Kasey havde aldrig været rigtig god med andre mennesker. Heller ikke med at røre eller vise følelser. Den måde man rørte hinanden i hendes tidligere klan, var for at vise dominans, det var ikke som her, som hun vidste at han forsøgte at række ud efter hende og give hende lidt trøst, og hun alligevel veg væk, af rent instinkt.
"Men hvis jeg havde været der mere for ham, hvis jeg havde hjulpet ham med også at passe på sig selv, så ville det her måske aldrig være sket," hviskede hun. Hun var ikke sikker på at hun havde ret. Det var et dumt uheld, og ingen kunne kontrollere en varulv og da slet ikke to.
Hendes øjne flakkede mod Rouku, og selvom hun vidste at det ikke faldt hende naturligt, så var det lidt forsigtigt hun trådte nærmere. Hun havde trukket sig væk, men det var tydleigt at hun stadig forsøgte at få en eller anden fysisk komfort fra Rouku af.

Hendes reaktion kom ikke bag på ham. At hun veg fra hans håndsudrækning, ville som altid være noget der sårede, men det betød ikke at han ikke forstod.
Hendes ord var tydeligt en overlevers skyldfølelse. Specielt hos en som havde mistet en så tæt på sig, som man følte en overbeskyttelse overfor. "Jeg tror på at du gjorde alt, for at forhindre det her skulle ske." hviskede han tilbage, ude af stand til at kigge væk fra hende. Den sorg hun følte og holdte helt alene var hjerteskærende. Men han forstod, for han vidste at de samme følelser ville vælde op i ham hvis han nogensinde mistede sin bror eller Lorcán. Bare tanken var ubærlig. At skulle stå i situationen som hun gjorde var knusende.

Et langt øjeblik rørte han ikke på sig selvom hun kom nærmere igen. Lidt som et forskræmt dyr der alligevel gerne ville tættere på. Han lod hende først vende sig til at være tilbage, tættere på end de plejede at være, før han med rolige bevægelser prøvede igen. Ikke overrasket hvis han blev afvist, men forsøgte at imødekomme det usagte ønske han syntes at kunne fornemme i hendes træk. Trøst.

Kasey følte bare ikke at hun havde gjort alt hun kunne. Hun kunne have ledt efter ham tidligere. Hun kunne have fundet ham inden det gik galt, men uanset hvad hun sagde om det, så vidste hun også godt, at bare fordi hun var taget afsted tidligere, var det ikke sikkert hun ville have fundet ham. Landet var stort, for ikke at nævne, at de kunne have misset hinanden, og så ville han alligevel være blevet slagtet her, og så ville hun ikke vide det. Det var som om at verdenen i det mindste havde været venlig nok til at hjælpe hende med at finde ham, så hun i det mindste hvad der var sket med ham, men det var en grusom skæbne alligevel.

Hun prøvede at vænne sig til nærheden, og kom også med et lille spjæt, da hun endelig mærkede hånden på sig, men ikke væk. Blot overraskelse, da hele hendes krop stadig var spændt, men ligeså stille begyndte hun at læne sig ind mod varmen, og at det der var et andet menneske. Det ville tage hende lang tid at komme sig over det her, men sorg var noget der kunne sidde i en i lang tid, især når hun udentvivl ikke ville være meget for at snakke om det i de kommende uger. Kasey var ikke en der ønskede at virke sårbar, men lige nu... Lige nu havde hun behov for Rouku.

Det her krævede tilvænning fra hans side. Kasey var ikke som andre kvinder. På godt og ondt. Hendes selvstændighed og styrke var imponerende, og ikke mindst dragende. Hun virkede så ubeskrivelig stærk hele tiden, selvom meget af det også tydeligt var et forsvar. Hun trak sig oftere end ikke, og selvom de havde lært hinanden bedre og bedre at kende de seneste måneder, var han aldrig kommet hende helt nær.

Rouku sank nervøst en klump i halsen som han havde rakt ud og var næsten lige ved at tage hånden til sig ved hendes spjæt. I stedet gav han hendes skulder et ekstra bekræftende klem. Han var der. Han veg ikke tilbage. Han gik ikke fra hende.
Han bød hende velkommen ved selv at læne sig lidt ind, et sted i sit sind forsøgende at beskytte hende, trods han vidste at det var en umulighed.
Hans blik forblev på det brændende bål. Han var ligeglad med hvor lang tid det tog. Hvor lang tid de skulle stå her og se flammerne tage de jordiske rester med sig. Dette var en lille del af processen for hende at heale. Han ville ønske han vidste hvad han skulle gøre for at hjælpe hende igennem det næste. En del af ham vidste at han var nødt til at få hende til at snakke. Han var blot så meget imod at bruge tvang, selv når det var for hendes eget bedste.
Men for nu var stilhed hvad der fyldte. Der var ikke noget han kunne sige lige nu for at gøre det bedre. Og stilhed havde også sin effekt på helbredet, i sådan en situation som denne.

