Athir

Athir

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 56 år

Højde / 183 cm

Venus 28.12.2018 21:34
"Kom så Palle, ntnt," prøvede Athir og skumlede lidt i skægget. Pallas, eller Palle som krofatteren kaldte ham, var et stort drog af en trækhest, men han trak aldrig særligt hurtigt. Athir - og alle andre i karavanen - var ved at være trætte af at rejse. Karavanen bestod af to vogne begge med anhængere og de var fyldt med mad og anden proviant fra hovedstaden, som de netop var på vej hjem fra, men der var langt tilbage til Tusmørkely. Athir, som dannede fortrop sammen med to af krodrengene, gav et par lette rap med tøjlerne og så over skulderen på bagtroppen. Der sad en og holdt tøjlerne på et par muldyr, og på bagenden sad en fuldvoksen mand og kvinde, der tydeligvis var beslægtede og delte en forkærlighed for store armbrøster. Den ene nikkede tilbage til Athir som tegn på, at der ikke var noget galt.

Athir nikkede og ventede med at himle utålmodigt med øjnene til han havde snuden fremad igen. Det koldt, selvom de var nået længere syd på. Desværre var sandet på den tørre landevej ikke frosset fast, og vinden var ved blive lige lovligt frisk, så den piskede de løse korn op fra vejen og ind i ansigtet på karavane folkene. Athir sukkede opgivende og slog koldt vand i blodet. De var fremme, når de var fremme, og så var der ikke andet at gøre end at følge vejen, så længe det måtte tage.
Adannaya Moon

Adannaya Moon

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 17 år

Højde / 160 cm

A-Blue-Spot 28.12.2018 21:50
Det var koldt, det var noget af det første Adannya havde lagt mærke til, hun var heller ikke helt sikker på om det var blevet koldere eller varmere mens hun havde gået. Hun havde prøvet at lytte efter lyde, men det havde været svært at finde ud af noget. Hun forstod at hun nok lignede et levende lig, men det var svært at vide med sikkerhed når hun ikke længere kunne se, faktisk var det svært at vide noget med sikkerhed længere.
De første timer var hun faldet et utal af gange, det var som om jorden snoede sig under hende som et levende dyr, men hun var blevet bedre til at gå nu. 
Det var være med buskads, hun kunne ikke se det, og tit havde hun været fanget i en tornebusks greb i lang tid, mens hun desperat prøvede på at finde ud af at komme fri.
Nu mente hun at hun havde fundet en vej, den følte i hvert fald anderledes, som hun stavrede frem igennem det usynlige landskab. Hun viftede prøvende med armene foran sig og ud til siden, hendes holdning lettere foroverbøjet, klar på endnu en gang at blive kastet til jorden af hendes snublende og søgende fødder.
Endnu en tornebusk fik fat i hendes filtrende hår, men lyden af stemmer på den anden side fik hende trodsigt til at presse sig igennem buskadset, i et forsøg på at passe på sine intet seende øjne lukkede hun dem, og rev i stedet sine famlende hænder i stykker på krattet. Da hun endelig brød igennem den anden side, og tydeligt kunne høre stemmerne udbrød hun et tårefyldt skrig, uden tank for hvem der måtte finde hende, og hvilke intentioner de havde.

”Hjælp”
Athir

Athir

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 56 år

Højde / 183 cm

Venus 28.12.2018 23:21
"Hvad i dæonernes rige var det?!" kom det fra bagtroppen, "Jeg hørte det også, det kom derovre fra!" En af drenge i fortroppen greb fat om armen på Athir, bare for at sikre sig, at han også havde hørt det.
"Jaja knægt, man skulle være stokdøv for ikke at høre det skrig," han vendte sig i sæddet, "Er der nogen, der kan se hvor det kom fra?!" Han råbte ned til bagtroppen, men gjorde ikke tegn til at standse. De var vandt til den slags skriv i Tusmørkely. Dalen var berygtet for landevejsrøvere, men det var værst, når der var fuldmåne. Selv om det ikke var der endnu, var det aldrig en god idé bare at standse på en øde landevej.

