Esther smilede taknemmeligt. Hun kunne godt se glæden i hans træk og hvor meget mere opløftet og rolig han følte sig. Som havde hun gjort mere end at fjerne den værste smerte fra hans oprevne ryg. Esther var bare ikke helt sikker på hvad det var. Men at han var glad, var positivt! Og havde det fornyet et håb, kunne hun jo ikke havde gjort det bedre.

"Mange tak" de første par skridt var langsomme, som hun afprøvede sin balance, indtil hun igen genfandt rytmen i sine ben. Brostenene var en smule ujævne, og hun svingede en smule mere end normalt, mens trætheden blev mere og mere synlig i hendes øjne. Men over gårdspladsen kom de, og ned af gaden til huset hvor hun var ansat, og sidegaden ned til køkkendøren. "Er De helt sikker på, at der ikke er mere jeg kan gøre?" selvom hun knap kunne stå på sine ben, ville hun alligevel spørge.

Gabe ville ønske at han kunne fortælle hende hvad hun havde gjort for ham var en større ting end hun vidste, men han holdt det inde. Der var ingen grund til at skræmme hende væk are fordi at han havde nogen personlige problemer der ikke føltes så store længere.
"Jeg er helt sikker. Du har gjort mere end du behøvede, og jeg tror jeg kan klare mig fra nu," indrømmede han. Jorden ville stadig være hård og kold at sove på, for han havde stadig ikke pengene til et kroværelse, men det var noget han var vant til, og han sov ikke så meget som han burde alligevel. Dog følte han heller aldrig rigtig at han manglede det når han vågnede.

"Er du dog okay? Jeg håber ikke at jeg har taget alt din energi," hun så noget træt ud, og han var godt klar over at nogens magi tog mere energi end andres. Han var dog ikke sikker på hvor let et liv hun levede, og om at hun kunne klare at være så træt resten af dagen.

Esther smilede til ham. Han var et besynderligt væsen, hvis man kunne tillade sig at tænke det. Hans træk afslørede ikke en alder anderledes end hvad udseendet gav væk og det virkede alligevel ikke rigtigt. Men hun var ikke kendt for at snage. Hvad der gjorde ham til den han var, vedkom ikke hende. At gå med skyklapper var de fattiges måde at overleve. Men hun var glad for at han havde det bedre. Det betød noget. Det betød at hun havde gjort en forskel, hvor lille den muligvis var.

"Nej, jeg.. Jeg er okay, ingen grund til bekymring." svarede  hun, måske en smule for hurtigt slående væk at hun var træt. Men hun brød sig, ligesom mange andre, ikke om at fremstå svag. Hun havde ikke for meget at prale af alligevel. "Jeg er ikke vant til at bruge min evne. På andre end mig selv, og det er begrænset hvad jeg får af skader" pointerede hun ærligt og tog en dyb indånding, håbende at den fortsatte friske luft kunne bringe klarhed tilbage i hovedet.

Det var ikke underligt at Esther, en normal landsby pige, ikke havde meget træning for sin healende evne, selvom det da var ærgerligt, når Gabe nu havde set hvor meget den kunne gøre, og det var mens den var utrænet. Ikke at han ville skubbe på og prøve at vælge hendes skæbne for hende. Han var sikker på at hvilken vej hun gik, så ville hun bære den godhed hun havde udvist ham, og det var nok for ham.

"Så er det du har gjort endnu mere ekstraordinært," sagde han blidt. "Men du må huske at hvile dig." Stemmen havde et lidt mere hint af at være streng, ikke meget, men nok til at det lød til at han mente det, og hun hellere måtte gøre hvad han sagde. I et kort øjeblik blev han dog også mindet om en anden situation hvor han havde haft samme tone mod en. En yngre pige. Familiært. Dog var mindet væk før han nåede at gribe det, og det efterlod ham bare en smule forvirret, selvom han prøvede at ryste det af.

Esther havde heller ikke talt for højt om hendes healende evne. Mest af alt fordi hun altid var så træt efter at have brugt den. Hun ville blive en del mere værd, måske få en læreplads, bedre løn og bedre vilkår. Men tanken om at kigge på blod, kødsår, brækkede lemmer og ligblege ansigter hver eneste dag, fik det til at vende sig i maven på hende med det samme. Lugten kunne hun næsten levende forestille sig, og hun havde endda en formodning om at det var endnu værre end hun kunne forestille sig.

