Sted: I Skumringskvarteret ud for kroen "Den halvddøde måge"
Tid: Sen aften
Vejr: Stadig råkoldt og vådt, selvom aftenen har holdt tør

Alting var forkert. Det var som om, at verden var faldet lidt fra hinanden, da Thoran var kommet ud i stalden og med et stift ansigtsudtryk og en klemt stemme havde fortalt ham, at der havde været ildebrand i byen. Ildebrand i det hus, hvor Juno boede. Der var døde børn og Juno var væk. Giles var taget derhen for at finde ud af mere. En kulde havde bredt sig i Killian, frygten og forsmagen på den sorg, der ville fylde ham, da Giles kom til stalden senere på dagen, og stille og med et udtryk af smerte kunne fortælle, at Juno havde været hjemme, da huset brændte og ingen havde set ham komme ud. Konklusionen var, at han var død, brændt inde på den førstesal, der ikke eksisterede længere. Sammen med satyren.

Og hvad der var sket siden og hvor lang tid, der var gået, det vidste Killian ikke. Det var som om, at hans verden var gået i sort. Langt det meste af tiden, havde han brugt på sit værelse, lukket inde i mørket. Thoran, der havde håndteret Junos død bedst, havde gjort sit for at få noget mad og drikke i ham. Giles havde været forbi et par gange, men selv ikke han havde kunne trænge igennem Killians sorg. Man kunne også godt fornemme på halvdæmonen, at han var hårdt ramt af tabet.

Da han ikke kunne holde sig selv ud mere, havde han forladt stalden og var taget ud i nattelivet. Fundet kroer med alkohol, folk der solgte ting, der kunne slukke ens hjerne, og folk, der var interesseret i at få ham til at føle sig levende. Det var sket et par gange, uden at gå helt galt for ham, men i dag stødte han kun på de forkerte væsner.

Han havde drukket sig fuld, noget han ellers sjældent gjorde, og så havde han fået fat i nogle svampe, der fik hans verden til at snurre rundt og lave farver i hans hoved. Han realitetsfornemmelse var forsvundet, og han havde ikke længere nogen forbehold eller nogen fornemmelse for fare, så efter at have lavet en scene på en kro, havde han fået tæv. Meget tæv. Men det havde ikke stoppet ham og han var humpet videre til næste kro, med blod i ansigtet og ondt over det hele, smerter han slet ikke registrerede. Han nåede ikke ind af døren, før han stødte på en lille gruppe mænd, han snøvlende og sejlende lagde an på. De to af dem fandt ham som et let bytte og slæbte ham med ind i en gyde. Efter de var færdige med at more sig med ham, sparkede den ene ham ud på gaden igen, så han væltede ind i en mur og gled ned på jorden, med bukserne kun halvt hevet op og blodet på ny fossende fra næse og læbe. 

De råbte noget efter ham, grimme ord han slet ikke opfangede, som han lå der og rodede rundt, indtil han kom op at sidde og krøllede sig sammen. Han kunne ikke mere. Alting gjorde ondt, indvendigt og udvendigt og lysten til bare at dø fyldte det ikke. Med panden mod knæene og armene om sit hoved begyndte han at græde, så hele hans krop rystede og verden forsvandt om ham.

Det var en af de aftener, hvor kulden rigtig bed i kroppen. Det kunne selvfølgelig også være fordi, at Nicola endnu ikke havde lært at klæde sig ordentligt på, det blev jo aldrig så koldt i Rubinien!
Han havde brugt eftermiddagen og aftenen hjemme hos en kunde. Det var sjældent, at han faktisk fik lov til at tage hjem til kunderbe, men det var en kærkommen pause fra livet på bordellet. Også selvom en pause indebar, at en eller anden mere eller mindre fremmede mand skulle have lov til at tage ham. I det mindste havde kunden a været mere blid end Enzel.
Netop på grund af kulden havde han rimelig travlt med at komme tilbage til bordellet. Normalt ville han tage sig god tid med at komme tilbage, for Enzel var altid en lille smule irriteret, når han havde været hos en kunde, men det var simpelthen for koldt til at rende rundt i gaderne, især uden ordentlig tøj.

Noget tumult lidt længere henne d gaden fik ham til at stoppe op og trække ind bag et hushjørne, han havde ingen intentioner om at ende midt i et igangværende slagsmål. Han kunne dog ikke helt lade være med titte forsigtigt frem for at se, hvad der foregik. Gudskelov lod hans dyriske sanser ham se det relativt tydeligt på trods af mørket. Det var for langt væk til at han kunne e, præcis hvad der skete, men det var ikke svært at gætte sig til, hvad mændene havde lavet inde i gyden med den noget mindre og spinkle person. Stakkels væsen, Nicola vidste alt for godt hvordan et var at være i den modtagende ende af sådan en situation. 

