Hvis de tasker havde angrebet ham eller værre havde Luna nok prøvet at få dem til at stoppe, for de skulle da ikke vælte ham. Hvor vovede de tasker at skade ham, selvom det endnu ikke var gået op for hende at de tasker ikke havde gjort noget. Men det var hun ligeglad med, hun endte med at sende dem et ondt blik, og et blik der nærmest sagde at hun holdte øje med dem. Ja Luna havde meget energi, og det måtte virkelig være udmattende til tider, men hun var bare altid her og der, og alle vegne næsten. 

Da de pludselig stod inde på kroen og Max havde sagt at hun skulle holde sig til ham gav hun ham et nik. Det blev til et nærmest overdrevet ivrigt nik, men hun gav kun tegn til at hun havde forstået det han sagde. Hun skulede ned til kattene og lod hendes hale løfte sig op og ned imens hun rettede på den sorte kappe. Hun ville gemme sig lidt, også for kattenene. De luskede væsner, deres blide og uskyldige ansigter var lokkende, og Luna kunne slet ikke lide det. Hun valgte så at tage en dyb indånding og blev enig med sig selv om at hun var nød til at holde et vågent øje med de katte. 

Da Max gik hen imod disken fulgte Luna efter ham, men da hun kunne se kattenen hurtig løb med også skyndte hun sig at kravle hen op ad Max ben, uden at tænke på at han sikkert ville hade det, og få hende væk. Hun kom også til at sætte kløerne ind i hans ben, imens hendes øjne fulgte kattenen"De...Luskede...Kat...te"mumlede hun som hun et kort øjeblik slet ikke havde tænkt på hvad folkene i nærheden ville sige. Hun lod hendes øjne følge kattene, og hun skulede hen til hendes hale der viftede op og ned ved de to katte. 

Maximillian kunne ikke andet end at håbe på, at dette pigebarn ikke gjorde kattene noget, for han vidste hun var temmelig skeptisk overfor de små pelsbolde, der egentlig mest af alt havde lyst til at lege, for nogle minutter at miave for at komme op i Max’s favn eller i deres taske for at sove, sådan havde det altid været og sådan ville det sikkert blive ved med at være.

Max skulle lige til at bestille men da mærkede han hende der kravlede op ad hans ben og satte kløerne i. Han stivnede som han rettede blikket ned mod hende og var blevet fuldkommen ligbleg i ansigtet. Hans hjerte hamrede hårdt i brystkassen på ham og han havde fået en klump i halsen ”Slip… Mit… Ben…” kom det langsomt fra ham inden han fortsatte ”SLIP MIG!” hvæsede han nærmest som han begyndte at skubbe hende af sig. Folkene omkring dem havde meget blandede meninger om det her scenarie. Nogle var ved at gå til af grin, andre var ligeglade, mens andre blot så på med et hævet øjenbryn. Hun skulle af ham… Og det skulle være NU!

//Ups//

Luna kiggede på maden hun havde bestilt og kiggede op på Max, og som altid kunne hun ikke lade være med at skule til kattene. Hendes øjne fulgte dem stadigvæk, og hun var ikke engang sikker på hvornår hun ville lade blikket slippe dem. Så det eneste hun følte at hun kunne gøre var at lade hendes blik følge dem. Der hang stadigvæk en mistanke indeni ved de katte, så hun kunne slet ikke lade være med at holde øje med dem. Maden foran hun smagte hun på, og slikkede sig tilfreds rundt om munden. Det smagte virkelig godt, og var utroligt lækkert. Luna havde set en ko og okse før, men aldrig troet hun ville spise så meget mad fra dem, nu var det nok heller ikke så meget mad fra begge dyr endnu. 

Men uanset hvad var det da hyggelig nok at sidde overfor ham og spiste sin mad. Da han grinede kiggede Luna på ham, og blev nærmest overrasket over at han grinede men fik gravet et lille smil frem. Hun lod hendes blik glide ned på maden igen, og hun valgte at spise lidt mere"Jeg kan godt lide at stirre"fløj det bare ud ad hendes mund uden at tænke over ordene. Hurtigt løftede hun blikket op til ham for at kigge lidt mere på ham. Det kunne måske være en anelse creepy som hun stirrede og måske hun også burde lade være med det. Men der var bare et eller andet ved denne mand her, som virkede mistænkeligt som kattene. 

