Som solen var på vej ned, badede dens sidste stråler landskabet i et varmt gyldent skær solnedgangene og ledte Aqeela’s tanker tilbage på Rubinien’s gyldne sand og ikke mindst varmen. Selvom foråret snart gled over i de varme sommermåneder i det centrale Krystalland, fandt hun det stadig utroligt køligt, men ikke værre end at hun stadig kunne tolerere den manglende varme.

Med en albue hvilende mod vognens kant, holdt hun hage mod håndfladen med blikket hvilende kedsomligt ud ad vinduet. Det havde været nogle dages rejsen nu, men med intet andet end sig selv og hendes skitsebog, som truede med at flække i ryggen, til selskab var restløsheden ved at slå rodfæste, da det smukke palæ, beliggende mellem Dianthos og Lazura, rejste sig foran hestevognen.
Hun havde en dags tid før sin afrejse fra Dianthos sendt et brev til Valtor, hvor hun inviterede sig selv på besøg. Han havde af gode grunde ikke kunne nå at svare tilbage, om han var at finde i palæ eller om han overhovedet ønskede besøg af en gammel bekendt, for som det fremstod af brevet var hun allerede på vej når han modtog det.
Ikke at et brev med et afslag mod et besøg ville få hende til at holde sig væk alligevel. For det var længe siden hun havde set ham, desuden så kedet hovedstanden hende noget så grusomt denne gang.

Vognen trillede ind foran bygningen som kastede en lang tung skygge af sig, utålmodigt havde hun næsten selv åbnet døren før kusken, endda næsten før vognens hjul stod stille.
Med en hjælpende hånd fra kusken, trådte hun ganske elegant ud af vognen, selvom hun selv følte hendes ben ville give efter under hende, som det var nogle dage siden de sidst var blevet strukket. Den ene side af den fyldige underlæbe blev suget ind mellem tænderne, som sank lidt ned i den, mens de brune hænder glattede lidt af kjolens stof ud med håndfladerne. Hun kunne jo ikke bare komme valsende ind med en krøllet kjole!
Iklædt en himmelblå kjole i et let stof, med lyse læderdetaljer og en dyb V-udskæring, der gav kig til lidt af den gyldne tatovering ved hendes brystben. Det lange lyse hår, som nåede hende til lænden, var halvt sat op, hvor det forreste af håret var blevet trukket tilbage fra hendes ansigt og endte mindre fletninger som mødtes i baghovedet, før de gled ud i det hår som hang frit. Trådte hun nærmere den store tunge dør, som åbnede sig op før hendes skridt, nåede at blive bremset eller sænket.


Link til hendes tatovering
Link til hendes kjole

Valtor havde ikke set Aqeela hvor længe? Det var svært at sætte et præcist tal på. Årene (og især månederne) var begyndt at flyde en del sammen efterhånden, så det var faktisk ikke let at holde styr på. Det havde dog været en glædelig overraskelse dagen forinden, da en kurer afleverede et brev hos Valtor, der viste sig at være fra elveren med en besked om snarlig ankomst. Han havde derfor haft en anelse travlt. Han havde fået palæet rengjort (ikke at det var snavset, men det var sådan en generel ting, når han fik gæster), og hans slaver havde fået besked på at klæde sig præsentabelt på, så de kunne fremstå som tjenestefolk. Selvom han var umådeligt glad for kvinden, holdt han stadig kortene tæt til kroppen, og der var ingen grund til at afsløre noget, hun ikke havde behov for at vide.

Valtor havde i aftenens anledning iført sig et par letter stramme bukser i sort, hvor syningerne var guldfarvede. Dette var akkompagneret af en hvid skjorte med en lettere dyb udskæring, og over havde han en lang, sort frakke med guldbroderier i forskellige mønstre. Ligeledes var syningerne også lavet i guldfarve. Han havde dog valgt at lade sit trofaste sværd blive liggende. Der var ingen grund til at bære det, for han følte sig ikke ligefrem truet. Han var i al fald temmelig sikker på, at Aqeela ikke kom på besøg med det formål at skade ham.