I lang tid stod Kasey og Rouku blot og kiggede på ilden som omslugte kroppen og brændet, og som tiden gik, så bevægede Kasey sig længere og længere mod Rouku, så de til sidst stod op mod hinanden, og hun for første gang i månedsvis, kunne nyde nærværet af en anden person, som hun ellers havde holdt i en armslængde i en længere periode. Hun sagde dog ikke noget, og da bålet var brændt ned, så fokuserede hun dog på at de skulle slå lejr, lidt længere væk dog, og ellers sagde hun ikke meget til Rouku om hvad der var sket.

I de efterfølgende dage var det dog en lidt anden Kasey der kom til udtryk. Hun var mere tilbøjelig til at opsøge Roukus nærvær, og selv give de små fysiske berøringer, når de alligevel var i hinandens sfære. Det startede næsten lidt akavet, men som tiden gik, virkede hun mere sikker og nonchalant omkring det. Hun snakkede dog stadig ikke om Fayne, men om aftenen, når de sad om bålet, kunne man ofte se hvordan hun sad og blot stirrede ind i flammerne, som var det det eneste der holdt hende nede ved jorden.

Der var gået en lille uge, og det var aften endnu engang, og endelig virkede det til at hun ville snakke, også selvom hendes øjne var på flammerne og ikke på Rouku. ”Min mor døde da jeg kun var 6 år, så jeg har taget mig af Fayne fra da han var helt lille. Han var virkelig hele mit liv,” startede hun med at sige. ”Jeg... jeg var vel hvad man kunne kalde for eftertragtet i min gamle stamme, men de brød sig ikke om Fayne, fordi de ikke brød sig om magi og han... han teleporterede sig alle steder.” Et lille smil brød ud. ”Men selvom jeg var sikker i stammen, og i min position, så forlod vi det... fordi... fordi de ikke ville ham i flokken. Det var bare et spørgsmål om tid før de smed ham ud eller det der var værre, og det kunne jeg ikke have skete for ham. Alt jeg nogensinde har gjort har været for Fayne... og jeg ved ikke hvem jeg er, når han ikke er her.” Øjnene begyndte at blive fugtige, men hun kiggede stålfast på ilden.

Rouku lod Kasey tage de skridt hun behøvede, både i hendes trang til at få en form for nærvær og til at tage det i det tempo hun kunne håndtere. Han vidste godt, at han ville havde taget om hende og forsøgt at trøste hende på bedst mulig måde af hvad han kendte til, men Kasey var anderledes. Så meget havde han lært i løbet af deres tid sammen og det gik ofte imod hans natur. Men han var tålmodig og så støttende som muligt indenfor de grænser.

Det var svært de næste par dage ikke at spørge ind til hvordan hun havde det, men hun undgik alt snak der kom for tæt på. De små fysiske berøringer og søgen efter nærvær blev oftere og mere naturlige, og det var muligt for ham også at lægge en hånd på hendes arm uden hun veg bort og det hele virkede mere afslappet på en underlig måde. En forståelse der var blevet etableret der havde bragt dem tættere.

Han havde ikke ventet hun begyndte at tale, men hans blik rettede sig hurtigt op fra det træstykke han skar i rolige bevægelser i flammernes skær, til at se mod hende. Hendes blik var rettet stift mod flammerne som de havde været alle aftener siden Faynes ligbrænding. Han lagde tingene fra sig og havde sin fulde opmærksomhed mod hende.
Han lyttede uden at afbryde hendes fortælling. Det lød til at havde været et hårdt liv, og at hun alle dage havde været nødt til at tage hårde beslutninger for at sikre sin bror. Som hun sagde, han var hendes liv, og hun havde formet sit liv efter ham. Nu han var væk, manglede den brik. Hendes identitet.
”Du er stadig den samme omsorgsfulde kvinde du altid har været. Men intet bliver nogensinde det samme igen. Ikke uden ham” han kunne bilde hende alverdens løgne ind, men det havde han ikke tænkt sig at gøre. Rouku rakte sin hånd ud og lagde den mod hendes underarm og lod sin tommelfinger ae over hendes tøj.

