Sparks 21.05.2020 19:56
Rejsen havde været lang, længere end hun havde regnet med.
Regn havde gennemvædet hendes tøj, i sådan en grad at hun var i tvivl om der var et eneste tørt sted på hendes krop. Men det gjorde ikke at hun stoppede op, tænkte sig om – nej det gjorde hende bare mere målsat. Som hun skubbede to massive døre op, kune hun mærke i mellemgulvet hvordan kvalmen tog til, i sådan en grad hun måtte stoppe op – bare et øjeblik. Træet knirkede faretruende, som hun trådte ind igennem dem. Bag den tynde kvindeskikkelse, som viste sig at have blond hår, da hætten blev skubbet ned fra ansigtet. Var der fem andre skikkelser, alle med hætter der havde prøvet at beskytte dem fra den nådesløse regn.

Stormen hylede vildt og voldsomt, som den greb i den efterladte kirke, dette måtte beskrive ganske godt – hvad de om lidt ville gå ind til.
Symbolikken var næsten kvalmende, tænkte hun, som blå øjne gled hen over hendes følgesvend. Hver enkelt en af dem, gav hende et nik, inden de fortsatte ufortrødent så de til sidst stod i kapellet. Hun var på en mission, og den kvindelige skikkelse, som knyttede næverne så man næsten kunne høre hvordan læderhandskerne arbejdede mod presset. En dyb indånding, også trådte hun resolut ind i kapellet.

Der sad han, afventende – på en trone som var stillet, der hvor der før havde været et alter. Lyden af regn der faldt igennem huller i taget – tog ganske kort hendes fokus - blikket rettet sig imod dråber der fladt ned og skabte våde pletter omkring på det nedslidte marmorgulv. Næsten poetisk. De bænke der havde været sat frem til folk, når de kom til messer og gudstjenester lå spredt rundt omkring. Nogle af dem var gået i stykker, andre måtte være skylden i den gennemtrængende råd der hang i luften.
Selvom det kunne sagtens være manden, som der stadig sad stille i hans stol og nedstirrede hende; Tænkte blonde kvinde, som et smil spredte sig hen over hendes læber. “Så i er endelig kommet?” mumlede han, stemmen var ganske tydelig træt, hvilket bredte en glæde i brystet på hende. Han havde lidt disse dage, hvordan at hun langsomt men sikkert havde ødelagt hans organisation inde fra og ud. Som en virus der arbejde sig hurtigt og effektiv igennem kroppen. Og nu sad han der, næsten som en hund der var blevet sparket af dens ejer. “Jeg gav dig alt Io, jeg gav dig himlen, stjernerne – jeg gav dig livet!” den sidste sætning blev brølet imod hende, som han rejste sig op så brutalt at tronen blev skubbet tilbage. Lyden af skarpen fra stolen, var genlyd i det store kapel.
Og dette er min tak” hvislede hun igennem sammebidte tænder. “Dette er min hævn!” skreg hun, som hun mærkede hendes fødder der skubbede imod marmorgulvet og sprintede frem imod manden. Kniven blev trukket fra hendes læn, under kappen der fløj rundt omkring hende. Glimtende fra et lyn der slog ned, kastede hun sig imod ham. 
Skyggerne blev levende, og pludselig mærkede hun hvordan noget slog voldsomt til hendes krop og sendte hende flyvende igennem luften.
Nu startede kampen for alvor. Nu var der ikke længere nogen vej tilbage. 

——————————


Det havde været halvanden uge efter hun havde forladt ham. Evlyn sad og stirrede tomt op på den store lysende fuldmåne - i aften ville ritualet ske. Hun var ikke sikker på, om hun ville overleve det. De havde i hvert fald ikke indgydet meget håb i den spinkle kvindes krop.
Ordene der var skrevet ned på pagerment. Skreg næsten hånende af hende, som hun betragtede skriften i månelyset. Hun havde prøvet at skrive hendes følelser, fortælle ham at hun var ked af hun bare var gået sin vej. At det i rummet, hun havde vist ham gemt væk i kloakerne – det var alt sammen hans nu, skulle hun ikke kunne holde sit løfte, om at komme tilbage til ham. Den første uge havde været den sværeste, flere gange havde hun været tæt på at vende tilbage igen. Så hun havde reddet sig selv og sin hest så hårdt, at hesten til sidst havde bukket under for presset og døde. Hun fnøs lidt af sig selv, som hun lod fingre presse sig imod hendes tænding. Det hele gav hende en voldsom hovedpine, galle begyndte at bevæge sig op i hendes mund.
En hånd blev lagt på hendes skulder, og hun blev revet ud af hullet hun var på vej ned i. “Vi er klar” hendes øjne fæstnede sig på den næsten nøgne skikkelse. Ud af ren desperation, havde hun fundet en sherman klan, nogle der udfoldede sig i ting hun ikke selv kunne begribe.
Men hendes spor havde ført hende her til, det var det eneste sted hun havde fundet – som kendte til hendes situation. En ting som der skete selv for klanen hver tiende år, at én i gruppen ville blive overmandet af en dæmon der tog form af et frygteligt dyr, og prøvede at slå hele klanen ihjel. Dette var deres lod i livet, og selvom at klanen var ved at svinde ind, og kun havde en håndfuld mennesker tilbage. Havde det været meget åbenlyst for den blonde kvinde, at dette var traditioner der havde udfoldede sig igennem flere hundrede af generationer. De om nogen, måtte vide hvordan man skulle tæmme dæmoner – selvom man kun var et sølle menneske.

