Det var ikke ligefrem almindeligt, at Sensō befandt sig på markedspladsen, når der var mange mennesker der. Idag var dog en undtagelse, fordi hun var på vej hjem. Hun prøvede dog så vidt muligt at holde sig på afstand af folk, men det var simpelthen umuligt på dette tidspunkt. Det var eftermiddag, og solen stod højt på himlen, så der var mange ude at handle på dette tidspunkt. Af og til begyndte folk at slås over varerne, når Sensō gik forbi, andre steder begyndte handelsmændene at forlange højere pris for deres varer, hvilket førte til højlydte diskussioner, fordi kunderne var utilfredse med dette, og, forstærket af Sensōs aura, begyndte at forlange endnu mindre pris. Snart var det totalt kaos, og Sensō prøvede egentlig bare at komme væk derfra, så hun kunne undgå at påvirke folk mere end højest nødvendigt.

På en travl dag som denne var det ikke usædvanligt at se Vertis på markedspladsen. Hvert et menneske der passerede forbi de lastede boder gennemgik et væld af følelser, de selv anså som negative, og det var disse følelser som Vertis nærede sig ved at forskanse.

På denne dag sad han i udkanten med er glas vin i hånden og en roligt blus på fordærvet. Hver person, der gav efter for sin grådighed, misundelse og jalousi gav ham et dæmpet rus, der var for hans sind hvad vinen var for hans krop.

Alt var som der plejede, indtil menneskene begyndte at opføre sig mærkeligt. Ændringen var ikke øjeblikkelig, men langt fra langsom nok til at være naturlig. Hvor folk havde forhandlet med snu grådighed, begyndte de at forlange med krigerisk aggresivitet. Nogen, eller noget, påvirkede folkene - og det var ikke Vertis.

Nysgerrig og mildt irriteret - hvem end det var havde trods alt forstyrret hans eftermiddagssnack - granskede han menneskenes sind for aggresivitet, og fulgte sporet tilbage til dets kilde.
I vredens epicenter fandt han en kvinde, han kun lige kunne skimte gennem menneskemængden. Hvor Vertis havde forventet at finde en vredesdæmon, der boltrede sig i kaoset, så kvinden snarer ud til at være ubekvem. Skuffende. Hun var netop blevet antastet af en handelsmand, der skreg sig blå i hovedet, men lod til at forsøge at ignorere ham og deres omgivelser.
Måske havde hun blot brug for et skub, tænkte Vertis og plantede en tanke i hendes hoved:
"Hvor vover han at tale sådan til mig!?"

Sensō havde godt bemærket handelsmanden, der var begyndt at skrige ad hende, men hun gjorde sit bedste for at ignorere det, da hun mærkede en trang til ikke at finde sig i det. Måden, hvorpå hun snurrede rundt, og hamrede sin næve efter manden, talte sit tydelige sprog om, at hun aldeles ikke var uerfaren, når det gjaldt kamp. Til gengæld nåede hun dog at "komme til sig selv," og den knyttede hånd stoppede få milimeter fra mandens kind. Med tungt åndedræt sænkede hun hånden. Det lignede hende aldeles ikke at handle sådan. Var der andre, som hende, til stede? Hun havde aldrig før mødt nogen, der kunne det samme som hun kunne. Nej, det her føltes anderledes. Det her var en, der ønskede, at hun skulle gå i den retning, det var ikke hendes krigslyst, der blev vækket. Hun havde godt nok aldrig været god til at sanse andres tilstedeværelse, men det var trods alt ikke svært at finde kilden her, hvor der ikke var så mange med særlige evner til stede, og næsten med det samme fik hun øje på en høj mand med kulsort hår og skæg. Det kunne kun være ham. Selvom han ikke havde en decideret aura, var følelsen af død og ødelæggelse fra ham ikke til at tage fejl af. Uden overhovedet at tænke over det, stavrede Sensō direkte mod ham med sammenknebne øjne. Hvem var han? Hans påvirkning af andre mindede så meget om hendes, dog med den forskel at de var mindre direkte aggressive, og så alligevel ikke.

