Morgensolen var en hård fjende som den faldt mellem tremmerne i arresten, og lige ned i Frejdis øjne. Hendes hoved dunrede, og hun var i tvivl om det var alkohollen eller slåskampen der havde bidraget mest til projektet. Det var derfor med meget små øjne Frejdis tog sine omgivelser ind, og prøvede at huske hvordan hun var endt med at sove den ud i arresten. For ikke at snakke om hvordan hun var kommet derind til at starte med. Minotauren huskede tydeligt hun ikke var gået selv hvertfald, og hun var ret sikker på de uniformerede typer ikke havde haft en vogn at trække hende på.. Havde det været hende kællingen med den proper næve der havde båret hende? Hun havde hvert fald slået hårdere end nogen grisling Frejdis nogensinde havde mødt før, så måske hun også kunne løfte mere? Det kunne også være de havde været flere om det. Ja, det måtte være det der var sket! Ingen grisling kunne løfte Knæflækkeren selv, det var Frejdis helt og aldeles sikker på!

En tung snorken fangede Frejdis opmærksomhed og hun så sig over skulderen, hvor før-omtænkte kælling lå, med sin mærkelige hue trukket nedover øjnene. Hedwig hed hun vist. Så hvis hun var herinde, i arresten, sammen med Frejdis.. så var det nok ikke hende der havde båret dem derhen.

Det lod til at være et mysterium der stak dybere.

Minotaurens blik vendte sig tilbage mod trammedøren, og hun rettede sin ryg. Selvom det ikke lige var på den måde hun havde tænkt, så havde hun nået sit mål. Byvagternes hovedkvarter. Nu skulle hun bare finde nogen med rang, og give dem de papirer Admiralen havde givet hende, og så ville alt være i orden. De vigtige papirer, der bevidste hun var forflyttet fra flåden til byvagten, med øjeblikkelig virkning.

"HALLÅH?! ER DER NOGEN MED RANG?" brølede hun, mens hun ellers roligt blev siddende, og ventede.

De var en flok uforbederlige, uregerlige og krop umulige skvadderhoveder! Byvagterne havde til opgave at holde fred og fordragelighed i byen. Opretholde lovene og sørge for at ting ikke eskalerede.
Det var ikke ligefrem hvad der var foregået dagen før og Løjtnant Bigwig havde fået rapporteret om at Hedwig, en af byvagterne i hans kreds var kommet noget så voldsomt op at slås med en minotauer, der havde resulteret i at de begge var blevet, med stor besvær og moslen, kastet ind i en celle for at sove den resterende ros af hårdkogt alkohol ud af kroppen.

Som skæbnen ville det, var minotaueren vågnet, som Bigwig paserede forbi døren til arresten og hørte det voldsomme brøl efter opmærksomhed. Han stoppede træt op og overvejede et kort øjeblik bare at gå videre. Han havde andre ting at tage sig til, end at høre en fordrukken forklaring på hvorfor de i kampens hede havde smadret hele krostuen.

Med en dyb indånding åbnede han døren og lod den smække bag sig. At Hedwig kunne snorke videre efter sådan en opråbning var ham en gåde. Bigwig stoppede op foran trammedøren, med de bredde arme over kors og et hårdt blik i sine brune øjne. Håret var lige så vildt som det plejede, og skægget havde fået lidt tydligere gråstik, men som altid, trods sit alvorlige ydre, lignede han stadig en direkte fra vildmarken. "Mind santen om du ikke var heldig. Hvad er problemet?"

Frejdis øjne blev smalle som hun betragtede manden der svarede hendes kald. Hun kunne lide ham, besluttede hun hurtigt. Hans udseende gjorde ham troværdig i hendes øjne. En ærlig mand skjulte ikke hvem han var bag duftevand og sminke! Med mindre det var krigs-sminke, men det var noget helt andet!

"Er du ham de kalder Stor-hår? ..Bigwig? Med rang af løjtnant?" spurgte hun indgående, næsten som om hun var ved at forhører ham. Frejdis havde ikke i sinde at lade nogen forkert få fat i hendes papirer, men ham her lignede godt nok en der hed Bigwig. Det var ikke tit hun var stødt på mennesker der fulgte den stolte tradition af at hedde noget der gav mening, men det var altid godt at blive overrasket.

Langsomt rakte Frejdis ind under sin vest, og trak et brev frem, bundet og forseglet med selveste Admiralens segl. "Jeg har vigtige papirer at overdrage til ham med rang af Løjtnant som de kalder Bigwig".

