Alene kan vi meget, men sammen kan vi mere

Freya Sagosdottir

Freya Sagosdottir

Soldat i Griffens Brigade

Kaotisk God

Race / Menneske/Ork

Lokation / Dianthos

Alder / 28 år

Højde / 180 cm

IsolynHunter 13.04.2020 19:37

Det var sen eftermiddag. Hun havde flere gange cirklet omkring dette sted. Både i dag men også i løbet af de sidste par uger. Bygningen var større end mange andre i kvarteret, men det var ikke i særlig god stand. Ligesom mange andre bygninger, så var Freya sikker på at bygningen ville falde sammen hvis en drage lod sit kraftige vingesus glide henover stedet. Men det var et godt sted. Det var ikke en kirke, men alligevel var det et sted, der kunne give folk tryghed – snarre, at det kunne give børn tryghed. Freya stod og kiggede på den store, mørke bygning. Det var en af børnehjemmene i området, og hun var sikker på, at det var fyldt godt op og travlt beskæftiget. Og det var også derfor, hun var her.

Hun ville gerne hjælpe. Gøre noget godt.

Men indtil videre havde hun ikke turdet banke på og spørge. For det første, så havde hun jo allerede et fuldtidsarbejde i stenbruddet, hvor hun huggede sten. For det andet... så måtte hun nok også indrømme, at hun var bange for at blive afvist på grund af hendes... udseende. En høj, muskuløs halvorkerkvinde, der ville hjælpe til på et børnehjem? Hun kunne ligefrem høre skrigene af fordomme blive slynget imod hende om, at hun bare ville æde børnene, eller tæske dem gule og blå, hvis de ikke gjorde, som hun sagde. Hun kløede sig lidt i det mørkebrune hår og sukkede opgivende. For hun vidste, at hun kun ville blive ved med at cirkle omkring dette sted, indtil hun fik spurgt, om hendes hjælp kunne bruges. Så hun rankede ryggen, rettede på den lysebrune tunika og børstede de beskidte hoser. Hvis ikke de afviser dig på grund af dit ydre eller manglende uddannelse, så afviser de dig garanteret fordi du næsten går klædt som en mand, tænkte hun til sig selv. Men hun var nødt til at få svar. Hun bankede hårdt på døren for at være sikker på at blive hørt, og blev i et øjeblik bange for, om hun var ved at smadre den af hængslerne. Det ville være et rigtig dårligt førstehåndsindtryk, tænkte hun og begyndte at rette lidt på sin høje hestehale, det mørkebrune hår nydeligt kæmmet.
Ava af Adelsberg

Ava af Adelsberg

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 26 år

Højde / 168 cm

Juicy 14.04.2020 16:41
Eftermiddagsundervisningen var i fuld gang. Børnehjemmet havde kun et enkelt klasseværelse, men taget i betragtning af, at en uddannelse i sig selv var en sjældenhed for børn som disse fra fattige kår, var det bedre end ingenting. Bestyrerinden for børnehjemmet stod selv oppe ved katederet og ringede med den lille klokke på skrivebordet for at få ro. En hovedpine havde bygget sig op bag hendes øjne, fordi børnenes koncentration var sivet ned mellem gulvbrædderne her sidst på dagen.

Stille! Alexander, hold op med at drille de små. Tris, lad være med at hjælpe Emilia, ellers lærer hun det ikke selv. Vær stille og koncentrer jer om regnestykkerne,” smældede Ava. Det havde sin effekt, men hun vidste, at den ikke ville vare længe.
Kort tid efter bankede det på døren, og stuepigen fortalte Ava, at en gæst spurgte efter hende. Hun nikkede. ”Jeg forventer, I alle har løst opgaven, når jeg kommer tilbage.” Hun forlod rummet og kunne allerede høre børnestemmerne eksplodere bag sig.

Automatisk glattede Ava sin sorte, lange nederdel og rettede lidt på den hvide flæseskjorte med høje krave - hun var klædt på som det passede en bestyrerinde: pænt, konservativt og rent. Hun undrede sig over, hvem denne gæst kunne være, eftersom hun ikke havde nogle aftaler. Hun skyndte sig ned ad trappen og ud i entréen, hvor en skikkelse tårnede sig op på dørtrinnet. Først gispede Ava dæmpet i én udånding, for skikkelsen var bestemt intet menneske. Nej, der stod en ork foran børnehjemmets dør. Igennem sin barndom havde Ava lært, at orkere var simple, voldelige barbarer, men denne kvinde så rolig, venlig og en smule bekymret ud, hvis Ava ikke tog fejl. Hun huskede sine manerer og gik kvinden i møde.

Goddag,” sagde Ava tøvende, og foldede hænderne foran sig. ”Hvad kan jeg gøre for Dem?
Freya Sagosdottir

Freya Sagosdottir

Soldat i Griffens Brigade

Kaotisk God

Race / Menneske/Ork

Lokation / Dianthos

Alder / 28 år

Højde / 180 cm

IsolynHunter 21.04.2020 16:10
En stuepige tog imod hende med en tøven og virkede glad for, at Freyas besked ikke var til hende, men at hun kunne sende en anden til at tage sig af halvorkeren, der stod foran hende. Snart stod der en mørkhåret kvinde i døråbningen til børnehjemmet, og Freya følte sig pludselig ekstra forlegen over hendes udseende. Den unge kvinde foran hende var omtrent på Freyas alder, men der var en hel verden til forskel – denne bestyrerinde var iklædt feminint tøj, der sad helt rigtigt på hendes krop, uden at være vovende. Hendes hår bølgede som vand gennem en rolig bæk, og hendes ansigt... Freya kunne ikke beskrive denne unge bestyrerinde som andet end slank og smuk. En nærmest komplet modsætning af Freyas høje, brede skikkelse.

Freya lod som om hun ikke lagde mærke til bestyrerindens overraskelse, for hvordan kunne hun bebrejde den anden kvinde? På en måde var hun bare glad for, at hun ikke blev sendt bort med det samme. Og så var der tiltaleformen... 'Dem', havde hun sagt. Det var mildest talt ikke noget, som Freya var vant til. “Jeg øhm,” hun rømmede sig lidt for at give sig tid til at få fatningen og prøvede at efterligne bestyrerindens høflige tiltaleform. Det var dog tydeligt, at Freya ikke var vant til formaliteter. “Mit navn er Freya Sagosdottir. Jeg ville høre om... I havde brug for hjælp her på børnehjemmet? Jeg søger ikke arbejde. Jeg arbejder allerede i stenbruddet her uden for Dianthos. Jeg ville bare... hjælpe,” forklarede hun med et lille, kejtet smil i sin egen forlegenhed, men med oprigtige, mørkebrune øjne.

“Jeg ved godt, hvordan det må se ud. En halvorkerkvinder der kommer og frivilligt vil hjælpe til på et børnehjem. Men sagen er den at, jeg elsker at tilbringe tid sammen med børn,” fortsatte hun. Nu med engagement, der var ved at tage over for nervøsiteten. “Jeg har hjulpet med at passe min nevø, siden han blev født. Jeg kan læse og skrive. Og hvem ved, måske kan jeg også hjælpe med at brænde lidt af energien ud af de vildeste drenge,” sagde hun med et vittigt glimt i øjet af den sidste konstatering.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3