Sensō kom i tanke om sin egen aura, og hun stoppede brat 10 meter fra manden. En ting var, at han påvirkede andre, hun ønskede stadig ikke at påvirke ham. Det ville kun gå galt.
"Hvem er De, og hvorfor sætter De tanker i hovedet på mig?" Spørgsmålet var meget direkte, men sådan havde hun nu altid været. Og her var der ikke rigtigt tid til høfligheder. Denne mand var farlig. Langt mere farlig end hun selv var, fordi han virkede til at ønske at påvirke andre. Det var hun ikke just fan af.

Jamen dog. Det havde ikke taget kvinden lang tid at blive klar over Vertis indflydelse, men sådan var det nogle gange – specielt med de interessante personligheder. Hun havde nok klarsind til at genkende hans indflydelse, men ikke helt nok til at afværge den. Et tilfreds smil spredte sig på han ansigt. Det skulle nok blive en spændende eftermiddag alligevel.
Da hun vendte sig mod ham mødte han hendes blik uden at kny. Hvad nyttede det at skjule hans indflydelse, når hun så tydeligt havde identificeret ham allerede. Mens hun nærmede sig fangede han en tjeners opmærksomhed, og bestilte et ekstra glas vin og en lille tallerken med oliven, da han følte en kropslig sult melde sig.
Kvinden var stoppet en snes skridt fra hvor han sad, og stod og råbte ham an. Han løftede et øjenbryn, som alle omkring dem vendte deres opmærksomhed mod den tungt udrustede og højtråbende kvinde. Han mødte hendes blik lige på, og smilte udfordrende.
”Hvorfor tager du ikke plads,” hviskede en dyb maskulin stemme i hendes hoved. Vertis skubbede den anden stol med sin fod, for at understrege sin invitation. ”Og finder ud af det?”

Sensō havde heldigvis haft en del år til at træne at modstå indflydelse udefra. Hun var ikke fantastisk til det, men det lykkedes hende ofte (i al fald delvist) at modstå andres påvirkning. Som manden smilede, blev Sensōs ansigt dog mere stramt. Hvor han morede sig, følte hun kun afsky. Hun var bestemt ikke fan. Det kunne vist heller ikke være mere tydeligt med det blik, hun sendte manden.
Stemmen i hovedet var ikke behagelig. Hun åbnede munden for at svare, men hun kom i tanke om, hvordan alle nu stod og stirrede på hende. Hvis manden kunne sende tanker, kunne han så også læse dem? Det var et forsøg værd. *Sætte mig hen til en mand, der forsøger at få mig til at udøve vold mod andre? Det virker ikke som en fornuftig idé* tænkte hun. Hvis han ikke reagerede inden for et rimeligt stykke tid, ville hun i stedet sige sætningen højt. Hun blev dog stående indtil videre, og fordelen ved at have talt højt før var trods alt, at folk valgte at holde sig lidt på afstand af hende.

Kvinden var stadig centrum for opmærksomhed ved den lille vinhandel, hvor Vertis sad. Mest af alt fordi at hun, efter tilsyneladende at have talt til sig selv, nu holdt en intens tænke- og stirrepause. Det stod tydeligt skrevet i hendes ansigt at hun, som de fleste andre, testede om Vertis var tankelæser – hvilket han naturligvis ikke var. Dæmonen lagde hovedet på skrå og ventede tålmodigt på at hun gentog hvad end det var hun havde tænkt. Og smilte, efter at hun havde svaret.
”Gjorde jeg?” spandt den dybe stemme i hendes hoved. ”Jeg stillede et spørgsmål, og du svarede med vold, villigt endda. Men hvad holdt dig tilbage?”
Han nikkede hovedet mod den tilbudte stol, som en tjener stillede ekstra glas og en tallerken med gyldne oliven på bordet. ”Sid,” foreslog stemmen i hendes hoved, både i hans og hendes egen indre stemme, ”og lad der være fred mellem os.”