Der var noget trøst at finde i Roukus ord. Der var ingen løgne, blot sandheden, og det var en ting hun kunne få lov til at klamre sig til. Han forstod at Kaseys liv aldrig ville blive det samme, og selvom ordene ikke burde være gode at få at vide, så føltes det alligevel som en form for validering for hvad hun havde gennemgået.
Hendes blik gled op, som hun mærkede hånden mod sin arm, og kiggede endelig mod ham. Hendes øjne var blanke, men der var ingen tårer der faldt, ikke endnu, for hun var virkelig ikke en kvinde der græd meget, men ansigtet var åbent og tydeligvis ødelagt.

”Men jeg har ingen anden,” hviskede hun, hvilket ikke ligefrem var et forsøg på at skubbe Rouku væk, men så meget kendte de ikke hinanden. De havde startet denne her tur sammen, fordi det gav mening, og de havde en vis respekt og forståelse overfor hinanden på den korte tid de havde brugt sammen. Det betød dog ikke at det var andet end det når deres respektive forsvundne personer var fundet. ”Hvordan kan jeg være omsorgsfuld, når han var... den eneste jeg var det om? Den eneste jeg kan være det omkring. Han var min eneste ven og familie.” Hun var ikke sikker på hvad hun ville have ud af denne her samtale. Der var dog en ting hun var sikker på, som hun sad her anspændt i hele sin krop, og det var at selv Fayne havde hun ikke åbnet op for når det kom til den sårbare side som Rouku nu så. 

Det havde føltes forkert at skulle lyve for hende. Bilde hende alle mulige løgne ind, når det bare ikke var sådan sandhederne var. Han ville selv føle en form for foragt mod den person der forsøgte at male hans verden lyserød med regnbuer, når det ikke på nogen måde afspejlede den virkelige verden han befandt sig i, og aldrig gik i opfyldelse. At dvæle i drømme ville betyde man ikke levede livet.
Smerten i hendes træk og de blanke øjne var smertelige for ham at se, men en del af ham mærkede en lettelse over at hun lod det strømme igennem sig. At hun lod sig selv føle den sorg og smerte hun lige nu befandt sig i, for ellers kunne hun ikke komme forbi dette.

”Ingen vil nogensinde betyde så meget for dig som din bror. Specielt ikke når du har opfostret ham og altid sørget for at han havde det godt. Det bånd kan ingen erstattes af et nyt venskab.” det var ikke for at bekræfte hende i at hun aldrig ville kunne udvise sin omsorg og varme overfor andre. For selvfølgelig kunne hun det. ”Men du vil kunne få venner. Det vil være hårdt at bryde den mur ned som både beskytter og isolere dig. Jeg tror på du har så meget kærlighed og varme at give ud af, men aldrig har haft muligheden” Hun var distanceret og hun var enspænder, men på mange måder troede han at hun var det mere af nød end af lyst. Med den fortid kunne man næsten ikke værre andet. Og det virkede bekendt. ”Du har allerede åbnet op for mig. Jeg lover at jeg aldrig vil bruge det imod dig” han gav hendes arm et klem, for han havde set hvordan hun blev anspændt i hele kroppen. At hun havde fortalt ham meget mere end hun før havde tilladt sig. Det betød der var håb.

Kasey prøvede at tage nogle dybe indåndinger mens Rouku snakkede, mest for at holde tårerne på afstand. Hun var ikke sikker på at hun ellers ville kunne holde dem tilbage ellers, og hun havde ikke lyst til at græde, selv hvis hun kunne, efter alle de her år, hvor hun ikke havde gjort det.
Der var stadig en del af hende der nægtede at tro på at det var hendes bror hun havde fundet, men inderst inde, vidste hun det godt, og det var stadig chokket der sad i hendes krop, og ønsket om at hendes lillebror var i live.

Et lille snøft undslap hende, men hun greb bare lidt mere fast om sine arme, som holdt knæene op til sig. ”Hvordan... kan du se de ting?” hviskede hun så endelig. ”Jeg har ikke gjort andet end at holde dig i en armslængde fra mig...” Hvilket måske ikke var helt så sandt som hun måske selv mente. Hun havde åbnet lidt op, engang imellem, hvor man havde kunne se de dele af hendes personlighed, hun ikke ligefrem kom ud med ofte. For ikke at nævne den måde hun havde snakket om Fayne på. Hendes hjerte var stort, men beskyttet af alle de år, hun havde måtte tage vare om sig selv og Fayne. Hun var bange for at åbne det til nogen andre, som hun ikke kendte. Rouku var det nærmeste nogen var kommet på hende i årevis.

Rouku ville på ingen måde tænke mindre om hende, hvis hun begyndte at græde. Han ville havde lagt i fosterstilling og grædt snot havde han fundet sin lillebror på denne måde. Men han var heller ikke vant til at skulle holde sine følelser tilbage for at beskytte sig selv. Hans opvækst havde været mildest talt idyllisk i forhold til de ting som Kasey indtil videre havde åbnet op omkring.

