Sted: På et stort græsareal nær den nordport i bymuren.
Tid: Omkring middagstid
Vejr: Kølig, let vind. Skyfri himmel, men en stol der varmer let, trods det stadig er forårs-køligt.

 Endelig! ENDELIG havde Elisa fået tid og mulighed for at træne. Efter mødet med Gabriel, og hans voldsomme mord på Bob, havde Elisa arbejdet hårdt på at udtænke en hævn. Og hun var kommet på den bedste hævn hun kunne. Hun ville storme hans lejr med en hær! Bare tanken fik et stort, tilfreds smil til at brede sig på Elisa læber. Det var næsten så hun havde lyst til at hoppe på stedet og klappe hendes feminine hænder. 
 Der var bare ét problem. Som det var lige nu, havde Elisa ikke evnerne eller energien til at have en hær. Så hun måtte træne. Øve sig, så hun kunne storme Gabriels lejr og tage hævn for Bob! Det havde dog været en smule besværligt at komme i gang med at træne. Først skulle hun jo finde ud af hvordan hun skulle hævne sig, det var her ideen om at storme ham med en hær var dukket op. Men udover at træne sig til at kunne styre en hær, skulle hun også have fat på en hær. Noget der havde vist sig at være et større problem end hun først havde antaget. Det havde krævet mange overvejelser! Hvad skulle hendes hær bestå af, hvordan skulle hun få fat på hæren, og hvordan skulle hun få hæren hen til Gabriels lejr. 
 Det var derfor hun nu stod på det store græsareal ude for bymuren, med overtøj på og en spand med ærter. De var små, forholdvis lette og derfor nemme at transportere, også i lidt større mængder. Hun ville derfor nemt kunne komme hen til lejren med en stor hær!

 Elisa så sig lidt omkring, inden hun bestemte sig for at det var et fint træningsområde hun havde fundet, og satte spanden på jorden. Hun gned hænderne lidt mod hinanden, inden hun satte sig på hug ved spanden og tog et par håndfulde ærtebælger ud af spanden. Der var ikke nogen orden i hvordan de blev lagt, hun lod dem egentlig bare ligge i en dynge på jorden, inden hun rejste sig op, og lavede en let bevægelse med hånden, og der kom liv i 5 af de små ærtebælger. De fik møvet sig fri af bunken og stillede sig på græsset. Elisa smilte tilfreds, inden hun tog en strakt hånd op ved siden af hendes tænding.
 " Giv agt!  " sagde hun bestemt. Hun anede intet om at styre en hær, men hun havde da hørt lidt begreber når hun rendte rundt oppe på Paladset og rundt omkring det. Ærterne samlede deres ben, og efterlignede Elisas hånd ved siden af hovedet.

Den blonde nordbo bevægede sig med raske skridt imod hovedstaden. Hvert minut blev byens murer og tårne større og større, og forsikrede med den vished at hun faktisk nærmede sig i en ganske god fart. Tasken hun havde på ryggen, knirkede svagt ved hvert skridt og diverse små gnavere og dets lige hang i bundter. Her og der stak en fasans fjerede skikkelse også frem, men den mindre udflugt havde primært været til de omkringliggende byer for at hjælpe på skadedyrsproblemer. Hendes blik fulgte med et lille smil falken over hende, der i løbet af dagen havde haft succes med utallige fangster; en stolthed han ikke lagde skjul på ved den selvtilfredse skræppen der kom af og til.
Man kunne argumentere for at jagten stadig sad i ham, siden falkens gule blik fikserede på de små bevægelige skikkelser på jorden. Opstemt over succes og ihærdig efter at tilfredsstille sin menneskelige følgesvend med flere fangster, gled den brune falk på tavse vinger forud for mennesket og nærmede sig bymuren. Et hæst skrig af opstemthed fik den til at søge tættere mod jorden, hvor adskillige små – meget, meget, meget små skikkelser dansede rundt omkring et andet menneske.

Det var jo et bytte for ham.

Den slanke falk skræppede selvtilfreds, førhen den foldede vingerne sammen i et styrtdyk imod jorden. Med de skarpe kløer fremme cirklede den ind på det stakkels menneskes mindre ærtehær, og triumferede med en masse skræppen og kurren da den i et slag af vinger, fjer og larm landede med et næb sigtet imod død og ødelæggelse – for ærterne. 

Imens gik Alvilde smånynnende videre, ubevidst om den ravage Jarko nok forvoldt for den stakkels pige.

  Det var ikke fordi det krævede en hel masse koncentration af Elisa at holde liv i de 5 ærter. De var ikke så store, og derfor krævede det heller ikke vildt meget at få den til at bevæge deres lemmer. Alligevel var hun ikke specielt opmærksom på hendes omgivelser. Hvorfor skulle hun? Hun havde ikke kunne se noget i nærheden da hun kom derhen, og hun var alligevel så tæt på muren, så hun tænkte ikke noget ville angribe hende. 
 I stedet havde hun fuld fokus på det 5 små ærtebælger foran hende. Ikke fordi hun var bange for de stak af, for de kunne ikke gøre noget selv. Elisa skulle sige hvad de skulle gøre. Men fordi de bare var så bedårende og fantastiske hun næsten ikke kunne være i sig selv. Hun hvinede lavt af glæde mens hun trippede lidt på stedet og klappede i hænderne. 
 " Gå frem og tilbage!  " hendes stemme var skinger og glad, og hendes øjne lyste og ren ærefryd over så fint hun synes det var, som ærterne gik frem og tilbage foran hende, på en lille række. 