Sensō brød sig absolut ikke om, at manden talte gennem hendes tanker, men lige nu havde hun absolut ikke ro nok til at blokere for dem. Hun var alt for oprevet over at denne mand lod til at more sig over hele situationen til, at hun rent faktisk kunne fokusere på at lukke ham ude. Hans spørgsmål fik dog et smil frem på hendes læber. Det var trods alt ikke første gang, nogen havde prøvet at bestemme over hende. "Fordi jeg er min egen, og ingen har ret til at bestemme eller foreslå, hvad jeg skal gøre" svarede hun hårdt. Mørket havde ikke fået lov at bestemme over hende, og det skulle denne mand under ingen omstændigheder heller, så da opfordringen kom, stod hun stædigt stille og rørte sig ikke ud af flækken. "Jeg er ingens!" svarede hun trodsigt. Hun bemærkede dog ikke, at hun havde hævet stemmen, men vreden boblede i brystet på hende. Mandens næste ord fik hende til at grine, som hun krydsede armene og kastede et blik omkring. "Det virker som om det sidste, du ønsker er fred." Hun havde ikke tænkt sig at lege med.

Hun havde ikke tænkt sig at lege med, så meget var tydeligt. Hendes trodsighed stod hende langt ud af halsen, i sådan en grad at han mistænkte at hun ville gøre det modsatte af hvad end han forslog. Den hævede stemme, fortsat rettet mod tilsyneladende ingen, havde tiltrukket større opmærksomhed end var praktisk.
Nogle gange var det vanskeligt at sætte sig ind i andres tanker, selv for en erfaren dæmon hvis hele eksistens drejede sig om netop det. I tvivl om hvordan han skulle forholde sig til hende, besluttede han sig for at lade være.
Han indrettede han sig behageligt i stolen, tog en oliven i munden, tyggede den og spyttede kernen på jorden. Efter at have rodet rundt i sin næse med den ene lillefinger, vendte han atter tålmodigheden tilbage til den arrige kvinde.
”Hvad venter du så på?” spurgte stemmen atter i hendes hoved, kedet. ”Hvis ikke du tager imod forslag, så gør hvad du ønsker.”
Hans blik faldt bag hende, hvor handelsmanden hun næsten havde slået pegede på hende. Bag ham stod to mænd, halvanden hoved højere end ham selv. De ruskede deres skuldre, og skridtede mod Sensō i et hastigt tempo, med krig i øjnene og knugede næver. Smilet vendte roligt tilbage til Vertis læber.

Sensō hævede et bryn over mandens spørgsmål. Hvad skulle det betyde? Hun ventede jo ikke på noget? Kedsomheden var dog tydelig at spore, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber. Det var åbenbart kun sjovt så længe, man gjorde, som han ville have. Det var dog længe siden, hun havde haft nogen inde i hovedet på denne måde, og hun vidste ikke, om hun kunne blive ved med at modstå hans forslag.

Sensō nåede at spotte bevægelser ud ad øjenkrogen, og hendes reflekser tog med det samme over, som hun undveg begge slag mod sig. Manden var da godt nok ikke så lidt fræk! Hun vendte sig rundt, som hun måtte undvige endnu et udfald, men hun var nødt til at blokere med armen for ikke at få en på hovedet af den anden mand. Hun kunne ikke slippe afsted med ikke at slå igen lige nu, så hun rettede først et slag med knyttet hånd mod den ene mands kindben. Hvis det ramte, ville der være kraft nok på til, at han med stor sandsynlighed ville gå ud som et lys. Derefter rettede hun et slag med håndroden mod den anden mands hage i en opadgående bevægelse. Målet var at slå dem begge ud med et slag, så hun kunne gøre så lidt skade som muligt. Lykkedes det ikke, ville hun i stedet forsøge igen med lidt anderledes udfald.

Lykkedes det Sensō at slå dem begge ud, ville hun vende sig mod manden igen med et hårdt ansigtsudtryk og træde et skridt tættere på ham. Det ville dog ikke være nødvendigt, for allerede nu var hendes temperament allerede på kogepunktet, hvilket fik hendes aura til både at udvide sig en smule og stige betydeligt i styrke. Det var delvist bevidst for at gøre manden opmærksom på, at hun altså ikke bare var hvem som helst. "Hvor vover du?" Hendes stemme var nærmest en hvislen, men den kunne tydeligt høres på trods af den nye tumult, hun fik skabt omkring dem, som hun langsomt nærmede sig manden. "Jeg er krig. Vær ikke så arrogant at tro, at du kan hamle op med mit domæne" advarede hun, som de blå øjne lynede. Sensō var sjældent vred, og hun var faktisk god til at være tålmodig, men der var et eller andet ved denne mand, hun absolut ikke brød sig om.

