Konkurrence: Nutids-krystallandet

Krystal

Krystal

Skaberinden

5773
posts
21
karakterer

Krystal 07.06.2020 16:45
Skrivekonkurrence: Nutids-krystallandet


(kunstner)

I anledning af jubilæummet holder vi skrivekonkurrencer her hen over sommeren:

Har du nogensinde tænkt over, hvad og hvordan din karakter ville være i en moderne setting? I så fald har du nu muligheden for at skrive et konkurrencebidrag om netop dette!
Krystallandets geografi er den samme, men verden er moderne og fyldt med al den teknologi vi kender fra vores egen verden. Om magi og mystiske racer eksisterer - eller om du hellere vil portrættere din karakter som et almindeligt menneske, ja det er helt op til dig selv.

Hvordan deltager jeg?

  • Skriv en tekst med ovenstående tema, inkluderende din og evt. andres karakterer i den moderne setting

  • Du må gerne bruge flere karakterer i samme historie - eller deltage med flere historier.

  • Historien må max være på 4000 ord

  • Post historien i denne tråd, når du er færdig sammen med en titel og en præsentation af hvilke karakterer, der optræder i historien.


Når konkurrencen er forbi, holder vi en afstemning om den bedste tråd. Alle deltagere vil som altid modtage et trofæ for indsatsen.
Det kan være, at I bliver spurgt pænt, om man må læse nogle af jeres konkurrencebidrag op til jubilæumsfesten!

DEADLINE for at poste sit historie her i tråden: til og med søndag den 16. august 2020!
~ Krys ~

Hobbit

Hobbit

7564
posts
28
karakterer

Hobbit 08.06.2020 23:15
I gadelysets kolde skær

Karakter: Amelia - Engel - Byvagt(Parole Officer)


"I don't wanna be the great satan! I wanna be a minor demon"
Alianne_

Alianne_

The Word Mind

3545
posts
10
karakterer

Alianne_ 04.07.2020 21:49
Lysbringerne
Karakter: 
Zirra som oprørsmedlem

Also starring: 
Victoria som oprørsleder⁘ Storm som kontornusser ⁘ Zahinael som leder for opsporingsenheden



Victorias næse blev fladere, øjnene grålige og håret en almindelig leverpostejsfarve, mens hun bevægede sig gennem mylderet. Zirra, der gik ved siden af hende, lagde næsten ikke mærke til forandringen, for hun var efterhånden så vant til at ændringerne kom og gik. Hun havde lært at fokusere på de dele af Victorias udseende, som ikke kunne ændres magisk - i hvert fald ikke endnu.
"Er du klar på opgaven?" spurgte Victoria og hankede op i den tunge sportstaske, der hang over hendes ene skulder. Hun var allerede bebyrdet af en anden rygsæk spændt til hende med remme over hofte og bryst. Hun ville ikke komme ind nogen steder uden at blive grundigt gennemsøgt. Heldigvis var planen, at kun Zirra skulle benytte hovedindgangen.
"Det er dig, der har den svære del," svarede Zirra og rakte en lille øresnegl til sin partner. "Så længe du ikke går ind, før jeg siger til, skal det nok kunne lade sig gøre. Fjortende etage, ikke?"
"Fjortende etage," bekræftede Victoria, mens hun satte øresneglen i. "Ses deroppe."
Med de ord drejede hun af, mens Zirra fortsatte ligeud mod den højeste bygning i Dianthos Central.

Den sorte obsidianfacade tårnede sig op der, hvor det legendariske Krystalpalads engang havde stået. Den høje, firkantede bygning havde et spir på toppen og plads nok til en helikopter. Øverste etage var ikke på nogen plantegninger, og de mistænkte, at det var den nye løsning til en fangekælder. På et tidspunkt skulle det undersøges nærmere, men lige nu havde de andre planer. Zirra satte et par briller på næsen, klipsede det forfalskede ID-kort på skjorten og trak sin tablet op af tasken.  Dagens opgave: At infiltrere hovedkvarteret for Mørck A/S.

"Jeg er klar," lød det en smule skrattende i Zirras øresnegl, mens hun gik hen ad en lang gang mod elevatoren. 
Det havde ikke været et problem at komme ind gennem den første sikkerhedsdør. Hun havde holdt sig lige i hælene på en anden sekretærlignende dame, og var kommet med igennem uden at sikkerhedsvagten havde tjekket hendes ID nærmere.
"Afvent," sagde Zirra lavt.
Hun fortsatte hastigt forbi rækken af elevatorer, inden nogen kunne nå at lægge mærke til det, og på en gang lidt væk fra det almene modtagelsesområde, fandt hun hvad hun søgte: Overvågningsstationen. 
Otte skærme prydede den ene væg og viste en fuld dækning af hele området omkring bygningen, så ingen kunne påtvinge sig uautoriseret adgang uden at det blev opdaget. Tre mænd sad i rummet, og en af dem havde konstant blikket rettet mod skærmene. Præcis som deres kontakt havde informeret dem om.
Det tog næsten al chakra, Zirra havde i sig, at trække skærmenes lys til sig. Med ét gik alle skærmene i sort, og hendes ellers mørklagte tablet lyste op. Med de meget større skærme presset ned på mindre plads, kunne hun ikke se det, de havde vist før - kun forskubbede og overlappende pixels i et væld af farver.
"Nu," sagde hun til Victoria, og indledte de mest nervepirrende sekunder af dagen, mens hun gik tilbage mod elevatorerne.
"Jeg er inde," lød det kort efter, og Zirra åndede lettet op, prikkede til skærmen og lod lyset vende tilbage til sikkerhedsfolkene. 
Der var ikke lang tid at handle i. Nok havde de snydt videoovervågningen et øjeblik, men som alle kompetente vagter, ville de straks tjekke optagelserne og få sat gang i en eftersøgning. Den slags flimmer skete ikke uden grund.

Ding.
Elevatoren åbnede op til fjortende sal, og Zirra begav sig ned ad gangen mod arkivet. Omkring hende lå åbne kontorlandskaber med rækker af stole og ansatte ved computere. Udefra så det ganske uskyldigt ud, men Zirra vidste, at de ledte efter folk med idéer, der skulle fjernes. Én forkert udtalelse på internettet, og den almene borger kunne forvente besøg fra myndighederne. De selv samme myndigheder, som burde regulere virksomheder som Mørck. Men når alle politikere var i lommen på de rigeste dæmoner i verden, var retfærdighed et definitionsspørgsmål, som den almene borger ikke fik indflydelse på. 
Skiftet i magtbalance var sket over flere årtier - langsomt og diskret. Man havde allerede vænnet sig til kameraer i gaderne og streng håndhævelse af loven, men da både politi og socialforvaltning pludselig blev opkøbt af Mørck, dukkede spørgsmålene, man burde have stillet for lang tid siden, op. Nu var det kun Victoria og hendes Lysbringere, der havde stillet sig op som modstandere til Mørck og forsøgte at opildne til oprør og revolution. En god tanke, der var svær at udføre, når enhver støttende kommentar blev anset som landsforræderi og straffet med døden. Det var en kende ironisk, at Lysbringerne var nødsaget til at operere i skygge.

Zirras åndedræt satte sig fast i halsen, og hun samlede al sin viljestyrke for ikke at stoppe op og gispe. De smukke, mørke krøller var genkendelige selv på ti meters afstand og mellem utallige andre kontorhoveder. Storm. Hun havde troet sig i sikkerhed og under radaren indtil den dag, hvor han havde fundet hende. Til hendes held, havde han ikke været ligesom de andre, der var ansat til at opspore og afskaffe sådan nogle som hende, og hele situationen havde... Udviklet sig. 
Zirra havde efterfølgende tigget og bedt ham om at sige op, men var man først en del af Mørck, forlod man dem ikke bare lige. Nu sad hendes skønne Storm lige dér, midt i hvad der snart ville være orkanens øje, på en dag hvor han ellers havde lovet hende, at han ikke ville være der. Zirra tvang sine følelser ned i maven og blinkede febrilsk et par gange, før hun tog i døren til arkivet.

"Hvad nu?" Victoria læste som altid Zirra som en åben bog. 
Håret var stadig den kedelige leverpostejsfarve, men øjnene havde fået den lyseblå farve tilbage. Hun stod mellem vinduespanelet og en lang reol ifærd med at hælde en bunke papirer og USB-stik ned i den store sportstaske, der nu var tom. Bag hende så udsigten til byen dyster ud igennem det mørke glas.
"Storm er her," svarede Zirra blot og rystede på hovedet. "Men jeg ved, vi ikke kan stoppe nu."
Victoria prøvede at fange hendes blik, men hun undveg det. 
"Det er jeg ked af," sagde hun en smule sørgmodigt. "Han var god nok på bunden."
Zirra nikkede og bed sig selv hårdt i læben. Det her var et offer, hun havde gjort alt i sin magt for at undgå. Et offer, hun virkelig ikke ønskede at bringe. De havde taget så meget fra hende allerede. Hele hendes familie. Så mange venner. Uden Storm ville hendes egen verden blive lidt mørkere.
Zirra borede neglene ind i sine håndflader. Sorg måtte vente til senere. "Hvor langt er du? Har vi alt, vi kom efter?"
Døren klikkede bag hende, og Zirra vendte sig om. Det første hun fik øje på, var de isblå øjne. Det næste var pistolen i hans hånd. 
"Du er ikke autoriseret til den her del af bygningen, er du?" spurgte Zahinael. "Det er som om du ikke er autoriseret til noget af bygningen, faktisk."
"Jeg skulle blot arkivere..." begyndte Zirra sin indøvede forklaring.
Zahinael skød hende i benet. 

