Elverskovene var smukke på et hvert tidspunkt af året. Træerne kunne ses på miles afstand, og de var stadig grønne, men nogle af bladende var begyndt at gulne. Dette havde givet Ethelihn en smule af sin tidsfornemmelse igen, og samtidig frustreret hende umenneskeligt, fordi grænsen til Elverly havde været i sigte i flere uger! Arh, ja, dagene var hun begyndt at tælle igen. Det var den letteste måde at regne ud, om hun snart var ved portene. Hun vidste, hvor hun skulle hen, og hun vidste hvor langt der var i marchtempo, hvis man tog den hurtigste vej. Problemet var, at hun var nødt til at styre langt uden om den vej. Det en stor risiko at løbe, at bevæge sig så tæt på elvernes grænser, men risikoen var endnu større, hvis hun bevægede sig for tæt på Dianthos. Hun havde flere gange måttet vige i en stor bue uden om patruljerende delinger. Man vidste aldrig, hvilke evner krigerne havde.

Der havde været en nat, hvor det var lige så mørkt, som det var nu, hvor hun havde sneget sig ind på en lejr. Krigerne havde talt om at holde udkig efter hende for en kort bemærkning. Selvfølgelig var beskeden nået ud til at patruljerne at en af Dragorns fanger var undsluppet. Hun tog et sværd og stak af, før hun hørte mere. Det havde været ydmygende at skulle stjæle våben, mad og tøj på den måde, men hun skulle overleve. Den snavsede skjorte var alt for stor til at væres hendes og blev holdt på plads af bånd, men bukserne sad nogenlunde og det samme gjorde støvlerne. De var en størrelse for små, men hun havde tabt sig, så det gik lige. Sværdet og et par daggerter hang fra hendes bælte, og en rygsæk hang fra hendes ene skulder. Intet af det så ud til at være fra samme tid eller sted og der var størknet blod på det ene skjorteærme, mens våbnene var pinligt rengjorte. I rygsækken var der nul, niks og absolut ingen ting. Jo nærmere, hun var kommet Elverly, jo længere var der mellem steder at stoppe for mad.

Efter to dages march uden hvile eller mad og konstant seen sig over skulderen, var Ethelihn endelig nået til skovbrynet. Hun ture ikke bevæge sig ind mellem træerne. Godt nok kunne kamprus gøre meget. Hun havde gjort det af med en lille patrulje på tre mand, der var bevæget sig væk fra deres deling og alt for tæt på hende. Skjorten, hun bar, havde hun været nødt til at finde bagefter. Hun troede stadig, hun kunne håndtere en enkelt elverspejder, måske to hvis hun havde overraskelsen på sin side. Problemet var skytterne, og at de på kort tid kunne tilkalde forstærkninger.

Hun støttede sig op ad et træ og så en kilde mellem træerne. Hun var træt. Hun var sulten. Og ikke mindst var hun tørstig. Hun lukkede øjnene bad en stille bøn til Chance, tænkte *Hellere falde i kamp end falde om af mig selv,*, viklede håret op i en knude, ønskede, hun havde haft en kappe, og gik så ind mellem træerne og hen til vandet.

Selv om luften blev køligere for hver dag, der gik, hang der stadig lidt af sommerens varme mellem Lindeskovens træer. Himlen var stadig skyfri hver eneste dag, og den dæmonsiske tørke var kun netop ved at slippe sit tag om landet. Det kunne også ses på skovens træer, der tidligt var begyndt at vise efterårsløv. 
Renaél var iført en skovgrøn sommerkappe over sin tunika, som han var blevet sendt til Lindeskovens udkant for at samle nogle af de urter, der groede der. Ressourcerne havde været knappe over sommeren, og der var brug for alle de hjælpende hænder, man kunne finde.

Det sidste stykke af vejen havde han fulgt en kilde, hvis rislende løb banede sig vej ud og inden mellem træerne. Det var rart at se vand, og Renaél besluttede sig for, at han hellere måtte fylde sit vandskind, inden han tog afsked med kilden.
Da han igen rettede sig op, stivnede han midt i bevægelsen. På den anden side af vandet var en kvinde dukket op - menneske, og lignende at hun havde rejst længe. Der var noget tydeligt desperat over den måde, hun vaklede frem mod vandet på.

