Arya befandt sig normalvis i Dianthos, men der havde ikke været meget diskussion, da hun havde fået at vide at der blev holdt maskebal i Zircon, arrangeret af selve fyrstinden, Aryas mor. Derfor havde hun også pakket godt sammen, og da der var en uge til maskeballet, var hun taget sydpå, til hendes barndomshjem.

Der var allerede blevet lagt en bestilling ind hos den lokale skrædder hernede i Zircon, og to dage inden festen startede, blev den hentet til hende. En smuk lang kjole i en himmelblå farve som var mørkere i bunden, hun skulle trods alt bære Arys farverne når festen var så stor. Skørtet var fyldigt, og toppen var langærmet, og havde en krave der sad tæt på halsen. Hele overdelen var broderet i smukke mønstre, og hun havde en lille kappe som dækkede hende yderligere lidt til. Hun bar en simpel maske af sølv der var dekoreret med små ædelsten, og hendes hår var tvunget tilbage med nogle af de hårspænder Arya i forvejen samlede på. Hun var nydelig og lige som det skulle være til en fest som denne.

Hun havde brugt starten af aftenen på primært at være sammen med sin familie, men havde hurtigt faldet i snak med nogle veninder, hvor hun så var blevet holdt hen. Det var et fortrinlig arrangement, og selvom Arya hurtigt fik dannet sig en god gruppe af folk hun snakkede med sig hen over aftenen, man kunne altid lidt høre hendes latter i baggrunden, så blev de skiftet ud, som de gik fra hendes plads, og hen til noget andet. Hun forholdt sig overraskende meget i ro, til trods for at sende lange blikke hen mod dansegulvet i ny og næ.

Solen var efterhånden ved at gå ned, og Arya havde et øjeblik af ro for sig selv, som den sidste havde undskyldt sig selv væk fra hende. Hun rullede lidt med skuldrene for at udbedre nogle spændninger, før hun rejste sig op, stadig med et længselsfyldt blik mod de dansende par. Skuldrene sank lidt på hende, men ellers sørgerede hun for at holde sig rank, som hendes ben bar hende hen til en af de åbne døre ud mod en af de mange balkoner. Luften var frisk og kold, og til trods for hendes mors og læges advarsler, kunne hun ikke lade vær med at smutte udenfor i den friske aftenluft. Da hun kom ud på balkonen tog hun en ordentlig indånding, selvom hun nu godt vidste at der ikke ville gå lang tid før kulden ville overtage hende, men for nu nød hun lidt af stilheden for sig selv, og med et sidste blik omkring sig, fremtryllede hun en lille bog, som hun åbnede og begyndte at læse lidt i, for at køle sit hoved lidt af.

Det var ikke i de her kredse at Alfredo som oftest kom, men da hans mentor og en af de absolut dygtigste ypperstepræster havde spurgt ham om han ønskede at komme med til maskebal, havde Alfredo takket ganske ydmygt ja.
Han var ikke en specielt social mand i det daglige, han holde sig altid lidt i skyggerne - nok fordi at han var så bange for at livet ville give hem flere ar end han måske kunne holde til.
Han havde denne uge valgt at bruge nogen af sine penge på et fint tøjsæt bestående af grønne bukser i en fin mørk farve, og en hvid skjorte. Det hele meget stilet i tiden, og Alfredo syntes faktisk selv at han så ganske godt ud, hvilket ikke var noget som han normalt sagde højt omkring sig selv.
Han var en ydmyg mand, og selvom han elskede at være social, så var han ikke altid særligt god til det fordi han blev nervøs og hurtigt følte sig akavet.

Han havde en lille maske på der sad henover hans øjne, og afslørede fint resten af hans lettere mørke ansigt.
Han var glad for at tjene Isari, mest fordi at det gav ham meget tid til at tænke, hvilket var det han følte han havde brug for i dagligdagen.
Alfredo havde trukket sig ud på en af de mange balkoner, faktisk en smule usikker på om man overhovedet måtte stå derude, men han havde bare brug for lidt luft, og lidt tid. Det gjorde ondt på ham at se alle de dansende par, nok mest fordi at Alfredo jo for mange år siden havde mistet den kvinde som han havde troet han skulle dele livet med.
Desværre var det ikke sådan det skulle være for ham, og han vidste med sig selv at han nok aldrig ville opleve kærlighed på den måde igen.
Det gav et let sæt i ham som en kvinde kom gående ud, og han vendte sig hurtigt rundt som han stod lige til højre for døren: "Åh undskyld Miss... jeg... Jeg trængte bare til lidt luft" sagde han roligt, allerede klar på at få at vide at han var gået ud på forbudt område.