Med et skrig faldt Zirra om. Hun klamrede sig til benet, hvor bukserne allerede var sølet ind i blod. Hjertet hamrede upraktisk hurtigt i hendes bryst, og hun bed tænderne sammen og trak vejret ind i små, skarpe stød. Hun turde ikke dreje hovedet og afsløre Victorias position.
"Jeg har hørt om dig, lille Lysbringer," sagde dæmonen og trådte et skridt tættere på. Zirra formåede at hive sig en smule baglæns og efterlade et blodigt håndaftryk på gulvet. "Al den ravage, du har lavet ved at stjæle og flytte på lyskilder - ha, se nu ikke så overrasket ud. Som om sådan en evne ville gå ubemærket hen."
Han sigtede på hendes brystkasse. Zirra kneb øjnene i. Braget fra skuddet var højere end forventet, og hun var væsentlig mindre død end forventet, da hun åbnede øjnene igen. En arm var rakt frem forbi Zirras ansigt og ud fra en medaljon i hånden skød et lysende, gult skjold. Små gnister sprang fra det sted, hvor kuglen var blevet reflekteret. Hadefulde gnister sprang fra Zahinaels blik.
"Fint, så får jeg to af jer i dag," snerrede han. "Det skjold holder ikke for evigt."
"Det her er for at slå mine folk ihjel," sagde Victoria blot.
Hun vendte sin hånd en kvart omgang og en detonator kom til syne. Zahinaels øjne spærredes op i forfærdelse. Victoria trykkede på knappen.

Eksplosionen kom fra midten af fjortende etage. Ildtunger bredte sig og slugte alt på deres vej. Zirra så, hvordan alt bag dæmonens skikkelse blev en sammenhængende masse af orange, rød og gul, og hans vredesbrøl blev slugt af det rungende brag. Trykbølgen samlede dem op og kastede dem ud ad de splintrende vinduer, mens Zahinaels skikkelse blev opløst af flammerne, uden et magisk skjold til at beskytte mod varmen. Victorias arme holdt fast om Zirras krop, mens de faldt baglæns ned mod fortovet. Med et ordentligt ryk blev de hevet tilbage opad, idet Victoria løsnede faldskærmen på sin ryg. 

De gled på vinden omgivet af gløder og glasskår. Paniske råb steg op fra gaden. Det var lykkedes, selvom det havde været lige lovligt tæt på til sidst. De havde lokket overhovedet for opsporingsenheden ud, og selvom eksplosionen kun skadede hans fysiske krop, ville det tage tid for dem at genetablere både krop og afdeling. Offentligheden ville få at se, at Mørck ikke var så langt uden for rækkevidde, som de ønskede at være. Et skår af tvivl ville opstå. Kunne Lyset vende tilbage til Krystallandet?
Dew

Dew

- loved by some, hated by most

1235
posts
5
karakterer

Dew 07.07.2020 11:27
Sagte og forsømt, elsket og forstået.

Karakter: Bæst (som Anna) - almindeligt menneske - 10 år



”Jeg nægter at have min datter gå i samme klasse som dét vilde barn! Hun burde smides helt ud ad for, hvad hun har gjort ved min engel!”

Hvis der var noget, der virkelig kunne intimidere var det en privilegeret mors vrede. Og den stakkels unge rektor stod fuldkommen magtesløs overfor de råbende ord, der blev kastet mod hende. Men det var ikke kun hende, at ordene var rettet mod og det var bestemt ikke kun hende, der blev ramt af hver enkelt af dem. Hovedårsagen for skandalen sad ikke mindre end lige ved siden af, hendes spinkle figur synket mere og mere ned i den bløde stol foran et velpoleret kontorbord.
Hendes korte ben nåede knap nok gulvet. Hun sad stadigvæk præcist som hun havde sat sig. Lænet en smule frem og med hænderne gribende og knugende omkring stolens sædekant. Blikket rettet ned mod gulvet og hendes næsten alt for lange lyse lokker hængende som et gardin omkring hendes blege og skamfulde ansigt. Ja. Hun skammede sig. Men skammen fremstod mere vredt end det gjorde sørgmodigt hos hende, muligvis på baggrund af, at hun ikke nødvendigvis skammede sig over, hvad hun havde gjort, fordi hun vidste det var forkert, men blot fordi det var, hvad der blev råbt af hende, at hun burde.

”Hvis De nu kan falde lidt til ro, fr. Wilhelmse-..”
”Jeg vil i særdeleshed ikke falde til ro! Det… Det bæst bed min datter i armen! Det bløder! Hvad nu hvis hun får et grimt ar? Jeg sagsøger skolen, er hvad jeg gør!”

I en anden stol, placeret et godt stykke på afstand fra den stumme pige, sad en anden pige. Omkring samme alder, dog var hendes hår mørkt og hele hendes ydre var finpudset som en sand prinsesse. Hendes konstante gråd havde fyldt kontoret på samme uudholdelige måde, som hendes mors stemme havde så snart, at hun var brast igennem døren på klikkendehæle. Hun sad med sin ene arm svøbt i et viskestykke der gemte på det makabre bidemærke. Der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt, men det var ligeledes som om, at hendes gråd steg et ekstra niveau, idét at hun overhørte sin mor gøre opmærksom på skaden sket.

”Lad os ikke gøre noget alt for drastisk. Jeg er sikker på, at Anna ikke gjorde det med vilje,” forsøgte rektoren fortsat med en dæmpet stemme, dog usikkerheden endnu kunne anes i den. Hun havde aldrig i sin karrierer været nød til at håndtere en situations om denne. Dét var tydeligt.
”Selvfølgelig gjorde hun det med vilje! Se på hende! Ikke en eneste dråbe af fortrydelse. Det var en fejl, at lade et så underudviklet barn blive en del af min datters klasse. Så vidt jeg ved, så taler hun ikke engang! Og hvor er hendes forældre? Jeg har et par ting om opdragelse at drøfte med dem.”

Det var meget diskret, men som den lille pige sad og så endnu mindre ud i sin stol, var det som om at hun krøb endnu mere sammen. For selvom hun ikke vidste de samme stadier af intellekt som de andre børn på hendes klassetrin og selvom hun ikke talte, så var hun ikke døv, og hun både hørte og forstod alt, hvad der blev sagt.
Hendes små hænder knugede hårdere omkring stolekanten, men hendes besynderlige gule øjne veg ikke væk fra den bestemte knast i gulvbrædderne. Bag de lukkede læber bed hendes tænder sig mere og mere sammen. Hun var så ubehageligt til måde. Hun kunne ikke lide morens stemme. Den måde hun ulmede over hende, som en høg.

”De må forstå, at Anna ikke har haft det nemt, fr. Wilhelmsen. Før hun kom til skolen havde hun været uden kærlig omsorg og ikke givet meget mulighed for skolegang. Men hu-..”
”Hun burde være blevet sendt i en special klasse. Hvordan forventer man at holde styr på et barn som hende i en normal klasse? Det vil ikke undre mig, at hendes manglende omsorg var hendes egen skyld, sådan som hun opfører sig som et dyr mere end et barn.”
”Hvis De ville lade mig tale ud-!”

Med ét løftede hun hovedet og så mod døren med store øjne allerede før den gik op. Hun havde hørt skridtene. Hun havde genkendt dem. Så da den blev åbnet, og de resterende tilstedeværende fulgte hendes eksempel, var hendes blik klar til at blive mødt af den skæggede mand, der trådte ind.
Hun ventede ikke ét eneste sekund for meget før, hun nærmest sprang ud af sin stol og løb på tynde ben direkte hen til manden. Et enkelt misfornøjet hey lød fra moren, idét hun blev passeret. Den stille pige smed sig ind mod, hvad der i øjeblikket var det eneste trygge individ til stede. Smed armene omkring hans talje og maste sit ansigt ind mod ham. Følte hans betryggende halve omfavnelse og sugede det hele til sig. Det var lige ved, at hun klamrede sig til ham.

”Hvad er meningen med det her? Er du hendes far? Er du klar over, hvad din unge har gjort ved min datter?” Arrigheden syntes at have fordoblet.
”Jeg er hendes værge, ja. Jeg kan forstå, at der skete et uheld i billedkunsttimen.”
”Et uheld?! Må jeg være fri. Dit skarn af en datter angreb min datter i koldt blod.”
De mørke brun på manden blev krummet og hans blik blev lettere skulende. ”Det lyder ikke som Anna. Hun må have været blevet aggregeret. Hun har aldrig gjort noget, uden at der var god grund til det. Skal vi tage det privat? Ingen grund til at have pigerne sidde med.”