"Goddag .. øh ..  tag endelig for Dem." Sagde han og gjorde en armbevægelse mod kilden. Han mente ikke, at spejderne ville være alarmeret over en enkelt menneskekvinde i sølle tilstand ved skovens grænse. 

At hun hverken havde set eller hørt Renaél komme, sagde noget om Ethelihns tilstand. Hun havde ikke hørt en drage brase gennem træerne, før den var landet foran snuden på hende heller, men det ville hun for håbentligt ikke finde ud af. Drage eller elver havde lyden af Renaéls stemme givet den spinkle menneskekvinde et chok, meget lig følelsen efter at en høj lyd har vækket en fra dyb søvn. Ethelihn standsede brat op og kunne næsten føle sine pupiller smalles og halvt fornemme lydene omkring hende blive højere, selvom det tydeligvis var for sent. Uden at have opdaget det selv, havde hendes hånd grebet fat om skæftet på et kortsværd, der lige nu i virkeligheden var for tungt for hende at svinge effektivt. Selv om hun ville hade at blive sammenlignet med en forskræmt gnaver, så var det ikke mindre rigtigt, at hun mindede utroligt meget om et egern, der var blevet afbrudt i at samle nødder ved lyden af en kvist, der knækkede under en rovdyrpote.

Der gik et øjeblik, som om hun ikke havde forstået, det sprog Renaél talte. Ordene havde ikke været hårde… og hans kropsholdning virkede ikke fjendtlig. *Men det kunne den hurtigt blive!* Lige nu havde Ethelihn ikke meget andet i hovedet, end at spidsørerne var vanvittigt territoriale og helt sikkert kunne slå fra sig våben eller ej, hvilket var grunden til hendes øjne sitrede en smule. Hun ledte instinktivt efter tegn på våben. Mod sine egne instinkter, som lige nu fungerede i to tilstande: myrd eller løb, slap hun langsomt grebet på sværdet og gik tættere på vandløbet. Hun var så tørstig… og bekymret for *i hvert fald ikke bange!* at Ren ville genkende hende. For så var hun virkelig på røven! Måske hvis hun holdt sin kæft? Her havde hun for et øjeblik glemt sine våben og at de ikke ligefrem så ubrugte ud.

Renaél så ikke andet end et menneske, der tilsyneladende havde rejst langt og var i sølle tilstand. Han fandt intet besynderligt ved det, for det var hårde tider, og der skete meget uden for skovens grænser. Måske var hun en overlevende fra nogle af de steder, Mørkets Hær havde raseret..
Hendes greb om sværdskæftet fik ham til at løfte hænderne i en afværgende bevægelse. Han bar ikke selv andet end en lille urtekniv ved bæltet, og det farligste den nogensinde havde hugget i, var nogle genstridige rødder. Han havde heller ikke evnen til at spotte, om en person var trænet i brugen af sværdet - måske var hun kriger, måske havde hun samlet det op på vejen. Renaél var lykkeligt uvidende..

"Jeg gør ikke noget." Sagde han på krystalisiansk og forsøgte at smile venligt til hende. Hun så stadig mest ud som om hun trængte til vand, men han blev stående bomstille, for han havde virkelig ikke lyst til at blive stukket ned!
I stedet nikkede han meget svagt hovedet i retning af vandet for igen at opfordre hende til at drikke, og da hun så ud til at slippe sværdskæftet turde han langsomt bevæge sig igen, holdende en god sikkerhedsafstand til hende.

Han tog demonstrativt en slurk af sit vandskind for at vise hende, at vandet ikke var farligt, inden han lagde det tilbage i sin taske. Vidste man en smule om elvere og kiggede nærmere på ham, ville man nok snart opdage, at han var ganske ung og ikke virkede specielt krigerisk.

Ethelihns gule øjne og forpjuskede udseende, fik hende til at ligne en mager kat og ikke en særligt nuttet en af slagsen, mens hun langsomt slentrede nærmere. Det fik hende dog samtidig til at se svag og hjælpeløs ud, hvilket under normale omstændigheder ville være helt forkert.
Efterhånden følte hun sig nogenlunde tryg ved, at han ikke var nogen trussel - faktisk lignede han ikke en, der kunne slog nogen ihjel, med mindre det var et uheld. Hun holdt alligevel skarpt øje med ham, og ikke mindst om han drak af vandet. Man vidste aldrig med skovelverne... hun havde hørt rygter om giftige planter hvis sporer, der ikke rørte skovelverne, men slog alle andre racer ihjel, og så kaldte folk Mørket for barbarer. Hvis de kunne finde på den slags, hvorfor så ikke forgifte vandløbene også? Men spidsøren drak det. Så kunne det vel ikke være helt galt.

