Fuglesang brød den ellers tyste morgen, som dagens første blege solstråler brød horisonten. Der var ikke mange steder i skoven, hvor disse tidligste af morgensolens stråler, nåde skovbunden, og endnu færre steder hvor de stråler ramte sølvflodens bred.
Det var på et af disse sjældne steder der voksede en lille samling af blomster. Der var normalt ikke noget særligt ved disse blomster. De kom og gik med årstiderne, nogle gange blomstrede de i sen vinteren, og andre gange først godt ind i foråret.
Men i år viste de sig fra deres bedste side, for ikke blot blomstrede de nu, ved solens første stråler, på årets første forårsdag, men deres normalt orange kronblade foldede sig ud i en majestætisk højrød.

Længere oppe af Sølvfloden, I en hule under dens udspring, skjult mellem skovens ældste rødder, lå fire skikkelser i drømmeløs søvn, fire skikkelser der ikke havde rørt sig i århundrede, for andet end deres hvilende åndedræt. Én var vågnet år forinden, men siden havde der været tyst i hulens ly... indtil nu.

Det startede svagt, som et af de fire åndedræt blev tungere. Blonde øjenbryn knyttede sig nærmere hinanden, og en skælven gik igennem kroppen, som livet vendte tilbage til lemmerne, efter deres firehundrede års lange dvale.

Cornélian vågnede, langsomt men sikkert. De isblå øjne åbnede sig, og missede mod lyset fra en solstråle der havde reflekteret sig indover hans ansigt. Med stive lemmer satte han sig op og så sig om efter lysglimtet der havde vækket hams kilde. De tre andre livløse former omkring ham virkede uvirkelige, og selvom han genkendte dem alle, kunne han ikke helt sætte navne til deres ansigter. Videre flød hans blik, til det fandt synderen. En elverkrigers trukne sværd.

Det var dog ikke trukket mod Cornélian selv, men tværtimod mod noget udenfor hulen. Det lod ikke til vagterne havde ænset han var vågnet, for deres opmærksomhed var låst på noget, eller nogen?, udefra der kom stormende mod den skjulte hule.

Hver gang vinterens tæppe viste tegn til at slippe sit tag i skoven, og forårets smil velsignede skoven. Havde Elisor vandret mod sølvflodens udmunding, det var en sti han havde vandret mange år, mere præcist havde han vandret af den sti lige siden hans broder og de andre var blevet lagt i deres drømmeløse søvn.
Hvert år havde havde han set efter tegnet på at hans broder ville vågne, men denne gang ville være anderledes, det var han sikker på. 

Præcis som han havde været de sidste 370 år det var blot et spørgsmål om tegne vat tilstede. De tre fugle kvidrede som de skulle, solen skinnede varmt og mildt mellem træernes kroner ned på de samlingen af højrøde blomster, der aldrig havde været den rigtige farve, som altid var de orange. Atter engang gjorde han klar til at kunne vende tomhændet hjem, men vent de var faktisk røde! "Cornélian!" Udbrød Elisor og satte i løb mod mod Skovets hjerte.

Endelig var det tiden for at hans broder ville vågne! Han var sikker på at de ville ske, især efter den ærede Daeralda var vågnet få år forinden. Som han kom nærmere og nærmere hulen hvor hans broder ventede, var hans ellers fine robe blevet plettet af mudder samt den ellers smukt broderede kant var dækket i brunt. 
"Holdt!" lød det fra vagterne der vogtede hjertet og dets frelsere. Med rynkede sorte bryn stirrede Elisor på vagten "Elar, jeg antager at du ikke har tænkt dig at gøre gerning af at true Sommerens stemme?" Med faste skridt gik han nærmere hulen, skarp ignorerende de to vagter. Indtil han følte sig nødsaget til at stirre med de himmelblå blå øjne på den anden vagt der ikke havde forføjet sig "Caledar træd venligst til side, jeg agter at være der når han vågner"
Endelig blev vejet ryddet og Elisor satte foden i Skovens hjerte. "Cornélian!" kastende sig på knæ knugede han sin bror indtil sig "Endelig er du vågnet!" hulkede han med ansigtet begravet.