Hun blev sat i cirkel, bestående af små dyre knogler og blod. I cirklen var tegnet symboler hun ikke kendte til, i hvad hun kunne forestille sig var hvidt kridt. Det i sig selv, var nok til at få den nøgne kvinde krop, til at begynde at skælve af skræk. Hvad var det dog, hun var i gang med at udsætte sig selv for?

Men den lys magi der havde boret sig igennem hendes krop, havde kun sat dæmonen på flugt. Den havde ophørt hurtigere end forventet, og dæmonen havde kravlet sin vej tilbage til overfladen, af hendes mentale sind. Og hun kunne allerede høre de hvæsende ord, der skreg af hende. Fortalte hende hvilken dårlig idé det var, at hun ville dø! At hun ville være ingen ting uden den!
Men der tog den ganske enkelt fejl. For disse shamaner, uddrev ikke dæmonen. Nej, de omvendte dens energi og gav hylsteret dens styrke, dens kraft. Så de kunne blive anset som en af deres guder. Det i sig selv, var ganske grotesk. Men den blonde kvinde, var nået til et punkt hvor hun ingen muligheder havde længere. Kun var klar til at gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at blive fri fra monsteret i hendes krop. Desperation var i sandhed, en forfærdelig ting, og kunne drive de mest fornuftige mennesker ud over kanten, af der ikke længere var fornuftigt. 

Seancen gik i gang, hun mærkede allerede instinktivt at noget skete i hende. Ord der blev sagt af flere stemmer på samme tid, gled igennem den mørke nat. Bålet hun sad ved, kastede dens varme lys på hendes nøgne krop. Hun stirrede ind i flammerne. Hvordan de slikkede og åd sig op af træet, grådigt og utæmmet.
To mænd kom hen til hende, greb hendes arme og lagde hende ned på maven. Hun havde fået fortalt, hvad der skulle ske, men derfor kunne det ikke forbredde hende på styrken i hænderne som pressede hende ned i jorden. Hun lukkede øjnene, tog en dyb indånding også ramte en smerte hende som et hvidt lys af ild og helvede rasede igennem hende.
Hun skreg, hun kunne ikke andet. Lige meget hvor meget, hun havde prøvet at bide tænderne sammen. Smerten var noget voldsommere, end hun nogen sinde havde prøvet før. Fire stærke hænderne måtte til, og kom ind for at holde arme og ben på plads. Præcise slag skete ned over hendes ryg, som de begyndte at hakke en tatovering ned i huden på hende. Dette vækkede dæmonen. Der skreg, voldsomt og brutalt. Som et stort dyr, der var i gang med at kæmpe for sit liv.
På et tidspunkt, måtte hun være besvimet.
Smerten havde været hende for overvældende, det sidste hun huskede var mørket der havde sluttet sig om hende. Og bæstet der havde rusket sig i hendes indre, prøvet at kredse sig selv ud af hendes krop.