 Glæden varede dog ikke ved. Alt for opslugt af hvad hun havde gang i, tænkte hun ikke yderligere over en fugl over hendes hoved. Hun var trods alt også udenfor, i det fri, så det var meget naturligt at der var fugle. Hun regnede derfor heller ikke med at hendes hær ville blive kidnappet, af en løbs fugl. Derfor kom hun med et højt, forskrækket hvin da en fugl fløj ned og angreb hendes hær.
 Elisa trådte forskrækket tilbage, hvilket resulterede i at hun snublede og landede ned på numsen. Forvirret og lettere skræmt over hvad der skete så hun efter ærterne.
 " NEEEJ! ERGON! EJNER! ERDA! ERD! MORTEN! " Elisa krybe lidt baglæns for at kommer lidt væk fra fuglen.
 " Eh.. Angrib..?...! " lød det usikker fra hende. Sidst var det ikke så effektivt at få dem til at angribe, men det var en mulighed for at træne! Ærterne der før bare fortsatte med at gå frem og tilbage, og sprællede i vildskab hvis de ikke kunne, begyndte nu at bide efter den farlige fugl, med deres tandløse mund, så slå og sparke med deres bløde lemmer.

Den slanke fugl slog med vilde vingeslag omkring sig, og hakkede, bed, prikkede og sigtede målrettet efter de små ærter der løb den om fødderne. Dens hæse skrig steg i intensitet, da den med en næsten begejstret energi prøvede at fange dem for at knuse dem imellem dens næb. Grådig, voldsom og farlig var den nok ifølge de stakkels ærter den angreb. 

Ved lyden af hendes råb, var det dog ikke fuglen der reagerede men derimod mennesket der på afstand nærmede sig. Den blonde nordbo stivnede kortvarigt ved hendes næsten paniske stemme, førhen at hun med overrasket mine satte i løb imod den skikkelse hun mente havde råbt om hjælp. ”Er du okay?!” råbte hun hæst, og prøvede at scanne det flade område foran hende for de navne hun havde kaldt, men kunne til sin forundring ikke se nogle. Hvad foregik der?

De syn hun nærmede sig, var dog ikke hvad hun havde forventet. Jarko i voldsom kamp med hvad der lignede bælgfrugter, og en yngre pige der med usikker mine betragtede den episke slåskamp; Alvilde stoppede op på lidt afstand og tog undrende en hånd til hovedet. Hvorfor… havde hun været i fare?
”Jarko, stop!” råbte hun efter lidt tid, og så til sin lettelse hvordan falken kortvarigt stivnede, førhen den med et mægtigt slag med vingerne og et triumferende, næsten leende skrig lettede fra jorden. Den blonde kvinde nærmede sig en anelse prøvende den scene hendes falk havde skabt, nu med et uforstående og en anelse muntert glimt i de blå øjne. Fordi fjollet så det ud. ”Hvad… hvad skete der?” Sagde hun da hun var indenfor hørevidde, og lod et pudsigt blik glide over den mindre massakre der var foregået.

 Det gode ved at Elisa havde valgt ærter til sin hær var, at de indeholdt ikke specielt meget væske, så slagtningen der nu foregik foran hende, så ikke helt så makabre ud. Ikke at ærtesaft generelt så særlig makabert ud. Havde det fx været tomater havde det måske set noget mere drabeligt ud. Alligevel var det ikke fordi Elisa nød hvad hun så. Det var jo hende venner der var ved at blive slagtet! Elisa satte hænderne for øjnene, men spredte fingrene lidt, så hun forsat kunne holde lidt øje med hvad der skete. 

 De øre-skærende lyde fra fuglen blev afbrudt af en stemme i det fjerne. Elisa fjernede hænderne fra øjnene igen og så i retningen lyden var kommet fra. Hun kneb øjnene sammen og fik øje på.. Hun kneb øjnene lidt sammen. Stemmen havde været hæs, så det måtte vel være en mand? Hun vidste dog ikke rigtig hvad hun skulle svare. Som sådan var hun jo okay, hun var bare ikke okay med hvad der skete. Så derfor svarede hun heller ikke. 
 I stedet vendte Elisa blikket tilbage på ærterne, der efterhånden så ud til at være ret døde. Med en let bevægelse med hånden, faldt ærterne om, og blev til almindelige ærter, uden arme og ben. Så var det ikke længere så voldsomt at se på, for nu var det jo bare ærter. Elisa så derfor heller ingen grund til at holde sig for øjnene, med mindre det var fordi fuglen ville gå til angreb på hende om lidt.

 Manden nåede op til Elisa og fuglen, og pludselig råbte han et navn og stop. Elisa løftede begge øjenbryn og så hen på ham, som fuglen lettede og efterlod en slagmark med hullede ærter. Så det var mandens fugl? Elisa fnøs, og lagde armene fornærmet over kors. Næsen blev løftet lidt i sky, men hun rejste sig ikke om.
 " Er det din fugl?  " Elisa skulede lidt til manden. Altså hvad bildte han sig da også ind! Sådan at sende sin fugl hen og angribe hendes hær, midt i hendes træningssession! 
 " Se hvad den har gjort ved min hær!? " kom det fornærmet fra hende, mens hun slog den ene arm ud, og pegede på ærterne på jorden. Ikke at det på nogen måde lignede en hær. Så var det i hvert fald en meget lille hær. Først nu rejste Elisa sig op. Hun sætter hænderne i siderne, og så manden med et utilfreds udtryk.
 " Nu er de fuld af huller!  Det er jo ikke effektivt! " klagede hun.