Arya havde kun lige fået fremtryllet den lille bog fra hendes eget personlig bibliotek og åbnet den, da et sæt gik igennem hende ved lyden af en anden stemme.
Hun spandt rundt, ikke så hurtigt dog, og til sidst landede hendes blå øjne på en høj skikkelse. En mand hun ikke umiddelbart kendte. En del af maskeballet var selvfølgelig også at man kunne skjule sin identitet, men de fleste kunne alligevel gennemskues, fordi hvordan kunne man ellers snakke med de vigtige? Selv var Arya også hurtigt blevet udpeget af flere fra adelen.

Hendes egne blå øjne stirrede lidt, før en let rødme spredte sig på hendes kinder som hun hurtigt lukkede bogen i foran sig. Heldigvis var det ikke til at se hvilken slags bog det var på udseendet af den.
”Oh, det er mig der undskylder,” sagde hun hurtigt, dog med et smil på læberne, som godt nok var lidt forlegent. ”Jeg opdagede slet ikke der var nogen herude, jeg kom nemlig selv for at trække noget luft. Der er meget varmt derinde, er der ikke,” sagde hun grinende med et glimt i øjnene.
Hun holdt bogen i sine hænder, som hun havde placeret foran sig, mens hendes øjne kiggede interesseret på den fremmede mand i de grønne bukser.

Alfredo smilede let til den unge pige.
Hvis han selv skulle sige det så var han jo ganske god til at snakke med andre mennesker, det var bare ikke altid han syntes det var særligt nemt, og slet ikke nu hvor at han rent faktisk forsøgte at give sig selv lov til at komme mere ud og være mere social.
Alfredo havde bundet sig selv i mange år, som om han mente han skyldte det overfor Isari og sin nu afdøde kone. Men det skulle ikke være sådan mere.
Isari havde givet ham en åbenbaring om at tage ud i verden, og det var netop hvad han ønskede at gøre, naturligvis i hendes navn.

"Jeg var bare ikke sikker på om jeg måtte være her.... jeg havde lige brug for lidt ro i... hovedet du ved" sagde han og smilede i mod hende som han trådte et skridt frem i mod hende.
Han kendte absolut ingen af dem der deltog, udover ypperste præsten som havde givet ham invitationen. han vidste ikke engang hvordan de så ud dem som afholde dette arrangement.
Det var nok også derfor det føltes ret så overvældende, og Alfredo følte sig ganske alene: "Jeg er Præst, Alfredo" præsentede han sig venligt og rakte roligt en venlig hånd frem i mod hende.

Det var tydeligt at den anden mand ikke var ligeså vant til de her slags fester og begivenheder som Arya selv var. Selv når hun var et fremmede sted, så havde hun nogle formodninger om hvad hun måtte og ikke måtte, og balkonerne var sjældent ikke i orden at gå ud på. Det var også derfor de stod ulåste til arrangementer som disse.
”For meste plejer der ikke at være nogen problemer i at gå ud på balkonerne,” forsikrede hun manden om, med et smil på læberne. Ikke at hun faktisk selv var meget herude.

Da Alfredo præsenterede sig selv, var Arya hurtigt til at sørge for at have bogen i en hånd, så hun kunne hive lidt op i skørtet og neje for ham. Lige efter protokollen, for dem der kendte de adelige skikke. ”Mit navn er Arya Millicent Lisandra af Arys,” svarede hun. ”Jeg vidste ikke at min mor også havde inviteret præster til dagens fest. Det må være meget overvældende for en som dem.” Det var selvfølgelig ikke så underligt, at han var blevet inviteret, som Leonora virkede til at have strukket sine arme endnu mere ud til lige præcis denne her fest, frem for de andre mindre, som Arya havde været mere vant til. Arya havde selvfølgelig også været vant til mindre fester, fordi hun i sine yngre dage ikke havde kunne holde til de her store fester.

