Frosten var klar og frisk i den naturrige luft. Solen var langsomt på vej ned i sin dagsrute over himlen og der var formentlig gang i landsbyen med at få folk smidt hjem. Det var tiden hvor bønderne rejste fra de sikre byer og kroer, nogen mere beruset end andre, for at komme hjem. Nogen havde nem adgang, alt for nem. Andre. Andre måtte vandre en smule længere og hvad skete der når man gik igennem en tæt skov i de sene timer? Hvad lå der på lur i mørket?

Hyænekvinden Shenzi havde efterhånden fået til vane at vandre til Medanien med jævne mellemrum og tilfredsstille sin trang til bøndernes bløde kød. De havde gode muskler, men var også fedtdækkede. Ikke seje, som krigerne kunne være. De var livsnydere, som stadig arbejdede for føden. Perfekt blanding. Savlen gled ned over hendes spidse tænder og kæbe. Hun kunne allerede lugte dem. En mindre flok der gik af skovstien med de hujede glad og berusede. Lugten af øl sprang frem for alt, og fik Shenzi til at slikke sig om mulen. Hun elskede når maden var marineret indefra. Som det rovdyr hun var, luntede hun afsted i skovbunden, klar til at springe frem ved hvert øjeblik det skulle være og nedlægge enten en eller alle tre mænd, selvom tre mand var alt for meget mad til hende alene. Man var vel grådig.

Ganske vidst var klokken ikke mange, men i vinterperioden blev det mørkt tidligt. Folk var på vej hjem fra kroen, nogle inden for byens grænser, mens andre havde den skæbne at skulle gennem de mindre belyste gader og små skovstier. Hvad gemte sig ikke der ude? Der gik mange fortællinger rundt i byen, samt i udkanten af Medanien, men der var ingen der var helt sikre.

Lyden af en dyb brummen kom fra det store væsen der traskede gennem gaderne i mørket. Han var ikke alene, foran ham gik en lille flok mennesker der var i absurd godt humør, men det var bestemt kun alkoholen man kunne takke. Der var intet at være lykkelig over ellers, var der? Anthony, den tårn høje varulv, havde som alle andre aftener ikke behov for at sove, hvilket var derfor han var ude og skabe en smule frygt. Hans brunlige skjorte havde bestemt set væsentligt bedre dage. Det havde alt hans tøj i teorien. Det var længe siden den skjorte havde helt brun og pletfri, nu var der blodpletter over alt, hvilket fik de fleste til at gå LANGT uden om ham, eller vende om hvis de kom gående imod ham. Han var sulten, evigt sulten og fulde mennesker var uden tvivl en af de nemmeste ofre, hvis man så bort fra kvinder, børn og de ældre…

Han var i tvivl om den mindre flok overhovedet havde bemærket at han fulgte efter dem, eller om de blot tænkte at det bare var en der skulle samme vej. Han stoppede og tog en dyb indånding. Han var der ikke alene, der var en anden der også havde blikket låst fast på mændene. Et dystert smil kom frem på hans læber som han kneb øjnene let sammen og råbte efter mændene, nærmest som var det en distrahering, blot for at se om han kunne lokke den anden frem. Den ene mand kastede blikket over skulderen og så den høje mand ”Hey.. Eh… Du” sagde han nærmest fremstammende som han vendte sig og pegede på Anthony’s blodige påklædning. Han så ned af sig selv og trak på skuldrene ”Årh dette? Nej nej, det er ikke mit” sagde han med et smil på læberne som han begyndte at nærme sig de tre mænd.

Shenzi slikkede sig om mulen, mens de stærke øjne var fast fokuseret på mændene. Den næste lugt der ramte hende, bragte en irritende kort knurren fra hende. Hvorfor skulle hun også være uheldig at der nu kom en varulv?! Havde de ikke deres eget jord at jage på? Hun gad ikke til at slås med sådan en også for at få sin mad, og hvis han var på bøndernes side, så blev det bare besværligt.
Hun havde næsten lyst til at liste af igen, men hun var sulten. Savlen stod allerede ud af munden på hende.
Men varulven gjorde noget andet. Eller måske var han ikke varulv, dyrisk var han, og på disse kanter gættede man bare varulv som det første. Han råbte ikke advarsler. Han virkede til bare at tage kontakt.