Først da mændene var helt væk, vovede Nicola at bevæge sig videre ned d gaden. Det var hans intention at ignorere den stakkels sjæl, som havde været inde i gyden sammen med mændene, der var trods alt intet han kunne. Uden egentlig at tænke over det skævede han dog til personen, og synet af det velkendte ansigt fik ham med det samme til at stoppe op.
"Killian!" Han satte sig på hug og så bekymret på Killian, han så bestemt ikke for godt ud, som han sad der og græd. Forsigtigt lagde han hånden på hans skuæder, bevægelsen var langsom og blid for ikke at skræmme ham.
"Hvad laver du her?"

Der var ikke andet end smerte i Killians verden, som han sad der. Hans bedste ven var død, og mishandlingen, ikke bare fra nu, men fra hele hans liv, føltes ubærlig at skulle bære oveni. Han kunne ikke håndtere det mere og lukkede helt ned, som han sad der og græd så voldsomt, at han følte, at han kunne besvime af mangel på luft, mens blod, snot og tårer dryppede fra hans ansigt. Ikke at han lagde mærke til det, han var så skæv og så fuld, at hele verden snurrede og føltes uvirkelig.

Nogen sagde hans navn. Ikke at han sådan rigtigt hørte det, det kunne lige så godt have været en stemme i hans hoved, og han reagerede ikke på det. Det var først, da nogen rørte ved hans skulder, at det gik op for ham, at der var nogen. Det gav et svagt forskrækket ryk i ham, inden han krøllede sig endnu mere sammen, bange for at folk ville begynde at slå ham igen. Eller værre.
I stedet snakkede nogen til ham, igen, han hørte ikke rigtigt ordene, men noget i tonefaldet fik ham til at skæve ganske lidt op fra skjulet bag sine arme, stadig grædende.

Det tog ham et øjeblik, før han genkendte halvkatten, der sad på hug foran ham. Nicola. De havde tilbragt en nat i stalden sammen, en god nat. Nicola var sød og venlig. Nicola var hans ven.
Pludseligt krøllede Killian sig ud for at kaste sig ind mod Nicola og klamre sig til ham. Om muligt tog hans gråd endnu mere til for en stund, som han snottede og blødte mod Nicolas trøje.
”H-han er døøød,” snøvlede han mellem hulkene, utydeligt og tydeligt påvirket af alkohol og andet, som han ikke selv kunne forstå sine ord. Det gjorde ondt at være faldet frem på knæene, og hans bukser gled længere ned i bevægelsen, hvilket han slet ikke lagde mærke til. Lige nu ville han bare have trygheden og trøsten i Nicolas favn, det var det eneste, han kunne tænke på. Ud over sorgen.

Det kom noget bag på Nicola, at Killian pludselig kastede sig i armene på ham, så med en overrasket lyd røg han bagover og landede på bagdelen. På trods af overraskelsen og det korte fald, lagde han armene trøstende rundt om Killian, han havde tydeligvis brug for det.
"Hvem er død?" I et forsøg på at berolige Killian, strøg Nicola ham blidt ned over ryggen. Hvad end der var sket, havde det hylet Killian helt ud af den. Der var ingen tvivl om, at han var fuld, Nicola kunne uden problemer lugte den sprittede lugt af alkohol, men mon han også havde taget andet? Uanset ville det bedste nok være, at få Killian væk fra gaden.

Hvor kunne de mon gå hen? Det var ikke en mulighed t slæbe Killian med hjem til bordellet, og Nicola havde ikke nok til at betale for et kroværelse. Det var vist på tide at blive kreativ.
"Lad os få dig ind i varmen" Forsigtigt rejste Nicola sig op, samtidig med at han forsøgte at støtte Killian og hive hans bukser op. Han turde ikke engang gætte på, hvorfor Killian ikke havde nogle bukser på.
Med megen besvær fik Nicola bakset dem ind på kroen, hvor han med det samme satte kursen mod disken. At dømme ud fra krofatters ansigtsudtryk, var de to mænd næppe velkomne på kroen, men alligevel smed Nicola de få penge, han havde i lommen på disken.
"Et værelse for natten, tak" misfornøjet så krofatter på pengene og så på de to unge mænd.
"Med den lommeuld ville jeg ikke engang lade jer sove i baggården, pis af med jer" gryntede han og skubbede pengene over disken.