I takt med at nordboen nærmede sig gerningsstedet, var den brune falk så småt ved at være færdig.  Den hakkede ud efter de sprællende skikkelser, tydeligvis fornøjet over den morsomme aktivitet den havde opsporet, men stoppede brat da omtalte krigere også stoppede med at bevæge sig. En næsten klagende lyd kom fra dens lille skikkelse, og dens gule øjne stirrede på de gennemhullede ærter imens den halvhjertet skubbede nogle af dem rundt med næbet. Nah, de var bestemt døde nu. Smågnækkende vraltede den omkring i en lille cirkel, inden den med et skrig steg til vejrs igen.
Kvindens blå øjne gled uforstående over scene imens hun rakte en arm i vejret for at Jarko kunne lande. Blikket endte ved pigen der sad på græsset, og Alvilde konstaterede med forundring at hun lignede en lille vred tordensky i dette øjeblik. ”Han er sin egen… men vi følges ad” svarede hun ærligt og lod et kærligt blik glide over den slanke falk på hendes arm, førhen hun igen så på pigens vrede ansigt. Nordboens øjne fulgte hendes gestikulerende bevægelse imod ærterne, og Alvilde nærstuderede de små ærter et kort sekund. ”Din… hær?” gentog hun en ekstra gang, for at være sikker på at hun havde hørt rigtigt. Langsomt faldt brikkerne på plads for Alvilde, der så på den selvtilfredse fugl. Og hun følte latteren boble på tungespidsen, men prøvede at holde et seriøst ansigt.

Det lykkedes da også, indtil hendes næste kommentar, hvor Alvilde ikke kunne holde et fnis tilbage førhen hun skyndte sig at dække sin mund med den frie hånd. Pigen så ikke videre fornøjet ud.

”Nej, effektivt er det ikke...” fniste hun konstaterende men prøvede virkelig at lægge ansigtet i folder der passede til pigens vrede. Hun havde bare… virkelig, virkelig svært ved det. ”Og alt den her ødelæggelse er kun Jarko’s skyld?” forsatte hun med et lettere tvivlende blik på sin makker, imens hun tog nogle skridt nærmere for at undersøge den skade han angiveligt skulle have forvoldt. Hun forstod stadig ikke hvilken relation til en hær disse ærter havde, men hendes nysgerrighed var tændt og hun legede med på hvad pigen sagde for nu.

 Det var et hadfuldt blik der fulgte fuglen, som den fløj hen og satte sig på mandens arm. Elisa var bestemt ikke tilfred, og var noget så sur over hæren var ødelagt, og der skulle ikke være nogen tvivl om det! Hun flyttede blikket fra fuglen, og så i stedet på personen der var dukket op. Elisa rynkede panden lidt, som hendes blik betragtende gled over personens ansigtstræk. Måske var det ikke en mand alligevel?
 Elisa valgte helt bevidst ikke at kommentere på at fuglen var sin egen. Den sad jo der på armen, og var kommet da der var blevet kaldt. Det var jo tydeligvis en billig løgn.. Som hun kom op at stå, blev det nemmere at se personen foran hende, og med armene foldet forsat foldet fornærmet over brystet, betragtede hun personen videre. 
 " Ja.. Min hær..  " mumlede hun, med en svag irritation i stemme. Altså det var jo ligesom det hun havde sagt. Hendes blik gled lidt ned over personens tøj. Det sad meget løst, og viste ingen former. Hvis der da var nogen former inde bag tøjet. Selv, så Elisa ganske feminin ud. Hun rynkede panden som blikket fandt tilbage til personen ansigt. Selvom der var noget meget firkantet over personen, kunne Elisa alligevel ikke helt slippe følelsen af at ansigtet var en kende til den feminine side. Så det måtte være svaret.. Det var en hun! 

 Pludselig begyndte hun at grine, og selvom hun dækkede hånden med munden, havde Elisa opdaget det. Armene strammede sig lidt i deres krydsen, og Elisa fnøs lidt. Altså hallo! Hun var jo dybt seriøs altså.. Blikket flyttede sig ned på de meget døde ærter og hun sukkede lidt. De stakler.. De havde jo ikke haft en chance.. 
 Da damen foran hende pludselig prøvede at afværge at det kun havde været fuglens skyld, så Elisa hurtigt op på hende med et skulende blik. Hun fnøs fornærmet.
 " Kan du måske se andre med et spidst hakkenæb, der kan hakke ærter i stykker, nåh..  " bed hun efter hende. Det havde da i hvert fald ikke været Elisa selv, der havde gjort dem så hullet. 

Spredt ud på græsset lå de sørgelige rester af hvad pigen omtalte som sin hær. Alvildes øjenbryn gled trak sig op i en mere og mere skeptisk grimasse i takt med at hun nærstuderede dem. Var…. var pigen foran hende skør? Hun forstod vitterligt ikke hvad problemet var, og da slet ikke så længe det handlede om de ødelagte ærter foran hende. Nordboen nussede en anelse fraværende Jarko på hendes arm, førhen hun vaks kiggede op ved den blonde piges opfølgende ord.
 Alvildes øjne glimtede i et skjult grin. ”Eh, jeg kan i hvert fald nævne to” sagde hun med et grin der tydeligt viste hvordan hun selv fandt sig relativ morsom. Fordi… pigen snakkede som en høne.. og de havde næb. Ikke at det nødvendigvis var tydeligt for pigen foran hende. Som for at bekræfte hende skræppede Jarko også i en spottende lyd. Jah, han vidste joh godt hvad der var sket.

Den vrede og skumlende energi der kom fra hende, bed Alvilde ikke nærmere mærke i. Hun havde haft diskussioner med dværge der var mere højlydte, det kunne umuligt blive ligesom det, vel? ”Eh, spøjse side. Selv hvis det var ham, er det jo bare ærter? Hvorfor har du dem overhovedet med herude til at starte med, Stump?” brummmede kvinden, og puffede til en af dem med sin fod.