Først den ene mand og derefter den anden gik i jorden med den stumpe lyd af bankekød på en slagters huggebænk. Krigs bevægelser havde været flydende og naturlige, og de to arrige mænd havde ikke stået en chance. Der var opstået en forsamling omkring hende, og en presset stilhed havde sænket sig over pladsen. Med det første slag havde en bølge af arrig kamplyst skyllet ind over tilskuerne. Vertis havde allerede observeret hendes effekt på andre, og det var derfor ikke svært at ignorere den pludselige lyst til at vælte bordet og yppe kiv. De øvrige tilskuere var ikke så heldige. Under normale omstændigheder ville de uden tvivl havde kaldt på en byvagterne, for at stoppe det slagsmål, der pludseligt var opstået på markedspladsen. Her, grebet af øjeblikket og Krigs indflydelse, stirrede de sultent på vinderen. Deres tavshed efterlod en sitrende energi i luften, som deres blodshungerende øjne bønfaldt rytteren at fortsætte; at trække våben og udgyde blod, som var hendes krigsret.
Vertis lagde hovedet på skrå, og kiggede tænksomt på den arrige kvinde. Han havde hørt om Krig og hendes søskende før, fra legender og nogle af de, der havde været tilstede under deres undfangelse. Det forklarede hendes indflydelse, og dårlige indstilling, men ikke hvad hun lavede i hovedstaden. Eller hvorfor hun tilsyneladende troede at Vertis var ansvarlig for hendes handlinger.
”Og hvad er det jeg vover?” Hans stemme var dyb og glat, fløjlsblød og uden kanter som en poleret ædelsten. Han sendte hende et forvirret smil, der var kættersk flabet. 
”Eller er vold måske ikke en del af dit domæne?”
Selvom han lige havde talt, var der ingen af tilskuerne der så på ham. Alle som en havde de kun øjne for rytteren i deres midte.

Sensō tillod sig at tage et par dybe vejrtrækninger for at få styr på sit eget temperament, og hendes aura lagde sig til sit minimale igen. Hendes uvilje over for manden var stadig tydelig, men hun så en kende overrasket ud ved hans spørgsmål. Hun havde været overbevist om, at det var ham, der havde fået de to til at angribe hende. Hun havde været sikker på, at de havde været uden for hendes egen rækkevidde. Lige nu ignorerede hun de sultne tilskuere. Egentlig ville hun helst væk herfra, men hun var ikke sikker på, at manden over for hende ville tillade det. "Du mener måske, at det ikke var dig, der fik dem til at angribe mig?" spurgte hun med en hårdere stemmeføring, end hvad der egentlig havde været hensigten. Mandens næste ord fik hende kun til at se en smule mere forvirret ud. Nu indrømmede han, at det var ham? Hvad var hans dagsorden lige, siden han var så kryptisk? "Kommer du nogensinde til at svare mig direkte?" spurgte hun. Hun var tydeligt ikke fan af, at han legede katten om den varme grød.

”Kommer du nogensinde til at svare mig direkte?”

”Næppe,” svarede Vertis hende direkte. Hans foretrak at henlede til svar fremfor at fremvise dem. Hvis ikke de han talte med selv nåede frem til den pointe han prøvede at fremvise, var samtalen uden formål.
Vertis lagde hovedet på skrå og studerede Krig nøje, usikker på hvordan han skulle gribe hende an. ”Er du ikke krig? Med hunger, lidelse, sygdom og død følgende i dit fodspor? Jeg ville tænke at nu, i en tid plaget af konflikt, ville du ride med konger og generaler. Sprede død og ødelæggelse, og sådan noget. Men her står du, del i et markedsslagsmål, og leder efter hvad der startede det. Du er sandeligt tæmmere end legenderne fik det til at virke.” Han tog en tår af sin vin, og blev fjern i blikket som havde han mistet interessen.
”Skuffende,” kommenterede dæmonen henkastet. 

