Sted: Tusmørkedalen.

Tidspunkt: Midnat.

Vejr: Overskyet.

Begivenhed: Et barn er løbet hjemmefra.

_________________________________________

Tusmørkedalen var ikke ligefrem kendt for at være det sted som folk tog hen frivilligt i nattetimerne. Stedet var kendt for at have en masse skumle typer i gaderne, specielt i nattetimerne. Ud fra et hus der lå lidt væk fra de andre, tumlede der en kæmpe mand ud. Dette var Anthony, den lidt over to meter høje varulv, der bestemt ikke var til at spøge med. Lyden af en kvinde der råbte kunne høres ude på gaden ”ANTHONY! Hvis du ikke får fingeren ud af røven, så er det dig der ender på det bord! Fatter du det!? SMUT SAGDE JEG! SKRID!”. Det værste var næsten at Anthony vidste hun mente det. Hvis han kom hjem tomhændet endnu en gang, ville hans varulve pels blive brugt til at ligge på den tronelignende stol hun havde. Han gøs let ved tanken og kom af med en brummende lyd som svar, inden døren blev smækket bag ham ”Så luk dog røven kælling.” mumlede han til sig selv og lod en hånd gnide lidt i ansigtet. Den kvinde kunne gå ham så meget på nerverne, man kunne vel næsten kalde det et under, at han endnu ikke havde revet hende i stumper og stykker. Havde det været en hver anden kvinde der havde råbt sådan af ham, havde hun formentlig mistet livet… Desuden var Lenore vampyr og kunne sikkert også vende Zoltan imod ham.

De blå øjne så søgende rundt, men der var nærmest ikke en eneste at se. Let sukkede han, før han satte det ene ben foran det andet og begyndte at gå imod udkanten af byen. Anthony vidste ikke hvad natten ville bringe, om den overhovedet ville bringe noget, men hvis ikke den gjorde, burde han så stikke af? Han fnøs over sig selv. Ham stikke af? Ved Zaladin nej! Han knyttede sine hænder og fortsatte sin færd, på jagt efter et eller andet han kunne tage med hjem til Lenore og undgå slagtning. Længere nede af vejen spottede han en lille forpjusket skikkelse. I nogle sekunder stod han stille, betragtede det omtumlede lille væsen og forsøgte at finde et smil frem. Så roligt han nu engang kunne, gik han over til personen og forsøgte sig med et smil. Det var en lille pige, formentlig ikke meget ældre end ti år. De store brune øjne rettede sig mod den store mand der kom over til hende og som et rådyr fanget i en lyskegle, blev hun stående på stedet. Det var tydeligt hun havde grædt, men hvad hun havde været igennem, havde Anthony ikke nogen ide om og var i og for sig også fuldkommen ligeglad.

”Hvad laver du dog i gaderne på denne tid? Hvor er dine forældre?” kom det brummende fra Anthony som han satte sig på hug foran pigen og så sig omkring. han var lidt paranoid, så dette kunne jo i teorien være en fælde, men det virkede ikke sådan. Pigen så på ham og bed sig i underlæben, som hun lod blikket søge mod jorden. Anthony hævede et øjenbryn ”Fryser du? Er du sulten?” kom det stille fra ham som han rakte hånden ud til hende. Hun måtte selv bestemme om hun måtte tage hans hånd. Ikke et ord kom fra hende, så måske blev denne opgave måske lidt hårdere end først beregnet, men hvis dette ikke virkede, så måtte han jo bare tage andre midler i brug. Igen rettede barnet blikket mod det store væsen foran hende ”De… De ehm… De ved ikke…” kom det svagt fra hende. Gudskelov havde Anthony absurd god hørelse, så et hvert ord der kom fra hende, blev opfanget. Han nikkede kort ”Jeg forstår. Du er stukket af fordi din fader var et alkoholisk møgsvin, der ikke kunne holde hænderne for sig selv… Både i den ene og anden forstand. Og lad mig gætte. Din moder fattede ikke en skid og lod det ske?” sagde han med et smil på læberne. Pigen begyndte at græde, hvert ord der kom ud af hans mund, ramte hende nærmest som et piskeslag. Han rejste sig til sin fulde højde og trak på skuldrene. Han havde det ikke i sig at være venlig.