Nicola havde ikke regnet med, at det ville blive nemt at få et værelse. Selv den mest gavmilde person ville næppe lade Killian overnatte i deres seng, sådan som han så ud. Men Nicola øjnede en åbning, for det var tydeligt, at krofatter virkelig ønskede at få dem væk, så de ikke plagede kunderne.
"Kom nu. Du ved jo godt, at hvis du ikke giver os et værelse, venter jeg på kunderne udenfor, så jeg kan tigge dem om penge eller et værelse for natten. Det vil være meget bedre for din forretning, hvis du bare tager imod pengene og giver os det mindste værelse du har" Nicola havde ikke de mindste kvaler med at bruge evnen, og det gik da også som forventet, for efter at have gryntet nogle lettere utilfredse ord rakte krofatter dem en nøgle. Nu kom jo så bare det besværlige arbejde med at få slæbt Killian ovenpå.

Killian kunne ikke svare på spørgsmålet, som han gispede efter vejret og ikke kunne stoppe med at græde. Juno var død. Hans bedste ven. Ham med de blå øjne og det lyse hår, der kom og underholdt ham i stalden i sine pauser. Ham der gerne ville putte med ham, mens de bare snakkede om dit og dat. Tanken om, at Juno var væk for evigt skar i Killians hjerte. Han knyttede sig sjældent til folk, men Juno havde alligevel formået at blive en rigtig ven, og nu var han væk.

Der var ikke rigtigt noget, der gav mening i Killians hoved, og da Nicola begyndte at hive ham op at stå, fulgte han med, selvom han næsten ikke kunne stå på sine ben. Som han ikke havde lagt mærke til, at han havde været ved at tabe bukserne, lagde han heller ikke mærke til, at de blev trukket på plads igen, men hans gråd stilnede lidt af, og han gned sig med bagsiden af en hånd over sit ansigt, hvilket bare tværede tårer, blod og snot rundt. Da Nicola begyndte at hive ham med mod kroen, hang han tungt op ad ham, ja han klamrede sig til ham for at holde balancen, som fødderne ikke fulgte så godt med under ham. En gang i mellem kom der et lille hulk fra ham, men hans underbevidsthed fortalte ham, at lige nu skulle han styre sig lidt, så han prøvede.

Det var ikke fordi, at han hørte efter, hvad der blev sagt i samtalen med krofatter, men den afvisende tone gik rent ind, og af ren vane var han ved at vende rundt for at gå igen. Men Nicola blev stående med sit faste greb i ham, så det endte alligevel med, at han blev stående. Indtil Nicola begyndte at slæbe af sted med ham igen. Overraskende nok ikke mod døren, men hen til trappen, der virkede meget uoverskuelig, men med Nicolas hjælp fik han taget et skridt ad gangen og var kun ved at vælte et par gange. Ærligt talt ønskede han bare at lægge sig ned og blive væk, men så længe halvkatten hev i ham, fortsatte han med at bevæge sig fremad.

Det var ikke ofte, at Nicola ønskede sig anderledes, for generelt var han ret glad for sin krop. Da det hårde arbejde med at få Killian op ad trappen begyndte, ønskede han dog inderligt, at han var stærk nok til bare at løfte ham og bære ham hele vejen op. I stedet gik det langsomt, et enkelt trin af gangen. I det mindste hjalp Killian da en lille smule til, ellers havde det været fuldkommen umuligt. Hvorfor skulle han også være så god af sig? Hvorfor kunne han ikke bare gave ladet Killian sidde ude på gaden.

Langt om længe nåede de toppen af trappen, Nicola var ellers begyndt at tvivle på, at han ville kunne slæbe Killian hele vejen. Han ønskede brændende at tage en pause, men han skulle have Killian ind at ligge så hurtigt som muligt. Med sammenbidte tænder slæbte han Killian det sidste stykke hen til det lille værelse, de var blevet tildelt.
Det var langt fra noget stort værelse, mere eller mindre kun en seng, selvfølgelig kun stor nok til en mand, og intet andetn. Det virkede som om der knapt var plads nok til, at Nicola ville kunne sidde på gulvet.
"Kom så, Killian. Lad os få dig ned at ligge" Det var gudskelov ikke det sværeste at få bakset Killian ned i sengen. Langt om længe kunne Nicola læne sig mod væggen og langsomt glide ned at sidde.
"Prøv at få noget søvn" Han holdt et vågent øje med Killian. Egentlig avr han i tvivl om, hvorvidt Killian overhovedet kunne høre, hvad han sagde, men det var ligegyldigt for nu. Det vigtigste var, at Killian var væk fra gaden, så ingen kunne gøre ham mere ondt.  I hvert fald for nu.