_____

Hendes små fingre klemte godt omkring den isnende kolde pap kop mens hun i stilhed tog gentagende små sip af den drikbare vanilje is. Hendes læber havde ikke flyttet sig fra sugerøret, siden de havde sat sig til rette i bussen hjem. Hun så stadigvæk ned og væk, gav andre ingen mulighed for at vide, hvad der måtte foregå i hovedet på hende.

”Hvorfor bed du hende?”

Han havde, ligesom hende, været helt stille indtil nu. Han havde ikke sagt noget til hende efter at have kommet tilbage ud ad kontoret, andet end kom så, før han havde ført hende med sig til busstoppestedet. Hun stoppede brat med at slubre milkshake i sig, men hun slap ikke sugerøret. Hun havde blot frosset fast, som hun sad. De små bevægelser hun havde gjort med sine fødder var også stoppet.
Hun hørte ham sukke. Så opgivende.
”Jeg ville ønske, at du ville tale til mig, Anna. Jeg er ikke vred på dig, bare bekymret.”

Endelig sænkede hun sin drik til sit skød. Fumlede med hvordan hendes hænder holdte om koppen, hvis overflade var blevet glat af kulden.

”… sagde jeg ikke hørte til. Blev vred.”

Grace

Grace

#OldAndGrumpy

2268
posts
14
karakterer

Grace 21.07.2020 20:32
Magelighedens pris

Karakter: Pantaleon


Solen bagte ned over klippen fra en nærmest skyfri himmel og varmede stenen til stegende. Ikke stedet mange ville finde behageligt at ligge og slet ikke dækket i sortgrå pels. Det var dog lige hvad Pantaleon gjorde. Han nød solen. Havde altid gjort det og ville nok altid gøre det. Bare ligge og mærke den gennemvarme hans krop og forjage alle tanker om vinterens kuld og sult.

Et beundrende udbrud fik ham til majestætisk at løfte hovedet og se i den retning. En ny gruppe af blandende væsner, mest mennesker, elvere og dværge dog, havde taget opstilling på den anden side af hegnet. De havde aldrig set noget som ham før.

Pantaleon strakte sig med en gaben og rystede så manken på plads. Det fjernede dovenskaben fra lemmerne og gav ham den muskuløse ynde kun store katte besad, som han sprang fra klippen og ned til det skrående græs foran. Det var blødt under poterne som han gik det korte stykke ned til vandet for at drikke. Passet græs, ikke vildt græs, som intet her var vildt.

Han fortrød dog ikke sit valg.

Neala, en af de fire hunner, kom hen og delte vandet med ham. Efter hende tumlede deres tredje kuld af små sortgrå pelsbolde med poter alle vegne og sund sans ingen. Bevist som den ene angreb den anden og den tredje hans halespids, før alle rullede i vandet af den ene eller anden grund.

På den anden side af hegnet blev der hujet.

Pantaleon ignorerede dem. Han havde stadig ikke fortrudt sit valg. Ungerne fik en mulighed for at overleve og når de blev store nok fik de valget om at blive. Ikke som seværdighed, som ham og hans piger, men som passere på den anden side. Det eneste gråhudede elvere var tilladt af arbejde og et hvor alle så skævt til dem, for var de Mørkelvere - den udryddede race - eller halvblods fra dem?

Så civiliseret alting var at hans slags kun kunne overleve udstillet som de dyr de også var.

Magelighedens pris for de kunne have blevet i bjergene og kæmpet til det sidste. Gemt sig, forglemt sig og ladet sig udrydde med tiden. I stedet for at leve mageligt til skue og kun have natten so frie. Det var det valg han og de havde taget og aldrig helt fortrudt.
It’s not about whether you win or lose.

Sometimes it’s about how many pages you add to the rulebook.
Derag

Derag

Lummerhummer

1690
posts
16
karakterer

Derag 15.08.2020 00:31
Vejen
Karakter: Vertis (som Vejviseren)
Also Staring: Cornélian (ved navn)


Derek havde været forbudt at gøre mange ting i sit liv. Det var startet i en tidlig alder, hvor hans forældre forbød ham at klatre i træer, eller vide sine negle, og selvfølgelig havde han gjort det alligevel. Som han blev ældre, blev forbudne tilsvarende større. Hans forældre havde ikke ønsket at hans skulle studere kunst, og havde råbt af ham, da han fortalte dem at han flyttede til storbyen. For i byen var der ingen forbud. Folk var anderledes. Frisindede. Der var intet, som de ikke ville gøre, eller opmuntre andre til at gøre. Byens liv var en anden verden fra hvor han var vokset op, en verden helt uden regler. Men der var en ting, som alle forbød. Én ting, som alle vidste var forbudt; lige meget hvad, lige gyldigt hvor presset man var, skulle man holde sig fra Vejen.
Han skuttede sig i jakken, der var det eneste værn med nattens fugtige kulde. Tåge havde lagt sig tæt over byen, men Natklubben havde været nem at finde. Klubbens lys oplyste himlen over det ellers mørke kvarter, så alt man skulle var at følge lyset, som en lanterne gennem tågen. Den hvidmalede facade trak opmærksomheden til den røde løber omkranset af neonrør, lagt så det lignende en løbende sti. Over den hang et skilt med blinkende bogstaver, der skreg klubbens navn ud i mørket. Allerede her, på fortovet udenfor klubben, var musikken umuligt høj. Med en knude i brystet stak han hænderne i lommerne, og trådte indenfor.

Hvis støjen udenfor havde været umulig, var lyden indenfor vanvittig. Derek tog et vaklende skridt som bassen lod sig føle gennem gulvet, der med hvert skridt truede med at vælte ham omkuld. Klubben var fyldt, hundredvis af kroppe, der sprang og vred sig i takt med musikken. Alfer dækket i knæklys og med skrigende hårfarver skød gennem luften højt over hans hoved, næsten tabt i en tyk og sødlugtende røg, der hang under loftet.
Derek kæmpede sig igennem menneskemængden, håbende at han ville finde den, han ledte efter. En hånd skød frem blandt de dansende former og greb hans skulder. Mørkelver, hvis hånd havde standet hans færd, trådte frem, og tårnede sig over ham. Hun smilte sødt, men hendes øjne skreg af sult. Hun lænede sig frem til for at hviske i hans øre.
”Du er ny,” sagde hun med en silkeblød stemme, der dryppede gift. En stemme, der fik ham til at træde et skridt tilbage – eller prøve. Med overraskende styrke greb elveren om hans krage og holdt ham fast.
”De nye smager altid bedst.”
Hendes negle strejfede hans ansigt, som han kæmpede sig ud af jakken, og væltede omkuld på gulvet. Uden at tænke kravlede han panisk fremad, indtil han nåede klubbens væg, og kom på benene. Mørkelveren var ingensteds at se, til Dereks store lettelse. Han kiggede sig omkring, men klubben var som forandret. Selvom han ikke havde bevæget sig mere end et par skridt, og kravlet den samme afstand, kunne han ikke længere se indgangen. Den tykke røg havde trukket sig længere ned, og truede med at sluge de dansede skikkelser.
”Hård aften?” spurgte en stemme, der på ukueligvis var hørbar gennem larmen. En mand i sort jakkesæt stod lænet op af en dør, og så på ham med et kulsort blik. Manden havde et intetsigende ansigt, og en afslappet selvsikkerhed, der fortalte at han følte sig hjemme i larmen og det blændende lys.
”Meget.” Derek måtte råbe, for blot at kunne høre sin egen stemme, men svaret trak alligevel en mild latter ud af manden.
”Hvad laver du her?”
”Jeg leder efter nogen.”
Manden vendte sig mod ham, et øjenbryn løftet i forundring. ”Her? Ved du hvor du er?”
”Ved du hvor jeg kan finde ejeren? Vejviseren?”
Et tænksomt blik, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Derek, var alt han fik som svar. Det var et blik, der tvang sig igennem ethvert forsvar, han nogensinde havde forestillet sig at han havde, og efterlod ham nøgen på dansegulvet. Med alle sine mangler og fejl blottet for hele verden at se.
”Måske.” Manden vendte sig om og trådte igennem døren. Derek tøvede kun et øjeblik, før han fulgte efter.
Det tilstødende rum var dunkelt sammenlignet med klubbens dansegulv, selvom der stadig var lys på alle facader, der kunne have det. Langs væggene stod der en håndfuld mænd med maskinpistoler i afslappede greb. Manden i jakkesættet havde sat sig ved et bord i midten af rummet. ”Sid ned, og fortæl mig hvad du leder efter.”
Derek fulgte mandens ordre, uden at tænke. Han åbnede munden, og indså først da, at han ikke viste hvor han skulle starte.
”Cornélian, min. . min mentor er blevet kidnappet. Jeg så dem tage ham, men byvagten siger der ikke er nogen spor.”
Manden så forventende på ham, men Derek forblev tavs. Hvad mere kunne han sige?
”Og så tænkte du, at du ville komme til mig for information?”
Derek nikkede. Nok havde han hørt de afskrækkende historier, men han havde ingen andre muligheder. Cornélian var ikke bare hans mentor, han var også den første ven, Derek havde fået i byen. Det var Cornélian, der havde lært ham hvad han vidste om Dianthos. Hvis han kunne gøre noget, havde han slet ikke et valg.
”Og du kender prisen?”
Han nikkede igen. Vejviseren tog sin betaling i tjenester. Trådte man villigt ind i hans net, var det kun de færreste, der kom frie ud. Trådte man bare et skridt forkert, var man tabt for evigt.
Svaret fik Vejviseren til at smile. Han strakte sin arm frem, og lagde den på Dereks pande. Tågen blev tættere. Først forsvandt de bevæbnede mænd, derefter forstummede musikken sig, til bordet og Vejviseren var alt, der fandtes. Mandens kulsorte blik sugede ham ind, indtil han stod på afgrunden af intetheden, og stirrede ud i mørket.
”Det er Vredens Tænder, der har taget din ven.” Derek så et billede i mørket. Seks mand, udrustet til tænderne og med nøgen galskab i deres blik. De stod foran en bygning, og i det øjeblik forstod han at det var en forladt lagerhal i udkanten af den gamle bydel. ”Ved du hvad det betyder?”
”Ja,” mumlede Derek, selvom det var løgn, og dogn som han sagde det, kom svaret til ham. ”Jeg får brug for hjælp.”
”Netop.” Mandens smil forsvandt som tågen opslugte ham og fortsatte ind i Derek. ”Til vi ses igen.” Tågen pressede, hårdere og hårdere, til han kunne mærke sine øjne giver efter. Derek skreg, ikke af smerte, men fordi han vidste, at han aldrig skulle være fri for tågen igen.