Så han dem som sin middag? Nej, fanme nej! Hvis han skulle tro det var hans bytte, skulle han i hvert fald dele det! Med et fast greb om den takkede økse sprang Shenzi ud af sit dække i busken, med en høj knurren, før øksen blev sendt igennem luften og landede i den ene bondes hovedskald, efterladende ham med et tomt blik og åben mund som han faldte til jorden med et tungt dunk. Derefter brød kaos løs og Shenzi sprang på den næste bonde og begravede sine spidse tænder i hans kød og begyndte at flå og rive som en hund med rabies, mens hendes lange negle flåede tøj, hud og muskler i strimler, og fugtede hendes pels og bondens tøj i mørkt klistret blod. Hvad der skete med den sidste, forventede hun at den anden mand havde styr på det, såfremt han da var sulten. Ellers måtte hun jo jagte ham også.

Anthony skævede kort rundt, men stadig med sin hovedsagelige fokus mod bønderne. Han havde opfanget der var et andet væsen her, en der formentlig også med glæde ville sætte tænder i de tre mænds bløde og saftige kød. Anthony kunne næsten allerede smage dem, selv uden så meget som at have haft nogen form for kontakt med dem endnu. Mændene var langsomt begyndt at bakke væk fra det store væsen uden så meget som at vide noget om den anden der gemte sig lige i nærheden. Med et dystert smil talte han ned fra tre inde i hovedet på sig selv og ud af en busk sprang hyænen.

Den første mand faldt hurtigt, efter han modtog en økse direkte i skallen og fluks sprang hun videre til den anden mand, som hun begyndte at rive og flå i stumper og stykker. Den sidste mand var begyndt at løbe væk. Trods Anthony’s abnormt store corpus, satte han af i løb og godt en meter fra manden satte han i spring og nærmest taklede manden, så han faldt til jorden, med ham ovenpå. En dyb knurren kom fra Anthony som han ret voldsomt rev manden rundt, så han havde front mod ham. Manden var rædselsslagen, havde allerede ladet vandet. Et fnys kom fra den store varulv ”Hmm… Lad og se” sagde han som han greb fat i mandens over- og underkæbe og begyndte at rive op og ned i hver sin del. Mandens forfærdede skrig og forsøg på at slippe væk gjorde Anthony irriteret, hvilket fik ham til at gøre det hurtigt og rev bare til. Mundvigen blev revet op, nærmest som var der en der holdt en kniv og skar. Blodet sprøjtede op i ansigtet på ham, men han var ligeglad og slikkede sig blot om læberne for at få en lille forsmag på hvad der ville være hans mad.

Anthony havde altid været mest til indmaden, specielt hjertet… Men nu var han ikke i varulveform, så han vidste ikke om han ville være i stand til det han plejede. Han rev mandens skjorte, hævede hånden og med et, hakkede han mod det bløde punkt på mandens brystkasse og nærmest som at skære smør med en varm kniv, gik han næsten helt igennem. Han tog anden gang også og denne gang var der gevinst. Et suk kom nærmest fra ham som han mærkede mandens varme blod mod hans hånd, samt et godt stykke af hans arm. Med de semi lange negle banede han vej gennem mandens krop og op til hjertet, hvor han så vidt muligt fik fat og så rev til. Når hjertet var kommet fri fra sin faste plads, ville han trække armen til sig og hive hjertet ud af mandens døde krop og han ville tage en bid af det stadig lune hjerte.

Shenzi var travlt optaget med sit egen fangst der skreg som en stukken pattegris, men til sidst blev stille som hendes lange klør fik fat om hans hals og flåede struben åben. Med en tung vejrtrækning lod hun ham falde til jorden, mens blodet løb ud af hendes åbne gab og gav hende en morderisk udseende. Hun kiggede efter den anden mand, som var blevet fældet af hvad der lugtede lige så meget som et vildt dyr som Shenzi selv, men trods alt så mere menneskelig ud. Ikke at han opførte sig menneskelig. Han var ikke ligefrem en hurtig barmhjertig dræber, men det måtte han selv om. Det var hans drab og hans bytte, så han måtte gøre som han ville.