Alfredo var nok hvad mange ville kalde en lidt kedelig fyr, og det passede ham så ganske udemærket, han brød sig ikke om larm, vilde fester og den slags.
Alfredo var ikke interesseret i det modsatte køn, den kvinde han havde forelsket sig i for mange år siden var den eneste han stadig havde øjne for, også selvom hun var død for mange mange år siden. Han havde ingen interesser, faktisk så gik han bare op i at bede til Isari og hjælpe andre mennesker der havde ondt i sjælen og havde brug for håb.
Han var ikke en spændende fyr, og det vidste han godt. Han fortalte ofte sig selv at ingen så ham for hvem han var, at han var dum og uduelig.

Han vidste godt det nok ikke gjorde tingene bedre, men på mange punkter havde han givet op på livet, og på mange punkter var han ked af at han havde fået livet igen.
"Åh dejligt, jeg er ikke helt sikker på om der er.. regler" smilede han, lidt usikker som han jo altid var for om han gjorde tingene forkert.
"Åh det er... Jeg vidste ikke at" sagde han og bukkede hovedet for at vise respekt, åh han var da også sådan en klovn at han ikke kendte familien.
"Jeg er her blot med en af de andre præster fra mit tempel" sagde han undskyldende for at han ikke vidste hvem hun var.

Arya havde aldrig tænkt på det andet køn, eller sit eget køn for den sags skyld. For hende var der interessante folk, og så dem hun måske ikke kom ligeså godt ud af det med. Hun havde aldrig manglet folk omkring sig, og havde aldrig døjet med ensomheden, andet end da hun lå syg, og selv der, så kom der stadig folk på besøg, og så havde hun også haft sin kanin til at underholde sig med. Hun havde dog heller aldrig mødt en person hun ikke fandt interessant, og ordet kedelig var dårlig nok i hendes ordforråd.

Det var dog underligt hvordan Alfredo virkede til ikke at kende noget til formaliteterne der foregik, men det var også et frisk pust for en som Arya, så hun kunne ikke lade vær med at le en smule, ikke af ond mening dog. ”Det er helt i orden, jeg bider virkelig ikke,” sagde hun, med et bredt smil på læberne. ”Hvilket tempel er de fra?” Hun kendte ikke mange præster, og hvilket tempel folk var fra, sagde ofte meget om hvordan de var som person. Hun havde set de markante forskellige blot ved Isari og Aladrios' tempel, og hun kunne efterhånden påpege en generel opførsel på en del af templerne.

Alfredo smilede i mod hende, hun virkede virkeligt sød og det fik Alfredo til at smile ganske forsigtigt. Ikke at han overhovedet var interesseret i det modsatte køn, han havde været gift en gang og hans kone ville forevigt have hans hjerte, også selvom han ikke havde set hende i flere hundrede år.
Men derfor var det stadig rart at tale med nye mennesker, især når han havde et godt indtryk af dem. Hende her virkede... Flink, smilende og åben. Alfredo blev hurtigt nervøs omkring nye mennesker, men hans umiddelbare indtryk var at hun ikke udgjorde en trussel.
Alfredo var blevet overfaldet mange gange, havde fået stjålet krystaller og andre genstande rigtigt mange gange, fordi at han ikke vidste ret meget om kamp, ikke var specielt god til magi og sikkert også lignede et let offer.

"Det store Isari tempel midt i Dianthos... Kender du det?" spurgte han og smilede i mod hende. Alfredo var meget troende, Isari havde givet ham livet og han skyldte hende til hver en tid at be til hende og sprede hendes budskab.
"Du bor måske her i området?" spurgte han helt forsigtigt og i et forsøg på at starte samtale. Han var bestemt ikke god til at small talke, men han gjorde da altid et ærligt forsøg. Han var bare så bange for at folk ville dømme ham, syntes han var dum, uduelig eller underlig. Han var så usikker og hans selvværd var ikke specielt godt.

Arya ville ærligtalt ikke vide hvad hun skulle gøre, hvis nogen nogensinde viste sig at interessere sig på hende, på et punkt der ikke blot var en venskabelig relation, og det var til trods for at hun vidste at hun en dag skulle giftes og få arvinger med en mand hendes moder udvalgte til hende, men der var der heller ikke meget kærlighed imellem.
Dog havde hun altid været god til at finde venner, selvom hendes viden indenfor kærlighed bestod af noveller, hun havde fået sin tjenestepige til at hente til hende, på flere af de mere luskede steder i Zircon og Dianthos.