Dragonflower

Dragonflower

Drama Llama

3291
posts
19
karakterer

Dragonflower 15.08.2020 11:41
Detektiv Lunan: I Vredens Bid
Karakter: Lunan (som Detektiv Lunan) og Elisor (som Klienten)
Also Staring: Mystra (ved navn) og Cornélian (ved navn)


Morgendisen hang tungt over Dianthos City, stædigt klamrende sig til byens gader, mens morgensolen nådesløst jog den på flugt. Langsomt tog den til i styrke, langsomt brændte den igennem.

Jeg vidste det ville blive en af de dage. Det lå på morgenduggen, den let klæbrige smag i luften, den metalliske duft på vinden. Der var en sag på vej, og allerede nu vidste jeg, at det blev en jeg ville fortryde at tage. Et skævt smil trak op i mine læber. Det ville blive en skuffet klient, men der var ikke noget at gøre. Min mavefornemmelse havde altid tjent mig godt, og den sagde det var tid til en ædru weekend.

Tre små bank lød på døren, hurtige men faste. Jeg satte mig ned med et suk, og forberedte mig mentalt på en stædig klient, på endeløse argumenter og salte tårer, en der ikke ville tage nej for et svar. Men det ville de blive nødt til i dag.
“Kom ind, døren er åben” kaldte jeg, og trak vejret ind dybt.

Døren svang åben, og synet fangede luften i halsen på mig. Lange, sorte lokker faldt omkring smalle, men stærke, skuldre, dansende let som klienten trådte ind med fjedrende skridt, og lukkede døren efter sig. Øjne så blå som en skyfri himmel mødte mit blik, og afskyen var tydelig.
“Detektiv Lunan, formoder jeg”. Det var ikke et spørgsmål.
Stemmen var som små klokker kommende fra bløde læber, fast og insisterende, men jeg havde været i branchen længe nok, til at genkende desperationen der lå under. Jeg var klientens sidste håb, og de hadede det. Folk kom sjældent til mig, hvis andre muligheder stadig var åbne.
“Det er mig, men jeg tager ikke flere sager lige n-”
“Jo du gør, og du kommer til at tage min sag også, selvom den vil lede dig til direkte ind i løvens hule”
Mine øjenbryn fløj op i overraskelse. Skulle jeg grine eller bare smide dem ud med det samme? En del af mig var uimodståelig nysgerrig. Det kunne næppe skade at lege lidt med. Nysgerrighed slog nok katte ihjel, men kunne næppe rører dæmoner.
“Og hvorfor, ved alle de ligefyldige guder, skulle jeg gøre det?” spurgte jeg, og lænede mig selvsikkert tilbage i stolen, klar til den søde musik af deres klagesang. Beslutningen var taget, og der var intet der kunne ændre det.. troede jeg.
Klienten gav et lille fnys, som et selvtilfreds smil strejfede deres læber. Der var et glimt i de blå øjne, som havde de forventet det, forudset det. Foruroliget formede der sig en lille knude i min mave. Der var noget på færre, og det føltes som problemer.
De svarede ikke, men trak blot en taske frem, og hvad de trak frem fra den, fik mine indvolde til at slå knuder, og flette sig ind i en køn, hård guirlande.
En flaske blev sat på bordet foran mig, efterfulgt af en anden, og så en tredje. Mine hænder knugede stolens armlæn, men jeg stirrede knive gennem smalle øjne.
Han kendte min synd, min hemsko, min skam… men hvordan?!

“Et forskud. Der vil være en flaske til dig hver tredje time, indtil du løser mysteriet, udover din normale rate i krystaller” svarede de endelig, deres triumf blandet med afsky. De viste de havde mig i nettet. “Og du vil løse det… forhåbentlig før det er for sent” tilføjede de, med en bekymrende melankoli.
Jeg hørte ikke rigtig efter længe nok til at skænke de profetiske ord mere tanke. Mit blik havde fundet flaskerne, deres kurvede form, og indholdets farver, levende som den tidlige sol forræderisk tittede ind gennem vinduet. Det kriblede i fingrene, og jeg vidste allerede inden min viljestyrke brød, at de havde vist jeg ikke ville kunne afsige mig fristelsen. Jeg kunne lige så lidt stå imod frådseriet, som jeg kunne holde op med at trække vejret.
Og jeg var kun fuld når jeg havde en sag.

En notesblok blev smidt på bordet ved siden af flaskerne, og trak min opmærksomhed væk.
“Du leder efter Cornélian Liadon, 848 år, blond, blå øjne. Han blev sidst set af sine elever til forelæsning på universitetet, og.. hans sidste kontakt var med hans datter, Mystra” ordene var faktuelle, skjulende de intense følelser bag, og blev efterfulgt af et nik mod notesbogen. Jeg trak den over og åbnede på første side.

“Hej Mystra, jeg kommer ikke hjem i aften. Jeg elsker dig”

Mit øjenbryn løftede sig. Mistænkeligt. Jeg hævede blikket til klienten, og så anspændtheden. Der var en relation. En elsker? Nej. Mit blik flakkede til flaskerne igen.
“Din bror” sagde jeg, og vidste jeg havde ramt rigtigt som klienten sugede luft ind mellem tænderne. Jeg tillod mig et lille smil som afskyen nærmede sig had, selvsikker som en smule af den faste grund vendte tilbage under fødderne på mig.
“Du ved, det havde været nemmere hvis du bare havde bragt mig beskeden, i stedet for at skrive den af?”
Klientens blik var fjernt, fyldt af blandede følelser, og for et øjeblik kunne jeg havde svoret de blev grønne. Men det var nok bare lyset.
“Sandsynligvis.. men du får brug for notesblokken” tilføjede de og drejede om på hælene, i en hvirvel af sorte lokker som de forlod kontoret før jeg kunne gøre flere indsigelser. Døren, der var påmalet ordrene 'Detektiv Lunan, Problemer løst med et horn i siden' i usmagelige guldbogstaver, blev smækket hårdere end strengt nødvendigt.

“Fucking elvere..” bandede jeg, som min hånd lukkede sig om den første flaske. Jeg flåede proppen af, og tippede den op med bunden i vejret over mit gab. Alkohollen flød, noget blev drukket, det meste flød nedover kinder, hals og krop, til det ramte gulvet og samlede sig i store pøle. Følelsen var ekstatisk, som syndens evige kløe blev stillet, om end kun for et øjeblik.

Det tog ikke længe før alkohollen begyndte at tage effekt, og slørede mine sanser. Jeg trak notesblokken nærmere, og løsnede den usmagelige lyshjorte kuglepen der var stukket fast til ryggen. Du får brug for notesblokken. Der var ingen der skrev i hånden længere, men alligevel slog jeg en streg under beskeden der, og skrev de få detaljer elveren havde givet ned. Det var ikke meget at gå efter, knap et spor overhoved!

Men jeg var fuld, og det betød jeg var på sagen.. På godt og ondt.
Det skal gøre ondt, før det gør plot!
Lux

Lux

De-luxe

4053
posts
15
karakterer

Lux 15.08.2020 15:40
Religiøs leder Solari Seravill's tale til Krystallandets befolkning. 