Shenzi satte fokus tilbage på sit eget bytte der i forvejen var blevet flået godt og grundigt fra hinanden, flåede hans tunika åben og sprættede maven op i processen. Lugten af varm blod og indvolde ville være kvalmende for sarte sjæle, men Shenzi tog det som en indbydelse. Hun flåede store lunser af kød, der til en start bestod mest af muskel og fedt, af maven, til hun fik fri adgang til de indre organer. Hun brugte sin snude og tænder til at rive og flå og dukkede ned i det varme slimede indhold. Hun brugte kun sine hænder, når knoglerne var i vejen, til at brække dem fra hinanden en høj ubehagelig lyd, inden hun fortsatte med at spise som en vild ulv der ikke havde spist i flere uger, med en svag dulmende knurren, blot for at indikere at han i hvert fald ikke skulle tage hendes mad, hvis han overhovedet overvejede det.

Anthony fik spist hele mandens hjerte og atter begravede han hånden ind i maven på ham. Dette måtte være et makabert syn for de uheldige folk der kunne dukke op. Måske havde det blot været disse mænd der havde været dumme nok til at forvilde sig herud og ind på jagt områder der åbenbart krydsede og havde bragt to ret så voldsomme skabninger sammen til dette øjeblik. Han kunne godt høre hendes knurren, hvilket blot fik et smil frem på hans blodige læber, hvilket fik ham til at se mere psykotisk ud, hvis der overhovedet var mulighed for det, som han stod der med armen begravet i mandens søde krop. Til sidst måtte Anthony dog erkende, at han behøvede mere plads, og rev nærmest mandes mave fra hinanden, så der var bedre plads. Den metalliske duft at blod og stanken af indvolde ville havde slået en hver anden omkuld, men han elskede det, levede nærmest for øjeblikke som dette, på trods af han delte bytte med en anden.

Hænderne begravede sig i mandens mave og begyndte nærmest at grave mandens indvolde ud af hans krop for et efter et, at blive fortæret af det blodindsmurte væsen der sad og rev væsenet i stykker. På trods af hans hænder ikke var skarpe som når han var varulv, holdt det ham bestemt ikke for at flå lunser af muskel af den opsprættede mand foran ham.

Shenzi gik mere og mere tilbage til sine dyriske rødder for hver gang hun fik lov til at grave sine skarpe tænder ned i den bløde hud. Hendes pupiler var udvidet, hendes ansigt konstant i en knurren og snerren for hver bid hun tog. Derudover åd hun ufortrøden videre og nød konsistensen af de glistrede indre organer hvor især smagen af metal var stærk over hendes tunge som blodet ramte og hun fik fat i den kropsvarme lever. Ikke alle organer var gode, men hun skulle nok finde dem som var. Især hjertemusklen var som det sødeste honning. Som hun flåede hjertet fri fra under den ødelagte brystkasse så hun op på det kaos manden lavede.

Ikke at noget ved liget Shenzi havde fingre i afspejlede ro og fred. De opspillede øjne, den flåede hud og tøjet der var så gennemsylet af blod at man knap kunne det var der. Alt imens der var kravet, bidt og brækket af liget for at finde frem til det gode indre, inden rovdyrgabet fandt frem til musklerne i lige nu låret så snart hjertet var fortærret i nogle hurtige bider. Hendes blik fjernede sig langsomt for ham for at finde frem til det tredje urørte lig som lå med øksen stadig stikkende ud af kraniet. Fraværende tørrede hun sig over mulen uden det havde nogen synlig virkning og begyndte at trække det andet lig tættere på. Hun ville ikke skilde sig af med det andet heller, men hun kunne bedst lide at spise det indre så længe det var varmt.

Anthony rev tarmene ud af manden og lå dem i en bunke ved siden af. Det var ikke just noget af det han havde mest lyst til at sætte tænderne i, jo måske når han var i sin anden form, men der var ikke fuldmåne, så det kunne være et fedt. Et bredt smil bredte sig på hans læber som han stak armen i manden igen, rev den endnu kropsvarme levet ud af ham og mæskede sig i det. Det måtte være et horribelt syn hvis der var folk der endte med at komme forbi, ham der lignede et menneske og sad med armen begravet i manden, smurt ind i blod fra hoved til røv, samt hende, hyænekvinden der begravede hele hovedet ned i manden. En ting kunne Anthony sige om denne kvinde, hun var dyrisk, både udseende, men mest af alt måden hvor på hun brutalt gik til sine ofre.