Alvilde havde ikke helt sluppet sin teori om skørhed, men lod tvivlen komme hende til gode. Måske havde hun en helt igennem god grund til at hidse sig op. Måske var det primo ærter! Åh ved guderne, Alvilde håbede ikke det var primo-ærter.

 " Tsk!  " fnøs Elisa fornærmet til kvindens kommentar, og næsen blev skudt lidt til vejrs. Elisa sendte hende lynende øjnene, noget så utilfreds over hele situationen. Ude af stand til vide hvordan hun ellers skulle reagerer, stampede hen et par gange i jorden. Da hun sagde det bare var ærter, gloede Elisa lidt dumt på hende. Hvad havde hun ellers regnet med det havde været?
 " Eh... Ja?  " Lød det undrende fra Elisa. Hun havde jo netop taget livet ud af dem, så de ikke skulle forsætte med at oplevet alt hakkeriet. Alt andet ville jo være umenneskeligt.  Det ville da være synd hvis de skulle blive ved med at se de blev hakket i stykker, hun ville da i hvert fald finde det voldsomt ubehagelig.
 " De ligger jo helt stille og er livløse.. Hvad skulle de ellers være?  " Elisa forventede ikke et svar, og rystede opgivende på hovedet over kvinden. Hun var da også lidt dum at høre på jo. 

 I stedet for at stå og vente på kvinden og den dumme fugl gik videre, bukkede Elisa sig ned og tog hende en håndfuld ærter op fra spanden og lod dem falde til jorden, ved siden de døde ærter. Inden hun satte liv i dem, vendte hun blikket lidt tilbage på kvinden og fuglen. Det var nok en god ide at sikre sig fuglen ikke gik til angreb på ærterne når der kom liv i dem. 
 " Kunne du...  " hun viftede lidt med hånden, for at indikere hun skulle gå væk.
 " Eller styre den gale pipfugl der..! " egentlig var Elisa normalvis meget glad for fugle, men den skod fugl kvinden havde der på armen var et ledt røvhul og hun kunne ikke lide den! Kort skulede hun til den, inden hun kort på afventende på kvinden.
 I stedet for at stå og stirre, endte hun dog med at sætte sig på hug ved ærterne, og ligge den så de lå i en fin række efter hinanden, klar til at komme til livs.

Den blonde nordbo kunne ikke lægge skjul på at hun fandt situationen relativ komisk. Det var nok en god blanding af flere elementer der sagde sjov fremfor seriøsitet, og en del af hende kunne godt forstå hvorfor den rødhårede skød næsen i sky med afvisende arrogance. Men... men hun var så ung. Og alene det faktum at hun lignede en pige - i Alvildes øjne i hvert fald, var nok til at alle reaktioner og ord blev taget med et gram salt. Det var velsagtens underminerende, men pigebarnet fremstod som et pigebarn. Og de havde sjældent noget alvorligt med sig. 

Derfor nikkede hun bare bekræftende ved ordene; eh jah. Det var en langsom og en lidt mere understregende nikken Alvilde stemte i med, som gjorde hun sig nu en anstrengelse for at den rødhårede skulle kunne forstå hende, og forstå at hun var den der gav hende ret, ikke omvendt. Hendes ene hånd blev placeret i siden idet nordboen skød hoften frem og vippede vægten over på det andet ben. "Jah det må du fortælle mig. Du taler som om at det er børn der er gået i stykker fremfor ærter.." kom det med tydeligt tryk på vokaler og konsonanter fra hende; som om at hun forventede den unge kvinde var forsimplet eller... dum. Alle byer havde deres tosser, så det var vel også på tide at hun fandt Dianthoses. 

Med skjult interesse fulgte Alvilde med idet hun bukkede sig ned for at ordne sine ærtebørn. Kvindens bryn blev dog presset imod hinanden i en snert af irritation over beskrivelsen af Jarko, og med et lille suk hævede hun armen så fuglen satte af og op i luften. Opdragelse... endnu en grund til at hun aldrig selv skulle have børn. 
Alvilde tog nogle skridt fremad. "Eh, pipfuglen har et navn, ligesom du og jeg" brummede hun og så ned på rækken af fint opstillede ærter. Det stod snorelige, lige indtil Alvilde med et velplaceret spark fik ødelagt den fine række og spredt dem rundt omkring. Nogle af dem blev også mast. "Hans er Jarko. Gør i det mindste indsats for at lærer det, hvis du skal tale ned til ham" Nordboens blik glimtede. Nu var fuglen blevet hvem hun lige nævnte, men den regel gjaldt nu engang for mange andre også. Aldrig en god idé at kæfte op uden at vide hvem man talte om, eller hvem de havde med sig. 