Som kareten drejede op ad alléen, spottede Valtor den fra et af vinduerne i palæet, og et svagt smil gled over hans læber. Han bevægede sig dog ned til hoveddøren, så han var klar til at tage imod hende, og han åbnede dørene, som han svagt kunne høre hendes fodtrin på den anden side. Han bredte velkommende armene ud mod hende, inden han bukkede halvdybt for hende. Så greb han hendes hånd og kyssede flygtigt håndryggen, inden han rettede sig op og sendte hende et smil, der bestemt nåede de nærmest gyldne øjne. "Aqeela. Hvad skyldes æren?" spurgte han og viste oprigtig begejstring i ansigtet, som han trådte til siden og lavede en gestus med den ene hånd mod den åbne dør.

Tænderne slap deres tag i underlæben, da et varmt smil lyse hendes ansigt op ved synet af Valtor. Som altid var han yderst velklædt, passende til hans status og ikke mindst ham selv, for han var stadig en lige så nydelig mand, som hun havde mindes ham.
Uden skyggen af modvilje lod hun ham gribe om hendes hånd, og for en stund blev kontrasten mellem deres hudtoner blive endnu tydeligere, som var det nat og dag der mødes. Kysset på håndryggen blev mødt af en passende nejen for situationen, passende til hans rang som adelsmand.

Som hånden blev sluppet igen, fik hun et næsten drillende glimt i øjnene ved hans spørgsmål. Det kunne få så mange svar, nogle mere diskrete end andre og det var også hvad han fik, for nu ”J-jeg var ikke så l-langt her fra, så j-jeg tænkte det v-ville være passende at k-komme på visit hos en gammel v-ven” hendes stemme var ligeså fin og næsten silkeblød som den altid havde været, og stadig uden skyggen af generthed eller skam over hendes stammen. Det var mange år siden hun havde affundet sig ned den, lært at hvis hun ikke lod den påvirke hendes ageren, kunne andre ikke bruge den mod hende.
Hun havde stået med sammenfoldende hænder foran sig, til hans gestuerede hende indenfor. Da hun trådte forbi ham, lod hun hænderne skilles så de hang ned langs hendes sider, og lod diskret hånden tættest mod ham, stryge mod ham. Det ville have virket som en tilfældighed og et uheld, men det havde været med fuldt overlæg.

Hun skævede en anelse over skulderen, for at se tilbage på ham ”Jeg t-tænkte at blive nogle d-dage? Hvis i-ikke det er til for m-meget besvær?” spørgsmålet var til dels retorisk, beslutningen havde hun allerede taget, for ellers ville hun ikke være ankommet, men det var naturligvis bedst hvis ordene faldt for hans læber, at hun var mere end velkommen til at bruge noget tid hos ham, med ham.

Valtor brugte kun et kort øjeblik på at lade blikket glide over kjolen og ned mod Aqeelas fødder, men da hans blik mødte hendes øjne igen, var der ingen tvivl om, at han nød, hvad han så. De havde kendt hinanden længe nok til, at hun burde vide, at han generelt nød livet med alle dets goder, så at klæde sig udfordrende var i den grad at prikke til ham. Ikke at det generede ham det mindste, han var ganske sikker på, at det ligeså meget var fordi, at hun følte sig godt tilpas i tøjet.

Valtor lyttede interesseret til Aqeelas ord, og det var tydeligt, at han ikke lod hendes stammen gå sig på. Han havde været vant til den en del år nu, og der var ingen grund til at ødelægge stemningen ved at pointere det. Han ville langt hellere nyde hendes selskab. Han nikkede derfor og sendte hende et nyt smil. "Selvfølgelig. Det er altid passende at få besøg af dig" komplimenterede han. Egentlig havde spørgsmålet blot været for at starte lidt småsnak, og det lod til at virke. Han vidste udmærket, at hun ikke behøvede en reel grund til at besøge ham. Ligesom hende lagde han også mere i sine ord, end han umiddelbart gav udtryk for. Han gik dog samtidig ud fra, at hun var årvågen nok til at opfatte det.