Da menneskekvinden var nået hen til vandhullet, satte hun sig på hug og formede hænderne til en skål at drikke af. Vandet følte livgivende! Hun drak hurtigt og glemte til sidst at holde øje med både Renaél og resten af skoven. Så hørte hun noget og stivnede. Et eller andet sted længere inde i skoven kom to væsner nærmere, der talte sammen. Hun forstod stadig ikke et hak af skovelvernes dialekt, selv hun sådan set talte udmærket mørkelvisk, men elvisk var det. Og træt eller ej, så var hun stensikker på, hun hørte klinger rasle fra et bælte. Hun stirrede op på Renaél et øjeblik og sprang så mod ham. Til ånderiget om hun havde styrke nok til at håndtere to veltrænede og udhvilede skovelverspejede, for det var hun sikker på, de var, naturligvis havde hendes overbrugte sanser ret, men hun kunne vælte denne splejs med sig ind i krattet bag ham, og få ham til at holde kæft... håbede hun.

Renaél gjorde sig omhyggeligt umage med ikke at røre en muskel, mens kvinden drak. Der var noget i hendes blik, der virkede desperat og han håbede inderligt, at det primært var at få slukket tørsten, hun var desperat efter..
Hans skarpe ører opfangede lyden af stemmer omtrent samtidig som kvinden, og et småpanisk udtryk begyndte at danne sig over hans ansigt. Elverkrigere! De patruljerede altid her i skovens udkant, og han ville helt sikkert få en ordentlig røffel, hvis de mente, at han havde ladet en potentiel farlig menneskekvinde drikke af vandet..

Potentiel .. farlig. Hans blik gled mod hendes sværd, og han blev pludselig bange for, hvad hun kunne finde på. Ville der blive blodsudgydelser?

Han snappede efter vejret, da hun sprang på ham, men efter et øjebliks panik, gik det op for ham, at hun primært forsøgte at skjule sig, og at de nu lå akavet i krattet - ham nederst med en hånd, der var endt hen over hendes bryst på en mindre anstændig måde, og han stoppede med at kæmpe imod. Ikke, at han havde været meget bevendt til at starte med.

Hans store, blågrå øjne stirrede op på hende mens han lydløst mimede: "Ikke slå mig ihjel, ikke så mig ihjel!"

Desperat var rigtigt. Desperat for ikke at blive opdaget! Men lige nu var hun mindre fokuseret på, hvordan Renaél reagerede på byvagterne og mere fokuseret på at få ham til ikke så meget som at knække en kvist. Hendes blik flakkede efter lyden af marcherende skridt og talende stemmer, som om hun kunne se dem bag budskadset, men det var alt for tæt. Der var kun at håbe, deres andre sanser ikke var lige så skarpe, som nogle rygter sagde.

Kort sagt var hendes position oven på den slakkels elver, der uheldigvis havde været i vejen, planlagt: Hver af Ethelihns hænder forsøgte at holde elverens håndled fast, det ene knæ stak mod hans venstre side mest for balance, mens det andet knæ… Det svævede lige over hans krystaller og ikke den slags, man betalte med. Hun var absolut heller ikke ufølsom over for, hvor han havde sine hænder, specifikt den ene af dem. Hun havde aldrig kunnet bryste sig af meget, og at sulte de sidste mange måneder havde ikke ligefrem hjulpet på sidebenene eller nogen andre steder, så der var kun en lille håndfuld at holde om, men hun ignorerede elverens uplanlagte nærkontakt for nu. En hver bevægelse og det kunne være slut. Og givet hendes nuværende helbred, var hun…. ugh taknemmeligt for, at han ikke kæmpede imod.

Derfor var det straks værre, da hun pludeslig hørte ham mumle! Det ville koste. Hun slap grebet om hans ene håndled løftede hånden! Og lagde den meget forsigtet over hans mund, mens hun stirrede på ham med et par øjne, der sagde ”Hold mund eller jeg flænger dig fra top til tå!”, eller hvordan elveren nu foretrak at fortolke det.

