At Zirras smil forsvandt en smule, så Cora ikke, da hendes blik var rettet mod arbejdet med fiskene. Hun ville nu heller ikke have vidst, hvad hun skulle gøre ved det, for hun ville nok ikke kunne have regnet grunden ud.
Med blikket i ilden lyttede hun til menneskets snak om sin far og de forventninger, hun ikke kunne leve op til. Det lød alt for bekendt. Og det var et emne, Cora ikke ligefrem havde lyst til at diskutere, for hendes eget forhold til hendes far havde været forfærdeligt, selvom hun havde gjort alt hvad hun kunne, for at leve op til hans håb. Men én ting kunne hun ikke klare. Hun var ikke en dreng.
Hun plukkede et græsstrå og begyndte at pille det i stykker for at holde hænderne i gang med et eller andet. Stadig uden at se væk fra ilden, snøftede hun let.
"Fædre vil aldrig blive tilfredse, når deres kvinder føder piger. De vil have drenge." Hun flyttede lidt på sig og kastede den sidst stump af strået ind i ilden. Det knitrede kort, inden det var væk, slugt af varmen.
Hun havde egentligt ikke lyst til at uddybe, men ordene forlod hende alligevel. Måske var det roen. Måske var det et eller andet ved Zirra. Hvem vidste.
"Min far har aldrig været tilfreds. Heller ikke, da jeg valgte at tage sværdet i stedet for synålen. Heller ikke, da jeg sendte min storebror i jorden for første gang. Mit køn gjorde mig ubrugelig i hans øjne. I det mindste skulle han ikke betale medgift." Hun fnøs og sukkede så, inden hun samlede sit hår, og begyndte at rode rundt efter sit spænde. Der var mere vrede end sorg over hendes lille fortælling og hendes bevægelser bar også præg af følelsen.