Cornélians øjne blev store som han så Elisor som han passerede vagterne og trådte ind i hulens dunkle lys. "Elisor?" bød han spørgerne, men navnet nåde knap at forlade hans mund, før hans bror hang hulkende om Cornélian, og knugede ham så tæt han knap kunne få luft.
"Broder, luft!" gispede han lidt forvirret "Jeg er vågen!" insisterede Cornélian, og holdt sine arme om sin broder, så vel som det var muligt men den begrænsede frihed der var tilgængelig i omfavnelsen.

Så begyndte minderne at vende tilbage. Jordskævlet. Cornélian huskede ikke meget af hvad der faktisk var sket, ikke endnu hvertfald, men han huskede de magiske strømninger, som de desperat havde forsøgt at holde verden hel.
Cornélian stivnede kort og lod sig så slappe mere af i sin broders favn. "Hvor mange dage?" spurgte Cornélian lavmælt, som brikkerne faldt på plads for ham. Han måtte have mistet bevidstheden og ikke være vågnet før nu. Cornélian og Elisor havde altid været tæt. Han kunne levende forestille sig sin broders bekymring - troede han.

Cornélian sank en klump "Og hvor meget af skoven består?"
________________

Ved hulens indgang havde Elar og Caledar udvekslet blikke efter Sommerens Stemme var passeret. Elar satte sin klinge tilbage i skeden med et suk, og fandt sin balance igen. Det var ikke tit der skete noget ved skovens hjerte. Der var besøg i ny og næ, især taget til efter Daerelda var vågnet. Stadig, så var det mere en plads som ærevagt. En titel der havde passet Caledar glimrende, men Elar blev altid restløs af bare at stå.
"Elisor?" 
De to vagter så sig over skulderen simultant. Den stemme var kommet indefra. Det var som om Sommerens Stemmes ord nåde dem igen. ..jeg agter at være der når han vågner. Og vågnet var han!
Caledars udtryk blev seriøst. "Cornélian Liàdon?". Elar nikkede bekræftende, og holdt en arm ud som en høg fløj ned fra et nært træ og landede. Øjeblikket efter fløj fuglen igen, denne gang med en besked om benet, bundet med sølvsnor. Høgen kendte sin destination: Elvernes Stemme.

Modvilligt løsnede Elisor grebet om hans broder, der var gået så mange århundrede sinde han sidst havde hold ham i hans favn, frygten for at miste ham atter engang sad stadig i ham men det var ingen nytte at klemme livet ud af ham.
"Åh broder" sukkede han dybt, smerten tydelig i hans stemme. Langsomt slap han sit tag i Cornélian og lod istedet deres pander mødes. At forklare hvor meget der var sket ville være en pinsel uden lige, men en han med glæde ville bære for sin broder, gang på gang.

"Soven består, i reddede langt det meste, og hvad der led har siden læget sig...." Efter et tungt åndedrag kunne han atter fortsætte. "Der er ikke gået dage broder, ej heller år eller årtier... Det er 386 år siden at jordskælvet ramte" Mængden af folk der ville gennemrode hans broders papirer efter hans forsvinden havde været så høj, at det det først var indenfor de sidste 150 år at Elisor aller nådigst havde tilladt nogen at ligge øjne på dem, så længe at alt var endt på den plads det var blevet fundet.
"Jeg har opfostret din datter, Mystra i dit sted så godt jeg har kunnet evne det, men hun har drømt om at møde dig så længe at selv mine historier ej længere er gode nok" klukkede han sorgmodigt. han vidste han burde men han kunne ikke få sig til at nævne Innils skæbne, han fortalte sig selv at det var for at skåne Cornélian, men sandheden var nærmere at han ikke ønskede at bringe ham så megen sorg, ikke nu...