Det var da altid noget, at manden gav Sensō et klart svar denne gang, selvom det ikke ligefrem hjalp hende meget i situationen. Hans næste ord fik hende dog til at knibe øjnene lidt sammen. Han kendte til dem? Hvor meget han vidste, var dog ikke til at sige, men det var ganske tydeligt, at han ikke bare var en hvem-som-helst. Hun slappede lidt af i skuldrene, og hendes aura trak sig lidt igen, som hun fik lidt mere styr på sin vrede. "Det er i al fald med det formål, vi er blevet skabt. Et formål jeg ønsker at modsætte mig" svarede hun, og hun løftede armen for at kigge på sin hånd, som hun åbnede og lukkede et par gange. "Desuden er vores styrke kun en brøkdel af, hvad den var, inden vi blev indespærret" sagde hun ærligt. Der var ingen grund til at skjule det. Han vidste det vel næsten i forvejen. Hun trådte dog et skridt tættere på ham. "Men hvilken interesse har det for dig? Jeg kan mærke, at du har en... påvirkning, ikke ulig min egen, men det er vel ikke kun derfor, du udviste en flygtig interesse?" spurgte hun. Egentlig var hun ligeglad, om han kedede sig, det var - for hende - sagen uvedkommende.

”Jeg keder mig,” løj Vertis uden at tøve. Hun begyndte at bide på krogen, og det morerede ham bravt. Desuden holdt Vertis planer ham beskæftiget, og hun, Krig, var blevet en del af hans planer i det øjeblik han lærte hvem hun var. ”Der har været så stille på det sidste – og jeg behøver næppe fortælle dig at tiden er klar til en ny krig. Spændingen er så tyk, jeg kan smage den.” Vertis bundede resten af vinen, og stillede glasset fra sig.

”Vi er alle skabt med et formål.” Han vendte hovedet på tilskuerne, der igen begyndte at miste interessen, da kampen så ud til at være ovre. ”Hvorfor kæmpe imod din natur? Hvis det er styrke du mangler. . .” Han kiggede tænksomt på hende, men rystede afvisende på hovedet.
”Nej, du ville ikke være interesseret.”

"Og det skal så gå ud over andre?" spurgte Sensō en anelse hårdt. Hun var absolut ikke fan af, at man sådan brugte andre til at underholde sig selv, når man kedede sig. Men det havde han vist allerede opdaget. Hun tvivlede på, at han kunne blive overrasket over hende på nuværende tidspunkt. "Tiden er ikke klar til det" svarede hun med et hævet bryn. "I al fald ikke til verdens udryddelse. Hvis det havde været tilfældet, ville du ikke sidde her lige nu" fortsatte hun, som hun igen tog et skridt tættere på. Hun var efterhånden helt henne ved ham, men hun gjorde ikke antræk til at sætte sig ned... endnu.

Sensō hævede et bryn over ordene. Han havde vist misforstået hende en anelse. "Forskellen er bare, at... Zethos i ordets bogstaveligste forstand lavede os, så han kunne herske over verdenen... se hvordan det gik" svarede hun med et køligt fnys. Set i bakspejlet var det egentlig et under, at Marad ikke havde fulgt Zethos, men han ønskede vel også at være fri? På trods af at han så fortsatte med at lave de forbandede sygdomme... "Fordi jeg ikke vil lade et andet væsen diktere, hvordan jeg skal leve? svarede hun tilbage, som det ene øjenbryn nærmest forsvandt op under pandehåret. "Jeg mangler ikke styrke, og jeg tror ærligt ikke, du har noget at tilbyde mig" svarede hun, som hun lagde armene over kors. På trods af den lukkede holdning valgte hun nu alligevel at sætte sig ved siden af ham. "Kan du tilbyde mig noget at drikke..." Hun lod det hænge i luften, at hun ikke kendte hans navn.

// Du må undskylde ventetiden, det var lidt et snørklet svar at skrive :P Skal vi prøve at indsnævre samtaleemnerne til de essentielle?

Krig hang på sine ord og fiskede efter hans navn, men Vertis sagde intet før han havde bestilt hende et glas rødvin. ”Daman Pallihseaf, til Deres tjeneste. Og jeg formår at Krig ikke er deres eneste navn?” Han smilede høfligt, og tog en dyb indånding. Lugten af byen og mennesker fyldte Vertis med afsky. Han ventede tålmodigt til et glas hurtigt blev stillet på bordet imellem dem, før han atter begyndte at tale.