Som han mærkede hendes hånd mod sit lår, drejede han en lille smule i overkroppen, så hans egen hånd kortvarigt strøg over hende. Det var mest for at indikere, at han opdagede, at hun bevidst havde lavet bevægelsen, men også for at drille en smule tilbage. Hendes ord fik dog en mild latter frem, som han roligt satte fødderne i bevægelse efter hende med hænderne på ryggen. Da de begge var kommet ind, lod det i første omgang til, at dørene lukkede af sig selv, men så man nærmere efter, var det ikke svært at spotte de to tjenestefolk, der stod på hver side af dem. "Du må blive så længe, du har lyst til. Det er slet ikke til besvær" svarede han i samme muntre tone, som hans smil voksede en anelse. Så førte han hende ind i den nærmeste store stue og lavede en gestus mod sofaen. "Ønsker du noget at drikke ovenpå rejsen?"

Kjolevalget havde været lige så bevidst et valg som hendes strejfende hånd havde været. Ikke fordi den som sådan var afvigende for hendes normale tøj, men den afveg alligevel fra det hun havde iklædt sig siden hun landede i Dianthos, primært fordi selvom varmen efterhånden var vundet ind på hovedstaden, så målte den sig ikke Rubinien og med hendes følsomhed for kulde, kunne hun godt mærke at udskæringerne ikke altid var særlig praktiske i sammenhængen. Men praktisk var ikke det hun havde haft tænkt på, som hun havde besluttet sig for at besøge Valtor, he skulle hun jo tage sig ud fra sin bedste side.
Det var jo ikke bare for alene at snakke lidt om gamle dage eller hvordan vejret var, at hun var kommet eller havde valgt at blive for en stund. Det var da rygtes han nu skulle være forlovet, hvilket i sig selv burde havde fået hende til at holde sig væk, men så længe han endnu ikke var en gift mand, så havde hun ingen skam omkring hendes tilstedeværelse.
”Og d-din forlovede?” selvom hun ikke havde en skam over at trænge sig på, så ønskede hun alligevel ikke at vågne op med en anden kvindes vrede hængende over sig, ikke hvis det betød hun rent fysisk ville hænge over Aqeela.
Hans gestus mod sofaen, valgte hun at følge, med en forventning om han tog plads i den anden ende, invitationen blev tydeliggjort ved en hendes klappen mod det bløde sæde ved siden af hende, efter at have rettet en anelse på den blå kjoles stof. Hun kiggede tilbage mod ham med et varmt smil, der med lethed nåede hendes øjne, hvor den forplantede sig, med et antræk af noget uklart legesyghed ”Du v-ved jeg har en s-svaghed for sød v-vin fra Rubinien” faktisk galdt det alt som var kvalmende sødt.

Valtor var på ingen måde i tvivl om Aqeelas bevidsthed om det hele. Fra tøjvalget til hendes næsten uskyldige smil. Og det var gengældt, omend han selv lagde en tand mindre skjul på det. Det havde været med fuldt overlæg, at han var "overklædt" til lejligheden. At han kom med vage hentydninger, han alligevel var sikker på, hun ville opfatte osv. Han var oveni bevidst om, at han måtte handle med lidt mere... forsigtighed nu. Den nært forestående vielse besværliggjorde det en anelse for ham at fortsætte sin nuværende levestil, men det var samtidig for god en mulighed for at stige en smule i graderne til, at han bare sådan kunne takke nej...

"Hun er pt. hos sin fader. Det er aftalt, at hun først flytter herhjem efter vielsen" svarede Valtor Aqeela med et nyt smil. Der var dog en nagende følelse, han ikke kunne skubbe helt til siden. "Det kommer forhåbentlig ikke til at have en indvirkning på vores" - han pegede skiftevis på sig selv og Aqeela med den ene pegefinger - "venskab?" Der var ikke tvivl om, at han hentydede til mere end sine ord, men han lod undertonerne hænge i luften.