Hun vågnede, med en gennemborede smerte i hendes hoved.
Du er vågen” det var ikke et spørgsmål, blot en konstatering. Hendes øjne lagde sig på den unge mand, der sad ved hendes side. En klud i hånden, der nok havde været til at tørre sveden fra panden. “Jeg tilkalder den øverste sherman” mumlede han monotont, lagde kulden fra sig og rejste sig op. Hun ville have grebet ud efter hans hånd, havde det ikke været fordi at hendes arm var for tung. Der var ikke nogen kræfter af tage af, da hun havde løftet noget af hånden havde det sendt en skydende smerte igennem hendes ryg.
Havde det virket? Men hun nåede ikke at stille nogen spørgsmål – før at han allerede var ude af teltet.
Nyheden var ganske simpelt, de mente at dæmonen nu var blevet absorberet ind i tatoveringen. Og skulle give de samme egenskaber som den før havde gjort.
Men også nye, de havde allerede opdaget få ændringer i hendes chakra som hun var blevet underlagt deres ritual. Hvad det ville betyde – måtte hun finde ud af med tiden. Det havde været med vantro i øjnene, at Evlyn havde sat sig op. Med en skærende smerte, da ryggen var som et stort brændende sår. De mente at dæmonen var væk nu?
Hun havde prøvet at bore sit sind indvendigt. Lede efter den, men alt – var tomt? Bryn rynkede sig på hinanden, som hun sad og stirrede ud i luften. Den var væk? Bare sådan? Hun skulle aldrig høre dens stemme i hendes hoved, de blide hviskende ord der både havde bragt hende hjælp men så sandelig også ulykke. Det forekom hende helt sindssygt, at der ikke længere ville være noget andet i kroppen.
Det var hellere ikke kommet uden konsekvens, tænkte hun bittert. En kæmpe tatovering var nu formet på hendes krop, der snoede sig nøjsomligt hen over hendes skuldre. Hendes perfekte hvide hud, var blevet brudt, af sorte streger der formede sig ind og ud af hinanden. Men det var en billig pris at betale, i form af at endelig være fri – alene i egen krop.
Men du må aldrig lade den blive ødelagt.. så snart der kommer en revne i tatoveringen, vil dæmonen blive lukket ud igen” mumlede den ældre udseende mand. Så gammel, at hun var i tvivl om, hvad det var på kroppen der stadig holde ham sammen.
Forstå dig på, at ritualet var hårdt for din krop – din sjæl. Lad det skylle hen over dig. Du må finde tålmodighed, at ting ikke måske er som før.
Hvad manden mente, kunne hun ikke sætte sig ind. Både fordi hans sætningen ingen mening gav, hans snørklede ord gav hende blot en hovedpine. Foruden det følte hun sig helt okay, lige som før. Og dog, en stik af ensomhed begyndte at tage form.
Savnede hun den virkelig? Det i sig selv, var måske det mest skræmmende af det hele. “Du – vil måske også finde trængen til blod” kom der endelig, tilbageholdent. Hun rettede hendes skarpe blå øjne imod manden “Blod!?” hvæsede hun arrigt, og kunne mærke et sydende ukontrolleret vrede boble frem i hende. Denne følelse, hellere ikke så velkendt for hende. Aldrig havde hun kunne blive antændt så hurtigt. Havde de ret, havde noget ændret sig i hende?

—————————


Hvorfor skulle vi følge dig?” to uger siden hun havde forladt ham. “Hvorfor ikke?” lo Evlyn, og lagde armene overkors. Selvom at ordene var blevet bragt ud sammen med en latter, viste øjnene ingen humor. De var  afmålte arrige. Dette fik flere til at flakke deres blikke imod hinanden, inden de kiggede tilbage på hende. Det var tydeligvis ikke det svar de havde håbet på, eller ønsket. Evlyn rejste sig fingre op, og tre skikkelser i kutter gled ud af skyggerne og satte kniven for deres struber. “Fordi det ville være så ærgerligt at ødelægge dette fine parket gulv med jeres rådne blod” hvislede hun moret igennem sammenbidte tænder. Ja, hun havde i sandhed ændret sig. Ingen nåde, ingen smilende Evlyn når det kom til hendes modstander. De kunne enden følge hende, eller dø i forsøget.
De satte sig begge ned på deres knæ, som de holde blikket stift imod hende. “Vi aflægger vores troskab imod dig i stedet for Gregory” hun fugtede læberne, og gav dem et halvt smil “Fornuftigt
Endnu et lille skridt mod vejen til hendes sejer.