Som Elisors greb slækkedes, og Cornélian fik en anelse af sin førlighed tilbage, lagde han hænderne om sin broders arme, hvilende nær albuerne. Han lod øjnene glide i, og lyttede til Elisor besvare hans spørgsmål, og forklare en smule af hvad der var sket i Cornélians fraværd.

Cornélian var tavs. Langsomt rettede han sig op og åbnede øjnene, men hans blik var fjernt. "Det er ethundrede og fyrretyvetusinde nihundrede og femogfirs dage" bekendte han, hans stemme så fjernt som hans blik. En lyd halvt mellem et hulk og en sparket hundehvalp forlod den nyvågnede elver, og hans blik faldt igen på Elisor. "Mystra.. navnet virker mig så bekendt" Innil havde været højgravid, kun få uger fra sin termin. Cornélian kunne ikke have mødt hende, og Innil havde insisteret på de ikke snakkede navne til barnet før hun havde set det. "Det er tyvetusinde ethundrede og seksogtredive uger af hendes liv jeg har manglet, og alligevel virker det bekendt!" fortsatte Cornélian og kunne ikke undgå at smile forsigtigt, trods hans broders sorgmodighed, trods Cornélians egne hænders skælven. Der var ingen logisk måde han havde kunne høre navnet før, og alligevel..
Cornélian omfavnede sin broder, pludseligt og intenst. "Elisor.... jeg har en datter. Jeg er far"

Elisor sukkede let, det burde ikke have overrasket ham at Cornélian havde reageret som han gjorde, hans broder havde altid haft en gave for tal og fordybelse, selvom den som nu kunne vises på det mest besynderlige tidspunkter. Ved guderne han havde savnet det, hvor meget det end forundrede ham.
"Hun har været her ved din side mangen en gang, fortællende om hendes gerninger og oplevelser" Han selv havde ledsaget hende utallige gange, for hun havde haft svært ved at knytte bånd til en fader hun aldrig havde hørt tale, le eller set smile. 

Omfavnelsen kom som et chok for Elisor, han havde på ingen måde ventet en så pludselig og aktiv gestus fra hans broder, men kærkommen var den. Den bortmanede frygten for at hans broder ville falde hen til den drømmeløse søvn atter engang.
"I sandhed, Mystra er... Mine ord fejler mig" Lo han kort før han kunne fortsætte "Hun er både det bedste fra dig og Innil. Men samtidig har hun lavet lige så meget ballade da vi var unge, med Innils fyrgtløshed" Lo han rystende let på hovedet så det sorte hår dansede let gennem vinden.
Endnu sorgfuld mine faldt over Sommerens stemmes ansigt, ingen ville kunne skjule sandheden for Cornélian, så bedre at den kom fra ham end andre. "Cornélian jeg er nødt til at fortælle noget grufuldt... Innil..." endnu engang fejlede hans ord ham som tårerne løb ned langs hans kinder "Innil er død..."

Cornélian nikkede for sig selv "Jeg må have hørt hende, hørt jer, igennem alt denne tid" sagde han fast, men lavmælt, som et ønske knuget i hans bryst. I sandhed var det mere en beslutning, en ting han valgte at tro på, fordi det gav en illusion om, at han måske alligevel havde været en del af hendes liv, selv hvis blot en passiv en.

Cornélian lo sammen med sin bror, som han fortalte om Mystra. Han kunne levende forestille sig det. Klog, omsorgsfuld, frygtløs og en ballademager uden lige. Det var alt hvad han nogensinde havde ture håbe på, alt han kunne have drømt om siden hendes undfangelse! 