”Det betyder ikke, at jeg ikke kan både se og høre det når du taler” bare fordi hun havde afholdt sig fra ham, med en grund han udmærket forstod, så betød det ikke at det var usynligt for ham at opfange. Desuden, havde hun heller ikke lukket ham helt ude. I starten kunne han havde været meget i tvivl om hvorvidt hun havde plads i sit hjerte til andet end det som allerede fyldte der, men som han kendte fra alt andet i livet, var tålmodighed og tid ekstemt vigtige faktorer.
”Din afstand til mig eller nogen anden for den sags skyld, er ikke afgørende for dit indre. Grunden til jeg ikke har set den kærlighed og varme du tildeler din bror, er fordi jeg ikke har gjort mig fortjent til den endnu. Måske jeg aldrig gør. Men derfor tror jeg stadig på at du er en varm person, om end forståeligt påpasselig” det var svært at regne folk ud, men måden hun havde talt om sin bror på, og nu her hvordan hun havde beskyttet ham. Kun en hjertevarm person var sådan. Om det kunne strække sig til andre end hendes eget blodsbånd var svært at sige, men håb var noget Rouku havde meget af i kroppen.

Der var i hvert fald noget i ordene der hægtede sig fast på den stærke unge kvinde, som havde oplevet mere end hun skulle i sine unge år. Det var ikke med det samme tydeligt, heller ikke for hende selv. Der var dog et hjerte der bankede lidt kraftigere, og en varm følelse der spredte sig i hendes krop, ikek nok tila t hun blev glad, men følelsen af at hun ikke helt var så alene som hun måske gik og troede.

Det tog et par minutter, hvor Kasey bare ikke sagde noget, og så begyndte et hulk at melde sin ankomst, og så et par mere, inden at tårerne strømmede ned af hendes kinder, og hun endelig bare lod det hive alt hvad hun havde gemt væk i alt den tid Fayne havde været væk. ”Jeg savner ham,” hulkede hun, men det var det eneste hun sagde, som hun sad der og blot lod alle følelser falde af hende, og vise dem.
Hun var helt igennem ødelagt, selvom hun havde forsøgt at holde sig selv sammen, og det ville tage tid for hende at finde roen i sig selv igen, men det første skridt havde været at åbne op for Rouku og føle at det var okay at hun var ødelagt. 

Rouku lod stilheden fylde. Lod Kasey lade ordene bundfælde sig og ikke mindst bearbejde dem. Desuden, så var stilhed ikke så forfærdelig som folk altid malede det op til at være. Nogen gange var den nødvendig og nogen gange også kærkommen. Lige nu var der ingen grund til at fylde luften med ord som ingenting betød alligevel.
Han ville lade hende have den her tid, trods det smertede ham at han ikke kunne gøre mere for at hjælpe. Han kunne ikke stoppe hendes tårer med trøstende ord, for intet ville kunne trøste hende lige nu. Intet kunne siges der ville lindre den her smerte. Det var han overbevist om.

Rouku fik en klump i halsen og nikkede til hendes ord. ”Ja” han lagde armen omkring hende. Bød at hun kunne hvile sig ind hvis hun havde brug for det, men også tydeligt fortælle at han var der og han ville hjælpe hvor han kunne, selvom han ikke kunne gøre meget. Han var der. Hun var ikke alene, og hun skulle vide det var okay at hun ikke havde det godt og var ødelagt af sorg.

Ligeså snart Kasey mærkede armene omkring sig, så hvilede hun sig mod ham, og fik endelig viklet sine arme, fra sine egne barn, og omkring Rouku, og bare holdt fast, som var han den sidste livsline hun havde i denne her verden, for på sin vis var det. Hun var hundrede af kilometer væk fra den varulveflok, som hun aldrig rigtig havde indpasset sig med, fordi det var mere Faynes end hendes egen, og nu havde hun ikke engang en grund til at være heroppe.

Så hun lod sig bare omslutte af varmen og den behagelig lugt af Rouku, mens hun bare prøvede at få styr på sig selv. Tårerne vædede hans tøj, men der ville gå lang tid inden hun ville kunne give slip. Hun havde bare behov for at fæstne sig ved noget lige nu.

Det ville aldrig blive i orden, men med tiden ville det ikke gøre så ondt, og når dagen gruede, så ville hun også forsætte turen med Rouku for at lede efter Gwen. Det gav hende et mål i livet, og muligheden for at skubbe de hårdere følelser lidt væk.