Aqeelas ord blev efterfulgt af et smil fra Valtor, inden han nikkede. "Jeg spurgte nu også mest af høflighed, selvom jeg kender dine præferencer" svarede han med et drillende glimt i øjet. Han drejede dog om og stak hovedet ud ad døren, så han kunne fange en tjeners opmærksomhed ved at knipse et par gange. "Vær så venlig at hente vinen fra Balzera i kælderen" sagde han, inden han vendte sin opmærksomhed mod Aqeela igen. Hun behøvede ikke engang at tilbyde ham pladsen i sofaen, han gjorde allerede mine til at ville sætte sig der, inden hun overhovedet klappede på sædet. Det fik dog kun hans smil til at vokse, inden han tog plads. På vej ned i sædet, strøg hans hånd over hendes ene lår, næsten tilfældigt. "Fortæl mig så... hvordan går det ellers?"

Det var med en delvis påtaget alvorlig mine, at de mørke bryn knugede sig sammen på midten ”J-jeg forventer at m-modtage en invitation til n-når brylluppet skal s-stå?”. Endnu et retorisk spørgsmål, men den alvorlige mine blev blødt op af den lette latter som fulgte kort efter hendes ord. Ville hun blive skuffet, hvis ikke hun modtog en invitation, så bestemt, de havde jo kendt hinanden længe og hun ville jo naturligvis se den kvinde an, som kunne kalde hende selv for hans hustru.
Om hun på sigt ville holde sig væk, når først han var en gift mand, det måtte tiden vise, men som hun befandt sig her, med ham indbydende som altid ville hun have svært ved at forestille sig, at det overhovedet var en mulighed.

”G-galant som altid, m-men du ved godt d-du ikke behøves” Det kunne hurtigt blive små anstrengende at skulle holde en høflighed op, som mest blev påtaget af pligt. Ikke fordi hun mindes at have husket ham, som værende uhøflig, men hun fortrak det mere uformelle og afslappede.
Hun rettede lidt på sig, så hun sad små drejet mod ham da han tog plads ved siden af hende. Det ene ben blev krydset hvilende over knæet tættest på ham, så hendes fod strøg op ad hans ene skinneben, med næsten samme tilfældighed som hans hånd havde gledet let over hendes lår.
”M-min fader har f-fundet en læremester i d-diplomati til mig, Zahir Kahn..” om navnet sagde noget for Valtor vidste hun ikke, men taget i betragtning at han var ganske aktiv i at gøre livet surt for landets slavehandlere, ville det ikke være utænkeligt, taget hans eget erhverv i betragtning. Selv ville hendes eget bud for hvorfor han skulle have hørt om Zahir en ganske anden. Han var en dygtig og værdifuld diplomat for ørkenelverne, så hvem vidste hvor meget der var blevet hvisket om ham i krogene hos adelen?
Smilet nåede ikke helt hendes øjne, som hun fortalte, selvom hun ellers forsøgte ihærdigt. Det var ingen hemmelighed at selvom hun fandt diplomatiets kunst, ganske interessant, så bankede hendes hjerte nu en gang mest for hendes kunst.

Valtor kunne ikke lade være med at smile over Aqeelas spørgsmål. Det kom egentlig ikke bag på ham, at hun spurgte, men det var tydeligt, at han havde forstået, det var en vittighed. Selvom spørgsmålet var retorisk, tillod han sig dog stadig at svare: "Selvfølgelig får du det. Hvem skulle jeg ellers have til at underholde mig, når selskabet bliver kedeligt?" Selvom han stadig smilede, var det tydeligt, at han ikke havde de høje tanker om mange adelige samlet på et sted. De var altid så snobbede, og det hele skulle foregå så formelt, at det var til at brække sig over. Det ville være rart at have en, hvor man kunne tillade sig at være mere afslappet.