Glæden fik dog ikke lov at blomstre længe, før Elisors mine skiftede, og Cornélian rynkede brynene en anelse. Det var ikke den rigtige mine lige nu. Han var vågnet! Han havde en fantastisk datter, og snart ville han have sit livs kærlighed i sine arme igen!
Som Elisors ord fejlede ham første gang, rystede Cornélian blot på hoved, først let, men hurtigt mere og mere intenst. Nej. Han ville ikke høre det! Der kunne ikke være sket noget grufuldt med Innil! Hun var som de bedste forårsdage, hun var for god og stærk til noget grufuldt kunne henne hende!!
"Nej"  ordet kom fast og sikkert. Han tog fejl. Innil var ikke død. "Hvorfor græder du Elisor?" spurgte Cornélian uforstående, som noget var knækket. Han kunne ikke tro på Elisors ord, og kunne derfor ikke forstå hvorfor han græd. 

Elisor nikkede, det var en betryggende tanke at han broder havde mærket bare lidt af verden omkring sig. Selvom han ikke havde noget der kunne bevise om det var det tilfældet eller ej, valgte han tro på det. For hulen var mørk nok som den var, der var ingen grund til at slukke den smule lys der fulgte den tanke.

Forvirret blinkede Elisor med øjne der følte de så på en fremmed. "Nej?" Hvordan kunne Cornélian bare erklærer at han ikke talte sandt? Sandheden ændrede sig ej blot fordi man ønskede det inderligt, end ikke et ønske der var så stærkt som  det hans broder måtte føle nu. "Neelian dig og dit stride hoved, jeg græder af sorg over at Innil er og at jeg er nødt til at få dig til at forstå det" Med et fast blik mødtes de skyblå med de isblå øjne. Han havde frygtet at det ville ske, at hans broder ville prøve at lave sit eget billede af virkeligheden. "Har jeg nogensinde talt usandt for dig? Ville jeg lave en spøg om noget så grusomt? Tænker du så ilde om din egen broder?" Selv om han prøvede kunne han ej holde smerten ude af stemmen.
Og med et trak smaragd grønne skyer over hans himmeblå blik. "Daeralda er på vej" lød det fjernt som han blinkede et par gange, atter med blå øjne.

Cornélian kunne ikke møde sin broders blik. Cornélian havde såret ham med sin egen tåbelighed, og det var ikke noget han ville tilgive sig selv for let. "Jeg skulle være vågnet tidligere" mumlede Cornélian fraværende. Så kunne han have været der, hjulpet hende, reddet hende! Men.. hvis selv Elisor ikke havde kunne redde hende, hvad chance ville Cornélian så have haft?

Smerten i Elisors stemme fik Cornélian til at krympe sig sammen, og han tvang sig selv til at møde sin broders blik. "Aldrig. du ville aldrig gøre ilde ved mig broder, det ved jeg, men... denne ene gang ville jeg ønske du gjorde" Cornélians blik holdt ikke længere, og flakkede mod hulens mørke indre. "At vågne til en verden uden Innil... det er lige så utænkeligt som at miste dig" Cornélians stemme var spinkel og knækkede undervejs. Han opdagede knap nok synet der kom til hans broder, før den velkendte fjerne stemme der hørte til Elisors forudsigelser have ekkoet færdig mod klippevæggene.
"Hvem er Daeralda?" spurgte Cornélian blankt. Han havde naturligvis mødt hende før. Selvom hun ikke havde været Elvernes Stemme dengang, var hun stadig Datter af den første. Men Cornélian havde aldrig været god til at huske folk der ikke direkte var relevante for hans dagligdag, og.. så var det en god distraktion. Et sted han kunne sende sine tanker hen, så de ikke sværmede om liget af hans kone.

"Broder..." startede Elisor, men ordne undslap ham atter en gang, hvorledes kunne være at det var så svært? "Du vågnede da du kunne, uden din indsats hvem ved om vi havde været her den dag i dag?" en frygtelig tanke, samt heldigvis en han aldrig havde fået et syn af. Guderne være lovet for det.