”Selvfølgelig, det er et pragtfuld sted,” udbrød hun glædeligt. Hun var ikke så ofte i katedralen, selvom hun ofte besøgt tempeldistriktet. Det var tæt på hvor hun boede, og haverne deromkring var altid fantastiske, især nu når de var begyndt at blive grønne igen.
”Jeg plejede at bo her, men jeg flyttede til Dianthos, for at fremme mine studier her sidste år,” indrømmede hun, med et smil på læberne. Det var i hvert fald den officielle undskyldning for at hun havde mulighed for at flytte hen til storbyen, ikke at Zircon var en lille by på nogen måde. ”Er det for personligt for mig at spørge, hvorfor de valgte at vie deres liv til Isari? Det er ikke mange præster jeg får lov til at møde.” Hendes ansigt var åbent, og der var ikke en eneste dømmende knogle i hele den tynde kvindes krop.

Alfredo var faktisk ganske glad for at hun ville snakke lidt.
Han var jo ikke altid sådan skide god til at være social, og oftest var det bedst for ham hvis andre folk tog kontakt til ham.
Han følte sig hurtigt i vejen, var bange for at han gjorde noget forkert eller følte at folk dømte ham, og det var ofte værre hvis han havde taget kontakt til dem først.
Det fungerede altid lidt bedre når folk snakkede til ham, for så kunne han da håbe på at det faktisk var fordi de gerne ville have en samtale op at køre.
Hans selvtillid var virkeligt kun blevet lavere igennem årene, nok mest fordi at han jo ikke havde kontakt til ret mange mennesker.

"Åh, hvad studerer du?" spurgte han interesseret og smilede i mod hende, Alfredo havde haft mange drømme da han var ung, men de var døde sammen med hans menneskelige side.
"Åh nej bestemt ikke, spørg endeligt" sagde han roligt: "Isari løftede mig op da jeg døde, og min ypperstepræst forklarede mig hvordan det eneste hun ønskede til gengæld var troskab. Gennem troen kan jeg hjælpe folk i svære tider og få Isari til at velsigne dem" sagde han i et mildt smil, det var sådan den kortere version.

Arya tænkte sjældent over om hun irriterede folk. Hun havde en vis forestilling om at hvis folk ikke ville hende, så lod de hende være, men hun havde endnu heller ikke stødt på mange der forsøgte at undgå hendes selskab. Om det var pga. hendes stand eller om hun var et behageligt menneske, det kunne hun ikke være helt sikker på, men hun var ikke en person der bekymrede sig så meget.

Det var et lidt besynderligt spørgsmål han kom med dog, men hvis ha ikke var så vant til adelen, så gav det vel mening, at spørge ind til hvad hun studerede. Det var dog ikke noget hun havde meget magt over. ”Jeg studerer hvad end min moder mener jeg skal. Det er ofte et bredt spektrum af fag, og jeg har en underviser oppe fra tempeldistriktet også, som kan undervise mig i de mere åndelige ting,” svarede hun. Hun lærte bare hvad der var passende for en ung kvinde som hende, og så lidt til, når hun kunne få tillusket sig det.

Hendes øjne var nysgerrige og hun lyttede intenst til hvad det var han sagde, og hun nikkede med det, som han snakkede. Hun forstod sig ikke rigtig på det med at følge en gud så intenst, men hun respekterede at det var han ville. Nogle havde bare det kald. ”Det synes jeg lyder som en ganske smuk grund,” indrømmede hun.

Han lyttede til hende og nikkede så roligt.
"Du er heldig at du har en familie der passer på dig" smilede han, og det mente han skam kærligt og oprigtigt. Det var altid dejligt når der var nogen der tog sig godt af en, og han vidste jo at mange i denne verden ikke havde nogen til at hjælpe en.
"Har du noget du nyder mere end andet?" spurgte han så endeligt, han snakkede sjældent om sig selv, men var igennem sit arbejde, ganske vant til at tale med andre mennesker og høre på hvad de havde at sige.

Det var da også en af hans favorit ting i denne verden.
At være sammen med andre mennesker og høre på deres glæder og sorger. Nok fordi at det gav ham ro i sjælen og mindre plads til at mærke sig selv.
Alfredo ville dog ikke slippe sig selv, han mente bestemt følelser var en god og positiv ting, de kunne til tider bare godt være en smule overvældende.
"Tak, det er pænt af dig.. Det er ikke alle der er enige, så jeg forsøger at gå lidt forsigtig omkring med det" sagde han.
Der var da flere gange folk havde ment at han var både dum og latterlig.