Valtor kunne ikke undgå at slippe en latter over Aqeelas ord. Selvfølgelig vidste han det, men... "Selvfølgelig, men hvor ville det sjove være i ikke at prikke lidt til tålmodigheden?" spurgte han med et lettere udfordrende toneleje. Valtor skulle til at fortsætte sin sætning, men det bankede på døren. "Undskyld mig et øjeblik" sagde han i stedet, inden han rejste sig og åbnede døren for at tage imod bakken med vin og glas. Så lukkede han døren og med imponerende præcision, skænkede han op i begge glas, som han gik tilbage til sofaen. Som han satte sig, placerede han bakken på det nærtstående bord, inden han rakte det ene glas mod Aqeela. "Hvor var jeg?" spurgte han så og nippede til sit eget glas for at give sig tid til at komme i tanke om det. "Ah jo! Du er da selv overordentligt høflig i dag, og jeg har ovenikøbet skippet at bruge 'korrekt' taleform" forklarede han med et smil. Det var tydeligt, det morede ham, at hun virkede... "utålmodig."

Valtors indre havde lyst til at råbe ad Aqeela, da han hørte navnet, men udadtil nikkede han blot og sendte hende et smil. Hun vidste nok ikke, hvad han havde gang i. Desuden kendte han hendes holdning til slaver, så han så ingen grund til at berøre det emne. "Navnet ringer i al fald en klokke" konstaterede han. Han så dog ingen grund til at spørge mere ind til det, da hendes ansigt talte sit tydelige sprog om, hvordan hun havde det med det, også selvom hun forsøgte at skjule det. En fordel ved at have levet mange år var, at det blev nemmere og nemmere at gennemskue folk. Endnu nemmere når man kendte dem i forvejen.

Kommentaren på det retoriske spørgsmål skuffede ikke det mindste, der var ingen hensyntagen til om hans kommende brud, om hun overhovedet ønskede Aqeela’s tilstedeværelse til et bryllup, hvor hun jo nok trods alt forventede at være centrum for Valtor’s fulde opmærksomhed. Stærkt tilfreds med hans svar, krusede læberne sig i et smil ”Jeg s-skal gøre mit b-bedste for at s-stjæle dig fra festlighederne n-når det hele bliver lidt f-for formelt og f-firkantet.” det kunne lyde som om hun spøgte, men han brude kende helt godt nok til at vide det var et løfte. Et hun bestemt ikke havde tænkt sig ikke at holde – selv hvis der skulle stå en rødglødende brud i vejen.

Hvor han lo, slap hun et over dramatisk suk under smilet, der endnu ikke var faldet, snarere kun vokset i bredden så perlerækken af hvide tænder blev synlig ”Du synes måske ikke jeg har været tålmodig længe nok, på min tur her til? Ikke mange mænd kan få mig til at rejse så langt som du kan…” spurgte hun halv flabet. Når alt kom til alt, så satte hun lige så højt pris på at kunsten i at slide hinandens tålmodighed papirstynd, til den ene ville give efter, og selv da var det ikke sikkert modparten ville være flink nok til med det samme at give det som krop og sind hungrede efter. Sandheden var jo, at selvom elverblandingen intet havde imod hans selskab uden for de mere intime rammer, så var hun ikke kun kommet for at sludre.
Langt mindre diskret bevægede det orangerøde blik sig ned over hans ryg, i det han rejste sig for at tage imod bakken med vin fra tjeneren ved døren. ”Mhm, m-men jeg ved jo heller ikke h-hvilket af dine tjenestefolk, s-som måske ville k-kunne finde p-på at løbe m-med sladder til din k-kommende kone? Det s-sidste jeg ønsker, er at m-mit besøg skal k-koste dig din f-forlovelse.” det var på ingen måde en hentydning til at han ikke havde styr på sine tjenestefolk, for mon ikke han nok skulle finde ud af hvilket af sine ansatte der rendte med sladder. Tagene imod glasset, lod hun det hæves inviterende til en skål, før hun smagte på den gærede druesaft.

”J-jeg tror h-han hader mig eller i-i hvert fald b-bryder sig m-meget lidt om m-mig?” fløj det næst fra hende efter at have sunket en mundfuld vin. Hurtigt fulgte en viftende, affejende hånd for hendes egne ord. De mørke øjenbryn rynkede sig sammen til en beklagende mine ”Undskyld, d-det er ikke d-din hovedpine.”.