Et stille nik var det var det eneste svar Cornélian fik fra Elisor en stund, før hans brodes blik flakkede og ordne fandt ham igen "Neelian... Verden fortsætter, som vinteren skifter til forår og sommer så er vi ligeså nødt til at fortsætte.."
Elisors syner kom af og til af sig selv, så som der lige var hendt, det var en sjældenhed men at være steder hvor der ville ske store ting havde sommetider den effekt. "Daeralda, datter af den første" svarede han bestemt, han var sikker op at hans broder kunne huske hende, han skulle blot finde den rigtige plads han havde gemt mindet. Elisor havde aldig forstillet sig Cornélians hukommelse som den var et bibliotek hvor forskellige minder havde deres korrekte pladser.
"Hun har ligeså som dig sovet siden jordskælvet, og ønsket at vide hvornår i andre vågnede som hende" Elisor håbede stadig at dele lidt mere tid med sin broder, men Daeralda kunne være en god distraktion til at få hans broder op og igang igen.

Cornélians bryn rynkede sig let "Ah. Den Daeralda. Hendes magi var enestående. Skoven havde ikke stået uden hendes evner" svarede han med en sikkerhed der var næsten skræmmende. Cornélian havde været i nær kontakt med hendes magi den dag jordskælvet ramte, og sjældent havde han mødt nogen med så stor kontrol og kraft. Megen af hans egen energi var gået i hendes retning, for det havde været det mest logiske sted. Men selv hun kunne ikke være alle vejene på en gang, enorm som hendes rækkevidde ellers var.

Cornélian sendte et anspændt åndedræt ud gennem næseborene, en gestus der hverken gav Elisor ret, eller sagde ham imod. En stille, usagt anderkendelse af en sandhed der blev nægtet anderkendt, men ligeså ikke kunne afvises, hvor meget Cornélian end ønskede det. Om ikke andet for blot at have en grund, et hul at kaste sig selv i, der havde mere fylde end det tomrum Innil havde efterladt.

"Det er nødvendigt for Mystra.. ikke sandt?" spurgte Cornélian sagte, og søgte sin broders blik og bekæftigelse. Det var altid Elisor der havde styr på den slags ting. Hvad andre folk forventede, og hvad der var nødvendigt at gøre for dem. Var det ikke for hans broder, var Cornélian aldrig fundet sammen med Innil - eller taget initiativet til at bede om hendes hånd!
"Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig... Spætte" sukkede Cornélian så, mens skyggen af et smil fandt vej til hans læber. Der var ikke meget glæde i det smil, men der var taknemmelighed, og det var bedre end den håbløshed der havde truet med at opsluge ham før.

Lindeskoven bredte sig for Daeraldas blik og flimrede som hun gled gennem dem søgende og adspredt som hun gjorde hvert daggry i disse tider. Skovbrynet altid først for der kom flest forandringer ind, men som intet var denne solopgang gled hun dybere ind. Smeltevandet fra bjergene havde styrket sølvfloden yderligere og varslede forårets faste greb, så meget som blomsterne der skød op alle vegne. Endnu intet spor af Faelwens Tåre, men tiden gik og tiden nærmede sig for endnu en opdukken af deres.
Hun fulgte sølvfloden mod dens udspring og til Skovens Hjerte. Et fredfyldt sted hvor hun selv havde hvilet i århundrede og andre stadig samlede styrke til at vågne igen. Hun strejfede forbi med det stik af sorg over alt der var mistet, før noget ved hulen bremsede hende op.
Forandring.
Kunne?
Daeralda søgte tilbage til Skovfortet og sig selv brydende meditationen så hurtigt det var hende muligt. Håbefuldt rejste hun sig og forskrækkede den overvågende pigen, som hun uden et ord stilede mod døren. "Vent!" Pigen skyndte sig efter hende med hendes overkjole i hænderne, men uden at opnå at Daeralda gjorde mine til at stoppe eller vente.
Først som de nåede skovbrynet og en af lys-hjortene kom ud stod Daeralda stille. Hun lod sig ubevidst iklæde overkjolen af grønt, florlet stof over den mørkegrønne kjole, mens hun ventede på at det prægtige dyr kom helt hen til hende. Af udseende var det en hjort som så mange andre, men dens gevir lyste op i træernes skygge og dens øjne ligeså. Den bukkede hovedet indbydende og hun steg op for at de i næste nu forsvandt ind i skoven sammen, mens en høg fløj uset over dem.

