Imponeret skød Daphnies øjenbryn til vejrs som Fielthena forklarede. Sin egen smykkebutik lød utroligt fornemt. Det måtte være nogle dyre smykker, hvis hun handlede med Declan. Det fik hende dog også til at undre sig lidt over hvad Declan præcist handlede med, men hun kunne vel gå ud fra han i hvert fald handlede med smykker. 
 "  Det lyder fedt!  " kommenterede hun oprigtigt, mens hun nikkede lidt. Hun lagde godt mærke til stoltheden i Fielthenas stemme, da hun fortalte om butikken, og det kunne hun godt forstå. Hvis det gik godt for butikken, og Daphnie havde været i hendes sko, havde hun helt sikkert også været stolt. Hun måtte prøve og huske at komme forbi og se butikken en gang. 

 Daphnie lod blikket glide lidt rundt som hun et øjeblik havde mistet overblikket over hvor de var henne. Hun prøvede dog ikke at lade det vise, og pegede ned af en gade, hun var ret sikker på ledte dem på rette vej igen. Fielthenas næste kommentar fik Daphnie til at se lidt undrende op på hende. Hvad betød det? Hun rynkede panden lidt og overvejede hvad det betød, og som hun åbnede munden for at spørge stillede Fielthena et spørgsmål tilbage til Daphnie, der fik hende til at gruble lidt. 
 Declan en bestemt mand? Det var tydeligt at se på Daphnie hun lod sig trække lidt ind i tankerne, som hun tænkte tilbage på mødes med Declan. Hun kunne ikke rigtig huske at han havde virket bestemt eller som en der ikke tog et nej for gode, men så længe var de heller ikke sammen. Hun endte derfor med at trække på skulderne.
 " Hmm.. Det ved jeg ikke rigtig.. Det var ikke noget jeg lagde mærke til, i hvert fald.. " hun så på Fielthena og sende hende et skævt smil. 

For en stund, men også kun et øjeblik, glemte Fielthena alt om måden hvor på Daphnie havde kigget på Declans hus, fulgt en af de mange træudskæringer med fingrene og hun sendte denne gang et oprigtig venligt, ja ligefrem varmt smil i Daphnies retning ”Du er velkommen til at se forbi til et kig? Butikken hedder Ch´Vyalthans Guldsmedje” der var intet som indikerede at hun forventede at skulle Daphnie dukke op, at hun så også skulle købe et smykke.

Som de gik afsted, fulgte Fielthena blot Daphnies anvisninger for vejen, for hun måtte vel have styr på hvor de skulle hen for at komme til hendes hus, men som Daphnie så rig omkring skød et af de smalle bryn op i panden ”Ved du hvor vi er?” lød det i en noget tvivlende tone.
Brynet blev kun løftet yderligere i overraskelse, over hun ikke havde oplevet den side af Declan ”Aha.. Det er interessant” det sidste var nok mest tiltænkt at det skulle være forblevet en tanke, men overraskelsen fik hende til at stoppe sine ord, før de smuttede fra hende.

 Det var lige før Daphnie måtte stoppe op, da butikkens navn blev nævnt og hun skulle forsøge at gentage det i hovedet. Kiggede man på hende kunne man se tandhjulene køre på højtryk og selvom hendes mund var lukket, var tungen og læberne ihærdigt i gang med at forsøge at bevæge sig efter hvordan hun skulle udtale det. Hun endte dog med at give op, og i stedet bare nikkede.
 " Det kunne da godt ske jeg kom forbi!  " Daphnie så hen på Fielthena med et smil, inden hun flyttede blikket tilbage mod gaderne, så hun fik dem ført hen hvor hun kunne føre dem den rette vej.