Han så op og spottede hvordan hun trak den ene mand med sig mod det andet lig i hendes besiddelse. Med hvad der ville minde om et smil, tog han den sidste bid af leveren han havde i hænderne og rejste sig fra den man han sad på. Anthony greb liget i armen og trak ham med sig over mod hende og som han nåede et par meter fra hende, rev hun liget op og kastede over til hende. Hun lignede en der havde mere brug for dette bytte, desuden, så havde han lidt underholdning han kunne se på.

En lavmæld knurren helt nede i struben brummede frem som Manden rejste sig og kom hende nærmere. Nok trak han liget med sig over mod hende. Hun forholdte sig i position klar til at angribe ham, skulle han tage hendes bytte. Om end i hvert fald snappe ud efter ham med sine skarpe tænder. Nok var han stor, men Shenzi var arrig af natur.
Som liget landede foran hende med et hårdt bump af dødt materiale der ikke gjorde modstand, dæmpede knurren sig selvom tænderne stadig var blottet i den ene mundvig. Var han virkelig færdig? Oh ja, formentligt et menneske. Deres appetit var ifølge Shenzi knap så voldsom. Desuden spiste han sikkert også det forkogte brune skamstegte kød over bål som de rent faktisk ytrede at kalde føde. Føj.

Men som manden ikke så ud til at ville gøre hende noget eller tage hendes mand, fandt tænderne vej ned igen og den smaskende lyd påbegyndte igen. Hun gik i gang med næste lig for at få fat i de indre varme organer, inden hendes tænder begyndte at gnide skærende mod knoglerne. Herefter brækkede hun dem op og endte med at sidde med den ene halvside af en mands brystkasse og flå knoglerne fra hinanden for at få muskelkødet imellem. "Er du ikke mere sulten?" hun delte næppe alt, men han kunne da få en arm eller et lår. Det af det hun ikke tog med sig som forråd.

Anthony var klar over at dette var med livet som indsats, men han var i forvejen klar på der skulle være kamp mellem dem, så han var på dupperne og holdt øje med en hver bevægelse. Trods hendes knurren sagde han ikke et eneste ord og fortrak ikke en eneste mine. Efter liget var kastet i hendes retning, blev han stående og betragtede hende fra afstand. Hun kunne vise tænder så meget hun ville, Anthony ville ikke flytte sig fra det sted han var.

Han trak på skuldrene ”Jeg dræber blot fordi jeg kan… Ikke altid fordi jeg er sulten… Velbekomme” sagde han brummende som han blot stod der som en sten, fuldkommen urokkelig. Jo måske var han sulten, men ærligt, så foretrak han dem der var yngre, deres kød var mere blødt kontra den middel aldrende generation. På samme tid var der dog mere smag i middel aldrende, men det var meget hit and miss syntes han.

Shenzi forstod ham virkelig ikke. Jo, selve delen med at dræbe blot fordi man kunne var hun ganske familiær med, men man kunne lige så godt æde resterne bagefter! Man vidste aldrig hvornår man fandt føde igen. Ikke der hvor hun kom fra.
Shenzi så på ham med et undrende blik, før hun brutalt rev et luns kød af knoglen og gumlede på det. ”I er nogle sære nogen i pelsløse” kommenterede hun brummende. Indenfor mærkets rækker var de også komplet håbløse med deres kogte og stegte kød. Det tog alt smagen ud!

”Andre der skal dræbes i aften?” ikke så meget med interesse for ham, men mere fordi hendes blodrus ikke stoppede så snart hun havde nedlagt sit bytte. Hun kunne godt tage flere, hvis nogen sneg sig ud i natten. Eller bryde ind i et hus efter et spædbarn eller to.