Luna lagde hovedet på skrå, og hun lagde sig lidt ind over bordet imens hun igen stirrede på ham. Men da hun kunne høre kattenene miavede trak hun sig tilbage. Hendes hale prøvede hun at gemme lidt væk ind under kappen. Bare så de ikke ville få fat i den, selvom de ikke ville skade den så var Luna på vagt. Så spiste hun lidt mere af maden, og da hun ville tage noget at drikke skyndte hun sig at sætte kruset ned på bordet og rækte tungen ud som hun utilfreds viftede med armene"Va....varmt!!"udbrød hun som hun meget utilfreds viftede med armene. Men det var nok klart hendes drink var varm, hun havde ikke engang pustet på den endnu, eller ladet den stå i lidt tid. Hun kiggede håbløs på manden, og viftede lidt mere med armene"Av....Intet underligt på dit ansigt"mumlede hun imens hun prøvede at køle hendes tunge med armene selvom det hvist ikke virkede lige med det samme, så hun blev ved.

Maximillian så på hende og hævede et øjenbryn som hun kom med den udtalelse med hun godt kunne lide at stirre. Ja, det havde han fundet ud af og han hadede hvert sekund når hun gjorde det. Ganske vidst var hun ikke andet end et barn, men på samme tid havde hun den forbandede hale, kløer og den tunge! Han var ikke specielt tryg ved hele denne situation og rettede blikket mod hans mad igen og forsøgte at få bare et eller andet ned, uden af få et hjertestop. Han bemærkede stadig hvordan hun holdt øje med kattene, på trods Maximillian havde forsikret hende om der ikke ville ske hende noget, for de var blot killinger, så de ville kun lege.

Maximillian var lige ved at smide sin portion mad væk, som hun gik i et udbrud igen og viftede febrilsk med armene. Han mærkede hvordan skamlen under ham vippede bagover og han var ved at falde ned, men hurtigt fik han rakt ud efter bordets kant og trak sig selv op og sidde igen og tog sig til brystet som han rettede blikket mod hende ”For en i… ” kom det fra ham som han satte en finger for sine læber ”Så, pust dog på det…” sagde han stille og lod blikket glide rundt i lokalet. Folks blikke var rettet mod dem og han så opgivende ned i bordet.

Luna måtte lige vifte lidt mere med armene før hun lyttede til hans foreslag og sukkede som hun kort rullede med øjnene. Det vidste hun da godt, at hun kunne gøre, okay måske havde hun ikke tænkt det men behøvede de ikke køre mere rundt i. Hun lod hendes blik falde ned på kruset foran sig, og hun lænede sig lidt ind over det. Hun behøvede ikke nedstirre det som var det en frygtelig fjende, men hun smillede bredt og pustede på det.

Hun gav det endda flere pust, bare for at sikre sig at det ville køle lidt af. Efter få minutter løftede hun kruset op til hendes mund og drak en stor tår. Hun satte det ned på bordet, og kiggede hen på manden foran sig"Max er du bange for firben"spurgte hun undrende og en smule mistænkeligt. Selvom det enlig mest var hendes nysgerrighed så lød det alligevel en smule mistænkeligt, og hun lagde hovedet på skrå som hendes hale viftede en smule op og ned.

"Det er hyggeligt det her"fløj så ud ad hendes mund som hun skævede hen til kattene, okay måske hun bare skulle opgive at se dem som fjender. De ville sikkert ikke angribe hende, hun kunne nok godt undgå at holde øje med dem. Luna betragtede omgivelserne en smule før hun vendte blikket tilbage på Maximillian. 

Maximillian sukkede igen opgivende, hvad skulle han stille op med det barn her... Ja han havde givet hende noget at spise nu samt noget at drikke, men han havde det stadig utroligt akavet med at være omkring denne pige. Han så på hende med et flakkende blink ".... Ikke specifikt... " sagde han og så mod Erebus og Keres der tumlede lidt med hinanden. Max måtte tilbage til stranden, i håb om at hans hjerte gad af falde bare lidt til ro, ellers ville det sikkert ende med at eksplodere i hans bryst. 

Han så sig lidt omkring for at finde en mulig udgang, besluttede sig for at han måtte finde på en eller anden latterlig undskyldning. Max kløede sig let i det brune hår "Jeg bliver nødt til at smutte. Har et erne for prinsen af Aquarin... " sagde han som han rejste sig og smed et par mønter til hende "Pas på dig selv" sagde han og sendte hende et usikkert smil, inden han greb begge katte og fløj nærmest ud fra stedet og satte kurs mod stranden endnu en gang. 

Paranoid så han sig over skulderen, gjorde sig selv sikker på hun ikke fulgte efter ham "Ved Zaladin's behårede rektum.... " sukkede han nærmest lettet som han mærkede hvordan hans hjerte var begyndt at falde til ro endnu en gang.