 Daphnie havde egentlig altid haft en god stedsans. Hun var meget opmærksom når hun gik, og var god til at forstille sig gaderne oppe fra. Desværre var hun utrolig distræt og nem at distrahere, hvilket ofte gjorde, at hun endte med at gå forkert fordi hun glemte at holde øje. Det var det samme problem nu. Hun havde fået forvildet dem et sted hen hun ikke særlig tit var, og kunne ikke lige helt lokalisere hvor hende hjem var i forhold til det, så nu skulle hun have ledt dem hen hvor hun kunne lede dem den rette vej.  
 " ... Ja ja..!  " mumlede Daphnie lidt fraværende. Hun vidste de stadig var i Dianthos, så det var jo ikke løgn! Og som du kom ud på en ny gade var Daphnie da også med igen. Hurtigt pegede hun ned af gaden.
 " Den vej! Vi er der om lidt..  " Forklarede hun, og sendte så Fielthena et venligt smil, glad for at hun fik dem på rette vej så hurtigt igen. Smilet ændrede sig dog til en lidt mere undrende mine, og brynene rynkede lidt lidt. Interessant? Fielthena måtte enten kende en side af Declan Daphnie ikke kendte eller et eller andet.
 " Hvorfor er det interessant?  "Spurgte Daphnie med hovedet let på skrå.

Mistro fyldte hele Fielthenas ansigt, som Daphnies ord på ingen måde fik hende til at lyde særlig overbevisende. De var faret vild og det var bestemt ikke noget der fornøjede hende.
Havde det været af andre veje de to kvinder var mødtes. Så ville der være en stor sandsynlighed for at Fielthena ville være oprigtig venligt stemt mod Daphnie, måske endda interesseret i at lære hende bedre at kende.
Det havde ikke været af et godt hjerte at Fielthena havde tilbudt hende at følge hende hjem, det var med en bagtanke at kende til hendes boligs beliggenhed, skulle det blive relevant. Og nu var de faret vild og Feilthena havde ikke en chance for at vide om de var langt fra huset.
Utilfredsheden ved hele situationen fik hendes læber til at spidses en anelse, og som hun skulle til at sige noget åbnede Daphnie munden som hendes arm fløj pegende op ”mmh, er du helt sikker? Vi skulle jo nødigt gå mere unødvendigt ud, det ville jo belaste dit knæ mere end højst nødvendigt, Daffe” den venlige stemme var tilbage, og hun fik endda hendes ord til at lyde oprigtig bekymret for hendes velbefindende.

Sikker på at Daphnie igen var bevidst om vejen hjem, fulgte hun hende ned ad den gade hvor hun havde peget. Tænkende over hvad hun skulle svare til spørgsmålet ”Åh det var så ment bare fordi jeg antog han var bestem overfor de fleste, ja faktisk alle?” Havde hun ikke haft fat i Dapphnie, ville hun havde trukket let på skuldrene, men usikker på om det ville få Daffe til at miste beclancen, lod hun være.

 Med snuderne den rette vej igen, var der lidt mere gang i Daphnies gang, og hun førte dem selvsikkert ned af gaden.  Fielthenas skeptisme for Daphnies stedsans var vel forstående, men Daphnie kunne ikke lade vær med at blive en smule fornærmet. Selvfølgelig vidste hun da hvor hun boede! Tsk! Det var dog ikke noget hun lod vise, og i stedet smilte hun stort til Fielthena i stedet. 
 " Jaja! Se, jeg bor lige derovre! " Daphnie løftede hånden igen og pegede længere ned af vejen, hvor hun boede. Selvfølgelig havde hun da styr på det! 
 De forsatte ned af gaden mod det lille hjem, der hastigt nærmede sig dem, som de gik mod det. Fielthenas forklaring på hvad hun havde ment, gjorde det ikke lige frem mere klart for Daphnie hvad hun havde ment, og hun brummede en smule tænkende over det, med panden let rynket. 
 " Bestemt, eller? " mumlede hun lidt og flyttede blikket lidt spørgende hen på Fielthena. Det var svært for hende at forstille sig Declan være bestemt, hvordan det så end var. Han var jo ikke specielt stor. 
 " Jeg forstår ikke.. Eller.. Jeg kan ikke lige se det for mig..  " sagde hun så med et lille grin. 