Det var en ret stor lettelse at komme op for enden af trappen, det havde føltes som en evighed. Og alligevel var han lidt forvirret over at han var der, for han havde lige siddet ude på gaden. Det hele snurrede rundt for ham, og han havde ikke rigtigt styr på, hvor han var eller hvad han lavede der. For et øjeblik glemte han, hvem der havde fat i ham, men han opdagede, at de var på vej ind på et værelse, og han blev dårlig, for det plejede bare at betyde én ting. Og det kunne han ikke overskue lige nu, han havde det så skidt, det kunne umuligt blive behageligt. Men han havde ikke styrken eller koordinationen til at kæmpe i mod, og snart blev han væltet ned i sengen.

Men der var ikke nogle grove hænder på hans krop, i stedet fik han endeligt fokuseret på en ung mand, der virkede bekendt. Ni... Nicola? Tårerne begyndte at presse sig på igen af taknemmelighed for, at Nicola var der. Så ville der ikke ske mere ubehageligt lige nu, vel? Han havde så ondt. Fysisk og psykisk. 
Der blev sagt noget med søvn. Sove. Killian kunne godt sove, han var så træt. Uendeligt udmattet. Med en svag klynken krøllede han sig sammen, alting gjorde så ondt, helt ind i sjælen. Hans øjne gled hurtigt i, men der gik ikke mange øjeblikke, før det gav et ryk i ham og han gispede på randen til gråd.
"Du må ikke gå, jeg vil ikke være alene, du må ikke ... jeg vil ikke..." Han begyndte at græde igen, som han rakte ud efter Nicola for at få ham til at komme op i sengen til ham.

Om Nicola kom derop eller ej, Killian gik ud som et lys lidt efter. Han sov i mange timer, lidt mere ubevidst tryg ved at have Nicola ved sig, og slået godt ud af sprutten og de svampe, nogen havde solgt ham. Solen var kun lige ved at melde sin ankomst, da han pludseligt slog øjnene op. Med et vildt blik i dem, sprællede han og fik skubbet sig halvvejs ud over sengekanten, om det så var med Nicola under sig. Desperat fløj hans hænder ind under sengen og til alles held, fik han fat i en spand der stod der for nøjagtigt den grund. Det var heller ikke et sekund for sent, som hans maveindhold voldeligt væltede ud af munden på ham, stinkende og ulækkert. Det føltes som evigheder, hans mave blev ved med at trække sig sammen, også da der ikke kom mere ud. Efter gispende at have spyttet munden ren, stillede han spanden på gulvet og kravlede klynkende tilbage til sin soveplads ved væggen. Og så begyndte han at græde igen, bare fordi det hele var så forfærdeligt.

Det absolut sidste Nicola havde lyst til var at kravle op i sengen til Killian. Han lignede jo noget der var løgn, var næppe alt for ren, ja, generelt var tanken abre ikke ret tiltalende. Men alligevel rejste han sig fra sin plads på gulvet og gik over til sengen, så han kunne ligge sig ved siden af Killian. Nicola havde selv været på et punkt, hvor han havde været fuldkommen ødelagt og fortabt, og havde nogen tilbudt ham nærvær, fysisl såvel som psykisk, dengang, så havde han nok også gladeligt taget imod det. Blidt begyndte han at stryge Killian gennem håret, mens han ventede på, at han faldt til ro.

Lige så snart Nicola var sikker på, at Killian var langt nok væk, krøb han så forsigtigt som muligt ud af sengen, og indtog atter sin plads på gulvet. Det ville uden tvivl blive en nat uden megen søvn, så i det mindste kunne han da sidde nogenlunde komfortabelt. Med et lavt suk trak han knæene op under hagen, så han kunne hvile hovedet på dem. Hvad mon der var sket? Det var uden tvivl noget alvorligt, havde han overhovedet lyst til at vide det? Uanset hvad ville der næppe ske det store før Killian havde fået sovet rusen ud.

Som spået blev det en utrolig lang nat uden megen søvn for Nicola. Enkelte gange faldt han i søvn, kun for at vågne få minutter senere, rædselsslagen for at Killian var stukket af for at gøre mere skade på sig selv. Selvfølgelig var der ikke tilfældet, og et enkelt blik var nok til at gøre Nicola rolig igen, lige indtil han atter faldt i søvn, og panikken vendte tilbage.
Da solen så småt var begyndt at krybe ind ad vinduet, sad Nicola med hovedet lænet mod væggen mens hans stift stirrede ud i rummet. Lige så snart Killian rørte på sig, vendte Nicolas opmærksomhed sig dog mod ham. Langsomt rejste han sig op, og da Killian var færdig med at tømme maven, satte Nicola sig på sengekanten og begyndte at stryge ham forsigtigt henover håret.
"Hvordan har du det?" Et latterligt spørgsmål, det hele taget i betragtning, men nu var han egentlig også kun interesseret i hans fysiske tilstand. Den mentale.. ja, det ville nok kræve en del arbejde.