 " Børn!?  " Elisa rullede opgivende med øjnene. Hørte damen da slet ikke efter? Elisa overvejede kort om hun skulle forklare kvinden igen at det havde været hendes venner fuglen havde hakket løs i, men at de jo nu, tydeligvis, bare var ærter, men det virkede som spild af tid, så i stedet forsatte hun med at ligge ærterne så de på i en fik række. Rettede lidt på dem, hvis de lå lidt skævt. Hun skulle være sikker på fuglen ikke gik til angreb når de kom til livs igen. 
 Blikket flyttede sig fra ærterne da lyde af vingeslag lød. Elisa noget lige at se fuglen flyve lidt væk, inden hun flyttede det hen på kvinden, med et skævt tilfreds smil. Det forsvandt dog hurtigt ved kvindens kedelige kommentar, og Elisa fnøs en smule barnligt over at blive sat på plads. Det var ikke fordi hun ikke var opdraget. Hun arbejdede trods alt på Paladset. Det var bare som om at den dannelse hun skulle bruge der, forsvandt når hun forlod Paladset område.
 " Hmhf.. Nåh..  " mumlede hun lidt, mens hun rejste sig op og lagde armene over kryds på brystet. Elisa så kort ned på ærterne som kvinden kom tættere på og gispede da hun puffede til dem og trådte på dem. 
 " Hey... " mumlede hun så en smule skuffet og fornærmet. Det var jo ikke fordi kvinden ikke havde set at Elisa havde lagt den der. Utilfreds over behandlingen af hendes ærter, skyndte Elisa sig at samle de ærter der ikke var blev mast op, og holde den tæt ind til brystkasse, beskyndtende fra alle de farlige ting der prøvede at gøre dem ondt. 
 " Hvordan skulle jeg vide hvad den hed.. Den fortalte mig det jo ikke ligefrem...  " Elisa skulede lidt til damen. Hun kunne ikke lide hende. Hun havde da ingen respekt for noget som helst jo! Elisa var jo bare kommer her ud for at træne, helt fredeligt! Og så kom hun bare her med sin fugl og ødelagde det hele. 

 Hvis Elisa nu kunne få kvinden til at gå sin vej, kunne hun jo vende tilbage til at træne. Så Elisa udtænkte lynhurtigt en plan! Hun vippede lidt med fingerne så der kom liv i de tre ærter hun havde i hånden. Hovedet blev vippet lidt ned mod ærterne og hun hviskede lavt til dem, mens hun skævede mod kvinden.
 " Hiv hende i håret og bid hende i øreflippen! " som hun havde sagt det, kastede hun ærterne mod kvinden. Det var ikke et decideret et hårdt kast, men ærterne skulle alligevel nå kvinden også. Så snart ærterne landede begyndte de ihærdigt at bevæge sig mod kvinden hår og øreflipper. 

Alvilde gjorde sig ikke meget i hendes fornærmede mumlen, men puffede med spidsen af sine sko de sidste ærter en anelse længere væk. Hun så hvordan at den rødhårede forsøgte at beskytte de resterende ærter imod hendes offensive angreb på dem, og rystede en tand opgivende på hovedet da hun endelig talte. Hvad var hendes problem med Jarko? Alvildes blik gled fra kvinden over til fuglen over dem, hvor at hun med en uforstående grimasse prøvede at kommunikere et svar frem fra den slanke falk. 

Alt imens lagde hun selvfølgelig ikke mærke til hvordan Elisa nu hviskede ord til ærterne i hendes favn, og reagerede først i det øjeblik hun tillod sig at kaste dem på hende - hvad bildte hun sig ind! Selvom ærterne ikke gjorde ondt, var det princippet i det der fik nordboen til at udstøde en arrig knurren idet hun trådte lidt tilbage. "Hey Stump, hey!" udbrød hun, og lod hænderne glide igennem hårdet og tøjet hastigt for at finde ud af hvad hun var blevet ramt af. "Hvad har du gang i?!" bandede hun irritabelt som et retorisk spørgsmål. 

Til at starte med var hun ikke så bekymret. Hun fik fat i en af de små bælgfrugter og kunne med et lettet suk afgøre det ikke var noget slemt, og kun var en forvirret piges fixe idéer om hævn. Men så snart de begyndte at bevæge sig, jah så ændrede historien sig... med et pludseligt og forarget råb kastede Alvilde en vrikkende ært fra sig, og begyndte i samme øjeblik på en hoppende, rystende og kastende dans af vilde bevægelse for at få dem væk fra hendes krop. Hvor var det ulækkert! "Hey stump, hvad er det her?! Er du en eller anden form for heks!" kom det arrigt fra Nordboen, der stod i en brav kamp om at stryge ærterne af sig men stadig føle dem overalt under hendes tøj. Hendes stålblå øjne låste sig i en rykvis bevægelse fast i hendes blik, idet hun anklagende prøvede at ryste dem i den rødhåredes retning. 

 Utilfredsheden ved kvinden frydede Elisa lidt. Nu havde hun lige stået og været så utilfreds over kvinden, så det var da kun fair at kvinden nu var utilfreds! Og så håbede hun selvfølgelig at den lille ærtekamp ville få kvinden til at gå sin vej. Hendes blik fulgte ærterne på deres vandring rundt på kvinden, som det virkede til hun ikke havde opdaget at ærterne var blevet levende. Spændt på hvordan kvinden ville taget det, bed Elisa sig lidt i underlæben, med et lille smil. Som et lille barn der var så stolt over noget de havde lavet, trods de godt vidste det måske lidt forkert.
 " Ikke noget.. Der er jo bare ærter..  " Elisa trak på skulderne og havde et flabet smil på læberne der passede til tonen i hendes stemme. I tilfælde af kvinden pludselig blev voldelig, trådte Elisa et skridt bagud for en sikkerheds skyld. 

 Elisa blik flyttede sig hen på ærten kvinden pludselig stod med. Hun forsøgte at smile uskyldigt, men den arrogance og tilfredshed hun følte i øjeblikket, overskyggede lidt det hele, og gjorde smilet mere lumsk end uskyldigt. Smilet voksede sig større som det gik op for kvinden at ærten ikke bare var en helt almindelige ærter lige nu.
 " Morten 2! " gispede hun kort, inden hun hurtigt bukkede sig ned og samlede ærten op, så den var ude af fare fra de aggressive fødder kvinden havde. 
 " Bare sæt dig og vent..  " hviskede hun til den, inden hun satte den op på skulderen, hvor den så bare satte sig og ventede. Imens flyttede Elisa blikket tilbage på kvinden som nærmest stod og dansede. Hun kunne ikke lade vær med at smile, som de to ærter der var tilbage på hende, ihærdigt kæmpede for at komme op og hive hende i håret, og bide hende i øreflipperne. Ikke at de ville være særligt smertefuldt, da de hverken havde tænder eller muskler. 