Solari Seravill rettede en sidste gang på jakkesættet, låste en af manchet knapperne og kiggede sig i spejlet. Det hvide hår sad perfekt, piercingerne funklede i den dyre, elektriske belysning og med et lille smil blev en blodrød læbestift hevet op af inderlommen, og tegnede de smalle læber op. Den sidste detalje før den store tale, hvor at Nalish'ra og hendes lunefulde budskab skulle spredes til hele krystallandet! 

Eller, i hvert fald den del der tunede ind på kanalen, som kirken havde fået købt sig ind i. Og dem der selvfølgelig dukkede op. 

De sidste par uger havde været en anelse urolige, hvor at sølle anklager såsom manipulation og pengegriskhed var anklager hun havde fået kastet i hovedet. Bah, latterlige anklager fra simple skabninger, hun havde intet at sige til de væsner der endnu ikke var oplyst. I sidste ende, ville det være dem selv der kom til at fortryde, trods alt. Med hendes vej, med gudindens vej, ville de stakkels troløse finde den sande forståelse for deres egen natur, og hun ville være der til hvert eneste skridt af den lange vej man skulle gå. Og der ville være plads til dem, selv alle de udskud der ikke fandt plads andre steder. 

Fordi alle havde jo sin rolle at spille. 

"Fru Seravill, det er nu" 

Med et funklende smil knyttede den religiøse leder hænderne, rankede ryggen og trådte ind på den store scene til klapsalver og tilbedende råb. Lyset blændede de hvide øjne, men hun behøvede ikke at se dem, for at vide at de var dernede. 

Hænderne foldedes ud, og stilheden spredte sig. 

"Vi er alle forskellige væsner... vi kommer fra forskellige steder i landet, og vores åndelige natur byder os at reagere på forskellige måder. Sådan som landet desværre ligger i dag, er nogle måder mere accepterede end andre, nogle måder set mere ned på end andre.  Det er derfor jeg er her. Her med jer, denne velsignede aften!

Det ultimative mål er selvfølgelig fred over hele landet! Men før vi kan nå det mål... må vi lærer at acceptere os, som dem vi her. Vi er alle sammen valide, fra dæmon til alf. Jeg kan hjælpe jer, og guide jer ned af den rute til sikker forståelse og selv accept... uden en verden i konflikt, kan vi ikke få en verden i fred..."

Talen forsatte i godt 20 minutter, og blev mødt med jubelsråb og enighed af den trofaste følgerbase. 

Det kunne jo ikke være rigtigt, at man skulle holde sin naturlige instinkter og lyster tilbage. Hvis de instinkter og lyster så faldt i en mere blodig og konfliktoptrappende kaliber? 

Jah det var vel bare sådan det var. 




Reference: David Miscavige
Disclaimer: Det er ikke noget han har sagt, udover den lille quote på billedet ;)
Erforias

Erforias

Kakaomancer

2206
posts
14
karakterer

Erforias 16.08.2020 12:30
Jackpot

Karakter: Cedrik & Lucky

Den bimlende lyd af spillemaskiner var evig baggrundsstøj her i kasinoet Den Sorte Sirene, det største og både mest og mindst eksklusive spillested i landet. Den ekstatiske lyd af folk der vandt friheden til at leve deres liv uden at skulle tænke på krystaller var blandet med den tavse håbløshed fra dem der havde spillet og satset alt indtil de ikke havde mere tilbage end ubetalt gæld, alt imens sirenerne gik lokkende rundt som en drøm næsten indenfor række vide.

Cedrik kørte en hånd gennem det rødbrune hår, samt flyttede solbrillerne på plads efter et twitch fra hans ræveøre havde flyttet på dem. Terningerne raslede mod hinanden i hans hånd, de andre havde rullet fantastiske laster til deres skibe, det lignede at han ville tabe den her runde, hvilket var lidt skidt når han var gået all in fra hans krystaller samt den topalis-skjorte han sad i.  "Et kys smukke?" klukkede han mod den sorthårede halvkat der arbejde som sirene, hun sukkede og gav ham et kys på kinden. "Lige meget hvad jeg slår nu kan ikke sige andet end jeg har været heldig i aften" klukkede han og lod terningerne rulle.
Dianthos, det laveste mulige han kunne få af last, folkene omkring bordet så sultent på bunken af krystaller, "Ro på folkens jeg har lige et slag mere før i fordeler rovet" Lød det en kende for selvsikkert med et kast smed Cedrik solbriller ind i bunken, og rullede terningerne derefter.

To seksere, Midnat.  


"Jamen jeg har da den heldig aften!"
lød det med et smil som en ræv der havde fundet vejen ind i hønsehuset. Vrede blikke skulede mod ham som de var nødt til forlade bordet tomhændet, halvkatten dumpede ned i hans skød. "Hvor lang tid tror du der gør før de opdager det?" spandt hun som hun tog sin del af gevinsten. "Åh Lucky, så længe jeg har dig så opdageder de det først når vi ligger på en strand og sipper sjove drinks med paraplyer ud af kokosnødder" Halvkatten løftede et øjenbryn "Det der var overraskende specifikt..?"  Cedrik lo og stjal et kys, "Du kender mig! Jeg får de sjoveste idéer og er heldig nok til at se dem ske!" 
Hans øjne spejdede ud over forsamlingen, jo ham der han var en rigmand der ikke betalte sine ansatte mere end lige præcis nok til de kunne overleve. Han ville være et godt næste mål. 
Helli

Helli

Grovgoplen

9627
posts
39
karakterer

Helli 16.08.2020 13:48
En Vampyrs Rettigheder
Karakter: Loke


Efter den fjerde vampyr reform, så havde vampyrerne endelig fået noget tilbage som kunne minde om rettigheder. Det havde været en strid kamp for deres fortalere, men endelig var det sket, for blot 10 år siden, og siden da var det kun blevet nemmere at leve som en vampyr. Man kunne købe kemisk fremstillet blod på supermarkederne, og i de seneste år var der endda kommet blod med smag. Det var det helt store indenfor de nye seje vampyrgrupper der var opstået, som også var begyndt at eksperimentere med at putte andre stoffer og smage i det. Så lang tid at det ikke skadede nogen, så fik de lov til at gøre som de ville.
Faktisk var der kun to regler for vampyrer disse dage. Først og fremmest, så måtte man ikke gøre en anden til vampyr, uden at gå igennem alle de officielle kanaler for en tilladelse. Det var en forfærdelig procedure, som gjorde at færre og færre blev vampyrer hvert år. Den anden regel var dog næsten værre for nogle af de gamle vampyrer. Man måtte ikke drikke blod af andre, end ikke hvis det var frivilligt. Det skabte åbenbart en såkaldt blod-afhængighed og gjorde at man ikke kunne gå tilbage til det syntetiske. For visse vampyrer var det noget vrøvl, men det var også dem der aldrig rigtig havde vænnet sig til at skulle drikke det syntetiske snask. En af disse vampyrer var Loke, og Loke var lige blevet taget for anden gang det seneste år i at have drukket blod fra et andet væsen, og var dermed på vej ind til et af de afvænningscentre der var oprettet med præcist vampyrer som ham som formål.

Lyset flimrede faretruende i loftet fra lysstofrørene, som sad hele vejen ned langs korridoren, og to af vagterne kom slæbende med en høj ranglet mand i et par håndjern. Håret var platinblond og fedtet, både fra produkt der var blive proppet i, men ligeså meget fra at han ikke havde været i bad i dagevis. Gammelt indtørret blod, og noget der var mere frisk hang fast i lidt af håret, og helt ned til den sorte trøje han var iført. Et lidt manisk blik var at finde i hans øjne.
”Kom nu, det var bare en lille bid, jeg kan også tage en lille bid af jer, hvis det skulle være,” kom det drillende fra ham, og han gjorde nogle bide bevægelser ud mod den kvindelige vagt, som hurtigt placerede et velplaceret ben mod hans knæhase, som fik ham kortvarigt til at sænke sig lidt. Et grin undslap fra Lokes mund og ekkoede ud ned i de tomme gange, før at de endelig nåede til den celle der ville være hans i det næste stykke tid. Der blev lukket op, før at han blev skubbet ind, og der var kun lige akkurat nok tid til at låse håndjernene op, inden han blev smidt helt derind og der var lukket efter ham igen.

De første par dage var Loke sådan set overladt til sig selv. I løbet af den første formiddag, blev der lagt noget rent tøj ind til ham, og en gang om dagen blev noget af det syntetiske blod efterladt hos ham, hvis han skulle blive sulten. Blodet var dog oftest proppet med beroligende medicin, og Loke var ikke endnu der hvor han følte at der var behov for at drikke det. De ventede på at han enten drak nok af det til at være medgørlig igen, eller til at det friske blod var ude af hans krop, så han ikke havde kræfterne til at kæmpe imod.

På tredjedagen havde han ventet så længe, at de turde tage ham ud og smide ham ned for at blive vasket ren fra det skidt, møg og blod som stadig hang på alle steder af hans krop.

På femte dagen, tog han endelig et sip af det syntetiske blod.