Stor-hår. Det var næsten nok til at få ham til at grine, og man kunne et kort øjeblik ane at hans mimik kæmpede imod at lave en grimasse. "Det er jeg ja. Løjtnant Lance Bigwig - åbenbart også kaldet Stor-hår." Der sneg sig en kant af morskab ind i stemmen, men ellers holdte han grimassen alvorlig. Han var dog ikke spor sikker på hvorfor denne minotauer skulle havde fat i ham. Nok var han af højere rang end de fleste blandt byvagterne men det spillede næppe en rolle når man var anholdt for urostiftelse og ødelæggelse af andres egendom.

Men svaret kom hurtigt, som Admiralens segl kom til syne for hans blik og Bigwig sukkede nærmest opgivende. "Javel ja. Gad vide hvad Bastian vil denne gang" han rakte hånden frem, forventende at få brevet afleveret så han kunne åbne og læse indholdet. Indholdet som gjorde ham endnu mere opgivende.

Frejdis overrakte brevet med en formel gestus, og ventede tålmodigt til Løjtnanten havde læst færdig. Brevet var en formel, eller så formel det nu blev når det kom fra Admiralen, anmodning om overførsel af én mening Frejdis Knæflækker fra flåden til byvagten. Derefter var der en håndfuld anbefalinger, fra besætningen hun havde sejlet med, samt fra admiralen selv.

Som Bigwig så ud til at være færdig med at læse, gjorde Frejdis sin bedste honnør, der ærligt var ret middelmådig, og smilede bredt om mulen "Mening Knæflækker, melder sig til tjeneste" sagde hun stolt, for at understrege at det var hende det handlede om.

Det lod ikke til hun selv så noget problem i at denne besked var blevet overdraget fra den forkerte side af tremmerne. Men hun sad selvfølgelig også derinde sammen med en af byvagtens egne.
I Frejdis opfattelse kunne hun det ikke være helt skidt. Hun havde sat sig i respekt overfor de andre byvagter, og vist sit værd, allerede inden hun officielt var en af dem! Det kunne da kun være en positiv start på hendes nye karrierer! 

I det mindste havde Bastian forsøgt at holde det så formelt han nu engang kunne præstere og et opgivende smil nåede frem på hans læber, men han måtte alligevel indrømme at den håndfuld anbefalinger som besætningen satte frem for Frejdis malede et godt billede af en god kvinde at have som allieret. Hun havde bare ikke været søstærk.

Det let opgivende smil, lyste en smule mere op og udviste den venlighed som Bigwig, trods sit vildmandeydre, var ganske kendt for at have. "Velkommen til byvagterne, Menig Knæflækker." Bigwig fandt nøglebundet frem og låste den gamle tremmedør op med en knirkende lyd. "Men prøv at undgå for mange uautoritære slåskampe i fremtiden." Det var som om at da døren blev åbnet op, føltes minotauren umuligt endnu større.
Hans blik gled over på den stadigt sovende Hedwig, rystede på hovedet og vinkede Frejdis med sig ud. "Jeg kan se du allerede har mødt din kollega. Lyst til at forklare hvad der skete?" kendte han Hedwig ret, var alkohol involveret.

Frejdis lyste selv op som løjtnanten gjorde det, og hun rejste sig straks ordenligt op, som tremmedøren blev åbnet, og strakte sig i sin fulde, hornede højde.
Minotaureren kløede sig lidt under mulen, mens hun fulgte med ud. "Altså jeg kom til byen i går aftens, og tænkte det var bedre at gå på kro, end at forsøge at finde jer så sent. Men så stødte jeg på en hel håndfuld af jer på kroen, og de bød mig velkommen med manér, og vi drak som man bør! ... og så.." Frejdis gik i stå og kløede sig lidt i håret i stedet.

"Jeg tror vi lagde arm. Og hun var overraskende stærk.. og så sloges vi! Ahh det var en god slåskamp" sagde hun med en varme om mindet, selvom det bare var sket dagen før.

Hendes blik faldt på løjtnanten, og hendes øjne blev en smule smalle "Men du kaldte det.. uautoritære? Så.. Det er ikke en normal ting at i slås for at teste jeres styrke?"

Bigwig forudså allerede nu adskillige problemer med denne nye byvagt i sin midte. Men han så også muligheder. Bastian havde haft pæne ord. Ord som Bigwig stolte på, og som gjorde det nemmere at tage beslutningen om at låse tremmerne op.
Med armene hvilende over kors lyttede han til hendes ord og kunne ikke undgå at smile, ja faktisk begyndte Bigwig at grine. En varm latter der kom helt fra mellemgulvet, mens han let opgivende rystede på hovedet. "Selvfølgelig. Nå, men når alt kommer til alt, er jeg glad for at du allerede har mødt dine kollegaer og de har dannet sig et godt indtryk i dine øjne. Og du på dem" For det var han faktisk ikke i tvivl om at hun havde. Drukket med manere, og fysiske udfoldelser af styrke.