 " Stump...  " Fnøs hun så, med et flabet smil om læberne. Armene lagde hun over kors, på brystkassen, og hun skød hoften lidt ud til siden.
 " Jeg har altså et navn.. Ligesom Jarko...  " Det ene øjenbryn blev løftet højt op i panden, som hun gentog hvad kvinden havde sagt til hende, da hun omtalte fuglen ved at kreativt kaldenavn. 

Der var noget lumsk i den rødhåredes øjne, idet hun med et næsten frydefuldt smil observerde hvordan ærterne gjorde indtog på hende. Hun overhørte ikke hendes kommentar om at det bare var ærter, men havde ikke tid til andet end at sende en vred skulen i hendes retning. Fordi de var udover det hele! De kriblede og de kravlede, og selvom hun med tiden fik rystet de fleste af dem af sig, var der to specifikke ærter hun ikke helt kunne få fat i. "Ved Zaladins svedige bagdel!" bandede nordboen vredt idet hun prøvede at rakke bagud - bagom ryggen, for at se om det var der de dansede omkring. 

Alvilde rykkede brat blikket tilbage på den rødhårede, idet hun begyndte at tage hendes egne ord, og vende dem imod hende selv. For en som Alvilde, der var vokset op med gamle værdier om respekt til dine ældre, var det ligesom at få en spand koldt vand i hovedet. Et øjeblik syntes Alvilde at stå fuldkommen stille - de eneste bevægelser var de to vrikkende ærter der var tilbage, og hendes tunge fletninger der svingede over hendes bryst - og så bevægede hun sig hurtigt. Forbandet om hun ville...!

Med en utrolig vred bevægelse, fik nordboen fat i den ene af ærterne ved hendes hals. I stedet for at kvase den med det samme, kneb kvinden øjnene sammen i en næsten snerrende grimasse imod ærtedamen idet hun kastede den op i luften over dem begge. Fandme så, om hun skulle kvase den ært! Morten den tredje, eller hvad hun kaldte den! Nordboen knyttede sine hænder, kanaliserede sin magi ned i håndledet og knoerne inden at hun med et voldsomt sus og brag - smadrede sin hånd imod ærten så den blev splattet på jorden. I kraft af nordboens magi, flækkede jorden omkring hende med en knasende og klagende lyd der skabte en lille rystelse.
Måske var det en overdrivelse. Måske havde det været for meget. Men temperament havde aldrig været noget hun kunne styrer særlig godt...

"Og hvad er det så? Ærte-lise?" snøftede nordboen spottende og en anelse barnligt, og fjernede langsomt sin hånd fra den maste ært. Den var i hvert fald død nu. På trods af det dramatiske slag, måtte hun med et kort blik på sin hånd konstaterer at den ikke havde det helt godt... slaget havde flækket hendes knoer godt og grundigt, og jord dryppede med blod fra hendes hånd som hun hastigt gemte væk lidt bagved sig. 

Jah, det måtte hun vel ordne senere...

 Det ville være en løgn, hvis Elisa sagde hun ikke frydede sig over at se kvinden foran hendes mosle med ærterne og være noget så utilfreds. Hun følte det var velfortjent og at det var kvindens skyld at første håndfuld ærter måtte lade livet, og nu egentlig også den anden håndfuld ærter. Og selvom Elisa inderst inde godt vidste hun burde tale sådan til en ældre end sig selv, eller generelt gøre som hun gjorde, kunne hun ikke lade vær. Hun hadede at skulle være så ordenlig og omstændig oppe på Paladset, så hun havde med at gå lidt over gevind når hun ikke var der. 
 Derfor kom det egentlig ikke helt bag på hende da kvinden gik i stå, og lignede en der havde fået nok. Elisa smil falmede dog lidt, og hun trådte forsigtigt et lille, næsten utydeligt skridt tilbage. Bare lige for en sikkerheds skyld! Hun gispede kort da kvinden fik fat i ærten og sætte hænderne for øjnene, og skilte fingeren fra hinanden så hun kunne se hvad der skete. Da ærten blev kastet op i luften, forventede Elisa egentlig at det var så Jarko kunne fange den, og for at redde ærten fra at opleve en masse hakken, lavede hun en lille bevægelse med den ene hånd, og livet forsvandt fra ærten. 

 Der kom dog ikke nogen fugl og greb ærten, og den dalede i stedet ned mod dem igen. I stedet slog kvinden pludselige ærten ned i jorden, med sådan en kraft og brag at det hele rystede lidt omkring dem, og Elisa trådte et snublende og overvældet skridt tilbage, inden hun faldt på numsen.
 " Wauw..  " lød det imponeret fra hende, som hun ikke helt troede hendes øjne. Da kvinden flyttede hånden, og Elisa så ærten fik hun kort et stramt udtryk. 
 " Så er den da i hvert fald død....  " mumlede hun lidt tvært. 

 Elisa flyttede blikket tilbage på kvinden da hun spurgte ind til hendes navn, og hun åbnede munden for at komme med en fornærmet kommentar over øgenavnet, men hun måtte lukke munden igen, for det var faktisk ret godt. Og det irriterende at de lå så tæt op af hende rigtige navn.
 " Det er Elisa.......  " mumlede hun meget lavt, mens hun ømmede sig lidt på numsen. Det gjorde egentlig lidt ondt at falde på numsen. 
 Den sidste ært der kravlede rundt på kvinden forsøget stadig at få sig møvet op, så den kunne bide hende i øreflippen. 