—————————


To en halv uge var der nu gået. Hun savnede ham. Savnet var så ødelæggende, at hun havde ligget og grædt i aftes. Tåre havde løbet ned af hendes kinder, ukontrolleret og voldsomt. Savnet hans duft, hans kærtegn. Hans læber imod hendes, og hans hænder der greb omkring hendes krop. Hvordan han havde kommanderet hende til at blive hans, taget hende så det havde rystet hele hendes grundvold.
Hun var intet ude ham, og som hun knugede brevet hun endnu ikke havde fået sendt til ham – for ingen ord kunne være gode nok, uden at det var hendes mund, hendes tunge, hendes læber - der fortalte det direkte til ham, mens hun kiggede ham direkte ind hans smukke øjne. Det var nu også over en uge siden, hun havde hørt dæmonens hviskende stemme. Dette kunne ganskevidst have en yderligere indvirkning på, hvor voldsomt savnet pludselig var. Aldrig – aldrig – havde hun følt sig så alene, som hun gjorde lige nu. Hun ville skrige, kunne ord komme ud over hendes mund. Men hun var så hæs, at det gjorde ondt bare at det at gråden stadig fortsat og ufortrøden forlod hendes krop. Hun lagde sig hen over skrivebordet, begravede sit ansigt i sine arme. Hun lod sorgen overvælde hende, tage hende steder hvor hun kunne drømme om hun stadig var i hans arme. I sådan en grad, at hun næsten kunne dufte ham igen. Et jagende stik gennemborede hendes hjerte. Det var næsten værre! Et arrig hæst skrig, forlod endelig hendes ødelagde stemmebånd. Knugende hænder ødelagde papiret hun havde siddet og skrevet på. Men de blå vrede øjne, blev revet ud af deres rejse ned i hadets ulmende flammer. Da de lagde sig på et billede hun havde tegnet, et hulk forlod hendes læber, som hun faldt ned på hendes knæ. Hans øjne, hvordan han stirrede på hende. Fingre prøvede at glatte det ødelagte papir ud, tåre forværrede tilstanden ved at få kullet til at tvære ud på pergamentet.
Jeg kommer tilbage – om det så er det sidste jeg gør. Lovede hun sig selv, i sit stille sind, inden hun lod sig falde sammen på det hårde plankegulv. Duften af vådt træ, ramte hende og et lyn slog ned i det fjerne. I morgen, ville hun vide om hun kunne holde det løfte hun lige havde lavet for sig selv.

—————————


Sig det!” råbte hun, som dolken pressede sig længere ind i hans solarplexius. “Aldrig” blod hostede fra hans mund, ud i hendes allerede forslået ansigt. Kirken lignede noget der var løgn, de fem skikkelser der var trådt med hende ind i kirken var blevet til tre – inklusiv hende. De to var i gang med at samle sig sammen, og gøre sig klar til trække sig ud af kirken. En arm lagde sig på hendes, for at få hende væk. Hun hvæsede og stak kniven dybere ind, så hun kunne mærke hvordan det knasede. Hun mærkede hvordan hånden næsten var på vej ind i dæmonens indre, som hun voldsomt trak kniven op ad. “Sig det!!” hun skreg ham ind i ansigtet, galle og savl blandet med blod blev spyttet i hans hoved. “Jeg vil aldrig give dig den tilfredsstillelse” kom der trodsigt tilbage, på trods af situationen som dæmonen fandt sig selv i. Der bredte sig også et smil på hans læber, så fandens hyklerisk! Kniven blev trukket helt op, og åbnede næsten mandens brystkasse, som hun skubbede ham væk fra sig. 
Manden rev hende væk, og derved faldt hætten også ned over den skaldet isse. “Vi skal væk nu, inden at kirken går til grunde!” råbte Domino, som han prøvede at rive den eksplosive vrede kvinde ud. Hun kastede sig dog frem igen, og placerede kniven med et velplacerede klunk i hans venstre øje. “Må Zaladin æde dit rådne korpus i Kzar mora!” skreg hun, som øjnene kastede lyn imod skikkelsen der sank sammen foran hendes fødder. Et skærende lys kom fra kniven, som den var penetreret ind i hovedskallen på den væsen hun hadet mere end pesten, der havde ramt Krystallandet for nogle år tilbage.
Men selvom man kunne så forvirringen og angsten i det tilbageværende øje, forlod smilet aldrig Gregorys læber. “Vi ses igen Evlyn – vær du sikker på det!

Den slanke elver, måtte hive voldsomt i armen. Det var først da en rødhåret velkendt skikkelse, greb den anden arm og de alle tre løb ud af kirken. Gulvet gav under, og murbrokker begyndte at falde. Evlyn kastede et blik over sin skulder, og så hvordan at kirken lige så stille begyndte at falde ned over kløften den stod på. “Hvis vi overlever det her! Mind mig om at slå dig ihjel!” råbte Faith, den rødhåret storbarmet kvinde, som hun kastede sig hovedkulds imod udgangen af kirken.
Hun havde gjort det, hun havde sendt ham tilbage. Hun var fri, i hvert fald for nu!
Med et sidste spring, kastede de tre skikkelser sig ind imod sikkerhed.

Hun lå og prustede voldsomt, som regn haglede ned over deres forslåede og forpustede skikkelser. “Det var fandeme mere tæt på end jeg kunne lide!” skreg Faith, og som Evlyn kom op og stå fik stukket en syngende lussing. “Var det nødvendigt!?” de våde blonde lokker, lagde sig omkring hendes ansigt. Lynende blå øjne lagde sig endelig på hendes veninde, og hvæsede igennem sammenbidte tænder. “Slå mig igen, og jeg sværger at det bliver sidste gang” hun vente ryggen imod hendes trofaste venner, og gik med et humpende ben væk fra kløften. Hun havde kun et mål nu, tilbage til Dianthos. Tilbage til hendes elskede.