----------------

Turen gennem skoven føltes som et øjeblik og en evighed. Stier var ikke noget elverne fandt nødvendige, men nogle opstod alligevel som mange eller få vandrede den samme vej nok. En af dem snoede sig ikke langt fra Skovfortet og til Skovens Hjerte. Fulgt af få, men gennem mange århundrede, havde skoven formet sig om den vante vej og endda prydet den med opmuntring. Håb og glæde havde sjældent fulgt den vej.
Der var da heller ingen tvivl om at noget var sket, som Daeralda og Lys-hjorten brød ud af skoven og så de to æresvagter foran hulen. Deres normalt stive holdning og tavse ydre var væk, som de kun halvt holdt øje med omgivelser og halvt havde opmærksomheden på hinanden og hulen. De rettede sig dog ved synet af hende og den ene trådte frem for at hjælpe hende ned fra det store dyr. "Cornélian Liàdon er vågnet!"
En lettelse sluttede sig til håbet i Daeraldas træk, som hun hørte det og landede på jorden ved indgangen. "En sand forårsvelsignelse fra Avanya! Ved hans broder besked?" Hun vendte kort på svar, før hun fortsatte ind i hulen hun selv havde forladt kun halvandet år tidligere. Selvfølgelig vidste Elisor besked før nogen anden.
Han var der da også og i alvorlig samtale med den nyvågnede.
Daeralda trådte med udstrakte hænder hen til dem. "Du vågnede endelig." Der var varme i hendes stemme som hun talte og glæde i hendes blik. Hans magiske berøring var en hun stadig huskede fra deres anstrengelser under jordskælvet og som havde rørt hende selv i søvnen der fulgte, med dens løfte om styrke og sammenhold.

Et tilfreds suk undslap Elisors læber, det lod til at hans ord havde hjulpet hans broder fra at falde i fortvivlelsens gab. "Ikke kun det broder, men også for dig selv" lød det med et smil der ligeså var mere taknemmelighed end glæde, men glæden var der dog stadig.
Han havde altid haft det spøjst med kælenavnet hans broder havde valgt ham, men som så meget andet af Cornélians væsen var det et logisk udvalgt kælenavn der var beskrivende i hans øjne. Sammenligningen føltes ind imellem uberettiget han havde ikke så ofte banket på hans dør for at tvinge Cornélian til at se verden i øjnene.

Som lyden af stemmer bag brødrene afbrød Elisors tankestrøm, flyttede hans opmærksom uvilligt fra hans broder til deres gæst. "Åh Daeralda, jeg undskylder" hastigt rejste han sig med mine for at hilse høfligt på Elverlys stemme og lade deres pander mødes, men hendes fokus på Cornélian gjorde det svært for ham at bedømme om hun overhovedet havde tid til at ænse ham. "Som de ser er min broder vågnet som dem, jeg har gjort mit for at forklare hvad der er hendt siden men jeg har ej nået så meget endnu..." forklarede han, tvivlenede om han skulle blive, eller lade dem alene en stund. For hvor meget han end ønskede det var hun den eneste der kendte de følelser hans broder måtte slås med i denne stund.