Esther smilede genert og kløede sig løst over kinden i et forsøg på at ignorere og let skjule at de blussede en smule op. Hun vidste aldrig hvor hun skulle gøre af sig selv når hun fik en kompliment. Endda en kompliment som denne, der påpegede noget hun havde gjort og ikke som dem hvor det var udseendet der var på tale. De gjorde hende i hvert fald utilpas. ”Det skal jeg nok” i hvert fald prøve på at huske. Det lette hint af en streng tone fik Esther til skjult at bide lidt i sin læbe. Det var ikke mange i dag, som vidste nok medfølelse eller interesse til hende, til at gå op i hendes velbefindende. Men hun smilede stadig. Varmede sig lidt ved følelsen af at verden ikke var helt så grå som hun forestillede sig. ”Jeg skal i hvert fald prøve”

Livet som healer var ikke for alle, og selvom Gabe til tider kunne have svært ved at forstå at hjælpe andre ikke var det højeste på alles liste, så vidste han godt at det var en realitet. Og han vidste da også godt at alle ikke var lige glade for at se på blod dagen lang. For ham selv var det blot blevet en norm.
"Det var godt," sagde han, og lod ikke til umiddelbart at lægge mærke til at hendes kinder var blevet lettere røde, om ikke andet så ignorerede han det blot, for hun havde overanstrengt sig, så de røde kinder kunne komme fra hvad som helst.

Esther bibeholdte det lette smil på læben som de gik ned af gaden. Hun havde ikke rigtig noget hun ville sige, men gik mere i en let tåge af træthed som hun håbede et frisk vindpust kunne putte en smule på afstand. Da hun nåede hen til det velkendte store hus med indgangen ind i baggården hvor hun normalvis kom og gik fra, stoppede hun op og kiggede på ham. ”Bliver du i byen, eller vil du rejse videre?” spurgte hun, usikker på om det var et spørgsmål der var i orden at stille. Det var jo også vigtigt i forhold til om det var farvel eller om der var mulighed for at hun så ham igen. Så stor var landsbyen alligevel heller ikke, at det ville være en komplet umulighed.

Gabe lod bare stilheden ligge mellem dem som de gik, og det var først da Esther sagde noget igen, at han åbnede munden igen, men denne her gang var han ikke helt sikker på hvad han skulle sige. Ville hun gerne se ham igen? Måske var det af høflighed? Om ikke andet kunne han ikke ligefrem trænge sig på mere.
"Jeg regnede ikke med at blive her længe," sagde han så endelig. Nok allerede i morgen ville han tage afsted, se hvor han kunne blive taget hen, og om der var noget der kunne give hans minder et spark i den rigtige retning. "Der er ikke så meget for mig her, og jeg håber på at... finde noget." Det var uklart hvad, både på den måde han sagde det, men også for ham selv. Det var svært at søge noget, når man ikke vidste hvad det var, men alligevel følte han at Esther i det mindste fortjente at vide så meget.

Esther nikkede accepterende. Hun vidste ikke helt hvad hun havde regnet med, men på en eller anden måde kunne hun bilde sig ind at det var for at være sikker på at han nu også var helt okay efter den behandling. Det var trods alt rart at snakke med nogen. Han havde trods alt været meget venlig overfor hende, og taknemmelig over hjælpen. Det satte sine præg.

Esther kiggede nysgerrigt til siden, og det lå lige på spidsen af tungen at spørge ham om hvad han ledte efter. Men folk holdte af deres hemmeligheder. Ikke alting skulle der spørges ind til. ”Jeg håber du finder det i hvert fald” svarede hun med et venligt smil på læben. ”Men.. Så er det vel farvel og held og lykke” hun havde spejdet kort ned i baggården, men der var ikke kommet nogen ud for at kigge. Ikke endnu i hvert fald.

Det var ikke fordi at Gabe ikke kunne lide Esther. Han elskede hendes rolige, venlige sind, og hvis han havde haft muligheden, så at slå sig ned her, med hendes selskab, ville ikke være en dårlig ting, men han var også klar over at han bare ville være en byrde. Han var en person man ville bekymre sig meget om, eller med tiden blive træt af at skulle bekymre sig om, og så var hans færd heller ikke slut. Forhåbentlig ville deres veje krydses igen.

"Tak." sagde han, og det var næsten et sorgmodigt smil der faldt over hans læber. "I lige måde. Jeg håber det ikke er sidste gang vi ses." Han håbede virkelig at hun også ville finde lykken, selv hvis det var at have et lille ubetydeligt job. Det var der jo også nogen der skulle, selvom Gabe måske ønskede en smule mere for Esther. Esther med sit gode hjerte.

Esther smilede et opløftende smil til Gabe i et forsøg på at afhjælpe det sørgmodige hun så i hans. Det betød jo ikke at de aldrig så hinanden igen bare fordi han var nødt til at tage videre. Selvfølgelig vidste hun ikke hvordan han opfangede tid, og om der måske gik for lang tid. Esther var ung men hun vidste også at hvad hun anså som usandsynlig lang tid, kunne være et øjeblik for andre væsner.

”Det håber jeg heller ikke det er” ganske sandfærdigt. Hun håbede at han fandt hvad end han ledte efter og det bragte noget glæde og liv med sig. Alt imens begyndte hun at bakke et par skridt og slog kursen ind i baggården og tilbage ind til det ensformige arbejde, der bragte mad på bordet og en hverdag med noget at lave.