Hestevognene trillede afsted i et adstadigt tempo og alle spejdede rundt mellem det tætte buskads og træerne omkring. Det var sen eftermiddag, så lys var noget mangelfuldt, men solen var der stadig. Problemet var, at lyden, hvad end det stammede fra, havde givet genlyd i bevoksningen omkring dem, så de ikke kunne placere den. Pludselig greb den anden dreng i fortroppen hård fat om Athirs anden arm og råbte: "Der!" Athir fik et sådant sjok, at han hev i tøjlerne, så Pallas stejlede og hvinede næsten lige så skingert, som Adayanna havde gjort det tidligere. De var stadig omkring 20 meter fra hende, da Pallas endelig holdt op med at trippe. Athir fuldte drengens pegende finger og fik øje på en ung pige af spinkel bygning, der så ud som om, hun var blevet angrebet af et eller andet med alt for mange skarpe klør. *Det kan umuligt være ulvene, de rejser aldrig så langt øst på... eller gør de?* tænkte Athir bekymret og foregav at være lang mere rolig, end han egentlig var.

Søskendeparret bagerst i karavanen var blevet siddende. De havde set pigen, men hun kunne lige så let være en distraktion fra et baghold. De havde ikke i sinde at rykke sig ud af flækken, og resten af karavanen ture ikke. Jo længere man kom fra byerne, jo flere grunde var der til at blive på noget, der kunne transportere en væk i en fart.
"Hvem der?!" råbte Athir. Han lød rolig, det hjalp at have hånden på skæftet af ens sværd, men der var noget uhyggeligt ved pigens øjne, han ikke kunne sætte sin finger på. De var alt for mørke.
Adannaya Moon

Adannaya Moon

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 17 år

Højde / 160 cm

A-Blue-Spot 29.12.2018 09:47
Det rumsterede, men det var lyde Adannya ikke helt kunne placere. Der var lyden af dyr, og stemmer, men hun var ikke sikker på om der var flere lyde, eller om de var fordi der ar mange af den samme lyd hun havde svært ved at identificere den. Hvis hun var heldig, havde hun fundet en vej. 

Vaklende to Adannya et skridt frem, søgende med sine hænder efter om der var noget hun skulle gå uden om, det virkede ikke sådan, men hun kunne ikke mærke om der var noget på den anden side af hendes fingerspidser. En mandsstemme skilte sig ud fra forsamlingen. Af refleks søgte hendes øjne rundt efter stemmen, men fandt den af gode grunde ikke, og hun vendte hurtigt tilbage til at kigge tomt og intet seende ud i luften. 
Hun var stakåndet, det lagde hun først mærke til nu, det havde været dækket i angsten over ikke at kunne se noget. Den velkendte hiven og trækken af luft der desperat kæmpede for at hylde hendes svagelige lunger, mens hendes muskler var på smertefuldt overarbejde.
Hvem der? Det var et sjovt spørgsmål, for hun var ikke helt sikker på hvem hun var længere, om hun overhoved var sig selv længere.

”Jeg hedder Adannya”

Fik hun anstrængt presset ud mellem hendes hivende vejrtrækning. Det var mærkeligt at sige det højt for hende, hun havde ikke hørt det sagt højt så længe, at det næsten lød fremmede for hende.

”Jeg, jeg kan ikke se”
Athir

Athir

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 56 år

Højde / 183 cm

Venus 25.05.2019 23:14
Farven løb fra Athirs ansigt. Skrammer og skader var ikke hans sædvanlige arbejdsområde, og han ville være nødt til at se nærmere på pigebarnets mærker, men jo tættere Adannaya kom på dem, jo mere overbevist blev han om, at lang de fleste af rifterne og sårene ikke stammede fra torne eller vilde dyr. Han havde end ikke hørt, om varulve, der var så groteske ved deres ofre.
Hvis nogen kunne ignorere en skønjomfru i nød for at redde sit eget skind, så var det Athir, men i nød var hun ikke længere, og kunne det mest tungnemme landevejsrøvere ville skade nogen, de skulle bruge til et job mere end en gang. Krodrengene bag ham havde stadig fadt om hans arme, hvilket var forståeligt. At se nogen, der var dækket i snavs og blod og blændet med fuldt overlæg, burde få ethvert væsen ved deres fulde fem og en flig af medfølelse, til at miste fatningen.

Athirs brummede dybt og vejede sine muligheder i hovedet. Den eneste grund til, at han ikke var gået i stå som de to halvvoksne drenge, var at han havde flere grå hår og et større sværd. De kunne efterlade hende her. Chancerne for, at hvem end, hun var slubbet væk fra, for hun havde vel knapt revet sig selv til blods, kunne sagtens være lige i hælene på hende. Og det virkede ikke som typen, krofatteren havde lyst til at få problemer med. Desuden var hun sluppet væk en gang. Athirs øjnede lukkedes et øjeblik, mens han sukkede tøvende, men beslutsomt, og hoppede ned fra vognen.