Bigwig vinkede hende med sig for at de kunne gå ud fra hullet og lade Hedwig sove rusen ud i fred. Ingen grund til at vække hende også. "Det.. Er svært at svare på det spørgsmål Frejdis. Normalvis slås vi ikke ude i byen hvor det er vigtigt at borgerne ser os som byvagter der beskytter dem. Ikke voldelige individer som slår hinanden i gulvet. Træning derimod. Der bliver aldrig holdt særlig meet igen" han lukkede døren efter hende og begav sig i et roligt tempo hen af gangen. Et tempo til at snakke, samtidigmed at de kunne komme rundt i hovedkvarteret og hun kunne se sin arbejdsplads midte.

Frejdis smil var varmt som Bigwig lo, og hun nikkede bekræftende "Jeg er sikker på vi nok skal arbejde godt sammen!". De havde virket som nogle fine folk, og Hedwig var det tætteste på reel konkurrence Frejdis havde haft på styrkefonten meget længe. Hun ville blive en fin rival!

Godt foroverbøjet, så hendes horn ikke stak i loftet, fulgte Frejdis med som de forlod arresten, og gik igang med at besigtige de andre dele af hovedkvarteret.
Hun lyttede opmærksomt til løjtnantens ord, og nikkede svagt. "Jeg skal ikke holde noget tilbage på træningspladsen så" sagde hun med et bredt grin "Indtil de indser hvor dårlig en idé det er! Stadig, så skal jeg nok være forsigtig, så de ikke kommer alt for meget til skade" brummede hun muntert.

Det var tydeligt Frejdis havde stor tiltro til sin egen styrke, men også var utroligt opmærksom på, hvordan den skulle bruges i forhold til de mindre solide racer, så som mennesker.

Man kunne i hvert fald nemt sige at hun var forfriskende munter og optimistisk. Det havde det egentlig også brug for i byvagterne efter de mange prøvelser årene havde givet. Lance selv var begyndt at mærke tyngden af årene ligge sig på skulderne, så det løsnede en del op i hans smil at høre Frejdis tage udfordringen med så positiv indstilling.

Bigwig kom med en munter lavmælt latter og skævede let til Frejdis. Oh, hvad var det dog han lukkede ind! ”Jeg er sikker på der nok er nogen her, som fortryder at de ligger sig ud med dig!” han fandt en del mere af sin kammeratlige Bigwig frem, i stedet for den noget irriterede Løjtnant der havde haft ikke kun en, men det vidste sig, to af sine vagter til at sove rosen ud i arresten! ”Men så kan det være de lærer noget sund fornuft!” påpegede han tilføjende.
Som de kom op til det som var det egentlige hovedkvarter, fortalte han løst og oplysende op hvor de forskellige løjtnanters kontor lå. Ikke at de var der hele tiden. Tvært imod. Han førte hende videre til træningsområdet, som egentlig mest af alt var udendørs. Selv i vinterhalvåret måtte man bide tænderne sammen og få frosne tæer. ”Anann er våbenmester, og har ansvaret for træning af de nye. De fleste af os der i forvejen har kampteknikkerne i orden får lov at spare selv når vi har lyst og tid. Hun er ofte derovre” han pegede mod en våbenhuset hvor man skulle igennem området for at nå hen. ”Er du sulten? Madstuen er næst”

Frejdis lo muntert "Jeg er fuld af hårdtslående argumenter!" gav hun ham ret, som tonen fra Løjtnanten skiftede, og hun følte sig sikker på at hun ikke var i nogen alvorlig ballade. Ikke at det som sådan havde stoppet hende før, men det var godt at være sikker. Og ganske vist havde Frejdis ikke sat nogle nye liv i verden, men hendes humor havde altid mindet meget om de mænd der havdes.

Frejdis lyttede opmærksomt med, og stillede nogle enkelte, praktiske spørgsmål undervejs. Det var endda ikke alle minotaurens spørgsmål der handlede om hvor meget eller lidt hun måtte banke folk!

"Jeg vil se frem til at se hvad denne Anann kan i så fald. Og dig!" tilføjede hun udfordrene, men gjorde det også tydeligt, at det var en stående udfordring. Det var vist ikke lige tiden til det nu.
"Træner i med flere våben, eller kun de der små sværd?" spurgte hun, og pegede mod to rekrutter der var i færd med at træne inden hun så på Bigwig med et tandet grin "Jeg har det med at få dem bøjet, hvis jeg ikke passer på" indrømmede hun med ingen lille mængde af stolthed.