 Der gik ikke længe inden Daphnie stoppede op. Hun vendte sig rundt, og stod så bare og kiggede på hendes lille hjem. Det bedstod ikke af meget, men så ud af lidt mere fordi de hans samme med andre. 
 " Nåh.. Det er så her..  " Sagde Daphnie så endelig, og så igen tilbage på Fielthena. 

Blikket rettede sig mod det hus som de nærmede sig, og denne gang måtte hun virkelig efter bedste evne for forsøge at skjule den yderst uimponerede mine. Det der var knapt nok et hus, alene Fielthena’s værelse og stue til sammen var større, end det skur af et hus som kom nærmere. Der var folk som havde mindre end hende, så uvidende var Fielthena trods alt ikke, men hun havde vel nok forventet noget andet end det.

Med nogle hurtige blink, fik Daphnie revet Fielthena tilbage til hende, som hun ellers var blevet revet med af egne tanker, og hun måtte rynke panden en anelse for at rode sindet i gennem efter spørgsmålet, for havde hun overhovedet hørt det?
”Eh, ja bestemt, men det er ikke sikkert du ser den side af ham, nogensinde” de grønne øjne gled åbenlyst ned over Daphnie, mens smilet blev trukket mere skævt ”Du giver ham næppe de store problemer eller hovedpiner”.

Den støttende arm blev ikke skænket før end Daphnie slap den, da de nåede husets dør, og selvom huset var blevet taget godt i øjesyn, lod Fielthena alligevel hendes øjne søge rundt på bygningen ”Det virker hyggeligt” lodret løgn, det virkede ikke hyggeligt.
Det virkede som et sted der var let at bryde ind, naturligvis lå naboerne tæt og det kunne afskrække nogle, men det var stadig usikkert.
Fugtende lod hun tungen løbe over læberne, og lod et lille nik komme til syne ”Jeg går ud fra du godt selv kan hjælpe dig ind på en stol eller sengen? Uden at belaste knæet yderligere?” Spørgsmålet var retorisk, for ingen var den underliggende skarpe tone kommet igen, men var den ikke nok lod en enkelt håndbevægelse Daphnie vide at hun skulle tråde indenfor.

Så snart døren ville være lukket bag Daphnie, ville Fielthena dreje om på hælen og udadtil virke som om hun søgte væk fra det lille hjem, men ikke før end hun ville gå en lille tur i området, lave et mentalt kort over kvarteret, skulle det blive nødvendigt.

 Daphnie overvejede Fielthenas ord lidt. Give Declan hovedpine og store problemer..  Hun følte lidt der må noget mere i de ord, end hun kunne gennemskue, det hang måske sammen med at Fielthena nok kendte Delclan bedre end hun selv gjorde, men det gjorde hende også lidt mere nysgerrig. Betød det at hun skulle være forsigtig omkring Declan? 
 " Jeg har jo også kun mødt ham en gang..  " mumlede Daphnie overvejende. Det kunne være hun så mere til den bestemte side Fielthena snakkede om han havde, når hun afleveret tøjet til ham igen. 

 Da var gået helt op til hendes dør, tag Daphnie forsigtigt armen til sig, og vendte sig lidt mod Fielthena, i stedet for bare at låse døren op og gå ind. Hun nikkede lidt til Fielthena ord, og så mod døren med et let skuldertræk.
 " Det er fint nok. Meget lille, men det er hvad jeg har råd til. " forklarede hun, selvom Fielthena egentlig ikke havde spurgt. Daphnie ville da gerne have noget større, især efter at have set Declan sted, men hun måtte også accepterer at det krævede nogle flere krystaller, og det havde hun egentlig ikke. Derefter nikkede hun med en kort, lav latter.
 "Ja, det burde jeg vel godt kunne finde ud af..! Mange tak for hjælpen!  " Sagde hun med en venligt smil, inden hun vendte sig mod døren, låste den op og derefter tråde ind. Det var noget haltende, for nu hvor hun havde haft lidt ro på benet, gjorde det overraskende ondt. 

 Inden for, fik hun hurtigt smidt noget brænde i det lille brandsted, inden hun satte sig på en stol med benet løftet op på en anden stol. Det var virkelig upraktisk med ondt i knæet..