Det var i hvert fald en måde at se på det, selvom Arya aldrig havde haft problemer med sine forældre. De ville hende altid det bedste, og hun vidste godt at hendes tidlige år ikke kunne have været nemme for dem. Derfor bebrejdede hun dem ikke, når de var lidt mere kontrollerende overfor hende. I øjeblikket havde hun jo også mere frihed end hun nogensinde havde haft, og hun ville nyde den så længe den varede.
”Jeg nyder de mere morderne studier, ikke så meget politikken, men vi er fornylig kommet ind på noget mere psykologisk, som jeg finder meget spændende,” indrømmede hun, hendes øjne funklede som hun talte om det.

Hun kiggede uforstående på ham, da han nævnte at det ikke var alle der var enige om det. ”Det forstår jeg slet ikke hvordan nogen kunne mene. Jeg ved godt at der var nogle problemer med at Kiles Orden brugte Dødsgudindes ord forkert, men lige netop de ønsker jo blot at hjælpe, og hvis det er med lyset i sit hjerte, så kan der aldrig være noget galt i det,” sagde hun, et blidt smil på læberne men en bestemt tone.

Han smilede som hun snakkede om psykologien, og han nikkede så.
”Åh ja, den Humane hjerne er spændende” sagde han : ”Politik er heller ikke lige min kop the” sagde Alfredo i en rolig stemme, det var jo nok mest af alt fordi at han nød at snakke om religion, og han vidste at i denne mere moderne verden, var det ikke altid at de to ting gik hånd i hånd.
”Men væsner, mennesker... Dyr, har alle brug for hjælp. De har brug for ro i sindet og et sted at være når tingene bliver hårde” sagde Alfredo.
Han hentydede jo naturligvis her til templet, som jo var der han selv fandt ro.

”Måske.. Jeg tror Kiles Orden har haft mange forskellige ting på tegnebrættet, og jeg tror måske kun vi har set toppen af isbjerget” sagde han.
Det var mest af alt hans mentor der fortalte ham om hvad der foregik ude i verden, og selvom han godt vidste der godt var mere ro på sagerne, så vidste han også at ting hurtigt kunne udvikle sig igen.
”Tingene er jo ikke altid som de ser ud, for os..”[\b] sagde han og smilede let.

Arya kom med en eftertænksom mine, da han sagde at det nok kun var toppen af isbjerget. Lidt bekymret blev hun lidt over at høre det, for tiden med dem havde ikke været særlig behagelig, selvom hun havde været meget indelukket de år. Hun havde faktisk været meget syg de år de var dem regerede i landet.
"Det håber jeg virkelig ikke, forhåbentlig er de væk for evigt," indrømmede hun med et lidt trist mine, bare med tanken på at der kunne finde noget så grusomt sted igen.

En svag brise kom forbi balkonen, og Arya skuttede sig lidt mod kulden. Hun kunne nok ikke stå herude alt for længe endnu, selvom natten næsten var varm i forhold til årstiden. "Men du har nok ret. Det hjælper nok at være forberedt på hvad end der kunne komme vores vej," tilføjede hun, med et lidtmere optimistisk smil denne her gang. 

Han nikkede.
Han vidste ikke om han oprigtigt troede på at de var væk forevigt. Han havde en inderlig idé om at de en eller anden dag kunne finde på at genopstå, måske i en anden form. Det var jo trods alt set før at den slags ting skulle ske.
"Det håber jeg... Livet kan tage en mange sjove veje, og man må bare forsøge at holde fat og følge med" sagde han i en helt rolig stemme.

Mange mennesker syntes at Alfredo var en ganske kedelig mand, og der var en grund til at han ikke havde særligt mange venner.
Han var virkeligt nervøs af sig, han stolede sjældent på folk, han var bange for at sige noget forkert og han kunne hurtigt virke direkte afvisende.
Det var som om at mange års isolation i templet havde gjort at han havde svært ved helt at være sammen med mennesker, med mindre det handlede om dem og deres problemer: "Men det ser ud til, at du lever et ganske fortræffeligt liv" smilede han i mod hende og kiggede roligt ud i natten, som han ikke turde holde øjenkontakt alt for længe.

Arya var ikke nødvendigvis naiv, men hun foretrak at have et positivt syn på livet. Hvis hun ikke havde det, ja, så havde hun ikke kommet igennem alle de her år, hvor hun havde været syg. Man lærte at se anderledes på verdenen, når man oplevede sin del af modgang, til trods for at der sjældent var nogen der kunne se det på hende. Hun var bare en yndig lille adelsfrøken, der næppe havde oplevet meget modgang, selvom sandheden ikke var ligeså nem.