"Mad! Ja det ville være godt nu" medgav hun og lo, som hendes mave rumlede højlydt. Hun havde hverken fået andet end flydende kost aftenen før, og havde ikke siddet i arresten længe nok til at nå morgenmaden.

Kommentaren burde ikke være kommet bag på ham, men den ramte en latterfuld nerve og Bigwig begyndte at grine. Han burde nok havde været mere autoritær og fastholde en mere streng tilgang - specielt nu hun havde været forbi fangekælderen inden hun overhovedet var blevet en del af styrken. Så igen - Hedwig lå stadig placeret dernede og sov rosen ud. Dertil, kunne Bigwig ikke stå for denne form for humor.

Bigwig sendte hende et morende og udfordrende blik tilbage. "Jeg er ikke så nem at slå omkuld" han havde næppe samme styrke som den noget højere minotauer, men han var hårdføre. Specielt som sår, skrammer og brækkede knogler syntes at heale hurtigere end menneskeligt muligt.

"Der er et større udvalg af våben. Stilen er forskellig for os alle selvfølelig. Vi har selvfølgelig aldrig haft en Minotauer i vores kredse før." svarede han med et skævt smil og kløede sig eftertænksomt i skægget. "Dit foretrukne våben?" han regnede med at ligemeget hvad hun fik stukket i hænderne, fandt hun en måde at slå folk omkuld. Ingen tvivl.

"Morgenmaden burde være klar! Grød, brød, ost, og i disse gode tider, er der oftest også æg og bacon at finde. Hjælper at havde taget en af slagterens døtre i lærer i køkkenet!" grinede han, som han puffede døren op til spisesalen. Alle var naturligvis på ration - men ingen dumme nok til at antage at en alf spiste det samme som en kentauer. Eller Minotaur i dette tilfælde.

Frejdis så kun ud til at blive mere opstemt som Bigwig tog imod, og ekkoede udfordringen. Der var ikke ret meget sjov i at slås med folk der viste de ikke havde en chance. Hvert fald ikke når man skulle træne! Frejdis var ikke blank for at gennemtæve folk der lagde sig ned, men det var bare for sjov og spas, ikke godt til reel træning!

"Jeg kan svinge det meste, hvis jeg skal, men.. Jeg har en økse. Den ligger nok hos jer, eller på kroen.." indrømmede hun, en anelse ukomfortablet. Hun brød sig ikke om at andre lagde hånd på Bassemand. "Den er speciallavet til mig. Hoved er dvægesmedet, mens skaftet er af elvernes bedste træ" Frejdis smilede bredt "Det var den eneste måde den ikke blev ved med at flække på!" sluttede hun med et latterbrøl. 

Mængden af våben hun have kasseret igennem tiden var... mere end hun kunne tælle til.

Den store minotaurs mule løb i vand da de trådte ind i spisesalen, og duften af mad ramte hende. Se det var livet. Nemt arbejde, gratis mad og lidt mønt oveni. Det skulle man ikke kimse af! 
"Jeg skal holde mig gode venner med slagterdatteren" sagde Frejdis, så meget til sig selv som til Bigwig. Hun snusede ind med en dyb indåndring. Blandet med duften af grød og friskt brød, var der et hint af bacon. "Jeg spiser nu så" erklærede hun bestemt. Om Bigwig havde spist, eller foretrak at spise selv, så satte Frejdis afsted for at få det stakkels køkkenpersonale til at fortvivle, og bande over at de aldrig blev indformeret i tide, når der kom nye rekrutter.

”Formentlig hos os et sted. Bare rolig, vi skal nok finde den” de fleste kroejere brød sig ikke om at havde folks våben liggende. Folk havde en tendens til at komme tilbage efter dem. Det var bedre at de kom ind sammen med deres ejermand i fangekælderen. ”Lyder som noget af et håndværk!” påpegede han imponeret. Det burde være nemt at finde, siden det lød speciallavet og unik.

”Velbekomme. Spis os nu ikke ud af hus og hjem” kom der munter fra den gamle mand, som hun forsvandt ind i duften af mad og den smålarmende sal hvor folk allerede sad og spiste i små grupper eller for dem selv. Bigwig spiste som regel hjemmefra. Det var blevet en ting efter han ikke længere boede alene, og han havde det godt med det.
Bigwig bakkede ud af salen igen og fortsatte sin vante gang ned mod sit kontor og dagens dræber. Papirarbejde.