; det var blot et udtryk for hans egen forundring over, hvor lidt overtalelse der havde skullet til. Enten havde han formået at fremstå enormt pålidelig, eller også var hun forbløffende naiv.

Det var nær umuligt at bevæge sig ind i den travle handelsby på kamelryg. Mylderet af væsner, i alle former og størrelser, lod til at være endnu mere kaotisk end normalt. Det var tydeligt, at den forfriskende brise i overvældende grad havde været med til at øge aktiviteten i de støvede gader. Utålmodigheden vandt i sidste ende, og Cahlaz fik den forvildede ganger til at gøre holdt i nærheden af en række pæle, netop tiltænkt henstilling af firbenet transport. Han hoppede rimelig fermt ned fra det tæt på to meter høje dyr, inden han efterfølgende vendte sig ind mod Aqeela med løftede arme for at gribe fat om hendes talje, skulle hun have brug for hjælp til at komme ned; hvis ikke ville han blot trække sig ud til siden, så hun selv kunne svinge sig ned.
Da elverens fødder atter var genforenet med jorden, blev et undskyldende smil sendt i hendes retning. "Jeg beklager - det ser ud til, vi må fortsætte til fods," annoncerede han og tilbød hende samtidig sin ene, bøjede arm - han ville nødig risikere at miste hende i mængden. "Har De selv bopæl her i Balzera? Thal'Elor måske?" spurgte halvorken, forinden det første skridt væk fra kamelen blev taget. Cahlaz satte bevidst kursen mod et knap så travlt distrikt, der til trods for dette stadig var hjem for en hel del små forretninger, hvor det var muligt at købe alt lige fra almene krydderier og lerpotteri til kostelige klæder og smykker.

"Jeg kender en alkymist, som har opsat egen butik ikke så langt herfra. Eliksirer er dog ikke det eneste, han gør sig i. Han fremstiller også spiritus - blandt andet den mest fortræffelige vin, du nogensinde vil få fornøjelsen af at smage." Det var stor ros, når det kom fra en vin connaisseur som ham selv, men yderst velfortjent. Man skulle blot kende til den hemmelighedsfulde mands sideforetagende, eftersom det udelukkende blev solgt under bordet. Det forekom sjældent, at han var et smut i Balzera uden at stoppe forbi dér før hjemrejsen.
Skønt Cahlaz var vældig målbevidst i sin gang, sænkede han tempoet betydeligt, idet synet af en juvelerbutik fangede hans blik. De raske skridt ophørte helt og holdent og efter at have ladet de rødbrune øjne skimme hen over det, der udefra kunne ses gennem den brede, åbne indgang, gled opmærksomheden ned mod sin ledsagers fregnede ansigt. "Er det noget, De kunne fristes af?" Alvoren i hans stemme lod hende vide, at tilbuddet fra tidligere endnu var gældende. Hvad end hun udpegede, betalte han glædeligt for det.

”D-de er en m-modig mand sådan at l-love jeg kan få a-akkurat hvad jeg p-peger på.. - Ser D-de Cahlaz, jeg h-har ti fingre. A-alle ret s-så formidable til at p-pege.” ytrede hun som svar på løftet, men ikke uden en let latter bag ordene. Den slet skjulte latter gjorde det ganske tydeligt for halvorken, at elverinden ingen planer holdt om at forsøge sig med, at udtømme ham for de krystaller han måtte have på sig. Selv hvis hun gjorde et ihærdigt forsøg, ville han sikkert knapt nok kunne mærke det. Forkælelse gik hun dog aldrig af vejen for.

En fornøjet lyd slap over de mørke læber, for både de stærke arme der fandt sig vej om den smallere talje og hindrede hende i et frit fald i det varme sand. Taget strammede til, da den pukkelryggede drøvtygger, i gyngende bevægelser fulgte hælenes insisterende prikken, der bød den at rejse sig.
Selvom intet i Cahlaz tag vidnede om, at Aqeela skulle få slynges af kamelen, så var det med den følelse at en solbrun hånd greb ham om den ene arm. Kameler var ikke ligefrem hendes foretrukne ridedyr.
De hviskende ord, fik hende til at dreje hovedet nærmere hans, så varme åndedrag blidt ramte mod den underbids prægede kæbe ”Jeg vil f-forsøge ikke at v-være en for hård d-dommer.” kommenterede hun på det nytilkommende løfte. Hånden der havde krampagtigt grebet om hans arm, slap sammen med hans omfavnelse, i det han rakte ud for at gribe om den tynde lædertøjle. De to små sole rettede sig rettede sig frem, ind mellem dyrets øre og de skiftende sandbanker den måtte forcere på ruten til Balzera.
Læberne krusede sig i et moret smil for ord, som langt de fleste kvinder nok ville have taget noget tungere til hjertet, selvom smilet ikke var synligt, ville den skarpsindige bemærke dets afsmitte på stemmen ”K-kun af dem j-jeg finder i-interessante.” lød det sandfærdigt og komplimenterende af hans person. Havde mavefornemmelsen ikke været med, ville hun aldrig have taget tilbuddet om at gøre en fremmed mand ved selskab. Hun var måske eventyrlysten, men ikke blåøjet.

Knapt var destinationen nået, før alt fremdrift blev til stillestående stand, i havet af væsner der gjorde det svært for det store dyr at komme meget længere ind i handelsbyens gader. Utålmodighed sejrede over hendes følge og med hjælp fra ham, fik hun fastgrund under skosålerne, væsentligt mere behageligt end ørkenskibet, hvis hun selv skulle sige det.
Armen fandt sig vej ind under Cahlaz og lagde sig blidt hvilende nær albueleddet, mens hun lod sig lede gennem Balzeras gade labyrint. Hovedrysten fik det lange hår til at danse omkring hende da halvorken gættede på Balzera først ”Thal’Elor er m-mit hjem og d-det sted jeg altid v-vender tilbage til, m-men jeg rejser h-heler end gerne u-ud. Faktisk er j-jeg på vej m-mod Elverly.” blikket gled opmærksomt rundt på de små forretninger de traskede forbi, men sjældent holdt de hendes opmærksomhed fast. Med smilende øjne rettede de sig mod den solkyssede mand der gik taktfast ved hendes side ”Og D-de?” kontra spurgte hun med klar nysgerrighed at spore.

Tilbuddet om at smage den mest fortræffelige vin, hun endnu skulle have smagt var simpelhent et tilbud for godt til at afslå ”Når n-nu De frister sådan, s-så kan jeg jo umuligt l-lades vores veje s-skilles uden, a-at have h-haft fornøjelsen af en vin l-lige så god s-som selskabet.” blev der indirekte takket ja til sådan en oplevelse.
Som ørkenelvere var flest, så var også Aqeela lidt af en pyntesyg fugl. Guld fangede blikket ud af øjenkrogen og med hans sænkede fart af deres gang, for slutligt at bremse helt, gjorde han det umuligt for hende at se forbi smykkerne. Læberne pressede sig sammen til de ikke var andet et en smal streg i det fregnede ansigt, overvejende for om det tilbud der tydeligt stadig stod ved magt, nu også var et hun ville gribe.
Skottende mod hans skikkelse fandt læberne deres fylde igen, med en solkysset finger pegende mod et delikat guldarmbånd med en rubin indfattet ”J-jeg vil m-meget gerne p-prøve det på.”.