Liggende under kvinden turde Renaél nærmest ikke røre en muskel - inklusive hånden, hvor han så vidt så muligt forsøgte at slappe af i fingrene, så hun ikke troede at han tog hende på brystet. Han var også utroligt bevidst om placeringen af hendes knæ, der truede med at gøre meget ondt på ham, skulle det presse lidt mere, end det gjorde nu..

Ganske vidst virkede hun en smule udsultet, og han ville måske kunne ryste hende af sig, men hun virkede også utroligt desperat, og havde Renaél lært én ting om det mystiske, modsatte køn, så var det, at man bestemt gjorde klogt i ikke at stå i vejen for en desperat kvinde.

Hendes blik, der stirrede ned på ham var utroligt intenst, og var det ikke fordi de fjerne fodtrin af elverspejdere kunne høres på skovbunden, var det lige før, at han ville have troet at hun havde helt andre planer med sådan at kaste ham ned i busken.
I stedet lukkede han øjnene i og lyttede. Langsomt, ganske langsomt lød det til, at elverne var på vej væk, og han turde lydløst ånde ud. Hvad ville der ikke ske med ham, hvis de opdagede ham her?

Fuglene fløjtede. Vandet rislede døsigt i vandløbet. Vinden raslede med bladene i træerne. Det ville være skønt, hvis hendes øre kunne være døv over for al den larm og kun fokusere på elverspejdernes støvler. Alle hendes muskler var anspændte. Hun registrerede svagt, at hun ikke længere kunne mærke Renaéls ånde på sin hånd, som hun holdt over hans mund. Godt, så havde han forstået budskabet. Hun kunne stadig bare myrde ham - selvfølgelig havde tanken strejfet soldaten -, men heldigvis havde hun overskud nok til at tænke over, at en myrdet elver på elverteritorie ville være skidt. Hendes fantasi overdrev muligvis, men billeder for hendes indre blik af spejdere, der sporede hende og hendes hals, der var spiddet af pile, før hun kunne nå at ønske, hun aldrig var stukket af fra Dragorn, var meget overbevisende. Tandstikken fik lov at leve.

Hun kunne ikke længere høre spejdernes støvler, men hun gav først slip på Renaél, da han begyndte at fugte hendes hånd med sin ånde. At han have holdt sin mund, var et godt tegn på, at han ikke var interesseret i at blive fanget heller. Hvorfor? Det var hun ligeglad med. At han ture trække vejret igen måtte betyder, at han heller ikke kunne høre spejderne længere. Håbede hun. Antageligt havde han stadig bedre sanser end hun havde. Hun slap ham helt, krystaller inkluderet, og rullede halvt til siden og rejste sig; hun var udmærket klar over, at hendes bryst strøg over hans fingre, fordi han ikke havde rykket sig en tomme, alle hendes sanser for hypersensitive inklusiv hendes fornemmelse af berøring. Alting gjorde salens ondt! Ikke at det gjorde hende noget. Normalt. Hun havde i den grad brug for hvile, selvom vandet havde hjulpet en del. *Bare han ikke begynder at råbe op nu.*

"..." Hvad i alverden skulle hun sige. Hun så lidt på Renaél. Eller nedstirrede ham nærmere. "... Tak. Jeg er sikker på sådan en s-" Fornærmelser var nok ikke hendes bedste chance lige nu. "Jeg er sikker på, du har dine egne grunde til ikke at ville ses... men du kunne have afsløret mig... Det kunne du stadig," endte hun med at sige. Det var ikke nødvendigt at hviske, for hendes stemme var tydeligt svag af ikke at være blevet brugt i mange måneder. Ethelihn forventede halvt, at trækrammeren nu ville give sig til at hyle op som en stukket gris. Han virkede som typen, men han havde på den anden side ikke gjort det endnu...

Minutter havde aldrig føles som om de gik så langsomt. Ikke engang når han havde været tvunget til at overhøre en længere lektion fra en ældre elver, der havde alt tid i verden. Hans hjerte hamrede så højt, at han var sikker på, at det kunne høres flere kilometer væk, og midt i det hele var han stadig utroligt bevidst om hvor tæt hendes bryster var på hans hænder.