Desto mere hånden begyndte at dunke, desto mere måtte Alvilde erkende at det ikke havde været helt gennemtænkt. Hun var bare blevet så vred, og når hun tænkte over det, var det en smule pinligt at overdrive så meget i forhold til noget så småt. Det var til gengæld ikke noget hun ligefrem ville lade den yngre kvinde se, og følte et lidt bredere smil forme sig ved hendes imponerede blik i stedet. Alvilde vrikkede en handske på plads over den skadede hånd imens hun lyttede. Elisa? Det var faktisk ret tæt på! Alvilde's blå øjne gled en anelse morende over hende - hun lignede også lidt en 'lise-pige', førhen hun tog sig til hovedet med et lille suk. "Alvilde Alhaug..." gled det brummende over hendes læber. Hun havde ikke reageret helt fantastisk, og det kunne hun i den grad mærke nu. Så lidt prøvende, kneb den blonde kvinde øjnene sammen. Ved hendes skulder møflede en sidste ært rundt, og på trods af at hun mest af alt havde lyst til at knipse den væk, fik hun den i stedet puffet ned i den ene hånd, førhen hun dumpede den ned på jorden.

"Jeg har aldrig set nogen kunne lave ærter om til krigere..." brummede Alvilde nu, et løftet øjenbryn i panden. Hun syntes stadig de var en smule suspekt, og fulgte den bizarre ært med blikket da den bevægede sig. "Hvorfor har de ansigter?" spørgsmålet kom en anelse pludseligt, men det var virkelig noget hun havde tænkt over første gang hun så dem. Var det med vilje? Skulle hun være fuldkommen ærlig, kunne hun ikke beslutte sig for om de var uhyggelige eller lidt søde på en underlig måde... de stålblå øjne gled igen tilbage på Elise.

 Elisa var i forvejen ikke særlig høj, og kvinden foran hende ikke havde været specielt meget højere end hende, men som hun sad nede jo gjorde, virkede kvinden nærmest kæmpe, og Elisa fik taget sig sammen til at rejse sig, og børstede det værste støv af. Det var da også utroligt som hun skulle ned på jorden og trille rundt! 
 Kvinden præsenterede sig. Alvilde Alhaug. Som det fulde navn formelt lød fra den ældre kvinde læber, tog tjenestepige manerene over. Elisa tog fat i kanten af kjolen og nejede med et let buk med hovedet.
 " Fru Alhaug..  " kom det trænet fra de smalle læber, inden Elisa rettede sig op igen, og måtte skærer en irriteret grimasse over sig selv. Hun burde virkelig komme noget mere væk fra Paladset! Det var jo nærmest som hun var blevet hjernevasket.. Hun rømmede sig lidt, og så lidt ud til siden, og håbede kvinden ikke tænkte for meget over de pludselige høfligheder, som bestemt ikke havde været at se tidligere i deres samtale.

 Elisas øjne holdt nøjsomt øje med Alvildes bevægelser, som hun fik fat på ærten igen. Hun var klar til at lade livet forlade ærten, hvis Alvilde havde i sinde at lade den lide samme skæbne som de andre, men den blev så fint dumpet ned på jorden. 
 " Kom her,  " ærten vendte rundt og gik mod Elisa. Gav hun den ikke en anden ordre, ville den forsætte sin færd med at komme til at hive Alvilde i håret og bide hende i øreflippen. Elisa bukkede sig ned og samlede ærten op, så den kunne komme op på hendes skuldre at sidde. Nu hvor alt det vilde var ovre, lagde Elisa mærke til den lille lag af sved der havde lagt sig i kanten af hende hårgrænse, og den lette træthed der hvilede over hendes krop. Det var vidst meget godt hun fik trænet, for hun ville da aldrig kunne storme Gabriels lejr, med kun 15 ærter. 

 " Jeg kan bringe liv i andet en andet en ærter..  " Træk Elisa på skulderen, som om det var det mest normale at sige. Hun brugte med vilje ikke ordet krigere, som Alvilde havde gjort, for det var jo ikke fordi det var noget hun gjorde normalt. Da Alvilde kommenterede på ansigtet, drejede Elisa til siden og så lidt på ærten og trak på skulderne.
 " Den er levende.. Den skal vel have et ansigt så den kan se hvor den går..  " Mumlede hun lidt overvejende. Det var ikke noget hun nogensinde havde tænkt over, det var bare sådan de var, jo. De havde altid haft ansigter. Det ville sikkert også have været vildt skræmmende for hende, hvis ikke de havde haft et ansigt, da hun var barn.

Overrasket kunne man godt kalde Alvilde, idet kvinden foran hende valgte at neje foran hende lige pludselig. Det var tydeligt at se i hendes runde ansigt, men det var ikke en overraskelse der fik hende til at spørge ind til hvor det kom fra - det havde lignet en gammel vane. Og selv havde hun en god del ting hun gjorde ud af vane, både positivt og mere negativt; dem manglede hun ikke ligefrem nogle til at snage i.
Derfor forlod hun sig på stilhed indtil Elisa endelig svarede, og Alvilde studsede kort over hvor utroligt nonchelant hun lød. Som om at hun slet ikke forstod hvor unormalt og samtidigt bizart det grøntsagsshow hun havde stillet op, havde været. "Tager den egne beslutninger?" fulgte hun hastigt op med så snart det sidste ord var faldet af Elise's overvejende tunge, mest af alt for at hører hvor levende de helt præcist var. Var de som Jarko, der havde sit eget tankemønster og sine egne beslutninger? Fordi det ville lige gøre dem 100 gange mere ubehagelige i Alvildes sort-hvide verden. Havde hun ikke set sig sur på dem fra starten af, kunne hun dog godt have indrømmet at de så lidt søde ud.

