Alle veje fører til Zircons markedsplads

Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 07.06.2020 23:58
Det var ikke lige det her, Venus havde forestillet sig, da hun for et par uger siden havde drømt om eventyr og sagt ja til at tage gennem Zafirien for at hente varer. En af de faste karavaner på sydvejen var taget afsted fra Dianthos en tidlig morgen, hvor regnen silede ned. På vejen i retning af Rubinien var regnen fortsat, mens vognen mil efter mil bumlede gennem pytter over brosten og ind i krostalde fra tid til anden. Venus havde været i Rubinien, og Venus var taget hjem igen med varer på slæb. Eller det ville sige næsten.

Det var holdt med at regne på hjemturen, men hullerne i den lange landevej var der stadig, og et godt stykke vej forbi Zircon gik karavanevognens forhjul i et hul og brast. Det vil nok tage nogle timer at reparere, havde føreren sagt. Passagererne steg af vognen under hurtigt falmende protester, og Venus så sit snit til at tage på opdagelse en sidste gang. Efter et stykke tid, det kunne ikke have været længe, mente Venus, vente hun tilbage til holdepladsen, men der var ingen karavane at se nogen steder. Efter en hurtig flyvetur, måtte hun konstatere, at karavanen var for langt væk. Hun opgav, og påbegyndte i stedet turen tilbage til Zircon for i det mindst at finde ly for natten. Der havde været en udmærket kro, var hun sikker på, og så gik der vidst en nye karavane om nogle dage. Da var det eftermiddag. Efter nogle timers vandren til fods og i luften, når hun havde mistet orienteringen, nåede hun en lille markedsplads lige uden for Zircon by, hvor inventaret åbenbart kunne ændre sig flere gange på en dag. Halvdelen af boderne, troede hun i hvert fald ikke, hun havde set, da de tog afsted i morges. Venus lyste op i et opmuntret smil.

Selv om det ikke regnede nu, hvor Venus stille og roligt banede sig vej mellem de små, tætpakkede boder, så var der fugt i luften, og vinden var taget til. Der lod til altid at være skyer mod øst og Kzar Mora-bjergene, men skyerne mod syd bevægede sig nærmere. Det ville nok blive storm i morgen, overhørte hun nogle af de lokale sige. *Men det er først i morgen,* tænkte Venus. Så nu vandrede Venus rundt mellem boderne, som hendes nysgerrighed rådede hende, i muddertilsprøjtede ankestøvler, en gennemblødt skørtesøm, og kun besvær med at holde styr på de røde hårtotter, som vinden hele tiden rev ud af hendes sirlige fletning. Det gjorde det ikke ligefrem nemt at se sig for i menneskemængden, så det måtte ske på et tidspunkt, at hun stødte ind i nogen: "Undskyld, min fejl,” bemærkede hun med et høfligt smil og alle intentioner om at holde bedre øje fremover; det ville sige, hvis vinden ellers ville lægge sig lidt.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 09.06.2020 22:24
Skikkelsen der havde haft et mildt sammenstød med den rødhårede krystallianer, trak fronten imod hende - ladende sine isende blå øjne, følge hende med blikket idet han henkastet mumlede:
“— Helt i orden,”
Som ordene (i et næsten ligegyldigt tonefald) var udtalt, vendte halvdæmonen Morgoth sin front den modsatte retning af den kvindelige skikkelse, trækkende sin rejsekappe tættere omkring sig. Morgoth trak kappens hætte over sig, alt dette blot i et forsøg på, at afholde den isende vind fra at nå hans krop, en krop der i forvejen var ganske, ganske kold. Hans tøj og enkelte hår-totter var stadigvæk berørt af den forhenværende regn, der var nedfældet tidligere på dagen - det havde derfor næsten været umuligt for halvdæmonen, at opnå den komplette følelse af varme. Og det var alt hvad han ønskede i dette øjeblik - varme og fred.
Men han gjorde hold i sin vandren, ganske hurtigt endda, idet hans øjne først rigtigt opfangede hvad han havde set. I dette øjeblik glemte halvdæmonen alt om hvorfor han opholde sig på den lokale markedsplads; hvorfor han havde rejst i timevis fra sin daværende bopæl, igennem regn og blæsevejr. For hans øjne havde henkastet sig en kvinde, han svor han aldrig skulle se igen.
Han åbnede de sorte læber på ganske let gab, mistende vejret i en kort stund - og evnen til at tale. Han rynkede brynene, lidende og undrende på en og samme tid, som hans øjne borede sig imod Venus’ baghoved. Han vidste han burde kalde hende op - hvis da i det mindste ikke blot sige hendes navn. Men han fortiede sig, og håbede. Håbede på hun på mirakuløs vis ville vende sig; vende sig imod ham. 
signature by jodeeeart

Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 31.08.2020 20:44
Hun havde ikke rigtigt set sig for eller set op. Hun havde opfanget en mørk skikkelse ud ad øjenkrogen, og det var det. Mange væsner gik i mørke klæder, selv om det var sommer; det var ikke usædvanligt. Sort hår var heller ikke noget særligt; nogle farvede det endda. Bleg hud var måske lidt ved siden af på denne årstid, men bemærkelsesværdigt? Egentlig ikke. Så Venus var fortsat videre, mens hun forsøgte både at holde øje vejen foran sig og de mange farverige ting, som lå i tørvejr og sikkerhed under bodernes stofoverhæng.
De lerfløjter var jo små kunstværker! Hun havde heller ikke rigtigt hørt efter, hvad den fremmede sagde; hun antog bare, det var en almindelig høflighedsfrase, for det havde lydt sådan. Den vase var næsten blevet smukkere af at have fået nogle regndråber på sig. Men stemmen lød bekendt... Hvor havde hun hørt den før? Den havde været så lavmælt. Duften af krydderier rejste gennem den fugtige luft fra en bod, hun ikke engang kunne se endnu. Hun havde en nagende fornemmelse af, at hun burde vide, hvor hun kendte den stemme fra.. *Ingen årsag...* Et øjebliks fokus havde hevet det friske mindre frem igen. Venus rynkede koncentreret brynene. Silkebåndene i den næste bod lod til at skifte farve, hver gang hun tog et skridt. Så stivnede hun. Et væld af minde fór gennem hende og fik hende til at gispe. Et øjeblik stod hun og lagde ikke mærke til, at dråberne i luften blev tungere. Hun var nødt til at tjekke!
Venus drejede om på hælen, klar til at løbe efter den fremmede om nødvendigt, men blev straks mødt af et par isblå øjne, der ikke kunne tilhøre andre. "M..." Måske kunne hun ikke få tungen på gled, eller måske sad det på rygraden, at navnet ikke burde siges højt. På afstand ville det nok bare ligne, at hun havde samlet læberne et øjeblik. Omkring hende trak nogle kapperne tættere om sig eller slog kraverne op, og bemærkede at vinden havde taget til. Selv var Venus frosset fast i billedlig forstand, mens de flyvende hårtotter langsomt blev lagt ned af den fine regn.
Så lyste de forårsgrønne øjne op i et strålende smil. Omkring hende løsnede folk kapperne igen, nogle tog deres helt og smed den over armen til trods for regnen. De nærmeste smilede, som om solens varme stråler netop havde ramt dem, selv om solen stadig gemte sig bag et par grå regnskyer. Det ene øjeblik stod Venus, hvor hun stod før, det næste havde hun armene om halsen på den fremmede og knugede ham ind til sig, som om han ville fordampe,  og gjorde ikke meget for at inddæmme den magiske varme, der frit strømmede fra hende. "Jeg troede, du var død..." hviskede hun ind i det sorte, drivvåde hår og lød boblende lykkelig, hvilket var komplet upassende, når man brugte ordet 'død' i en sætning. Med meget få undtagelser.
Morgoth Niranon