Åh, hvor havde han det elendigt. Killian havde ikke sovet nok til at blive ædru, men tømmermændene hamrede allerede ned over ham, og de sidste virkninger af svampene gjorde verden til et ubehageligt sted. Han ville ønske, at han kunne brække sig igen, men hans mave var tom. Hans krop gjorde ondt fra top til tå, han kunne ikke huske det, ikke rigtigt, men nogen havde tydeligvis slået på ham, tævet ham og gjorde andre ubehagelige ting ved ham. Det var ikke til at se for tøjet, men hans halvspinkle krop var allerede dækket i blå og sorte mærker.

Og så var der hans mentale tilstand. Den var ikke rigtigt sammenhængende, han havde det bare så dårligt. Den eneste røde tråd i det hele var, at han havde mistet sin bedste ven. Juno med de blå øjne og det lyse hår. Den grove humor og den søde latter.
Samtidigt vidste han ikke, hvor han var henne. Det var ikke hans egen seng eller Giles’, det var en kro, så meget vidste han. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet dertil, faktisk kunne han ikke huske ret meget fra efter han havde spist de svampe, en eller anden skummel mand havde solgt ham.

Så da nogen satte sig i sengen og strøg ham over håret, gav det et forskrækket gib i ham, og han havde nær skreget, men han kunne ikke, som han blev ved med at græde. Stemmen lød dog bekendt og berøringen var forsigtig, så Killian gav op. Det måtte være en flink person, ikke hvem end der havde tvunget sig på ham, som han kunne mærke var sket.
”D-det gør ondt … over det hele … også indeni…” fik han presset frem mellem sine gispende vejrtrækninger. ”… Juno … død … brand.” Nogle af ordene forsvandt, fordi han begyndte at græde mere, og han endte med at skubbe sig over for at presse ansigtet ind mod den venlige persons mave, som han kastede sine arme om hans liv. Lige nu havde han ingen kontrol over sig selv.
Rygtet om branden et par dage før burde næsten have nået hele byen, børn var trods alt døde. Og kendte man lidt til slummen, ville man også vide, at det var Rottebanden, det var gået ud over.

Den måde det gippede i Killian, gav Nicola en knugende fornemmelse i maven. Hvis man var så bange for fysisk kontakt, betød det ofte, at der var sket noget ganske forfærdeligt. Han burde vide det, han havde selv prøvet det. Egentlig havde han ikke lyst til at vide, hvad Killian havde været udsat for, men det krævede ikke megen fantasi at gætte sig til det.

Det var svært at skabe en sammenhæng mellem Killiams vrøvlende ord, men alligevel stod det klart, at nogen var død  og det var højest sandsynligt nogen, som han holdt meget kært. Nicola havde godt hørt rygter om en brand, men han vidste ikke hvem eller hvad, det var gået ud over, eftersom han gjorde sit bedste for at holde sig fra slummen. Ingen der havde alligevel råd til hans tjenester. Medfølende og lettere akavet nussede han Killian på ryggen. Han havde aldrig rigtig selv mistet nogen.. Jo, den mor som ikke havde ønsket ham og som var forsvundet fra den ene dag til den anden, men hun var jo ikke død, eller det regnede han ikke med. Og desuden havde han ikke holdt af hende, ikke sådan rigtig. Så det var svært for ham, at sætte sig ind i, hvordan Killian havde det, men ikke desto mindre, ville han gerne trøste ham.

Det var sjældent, at Nicola følte sig fuldkommen fortabt, men lige nu var en af de tidspunkter. Hvad kunne han dog gøre for Killian, udover at stryge ham forsigtigt ned ad ryggen og prøve at forsikre ham om, at det hele nok skulle gå?
"Rilig nu, Killian. Det skal nok gå, vi finder ud af, hvad der  er sket" Havde Killian mon set liget? Var han fuldkommen sikker på, at denne Juno har død, eller var der bare en lille mulighed for, at han var i live? For Killians skyld håbede Nicola virkelig på det sidste, for han tvivlede på, at Killian nogensinde ville komme sig over det her tab.