Valtor kunne ikke lade være med at slippe en mild latter ved Aqeelas ord. Det var dog tydeligt, at han ikke blot tog det for et tomt løfte, som han løftede glasset i endnu en skål. "Det vil jeg i så fald med glæde se frem til" svarede han muntert. Valtor selv ville ikke lade Laurenne forhindre Aqeela i at stjæle ham. En brud skulle ses og ikke høres, uanset hvad hun så selv mente. Han giftede sig trods alt ikke for kærlighed. Det var udelukkende politisk, og det vidste hun selv.

Valtor hævede trodsigt det ene bryn, men han kunne stadig ikke skjule morskaben bag, som han samtidig viste tegn på, at han havde opfanget hendes parodi. "Jeg sendte da ikke bud efter dig, så vidt jeg husker? Hukommelsen kan selvfølgelig fejle..." svarede han videre med en lignende parodi på at tænke efter. Det var dog ganske tydeligt, at han egentlig blot fortsatte hendes vittighed. Hendes ord om en eventuel sladderhank fik ham dog til at rynke brynene. "I så fald ville nævnte tjener blive fyret på stedet" svarede han, og han var for en gangs skyld gravalvorlig. I det her tilfælde betød "fyret" dog, at nævnte slave ville blive torteret til døde, men det behøvede Aqeela selvfølgelig ikke at vide.

Valtors blik skiftede tydeligt over i en mere bekymret mine ved Aqeelas ord efterfulgt af et hævet øjenbryn. "Selvfølgelig er det da min hovedpine. Jeg ville ikke spørge, hvis jeg ikke fandt det vigtigt?" svarede han og for første gang viste han mere tegn på at ville hende, som han langsomt krøb over mod hende, så han kunne lade den ene hånd stryge hende en gang over kinden. "Så vidt jeg husker stikker vores venskab væsentligt dybere end det platoniske, så det er da kun klart, at jeg bekymrer mig?"

Vittighed blev hurtigt skiftet ud med stor alvor, der forsikrede Aqeela i at ethvert forsøg, bevidst som ubevidst, fra tjeneste stablen i at forpurre det snarlige ægteskab med Laurenne ville koste de, der lod sladderen løbe, dyrt. For Aqeela var det en fyring og der af tjenerens levebrød der ville være prisen, da hun stadig var lige så lykkelig uvidende om Valtor’s mere skyggefulde sider, som hun altid havde været. Hvilket også var den eneste grund til hun ikke så meget som forsøgte sig i at komme med indvendinger. Hele landets Guder og Gudinder ville vide, at havde den mørkhudet elver kendt til bare en snert af de grufuld hedder, som den lyshåret mand overfor hende gjorde sig i, så havde hun ikke sat så meget som en tåspids i palæet – frivilligt.

Hovedet lænede sig mod hånden, velkommende dens blide strøg, mens øjnene kortvarigt lukkede sig i ”J-jeg burde ingen g-gang selv b-bekymre mig om hvorvidt at h-han bryder sig om m-mig eller ej. Han skal være m-min læremester, d-det behøver h-han ikke være m-min ven eller e-elsker for.” forsøgte hun at forklare og indirekte hentyde til, at ordene om hendes situation ikke var Valtor’s hovedpine, på bunden var rettet mod hende selv. En hånd fandt op og lagde sig over hans og fjernede den, kun for at hun efter en mindre tår vin kunne sætte glasset fra sig på bordet nær sofaen.
Hånden slap hans, kun for i stedet at lægge begge hænder imod øverste del af den skjorte dækkede brystkasse. Bestemt, men forholdsvis blidt skubbede hun mod og guidede ham tilbage i sofaen, inden hun selv lod sig placerede sig så hun sad overskrævs hans lår, med hvert knæ i den bløde polstring ”M-men nok om d-den irriterende mand. F-fortæl mig hvornår j-jeg kan få lov t-til at male dig i-igen?” spurgte hun med blikket vandrene ned mod den dybe skjorte åbning, tydeligt allerede mentalt i færd med at lade fingrene søge under stoffet. For nu holdt hun sig lidt i skindet, næsten. Hænderne bevægede sig ned over overkroppen til de nåede livvidden, hvor det hvide stof blev trukket fri.
Øjnene havde løftet sig fra den blottede hud, tilbage til hans ansigt, hvor hun med et kækt smil forsøgte at fastholde hans blik.
Som mange andre havde heller ikke Valtor kunnet slippe for at blive foreviget, hvad end det var endt med at være med kul eller oliemaling, og havde heller ikke altid med hans viden.