”Jeg har i hvert fald ikke noget at brokke mig over,” indrømmede hun. ”Min familie er rar, og jeg har mere frihed end så mange andre.” For ikke at nævne at hun aldrig havde manglet tøj på kroppen, mad i maven, og et tag over hovedet. ”Men dit liv virker mere nobelt, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror aldrig jeg rigtig ville kunne dedikere mig til altid at sørge for at verdenen blev bedre,” det var selvfølgelig noget hendes moder søgte, og det samme med hendes broder, men selv, der tog hun sig af dem der tæt på hende. Hun havde ikke meget magt, og ville nok aldrig rigtig få det, så hun stak i stedet for snuden i en bog, og tænkte ikke så meget på hvor forfærdeligt det måtte være at være fattig og uden noget. Måske hun burde overveje det lidt oftere. Ikke at hun ville vide hvad hun kunne gøre, andet end at give krystaller ud.

Alfredo vidste godt han ikke var specielt fancy, og mest af alt så var hans selvværd så dårligt at det typisk strålede ud af ham, og fik folk til at flygte.
Hvem ville dog snakke med en introvert type som ham? Han havde jo absolut intet spændende at byde på, han kunne ikke nogen sjove tricks og stod det til ham så var han jo nok bare bestemt til at være en taber på denne jord.
Det var efter hans kones død at det hele var begyndt at smuldre fra ham, for selvom han altid havde været en mere stille type, så havde det bestemt ikke været sådan her altid.
Han ville gerne være glad igen, men han havde opgivet troet på at det nogensinde igen ville komme til at ske.

"Det er pænt af dig at sige, jeg er nu ikke sikker på jeg føler det så nobelt. For at være ærlig, så er det nok mere en måde at overleve på" sagde han og smilede ganske forsigtigt i mod hende, det var rart at tale med en anden person.
Selvom han naturligvis cirka hver tiende sekund fortalte sig selv, at hun nok hellere ville være alle andre steder end i nærheden af ham.
Hvilket han somehow havde det fint med: "Men.. jeg vil endeligt ikke holde dig tilbage fra din fest" udskyldte han straks og nikkede i mod folkende indenfor.
Som altid bange for at han endte med at tage vigtig tid fra en anden person.

Arya lagde hovedet lidt eftertænksom på skrå. "Der er intet galt i at gøre hvad man kan for at overleve," påpegede hun lidt mere bestemt. "At Deres måde at overleve på, og at De hjælper andre falder sammen, er vel så bare et smukt sammentræf. De skal aldrig hagle dig selv ned på den måde." Ordene var måske lidt hårde, men smilet var blidt og det sammen var tonen. Hun ønskede ikke en anden person skulle lide under lavt selvværd, selvom hun ikek vidste hvordan hun skulle afhjælpe det.

"De skal endelig ikke tro at De holder mig tilbage," sagde hun ligeså bestemt, men hun kiggede alligevel ind mod folkene. Hun kunne ikke stå herude hele aftenen, og hun var blevet kold. "Jeg kan til gengæld ikke klare den kolde luft, så jeg bliver nødt til at gå indenfor," sagde hun undskyldende, men ville ikke gå uden hans accept. Han havde selvfølgelig også lov til at gå med hende ind hvis han ønskede det.

Han nikkede.
Det havde faktisk hjulpet en smule på hans humør at stå og tale med hende, nok mest fordi at han altid var glad for når folk viste ham en smule interesse.
Det skulle jo nok ikke være nogen hemmelighed at en del af ham hungrede efter at tale med andre mennesker, at føle nogen faktisk ville ham - eller som minimum bare noget der viste ham, at han ikke var det rene luft.
Han tvivlede mere og mere på sig selv, på Isari og på resten af verden, men han forsøgte stædigt at stå fast ved sig selv og sin sjæl.

Han nikkede, som hun sagde hun ville gå indenfor.
"Tak for snakken, det var meget pænt af dig" smilede han forsigtigt i mod hende, han ville ikke gå med hende.
Nok mest fordi han var bange for at trænge sig på, og der var helt sikkert mange der gerne ville tale med hendes venlige sjæl, hvilket var ganske forståeligt.
Han nikkede som en venlig gestus, for så igen at vende ryggen i mod døren, og i et langt øjeblik bare at stirre ud i natten.