Morgoth Niranon

Tidligere Konge af Mørket

Kaotisk Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 51 år

Højde / 169 cm

Efterlyst af Lyset

Rebecca 24.09.2020 17:20
Som halvdæmonen stod der, afventende og fanget i sin egen handleløshed mærkede han det. Hvordan hans hjerte tog til i sine slag, hvordan hans åndedræt blev mere og mere overfladisk, i takt med en altovervindende ængstelighed greb sig omkring hans krop. Havde han kunne beskrive sig selv som en skikkelse af angst og frygt? Sjældent, men de seneste par år havde lært ham mangt og meget vedrørende sin egen angst og ikke mindst frygt. Noget han var blevet lært fra ganske lille at skulle kontrollere, negligere oven i købet, skulle det komme dertil at han mærkede dén. Frygt var en svaghed, en svækkelse af ens sind og handlinger, havde hans far lært ham. Det var i hvert fald ikke noget han måtte finde kærkommen eller advarende for ham om hvordan han skulle gebærde sig i en given situation. For det værste han kunne gøre, havde Melkor lært ham, var at føle.
Som Morgoth stod der, svor han i et øjeblik han hverken fandt angsten kærkommen eller spor kontrolleret. Han mærkede hvordan den langsomt rev al kontrol fra ham; al den besindelse han troede han besad var lige pludselig ikke-eksisterende. Og som han troede han netop mistede alt, så ramte dét ham - hendes blik. Så snart Hendes grønne øjne hvilede på hans, og han så hendes smil stråle frem i dem, fremad imod ham, så ændrede alt sig. Det var derfor uden den mindste tøven, uden at rykke sig en millimeter fra sit ståsted, at han løftede sine arme velkomne for Venus’ skikkelse. Han trak hende indad, som hun indfandt sig i hans favn - dér hvor han havde følt han (et eller andet sted) hørte til. 
I kulden der omringede dem begge, mærkede han for alvor hendes varme. En varme der spredte sig til halvdæmonens krop, i en sådan en grad at han ikke kunne tilbageholde en boblende varm, men ikke særlig lydhør latter, idet han talte:
“Det ville også have været bedst hvis det forsat havde været sådan, men—“
Noget dragede ham til at gøre holdt i sin tale; som et knytnæve slag i hans mavecenter blev han draget til stilhed, som han tabte vejret. Morgoth virrede med hovedet, som genkendelsen endelig ramte ham. Han genkendte den hule, men intense følelse i sit allerinderste - en følelse han længe havde følt, men ikke havde turde give sig selv tilladelse til rigtig at følelse. Det var helt uden kontrol, at han begravede sit ansigt i den kvindelige krystallianers favn. Han lod ansigtet hvile sagte imod buen der dannede sig mellem hendes hals og skuldre, mærkende hvordan de løse røde lokker, fra Venus’ fletning, piskende blidt imod hans hoved. Det var her, i hendes favn, at han hørte sig selv hviske ganske sagte:
“— Jeg har savnet det her; jeg har savnet dig.”
Ordene blev udtalt med en undertone emmende af både skam, men også sorg. Skam over at udtale ord, der fortalte præcis hvad han følte - en følelse han følte, at han ikke kunne tillade sig at føle på trods af han virkelig havde savnet den kvindelige skikkelse i sine arme. Og sorgen - sorgen talte næsten for sig selv. Han måtte ikke findes - uanset hvor meget han savnede, uanset hvem der fandt ham.
Som Morgoth langsomt løftede sit ansigt fra Venus, seende imod hendes smaragdfarvede øjne, talte han ganske lavt:
“Hvad laver du her? -”
Han rynkede brynene, skævende kortvarigt den kvindelige krystallianer over skuldren. Var hun alene?
“- helt alene?”
Den sidste del af spørgsmålet var både en konstatering - men også et spørgsmål, han håbede på hun forstod hvorfor han ønskede at få besvaret. Hvis han skulle blive i den rødhårede kvindes selskab bare lidt endnu, så skulle det være kun i hendes selskab. Og kun hendes.
signature by jodeeeart

Venus

Venus

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 167 cm

Venus 03.05.2021 22:34
//Ude (Vi lader dem bare stå der lidt og hygge sig til vi samler dem op igen <3)

Venus har forladt tråden.

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 8