”Fordi jeg ikke vil lade et andet væsen . . .”
”Er Zethos hér, nu, til at beordre dig omkring?" Han kiggede sig over skulderen, som ledte han efter dæmonen. Da der intet var at finde, vente han tilbage til sin gæst. "Hvis krigen ligger til din natur, hvis fløjte danser du så til når du har underkastet dig Fred?”

”Og det skal så gå ud over andre?”
”Når jeg ser omkring mig,” Vertis slog blikket ud på pladsen, og alle de der væltede omkring og gjorde handel, ”da ser jeg et folk, der kæmper for overlevelse, for at sætte mad på bordet for dem og deres elskede, mens de, der med trussel af vold holder magten, bliver fede på deres bekostning. Apati kan være mere skadeligt end åben krig." 

" . . . Jeg tror ærligt ikke, du har noget at tilbyde mig."
”Da Zethos skabte jer, skabte han jer som våben bundet til hans vilje, for at bruge jer til at få magt. Han bøjede jer ud af form, for at styre jer. Han ødelagde jer. Men jeg kan se dit potentiale, din sande form. Hvis du gav mig chancen, kunne jeg reparere hvad han ødelagde og sætte dig fri.”

" . . . ville du ikke sidde her lige nu."
Vertis vendte blikket til Krig med en lattermildhed i blikket, der ikke var gengivet i resten af hans ansigt. Hun vidste tydeligvis ikke hvem hun talte til. ”Jeg er gammel, Krig, ældre end du skulle tro. Jeg har set meget, og er ikke død endnu. Så hvem ved – måske kan vi dele en flaske igen når udryddelsens time er hændt.”

//Jeg undskylder selv den lange ventetid! Det er fuldt forståeligt, hvis du ikke ønsker, vi fortsætter tråden, men nu smider jeg et svar alligevel. Jeg skal gøre mit bedste for at få emnet snævret lidt ind.

Sensō hævede et bryn, da manden introducerede sig. Ikke at hun troede på, det var hans rigtige navn, men det var langt bedre end det der ikke noget. Hun nikkede til hans ord og for første gang trak hendes mundvige sig i et skævt smil. "Sensō Tatakai" svarede hun og morskaben var til at spore i hendes ansigt. Hun gik ud fra, han var gammel nok til at genkende sproget, så hendes navn egentlig bare betød "Krig Kamp". Hun havde i sin tid taget navnet for sarkasmens skyld, og så havde hun egentlig bare hængt ved det.

Sensō kunne ikke lade være med at slippe en latter, inden hun tog en tår af vinen. Smag havde han, denne Daman, det måtte hun give ham. "Jeg underkaster mig ikke Fred, når jeg selv vælger det, så jeg spiller efter min egen fløjte" svarede hun med en lidt mere munter tone. Hun bemærkede egentlig ikke, at hun ikke havde skruet ned for sin aura, så den kørte stadig på ca. halv styrke, hvilket kun fik folk omkring dem til at gå mere amok, men lige nu rørte det hende ikke. Denne mand var blevet væsentligt mere interessant, da hans ord ikke længere var det rene volapyk.

"På nogle punkter må vi vist bare være enige om at være uenige" svarede hun med et skuldertræk, inden hun igen tog en tår af vinen. Nogle gange kunne man argumentere i evigheder om sine synspunkter, men Sensō mente tydeligvis ikke, at denne del af diskussionen var nødvendig at fortsætte.

Sensō løftede den ene hånd for at stryge Daman over kinden med sin ene finger. Det var ment som en ironisk gestus til hans falske omsorg. "Jeg er ikke mere i stykker, end jeg selv kan reparere" svarede hun med et nyt smil.

"Måske... forhåbentlig aldrig" svarede hun med et nyt smil, inden hun igen nippede til vinen. Hun kunne ikke være mere ærlig om sit syn på sagen, mest af alt fordi hun håbede på, at dagen aldrig kom, hvor hun lod ragnarok regne ned over Krystallandet.

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234