Da der var gået en uge, fik han endelig lov til at forlade sin celle mere permanent, selvom ikke mere end 2 timer ad gangen, og kun under opsyn. Livet udenfor cellen var næppe bedre.

Især fodringstid var forfærdelig. Siden de skulle behandles pænt blev de sat op i rækker, når de skulle have mad i kantinen. Kantine var nok så meget at sige. Der var lidt normal mad, som smagte af pis for at sige det mildt, men nogle vampyrer kunne stadig spise menneskemad, selvom det ikke havde nogen ernæring. Ellers var der et par forskellige typer af blod de kunne vælge mellem med forskellig smag. Loke var blevet helt overrasket over at de havde udvidet det med hele to smage siden han sidste havde været her. Så nu havde de dobbelt så mange smagsvarianter! Sjovt nok smagte de også af pis.
De fleste af vampyrerne var efterhånden godt bedøvet med det beroligende medicin, og langt de færreste havde faktisk noget der mindede om personlighed tilbage. Der var dog altid nogen der var mere modstandsdygtige.
Som han stillede sig op på rækken, med resten af vampyrerne, trak hans ene mundvige sig lidt op, og den sylespidse tand viste sig, som han lænede sig ind til en af de andre vampyrer der stod ved hans side. En yngre en, som tydeligvis så ud til at have lidt nervøse trækninger. Føden havde ikke helt virket på ham endnu og han virkede som en der godt ville prøve at bryde ud. ”Du tør ikke forsøge at snige en ekstra...” mere fik han dog ikke sagt, som en af vagterne var over Loke og knægten, og slog dem hårdt med deres knippel hver især, og Loke selv også blev nødt til at gå lidt ned i knæ under smerten.
”Ingen uautoriseret snak,” hvæsede kvinden af dem, og blikket Loke sendte hende, fik ham bare endnu et slag, inden han måtte give sig til takke med at stå og kigge vredt videre.
Efter optoget var der mussestille i kantinen, men et par dage efter forsøgte en af de andre alligevel lykken, med at tage lidt ekstra mad. Personen der blev slæbt væk fra kantinen den dag, var forslået, og det var da også kun en teknikalitet at han stadig levede. Så meget for rettigheder.

Der var gået næsten to måneder siden Loke var kommet til afvænningscentret og de havde endelig bedømt ham til at være udret så godt han kunne. Der var et krav at han skulle komme tilbage ugentlig for at blive tjekket om han var i orden.
Derfor var det med glæde da Loke endelig trådte udenfor den store klods der var afvænningscentret og tog en dyb indånding af den friske luft. Det var næsten som at være født på ny.
”Så lad os håbe vi ikke bliver nødt til at tage dig tilbage ind,” sagde vagten der havde afleveret ham, men tvivlen var tydelig på hende. Det var ikke første gang hun havde fulgt Loke ind i centeret.
”Ja, lad os håbe,” sagde Loke og trak på skuldrene, før han endelig forlod området, fri endnu engang, så meget en vampyr som ham kunne. Selvom trangen ikke var der nu, så vidste han også blot at det var fordi den bedøvende effekt de gav ham, der var skyld i det. Om et par dage, når det var ude af hans system, så ville trangen uden tvivl opstå igen. Alligevel ville han nyde den frihed han havde indtil han ville ende tilbage det samme sted igen.

Chilitoke

184
posts
3
karakterer

Chilitoke 16.08.2020 21:41
* Ding Doong Ding *
Kimede klokken troffast og gjorde alle elverne opmærksom på at den næste time var begyndt.
Dinah sukkede, historie var nok hendes svagest fag, ikke fordi man kunne være dårlig til historie, det var bare deres lære Frøken Raihla var så tør.

Raihla, der ikke var nogen stor person havde dog en skærende stemme.
“Vi fortsætter med lyset sejr, og mørkest flugt til månen, side 231 paragraf tre”

Dinah åbnede sin historie bog, gud det var så kedeligt, plus det var lidt en løgn jo mørkets hær fandtes ikke længere, men det var tydeligt for enhver der ikke var hjernevasket af tv og internet nyhederne at de ikke allesammen var taget til månen men at der var en stor del af dem der var blevet tilbage for at gøre livet i Krystallandet sværere end det havde nogen ret til.
Dinah flugte med de første to paragraffer der blev læst op fra, men da de bladre videre til næste side, lagde hun sit eget tegne hæft op i bogen og begyndte i stedet at lave små tegninger af forskellige outfits og kjoler.

“...Og med opførelse af Krystaltårnet sikrede vi at Isaris velsignelse kunne nå ud over hele planeten og sågar ind i internettet, Hvem i klassen kan fortælle mig hvem der var arkiteken på Krystaltårnet? Elev Dinah?”

Dinah rettede sige op med et ryk og rejste sig op som man jo skulle i skolen
“Erh... Lysetsbygherrer...?” Gættede hun, hvem havde nogen ide om hvad den kedlige fyr hed? plus de var alle sammen lysets et eller andet.

Raihla lavede et skuffende klik med tungen
“Åbenlyst ja, men hvem af dem der har været et par stykker det sidste 300 år”.

Dinah skiftede nervøst fra en fod til den anden, da et skarpt lysglimt kunne anes i det fjerne, og ruderne i klasse dirrede svagt, og en røgsøjle rejste sig fra det gamle distrikt i Dianthos.

“Jeg erh... dårlig mave, kvinde ting! toilet” røg det ud af Dinah inden hun stormede ud af klasseværelse og ned af gangen.

* Bonk *

En hul lyd da hun ramlede ind i en anden person der havde mindst lige så travlt som hende selv, en ung dreng.
“Ehm det her er pigetoilettet!” udbrød Dinah overrasket. Drengen stod og gnubbede sit hovede lidt overrasket
“Det.. erh ved jeg da godt, alfekrystaller...” Mumlede han inden han skyndte sig ind på drenge toilette. Dinah så forvirret efter ham inden hun dykkede ind på toilettet.
I Løbet af ingen tid havde hun lukket sig inde i en lille bås og trukket en lille tæt stofbold op af sin håndtaske.

Med et drillende smil hviskede hun “Firhed uden ansvar”.
Hele toilettet blev oplyst i topas skæret fra hendes magiske aura da stoffet vred sig, voksede sig størrer og omfavnede Dinah, for at færdiggøre hendes forvandling.

Kort efter var der en person dækket fra top til tå i en sølvdragt der svang sig ud fra vinduet på pigetoilet og svang sig i en af af sine mange sølvtråde i retning af den gamle by. Kort efter sprang der en ung dreng med flagrende kappe ud fra vinduet ved siden af og fløj i samme retning.

De siger at lyset har vundet, de siger at mørket havde forladt Krystallandet. Men jeg ved at det er en løgn for hvis mørket var væk, så var der ingen grund til at jeg skulle pjekke fra timerne og tække i kostumet for at blive til Sølvtråden, for at stoppe banditter og andre terrorister.
Var der vel?


To be continued:
Køb dine Album om 'Sølvtråden og Lyset Unge Krigere' der hvor du køber tegneserier.

-
Titel: Sølvtråden og Lyset Unge Krigere

Chilitoke

184
posts
3
karakterer

Chilitoke 16.08.2020 21:59
* Beep Beep Beep *
Ringede Kareems vækkeur irriterende og den unge mand samlede det op, kylede det ud af vinduet og vendte sig op på den anden side.
Der gik dog ikke længe før han satte sig op fra sengen med et sæt
“FUUUUCK! Det er ikke søndag!” Han for ud af sengen, ud i bad og ned af trappen.
“Husk en Kazimi ser altid præsentable ud” Mumlede hans far bag sin morgenavis. Da Kaareem med en toast i munden fløj ud af hoveddøren, alt imens han sloges med at få slipset på sin skoleuniform.

“Det skulle bare ske i dag” mumlede Kareem vredt imens han prøvede at spise sin toast og få styr på sin skjorte.
“Første dag på sidste år....typisk”. snerrede han vredt.
Jeg er Kareem Kazimi og er den mest populære fyr i skolen jeg kan ikke komme for sent
Kareem nåede dog ikke at tænke flere brok tanker da han opdagede at hans snørebånd var gået op og derfor bukkede sig ned for at fikse det, midt på vejen.

Den uopmærksom fører af vognen fra Truck-Kun transports så heller ikke den unge mand midt på vejen og med et brag ramte han Kareem.

I tænker nok, at det her er enden, hvordan en selvfed skoleelev bliver ramt af en lastbil og dør, karma right? Tænkte Kareem imens han fløj gennem luften.

Men der tager i fejl det her er nemlig historien om
‘Dengang jeg døde og blev genfødt i Krystallandet’

* Roll over the top J-pop anime intro *
Et rullende panshot over dianthos, klip til Kareem der står i et tårn og ser stoisk ud, billedet deles diagonalt og overfor ham står mørkets lord, der bliver nu klippet mellem forskellige action scener og mindst lige så mange scener fra elevernes varmekilder hvor pigerne kun er sløret af lidt let dis.