Endelig. Endelig var skridtene langsomt forsvundet, og hun gav slip på ham. Han turde næsten ikke bevæge sig, men ganske langsomt begyndte han at samle sig sammen om at komme på benene.

Han forsøgte at smile lidt til hende - han så lille og pjusket ud der på jorden, hvor han stadig sad med tørre kviste i det skulderlange hår. "Jeg.. øh. Tak for du ikke slog mig ihjel." Sagde han i mangel af bedre. Nok virkede hun svagelig, men hun var stadig bevæbnet, og hans sølle urtekniv ville ikke være meget bevendt. Han trak derefter lidt på skuldrene, blikket vendte sig mod træerne, hvor elverspejderne var forsvundet hen. Han kunne ikke længere høre deres skridt - ikke engang med sine skarpe elverører. "De er ikke så glade for mennesker her i skovene, men det er så tæt på grænsen og du virkede mest bare tørstig!" Tilføjede han forklarende.

*"Tak fordi du ikke slog mig ihjel,"...* Hun så forundret ned på den pjuskede spidsøre. Han havde ret i alt, hvad han sagde, og resten havde hun ingen intentioner om at fortælle ham. Jo mindre, han vidste, jo mindre kunne han fortælle videre. Hun var "bare" et tørstigt menneske. Hun måtte videre. Væk. Men hvilken vej? Tilbage var hvor hun kom fra, og mindst to patruljer var på udgik. Fremad var gennem elverterritorie... hun var menneske og en del af mørket og spejderne. Nej, det var det rene selvmord... med mindre: "Jeg er... faret vild. På flugt... undskyld" *adr et fælt ord* "Hvis jeg skræmte dig... Kender du en sikker vej mod syd?" "Skøn"jomfru i nød spillede hun sjældent. Hun havde holdt usandsynligt meget af at gebærde sig på den gamle borg ude af sin rustning, hvilket ofte havde ledt nogen til at forvæksle hende med en tjenestepige eller en ny rekrut. Da spillede hun med længe nok til give dem et chok - nogle gange bogstaveligt. Men nu ville hun være nødt til at holde masken *gulp* i længere tid. Hun forsøgte at se nervøs ud, spændte skuldre, spejdende øjne, det var sådan man gjorde, ikke? At hun allerede lignede en halvdød hjalp nok lidt. Det måtte hun håbe.
"Jeg-" *åh kvalme* "blev fanget af slavehandlere og er meget langt hjemmefra." *Det her er uværdigt!* "Jeg kunne virkelig bruge din hjælp..." En kuldegysning forårsaget af et ihærdigt forsøg på ikke at kaste op af sine egne ord bølgede gennem den berygtede Mørkets general og fik hvert eneste hår på hendes hud til at stå ret. Forhåbenligt ville det bare ligne endnu er tegn på udmattelse.

Måske den rare elver kunne overtales til endnu en tjeneste. Han lod til at have et svagt punktet for svækkede væsner. Det  var, hvad hun regnede med. Det og at han glemte blodpletterne,  og at hun trods sin tilstand, havde været for hurtig med at afsløre, at hun ikke var ukampdygtig.

Det hjalp gevaldigt på Renaéls vejrtrækning, at hun efterhånden ikke så ud til at være klar til at myrde ham. Han kom langsomt på benene og børstede et par blade af koften, inden han kortvarigt lyttede. Stadig ingen lyd af lette elvertrin, selv om han vidste, at nogle af dem af og til var stille nok til at snyde selv hørelsen blandt deres egne.

"Jeg øh .. ja, selvfølgelig!" Skyndte han sig at sige. Han havde stadig ondt af hendes sølle tilstand, selv om en del af hans velvilighed også havde en del at gøre med, at han simpelthen ikke turde sige nej af frygt for, hvad der så ville ske.

Efter et øjebliks betænkning rakte han vandskindet frem mod hende: "Du har sikkert lidt af en rejse foran dig, hvis du skal nå Dianthos. Tag det her!" Tilbød han hende. Han kunne ikke forestille sig, at hun var på vej andetstedshen .. jo, måske Turmelinien, men rejste alle mennesker ikke til Dianthos?