Valtor havde hurtigt lært Aqeelas holdning til slaver. Det var også derfor, han valgte at gøre en del ud af, at hun ikke skulle opdage det. Han satte pris på både elverens selskab og hendes venskab, så han så absolut ingen grund til at sætte det over styr. Han var i forvejen vant til at skulle skjule det, så det var faktisk ikke fordi, han var nødt til at tage voldsomme forholdsregler, når hun kom forbi. Alle i palæet vidste næsten i forvejen, hvordan de skulle agere alt efter, hvem Valtor havde på besøg.

"Det kan der selvfølgelig være noget om" svarede Valtor hende eftertænksomt. Hun havde jo egentlig ret, når det kom til stykket. Det var dog tydeligt, at Aqeela var færdig med emnet, som han egentlig blot lod sig skubbe rundt med med et svagt smil på læben, der dog voksede, da hun satte sig ovenpå ham. Han var dog ikke sen til at følge taktskiftet, som han lod den ene hånd finde vej til hendes lår, så han kunne hive kjolen en anelse op og blotte den mørke hud. Hendes spørgsmål fik ham dog til at klukke, som han lod de gyldne øjne fæstne sig ved hendes orange. "Til hver en tid. Du har aldrig behøvet at spørge om lov" svarede han muntert, men samtidig med tydelig ærlighed i stemmen, som han tillod sin frie hånd at gribe den ene af hendes, så han kunne give håndryggen et blidt kys. Det var dog tydeligt, at han selv havde ladet tankerne begyndt at løbe, som han nu tillod blikket at glide over hende, som han lod sin hånd slippe hendes igen. Så lænede han sig kortvarigt frem og nappede hende en enkelt gang i halsen med læberne, inden han igen lod blikket søge hendes øjne med et lige dele drillende og udfordrende ansigtsudtryk.

Selvom kjolen var en af de mere tildækkende som man ville kunne opleve at hende klædt i, så gik den på ingen måde under hverken tung eller varm. Alligevel var kontrasten mellem skørtets lune dække og stuens køligere luft til at mærke for elverblandingen. Alt føltes trods alt bare dét koldere, når ørkenelverblod flød i årene og man var forvandt med Rubiniens tørre varme, der selvom vinteren ikke helt slap sit greb i syden.
Med vægten forskudt frem i knæene skubbede hun sig en anelse frem mod hånden, indbød den til at bevæge sig længere op over den brune hud. I mellemtiden søgte solkyssede fingre ind under skjortens stof og fulgte kælent musklernes kontur under sig.
”Muhm, m-men det er meget n-nemmere at male d-dig afklædt n-når du ved det. D-det giver mig også en f-fremragende undskyldning f-for at holde dig a-afklædt.” svarede hun tilbage, havde Valtor’s ord i virkeligheden været et spørgsmål. Ikke desto mindre understregede det kun, at hendes fulde intonation med besøget ikke indebar stof i metermål. Ikke at det var til nogens store overraskelse.
Der var igen modvilje da han tog den ene hånd, mens den anden stadig lige så ivrigt strøg over hver eneste millimeter hud, den kunne komme i nærheden af. Det var kun et enkelt kys, men det var alt rigeligt til at lade tankerne fare mod fantasierne om, hvor hun langt hellere ville mærke de bløde læber og varme ånde.
”D-det kan du g-gøre bedre.” spandt hun udfordrende, med hagen hævet mod loftet, givende mere plads på den blottede hals. Hånden hvor kysset stadig kunne mærkes, søgte op bag hans nakke. Lyst hår gled ind mellem fingrene, der lukkede sig tæt om en håndfuld i et let træk, kraftigt nok til at tvinge hans hoved en smule bagover, med et lige så udfordrende smil, som det blik der mødte hendes ”Eller e-er du faldet af p-på den?”.