Hele kavalkaden slutter med Kareem der holder et krystal sværd mod solen imens titlen på showet toner frem

Genfødt i Krystallandet
eller ‘er der noget galt med at score i IGchatten’

Køb efter 22 udgaven for ekstra scener og ingen censur.

--
Titel: Genfødt i Krystallandet eller ‘er der noget galt med at score i IGchatten
Krystal

Krystal

Skaberinden

5773
posts
21
karakterer

Krystal 16.08.2020 22:02
.. Jeg er ikke med i afstemningen, men følte mig inspireret til selv at skrive en lille sag ;)

Hecates første og sidste oplevelse med online-dating:


Klokken var ved at nærme sig toogtyve, da telefonens brummen alarmerede Hecate. Hun havde ellers siddet med strikketøjet og en gammel film fra hendes ungdoms tid, der vækkede søde minder.
Hun forstod ikke den nymoderne verden. TV'et var stadig et gammeldags flimrekasse, og hun havde nægtet at skaffe sig en computer. Og så var der den skrækkelige smartphone, som hun havde fået i julegave året før, og som hun stadig kæmpede med at forstå.

Sidste uge havde hendes grandniecer været på besøg og havde installeret en "app" til hende, hvad det så end betød. De mente vel nok, at hun var blevet lidt ensom på sine ældre dage, selv om hun havde rigeligt i sit eget selskab - og dette hersens "Tinder" skulle tilsyneladende hjælpe hende med at møde andre. De havde endda opsat en "profil" til hende.

Hun havde kun ganske kort åbnet appen, der havde præsenteret hende for en lidt yngre sømand, og skærmen havde sagt et eller andet mystisk om et "match", da hun forsøgte at finde hoved og hale i det hele.
Sådan noget nymodens bras. Hecate havde vendt opmærksomheden mod sin aftente og lagt det andet fra sig.

Men nu kaldte telefonen hende til sig med sin irriterende brummen, og hun kunne se, at der var kommet en besked ind. Med stram mine lykkedes det hende at åbne den, og telefonen røg øjeblikkeligt på gulvet, da Hecate stak i et skingrende skrig.

Der var et blottet mandslem på skærmen!

I et teenageværelse ringede telefonen, og Shireen forsøgte ihærdigt at holde grineanfaldet tilbage, mens hendes grandtante skingrede i røret. Hun fangede Nemesis' blik og mimede dick-pic.
Så snart Hecate havde lagt røret på, brød de to piger hulkende sammen af grin.
~ Krys ~

Helli

Helli

Grovgoplen

9627
posts
39
karakterer

Helli 16.08.2020 22:29
I er hermed erklæret for ægtefolk at være

Karakterer: Fabian (pornostjerne), Aldamar (rigmandssøn)

Skiltene blinkede i et hav af farver på Toropolis Isla. Stedet alle tog til, når der skulle spilles med penge, i hasardspil og maskiner. Øen var fuld af kasinoer, forlystelser, spisesteder, barer, teatre og hvad man ellers kunne forstille sig, og så var det naturligvis også det eneste sted i Krystallandet, hvor man kunne blive gift på samme dag man bestemte sig for det. Alt i alt et fantastisk sted, som tiltrak folk fra nær af fjern. Både dem der ville prøve lykken en sidste gang, og dem der havde nok penge til at de alligevel ikke kunne mærke indhugget det ville gøre på deres penge.

En af dem der havde fundet vej til Syndens Ø, var en der kendte alt til at synde, Fabian Silva. En mand der havde skabt en formue på at sælge hans krop på video, og som var taget hertil for endnu en af disse film. Desværre da han var mødt op, var han blevet sagt op, og pludselig stod han her på Syndens Ø, uden nogen han kendte, og uden en plan for hvad han kunne gøre. Hans billet væk fra Øen var først i overmorgen, og han havde allerede betalt for hotelværelse.
Det var sådan Fabian fandt sig selv nede på baren i en af kasinoerne, med en drink i hånden, og et lidt spejdende blik udover masserne, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Finde en at bruge tiden med, eller gå alene hen til spillebordene.
Ud af øjenkrogen så han noget sort hår, men det forsvandt hurtigt igen, og det var først senere, da han fandt sig selv ved et af spillebordene, at det sorte hår fik et ansigt. En lavere mand, dog velklædt, tog plads ved bordet. Han lignede en af de typer der enten var født ind i penge, eller som bestemte sig for at starte et firma fra meget tidlig alder, men han var ikke slem på øjnene, og Fabian havde bare lidt den følelse af at han ville være totalt afvisende overfor ham.
Men selvom Fabian egentlig prøvede, så virkede fyren ikke interesseret, så han smed det væk, tænkte at det ikke var noget... lige indtil et par timer senere, at manden kom tilbage. Denne gang med beslutsomhed i øjnene, og inden længe fandt de sig i baren sammen.
De fik nok mere end en drink for meget, og de burde have stoppet nok for en time siden, for inden de vidste af det var emnet drejet hen mod noget andet end hvad i hvert fald Fabian havde set komme.
”Ved du hvad? Til Kile med hvad de tænker og vil have ud af os. Det er dem der taber noget,” sagde Fabian fast, som han slog glasset ned i bordet, bestemt og fik lidt af et sæt ud af Aldamar, som kiggede op fra sin drink og hen på Fabian. Han var dog også rimelig beruset efterhånden. ”Lad os tage ud og opleve alt det de siger vi ikke må! Bare fordi vi er... rige, og lækre! og.. har noet ansvar.”
Bartenderen satte endnu en drink ned foran Aldamar og Fabian, og Fabian var hurtig til at begynde at drikke den.
”Som... at blive gift med en du kun lige har mødt!” udbrød Aldamar, som var noget af det der stod ud i hans hoved, fra hans tidligere snak med hans mor, som han havde været oppe og skændes med blot timer forinden.
Fabians øjne blev lidt store, men som han det meste af den drink også røg ned, så mærkede han hvordan Aldamar havde en pointe. ”Det er præcis det jeg mener!” sagde Fabian bestemt. ”Og at jeg ikke kan ses sammen med en attraktiv fyr, bare fordi det ville være dårligt for min karriere. Noget værre vås.” Fabian rejste sig resolut op, og hvis han havde været mere ved sine fulde fem, så ville han nok ikke have ladet det næste komme ud af hans mund. ”Lad os blive gift.”

Turen ud af kasinoet gik relativt smertefrit. De gik og svajede arm i arm, men alkohollen var desværre blevet efterladt i baren, og derfor valgte de lige at dukke ind i et af de få supermarkeder der faktisk var på vejen, så de kunne få lidt at drikke på vejen. Nogle øl, og et par flasker vin, og naturligvis noget at bære det i, en indkøbsvogn. For nu gik de bare med den, og lo og morede sig på vejen mod kapellet.
Det var dog ikke ligefrem en nem tur at tage, især fordi som de gik afsted gik det op for dem at de manglede en del ting. Som ringe! Og noget tørt tøj, da de fjollede lidt for meget rundt ved et springvand, og begge to endte deri. En tur der skulle have taget måske ti minutter, strakte sig hurtig op mod en time.
Endelig stod de dog foran kapellet. Iført deres bedste tøj, eller nok nærmere... det tørre tøj de havde kunne finde hos en af souvenirbutikkerne, og et par ekstra tilbehør, fordi... de kunne.
Resterne af deres tøj lå for nu på bunden af indkøbsvognen, som stod henne ved indgangen, og de havde en lille kapsul hvor der lå to ringe i, som de havde fået trukket fra en maskine. Man kunne virkelig finde alt på denne her ø.
”Vi vil gerne giftes,” sagde Fabian, da de stillede sig op til disken.
”Tag plads, så kalder vi når vi er klar,” sagde en snerpet stemme, fra bag disken. Hun var gammel og så ud som om at hun kedede sig.
Ventetiden var heller ikke længe, for inden længe fandt de sig selv foran alteret, hvor en præst af en art stod og læste noget vielsestekst. Der var dog næppe meget seriøsitet fra nogle af mændene. Fabian havde lagt en arm over Aldamars skulder, og var halvt i gang med at markere samtlige steder på hans hals, og hviske mindre sobre ting ind i hans øre.
”Jeg erklærer jer hermed ægtefolk at være,” sagde manden foran dem endelig, efter han allerede haft flere problemer med at få kontakt med dem. ”I må nu kysse...” mere fik han ikke sagt før at Fabian og Aldamar allerede stod og kyssede med hinanden, ingen grund til at vente på de sidste ord.
Det var ikke så meget at de selv gik ud igen, men nærmere at de ligeså stille blev skubbet ud, mens en mørkhåret kvinde, som var kommet lige som vielsen var slut, bare stod og kiggede lidt skuffet på de to mænd, som havde hele natten at bruge sammen, og drøne rundt på øen, med indkøbsvogn og alkohol.