"Vi går denne her vej.." Hvis hun altså lod ham gøre det, gjorde han mine til at lede hende ned af en næsten usynlig skovsti. Det vigtigste ved denne var, at den gik langs kanten af Elverlys territorie, og derved var risikoen for at støde på krigeriske elverspejdere mindre, end dybere inde i skovene.
Hvis nogen indfangede ham og udspurgte ham, kunne han jo altid sige, at mennesket havde tvunget ham til det ved trusler.. det ville næsten heller ikke være helt forkert!

En død hårtot blæste ned i panden på hende. Det kildede frygteligt, men lige nu var hun fokuseret på at læse spidsøren og lytte efter nye fodtrin. Hendes plan om at spille mere hjælpeløs, end hun var, hvad slået halvt fejl, bed hun mærke i—hun kunne næsten lugte nervøsiteten i Renaéls stemme—, men frygt kunne også være nyttig nok. *Bare han er rolig nok til at ikke at stikke af på et dårligt tidspunkt.* Ved lyden af navnet på Lysets hovedsæde stivnede hun. Han måtte være vandvittig, det havde taget hende fire måneder at slippe fra dværgenes hovedstad, og de var kun halvt så høje som vagterne i Dianthos. For slet ikke at nævne at hun havde fået hjælp fra én, der på ingen måde skulle have været på de kanter. Hun var kommet ud på et tidspunkt, det var hun sikker på… Hun mistede fokusset på sine andre sanser og slog hårtotten væk fra ansigtet.

Vandskindet fik et mistroisk blik. *Hvad er det nu den lille flække i Medanien hed! Noget med kilde… rokilde, roskilde… roekilde?* Ethelihn tog vandskindet fra Renaél, som om hun var en mus og elveren var en musefælde. Proppen blev skubbet af med en tommel og mens hun snusede til indholdet, forsøgte hun at se landkortet for sit indre blik. Var Medanien overhovedet vest for Dianthos? Hun kunne finde ud af det på vejen.

"Ja… lang rejse..." svarede hun hæst. Hun så sig om en sidste gang, før hun fulgte med elveren og tog en slurk af vandet. Ethelihn bevægede sig efter elveren og undgik så godt hun kunne at komme for langt væk fra et gemmested. Vandskindet blev sat i spænd i hendes bælte. Efter lidt tid uden tegn på andet tobenet liv—skoven emmede af alt muligt andet—: "Bliver den her vej ikke brugt?" Stemmen var anstrengt. Hun spurgte for en sikkerhedsskyld. Måske spurgte hun også for at fylde stilheden lidt ud.

Renáel trak den grønne kappe lidt tættere sammen om sig i håb om, at den ville skjule ham en smule bedre fra folks blik - men tørkeplagen havde bragt efteråret tidligt til Lindeskoven, og løvet var de fleste steder allerede gul-brunt. Han smilede og nikkede opfordrende til hende - hun lignede lidt, at hun troede vandet var forgiftet..

"Slavehandlerne .. de var forhåbentlig ikke i nærheden?" Spurgte han, lidt nervøst. Der var sjældent den slags folk på disse kanter, men han havde hørt om elvere og halvdyr, der blev læsset på skibe og fragtet til Rubinien. En skæbne, der lød frygteligt ubehagelig .. 

"Vejen bliver brugt, men ikke så ofte.. spejderne holder mere øje med de dybere egne af skoven." Forklarede han. "Og selvfølgelig ved grænsen til de gængse handelsruter.. men der er vi ikke." Han forstod godt, at hun ikke havde lyst til at støde på elverkrigere. Selv hvis man ikke teknisk set var på deres territorie, kunne man hurtigt ende med en pil i nakken. 

Den lille sti bugtede sig ind og uden mellem buske og træer. Mod øst så det ud til at tynde gevaldigt ud i træerne, og man kunne svagt skimte enge i det fjerne. Foran dem, delte stien sig dog pludseligt i to, og Renaél stoppede brat op, mens han kløede sig en smule i nakken. Selv om han gerne ville give udtryk for det, var han alt andet end den bedste stifinder..