Valtor lukkede øjnene i nydelse, som han egentlig blot tillod Aqeela at undersøge overkroppen med sine fingre. Hendes lille hentydning gik dog ikke hans næse forbi, som han lidt mere bestemt lod hånden gribe fat, da hun pressede sig mod ham. Hendes ord fik ham dog til at åbne øjnene og sende hende et lystigt smil. "Siden hvornår har du haft behov for en undskyldning for det?" spurgte han udfordrende. Det var længe siden, Valtor havde forventet af hende, at hun spurgte om lov. Hendes næste ord gik ham dog heller ikke forbi, og hans smil voksede, inden han rettede sig en smule op.

Hele stemningen ændrede sig nærmest brat, som Valtor lod til at tage hendes udfordring op; i én glidende bevægelse, løsnede han først snoren, der holdt kjolen sammen ved brystet, dernæst skubbede han den nærmest skødesløst af hendes skuldre, så han blottede hendes overkrop, inden hånden i samme bevægelse fortsatte op til det hvide hår, hvor han lod fingrene lukke sig om en tot, så han kunne trække hendes hoved bagover. Det var til dels for at blotte hendes hals, men også så hun ville læne sig en anelse bagover og svaje i ryggen. Så gav han sig til både at kysse og nappe hende ned ad halsen, mens hånden ved låret blottede mere af den mørke hud, som hans hånd bevægede sig om mod hendes bagdel, hvor han lod den tage et fast greb i den ene balle. Som han nåede hendes skulder, lod han sine kys og nap fortsætte ned over overkroppen, og han sørgede for at give begge bryster en kærlig omgang. Brystvorterne blev heller ikke sparet for noget, som han både lod tunge og tænder kærtegne dem.

Ord var overflødige, når nu de begge to var bekendte med svaret. Det var længe siden at Aqeela skulle bruge undskyldninger overfor bjergelveren, hvis hun da nogensinde havde behøvet siden første gang han var blevet klædt af. Hvor ord manglede, tale hendes fornøjede udstråling sin egen sag som svar; aldrig.

Skuffelsen ville have været stor hos elverblandingen, havde Valtor ikke valgt at gribe den bold der var blevet ham spillet. Rutinerede fingre sørgede for at blotte hende så meget for ham, som det nu var muligt givet den siddende stilling. Det tag hun havde haft i hans hår, slap så snart Valtors hånd greb om hendes eget og tvang både hoved og overkroppen en kende bag over, i et forventningsfuldt suk.
Under perlerækken af kys og nap, lukkede øjnene sig solidt sammen med en lille tilfreds brummen, men nu behøvede hun heller ikke ligefrem øjne at se med.
Hænderne strakte sig frem mod skjorten hvor fingrende med imponerende stor besindighed, åbnede de første knaplukninger indtil taget om hende tog til. Tålmodigheden forsvandt med den sidste kontrol over vejrtrækningen, der under læber og fingre sammen med de nydende lyde, lod ham vide han stadig formåede at trykke på de helt rigtige knapper af hendes.
Skjorten virkede pludselig til at tage urimelig lang tid om at få op og endnu længere at få trukket af ham. Utålmodigheden viste sig først og fremmest i hænderne, der ikke længere lod til at koncentrere sig om overdelen af hans beklædning. Det var ikke længere det, som det lyst påvirkede sind, så som det vigtigste at få åbnet op og pillet af ham. Bremset af hans frem lænede position og hendes egen tilbage lænede åbnede øjnene sig på ny, inden de søgte ned langs hende selv ”Valtor.” lød det lavt i et bedende toneleje.



//Lukket efter aftale