Det stak I Cole’s hjerte. Hvis der dog blot var noget han kunne gøre for Dag, men det var problemet var det ikke? Det han kunne gøre, var begrænset i om det gik imod Liv. Og Dag havde behov for at have en ven på sin side i stedet for sin mors. Det var dog noget Cole ikke følte sig sikker nok i at kunne opfylde for hende, selvom han ønskede han kunne. Måske det blot krævede at Dag skulle have muligheden for at finde sine egne venner i Dianthos. Der kunne han lade vær med at blande sig.

Forsigtigt rejste han sig op og nikkede lidt. Han var dog blot gået et par skridt før han vendte sig mod hende igen. ”Det var så lidt. Måske en dag jeg kan brodere noget større til dig,” indrømmede han, et lille trist smil var at finde på hans læber.
”Og Dag… hvis der er noget, så er kun et kald væk,” tilføjede han og kiggede næsten alvorligt på hende.

Dag knuede sine hænder om væveværket, så hendes knoer blev hvide. Det var måske ikke den situation nogen af dem ønskede, men det var den de var i. Det var ikke fordi Dag bare kunne gå ud og få nye venner. Hun kunne få Nats aflagte, men kun så længe de ikke blev for tætte med hende. For Nat skulle altid være hende nærmest, og det betød alle andre måtte holdes hvert fald en armslængde væk, og hun ikke kunne interagere med nogen, uden hans samtykke eller tilstedeværelse..

Men det var sådan hendes situation nu engang var.

"Det ville jeg sætte pris på" medgav hun med et lille nik, og det trak et lille smil frem på hendes læber igen. Hun var stadig glad for hans gave, især fordi den var hendes. Et kort øjeblik strejfede en tanke hende om at lade ham brodere initialer i alt hendes tøj.. 

Coles alvorlige blik til sidst blev dog alligevel mødt med en mere kølig ro. "Jeg kalder hvis jeg har brug for dig.. eller når jeg bliver færdig" svarede hun stædigt, og ignorerede Cole derfra, som hun fokuserede på sit håndarbejde i stedet.