Anthony havde som regel kun lysten til at æde sit bytte når der var fuldmåne, uden for den så han det bare som sjov og løjer. Bevares modparten døde altid efter noget tid. Let trak han på skuldrene som hun talte med lunsen af kød i munden ”Mhm, jeg ved det, hvilket er derfor jeg måske tager andre midler i brug, kontra hvad de andre mennesker måske ville” sagde han og fortrak de smalle læber i et skummelt smil. Man kunne ikke sige han var som alle de andre mennesker, men det var han heller ikke i tvivl om at hun kunne fornemme. Det var i hvert fald sjældent man så et menneske bare uden ret meget besvær rev hjertet ud af brystet på en anden.

Let trak han på skuldrene ”Det kunne såmænd godt komme på tale. Der ligger nok et par huse hist og her i Medanien. Jeg ved der er en familie på fem… Tre børn og forældrene” sagde han med et smil på læberne. Han elskede altid af bringe frygt til de kære små, eller efterlade forældrene med døde børn, for at komme tilbage nogle måneder senere for at færdiggøre arbejdet. Ak ja, de små glæder i livet.

Shenzi havde set hvor store forskelle der kunne være på menneskeracen, selvom de havde så mange fællestræk at Shenzi oftest mente at de var fuldstændig det samme. Men hun havde ikke set det som manden havde gjort, ske normalt. Men det var også de færreste mennesker der ejede den form for blodtørst og trang til at se livet forsvinde ud af andres øjne. Mennesker var oftest et byttedyr, ikke et rovdyr. Oftest.

”Børn?” Shenzi løftede hovedet og slikkede sig over snuden så de lange spidse tænder kom frit til syne. ”Børn er friske. Børn er så bløde og fyldt med smagfuldt blod” knurrede hun med et skummelt smil bredt over munden så tænderne stadig forholdte sig blottede. Tanken om at synke tænderne ned i deres friske kød der vel og mærket ikke travede slængrende hjem fra byen, tiltalte hende. ”God dessert” grinte hun hæst.

Anthony var i tvivl om hyæne kvinden vidste at han ikke blot var et almindeligt menneske, men på en eller anden måde måtte hun vel være i stand til at opfange den dyriske stank af ulv, der hang over ham som en tungt tæppe, når man kom tæt nok på ham. Selv hvis hun ikke vidste det, syntes han bestemt han havde bevist han ikke blot var et menneske, for der var ikke ret mange af dem der havde den styrke han havde, eller trangen til død og ødelæggelse. Nej, mennesker var oftest et meget nemt offer, hvilket netop var blevet bevist for kort tid siden.

Et skævt smil fandt vej til hans læber og han nikkede let ” Tre børn. Alle i alderen af, hvad… To til seks år” sagde han og trak let på skuldrene. Han vidste ikke deres egentlige alder, men det var i den aldersgruppe han ville sætte dem i hvert fald, hvis de skulle have en alder. Det skæve smil fortrak sig og blev en smule mere dystert, som tungen gled over læberne bare ved tanken om at sætte tænderne i en af de kære små, smage den metalliske smag af blod. Let bukkede han hovedet ”Lad os komme af sted” sagde han som han sendte hende et kækt smil og rakte armen frem ” Damerne først” brummede han og ventede.

Selvom manden lugtede af ulv, eller måske våd hund, det var svært at kende forskel på de to, så var han i sidste ende en del af menneskeracen for Shenzi. Ikke at det var noget hun gad at gå op i. Men lugten af dyr fra ham, var vel en indikator om at han ikke var nær så blød som de mænd der var nedlagt. Mænd, hvis kød hun stadig langsomt men insisterende gnavede af deres knogler.

Shenzi slikkede sig over mulen, inden hun blottede de gule rovdyrtænder i et skræmmende smil. "Stadig unge og friske. Ikke seje og senede. Eller fede" hun skævede ned til mændene der ikke havde været de mest veltrænede. Fedt var godt, når vinteren nærmede sig, men ikke det mest appetitelige.
"Dame?! Ha, den var god" lo hun hæst som hun sparkede liget til side og begav sig med raske skridt i den anvendte retning. Det blev en god mundfuld de skulle have sig, og hun håbede, hvis ikke regnede med, at hun godt kunne tilegne sig to unger at gnave i. Åh det søde knoglemarv der endnu ikke havde været udsat for livets prøvelser. Savlen begyndte allerede at løbe ned af tænderne ved tanken.