Der var ikke gået forfærdelig mange dage siden Malika var blevet kidnappet, og hendes far, Fyrst Kazimi, havde arrangeret mere bemanding til Malika. I dagens anledning skulle hun eskorteres af en nyansat. Han hed vist Cillian Willick. Kort havde de set hinanden og vidste hvordan de hver i sær så ud.
Malika havde brugt den tidlige på morgen med sin personlige slave. Slaven havde hjulpet til med at gøre hende i stand. Huden var blevet plejet med diverse skrub og cremer, samt påført okker for at give hende lidt kontrast, til den ellers hvide hud. Hænder, albuer, kinder, næse, øjenvipper og læber havde alt sammen været i kontakt med okker. Hun var klædt i en lyseblå silkekjole med et stort, bredt, massivt guldbælte om sin mave. Det havde Malika bevidst valgt for at huske sig selv om at hun ikke skulle bevæge sig for meget, med det store blå mærke, som var på hendes mave. Bæltet ville tilmed beskytte hende mod eventuelle stød i maven.
Med sin slave lidt bag sig blev hun eskorteret ud til en sal på paladset, hvor hun skulle hentes af tjenestemanden, så de kunne komme afsted ind mod byen. Malikas far mente nemlig at hun skulle have selskab til næsten hver en eneste aktivitet hun begav sig til, for at være sikker på hun ikke blev overfaldet eller kidnappet. Malika var ikke sikker på om tjenestemanden var den bedste til at gøre lige det som der blev bedt om, men det måtte de finde ud af, på deres første tur sammen.