Cornélian valgte ikke at kommentere yderligere på sin broders ord, men tog det som en formaning. Han kunne udmærket følge Elisors intention, og se at den var logisk. Men samtiddig virkede den så virkelighedsforladt det var helt komisk! Cornélian skubbede tanken fra sig, taknemmeligt hjulpet på vej af den nyankomne, der viste næsten lige så lidt hensyn til vagternes funktion som Elisor havde. På den anden side, så lod de heller ikke til at have forsøgt at stoppe hende, som de havde Elisor, hvilket ledte Cornélian til den konklusion, at dette måtte være Daeralda, som Elisor havde set komme. En konklusion der øjeblikkeligt blev øjeblikkeligt bekræftet af Elisors hilsen, og som hun trådte nærmere, var der også genkendelse i den nyvågnede elvers blik.

"Tydeligvis" svarede Cornélian en anelse tørt til den åbenlyse observation, og lod ellers Elisor føre ordet, mens han fik sig selv stablet på benene. Til sin egen overraskelse, viste det sig at Cornélians ben, om end noget stive, ganske villigt bar hans vægt. Han lagde dog alligevel en hånd på sin broders skulder, som både fysisk og moralsk støtte. Han ville ikke risikere Elisor efterlod ham alene til hvad der uden tvivl blev en akavet og ubehagelig samtale!
Daeraldas glæde kunne dog ikke andet end smitte en anelse, og da Cornélian endelig tog sig sammen til faktisk hilse, var den ellers formelle og lidt stive gestus varmet af hendes væsen. "Det er som min broder siger. Men uden tvivl vi har tid nok til at nå resten" han skævede en anelse mod Elisor, inden han tilføjede "Jeg takker for deres varme tanker og.. tænker De er her fordi De selv sov ligeså." spurgte han så ganske ligefrem og ganske retorisk, som Elisor allerede havde afsløret dette som sandhed. Men det var vist høfligst at formulere det som et spørgsmål, så han ikke blev beskyldt for at løbe med sladder. En social norm der havde været hårdt lært for den distræte elver.

Åh den formelle ungdom. Daeralda havde endnu engang glemt hvor meget mere Elisor holdt på formerne end hun selv gjorde og havde derfor indbudt til en langt varmere og mere familiær hilsen end hvad måske godt var. Hans mine og holdning var dog nok til at hun lod de utagede hænder falde som hun flyttede blikket fra nylig vågnet bror til opretstående. "Det er mig der undskylder." Hun bukkede hovedet let, tegnende Livets Cirkel for brystet, før end hun lod sin pande møde hans i den formelle hilsen. "Jeg lod glæden over nyheden lede mig til at forstyrre jeres genforening." En svær en af slagsen med mængden af glæde og sorg der var den tilknyttet.

Derefter vendte hun sig mod Cornélian igen og gentog den formelle hilsen. Han havde ikke mistet sin tørhed i søvnens favn kunne hun høre. Alt andet havde nok også været for utroligt, men det var rart at høre ham tale og se ham stå så kort tid efter han var vågnet. "Der er desværre også en del århundreder at samle op på." Hun sendte ham et lille trist smil. Århundrede var heller ikke gledet hende sorgfrit af hænde, skønt hendes tab var mere uvisse end hans.

Daeralda tog et halvt skridt tilbage så hun mere bekvemt kunne se op på begge de to brødre på en gang. "Du gjorde en uvurderlig forskel i vores cirkel og jeg er taknemmelig for du som jeg faldt i søvnen frem for i mørket. Kun tre andre delte denne..." Hendes blik vandrede af sig selv til de tre ubevægelige skikkelser stadig i hulen. Nogle havde levet videre efter jordskælvet efter få dages udmattelse, men lige så mange havde givet alt og var ikke mere. En hård sandhed for hende at vågne til. Den første af så mange.

Det var ikke altid lige let at aflæse om hvor høflig Daeralda ønskede at være, og måske var hans reaktion til den høflige side, men personligt fortrak han nærheden ved den frem for eksempelvis menneskesnes håndtryk. "Der er intet at undskylde for, du har selv megen slægtskab med de sovende" tilføjede han og nikkede kort mod hans broder samt de to stadigt sovende.