Pigen så på Anthony med et vredt blik ”Min mor ved ikke bedre! Det er ikke hendes skyld!” hvæste hun nærmest af ham. De lyse øjne rettede sig mod barnet og han bukkede sig ned mod hende og kneb øjnene sammen. En dyb brummen kom fra ham ”Din mor ved ikke bedre end at lade din far misbruge dig? Din mor er mindst lige så stort et svin som din far… Jeg vil skide højt og flot på om du tager hende i forsvar… Hun bærer lige så meget skylden som dit klamme svin af en far” kom det fra ham. Ud af ingenting langede pigen ud efter Anthony og ramte ham over den ene kind. Det sveg, nærmest som om. Han lod en hånd glide over sin kind og knurrede da han så der var blod på hans fingre og at pigen havde fået lange negle, nærmest kløer. Pigen begyndte at trække sig lidt tilbage fra Anthony, men uden hun nåede ret langt, greb han ud efter hende og fik fat i hendes arm. Grebet blev strammet omkring hendes arm og han borede neglene ind i hendes bløde kød. Et ret forpint skrig kom fra pigen som han trak hende til sig i armen ”Det var din største fejl… Jeg lover… Du kommer til at ønske du var hos din far der misbrugte dig i stedet for her” brummede han og nærmest kastede hende hen over jorden i retningen han var kommet fra.

Pigen ramte jorden med et bump og kæmpede ivrigt på at komme op, men nåede det ikke før Anthony stod over hende. Et bredt og forstyrrende smil bredte sig på hans læber som han satte foden på hendes ryg ”Næ, nej du…” sagde han som han så ned på hende. Hvis blik kunne slå ihjel, var dette pigebarn død for længe siden. Under hans fod forsøgte pigen ivrigt at komme fri, men han var både større og stærkere end hende, så det hjalp ikke ret meget. Hun skreg om hjælp, men kun to gange før han havde bukket sig for at rive hende op og stå ”Vil du virkelig dø lige her… Midt på gaden?” brummede ham inden han hev hende ind i favnen og satte en hånd over hendes mund og lukkede for hendes næse. Den anden arm var lagt omkring hendes arme og krop, så hun ikke kunne skade ham og efter lidt tid, blev hendes krop slap. Anthony tjekkede om hun endnu trak vejret inden han tog hende op i armene og begyndte at gå tilbage til huset han var kommet fra.

Anthony sparkede nærmest døren op da han ankom og gik direkte til kammeret, hvor han vidste Lenore ville befinde sig. Vampyrens øjne lyste op som hun fik øje på Anthony med pigen i favnen ”Nej… Det må jeg sige Anthony… Hvor har du strålet hende?” kom det uimponeret fra hende. Anthony gik over til sengen der var i rummet og lå barnet på den inden han rettede blikket mod Lenore. Til at starte med sagde han ikke et ord, mest fordi han vidste han måtte træde varsomt. Lenore kom over til ham og rakte op for at gribe om hans kæbe ”Jeg snakkede til dig, møg køter” hvæsede hun som hun fik øje på den skramme han havde på kinden ”Hold nu kæft… Et barn? Hah” sagde hun og slap ham inden hun gik over til sengen og satte sig på kanten. Let strøg hun hånden over pigens hår før hun drejede hovedet let ”Anthony… Tillykke… Du fuldførte din opgave, for første gang i lang tid… Skuf mig igen og du bliver lavet til et tæppe” kom det fra hende, som blikket atter blev rettet mod pigen på sengen. Ikke andet end en svagt brummen kom fra ham som han greb i døren ind til kammeret og åbnede ”Barnet er ødelagt… Misbrugt og dør formentlig. Jeg ville tjekke hende for indre skader. Hun var måske eller måske ikke ude og flyve” sagde han med et smil på læberne inden han lukkede døren bag sig og forsvandt ud i natten.