STED: Gården ved Byvagthovedkvarteret

TID: Aften

VEJR: Solskin

Det var sen aften, og det var begyndt at blive mørkt, da Ezekiel fandt sig selv i nærheden af Byvagternes Hovedkvarter. Han kom tit her, for at se dem træne, for han var meget fascineret af deres position. For ikke også at sige deres våbenfærdigheder. Ezekiel selv var ret dygtig med våben, men ikke den stærkeste, selvom han gennem det meste af sin barndom havde trænet mod Minotaur-børn, som var både større og stærkere end han selv var.

Men nu stod han altså der og så på. To byvagter stod i en sværdkamp. Den ene brugte et tohåndssværd, mens den anden stod med et lidt mindre sværd og et skjold af træ. Han gjorde store øjne, og gispede ivrigt, når den ene var ved at ramme den anden med sit våben. Det kunne ikke blive mere spændende end det her!

Kling! Klang! Klonk! Sværdene mødte hinanden i luften i en drabelig dans, som kunne betyde død, hvis de ikke var forsigtige. Det var trods alt kun træning, men det kunne sagtens gå galt, når man trænede med rigtige våben. Det havde Ezekiel et langt ar på armen, under pelsen, som bevis. Og det gjorde vanvittigt ondt, selv hvis man blev ramt af den flade side.

Han fulgte kampen med øjnene, armene hvilende henover rækværket som omkransede træningsbanen.

"Kom så!" heppede han højt, fordi han ikke kunne lade vær, som ham med tohåndssværdet ramte skjoldet hårdt.

Ezekiel stod og heppede, og havde så travlt med det, at han ikke opdagede, at der stod en anden, som også overværede kampen udfolde sig. Men da manden talte, så opdagede Ezekiel ham (big surprise). Han så på manden, som måtte være små 6-7 centimeter højere end han selv, og det fik ham til at sænke skuldrene i ærgelse. Han var så træt af at være 'den lille' hele tiden. Det var surt! Surt og uretfærdigt!

"Yeah!" kom det begejstret fra Ezekiel, som gik tættere på manden. Han bar blåt tøj, så han måtte altså være en byvagt. Ezekiels øjne nærmest strålede over det faktum, for han så så meget op til byvagterne i byen. De var store, de var stærke og de var dygtige med våben!

"Ham der-" Han pegede på manden med tohåndssværdet. "-han er klart den bedste. Kun en tøsedreng bruger skjold," forklarede han skråsikkert med armene over kors igen.

Ezekiel kunne ikke lade vær med at sende manden et stort grin, som han spurgte om Ezekiel ikke selv skulle ind og kæmpe. Men så faldt hans smil, da han kom i tanke om, at han ikke kunne. Det gik ikke. Han var ikke 'gammel nok', havde byvagterne sagt til ham.

"De vil ikke have mig med," svarede han slukøret, og sparkede irriteret til en sten, som fløj ind og ramte den ene af mændene bagi. Men det kunne manden selvfølgelig ikke mærke i den rustning han var iklædt.

"Jeg er som regel den hurtige," svarede Ezekiel med et skævt grin, og gned spændt hænderne mod hinanden. Så faldt den ene af mændene - ham med tohåndssværdet -, og han kunne ikke lade vær med at ærge sig over, at han ikke havde set hvorfor eller hvordan. Han kunne jo have lært noget!

"Tag dig sammen!" råbte han om kap med manden ved hans side, og løftede næven, da ham med tohåndssværdet rejste sig vaklende op.

Ezekiel skød brystet frem, og forsøgte at virke større og modigere end han egentlig i virkeligheden var.

"De tør ikke slås mod mig." Han havde gjort sin stemme en smule dybere, og nikkede mod de to mænd. "Jeg er for stærk til dem," fortsatte han stolt.

Han stod og så stolt ud, men det var bestemt ikke sådan han følte sig. Han huskede alt for godt alle de bank han havde fået i sin hjemstavn, og at han var blevet smidt ud, fordi han ikke var stærk og dygtig nok. Det fik ham til at stå lidt og træde sig selv over tæerne. For han kunne ikke rigtig finde ud af at holde modet oppe lige nu.

"Det kunne være fedt!" medgav han dog begejstret med et lige så ivrig nik. "Jeg elsker at se folk kæmpe," tilføjede han så.

Ezekiel smilede stolt til Dalton, som han blev anderkendt som stærk. Som en der var noget værd. For i virkeligheden higede han efter at blive anderkendt. At blive set som stærk og dygtig. Især fordi han aldrig var blevet accepteret af sine egne. De havde aldrig kunne lide ham, fordi han ikke var lige så stærk eller dygtig med våben som dem. Han havde aldrig kunne følge med sine jævnaldrende. Ikke engang dem, som var født et eller flere år før ham. Han var altid lille og svag der, mens her var han stor og stærk!

Da Dalton bekendtgjorde, at han ikke brød sig om at se folk kæmpe til døden, så kunne han ikke så meget andet end at trække på de bredde skuldre.

"Minotaurer er bygget til at slås, også til døden. Jeg ved ikke, vi kan vel bare godt lide at se blod?" sagde han nærmest spørgende.

Ikke at Ezekiel var en af dem selv. Han var ikke meget for at gøre skade på folk sådan for alvor. For altså... han kendte godt til at slås og brække nogle knogler, men som regel foregik selv hans kampe rimelig fredeligt. Men han svarede som han gjorde, fordi det var sådan han var opdraget. Desuden var han aldrig rigtig sikker på, hvad der var hans egne holdninger, og hvad han havde fået banket ind i skallen, da han var yngre, og stadigvæk boede med Minotaurerne.

// Sorry for det langsomme svar! Jeg har haft så frygteligt travlt *facepalm* //