Det havde været Elisors tanke at lade de to snakke ud i fred, for meget han end måtte ønske det kunne være ham, var Daeralde den eneste der reelt kunne sætte sig ind i Cornélians sted. Men hans brodes hånd fejede de tanker bort, for nok kunne han ej sætter sig ind i deres sted, men han var stadig den eneste der kunne støtte Cornélian ved at blive.
"Tid der nok skal blive indhentet" tilføjede Elisor bestemt, han havde ingen planer om at lade tiden stå i vejen nu hvor at han endelig havde fået sin broder tilbage.

Elisor nikkede kort som Daeralde roste hans broders gerninger, mange liv var blevet redet den dag med hans broders hjælp, men som Daeralde selv nævnte var det en noget blandet pris der var blevet betalt af dem der havde givet sit alt, en sandhed Elisor frygtede Neelian ville gøre alt for at flygte fra.

Et forsigtigt smil fandt vej til Cornélians læber, sammen med et lille lettet suk. "Sandeligt. Jeg er sikker på jeg ligeså vil dele din bekymring for vores fæller, med tiden" medgav han, som Daeraldas formål blev tydeligt for den nyvågnede elver.

Elisors ord fik Cornélian til at give sin broders skulder et let klem "Du kan ikke indhente tid" erklærede han kort, men gav ham straks et undskyldende blik "Men jeg ser frem til at lære om de tider jeg har mistet, og være til stede i tiderne der kommer" lovede han eftertænksomt. 

Cornélians blik faldt igen på Daeralda, og i takt med samtalen fortsatte, virkede alting samtidtig mere virkelige, og mere som en drøm på en og samme tid. Hans bror var her, og Daeralda. Det var som intet var hent, men deres ord var stadig uvirkelige. "Vi gjorde alle hvad vi var nød til, for alles overlevelse" svarede han "Om vi alle var omkommet, havde det stadig været en ringe pris for Elverlys overlevelse" svarede han en anelse stift, men ærligt. Han huskede ikke om han havde tænkt de tanker den dag for århundreder siden. Men det var det eneste logiske. Om end nogle af de pathos orienterede uden tvivl ville være uenig med ham.
Tanken bragte et sprøgsmål til hans sind, og han stillede det uden at tænke videre over det enorme emneskift det ville være for Elisor og Daeralda.

"Hvad er der sket med dem jeg underviste?"

Daeralda nikkede let, som Elisors svar virkede til at kalde en forståelse frem i Cornélians blik. Et smil mellem dem hun huskede fra fortiden, men havde glemt til hun så det ske endnu engang. Nærheden og forståelsen mellem to født så tæt som det var muligt og forblevet sådan til guderne ønskede det anderledes.

Hun lod dem da også udveksle et af de små underholdende mellemspil, som hun altid havde nydt at lytte til uden indblanding. Det bragte dem bare i vant fokus hos hende og viste hende hvad havde manglet ved Elisor siden hun var vågnet. Hvor meget andet virkede forkert fordi en vigtig del af det lå her og sov? Hun forskubbede tanken som Cornélian atter henvendte sig til hende direkte og holdt så hans blik fast. "Hold fast ved den tanke. Hårdt de næste timer, nært de næste dage, blidt den næste tid. Det vil stødte dig ind i det ny som er her og ikke kan undviges." Hun havde selv måtte gribe til den tanke meget i den første tid, men hun havde også haft håbet om at se Alyan og Varya igen at holde fast i. Ingen af hendes kære havde dog endnu vist sig og ingen vidste hvorfor.

Lidt forvirret så hun til siden på Elisor og så spørgende. Hun var ikke sikker på hun kendte svaret på lige det. Der var dog også en anden måde at finde svaret på. "Vi kan jo tage til Skovfortet og finde ud af det. Så kan vi tage resten af det skete de næste ugers tid."