Forsigtet for ikke at gøre pigebarnet mere nervøst end højst nødvendigt, gik han hende i møde, og åbnede munden:
"Rolig Adannya," forsøgte den ældre krofatter med en stemme, der på en eller anden måde lød som knitren fra et varm og behagelig ildsted. Ved lyden af stemmen lod en af drengene, en uanseelig ung mand ved navn Henrik, til at få roen igen og hoppede ned fra vognen. "Du er i sikkerhed. Vi kan tage dig med os." Athirs stemme fik nu overtoner af god mad og en blød seng at sove i. Det var åbenlyst, at Adannaya ikke ville nå langt uden hjælp, og Athir forsøgte at være tålmodig, men jo hurtigere, de kom væk herfra jo bedre.
Adannaya Moon

Adannaya Moon

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 17 år

Højde / 160 cm

A-Blue-Spot 26.05.2019 12:30
Adannya bevægede sig forsigtigt frem mod stemmen hun hører, men selvom hun prøvede at sætte fødderne så forsigtig som muligt foran hende, fik hun alligevel trådt ned på en sten der rullede en halv gang og tog hendes balance fra hende. Uden hendes øjne til at hjælpe hende med at tage fra, eller få balancen igen, havde hun ikke en chance for at rede hendes ansigt fra endnu en tur på jorden. Sammenstødet med den hårde overflade slog hvad lille smule luft hun havde haft i sine lunger fra hende, og efterlod hende med besværet at kæmpe sig tilbage i oprejst stilling, på vaklende usikre ben, og med et gispende åndedræt.
Faldet havde desorienteret hende komplet, og det eneste hun havde at gå efter, var lyden af dyr der bevægede sig foran hende. Hun tog endnu et vaklende skridt, besværet, foroverbøjet og med fødderne slæbende hen over jordene i et forsøg på ikke at falde igen. Hun viftede med en arm foran sig, i et forsøg på ikke at gå ind i noget, mens hun holdt den anden klar til at gribe hendes vægt skulle hun falde igen.
Selvom hun ikke kunne se noget, andet end at hun kunne fornemme hvornår der var lyst, havde hun lært at forbinde den kølige fugtighed med enten daggry eller tusmørke, hun anede ikke hvilken af delene, men håbede på at lyset var for dårligt til at hendes øjne kunne ses rigtigt. Hun kunne mærke huden omkring dem var irriteret, og hævet, og hun formodede at den også var rød.
Tumlende afsted med håret hængende ned foran hendes ødelagte øjne, med de brudte iriser, der hvor syren havde ramt lige rigtigt, og den arrede sårede hud rundt om hendes øjne, bevægede hun sig langsomt tættere på, hvem end de var.

”Tak, tak, tak, tak”

Mumlede hun med en stemme både hæs efter de mange nætter udendørs i kulden skrigende af smerte, men også den gråd der konstant truede med at bryde igennem, som hendes situation blev mere og mere håbløs.
Athir

Athir

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske

Lokation / Tusmørkedalen

Alder / 56 år

Højde / 183 cm

Venus 15.08.2019 15:09
Hvad Athir gerne ville svare var noget i retning af: 'Jaja, skynd dig nu, så vi kan komme væk herfra. Stedet her er fyldt med landevejsrøvere, og det der er værre,' men han holdt tand for tunge. Han var bange for at virke uvenlig og skræmme Adannaya, hvilket ikke ville få karavanen hurtigere afsted. Og så var hun tydeligvis medtaget nok i forvejen. Han havde brugt sin evne til at øh... påvirke folk med lyden af sin stemme, hvilket lod til at have fået pigen til at stole på ham, og Henrik til at genvinde fatningen. Men det var grænser for, hvor meget angst, han kunne fordrive på den måde.

Han fortsatte med at holde den samme magiske varme i stemmen: "Ingen årsag. Kom," da Adannayas øjne kom inden for syne, gispede han ved det drabelige syn og måtte samle sig for ikke at bryde sin egen illusion, "Henrik vil hjælpe dig op i vognen. Du kan stole på ham." Athir viftede Henrik over til sig. Hvis Adannaya tillod det, ville Henrik løfte hende op i vognen. Han havde den praktiske evne at være overnaturligt stærk. Athir havde egentlig hyret ham for at løfte øltønder og den slags og ikke pigebørn, men det var vel en lige så god brug af hans evner.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3