Det var midt på dagen den næste dag, da de to fordrukne mænd endelig begyndte at røre lidt på sig. De lå i en stor blød seng, viklet ind i både hinanden, og det eneste tøj der var på dem, var sengetøjet som også var viklet omkring om dem. Så da den ene begyndte at bevæge på sig, så begyndte den anden også.
Aldamar var den første der åbnede øjnene, og da han så den lyshårede mands ansigt, kom der bare et støn af opgivelse, før han forsøgte at lukke øjnene igen. Der var alt for lyst, til trods for at gardinerne sørgerede for at holde det meste af lyset ude, og det var for mange ting at håndtere på morgenen.
Fabian der var lidt mere vant til tømmermændene der fandt sted efter en hård nat, formåede faktisk at åbne sine øjne helt, og kigge på manden ved hans side, også selvom minderne ikke helt hang sammen. Som hans øjne vænnede sig til det egentlig stadig halvmørke rum, kunne han også konkludere at det her altså ikke var et sted han kendte til.
”Er det her dit værelse?” spurgte Fabian lidt omtumlet, som han fik viklet sig ud af Aldamar og lagt sig lidt mere på ryggen, og tog hånden op for at lægge den mod sin pande, og her opdagede han ringen. Ringen var nok til at han blev mindet i hvert fald om ceremonien der havde fundet sted den forgående aften. ”Ved Zaladins bare røv,” udbrød han, hvilket fik hans sengemakker til faktisk at kigge op.
”Hvad... laver du egentlig her..” kom det mumlende fra Aldamar, og Fabian kiggede lidt opgivende mod rigmandssønnen, inden han viste ham ringen, da han sikkert havde han en ring der var magen til på hans egen hånd.
”Zalans også...” kom det mumlende fra ham, men de fik ikke lov til at sumpe i deres egen medlidenhed i lang tid, for et par bank kunne høres på den anden side af døren, og derefter en velkendt stemme for Aldamar. ”Undskyld mig, Aldamar.” Lød det fra den anden side. Fillipe. Aldamars såkaldte 'eks-kæreste', som ikke ligefrem var blevet efterladt på god fod. Og nu skulle han også forklare hvad den kønne mand ved hans side, som teknisk set var hans nye ægtemand, lavede her. Dagen startede i hvert fald ikke godt.
Heldigvis for Fabian, så vidste han endnu ikke panikken der gik igennem Aldamar, for han lukkede bare sine øjne igen og lagde sig om på den anden side. Tilfreds med at overlade problemerne til Aldamar.


Billedet tegnet af Lux <3


Fia

Fia

The Sweet Stressed One

1612
posts
18
karakterer

Fia 16.08.2020 22:36
Nudes
Karakter: Malika (Rigmandsdatter), Pharos (Hot stuff som Malika møder i Medanien), Spencer (Malikas langdistance kæreste)


Frontkameraet på telefonen var tændt og der blev optaget en video af den helt lyse krop som kærtegnede sig selv. Ansigtet på den kønne pige var ikke til at se på videoen – så meget vidste hun da. Ingen skulle jo vide at den ellers uskyldige og søde pige sendte nudes og seksuelle videoer. HUE-lyset som var installeret på værelset, var i rødlige nuancer og det gav i den grad en ekstra fræk stemning til videoen, som blev gemt på telefonen, og sendt til Pharos. Det var først da hun havde sendt den hun satte sig op og begyndte at overveje om det var en fejl, og så alligevel havde hun lyst til at lave endnu en video…

Der blev banket på døren og Malika var hurtig om at svinge et af de nærliggende tæpper om sig og lægge sig ned. Ansigtet var pyntet med nydelig makeup og kroppe var udsmykket med smykker flere steder. Ind kom en af hendes brødre som så undrende på hende, før de fortalte der, var mad. ”Jeg kommer lige om lidt,” lød det roligt. De lyse øjne fulgte hendes bror som begav sig ud af rummet, ”Luk døren!” lød det så fra hende højt og broderen fik så lukket døren efter sig. Malika sprang op fra sengen og fandt hurtigt en kjole som hun svang hen over armen…

Pling lød det fra telefonen. I stedet for at iklæde sig sin kjole, skyndte hun sig hen til sin telefon og åbnede svaret fra Pharos. Hun havde fået et lækkert billede af ham i bar overkrop. Hun bed lidt i sin ene negl som hun stod og beundrede billedet i et lille stykke tid. Hun skulle til at tage et skærmbillede, som billedet pludselig forsvandt. Med store øjne så hun overrasket på telefonen som ikke længere vidste hende overkroppen af den mand hun lystede sådan efter.
Uden at tænke et splitsekund over det slap hun kjolen, dobbelttrykkede for at svare og tog denne gang et billede af sin egen overkrop, som hun sendte fluks tilbage til ham.
I mellemtiden havde hun fået en besked fra Spencer. Hendes lang distance kæreste. Hun stod et øjeblik og overvejede om hun skulle åbne den. Malika havde allerede to ideer til hvad han kunne have sendt. ’Hej Malika, hvad bruger du aftenen på’ eller ’Jeg mangler vin – Vil du komme forbi med en flaske?’.
Der gik et øjeblik hvor hun bare stod og så på den uåbnede besked, men til sidst valgte hun at åbne den. Vin. Hun smed telefonen op på sengen, iklædte sig sin kjole, tog sin telefon i hånden og begav sig ned at de store flotte trapper. Her tog hun en video af sine ben, mens hun gik, så man kunne se kjolen svæve i luften. I videoen blev der skrevet, ’Der er for langt til Dianthos, søde <3’.
Malika smed så mobilen ned i lommen i kjolen før hun vendte blikket op mod sin familie, som var ved at sætte sig til bords. Pling. Hun trak hurtigt telefonen ud for at se hvem hun havde fået svar fra. Spencer. I ren nysgerrighed tjekkede hun om Pharos havde set hendes besked – det havde han for to minutter siden og oven i det taget et skærmbillede! Hun kunne mærke pulsen steg lidt. Hvorfor svarede han ikke?

… Efter nogle dage uden svar, konkluderede hun at Pharos ikke længere ville have kontakt. Ærgeligt når de nu havde mødtes i byen forleden dag…

Mig: Du sidder forkert. Ret dig op og træk skuldrene tilbage. Husk at tage pauser og stræk ud.

Også mig: Ligger halvt på en sækkepude og gulvet og med skuldrene op til ørene i flere timer uden at strække ud.
Fia

Fia

The Sweet Stressed One

1612
posts
18
karakterer

Fia 16.08.2020 23:17
WRESTLING
Karaktere: Dura (Wrestler og bandeleder)

Nakken blev knækket, med nogle hurtige bevægelser. Hun gav sin med-wrestler et lille kram inden de skulle hvert for sig blive kaldt ind på senen. Den lille wrestler, hun havde krammet blev kaldt ind. Dura klappede sine kinder lidt og trippede lidt på stedet, inden hun fik besked at det var hendes tur, og begyndte at lunte ud til publikum. Så snart hun var lidt synlig for publikum, kunne man høre hendes wrestlernavn blive kaldt.

”MAAANEATEEEEER” blev der skreget ind i mikrofonen. Dura lunede så frem til midten af den lange gang hun skulle bevæge sig op ad. Da hun stod der kunne hun se hvordan nogen var ælde vilde for at se hende og andre var sure eller frygtede for sig selv.
Ekstremt cliche, spændte Dura sine overarme og kyssede dem hver især. Med voldsomme og næsten barbariske skridt bevægede hun sig ind mod ringen før hun med et hurtigt kraftigt hop sprang op i ringen og begav sig ind på midten af den. Wrestleren hun var oppe i mod var hoppet ud af ringen og frygtede for sit liv.



Dura lænede sig tilfredst henover den udmattede lille wrestler, og tællede med som der blev talt ned til en afslutning. Klokken ringede og Dura fjernede sig fra den lille wrestler, som inden længe blev hentet af tre andre wrestlere, som hun også havde givet prygl for at have blandet sig i kampen. Dura stod med armene hævet hen over hovedet og begyndte at råbe, således hun kunne få sig et lille publikum kor på vejen ud. ”MANEATER, MANEATER, MANEATER,” lød det fra hende, og der gik ikke længe før dele af publikum råbte hendes wrestlernavn.

Så snart Dura var kommet væk fra publikum tjekkede hun op på de fire andre wrestlere og tjekkede at de alle sammen var i fin stand, for efterfølgende at give dem alle hver i sær et hårdt dask som en ’tak for kampen’. Dura begav sig så mod sit lokale og blev mødt af sine assistenter som hurtige til at tørre hendes pande og meddele at hun havde ubesvarede opkald. En stor sort telefon blev rakt til de grønne lapper som hurtigt så hvem der havde ringet og vidste der var problemer i banden. Hun skiftede derfor til tørt tøj og iførte sig sit motorcykeludstyr og sin bandejakke. Straks efter forlod hun hele selskabet og satte kurs mod hovedkvarteret.

Mig: Du sidder forkert. Ret dig op og træk skuldrene tilbage. Husk at tage pauser og stræk ud.

Også mig: Ligger halvt på en sækkepude og gulvet og med skuldrene op til ørene i flere timer uden at strække ud.


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Blæksprutten, Lux , Alianne_
Lige nu: 3 | I dag: 6