Alvilde hankede nu op i sig selv, og tog et par skridt tættere på for at fjerne afstanden imellem dem. Med en noget stolt holdning stak hun hånden frem i en 'officiel' hilsen, imens hun prøvede at sende et mere venligt smil for at bryde den is de havde fået lagt i løbet af de første par minutter omkring hinanden. "Jeg skulle ikke have kvast dine ærter. Og det skulle Jarko heller ikke..." konstaterede hun en anelse lavmælt, men ord som havde en hvis sandfærdighed i sig. Det var dog ikke ligefrem en undskyldning - dem gjorde hun sig sjældent i, men kunne godt indrømme hvis hun havde været for hurtig på aftrækkeren. 

Eller, nogle gange kunne hun i hvert fald. 

 Elisa var taknemlig for at Alvilde ikke kommenterede på den pludselige høflighed fra hende side, trods det tydeligvis kom bag på den ældre kvinde. Elisa var en kende irritereret på sig selv, over at hun lod vanerne løbe sådan afsted med hende, men sket var sket, og da der ikke var blevet kommenteret på det, var der vel heller ingen grund til at Elisa tænker mere i det.
 
 Det kunne godt ærgre Elisa lidt en gang i mellem, at hendes små venner ikke kunne gøre noget af sig selv. Det ville da  være dejligt hvis hun ikke skulle fortælle dem alt, og at de selv tog initiativ til at gøre ting en gang i mellem. Det betød dog også at de aldrig gjorde noget Elisa ikke ville have, og dét i sig selv, var nu meget rart. Hun rystede på hovedet.
 " De er jo bare grøntsager..  " det kom ud, med en undertone af hvad havde du regnet med? At det så i teorien ikke var en grøntsag, tænkte Elisa ikke yderligere over. Princippet var jo det samme. Elisa tog blidt fat om ærten på hendes skulder, og den stillede sig i hendes håndflade.
 " Dans! " kommenderede hun, og ærten begyndte at danse. Et skævt smil gled over Elisas læber, inden hun så hen på Alvilde. 
 " De har ikke nogen hjerne eller noget.. Det har grøntsager jo ikke.. Det er også derfor de ikke kan sige noget. Selvom de har en mund..  " det sidste mumlede hun lidt overvejende for hun kunne godt se hvordan det kunne være lidt forvirrende, for hvis ikke de spiste eller talte, hvad skulle de så med munden? Elisas teori var trække vejret og bide, så det var hvad hun ville fortælle hvis hun blev spurgt.

 Ærten dansede videre i Elisas håndflade, mens hun betragtede Alvilde komme tættere på og rakte hånden frem mod hende. Den af  Elisas hænder der ikke havde en dansende ært i sig, blev rakt frem, og hun tog fat i Alvildes hånd, for at tage imod hvad man vel næsten kunne kalde et forsøg på en undskyldning. Det passede fint at de ikke ligefrem skulle undskylde. Elisa mente ikke selv hun havde gjort noget forkert, og kunne derfor heller ikke se hvorfor hun skulle undskylde.
 " Og jeg skulle ikke have kaldt Jarko en piphans..  " Det var lidt prøvende, for hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige.
 " Oh! Eller kastet ærter efter dig..  " Det måtte vel være godt nok! Elisa trak hånden til sig igen, og så på ærten der forsat dansede løs.

Man kunne vel godt argumenterer for at Alvilde måske skulle være en anelse mere åbentsindet i en verden præget af magi, men hun havde aldrig set en dansende grøntsag før. Eller, bælgfrugt var det, men i hendes verden var der skam ikke nogen forskel, og med forundrede - dog stadigvæk en anelse mistænksomme - øjne, betragtede hun dens vrikkende skikkelse. Måske vidste hun ikke engang selv hvad de helt kunne og ikke kunne endnu? Med alderen lærte man mere og mere om sin magi, måske var den her underlige ting hun kunne ikke kun beregnet til grøntsager?
Eller også prøvede Alvilde at lægge mere værdi i magien end der helt reelt var. Hvad end de kunne af finurlige ting, så det meget uskyldigt ud lige nu.

Det var måske en barnlig form for enighed der blev nået imellem de to mennesker, men for Alvilde, var det nok. Med et lille nik gav hun hende ret - hun skulle ikke have kaldt ham en piphans eller kastet sine kriger-ærter på hende. Og nu hvor hun vidste det, var det for nordboen nok grund til at lægge det problem bagved sig, og tage sig af hvad end der nu måtte komme efter. Som hendes hånd.
Stadigvæk gemt bagved ryggen var den, og Alvilde kunne føle den dunke smertefuldt. Der var helt sikkert nogle forslåede knoer som skulle sættes på plads, eller hvad vidste hun - men den fungerede i hvert fald ikke optimalt! Blikket gled kortvarigt bagved Elisa og ind imod Dianthos, imens hun prøvede at huske vejen til helbredernes hus. Men med en lille irriteret grimasse, måtte hun indrømme at det lå godt gemt i hendes minder, Alvilde havde ellers været der ofte, så hun burde kende vejen.

Hun kiggede tilbage på Elisa. "Kender du... kender du vejen til helbredernes hus..?" kom det forsigtigt men dog stadigvæk en anelse irritabelt fra hende, da hun egentlig helst ville klare tingene selv. Men den smertefulde dunken i hendes hånd sagde noget andet.