Der gik et par blink med øjnene, før Ethelihn kom i tanker om, hvilken undskyldning hun havde brugt at være i elverly i denne usle tilstand. "Hvad? Nårh ja... Slavehandlerne..." dværgene, "Det kom bag på mig.. at de var på de kanter," at nordboerne havde hjulpet dem med at gøre opstand, at dværgelederne var sluppet ud af deres celler, at det lykkedes dem at fange hende, at de ikke myrdede hende med det samme, at ingen fra Mørket var kommet for at slippe hende ud! Hendes vejrtrækning blev hidsig. Og anstrengt. Hun begyndte at hoste og hakke og tog hurtigt en tår til af det tilsyneladende ikke-forgiftede vand.

Den sandpapirsru fornemmelse i halsen var ubehagelig, og den hindrede vejrtrækning var distraherende, men det stoppde hnde ikke fra at bide mærke i, at hun nu blev vist ind vej meget tæt på elverlys territorie, som de ikke overvågede. Måske hun skulle spionere lidt oftere. Selvfølgelig satte hun selvfølgelig også pris på ikke at få spiddet sin hals. Hun så lidt efter Renaél. Måske var han en halvhjerne, eller måske vidste han ikke, hvem hun var. *I begge tilfælde kommer jeg til at skylde ham mit lidt, gør jeg ikke... Zalens.*

I mellemtiden var Ethelihns indre blik lige stå stille blevet færdig med at huske hvordan Krystallandets kort så ud, så da hendes vejviser standsede op, var hun instinktivt fortsat mod den af de to stier, der gik mod syd—og stødte på vejen direkte ind i Renaél. Helt overbevist om, at der måtte være fare på færre, trak hun sit våben og så sig om som en forskrækket kat, og hviskede raspende: "Hvorfor stopper vi?!"

Der befandt sig ikke altid det skarpeste hoved bag de spidse ører. En klogere person ville muligvis have opdaget, at noget stak under, men Renaéls tanker kredsede primært om, at damen var skræmmende, og at for nu måtte han bare finde en måde at slippe af sted med sit liv i behold. At hun ikke talte sandt, faldt ham egentlig ikke ind .. han var bare overbevist om, at hun var helt og aldeles desperat.

En anden ting, der gjorde ham nervøs, var tanken om hvad de andre skovelvere kunne finde på at sige, hvis de fandt ud af, at han havde hjulpet en menneskekvinde ved grænsen. En våbenbærende menneskekvinde.

De lettere skrå øjne stirrede fra den ene sti foran dem til den anden. Han måtte tage en hurtig beslutning, hvis hun ikke skulle tro, at han var ude på et eller andet. Pludselig mærkede han, hvordan hun stødte ind i ham bagfra, og han havde nær hoppet en halv meter i vejret af skræk: og så hørte han det. Lyden af sværdet, der blev trukket.

Skrækslagen for sit liv, var der kun én ting at gøre. Han løb. Ikke ned af en af stierne, men direkte ind i skoven - mod de andre elvere, sit hjem og sikkerheden, og i mellemtiden håbede han blot, at han om et øjeblik ikke ville mærke hendes våben gennembore ham, som han satte i løb..

Hun fornemmede vægten på sin ryk forsvinde. "Spidsøre, hvor stopper vi?!" hviskede hun igen, der hun intet svar fik. Da det heller ikke hjalp vendte hun sig rundt, stadig med sværdet løftet klar til kamp. Ingen elver. Hvor var han- lyden af hurtige fodtrin på vej væk og kviste der blev kvast mellem træerne nåede hendes øregange, og hun nåede lige knapt et se Renaéls lyse hår forsvinde bag et træ, inden kujonen var helt ude af syne.

Hun ventede lidt. Stadig intet. Vel? Nej. Nej, der var intet. Langsomt, fordi hun ikke kunne slippe tanken om elverspejdere, der overfaldt hende fra trætoppene og skar hendes strube over, inden hun kunne nå at trække vejret en sidste gang, stak hun sværdet tilbage på plads. Og ventede. Stadig intet. Med alle sine trætte sanser på overarbjde begyndte hun at bevæge sig mod syd og fjorden mellem Lindeskoven og Tusmørkedalen. Et sted langs kysten måtte hun kunne finde en båd til den anden side. Der ville ingen stille spørgsmål, så længe hun ikke gav dem grund til det. Derfra måtte der være en vej til Kzar Mora. Hun skulle nok nå hjem. Og når hun gjorde det, ville der rulle hoveder. Bare det ikke var hendes.